Fjølsvidsangen (V.B.Hjort)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)
Den gamle Edda
- eller Oldemo'r


Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865


16. Menglads Udfrielse
B. Fjølsvidsangen



a. Odin staaer i Forgaarden til den sande Helligdom. En Fremmed nærmer sig og giver sig et forblommet Navn.


1.
Uden for Gaarde
Han saae fremtræde
En Skikkelse gjennem
Folkenes Sæde:
Pak Dig bort
Paa slagen Vej!
En Løsgjænger her
Tilstedes ej.


2.
Hvad Uglebilled
Sig lister om
Ved Banluen der
Og Forgaards Bom?
Hvad søger Du vel,
Til hvem har Du Bud,
Hvad vil Du venneløs
Her forske ud?


3.
Hvad Uglebilled
I Forgaarden staaer,
Og negter de Farende
Indgangs Kaar?
Længe nok stod Du
Og skjældte her,
Gaae Du nu hjem
Og læg Dig der!


4.
Fjølsvid[1] jeg hedder,
Er kløgtig i Sind,
Men kostmild af mig
Det er jeg ej.
Aldrig i Verden
Du kommer herind,
Driv Du, Fredløse,
Nu Din Vej!


5.
Fra Øjets Gammen
Man nødig gaaer,
Naar smukke Ting
Man i Syne faaer;
Om gyldene Sale
Jo Gaardene gloe,
Her kunde jeg ønske
At slaae mig til Ro.


6.
Siig mig, hvorfra
Du stammer, Svend,
Hvis Søn Du er,
Nævn mig de Mænd?
Vindkold jeg kaldes,
Til Fader jeg har
Vaarkold, hans Fader
Fælkold var.




b. For Helligdommen raader den rene Gudsbevidsthed, Menglad, som en Prindsesse, der, omgiven af Tryllehindringer, venter paa Forløsning.


7.
Siig mig nu det, D
u vise Mand!
Hvad forske jeg vil
Og vide paa Stand:
Hvo monne her raade
Og Riget befale,
Med Ejendele
Og Højloftssale?


8.
Menglad man hende
Nævnet har,
Hvem Moder for Søn
Af Søvndjærv bar;
Hun monne her raade
Og Riget befale,
Med Ejendele
Og Højloftssale.


9.
Siig mig nu det,
Du vise Mand!
Hvad forske jeg vil
Og vide paa Stand:
Hvad kaldes vel Portens
Lukke hist,
Blandt Guder ej saaes
Saa farlig en List?


10.
Knaldogfald hedder
Den Port behænde,
Den laved tre Sønner
Af Solblende,
En Fjæder fanger
Hver Vandringsmand,
Som Klinken fra Karmen
Løfte kan.


11.
Siig mig nu det,
Du vise Mand!
Hvad forske jeg vil
Og vide paa Stand:
Hvad kaldes vel Volden,
Som runder sig hist,
Blandt Guder ej saaes
Saa farlig en List?


12.
Gjæstrøber den hedder,
Jeg selv har den lavet
Af Leerskums Lemmer
Og støttet og stavet,
At stande den vil,
Mens Old er til.


13.
Siig mig nu det,
Du vise Mand!
Hvad forske jeg vil
Og vide paa Stand:
Hvad kaldes de Hunde,
Som Utysker skræmme,
Naar hid de stedes
For Leervolds Gjemme?


14.
Hidsig den ene,
Sluger den anden,
Om sligt Du ønsker
At vide forsanden;
Her skal de holde
Elleve Vagter,
Til Undergang rammer
De høje Magter.


15.
Siig mig nu det,
Du vise Mand!
Hvad forske jeg vil
Og vide paa Stand:
Mon Nogen indenfor
Træde kunde,
Mens Søvn betager
De glubske Hunde?


16.
En Vexelsøvn
Er dem strengt paalagt,
Fra den Tid her
De sattes paa Vagt,
Hiin sover om Nat,
Om Dagen denne,
Og Pokker kunde
Ind da rende.




c. Syndens Vejrhane i Kundskabstræet er den Ulykkesfugl, man skal i Kast med for at overvinde de Hindringer, der afskjære Helligdommen.


