Forerindring (Jyske Lov)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Kong Valdemar den Andens

Jyske Lov


udgivet af det nordiske literatur-samfund

Kjøbenhavn 1850


Besørget af N. M. Petersen




FORERINDRING


Den måde, hvorpå man sædvanlig udgiver vore gamle håndskrifter, er bekendt. Man vælger et eller andet fortrinligt håndskrift, lader det aftrykke således som det er, og tilföjer alle de andres afvigende læsemåder.

Denne måde er simpel, let anvendelig, og hvor det gælder om, på hvert enkelt sted at få en tilforladelig efterretning om håndskrifternes læsemåde, tillige tilfredsstillende. Det er i almindelighed den, man griber til og må gribe til, så længe sprogformens beskaffenhed i alle dens enkeltheder ikke er kommen til klar bevidsthed. Den har tillige, når udførelsen er fuldkommen pålidelig, den store fordel, at en sådan udgave kan træde isteden for alle håndskrifterne; når den ved trykken er foreviget, kan man kaste håndskrifterne bort.

Men på den anden side har denne behandlingsmåde sine store mangler. Det er allerede vanskeligt nok, at få et eneste håndskrift nöjagtig aftrykt; skal der nu samles ændringer (varianter) af en stor mængde andre, så indløber der lettelig en hel del fejl; og det viser sig næsten altid, at man ved tvivlsomme steder, hvor megen flid der end er anvendt på udgaven, dog må ty til håndskrifterne selv, for at overbevise sig om, at udgiveren ikke i en eller anden henseende har læst fejl eller misforstået stedet, eller at der er indløbet trykfejl o. desl.

Dernæst (og det er en hovedanke) tilvejebringes der ved at lade et enkelt håndskrift som grundlag aftrykke med ændringer af de øvrige ikke nogen god læselig text. Den sletteste læsemåde kan stå i texten; den bedste må søges i ændringerne. Isteden for at få et skrift, som læseren med tryghed kan læse i sammenhæng, får han kun alle apparaterne til et skrift, der endnu slet ikke er til. Han må selv danne sig det, nu læse oppe, nu nede, idelig forstyrret af den ene talhenvisning efter den anden, og selv sætte det sammen. Men det er et möjsommeligt og yderst trættende arbejde, når han således skal samle det gode sammen af de med henvisninger belæmrede anmærkninger, der indeholde ondt og godt imellem hinanden. Læseren må da selv påtage sig en god udgivers hværv; han må allerede besidde grundig indsigt i sproget med alle dets afvigende former og skrivemåder, nöje bekendtskab med indholdet, der måske ingensteds er fuldkommen nöjagtig angivet, imedens det derimod som oftest netop er hans hensigt, ved skriftet at erhværve disse.

En sådan udgave, der for granskeren beholder sit uomtvistelige værd, er kun god, når den er fuldkommen pålidelig; men selv da ikke skikket til at levere læseren en velordnet og sammenhængende text.

Det lod sig tænke, at udgiveren havde gjort noget forarbejde dertil; han kunde f. ex. i den egentlige text ikke holde sig til et eneste håndskrift, men optage de bedste læsemåder af alle. I så fald har han forladt hin første grundsætning for udgivelsen og er trådt ind på det andet trin. Meningen bliver nu, af alle håndskrifter at danne en text, som kommer oprindeligheden nærmest, og kun i anmærkninger at meddele afvigelserne. Men hvilke afvigelser? alle eller et udvalg? de, der kun angive en anden mening? eller alle forskellige skrivemåder af samme ord?

Når man er kommen til dette andet trin, skönnes let, at man snart må gå over til det tredie: af alle håndskrifter at danne en text, der kommer oprindeligheden så nær som muligt, såvel med hensyn til indholdet som til sproget, og så, hvad der ligefrem følger derpå, at kaste alle intetsigende ændringer bort, som unyttigt gods, hvoraf læseren ikke kan lære det mindste.

