Finsk Kunstdigtning efter 1850: Lyrik og Ballade (Ohrt)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Ferdinand Ohrt (1873-1938)

Kalevala som Folkedigtning
og National-Epos

Ferdinand Ohrt
1907

C. Træk af Sangenes Liv
i nyere finsk Kunst

IV.
Finsk Digtning efter 1850:
Lyrik og Ballade

Snellmans Opraab til den finske Nation havde jo i første Række Tilblivelsen af en finskskreven Litteratur for Øje. Det mærkedes her snart at ogsaa for Digtningen skulde hans Ord bære Frugt; allerede i de første Numre af Saima begyndte under Mærket »Oksanen« den unge August Ahlqvist at offentliggøre Digte; en halv Snes Aar senere kommer »Suonio«, det er Julius Krohn, til; de to kendte Lærde bliver da tillige Foregangsmænd i den moderne finske Lyrik, og en Skare yngre traadte siden i deres Spor. Kunstpoesien kom forud for Prosadiglningen, — først fra 1870 saae fremragende nationale Prosaværker Lyset, som Kivis »Syv Brødre« og siden Bonden Päivärintas »Mit Liv« —; med Kalevala og Kanteletar var der jo givet folkelige Foregangsværker i bunden Stil, medens man endnu stod famlende paa ubanet Vej, naar det gjaldt Prosaformen.

Johan Vilhelm Snellman (1806-1881)

Dengang Danmarks Digtere for Alvor begyndte at udnytte den Skat de fandt i Middelalderens Folkeviser og i Eddaens Sange, forelaa der jo allerede en dansk Skønlitteratur i Prosa som i Poesi; man kunde dog skrive iforvejen; Indlevelsen i ældre nordisk Digtning gav en ny Indsats, ikke en første Begyndelse. I Sammenligning hermed faar Lönnrots to store Samlerværker en langt mægtigere formel Betydning. Ses der bort fra spæde Tilløb i Fortiden, staar de — med Snellmans Ord — som »Førstegrøden« i finsk Digtning. En Norm for et Digtersprog er her givet, Ordvalg, Vendinger (vel ogsaa Billedvalg) indbyder til Brug, selv hvor Metrum og Æmne er helt andre, ja selv — om end i ringere Grad — hvor Prosaform nyttes. En Paavisning i Enkeltheder af saadan mere formel Indflydelse kan ikke forsøges her; kun med finsk Øre — hos Granskeren som hos Læseren — vilde man naa til fuldt Udbytte. En anden, mer lønnende, Opgave vilde være Undersøgelsen af, hvorvidt Folkesangen har sat sig dybere Spor i den moderne Digtning, derved at Forfattere lod sig betage af Runosangens Æmner og søgte digtersk at forny dem, eller om det endog — hvad Æmnet saa var — lokkede dem eller lykkedes dem at gaa ind i de gamle Folkeskjaldes egen sjælelige Grundstemning og Syn — om altsaa Kalevala med Kanteletar er bleven et Ferment i nyere finsk Digtning paa lignende Maade som vore Folkeviser (og Eddaen) i den danske. Her skal dog ikke voves nogen indgaaende Undersøgelse, blot dvæles ved enkelte ejendommelige Forfattere og Værker.

Paa dette Punkt springer en ny Forskel straks i Øjnene, men i modsat Retning af den der ovenfor paapegedes. Kalevala synes her ugunstigere stillet end vor gamle nordiske Poesi — simpelt hen fordi hin blev saa sent tilgængelig. Havde en Lönnrot — og en Snellman — virket ved Aar 1800, vilde den begyndende finske Kunstpoesi være falden sammen i Tid med den tyske og den nordiske Romantik, og Lysten til at søge sig Æmner i den gamle nationale Digtning og om muligt tale med dens Tunge vilde vel sagtens flere Menneskealdere igennem have skabt Finland en »romantisk Guldalder«: Først efter 1850 kunde der imidlertid ret tages fat heroppe: Snellmans Vækkelse faldt i Fyrrerne; gennem første Halvdel af Halvtredserne lammede et kejserligt Forbud al finsk Litteratur undtagen den religiøse og økonomiske. Da der saa endelig bliver Jordbund og Lys for Digtningen, staar vi den Tid nær da nyere Strømninger naar op til Norden. Det Billede som den finske Kunstdigtning frembyder i den ret korte Tid — henved et halvt Hundredaar — siden den fik Vækst, bliver da ogsaa højst broget. Og de Forfattere der vil skildre deres Folk, tager det gærne som det nu staar og gaar i sine Dagligklæder og i fuldt Dagslys, ikke som spindende Guldspind paa Luftens Bue eller fortonende sig yderst paa en taaget Odde. (Forresten kan det vel siges at selve de gamle Folkesange, der ved Siden af Drømmespindet viser et saa klart Øje for Dagliglivets Virkelighed — man tænke blot paa Bryllupskvadene — rummer Elementer som slægter ogsaa Realismen i finsk Nutidsdigtning noget paa). Det er imidlertid ikke de ringeste nutidige Digtere der har vist Hang til direkte at øse af Folkesangen, og særlig i de aller seneste Aar har somme med Forkærlighed vendt sig til de gamle Kvad. —

