Fortælling om Audun fra Vestfjordene (C.C.Rafn)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif Dansk.gif
35px-Emblem-star.svg.png Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók og Morkinskinna.


Islændingesagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 6


Fortælling om Audun fra Vestfjordene


Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1827



Kapitel 1

Audun hed en Islænder, som havde sin Slægt i Vestfjordene, en fattig Mand, men velopdragen; han rejste en Sommer udenlands fra Vestfjordene af med en norsk Mand, som hed Thorer; før Audun rejste bort, gav han det meste Gods, han ejede til sin Moder, men det var ikke mere end hvad hun kunde have sin Underholdning af i to Aar; derpaa gave de sig paa Søen, fik god Bør, og ankom til Norge. Audun var hos Thorer om Vinteren: Sommeren efter rejste han med Thorer ud til Grønland, og de vare der den Næste Vinter; der Kjøbte Audun en vel afrettet Bjørn, som han gav alt det for, han ejede og havde; dette Dyr var et i sit Slags kostbart Stykke. Næste Sommer vendte de tilbage til Norge, og havde en lykkelig Rejse. Skibsejeren Thorer drog da til sin Gaard, men Audun fik sig en anden Lejlighed øster til Vigen, og havde sit Dyr med sig; men da han kom til Oslo, gik han i Land med sit Dyr, og søgte at finde et Herberge, medens han opholdt sig der; da han siden agtede sig ned til Danmark for at forære Kong Svend Dyret; men den Gang var det paa det højeste med Uroligheden og Krigen imellem Kong Harald og Svend. Kong Harald var der i Byen, og det blev snart fortalt ham, at der var ankommen en Islænder fra Grønland med en ganske tam Bjørn; Kongen sendte strax Bud efter Audun; denne kom for Kongen, og hilste ham; Kongen tog vel imod hans Hilsen, og sagde: „Er det dig, som ejer den Bjørn, som er en saadan Kostbarhed?” han sagde Ja. Kongen sagde: “Vil du sælge mig Dyret for det samme, du selv har givet for det?” “Det vil jeg ikke, Herre!” sagde Audun. “Vil du,” sagde Kongen, “at jeg skal give dig dets dobbelte Værd derfor, og dette er i sig selv billigere, hvis du har kjøbt det for hele din Ejendom? “Det vil jeg ikke, Herre!” sagde han. “Vil du da forære mig det?” sagde Kongen. “Det vil jeg heller ikke,” svarede Islænderen. Kongen vedblev: “Hvad vil du da gjøre med det?” Audun svarede: “Det som jeg før har betænkt, jeg vil rejse ned til Danmark, og forære Kong Svend det.” Kong Harald sagde: „Hvilket er nu Tilfældet, er du saa ukyndig en Mand, at du ikke har hørt tale om den Ufred, som er her imellem Rigerne, eller tiltroer du dig selv saa stor Lykke, at du mener at kunne bringe Kong Svend denne Kostbarhed, da dog andre, som have nødvendige Ærender, ikke kunne komme vel fra en saadan Rejse?” Audun svarede: “Det maa nu beroe paa eder, Herre! men hvad mig angaaer, da samtykker jeg ikke i andet, end det jeg nu har sagt og forhen besluttet.” Da sagde Kongen: “Hvorfor skulde du ikke Have Lov til at rejse hvorhen du lyster, men dog paa det Vilkaar, at du kommer til mig, naar du rejser tilbage, og siger mig, hvorledes Kong Svend betaler dig for Dyret; kanskee du er en Lykkens Mand.” “Det vil jeg love eder,” sagde Audun. Han drog