Med hensyn til indholdet: når det af alle mere eller mindre meningsløse læsemåder er udfundet, hvad stedets mening er og nødvendig må være, så kan det kun for den strænge kritik have nogen interesse at vide, hvilke da alle disse meningsløse læsemåder ere. Læseren i almindelighed önsker kun at vide meningen, og har kun brug for den, ikke for det meningsløse; oprindelig må den jo have været til, om den end i håndskrifterne er bleven nok så forstyrret. Og just det trykker stemplet på en god udgiver, at han har vidst at finde den rette mening og i hvert tilfælde kan godtgöre , at det, han har udtrykt, er det som afskriverne vilde udtrykke, hvis de forstode det de skreve af.

Med hensyn til sproget: sproget, altså ethvert ord deri, må nødvendig til en given tid have haft en viss form, og der må i alle dets dele have hersket nogen ensformighed og harmoni. Når denne sprogform engang er udfunden, så har det for læseren ingen videre interesse at vide de mangfoldige forskellige måder, hvorpå samme ord er skrevet, hvilket kun forstyrrer opmærksomheden på den rette form.

Disse betragtninger have ledet mig til følgende grundsætning: Det simpleste, det mest mekaniske, det mindst ansvarsfulde er at udgive håndskrifterne som de ere; men det bedste er, at studere håndskrifterne, deres indhold og deres sprogform, og derpå at give begge i deres störst mulige oprindelighed. Og det bör især anvendes her, hvor der ikke er tale om at udgive et skrift, der kun er til i et enkelt håndskrift, Og hvis indhold næsten er ligegyldigt, men om et skrift, som en af vore love, hvis indhold i mange henseender er vigtigt og derfor bör göres let tilgængeligt, og som haves i en stor mængde afskrifter.

Indholdets oprindelighed må altså gengives, det vil sige den første oprindelige mening af hvert sted, den må nu i håndskrifterne være nok så forskellig udtrykt, ja endog forstyrret. Dette kan kun ske ved at sammenligne alle håndskrifter med hinanden og hvert håndskrift igen med sig selv, for igennem de brugte tegn at komme til det rette ord, og derpå at anvende al den forkundskab, som sagen selv kræver, indtil den virkelige mening er udfunden.

Sprogets oprindelighed har en snævrere grændse, den kan ikke gå videre, end håndskrifterne række; og den må udfindes ved en lignende sammenligning. De forskellige skrivemåder ere fremkomne, snart ved skødesløshed i skrifttegnenes anvendelse, snart fordi formen er afsløvet og på en eller anden måde forvansket ved den mere dagligdags udtale, snart fordi der virkelig i tidens løb er foregået en forandring i sprogformen. Alt dette må vel adskilles fra hinanden. Det blot skødesløse fortjener ingen opmærksomhed; den afsløvede form må føres tilbage til den fuldstændige, når denne i bevidstheden var til; men de til forskellige tider forskellige former må ej forvexles. Det kommer derved an på, på hvert sted at vide, om den fuldstændige, fra den forbigangne tid overførte, form endnu er til, eller om sproget har opgivet den og antaget en anden. Er den oprindelige form endnu til, så bevares den; er den forsvunden og gået over til en anden, så optages forandringen. Dette skönnes nu atter af to ting; for det første ved sammenligning af de forskellige håndskrifter, for det andet ved sammenligning af den forskellige udtryksmåde i samme håndskrift. Det første fører til at bestemme, hvilke håndskrifter der ere de ældste; det andet til at bestemme, hvilken form der er den ældste. I begge tilfælde vejledes man til at finde det mest oprindelige, det afskriveren har ment, om han end ikke altid med lige held har fået det lige godt udtrykt.

Dette, det mest oprindelige, er naturligvis det, som enhver helst vil have. Men at vise, på hvilke forskellige måder denne oprindelige form er udtrykt (hvilket næsten vil sige, på hvor mange måder den er forvansket); hvor mange gange netop denne eller hin, mere eller mindre forstyrrede, udtryksmåde er brugt; på hvilke bestemte steder nu den ene, nu den anden skrivemåde af samme ting forekommer, det er i sig selv noget ganske ligegyldigt.

Det, som jeg ved nærværende udgave af jyske lov har forsøgt på, er da at gengive indholdet og sproget i en så oprindelig tilstand, som håndskrifternes beskaffenhed tillod; således at hele loven lader sig læse i sammenhæng, uden at læseren først behøver at arbejde sig igennem en dynge af forskellige læsemåder for at komme til den rette mening, og uden at den forskellige skrivemåde giver altfor store anstød.