Ikke mindst i nyere Tids Lyrik og Balladedigtning mærkes det at finsk Aandsliv ikke suger Næring alene af den gamle folkelige Rod. Moderne litterære Mønstre melder sig. Og et virkelig inderligt Slægtskab med Folkesangens dybe Enfold turde være ret sjældent; ikke enhver Mollstemning, ikke ethvert Udslag af fin Natursans giver Ret til straks at paatrykke Stemplet: Paavirket af Kanteletar. Noget ejendommelig Nyt kan der komme ud, naar Æmner og Vendinger tages fra Folkesangen, men Røsten der lyder, og Viljen der styrer, dog er en anden. — Hvor Digteren attraar en virkelig Fordybelse i Runosangens Sjæl, er det fristende for ham at komme den nær gennem dens Metrum, det gamle Runomaal med den »uendelige Melodi«, til hvilken Kanteletars inderste Liv næsten kan synes troldbundet. En anden Sag er at her, som hos de fleste »Bondesangere«, kan Runometret omvendt meget vel nyttes som en blot ydre Form.

Med Held er Runoform og -stil nyttet af og til hos Oksanen og Suonio, stundom tyr de ogsaa til Heksametret, men bruger dog oftest moderne Versformer; en ikke ringe Del af deres Poesi er iøvrigt Fest- og Mindedigte, samt Oversættelser eller Efterdigtning; Oksanen har saaledes forfinsket en Del serbiske Folkesange. — Til de bedste blandt Runoviserne i Oksanens »Gnister« (Säkeniä) hører »Den fangede Fanger«, der ikke længer har Held med sine Snarer i Skoven, efter at en Mø har snæret ham selv, — og »Dette vækker vilden Vaande«, hvor Naturlivets lyse Vaarglæde manes frem som Kontrast til Digterens egen mørke Uro: Naar smælter vel Hjærterne i Finland, naar svinder de Snedriver der ruger over Folkets Bryst? Suonio skrev nede i Montreux efter Læsning af Oksanens anden »Sværm af Gnister«:

Saa jeg tænkte, saa jeg nemmed:

Alt er nu alle Gøge døde,

svundne Sangens flagrende Fugle

bort fra det sorgopfyldte Suomi,

bort fra det barske Nordens Egne:

Somme vel af Sult maatte segne,

somme kued den bitre Kulde,

andre, ændrende deres Vane,

rev og sled hverandre til Døde

ret som de Høge graa i Lunden.

Saa jeg tænkte, saa jeg nemmed. —

Da kom herhid et Pust fra Norden,

venligt en Vind fra Nord mig naaed,

vifted Viser med i sit Følge,

bragte mig Kvad paa brede Vinger,

Fuglekvidder frem over Fjeldet,

Gøgens glade Kukken fra Hjemmet.

Tog mit Hjærte til at banke.

Brystet, tungt af Sorger, svulmed.

For jeg følte, for jeg vidste

at et bedre Gry var rundet,

Lykkedagen vendt tilbage

over Suomis dunkle Skove,

over Pohjas usle Grænser.

Atter kalder, atter gjalder

vore gamle Glædegøge,

Elskovs Fugle, sødt som fordum.

Liden Vipstjærts glade Kvidren

vinder over Vinterstormen;

og for Sommergøgens Kukken

smælter alle Isens Pansre.