da bort, og fik sig Skibslejlighed til Danmark; men da han kom der, vare alle hans rede Penge saaledes gaaet med, saa han maatte bede om Føde baade til sig selv og til Dyret. Han kom da til een af Kong Svends Fogeder, som hed Aage; Audun bad ham give sig Levnetsmidler, saa at han kunde føde sig selv og Dyret, som han havde i Sinde at forære Kong Svend. Aage sagde: “Jeg vil sælge dig Levnetsmidler, hvis du vil.” “Jeg har nu ikke noget at betale dem med” sagde Audun, “men jeg vilde dog gjerne see om jeg kunde bringe Kongen Dyret, thi det er Skade, om saa kostbart et Stykke skulde ødelægges for mig.” Aage sagde: “Du behøver endnu mange Levnetsmidler, førend du kommer til Kongen; jeg vil gjøre dig det Forslag, at jeg vil føde eder begge saa længe, men saa vil jeg ogsaa have Halvpart i Dyret! du maa tage i Betænkning, at du mister det ganske, hvis det sulter ihjel for dig.” Audun fandt rigtig nok, dette var en haard Betingelse, men saae ikke nogen anden Udvej for sig i sine nærværende Omstændigheder; de bleve da enige om, at han solgte Aage Halvdelen af Dyret paa det Vilkaar, at de da begge strax skulde rejse hen til Kongen, og lade denne vurdere de Levnetsmidler, som Aage gav ham, og Dyret, og Aage skulde da betale Audun saa meget, som Værdien kunde være, hvis Kongen fandt, at Dyrets halve Priis var mere end Levnetsmidlerne. De rejste begge sammen, indtil de kom til Kong Svend; han modtog Fogeden Aage vel, men spurgte den anden, som rejste med ham, hvad han var for en Mand, da han ikke kjendte ham. Audun, svarede: “Jeg er en Islænder, sidst kommen fra Norge, men før den Tid ude fra Grønland; det var mit Ærende herhid, at forære eder denne Bjørn, som jeg kjøbte der paa Grønland for hele min Ejendom; men nu er det kommet saaledes tilagters med mig, at jeg ikke ejer mere, end det halve Dyr;” han fortalte derpaa Kongen omstændelig, alt hvad der var forefaldet imellem ham og Aage. Kongen sagde: “Er det sandt, Aage! hvad han fortæller?” “Ja det er,” sagde Aage. Kongen vedblev: “Og syntes du da, at det skikkede sig, at du, som jeg havde sat over min Ejendom og givet et stort Leen, skulde standse og forhindre en fremmed og mig ubekjendt Mand, som havde besluttet at bringe mig en sjelden Kostbarhed, og derpaa anvendt hele sin Ejendom, da dog vore største Fjender fandt for godt, at lade ham fare i Fred? Betænk dog, hvor ubilligt det var af dig, at handle saa, og der maa i Sandhed være en mærkelig forskjel paa dig og Kong Harald, som gav ham Lov til at rejse. Nu vilde det ikke være mere end billigt, at du mistede ikke allene alle dine Besiddelser, men Livet med; men skjønt jeg for denne Gang ikke lader dig dræbe, saa skal du ikke desmindre paa Øjeblikket uden noget af dit Gods forlade mit Rige, og aldrig mere komme for mine Øjne; men jeg betragter det, Islænder! som om du har givet mig hele Dyret,” sagde Kongen, “og det saa meget mere, som de Levnetsmidler, Aage solgte dig, skulde han have givet dig, og bliv nu her hos mig.” Audun takkede Kongen for sine Ord og sit Tilbud, og blev der i nogen Tid, men Aage drog bedrøvet bort, og mistede et stort Gode, fordi han attraaede det, der ikke tilhørte ham.