For dog at gengive, så meget som muligt, alt hvad der kunde tjene til at oplyse meningen, har jeg imidlertid med et tilföjet eller tilföjet ændringer underneden, og ligeledes i texten ved en parenthes uden noget tilföjet eller antydet, at noget fandtes kun i nogle håndskrifter, ikke i alle. Selv det vil måske forekomme mange forstyrrende og ikke fornødent; men første gang man forsøger noget, hverken kan eller tör man bortkaste alle tilvante lænker.

Om behandlingsmåden tilföjer jeg nogle bemærkninger, der tillige må tjene til undskyldning for, at jeg ikke i et og alt har opnået hvad jeg havde for öje.

Af håndskrifter haves der nok, men intet, som kunde lægges til grund. Det som både Kofod Anker og Kolderup Rosenvinge have ladet aftrykke (Arnæ-Magn. nr. 286 fol. her betegnet AM.) må disse udgivere have anset for det fortrinligste, siden de have lagt det til grund for deres udgaver; det har jeg ikke kunnet finde; det er i sprogformen meget blandet, og på adskillige steder med hensyn til indholdet uefterretteligt. Oprindeligt kan et sådant håndskrift ikke have været. Af det flensborgske (F) har jeg ikke kunnet benytte uden en afskrift og Rosenvinges rige variantsamling. Den viser i sprogformerne mange afvigelser fra AM: F har f. ex. hvilkt, hvor AM har hvilt; allæ for ollæ; thyrft for thirft; fatøkæ (mæn) for fatok; thic for thec; sighæ for segeh; annæn for ant; mykæt for meket o. s. v. Men hverken disse eller andre håndskrifter vise nogen overensstemmelse med sig selv. En viss bestemt sprogform må dog afskriveren have haft for öje eller øre, men ingen har med nogenlunde sikkerhed udtrykt den. Han skriver i samme åndedrag det selvsamme ord snart så, snart så: af og of; sik og sek; burt og bort; nefnd og nefuend; laghe og laughe og lauhe; eghn og eghæn, o. s. v. i det uendelige. Det vil sige, han har haft en vis svævende udtale for öje, men ikke vidst, hvorledes han skulde udtrykke den.

Hvad var nu herved at göre? Hvad skulde man holde sig til? til den mere dannede, med oprindelsen overensstemmende, udtale eller til den dagligdags, til dialektens? Det sidste var såre fristende. Der forekommer vistnok i håndskrifterne mange jyske former; ved at rive dem ud af deres forbindelse, kunde man sige, vil det levende indtryk nødvendig forsvinde, som frembringes ved den sammenhængende tale; loven er nu engang, kunde man tænke, til på jysk, den bör derfor ingenlunde ligge hen så godt som ubrugt, hvilket vilde ske, når sproget deri omsættes fra jysk til dansk. Udgiveren bör da følge de håndskrifter, hvori den jyske dialekts egenheder ere bevarede, men naturligvis således, at den tit og ofte forstyrrede harmoni også her bliver bragt tilveje.

Så kunde man tænke. Adskillige af disse egenheder ere i öjne faldende; men hvo der vil prøve på at gennemfare dem i sammenhæng, vil snart erfare, at han ikke vinder andet end en underlig broget, for ikke at sige barbarisk, text, der i det mindste ikke har lighed med noget skriftsprog. Og uvisst bliver det endda, om det nu er jysk tale fra den tid. Tværtimod, det er det ikke. Thi jysk talebrug findes hist og her adspredt næsten i alle håndskrifter, men der må have været og har været utallige former i den tids tale, som intet håndskrift har udtrykt, håndskrifterne have ikke gengivet den mundtlige tale fuldstændig; den kan ikke tilvejebringes af dem. Den kan altså, da alle andre midler mangle, slet ikke tilvejebringes. Heller ikke går noget tilbage til den tid da loven blev givet. Var det afskrivernes hensigt, at udtrykke ram jysk udtale, at sige i det hele foredrag, så have de været lidet heldige; det kunde da aldrig være faldet dem ind, strax ved siden af en betegnelse, der tyder hen på en dialektudtale, at stille en anden, der giver ordet aldeles i sin almindelige form; ja den ene bog i loven er i denne henseende i samme håndskrift ikke lig den anden. Vilde man nu forsøge på at tilvejebringe og udtrykke nogen harmoni deri, så kan det heller ikke lykkes, med mindre man først opfinder et nyt fuldstændigt bogstavsystem. Derhos se rigtig nok mange former ud, som de hørte dialekten til; f. ex. når næfnd tillige skrives: næfuænd, næuænd, næuæn, o. s. v. eller lagt skrives: lagh, lahg, laugh, lauw o. s. v.; men alt sådant tilhører jo ikke den jyske dialekt mere, end enhver anden.

