Fortælling om Albani og Sunnifas Død (C.C.Rafn)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
35px-Emblem-star.svg.png Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók.


Kongesagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 1


Fortælling om Albani og Sunnifas Død


Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1827


Den hellige Sunnifa
Foto: Nina Aldin Thune, Wikimedia

I Hakon Jarls Dage døde ovre i Irland en Konge, som efterlod sig en Datter, ved Navn Sunnifa. Hun var tidlig forstandig og en god Kristen, thi Irland havde da længe været kristnet. Sunnifa var en meget dejlig Mø, og voxen, da disse Begivenheder foregik; hun styrede Riget efter sin Fader, med sine anseelige Frænders og Venners Raad. Eftersom Sunnifa havde et stort Rige, og derhos var saa dejlig, var der en hedensk Viking, der bejlede til hende. Sunnifa vilde saa meget mindre ægte en hedensk Mand, som hun havde fast besluttet at tjene den eneste Gud i Kydskhed, og ikke have nogen Mand paa Jorderige. Vikingen begyndte da at hærje paa Sunnifas Rige, og ængste hende paa mange Maader, og agtede saaledes at tvinge hende til at ægte sig. Sunnifa stævnede da sine Mænd til Thinge, og da hendes Frænder og Venner vare komne sammen, talte hun saaledes til dem: “Jeg har sammenkaldt eder, mine kjæreste Venner! til at raadslaae om dette Rige, som jeg har styret i nogen Tid med eder; nu begynde onde Mennesker at ængste mig med overmodige Anfald, ligesom alle dem, der tragte efter dette kortvarige Livs forgjængelige Glæder; derfor har jeg nu betænkt, at jeg vil ikke længer som en Trælkvinde taale Sorger og Bekymringer for dette usle Rige, som er intet værdt imod den evige Fryd; i det Sted vil jeg som en højbaaren Kvinde gjøre mig fri, og overgive mig i min Herre Jesu Kristi Magt og Forsyn, og saa maa de gjøre, som mig ville følge, men alle skulle efter deres egen fri Villie forblive i deres Fødeland, skjønt jeg begiver mig derfra.” Men saa elsket var Sunnifa af hele Folket, at en stor Mængde vilde drage bort med hende, baade Mænd og Kvinder, og forlade deres Odelsjord. Derefter skaffede Sunnifa dem Skibe, og mange beredte sig til at drage med hende. Saasnart de vare færdige, styrede de fra Land med deres Skibe paa den Maade, at de hverken havde Sejl eller Aarer, ej heller Roer eller Skibsredskaber, ej heller Vaaben eller Rustninger. Derved gav Sunnifa tilkjende, at hun stolede mere paa den alvældige Guds Almagt end paa verdslig Rejsehjælp og Bistand; hun overgav sig og hele sit følge i den levende Guds Haand, og bad ham vise dem Vej, og styre dem, hvorhen han vilde. De dreve siden ud i rum Sø, og førtes endelig med Guds Bistand til de Øer, som ligge ved Norge sønden for Stat; den ene af disse Øer hedder Selja, den anden Kinn. Disse Øer vare ikke beboede, men Folk havde Kvæg derude ligesom paa mange andre Udøer, thi der vare store Bøjgder inde paa Land ligefor Øerne. Sunnifa og hendes følge gik i Land paa Selja. Paa Øens vestlige Side laa der et stort Fjæld, hvori der vare store Klippehuler; disse gjorde de i Stand til deres Bolig. Der bleve de i lang Tid, og tjente Gud med Ydmyghed og alskens Afholdenhed, og nærede sig af de Fiske, som Sunnifas Folk fangede i Vandene. Men da Bøjgdemændene paa Fastlandet mærkede, at der opholdt sig Mennesker paa Øerne, troede de, at det vare Røvere, der vilde bemægtige sig deres Kvæg. Bønderne droge da til Hakon Jarl, og fortalte ham, at en Mængde Ildgjerningsmænd og Røvere vare ude paa Øerne Selja og Kinn, og gjorde megen Skade paa Folks Kvæg, og de bade ham at drage derud med betydeligt Mandskab, at dræbe de Vikinger, som opholdt sig paa disse Øer. Jarlen gjorde, som de bade, og drog ud til Øerne med meget Mandskab, væbnet som til Slag. Men da de Guds gode Venner, som vare derude, saae dem komme, tyktes de vide, at de vilde blive anfaldte; de gik da ind i deres Huler, og bade den almægtige Gud, at han vilde give deres Aander den evige Hvile i Paradises Salighed, i hvad død de end døde, og derhos bade de Gud, efter hans Mildhed og Miskundhed, at forunde dem en saadan Begravelse, at de onde Hedninger ikke skulde faae deres Legemer i deres Magt. Den almægtige Gud tilstod dem det, de bade om, saa at de Guds Helgene endte deres Liv paa den Maade, at store Klippestykker faldt ned for de Huler, hvori de vare, og de fik saa den evige Saligheds Belønning for deres gode Gjerninger i det Timelige. Men Hedningerne kom til Øerne, og ledte efter dem, og syntes det meget underligt, at de ikke fandt dem, da de havde seet dem kort før de kom til Øerne. De fore da tilbage med saa forrettet Sag.