17.
Siig mig nu det,
Du vise Mand!
Hvad forske jeg vil
Og vide paa Stand:
Kan man for Hundene
Lokkemad kaste
Og, mens de æde,
Forbi dem haste?


18.
To Mørbrade gjemmer
Vidofners Side,
Om saadant nu
Du ønsker at vide;
Det ene er Mad
Efter deres Sind,
Og mens de æde,
Man løber ind.


19.
Siig mig nu det,
Du vise Mand!
Hvad forske jeg vil
Og vide paa Stand:
Hvad hedder det Træ,
Der ud sig breder
Over alle Lande
Og Landsens Steder?


20.
Mimerstræ hedder det,
Faa man finder,
Som vide, af hvilke
Rødder det rinder,
Hvormed det fældes,
End Færre vide,
Thi Ild og Jern
Ej paa det bide.


21.
Siig mig nu det,
Du vise Mand!
Hvad forske jeg vil
Og vide paa Stand:
Hvad monne det Højtræs
Sind da være,
Naar hverken Ild
Eller Jern det skjære?


22.
Af Træets Frugter
Man Ild skal lave
For Kvinder, som Kulde-
Syge have:
Ud kommer da,
Hvad man inde bør gjemme,
Det saa er Menneskets
Skjæbnefremme.


23.
Siig mig nu det,
Du vise Mand!
Hvad forske jeg vil
Og vide paa Stand:
Hvad hedder den Hane
I Højtræs Top,
Af Guld han glimrer
Paa al sin Krop?


24.
Vidofner han hedder,
Og Kvisten bærer
I Mimerstræet
Den Uvejrsnærer,
I Eet han Meen efter
Meen udsender,
Som Surt han laver
En Kost, der brænder.


25.
Siig mig nu det,
Du vise Mand!
Hvad forske jeg vil
Og vide. paa Stand:
Hvor noget Vaaben
Finder man vel,
Som sender Vidofner
Ned til Hel?


26.
Jo, Ønskekvisten;
Ved Dødens Port
I sin Hovenhed
Har Lopt den gjort.
Den monne Sinmare
Hos sig forvare,
En Sejgjerns Kiste
Den ligger i,
Og for den lukke
Bindlaase ni.


27.
Siig mig nu det,
Du vise Mand!
Hvad forske jeg vil
Og vide paa Stand:
Mon den vel kunde
Slippe tilbage,
Som hen vil fare
For Kvisten at tage?


28.
Derfra skal slippe
Han, som vil drage
Hen for Ønske-
Kvisten at tage,
Hvis med sig bringe
Han kan en Gave
Til Syndens Læge,
Som Faa hun have.


29.
Siig mig nu det,
Du vise Mand!
Hvad forske jeg vil
Og vide paa Stand:
Mon slig en Skat
Er til at finde,
Hvormed man stiller
Den gustne Kvinde?


30.
En Krumfjær glindser
I Vidofners Bag,
Den skal Du bære
Som Offersag
Og byde den til
Den stærke Mare,
Da lader hun Drabets
Vaaben fare.




d. Hedenskabets Tempel som Helligdommens Forgaard og Forvarsel.


31.
Siig mig nu det,
Du vise Mand!
Hvad forske jeg vil
Og vide paa Stand:
Hvad hedder Salen,
Som her jeg skuer
Omslynget af snilde
Varselsluer?


32.
Glød er dens Navn,
Og nu alt længe
Paa Spydsod monne
Dens Skjæbne hænge;
Kun Ryet, der af dens
Herlighed gaaer
Igjennem Tiden,
Til Mennesket naaer.


33.
Siig mig nu det,
Du vise Mand!
Hvad forske jeg vil
Og vide paa Stand:
Hvo gjorde af Asers
Sønner, hvad her
Jeg indenfor Hegnet
Stande seer?