Eftersom nu samme håndskrift har fremherskende former af begge slags, platte og ædle, og ingen harmoni kan erholdes ved at lade begge råde; så er det billigt, at det platte må vige for det ædle, og at udgaven gengiver det, som afskriveren vilde give, hvis han altid havde været opmærksom på sig selv: betegnelsen af den mere med oprindelsen, end med den daglige tale overensstemmende udtale, hvilken sidste altid er svævende. Skulde nogen imidlertid foretrække den sidste, så står det ham frit for, på hvilket sted han selv finder for godt, at tænke sig den platte udtale; thi den forskellige skrivemåde er sandelig ikke bunden til sammenhængen, men ganske og aldeles tilfældig. Med de grammatikalske former er det en anden sag; de lade sig lettere gribe end den flygtige tale.

Hvad indholdet angår, da har jeg allerede bemærket, at det ikke var denne udgaves hensigt, at følge nogetsomhelst håndskrift alene, men at give meningen således som den ligger i alle håndskrifter tilsammen og i tingen selv. Om de enkelte steder, hvor oplysninger herom ere fornødne, må jeg henvise til anmærkningerne bagved texten.

Ordfølge, stil o. desl. har jeg ligeledes forsøgt at give således som de forekom mig naturligst, uden at binde mig til noget bestemt håndskrift.

Urigtig, ved skødesløshed og uagtsomhed fremkommen, skrivemåde har jeg ligefrem rettet. Hvorledes kan det falde nogen udgiver ind at besvære læseren med at rette skrivfejl eller forlange af ham, at han skal finde rede i forvanskede og meningsløse ord. Når håndskriftet har et bogstav for meget eller for lidt, som rætthe for rættæ, åtthe for åtte, føtthæs for føthæs, fyre for fyrræ, thritthig for thrithing, iorh for iorth, frythær orh for frygthær orth; eller omsætter bogstaver, som iafneht for iafneth, enik køp for enki køp, repe for reep; eller aldeles forfejler udtrykket af lyden, og har f. ex. kæpeiorth for køpeiorth, sækæ for søkæ, hura for huræ, tho et for tho at, lærgraf for leergraf, æn for en, dæl for del, ja endog slige ting som: efter father dørh for efter father døth (r for t); at stolnæ for at stofnæ (l, for f); stangæt for stungæt (så at bierne komme til at stange kvæget isteden for at stinge det); eller ved skrivfejl har fået aldeles urimelige former, som göreres for göres; så må en troskab, der vil gengive alt sådant, betragtes som en åbenbar utroskab imod sund sans. Alt sådant har jeg rettet, endog uden at angive det. Ligeså simpelt er det, at når ord ere glemte hist og her, som sammenhængen nødvendig kræver, så ere de indsatte hvor de mangle, ligeledes uden at angives, med mindre der på et eller andet sted var nogensomhelst grund til tvivl.

Ved retskrivningen har jeg gjort det til grundregel, at følge den i de ældste håndskrifter forekommende, men således, at den er bragt i overensstemmelse med sig selv; og ikke at tilföje betegnelser, der i almindelighed ere håndskrifterne fremmede, med mindre de strax uden videre kunne adskilles fra de gamle. Når skrivemåden tillige griber ind i lydlæren, kan tingen derved blive mere forviklet; derfor skal jeg anføre nogle bemærkninger om de enkelte tilfælde.

