Forord (Morkinskinna)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Nærværende Sagasamling hører egentlig til den Række af Oldskrifter, som man med Tiden kunde vente udgivne blandt Kildeskrifter til Norges Historie, hvortil Storthinget har bevilget Midler. Dog da Leiligheden tilbød sig at faa den ud som Universitetsprogram, troede jeg ikke at burde lade Anledningen ubenyttet, da maaske ellers en længere Tid vilde have hengaaet, inden den var bleven udgiven. Hertil kom ogsaa, at gjennem Greve Carl Wachtmeisters beredvillige Mellemkomst, som ikke noksom kan paaskjønnes, tilstedede vedkommende Autoriteter i Danmark Benyttelsen af den gamle Pergamentsbog i Christiania, en Omstændighed, der var saa meget vigtigere for dette Haandskrifts Vedkommende, da Skriften ofte her næsten er udslidt, og en sikker Læsning paa slige Steder, hvor den iøvrigt er mulig, kun lader sig iværksætte ved en gjentagen og hyppig Betragtning af Haandskriftet, da her forskjellig Belysning, Veir og Disposition hos den, der skal læse ere vigtige Momenter til at løse Opgaven paa en nogenlunde tilfredsstillende Maade.
Angaaende vore gamle Sagaer kunde man næsten sige, at der gives ligesaa mange Recensioner af samme, som der er Codices. Paa enkelte Steder stemme de rigtignok saagodtsom alle overens, men paa andre afvige de igjen ikke ubetydeligt fra hinanden; ofte stille de Begivenhedernes Følgerække i en forskjellig Orden, nogle indeholde hele Episoder eller enkelte Træk[1], som ganske fattes i andre. Et nogenlunde fuldstændig Kjendskab til de vigtigste af disse Haandskrifter maa følgelig være en væsentlig Betingelse for et grundigt Studium af vor ældre Historie. Hertil vil forhaabentlig nærværende Udgave af Morkinskinna levere et ikke uvigtigt Bidrag.
Navnet Morkinskinna er bleven Bogen tillagt af Islændingen Thormod Torfæus, der benyttede den med flere andre gamle Haandskrifter til sin paa Latin skrevne Norges Historie, og som havde for Skik at benævne disse efter enkelte Særegenheder i deres ydre eller indre Habitus. Nærværende Codex har han uden Tvivl kaldet saaledes paa Grund af Bladenes morkne, skrøbelige Tilstand. Bogen begynder ved Aar 1035, Kong Magnus den Godes Saga, og ender nu ved Aar 1157 paa det Sted, hvor Kong Eystein Haraldsson træder frem af sit Skjul og forgjæves beder Simon Skalp om sit Liv, og den har rimeligvis, da den var fuldstændig, naaet ligesaa langt som Snorres Heimskringla, nemlig til Aaret 1177. Sproget og den mindre let flydende Stil synes at antyde en af de ældste Optegnelser af de Sagaer, der er Gjenstand for dens Indhold, og selve Haandskriftet maa være skrevet paa Island maaske temmelig tidligt i det 13de Aarhundredes første Halvdel. Det tilhører nu det Kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn og har No. 1009 in folio i den gamle kongelige Samling.
Bogen, som den nu er, udgjør 37 Blade, hvilke synes at have været fordelte paa 6 Læg eller Hefter, hvert bestaaende af 8 Blade. I første Læg mangle de 6 indre Blade, saa at kun 1ste og 8de ere tilbage (S. 7); i 2det Læg mangler det 6te Blad (S. 46); i 3die Læg det 1ste (S. 59); 4de Læg, Bl. 17-24, er fuldstændig levnet; i 5te Læg mangler 2det Blad (S. 163); i 6te Læg mangler 1ste (S. 198) og det dermed sammenhængende 8de Blad. En senere Indbinder af Bogen (formodentlig i forrige Aarhundrede) har forulempet denne noget ved nærgaaende Beskjæring og ved at bringe en hel Del Blade i Ulave; fra 1 til 17 er alt i Orden, men de øvrige følge saaledes efter hinanden: 28, 27, 26, 31, 30, 29, 18-25, 32-37. Begyndelsen af hvert Blad er her i Udgaven antydet med en Stjerne (her |) i Texten, hvilken Stjerne er udført i den ydre Margen med tilsvarende Tal; Bagsiden af hvert Blad er angivet ved et Tallet tilføiet b. Skriften i Morkinskinna er temmelig fin og tæt (56 til 58 Linier paa Siden), og Høiden af den skrevne Text er omtrent 9½ Tomme, Bredden 5½. Bogen er skreven af to forskjellige Hænder, den første er ren og smuk (et vellykket Facsimile af denne er meddelt i Fornm. S. 7de Bind), den anden staar i Sirlighed og Nøiagtighed meget tilbage for hin. Anden Haand har skrevet Bladene 10-17 (S. 59-108) samt et lidet Stykke paa Forsiden af Blad 25 (S. 157-159); herved berigtiges Bemærkningen i Noten Side 59, at den første Haand har skrevet alt det Øvrige i Bogen.
