Flydeøer 5 - J. C. Svabo om de flydende øer

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Færøske Folkesagn og Eventyr

Indberetninger
fra en Reise i Færøe 1781 og 1782
1. Hefte. J. Chr. Svabo

Flydeøer

Også den nøgterne færøske videnskabsmand, Jens Christian Svabo (1746 - 1824) kommer ind på overtroen vedrørende flydende øer. I sine INDBERETNINGER fra en Reise i Færøe 1781 og 1782, 1. Hefte, skriver han følgende:

Om Flyd-øer

L. Debes i sin Færøa reserata giør mig det næsten til en Nødvendighed, under en særskilt Artikel kortelig at afhandle denne Materie.
   Fra S. 19 til 22 er denne Forfatter fast i den Troe, at hvis "de ikke ere Iisbjerge fra Grønland, saa ere de Djevelens Spøgerie og Forkoglerie, hvilken i sig selv er en tusindfold Konstner".
   Han beretter videre, at Svinøen har været en Flyd-Øe. Jeg vil legge til, at det samme berettes om Store-Dimon, ja vel flere af de færøeske Øer.
   I Henseende til Svinøen skal en Galte med et Kippe Nøgler fra Bordøen, heftet til dens Hale, have svømmet ud til samme, og da der var Staal i dem, skal Øen have fattet Grund og bleven fast. Efter Fabelen fæster Staal alle saadanne Flyd-Øer, under det Vilkaar, at det legges paa samme, inden det Øje, som har først seet dem, viger der fra; men vender denne Person Øjet derfra, inden Staalet har fæstet den, saa er 100 og Et ude, og Øen igjen lykkelig sjunken.

Man igjentager den Fortælning, som L. Debes sigter til, at der fra Kalsøen og Viderøen skal have været for mindre end 20 Aar siden seet en Flyd-Øe, den største Deel af Dagen. Denne berettes at have havt 2 Fjelde, et paa Syd- og et paa Nord-Enden, hvoraf det sydligere var mørkere, og troedes derfor at være begroet med Lyng. At den for Resten skulde være græs groet til Toppen, og have store rindende Aaer; det har alle færøeske Flyd-Øer til fælles med denne. Ligeledes beretter man endnu, skjønt længere hen i Tiden, at have seet slige Flyd-Øer fra Mygenes og Suder øen.

Men hvad ere vel disse Flyd-Øer, og hvad kunde de vel være uden en blot Fabel? At Klipper, hvoraf de for den største Deel vel maatte bestaae, kunde flyde paa Vandet, synes efter hydrostatiske Regler fornuftstridigt. Fabelen om slige Flyd-Øer er ikke des mindre meget gammel; thi man finder i den ældste Fabel-Lære, at Øen Delus, hvorpaa Latona fødte Apollo og Diana, flød op af Havet. Jeg maae anmærke, at man fra disse Flyd-Øer maae undtage ej allene de Øer, der ved Jordskjelv kunne opkomme af Havet, men endog dem, der efter Vinden vandre omkring paa Overfladen af visse Indsøer (Biisching og Speculum regale) og ikke vel kunne være andet, end Muld og Grønsvær, der efterhaanden ere revne fra Søebreddene, og samlede til en Masse, der efter Vandvejningens Regler ikke kan synke.

Efter de Tanker ieg giør mig om disse Flyd-Øer, ere slige phænomena ikke andet, end enten faste Skyer ved Horizonten, der ofte sees som Øer med Fjelde, og undertiden paatage sig andre besynderlige Skikkelser, hvoraf man ved Phantasiens Hjelp snart kan skabe hvad man vil, især naar de vise sig for et enfoldigt Øje, der i Forvejen har den Troe inde om Flyd-Øer; eller og, at de, under samme 2 Vilkaar, ere en tykkere og mere sammenpakket Taage i en tyndere, der ligeledes kan paatage sig artige Skikkelser. Jeg bestyrkes i denne sidste Mening ved egen Erfaring, da ieg i Sommeren 1781 rejste fra Norderøerne til Thorshavn, thi da jeg med en Baad af 8 Mands Besætning, nærmede mig imod Østnæs paa Østerøens Syd-Side, raabte strax en af Mandskabet: Skib uden for Nolsøen. Mod Havet der, var Luften taaget og disig; men vi saae alle det samme. Det varede kun faae Minuter, inden || vi saae det 2^det, 3^ie og 4^de Skib, og der forløbe altid 6 til 8 Minuter, inden disse Billeder, som vare for Øjet saa lige et Skib, udbredte eller forstørrede sig saa meget, at vi komme ud af Vildfarelsen. Denne i en tyndere, under adskillige Gestalter, sammenpakkede Taage, kalder man i Færøe Havgéuri.¹

End videre bestyrkes ieg i denne Mening af de af den engelske Regjæring foranstaltede Rejser omkring Jorden.² Jeg vil af samme oversette et i denne Materie vigtigt Stykke.

"S. 10. Da vi holdt ind mod Landet Patagonia, raabte den, som sad paa Udkik: Land forud. Det var da meget mørkt eller disigt næsten omkring hele Horizonten, og vi havde havt stærkt Tordenvejr. Vi saae, at det som i Førstningen syntes at være en Øe, rejste sig i 2 ujævne taggede Høje, hvortil der stødte Land en lang Vej mod S. O. Vores Kurs var S. W., og da de Offiserer, der vare befalede at gaae op i Mærset paa Udkik, raabte: at de saa Land endog lang Vej til Luvart, saa sejlede vi O. S. O.; Landet havde endnu bestandigen den samme Skikkelse; Højene syntes blaa, som de almindelig gjøre, naar man ikke er langt fra dem, i mørkt Regnvejr, og nu sagde mange af Skibs Folkene, at de saae Søen bryde paa Sand-Bankerne, men da vi havde styrt denne Kurs omtrent 1 Time, forsvandt paa engang det, som vi havde antaget for Land, og syntes til vores store Forundring, at have været en Taage-Banke, (fog-Bank)". Strax derpaa findes: "andre have været ligesaa bedragne; thi det er ikke længe siden, at en Skipper gjorde Eed, at han havde seet en Øe i mellem Newfoundland og den vestlige Ende af Irland, hvorpaa han endog havde seet voxende Træer; men denne Øe er sikkert ikke til, og er aldrig bleven funden, endskjønt der siden ere mange Skibe udsendte for at opsøge den."

Kan en saadan Taage bedrage indsigtsfulde og oplyste Mænds Øjne i vore Tider, hvad Under da, at den kan forlede en enfoldig og lettroende færøesk Bonde, der kan snart ansees for at have arvet denne Troe om Flyd-Øer af sine Forfædre? -

Fodnoter

1) Account of the Voyages undertaken by Byron Wallis, Carteret Cook. 1773 London 5. Volum.
2) Havgóri: en tågebanke i horisonten - også "dranki": et højt, klippelignende sky i horisonten (a.e.)