Lyden å udtrykkes i håndskrifterne ved a eller aa; sædvanlig kun med a, men brugen af aa viser dog tydelig lyden; som i raath, aar, laas, maal, saar (sår og till. såret), smaa, aa (ejer), en aa; derimod hyppigere, hvor der dog ingen tvivl er om lyden: nar (eller naar, nutid af at nå), a (på) o. s. v. I håndskriftet R fra Ribe udtrykkes denne lyd også ved ă å; denne skrivemåde er da god jysk, og der er tilstrækkelig grund til at anvende den, thi den mindre erfarne læser spares derved for den ulejlighed næsten overalt at måtte overføre tegnet a til lyden å. Den bruges derfor overalt i denne udgave, hvor der ingen tvivl er om lyden.

Fordobling af selvlydstegn har jeg ikke anset for nødvendig. I håndskrifterne forekommer den vel, men kun undtagelsesvis, ikke som regel, og ved alle selvlyde; f. ex. reep, i geen, een, steen, eet, veet, eeth, ee, breef; men også meen for men (mænd), leen (ellers læn), ja endog meel (mellem) o. desl.; siin, siit, liif, friith; men også iin (ind); gooz, took, stooth, loot (lod), bool, boos loot, doom, noon, root, a moot (imod), boot, boor; men også stook (stok, der også skrives stogh), foor (for, fore, for langt å); huus, uut, thjuuf, stuuf; sææth (sæd), gæær (går), næær (nær), mææl; nøøt (kvæg), brøøt, løøs, frøøs, løøn (skjuler), køøp, døør, møør (møer), høø, føøræ (føre). Oprindelig var meningen at trække begge tegn sammen, hvilket hyppig findes ved oo. Understøttende e forekommer i det höjeste kun som en enkelt undtagelse og i håndskrifter fra en senere tid; som boer for boor. At anvende det vilde føre til en uendelig forvirring. Undertiden udtrykkes også selvlydens forlængelse eller dybe lyd ved et især efter medlyden tilföjet h; som domh (for doom), reth eller ræht (for ræt). Til denne enkeltstående brug kunde der ikke tages hensyn.

Beslægtede nærliggende, men dog forskellige, lydt ere i udgaven adskilte, selv hvor de i håndskrifterne ere blandede.

Hvad for det første forholdet imellem e og æ angår, da lod der sig vel, til at udtrykke disse lyde efter deres oprindelse, danne et sammenhængende system, ved, som man har foreslået, at antage flere betegnelser: e, é, æ, ä; men der vilde kun være tilstrækkelig grund til en så kunstig betegnelse, når tiden i sin bevidsthed klart havde bevaret denne lydenes forskellige oprindelse. Håndskrifternes beskaffenhed viser, at dette ingenlunde er tilfældet. Hverken oprindelsen af a eller af i eller af -r i hovedstavelsen eller i endelser, skilles fra hinanden, men udtrykkes aldeles i flæng, snart ved e, snart ved æ. Imellem dem må man vælge. Håndskriftet AM viser tilböjelighed til e, som i tilsiunemen, sette, bonden, overensstemmende med den oprindelige brug; ved at vælge e kunde også æ forbeholdes for tvelyden è, der i håndskrifterne udtrykkes ved æ eller e, ææ, ee (som ræt, rææt eller reet; fe eller fæ), såvel som for de tilfælde, hvor æ er fremkommen af tvelyden æ (som klæthe). Men herved måtte der tillægges afskriverne en bevidsthed om overgange, som allerede var fordunklet; for de fleste læsere vilde brugen af e i næsten hver stavelse, hvor vi nu bruge æ, have noget meget forvildende, og for at adskille lydene e og æ, måtte der da nødvendig anvendes et accentueret é. Endskönt jeg allerede havde afskrevet hele loven på denne måde, har jeg derfor endelig bestemt mig for håndskrifternes egen langt overvejende brug af æ, hvorved denne lov tillige kommer til at se ud som de andre, hvor brugen af æ er ganske almindelig.

