Forord (tilnavne)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
ved Finnur Jónsson
særtryk af
Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
1907
H.H. Thieles Bogtrykkeri
Kjøbenhavn
1908
I 1871 udkom i et skoleprogram fra Trondhjem K. Ryghs »Norske og islandske tilnavne fra oldtiden og middelalderen«. Dette var en dygtig og omhyggelig foretagen samling efter de daværende forhold. Nu må denne samling siges at trænge til foryngelse, dels fordi den kan forøges i en ret betydelig grad, dels fordi grundlaget nu er langt sikrere, end det var for over 30 år tilbage, idet der siden er kommet fortræffelige, kritiske udgaver af de fleste herhenhørende sagaværker.
Tilnavnene er en del af det samlede navneforråd og ingenlunde den mindst interessante eller vigtige. De indeholder en mængde kulturstof, foruden det rent sproglige, der i og for sig selv er betydeligt nok. At tage dem op til én ny behandling behøver tilvisse ingen nærmere begrundelse.
Hele samlingen viser, at tilnavne var overordenlig almindelige i oldtiden; de nu bevarede er sikkert kun en brøkdel af alle dem, der i virkeligheden har eksisteret. Da selve navnene var af den art, som de var, flere mænd af samme navn inden for samme slægt, dels i rækkefølge, dels samtidig (i slægtens forskellige grene), var det praktisk næsten nødvendigt at skelne dem fra hinanden ved et tilföjet navn. Herover var man i oldtiden klar, idet man kaldte sådanne tilnavne for kenningarnǫfn, der i almindelighed kun betegner ‘særtegnende navne’. Ordet er neutralt og vidtomfattende. Når disse tilnavne var nedsættende eller spottende, kaldtes de aukanǫfn eller auknefni (eksempler kan ses i Fritzners ordbog; deraf ses f. eks., at det betragtes som áleitni at give folk auknefni). Nu siger man på Island mest uppnefni (verb.: að uppnefna); viðrnefni er mindre sårende end auknefni. Ligesom spottevers straffedes, således bestemte loven også en straf (mindre fredløshed) for at give og udbrede øgenavne (Grágás Sth. c. 376, Kb. c. 237, 2. b. 182); men denne lovbestemmelse har vel aldrig virket på nævneværdig måde, og tilnavne har da også blomstret på Island lige ned til vore dage. I mine yngre år var der således en mand i Reykjavik, der gav sig til at opskrive alle de tilnavne, han kendte der i byen (og vel den nærmeste omegn); de løb op til flere hundrede; desværre er denne samling vistnok gåt tabt 1.
För end almindelige betragtninger göres om de enkelte grupper af tilnavne, er det hensigtsmæssigt at give en oversigt over dem alle. I så henseende kan bemærkes, at der ikke bliver taget hensyn til alle de mange eksempler på ord som konungr, jarl, skáld, der så at sige altid tilföjes, når en virkelig konge, jarl, skjald nævnes; de er ikke at betragte som egenlige tilnavne.
Rygh opstillede sin samling i alfabetisk orden. Dette har naturlig sin fordel. Ikke mindre fordelagtigt forekommer det mig at være, at ordne dem efter samhørighed og slægtskab i indhold (et alfabetisk register bliver derved naturligvis en nødvendighed). Jeg går da ud fra de menneskelige slægtskabsforhold, legeme o. s. v. Således får jeg 9 afdelinger, foruden en 10., der indeholder sådanne tilnavne, der dels ikke kunde anbringes i nogen af de andre, dels er lidet forståelige eller helt utolkelige. Enkelte tilnavne tilhører på grund af deres art to afdelinger.
Det bemærkes, at jeg har taget det danske stof med, der foreligger i Knytlingasaga og Jómsvíkingasaga. Det norske og islandske Diplomatarium har jeg i det hele med vilje ikke taget hensyn til. Dipl. Norv. har Rygh excerperet, såvidt det dengang var udkommet, ned til c. 1500.
Endelig bemærkes, at jeg ikke anfører varianter, der åbenbart kun er afskriverforvanskninger, når den rigtige form er utvivlsom, samt at jeg i enkelte tilfælde, hvor det måtte synes hensigtsmæssigt, er gåt til håndskrifterne selv.
Note:
1. Den samling af S. Hansen, der findes Ísl. bókm. fjel. 3 fol., er uden synderlig betydning. En alfabetisk fortegnelse af prof. K. Gíslason findes i hans saml. 3; den har været mig til god nytte, især som kontrollerende.
