Fjerde Kvad om Sigurd Fofnesbane (F.W.Horn)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Edda

Oversat af
Frederik Winkel Horn
1869

Det fjerde Kvad om Sigurd Fofnesbane
(Sigurðarkviða hin skamma)

1. Dengang gjæsted Sigurd Gjuke,

da han red fra Dragekampen:

begge Brødres Troskabsløfter

modtog han, den unge Vølsung,

Eder svore de hinanden.

2. Store Skatte bød de Drotten

med Kong Gjukes unge Datter.

Gudrun, deres fagre Søster;

mange Dage sad de sammen,

drak og talede i Venskab,

Sigurd og Kong Gjukes Sønner.

3. Foer de da paa Bejlen sammen.

Sigurd fulgte dem til Brynhild,

Vej den unge Vølsung kjendte:

hans var Møen, som de gjæsted,

havde Skjæbnen villet det.

4. Sigurd, Sydens stærke Kjæmpe,

lagde Sværdet blankt og egghvast

blottet mellem sig og Brynhild,

ej den unge Mø han kyssed,

Gjukes Søn han hende gav.

5. Ej af nogen Plet hun vidste,

hendes Liv var uden Lyde,

ej med Skjel hun kunde lastes,

grumme Norner gik imellem.

6. Ene sad en Kvæld hun ude,

meget med sig selv hun talte:

»Sigurd i min Arm skal hvile,

han den unge, kjække Konning,

eller jeg mit Liv forlise.

7. Alt jeg angrer, hvad jeg sagde,

onde Norner har os spundet

Smerte, som først sent faar Ende;

Gudrun er jo Sigurds Hustru,

og jeg selv er Gunnars Viv.«

8. Tidt hun ganger ud af Huset,

fuld af Ondt, af Is og Jøkler,

naar om Kvælden Gudrun ganger

til sit Leje fulgt af Sigurd,

for at hvile i hans Favn.

9. »Nu mon Hunekongen favne

Gjukes Datter fuld af Glæde,

jeg maa savne Elskovs Lykke,

kan ej søge den hos Sigurd,

kan ej finde den hos Gunnar,

ene Grumhed er min Trøst.

10. Hun fra Had til Drab sig ægged:

»Flux skal, Gunnar, nu du miste

alt mit Land og mig tillige,

du gjør aldrig Brynhild glad.

11. Atter vil jeg didhen fare,

hvor jeg var i fordums Dage,

hjem til mine nære Frænder,

der vil Livet bort jeg sove —,

om du ikke fælder Sigurd,

sejrer over ham i Kamp.

12. Lad hans Søn sin Fader følge,

ej den unge Ulv man fostre,

lettere, naar Hævn er øvet,

naaer man siden til Forliget,

naar ej Sønnen er ilive.«

13. Tung om Hjertet blev da Gunnar,

mod i Hu de Ord ham gjorde,

Grublen om hans Sjæl sig svøbte.

saa han sad den hele Dag.

14. Ikke kunde grant han skjelne,

hvad der var ham mest til Hæder,

hvad der var ham bedst at gjøre,

naar han tænkte Sigurd borte,

hvilket Savn det vilde være.

15. Lige længe saa han grubled

paa de tvende Kaar, han havde,

ej det vilde glad ham gjøre,

om hun fra sin Kongsstol gik.

16. »Bedre Brynhild Budles Datter

tykkes mig end alt paa Jorden,

hun er ypperst iblandt Kvinder,

før jeg vilde Livet miste

end den Viv og hendes Guld.«

17. Høgne kaldte han tilside,

vilde lønlig med ham tale,

han var ham en fuldtro Ven.

18. »Vil med mig du svige Drotten

for hans gode Gods at vinde?

godt er Rinens Malm at eje,

siddende at nyde Lykken

og at raade glad for Guld.«

19. Gav ham Høgne da til Gjensvar:

»Ej, min Broder, det sig sømmer,

at vi slig en Udaad øve,

at med vore Sværd vi bryde

Ederne, som vi har svoret,

alle vore svorne Eder,

Pagten, som vi sluttet har.

20. Ej vi vide oven Mulde

Mænd, som Lykken mere følger,

naar vi fire styre Landet,

naar den hunske Kjæmpe lever,

bedre Maag vi aldrig faa.

21. Stor og stærk vor Æt vil vorde,

naar vi fem os Sønner avle,

men jeg véd, hvorfra det kommer,

stærke ere Brynhilds Bønner.«

22. »Guthorm lokke vi til Drabet,

han er yngre, ej saa kløgtig,

han er udenfor vort Forbund,

udenfor de svorne Eder,

udenfor den svorne Pagt.«

23. Let den Vilde var at ægge,

Sværdet stod i Sigurds Hjerte.