Hvad brugen af a og å, angår, da forekommer der adskillige ord med å (aa), hvor man vænter a; som saac for sak, sag; aal, aalh, for al eller ol, saam, samme; saat, sat, vaar, var, draap, drab og dræbte, raan, ran. Dèr hår jeg enten blot skrevet a, hvor jeg antog, at en svævende dialektudtale kun havde givet anledning til skrivemåden; eller anvendt å, hvor jeg troede, at grundsproget og den nuværende jyske udtale i forbindelse med flere håndskrifters hyppige brug hjemlede en lyd, der nærmede sig til å. Hvor der derimod kunde være tvivl om, om den oprindelige alyd var gået over til å som i aldæfathær, men håndskrifternes overvejende brug dog talte for overgangen, har jeg skrevet å, hvori både den oprindelige og senere udtale ligge. Når der derimod ingen tvivl kunde være om, at overgangen var sket (i det nemlig begge skrivemåder forekomme i flæng) har jeg brugt o, som i varthær, vorthær (bliver), der således blev forskelligt fra vårthær (af at varða). Da tegnet over å altid er tilsat, kan læseren ikke tage fejl af den oprindelige skrivemåde.

Ved brugen af o og å bruges i almindelighed det første for den lave brede lyd ó, det andet for den höje ålyd; men det kunde ikke undgås, at jo også den sidste i de bekendte forbindelser blev udtrykt, ligesom nu, ved o. Deraf kan ingen læser lettelig nu tage fejl. Derimod kunde han måske være i nogen tvivl om, hvor o skal udtrykke den lave ólyd, der i håndskrifterne betegnes med o, oo (i R også ved oº[1]). Alligevel har jeg ikke accentueret disse ord; thi det tör vel antages, at enhver, der benytter dennne udgave, har så megen indsigt i den tids sprogform, at han ikke lettelig kan tage fejl af lyden, skönt den i nogle ord afviger fra den nuværende. Imidlertid skal jeg her anføre nogle exempler, som ville være tilstrækkelige til, også at göre opmærksom derpå; med ó udtales: tho (dog); bo (at bo), bor (bor), goth (god), floth (flod), stodh (stod), skogh (skov), bot (bod), mot (mod), bol (bol), dom (dom), tok (tog), non (der også skrives noon), hjon (ægtefolk og tyende), goz (der også skrives gooz, gods), hos (der også skrives hoos, hosæ, hos), thorsdagh, sokn (sogn), også lot og i fl. lotæ (lod, hlutr, der også skrives loot, t. loos). Derimod udtales o som å i sådanne ord som kost, opænbar (åbenbar), nokær (nogen), foræ (for), stolæt (stjålet).

U og y ere beholdte i ord som sun (sön), i fl. synær, når bevidstheden om sådanne former tydelig foreligger i håndskrifterne. Derimod har jeg beholdt det hyppigst forekommende konæ, skönt der også forekommer kunæ. Lyden y er undertiden skreven i, som i sinær (for synær, sönner); thirfth for thyrfth; her er det oprindelige y beholdt, når det fandtes.

Lydene ø og ö adskilles ikke i håndskrifterne; men brugen af dem tydeliggör læsningen, uden at kunne forvirre nogen.

Endelsen i, je udtrykkes i håndskrifterne ved y, som riky, eller i, som riki, engi, væri, eller som værjæ. Her har jeg anvendt skrivemåderne i og , der må betragtes som samtidig brug for samme endelse.

Brydning finder ej sjælden sted; hvor det ene håndskrift f. ex. har skilnæth, har det andet skjalnæth, og i samme håndskrift findes begge former. Også disse former må anses for samtidige.

Hvor derimod brydningen af i ikke blot er gået over til ja, men tillige til , som i sjalf, sjælf; hjalpæ, hjælpæ; gjaldær, gældær; fjarthing, fjærthing; tjald, tjæld, har jeg stundum beholdt den ældre form, skönt den senere er temmelig almindelig.