Kapitel 2

Audun havde kun været i kort Tid hos Kong Svend, førend han yttrede sin Lyst til at rejse bort. Kongen svarede ham noget misfornøjet: “Hvad har du da i Sinde, naar du ikke vil blive hos os?” “Jeg vil gjøre en Pilegrimsgang til Rom,” sagde han. Kongen svarede: “Naar det ikke var et saa godt Forsæt, du havde, saa vilde det have mishaget mig meget, at du ønskede at komme bort herfra, men nu skal jeg paa ingen Maade hindre dig heri;” derpaa gav Kongen ham meget Sølv, og sørgede for at indrette hans Rejse, skaffede ham i Selskab med andre Pilegrimme, og bad ham besøge sig, naar han kom tilbage. Audun gjorde nu en Rommerrejse, men paa Tilbagevejen faldt han i en svær Sygdom, og maatte længe holde Sengen; alle de Penge, som Kong Svend havde givet ham, gik da med, og hans Rejsekamerader forlode ham. Han kom igjen op fra Sygelejet, og var bleven meget mager og kraftesløs, og havde ingen Penge til at skaffe sig Føde for; han maatte da gribe til Betlerstaven, og tigge sig frem, og kom saaledes til Danmark ved Paasketider, til det Sted, hvor Kong Svend da var. Audun var da skaldet og pjaltet, og en Usling i alle Henseender, og torde ikke lade sig see, hvor der vare mange Mennesker samlede; han stod i en Krog i Kirken Løverdagen før Paaske, og tænkte bedst at kunne træffe Kongen, naar han gik til Aftensang; men da han saae Kongen og hans Hird saa prægtig klædt, saa skammede han sig ved at komme dem for Øjne. Men da Kongen var gaaet til Bords, gik Audun hen og fik Mad udenfor Hallen, som pilegrimmene havde for Skik, saalænge de endnu ikke havde kastet Pose og Stav; han tænkte nu at kunne træffe Kongen, naar han gik til Nattesang (1), men saa sky som han havde været om Dagen, saa torde han nu langt mindre lade Kongen see sig, da de vare drukne; han løb da tværs over Vejen for at skjule sig; Kongen syntes, at han saae et Glimt af en Mand. Da Kongen nu gik fra Kirken, og hele Hirden var kommen ind i Herberget, da vendte Kongen tilbage, og sagde lydelig, da han var kommen udenfor: “Er her nogen her i Nærheden, som jeg formoder, der vil tale med mig, og undseer sig, saa komme han nu frem, og lade sig see!” Da gik Audun frem, og faldt Kongen til Fode; Kongen havde ondt ved at kjende ham, rakte ham Haanden, og bød Audun velkommen: “du har gaaet meget igjennem,” sagde han, “siden vi saaes sidst, saa at jeg neppe kunde kjende dig igjen;” Kongen førte ham strax ind i Herberget, men Hirdmændene loe af ham, da de saae ham. Kongen sagde til dem: “I behøve ikke at lee af ham, hvor usselt hans Udseende end forekommer eder; han har sørget bedre for sin Salighed end I, og derfor vil han i Guds Øjne findes fager og tækkelig.” Kongen lod strax lave Bad for ham, og opvartede ham selv, gav ham derpaa gode Klæder, og sørgede for ham paa det bedste; han kom snart igjen til Kræfter, da han var en ung Mand; han forblev der nogen Tid. Audun vidste vel at tee sig i stort Selskab, han var en omgjængelig Mand, som vogtede vel sine Ord og talte kun lidet; alle kunde godt lide ham; Kong Svend viste ham ogsaa særdeles Yndest.