24. Flux til Hævn var Helten rede,

slynged Sværdet mod den Vilde,

Gram, det hvasse, blanke Værge,

fløj med Kraft fra Kongens Hænder,

fløj med Kraft og ramte Guthorm.

25. Faldt han da til tvende Sider,

Hovedet faldt med hans Arme

sammen til den ene Side,

til den anden faldt hans Krop.

26. Sorgløs Gudrun ind var slumret

i sin Seng ved Sigurds Side,

Glæden røvet op hun vaagned,

flydende i Heltens Blod.

27. Sammen slog hun sine Hænder,

saadan i sin Sorg og Kvide,

at den Bolde op sig rejste:

»ej saa tungt du græde, Gudrun,

dine Brødre leve, Mø.

28. Altfor ung vor Søn mon være

til at fly af Fjendegaarden;

deres Raad var grumt og skjændigt,

men dem selv det ramme vil.

29. Slig en Søstersøn de aldrig

faa at se til Thinge ride,

om du end faar mange Sønner.

Grant jeg skuer Daadens Ophav,

det er Brynhilds onde Raad.

30. Mig hun elsked fremfor alle,

men jeg svigted ikke Gunnar,

mindedes, at vi var Frænder,

mindedes de svorne Eder,

at det aldrig skulde spørges,

at jeg boled med hans Viv.«

31. Gudrun stønned, Sigurd døde,

sammen slog hun sine Hænder

saadan i sin Sorg og Kvide,

at de gyldne Bægre gjalded,

Gæssene i Gaarden skreg.

32. Lo da Brynhild, Budles Datter

engang af sit ganske Hjerte

da hun paa sit Leje hørte

Gjukes Datters høje Graad.

33. Kvad da Gunnar, Heltedrotten:

»ikke ler du, onde Kvinde,

derfor, at dit Hjerte glædes,

hvi maa nu din Lød du skifte?

hvorfor rødnes dine Kinder?

Rædslers Ophav, dødsens er du!

34. Værd du var, du onde Kvinde,

at vi vog for dine Øjne

Atle, saa hans Saar du skued,

saae din Broders røde Vunder,

kunde selv forbinde dem.«

35. »Ingen, Gunnar, fejg dig skjælder,

Daaden har du bragt tilende,

lidet Atle dog dig frygter,

sidst af Jer sit Liv han lader,

ej er du saa stærk som han.

36. Nu jeg vil dig sige, Gunnar,

skjøndt du selv det véd tilfulde,

hvordan I med Daaden hasted.

Ung jeg var, og uden Sorger,

rig paa Gods og gyldne Ringe

sad jeg i min Broders Hal.

37. Ingen Mand jeg vilde eje,

før I Gjukesønner rede

trende Drotter til vor Kongsgaard,

lidet baaded mig den Færd.

38. Lønlig Atle mig forkyndte,

at han ej mig vilde give,

hvad af Guld og Gods jeg aatte,

ikke Guld og ikke Jorder,

om jeg ej mig vilde gifte,

intet af de lige Skatte,

af det Gods, jeg fik som Barn.

39. Da faldt Tvivl der mig paa Sinde,

om jeg skulde give efter

eller drage ud i Striden,

vidt berømt det vilde vorde,

vorde mangen Mand til Sorg.

40. Slutted da en Pagt vi tvende;

mest min Hu stod til at vinde

Sigmunds Ætlings røde Ringe,

alle Sigurds dyre Skatte,

ingen Andens Gods jeg ønsked.

41. Loved jeg den Mand at ægte,

som med Guldet sad paa Grane,

ej hans Øjne ligned eders,

ej som han I er at skue,

skjøndt I tykkes bolde Drotter.

42. Én jeg elsked, ikke flere,

aldrig skiftes Brynhilds Tanker,

det vil Atle engang finde,

naar han spørger Brynhilds Død.

43. Ej skal hun, som nu maa sørge,

leve længer med min Elskte,

Det skal hævne mig min Sorg.«

44. Op stod Gunnar, Hirdens Fyrste,

Brynhild til sit Bryst han trykked,

én for én de alle ginge

venlige at bede hende

ej at tænke mer paa Sligt.

45. Fra sit Bryst hun alle stødte,

ingen Mand lod hun sig hindre

fra den lange Fart at gjøre.

Gunnar tog tilside Høgne,

vilde lønlig med ham tale,

han var ham en fuldtro Ven.

46. »Alle mine Mænd og dine

skal nu ind i Hallen gange,

haardt maa nu vi dertil trænge,

prøve hendes Drab at hindre,

kommer Tid, kan komme Raad.«

47. Gav ham Høgne da til Gjensvar:

»ske da det, hvortil vi trænge,

gid dog ingen hende hindre

i den lange Fart at gjøre,

hvorfra det skal aldrig spørges,

at hun er tilbage vendt.