Medlydstegnene ere anvendte som de hjemles i håndskrifterne, dog også her således, at der indbringes större harmoni deri. Altså skilles th (= ð) fra t, skönt de ofte forvexles, o. s. v. Herom kan især følgende bemærkes: th udtrykker þ og ð, men der forekommer også d (forskelligt fra ð) som i fød eller fødd og forlænget naturligvis med dd, som i fødde; f bruges for v i enden af ord, men når en selvlyd kommer efter, findes begge skrivemåder; den sidste er foretrukken, som havæ, ærvæ, halvæ; d eller th forbindes ikke sjælden med s til z som ræzel for ræthsæl; gæzlæ for gætslæ, o. s. v.; d efter l og n er ofte bortfaldet, som al, fall, man. Enkelte og dobbelte medlyde, der udtrykke en forskellig udtale, forekomme undertiden i flæng; her er den oprindelige udtale foretrukken, når den forekommer, som kumæ, komme, samæn, sammen, gamæl, gammel, men liggæ, ligge, skönt der også findes ligæ, bæggæ, begge, skönt der også findes bægi; også pænning, som er den sædvanlige form. Ord med oprindeligt è, hvor udtalen er lang, som ræt, rætæ eller rættæ, har jeg, når de forlænges, skrevet med tt, hvorved de lettere genkendes, men læseren må herved erindre sig den rette udtale. Ved sammensted af tre medlyde er gerne den ene falden bort, som hvilkt (eller med bortfaldet t hvilk) eller hvilt; særmærkt, særmært, særmærk; her er i almindelighed den midterste form den mest herskende. Overalt er anvendt j foran en anden selvlyd for håndskrifternes i, hvor udtalen kræver det; læsningen bliver derved lettet, og forvirring kan ikke opstå deraf, da j ikke forekommer. Ligeså v for u og nv[2].

For resten er der lagt vind på at give sprogformerne så rene, som håndskrifterne tillode. Hele loven igennem findes snart of, snart af (hvis), hvilket sidste skal udtrykke samme udtale, men ganske forstyrrer læsningen; allevegne er derfor sat of. Ligeså al for ol o. desl. Når der findes husfrø, husfræ, husfre (ikke husfru), så spörges der om, hvad afskriveren derved har ment, men der kan næppe være tvivl om, at han mener den første form, skönt han også skriver den anden, eftersom han for frøsgjald også skriver fræsgjald. Da der findes både fælagh og fælugh, fællægh, fellegh o. s. v., så er i almindelighed den første form foretrukken, som den, der kommer oprindelsen nærmest. Ligeså fatøk, fl, fatøkæ, skönt der også findes fatuk, fategh, o. desl. Derimod ere tillægsordenes endelse -ugh, -igh, -egh ansete for samtidige, der næppe i udtalen have været skarpt adskilte. De mangfoldige udvidede former, der hyppig forekomme ved siden af de simple, som nauen for nafn; eghæn for eghn, egn; næfuænd for næfnd, ere ombyttede med de sidste; hvo der vil have den mere slæbende udvidede udtale, kan selv anbringe den overalt hvor ham synes for godt. Ligeså er saght sat for sagh, saugh, o. desl.; dagh for daugh, dauw; laghæ for laughæ, lauhæ o. desl. De hyppig afkortede former, som gif for givæ; thæs for thæssæ; hen for hennæ ere givne fuldstændig; også her kan hvo der vil kaste endelsen bort. Sit og sint afvexle i mange håndskrifter; derfor har jeg ladet den sidste form blive stående på adskillige steder. Levninger af gamle böjningsformer har jeg søgt at bevare, hvor håndskrifterne gave nogen lejlighed dertil; f. ex. nytæ theræ spæktæ (for spektar), uagtet de fleste have spækt. Nutidens flertal er ofte lig entallet, som bor, fl. bor og bo; her er den rette flertalsform bevaret, når et af de bedre håndskrifter have den. Navneordenes ubestemte form er den ældste, men den afvexler hyppig med den bestemte, f. ex. logh (ell. loghæn) skal væræ ærlik; her er også den ældste brug anvendt, når et godt håndskrift har den; imidlertid må bemærkes, at det der ser ud som den bestemte form ikke altid er det, men levning af en hensynsform; f. ex. thæn thær for sakæn ær hedder også for sakum; og ved thæt thær i loghæn ær skrivæt kan tænkes på i loghum.