Thorderne komme til Øen Selja

Noget derefter, da Hakon Jarl var Død og Olaf Tryggvesøn kommen til Regjeringen i Norge, hændte det sig, at to mægtige Bønder, af hvilke den ene hed Thord Egilejfssøn, den anden Thord Jorundsøn, fore med et Skib med nogle Mænd sønden fra Fjordene, og agtede sig op til Throndhjem til Hakon Jarl, thi de havde den Gang endnu ikke spurgt Høvdingeskiftet. De kom nær til Øen Selja, thi den ligger paa den almindelige Vej. De saae da skinne fra Himlen et stort og dejligt Lys ned paa Søen nær ved Øen, saa at denne Glands naaede Landet paa Øen. Dette Syn forekom dem meget underligt; de lagde dog til Land for at efterforske, hvad der var under, hvor denne Glands skinnede ned. Men da de kom i Land paa Øen, fandt de tæt ved Stranden netop paa det Sted, hvor de havde seet Lyset, et Menneskehoved, som var blankt og smukt; derhos mødte dem saa sød en Vellugt, at de aldrig før havde mærket en saadan; men da de vare Hedninger, indsaae de ikke, hvad denne kostelige Vellugt havde at betyde, men syntes dog, at det var meget mærkværdigt. De toge da Hovedet op med Ærbødighed, svøbte det i et reent Klæde, og tog det med sig i den Agt at bringe det til Jarlen, thi de troede, at han ved sin Viisdom maatte kunne indsee, hvad det betydede; derpaa droge de igjen deres Vej. Da de kom norden om Stat, spurgde de, at Hakon Jarl var dræbt, og i hans Sted den berømmelige Konge Olaf Tryggvesøn kommen til Regjeringen. Men de fortsatte ikke desto mindre Rejsen, og agtede nu at besøge den nye Konge, thi der var meget fortalt dem om hans Fromhed og Gjævhed. De vedbleve da at rejse, til de kom til Hlade til Kong Olaf, han tog med megen Mildhed imod dem, saasnart han fik at vide, hvo de vare. Han begyndte strax at forkynde dem den hellige Tro, og bad dem at lade sig døbe; “om I gjøre dette efter mit Bud,” lagde Kongen til, “da skulle I derfor nyde mit fuldkomne Venskab.” Dertil vare de ikke uvillige, og sagde, at de vare beredte til at vise ham deres Tjeneste; de talte sammen en Tid, og Kongen spurgde om Tidender fra Sønderlandet. De svarede ham paa, hvad han spurgde, og fortalte dernæst Kongen om deres Rejse, og Viste ham Hovedet, som de havde fundet paa Øen Selja. Kong Olafs Hofbiskop, som han havde ført med sig fra England, hed Sigurd, og kaldtes Sigurd hin Mægtige; han var baade viis og velvillig og en stor Klerk. Da nu Kongen og Biskoppen saae Hovedet, sagde de, at det var visselig en Helgens Hoved. Kongen vedblev da at forkynde Troen for disse Mænd, som havde fundet det, og talte saaledes til dem: “Megen Fryd og Glæde maa alle gode og rettroende mennesker føle ved Betragtningen af den almægtige Guds Miskundhed, om end intet Øje kan see, intet Øre høre og intet Menneskes Tanke fatte, hvor herlig en Belønning, vor Herre giver sine Tjenere for den timelige Møje. Men derfor har hans store Mildhed viist eder dette Tegn, at I desto snarere skulle frivilligen vende eder bort fra Afgudernes Vildfarelse til den sande Tro og hellige Daab, som det bliver alle og enhver øjensynligere, naar de tænke derpaa, at hin ophøjede Himlens Konning vil skjenke sine Venners Sjæle overordentlig Herlighed i Himmeriges Fryd, da han af deres Legemers døde og tørrede Lemmer, lader saa yndig en Vellugt udgaae, at der ikke udgaaer en saadan af nogen vellugtende Blomst.” Disse gode Mænd bleve saa indtagne af Kongens Tale, at de strax tilstode at ville troe paa den sande Gud; de bleve da døbte med hele deres følge. Derpaa indbød Kongen dem til sig, og gav dem den hæderligste Beværtning, medens de vare i de hvide Klæder, og lod dem undervise i den hellige lære. Siden droge de med gode Gaver og Kongens Venskab hjem igjen til deres Gaarde. Men Kongen og Biskoppen beholdt det hellige Hoved i deres Varetægt, indtil Kong Olaf holdt Thing nede ved Stat paa Dragshede, som siden skal omtales. Efter dette Thing spurgde Kongen de Mænd, som boede nærmest ved Øen Selja, om de havde bemærket noget Usædvanligt der; man sagde ham da, at man ofte saae et skjønt Lys derude. Siden droge Kong Olaf og Biskop Sigurd med meget Folk til Øen Selja, og da de kom ud til Klipperne paa Øen, bleve de vaer, at der havde været store Huler, som for ikke mange Vintre siden vare tillukkede. De fandt og allevegne der mellem Klipperne Menneskebeen med den sødeste Vellugt; omsider kom de et Sted, hvor Bjerget nylig var sprunget fra en Huleaabning; derfandt de hin hellige Mø Sunnifas Legeme heelt og uskadt med Hud og Haar, som om hun havde været ganske nylig Død. De toge da den hellige Relikvie op, og beredte hæderlig om den med megen Glæde og højtidelig Taksigelse til Gud. Siden blev Øen bebygget, og der bleve rejste Kirker, hvor den salige Sunnifas hellige Relikvie blev dyrket, indtil hendes velsignede Legeme blev ført ned til Bergen, hvor hun nu hviler i et stort og anseeligt Skrin over Højalteret i Kristkirken.