48. Usæl kom af Moders Liv hun,

usæl var den Stund hun fødtes,

kun til Uheld blev hun baaren,

mangen Mand til Mén og Sorg.«

49. Uglad Gunnar bort sig vendte,

til hvor hun, den rige Kvinde,

delte sine gyldne Skatte,

over alt sit Gods hun skued,

over sine døde Møer.

50. Axled hun den gyldne Brynje;

ikke var hun glad tilmode,

før hun saared sig med Sværdet;

om paa Bolstrene hun segned,

bort hun vendte sig fra Gunnar,

saaret pønsed hun paa Raad.

51. »Nu skal de af mine Møer,

som vil Guld af Brynhild tage,

paa den lange Færd mig følge,

hver en gylden Ring jeg giver,

Gyldenstyk og hvide Lin.«

52. Alle tav til denne Tale,

alle gav de samme Gjensvar:

»nok er døde, vi vil leve,

lad de døde Tærner, Brynhild,

til din Hæder være nok.«

53. Tænkte da den unge Kvinde

tavs en Stund og talte atter:

»ingen vil jeg mod hans Vilje

nøde til sit Liv at lade

træg for min og Sigurds Skyld.

54. Færre vil de Skatte vorde,

som paa eders Baal skal lægges,

lidet da af Guld I eje,

naar engang I gjæste mig.

55. Sæt dig, Gunnar, her og hør mig,

stakket Liv er nu mig levnet,

tryg ej sejler eders Snekke

endnu i de smule Vande,

om end Brynhild nu maa dø,

56. snarere end nu du tænker,

skal du faa Forlig med Gudrun;

Grimhild, som er snild og kløgtig,

dysser Gudruns Sorg i Slummer,

Minderne om Sigurds Død.

57. Og af hendes Skjød der komme

skal en Mø saa lys som Dagen,

Svanhild skjøn som Solens Straale.

58. Gudrun mon med Guld du smykke

og en Husbond hende give,

ej det hende Glæde volder,

daarlig tykkes hun sig giftet.

Atle hendes Husbond vorder,

Brynhilds Broder, Budles Søn.

59. Meget dages mig til Minde,

hvordan I har handlet med mig,

dengang, da med List I sveg mig,

død var hver en Glæde for mig,

medens jeg i Live var.

60. Oddrun vil du eje, Gunnar.

Atle vil dig ikke føje;

hun vil elske dig, som Brynhild

skulde have gjort, om Skjæbnen

havde blot os været god.

61. Da I mødes skal i Løndom,

længe kan dog ej det dølges,

Hævn vil Atle mod dig øve,

gram i Hu skal han dig lægge

i den trange Ormegaard.

62. Længe vil da ej det vare,

før han selv maa lade Livet,

thi med Sværdet hvast skal Gudrun,

pint af Sorg og tunge Tanker

paa hans Leje dræbe ham.

63. Bedre sømmed det sig Gudrun,

om hun fulgte nu sin Husbond,

dersom Venner hende raaded,

og hun havde Mod som jeg.

64. Tungt det er mig nu at tale,

jeg ej hendes Død mon volde,

højt af Bølgen skal hun løftes,

til hun naar Jonakers Land.

65. Der skal hun sit Afkom øge,

føde Sønner, føde Sønner,

Jonaker er deres Fader;

Svanhild sender hun af Landet,

sin og Sigurds unge Mø.

66. Bikkes Raad skal Svanhild fælde,

Jørmunrek til liden Baade,

da er Sigurds Æt til Ende,

det er Gudruns sidste Sorg.

67. End om Ét jeg vil dig bede,

det min sidste Bøn skal vorde:

rejs saa stort et Baal paa Sletten,

at det kan os alle rumme,

vi, som nu med Sigurd dø.

68. Tjeld om Baalet saa med Tæpper,

hæng omkring det blanke Skjold,

lad der nok af Skatte være,

fagre Lin og Vælske Trælle,

lægger Sigurd ved min Side.

69. Læg ved Drottens anden Side

mine Mænd med gyldne Smykker,

lægger tvende ved vort Hoved,

lægger to ved vore Fødder,

tvende Hunde, tvende Høge.

70. Lægger atter os imellem

Sværdet med de gyldne Ringe,

som det laa, det hvasse Værge,

da i samme Seng vi hvilte,

da vi kaldtes Mand og Viv.

71. Da skal ikke Valhals Døre,

prydede med røde Ringe,

slaa med Larm mod Sigurds Hæle,

om han med mit Følge kommer,

ringe bliver ej vor Færd.

72. Tærner fem og otte Trælle

ædelbaarne skal ham følge,

følge skal min Fostersøster,

alt mit Gods vi med os føre,

Alt, hvad Budle gav sit Barn.

73. Mangt jeg sagde, mer jeg mindes,

om mig Guden mer lod sige;

Stemmen svigter, Saaret svulmer,

sandt var hvert et Ord, jeg talte,

nu jeg lade maa mit Liv.«

---