34. (?)
Ro og Møje,
Strid og Leg,
Dvælsind, Iilsind,
Højgang, Dybgang,
Lysets Fremning,
Kampens Hemning,
Himmelsk Længsel,
Jordisk Fængsel.




e. Den ideale Bevidsthed troner som en Brud paa et frelsende Bjærg med velgjørende Tærner i sit Følge.


35.
Siig mig nu det,
Du vise Mand!
Hvad forske jeg vil
Og vide,paa Stand:
Hvad hedder det Bjærg,
Hvorpaa i Skrud
Jeg seer den Folke-
Herlige Brud?


36.
Højtidsbjærget
Er Fjældets Navn,
Som længe var Syges
Og Saaredes Gavn;
Sund bliver hver Kvinde,
Som naaer dets Top,
End bringe hun Aarssot
Med sig derop.


37.
Siig mig nu det,
Du vise Mand!
Hvad forske jeg vil
Og vide paa Stand:
Hvad hedde de Møer,
Der sidde tilsammen
For Menglads Knæ
I Eendragts Gammen?


38.
Skjærm hedder den første,
Saa Skjærmforjætte,
Saa Folkeværnerske,
Bært og Blid,
Vennehuld og
Yndefuld,
Smertebod og
Givegod.


39.
Siig mig nu det,
Du vise Mand!
Hvad forske jeg vil
Og vide paa Stand:
Mon Bjærgegjerning
Mod Folk de øve,
Der til dem blote
Og Hjælp behøve?


40.
Naar Mænd dem blote
I hver Skjærsommer
Paa alterhellige
Sted: ej kommer
Saa stor en Pest
Til en Menneskefod,
At de jo tage ham
Ud af Nød.




f. For Menglad er der en Brudgom bestemt; det er ham, der er kommen.


41.
Siig mig nu det,
Du vise Mand!
Hvad forske jeg vil
Og vide paa Stand:
Mon Menglad nogen
Mand vil unde
I hendes favre
Arme at blunde?


42.
Ej eneste Mand
Vil Menglad unde
I hendes favre
Arme at blunde
Undtagen Svipdag;
Kun ham ved Pagt
Til Ægte hiin solbjærte
Brud er sagt.


43.
Smæk Portene op,
Giv Plads mig der,
Selve Svipdag
Du skuer her!
Dog gaa, og skaf mig
Først et vide,
Om Menglad monne
Min Gammen lide!


44.
Hører Du, Menglad!
Her er en Mand,
Gak selv at skue
Den Gjæst paa Stand;
Hundene logre,
Op Porten sprang,
Jeg troer at kjende
Svipdags Gang.


45.
Horske Ravne
I Galgens Top
Skal slide Øjnene
Af din Krop,
Hvis det Du lyver,
At langvejs er
Den Svend nu kommen
Til Salen her.


46.
Hvorfra gik Du ud,
Hvad Vej var Du stedt,
Hvad kaldtes Du hjemme?
Dit Navn, din Æt
For mig skal sikkert
Jertegn være,
Om Dig min Tro
Blev lovet med Ære.


47.
Svipdag mit Navn,
Solbjært min Fa'er,
Den kolde Vind
Mig deden bar;
Mod Nornens Ord
Kan Ingen stride,
Om end hun lagde
Det til Kvide.


48.
Velkommen Du være,
Min Vilje jeg faaer,
Et Kys med Hilsen
I Følge gaaer!
Gjensyn glæder
Jo gjerne Enhver,
Som haver en Anden
Inderlig kjær.


49.
Paa det liflige Fjæld
Jeg sad i Mag,
Og Dig jeg ventede
Nat og Dag,
Alt skede det,
Som mit Ønske var,
Dig Yngling atter
Min Sal nu har.


50.
Før vi længtes
At komme sammen,
Du til min Elskov
Og jeg til din Gammen,
Nu skal dette
En Sandhed være:
Ingensinde
Vi skilles mere!




Noter:

  1. ɔ: Viismand.