Skönt jeg således havde håbet, at bringe alt til en viss harmoni, har denne alligevel ikke ganske været til at opnå; når der f. ex. skrives: han, man, uden d i slutningen (ikke hand, mand, thi det kunde ikke gennemføres, uden ganske at tilsidesætte håndskrifternes herskende brug, og at gå over til en senere), så kunde der dog ikke, som der egentlig skulde, skrives hun (for en hund), ban (for et bånd), han (for hand, en hånd) o. desl. (hvilket også var ikke blot forstyrrende, men imod håndskrifternes brug). Således kunde måske nogen undre sig over, at der er optaget stjup, ikke styp, og derimod flere gange lyt, ikke ljut; men det grunder sig derpå, at stjup og styp stå ved siden af hinanden eller herske i samme håndskrifter, deraf valgte jeg da det ældste; derimod er lyt det mest herskende, og ljut hører kun enkelte håndskrifter til. Ved sådanne tilfælde er det altså i öjne faldende, at retskrivningen endnu bevæger sig i en svævende tilstand; men så meget er dog vundet, at læseren ikke idelig og overalt forstyrres ved modsigelser. Nogle uensformigheder findes der imidlertid også som en følge af det vanskelige i at bestemme alle overgange, men især af den afbrudte måde, hvorpå trykningen er sket; disse mangler ville dog ej være större, end at læseren nu, da han har loven let tilgængelig for sig, uden besvær vil kunne afhjælpe dem.

Disse bemærkninger ere ikke udtömmende, men kunne dog give læseren en forestilling om behandlingsmåden. Hvo der önsker at kende de former, der kunne anses for jyske, vil finde dem i tillægget bag loven, hvor der tillige er tilföjet andre i en eller anden henseende mærkelige skrivemåder.

Et ordregister med forklaring over mindre bekendte udtryk har jeg ikke tilföjet, thi et sådant bör næppe udarbejdes for en enkelt lov, men for den hele lovsamling, der har indhold tilfælles. At samle vor middelalders love i et lille octavbind, og derpå forsyne denne kostelige samling med de fornødne oplysninger, vilde være et smukt foretagende. Der er unægtelig meget, der endnu skal undersøges og drøftes og opklares. Dersom den her fulgte fremgangsmåde, om ikke i alt så dog i det væsentlige, er god, så vil den nu lettere og bedre kunne anvendes af andre.

Til de unöjagtigheder, som jeg efter trykningens fuldendelse er bleven opmærksom på, høre sådanne som: at der i begyndelsen står umbozman, siden umbothsman; at der findes både lands og lanz og lans; landværn og lanbo (en temmelig almindelig skrivemåde); at der står full og ful, all og al; at der findes både ja og i ord som hjalpæ og hjælpæ; et sted er blevet stående ætlædhæ med dh for th; på nogle steder er th og t blevne forvexlede, så at der står ukærth for ukært, bygt for bygth, o. m. desl. Desuden er i det mindste følgende at rette:

s. 18, lovens 1, 34: thæn optages i texten.
- 20, lovens 1, 41: hænnæ optages i texten.
- 37, lovens 2, 30: for vapn l. våpn.
- 46, lovens 2, 64: for sattæ l. sættæ.
- 58, lovens 2, 101: for fjal l. fjæl.
- 60, lovens 3, 7: for garth l. gårth.

Om lyden af sådanne ord som rån og nåm har jeg været noget uviss, men rimeligt er det dog, at lyden har været et sævende å, ligesom i fra, drap, var o. desl.

For ordenes sammentrækning, hvor denne skal finde sted, have håndskrifterne ingen regel; der kunde måske have været anvendt et bindetegn.

Sproget ligger ikke i en tilfældig, men harmonisk, anvendelse af bogstaverne; og nutiden har ingen ære af at gentage en smagløs fortid, men bör tilegne sig fortidens goder. Disse to sætninger har jeg forsøgt også her at anskueliggøre, men derom skal jeg ikke indlade mig i nogen yderligere drøftning. Laissons la postérité faire son oeuvre!




Noter:

  1. Dette tegn vises ikke korrekt her. Der er nærmest tale om et »o med bolle over« tilsvarende a—å (jl)
  2. Tegnet angives ikke korrekt her — der er nærmst tale om en nv-ligatur (jl)