Om Sunnifas Broder Albanus

Kong Olaf takkede uafladelig den almægtige Gud, især fordi han af sin ophøjede Miskundhed hædrede hans Dage med at aabenbare sin Tjenerinde Sunnifas og hendes hellige følges Herlighed; thi alle forstandige Folk opmuntredes til Kjærlighed mod den almægtige Gud og til Lydighed mod Kongen derved, at de aabenbarligen saae af saadanne herlige Jærtegn, at det var en sand Tro, som Olaf forkyndte, og det allene kan kaldes at herske, at tjene den levende Gud. Det findes skrevet, at Sunnifas Broder, som hed Albanus har været i denne hellige Skare, og er faren over Havet med Sunnifa, men der er ikke talt om ham her, fordi denne Beretning er tvivlsom, thi det sige de, som have været paa Selja, og der ere bekjendte, at der er en stor Kirke, som er helliget til Guds Martyr Albanus, som var den første, der blev piint for Guds Navn, og disse Mænd sige, at der dyrkes Højtideligen Hovedet af den hellige Albanus, som blev dræbt i England. Ved Kirken, som er helliget denne Albanus, er et Sortebrødre Kloster; der i Kirken ere mange Skrin, baade store og smaae, som bleve gjorte for Relikvierne af de gode Mennesker, som vare med Sunnifa; men Sunnifas Kirke staaer oppe paa Fjældet ved Klosteret. Man siger, at der i den Hule, hvor den hellige Sunnifas Legeme fandtes, sprang Vand ud af Bjerget, og derfra løber en lille Bæk, og at mange syge Mennesker faae deres Helsen igjen ved at drikke deraf. Guds Mø Sunnifas og hendes salige følges Messedag holdes af Nordmændene den 8de Juli, som vi kalde Seljumanna Messe. I Selja viser vor Herre Jesus Krist evindeligen mange Jærtegn for disse hans Helgenes Fortjenester, som der dyrkes.