Tanken paa Fædrelandets Ve og Vel, der i det hele træder stærkt frem i finsk moderne Lyrik, har i de onde Tider omkring Hundredaarsskiftet maattet lade sig klæde i Billeddragt af et ganske særligt Hensyn. Og naar Digterne da formummede hvad de havde paa Hjærte, nyttedes undertiden ogsaa Billeder og Skikkelser, kendte fra Folkeminderne, som Iklædning. Ingen Læser kunde tvivle om, hvem Larin Kyösti (Gösta Larsson) i Samlingen »Ved Tidernes Skifte« (1899) mente med »Troldkarlen«, der trænger sig ind i den fremmede Gaard og breder Fordærv ved sine onde Kunster; og naar Eino Leino (»Hellig Vaar« 1901) synger Heltenes »Sang i Lysets Krig«, saa traadte ikke blot Kalevalas gamle Solmyte frem for Tanken ved hans Fyndrytmer:

Hør hvad vi beder,

Himmelens Herre,

fjærne Du for os

Solskivens Spærre,

Dagen Du drage

fra Fængslet det trange,

dær hvor den ligger

som Louhis Fange;

– – – – –

Dag vi ejed;

men de tog den.

En Stamme var vi;

i Mulmet de jog den.

Vi ejed Frihed;

nu er vi Trælle.

Vi ejed Lykke,

nu er Nød vor Fælle.

– – – – –

– – – – –

Heltene haster,

Tordenen brager.

Se, alt Pohjolas

Porte knager,

de rokkes, de brydes,

Spil lyder i Lejren,

Heltene synger:

Solen vandt Sejren.

Blandt det sidste Slægtleds mange finske Lyrikere skal kun fremdrages et Par enkelte. Johan Henrik Erkko (f. 1849, † 1906) begyndte sit Forfatterskab med smaa natur- og sjæleskildrende Digte, ofte indtagende ved troskyldig Ynde; som Ticklén og Runeberg har han undertiden givet virkelige smaa Kanteletarviser. Efterhaanden trængte Refleksionen sig stærkt frem i hans Digtning, saavel i Lyriken som siden i Dramaer, uden at dog det gamle Hang helt forsvandt. — Af ganske egen Art er et lille Forsøg paa at følge en Shaman i hans mystiske Himmelfærd (Dramaet Kullervo, 4de Akt); Troldkarlen Onervo, der skal spaa om Slægtfejdens Udfald, hidser sig ved voldsom Dans op til Grænsen af Ekstase, og saa mumler han:

Gud, Gud, nu kommer jeg til Dig,

over Verdens Broer jeg vandrer:

Jord, den lette Luft, og Vandet,

selve Solens varme Lue

og det høje Nordlys' Flamme,

gennem Eder gaar min Vandring

til den store Skabers Sæde. —

Op ad Fjældets Væg jeg vanker,

op ad Livets Fjæld det tunge.

Aah jeg stiger! — jeg skuer vide

bagom blodigrøde Skyer:

Fejdeskyer, Saar-ild-storme! —

Nu svimler jeg ned i Sumpen,

ned i lede, stinkende Moser:

Livets mørke Mudderpøle. —

Ve mig elendige, jeg snubler!

Dog jeg daaner ikke magtløs, —

stiger, jeg stiger forvoven! —

Saa hvirvles jeg ud i Vandet,

bæres af Havets Ryg, den brede,

svømmer paa Sø, boltres i Bølge,

døjer de susende Storme.

Nu naaer jeg til Himmelranden,

Himlens bratte Tagryg truer.

Saa flyver jeg op som Ørnen,

op igennem de blaa Vidder,

over de røde Skyers Rande.

Til den store Gaard jeg stiger,

inderst i Naturens Hjærne,

nær de stærke Nordlysflammer.

Dær sidder den evige Ukko,

Herren over de høje Vidder,

Sol om Panden — Flammeøje! —

Tal, jeg hører hvad Du siger.