Med Hensyn til Retskrivningen i Codex maa bemærkes, at begge Hænder afvige en Del fra hinanden. Første Haand er i denne Henseende langt mere correct og conseqvent end anden. For første Haands Vedkommende kan man mærke sig den hyppige Brug af v for u; Afskriveren synes at foretrække u i Forbindelsen ur, som oftere forekommer end vr, saaledes almindeligere Sigurþr end Sigvrþr, spurþi end spvrþi o. lign. I Ordenes Endelser vexle o og v; Bogstaven æ bruges meget sjelden, isteden derfor e eller ę; av sammendrages gjerne til en Figur ꜹ, dog ikke altid; œ betegnes gjerne ved ø eller sjeldnere ø̨; og saaledes skjelnes altsaa som oftest rigtigt imellem æ og œ, derved at det første skrives e (ę), det sidste ø (ø̨). Omlyden af a bevirket af u betegnes i denne Haand oftest ved o sjeldnere av og ø̨. Consonanterne k og c afvexle, ligeledes þ og ð i Enden af Stavelser. Den anden Haand har skrevet med mindre Omhu, har flere Skrivfeil end den første, og dens Feil ere ogsaa paa enkelte Steder blevne rettede af denne. Blandt Egenheder i dens Skrivemaade kan mærkes den hyppige Brug af av baade for u-Omlyden af a (ø), og i Ord som giaura, giavrsimi o. lign. Mellem æ og œ skjelnes i Regelen ikke, begge Lyd betegnes ved e eller ę. Undertiden forsømmes Fordobling af Consonanterne, hvor den sædvanlige Sprogbrug fordrer den. Som en Egenhed maa ogsaa bemærkes den almindelige Benyttelse af Præpositionen of for um.
Med Hensyn til Behandlingen af Texten i Udgaven, har Bestræbelsen været at gjengive Originalen saa tro som muligt, saaledes at Forkortningerne ere opløste overensstemmende med de Steder i Codex, hvor de samme Ord findes fuldt ud skrevne, dog uden Anvendelse af cursiv eller liggende Skrift, noget der i en længere Bog i betydelig Grad vanskeliggjør Correcturen og tildels støder Øiet under Læsningen. Dog er af og til, hvor Tvivl kunde finde Sted med Hensyn til Opløsningen, i Noterne gjort opmærksom paa Læsemaaden i Codex; navnlig er dette iagttaget ved Formerne af Verbet segia, naar ikke disse findes helt ud skrevne, og blot ere angivne ved s., da dette kan betyde segia, segir, sagþi, sogþo sagt o. s. v. undertiden ogsaa svarar, svaraþi, ja endog senda og sendir. Paa adskillige Steder, hvor man antog noget for feilskrevet i Codex, er den antagne Feil rettet i Texten, men Haandskriftets Læsemaade da altid anført nedenunder med Tilføielse af Cd. Hvor Bogstaver eller Ord antoges at være udeglemte af Afskriverne, ere disse tilføiede i Parenthes ( ). Paa Steder hvor Ordene næsten ere udviskede, hvilket er Tilfældet øverst og nederst paa flere Sider af Bogen, men hvor man dog med nogenlunde Sikkerhed kunde slutte sig til Meningen, er en mindre Skrift bleven anvendt. Paa Steder hvor Huller i Pergamentet havde bevirket Lacuner, ere disse, naar det lod sig gjøre, udfyldte med mindre Tryk og desuden, omgivne af Klammer [ ]. Hvor Texten slet ikke lod sig restituere, har man ved Prikker søgt at betegne det Antal Bogstaver, som kunde antages at mangle.
Forinden jeg slutter disse Forord, skylder jeg at takke Professor Bugge for hans velvillige Bistand ved Correcturen, og for den ufortrødne Hjælp han har ydet mig ved at efterse flere dunkle Steder i Haandskriftet, og hvorvel vor fælles Anstrængelse stundom var forgjæves, haaber jeg dog, at det skal have lykkets os at læse Haandskriftet paa adskillige Steder, som af vore Forgjængere vare opgivne som haabløse.
Christiania i Juli 1867.
C. R. Unger.
Fotnoter:
- ↑ Som noget der saaledes, er eget for dette Haandskrift, kan gjøres opmærksom paa de fire Viser Side 200 (Saga Haralds gilla - viser 2-5). De to første af Einar Skulason have før ikke været fuldstændig bekjendte, da andre Haandskrifter udelade anden Halvdel i hver Strofe, og slaa de to første Halvdele sammen til een. Ordfølgen i den første af disse Viser er: Eljunfrár hrafns munnlituðr lét roðnar þunnar eggjar á útryggum hölþum und hári Hveðn, þar er Danir nistu hungr hræskurð (Prof. Bugges Gisning for hræskurðr, der forklarer: der hvor Danerne stillede sin Hunger ved at skjære Stykker af Lig), áðr urðu at ganga ógagnarprúðum úlfnistanda á hönd. De to næste af Halldor have hidtil været ganske ubekjendte. Jeg meddeler Ordfølgen af disse med Professor Bugges Rettelser: Vápnboða val-grennir, (Blodfalkens Mætter d. e. Krigeren) ráfiðris hánöðru (for hamoþro: Skibets) viðr vann hroðit Hveðn (for hvengþ), falvigrar flugu; snarr svanbekkjar-sólþverrir fékk framliga sigr. - Hlésey-helfýsir eyddi benþeyjar-gollunga hungr oddum; heims lofaðr læknir, hár lausnari gefi hafljóma-friðrofa líkn.