I Brødrene Leino (Lönnbohm): Kasimir (f. 1866) og Eino (f. 1878) har Finland to lyriske Begavelser; den ældre har stundom nyttet Folkesangs-Tone og -Æmne, men særlig stærk og vedholdende har Fordybelsen dog været hos den yngre Broder. Allerede 1896 var Eino Leino ude med »Sagnet om den store Eg, og andre Digte« (kun for en mindre Del i Runoform); med Egen gælder det intet mindre end et Udsyn over hele Finlands nationale Fortid; det vældige Træ, der unddrog Landet Solens Lys, men lykkelig blev fældet (Kalev. II, S. 120) er Sverigs Aandsvælde, for hvilken »Finlands store Pan«, den gamle Tids Aand, maatte fly. Da Svensker-Egen i Hoveddigtet kun fremtræder som Finlands bitre Ulykke, overrasker det noget at se de tilføjede Smaadigte samlede under Fællestitlen »Spaaner af Egen« (en Vending fra Folkesangen). Særlig i denne Slutningsdel træder imidlertid den ungdommelige Digters store Evner og hans Herredømme over Sprogets Midler umiskendeligt frem; saaledes i »Lemminkäinens Sang«, hvor Helten bekender at han har haft Vinden til Fosterbroder, og at alle Vinde har blæst ind i hans Barm, vilde, krigerske, milde, smægtende — kun ikke den skarpe Norden.

Samme Skikkelse dristede Eino Leino sig til at tage op til indgaaende Skildring i den lyrisk-dramatiske Digtning »Tuonelas Svane« 1898. Sprogets daarende Velklang i de rigt skiftende Rytmer fører her Læseren ud over et dunkelt Dyb af Følelse og Symbolik. Fuld af Livssmærte kommer Lemminkäinen i Maaneskin til Dødens Flod, ung og varm og dog lokket af Nattemørkets Fosser, led ved sin gamle Elskovsleg og dirrende af Graad, hvis Kilde ingen kender. Han drømmer om at storme frem paa en vælig Hingst og lægge hele Jorden øde og siden græde ud paa Tomterne, eller bedre at bygge sig en Hytte og bo ene dær hos sin Moder, medens

Senhøstkvældens Skumringsdrømme

spinder Trøstens Traadespind,

Maanelyset gyldne Strømme

gyder over Gulvet ind;

sagte synger Fyrresuset,

sagte nynner Bølgebruset,

og mit trætte Hoved tyst

trykker jeg til Moders Bryst:

Gennem Lokkepurret føler

jeg din Haand saa fin og mild,

Kindens hede Glød du køler,

dæmper Blodets Feberild;

Pulsens Bølger sagte rinder,

alle vilde Drømme svinder,

Driftens Fos sin Fraade mister,

Syndens Taagedække brister,

Mos paa Sorgens Stubbe gror,

Driven dølger Høstens Jord.

Da maaske med venlig Trøst

Livets første Toner strømme,

rene, kyske, dybe, ømme,

dem mit Øre før fik høre,

da jeg died spæd dit Bryst.

Dog drager Tilintetgørelsen ham ikke: Han vil overvinde den Død hvis Strøm spænder Jordens Rund i Fængsel, han vil sprænge Endelighedens Lænke. Og nu er Helten da kommen til Dødsfloden — ikke for selv at gaa ind i Dødningriget, men for at skyde Tuonelas Svane og lytte til dens Dødssang: saa skal Verden faa høre den evige Gaades Løsning. En Samtale udspinder sig mellem Lemminkäinen og Dødens Mø, der skyller de ondes plettede Klæder i Floden; den i sit eget Indre fordybede Helt hører mest kun sig selv tale, men Dødsmøen indtages i ham og vil lokke ham til Sejlads paa Flodens mørke Vande; hun varer ham mod hans formastelige Forsæt, men forgæves —: Lemminkäinen skyder sin Pil af mod Svanen. Da rammes han bagfra af den blinde Hyrdes Skud; Hyrden er hans Livs Skygge, hans onde Gærningers Vogter, den eneste han havde ladet haant om at kue. Men da Hyrden under haarde Domsord skal til at lemlæste Liget, kommer Lemminkäinens Moder og bliver ene med sin Søn; hun glatter hans Haar og vugger ham ind i den evige Stilhed:

Bort fra din Moders Barm dig sled

Livet det larmende, vilde;

Ahti, Tak at du vendte hjem,

alt er det Aften silde.

Gang paa Gang i Digtningens Løb har »Vandnymfernes« (Guldsmedenes) Sang ladet sig høre som den bærende Grundklang; og i den toner tilsidst det hele ud:

Salig er hver

som Hvile vandt,

lykkelig den

som Freden fandt.

Ondt er at slynges

i Verdenslarmen,

godt er at gynges

paa Moderarmen.

Hvilen er Lise

for Livets Træl,

din Moders Vise

dig vugger ved Kvæld.

Guldvingede,

sving jer i Kor!

Muld vingede.

sænk jer i Jord!

Fortællingen om Guds Søn der døde men stod op, og Kalevalakvadet om Helten der ved sin Moders Omsorg vandt nyt Liv af Undergang, er her blevet en Hymne til Dødens Hvile som det sidste Maal; Lemminkäinens Ord i Kalevala: »Sød var Søvnen, da jeg slumred, dyb var Dvalen, da jeg hviled« er bleven Løsenet. I ydre Forstand har Digteren da nærmet sig den egentlige finske Folkesang (og de andre Mellemled mellem Evangeliefortællingen og Kalevala), der vel oprindelig endte med Heltens Død — dog jo til Kvide, ikke som hos Leino, til Trøst for hans Moder. Folkevisernes livslystne, kaade Kvindesvend har Leino gjort til et tilbagelagt Stadium i sin Helts Liv. Til en vis Grad minder Digtningen da om vor egen Dødsdigters »Adonis« med den trætte Elskovshelt, der finder Hvile i Persefones Skød. Men medens Adonis var vor aldrende Digters sidste Ord, tegner »Tuonelas Svane« den uklare Ungdomsmelankoli hos Tyveaaringen, der vil kende Dødssvanens Sang og dog ikke dø. Og efter flere nye Digtninge, hvori det blandt andet ser ud til, at en grundig Heine-rus blev gennemlevet, gav han i 1903 et nyt, modnere Vidnesbyrd om sin Syslen med den gamle Folkesang:

Digtsamlingen Helgviser (Helkavirsiä) er helt igennem holdt i Kanteletars Balladestil, og skrevne paa Runometret. Flere af disse Viser slaar nok over i det bisarre, men med stor Kunst evner Leino at fremtrylle snart det vege, vemodige, snart det tunge og uhyggesvangre. Grundmotiver er Medfølelse med de oversete og lidende og — endnu stadig — Tanken paa Døden, men opfattet mangfoldigere end før, snart i Rædsel, snart i Trods, snart i Forløsningsskær. Paa Metret tager Leino undertiden lidt voldsomt, men gennemgaaende er den sproglige Dragt et virkeligt Helgklædebon. Æmnerne spiller mest indenfor Middelalderens Legende- og Æventyrverden, stundom med mærkelig Forvridning af Hændelsens Udgang. Vi følger i »Det blaa Kors« den fromme, synske Bondepige, som Klostrets værdige Fædre med Forskrækkelse jager fra sig, og som siden bliver til et helligt Kors i Skoven. — I »Kaleva, navnkundig Konning« møder vi en finsk Tannhäuser, som dvæler i Fjældet hos Hiisis Mø, til Jesus slaar tre Gange paa Bjærgsiden med sin Stav; Lyden vækker Helten: Det maa være Kvægets Klokke fra Hjemmet, nej Klosterklokken er det jo, nej Herren selv der ringer over Bjærg og Bakke; da byder han Hiisis Mø Farvel og gaar som Pilgrim til Jordans Flod. — »Lippo, liden Fuglefænger« holder Svanemøens Ham tilbage, da hun bader sig i Søen, og kræver et Kys for Fjederhammen; hun varer ham forgæves ad og kysser ham da, saa

Smilet stivned, Øjet sluktes,

Livets gyldne Gave flygted;

selv svinger hun sig mod Himlen, just som Solen staar op. — »Sankt Jørgen« sprænger afsted paa sin Hingst gennem Taager, over Hængedynd for at fri en bortrøvet Jomfru; han finder hende liggende med Smil om Mund paa Hav-Hiisis Leje, og Heltens Sværd tager da hendes Liv. — Den stakkels »Tumma«, Mørkebarnet, blev skræmt ved Fødslen og ser siden Rædsler alle Steder; som Hyrde hører han Hiisihoben huje og ser Judasskaren jage efter sig; som Fisker paa Havet trues han af Tursas-jætten, og ved Bygdens Leg er Skræmslerne ham allerværst; han søger til sin Faders Grav, men Stemmen under Jorden maner ham bort ogsaa fra Døden:

Snæver kun er Tuonis Stue,

knapt og trangt er Jordens Kammer,

skinner ej Sol, ej Maane lyser,

ene du sidder, ene du skrider,

Ormen borer i Væggens Bjælke,

selv du i dig selv vil bore

under evig Længselslede,

under bitter Trængselstynge.

Da vender Sønnen tilbage til Livet og bærer sine Dage stille og rolig. — Atter møder vi Døden udenfor »Tuuris«, Lykkens Yndlings, Stue; den mørke Gæst sidder dær i sin Slæde urokkelig, stum, og venter» til Fristen, Guderne gav Tuuri, er løbet ud. — Men paa egen Vis tager den haarde Hals »Ylermi« det der times ham:

Ylermi, den ædelig Husbond,

rider frem gennem Tempeldøre,

bryster sig under Kirkeskibet:

»Her er en Mand af Marv og Manddom,

ikke han angrer fuldgjort Gærning,

higer ej efter Himmerige«.

Sten, i Væggen muret, mæled,

tømret Jomfrubilled taled:

»Snart vil dine Ord du angre,

naar dit Hus er lagt i Aske«.

Ylermi, den ædelig Husbond,

slog paa sit Skjold, saa det gjalded,

brød med Bulder ud over Heden;

saae sine Stuer lagt i Aske,

ytred over Bjælkernes Kulhob:

»Stue ny kan jeg nemt faa bygget,

Stue fuldt saa stolt som den første«.

Ylermi, den ædelig Husbond,

rider op gennem Mellemgangen,

sværger kry under Midterkorset:

»Her er en Mand af Marv og Manddom,

kryber ikke paa Knæ i Asken,

vokser just, naar ham Vaade rammer«.

Sten, i Væggen muret, mæled,

jordslaaet Jesusbilled taled:

»Snart du knæle skal i Asken,

naar din Viv er hvid og stille«.

Ylermi, den ædelig Husbond,

knækked sin Pisk af Hvalrosbene,

brød med Bulder ud over Heden;

skued sin Viv saa hvid og stille,

mæled over de brede Bænke:.

»Anden Viv kan jeg endnu vinde,

Viv vel fuldt saa favr som den første«

Ylermi, den ædelig Husbond,

drev sin Hingst under Hellig-altret,

smæded paa det kostelig Klæde:

»Her er en Mand af Marv og Manddom,

græmmes ej over det forgangne,

bryder som en Stormvind sin Bane«.

Sten, i Væggen muret, mæled,

Billed, gyldenbroget, ytred:

»Snart vil du forgræmmet græde,

naar din Søn af Vanvid gribes«.

Ylermi, den ædelig Husbond,

gungred i Gulv sin Lansestage,

brød med Bulder ud over Heden;

skued sin Søn af Vanvid slagen,

rev sin blanke Økse fra Bælte,

Faderen hugg sin egen Ætling,

strakte ham til Jorden paa Stedet.

Hujed han saa med Harm om Læbe:

»Anden Søn kan jeg endnu avle,

Søn vel fuldt saa favr som den første.«

Ylermi, den ædelig Husbond,

drev sin Hingst gennem Vindvets Bue

ind i Altergæsternes Skare;

Lued spruded da Hingstens Mule,

Ild gnistred i Gangerens Øje,

endnu mer i den stolte Husbonds,

som han sad i den høje Sadel.

»Her er en Mand af Marv og Manddom,

ingen Bøn om Naade han beder,

selv har med Jærnet Odd han elsket«.

Røst fra Skyen mod ham runged:

»Snart du skal om Naade bede,

naar til Dødens Land du drager«.

Ylermi, den ædelig Husbond,

følte Gulvets Brædder de brødes,

skued Flammer flakke fra neden,

rev af Balg sin blodige Klinge,

hugger sin Haand, med Handske prydet,

hugger den sønder, slaar den i Stenen,

siger, som han synker i Dybet:

»Før falde den hele Kirke,

førend Handsken slides af Stenen!

før muldne de Tempelmure,

førend Haanden vrides af Væggen!

Heller komme paa Jord de Tider,

andre Tider, djærvere Tider,

som ej knuges i Knæ for Døden,

ej krumrygget kryber til Mana«.

Spored han sin Hingst til at springe,

Luen slog over Gyldenhjælmen. —

Handsken sidder endnu i Stenen.