Kapitel 3

Det var en Gang henad Vaaren at de talte med Hinanden, og Kongen sagde: “Det er sandt, Audun! jeg har endnu ikke talt med dig om, hvad du synes du kunde være tjent med, at jeg skulde give dig for Dyret; det skal staae dig frit for, at blive længe hos mig, og jeg vil gjøre dig til min Skutelsvend (2), og derhos hædre dig paa andre Maader.” Audun svarede: “Gud lønne eder, Herre, for eders kostelige Tilbud og al den Hæder, I viser mig, men min Hu staaer til, at rejse ud til Island.” Kongen sagde: “Det synes mig et underligt Indfald.” Audun svarede: “Jeg kan ikke tænke paa, Herre! at jeg skulde sidde her hos eder i Hæder og Overflødighed, men min Moder imidlertid maa gaae om at tigge ude paa Island; thi nu er den Tid udløben, som jeg gav hende Forskud til, førend jeg rejste udenlands.” Kongen sagde: “Du taler dette som en brav og god Mand, og Lykken vil være med dig; dette var det eneste Tilfælde, at jeg ikke skulde blive misfornøjet, naar du forlangte at forlade mig; bliv nu hos mig, indtil Skibene løbe ud;” han gjorde saa. En Dag, da det var kommet langt ud paa Vaaren, gik Kong Svend ned til Bryggerne, hvor man da gjorde Skibene sejlfærdige til forskjellige Lande, til Østerleden eller Saxland, Sverrig og Norge; da kom han med Audun hen til et fagert Skib, som der vare Folk paa, der gjorde det i Stand, det var en skikkelig stor Knør. Kongen sagde: “Hvorledes synes dig om dette Skib?” Ham syntes godt om det. Kongen sagde: “Jeg vil nu give dig Gjengjæld for Bjørnen og forære dig dette Skib med en saadan Ladning, som jeg veed vil være velkommen paa Island.” Audun takkede Kongen for denne Gave saa godt han kunde; men da Tiden kom, og Skibet var ganske færdigt, gik de atter ned til Stranden, Kong Svend og Audun! da sagde Kongen: “Eftersom du vil forlade mig, Islænder! saa vil jeg nu ikke holde dig tilbage, men jeg har ladet mig sige, at det er vanskeligt at komme til Havn i eders Land, der ere store nøgne Klipper og farligt for Skibe; hvis nu Lykken er dig imod, saa maaskee du lider Skibbrud og sætter Ladningen til, og lidet er det da kjendt, at du har besøgt Kong Svend, og givet ham en Kostbarhed.” Kongen rakte ham derpaa en Skindpose, fuld af Sølv, og sagde: “Du vil dog ikke være ganske fattig, om du end sætter Skibet til, hvis du frelser dette. Det kan ogsaa hænde sig,” vedblev Kongen, “at du ogsaa sætter dette Gods til, hvad Godt har du da af, at du gav Kong Svend din Kostbarhed?” Kongen drog derpaa en Ring af sin Haand, og gav Audun den, det var et meget kostbart Stykke; Kongen sagde: “Om det end gaaer dig saa ilde, at du sætter Skibet til, og mister alt dit andet Gods, saa er du dog ikke fattig, hvis du kommer paa Land med Ringen, thi det er sædvanlig Skik, at man bærer alt sit Guld paa sig, naar man er udsat for Skibbrud, og man vil endda kunne see, at du har, besøgt Svend Ulfsøn, hvis du beholder Ringen, om du end mister det andet Gods; men en Ting vil være mig kjær, at du ikke vil skille dig ved denne Ring, thi jeg seer gjerne, at du altid bruger den, med mindre du tykkes at være nogen anseelig Mand saa meget skyldig, at du finder dig forpligtet til at give ham denne Kostbarhed, da giv ham Ringen, thi hæderlige Mænd bør den at eje, og far nu vel!” sagde Kongen.


Kapitel 4

Derpaa sejlede Audun bort, og kom til Norge, og saasnart han der fik at vide, hvor Kong Harald var, begav han sig efter Løfte til denne; han kom for Kong Harald, og hilste ham; Kongen tog vel imod hans Hilsen; “Sæt dig her og drik med os!” sagde Kongen. Audun gjorde saa. Da spurgte Kong Harald: “Hvilken Belønning gav Kong Svend dig for Dyret?” “Den, Herre!” sagde Audun, “at han tog imod min Foræring.” “Den samme vilde jeg have givet dig,” sagde Kongen; “hvad gav han dig mere?” Audun svarede: “Han gav mig Sølv til en Rommerrejse.” Kongen svarede: “Mangen Mand giver Kong Svend Sølv til Rommerrejse eller anden Fornødenhed, skjønt de ingen Kostbarheder bringe ham; hvad da mere?” “Han tilbød mig,” sagde Audun, “at gjøre mig til sin Skutelsvend, og at vise mig megen anden Hæder der hos sig.” “Dette var et passende Tilbud, sagde Kongen, “men han maatte dog give dig en anden Belønning.” Audun sagde: “Han gav mig en stor Knør med en fortrinlig Ladning.” “Det var en højmodig Gave,” sagde Kongen, men paa samme Maade vilde jeg ogsaa have lønnet dig, eller gav han dig endnu mere?” Audun svarede: “Han gav mig endnu en Læderpose fuld af Sølv, og sagde, jeg vilde ikke være pengeløs, hvis jeg bevarede den, om jeg end skulde lide Skibbrud ved Island.” Kongen svarede: “Det var en berømmelig Betænksomhed, og det vilde jeg ikke have gjort, jeg vilde ikke ansee mig for at skylde dig noget, naar jeg gav dig Skibet med Ladningen; eller gav han dig maaskee endnu mere?” “Ja, Herre!” sagde Audun, “han gav mig denne Ring, som jeg har her paa Haanden, og sagde, det var muligt, at jeg tilsatte baade Skib og Gods, men da vilde jeg dog ikke være pengeløs, hvis jeg ejede Ringen; han bad mig ikke at afhænde Ringen til nogen, med mindre jeg troede, at være en eller anden højanseelig Mand saa meget skyldig, at jeg vilde give ham den; men nu har jeg fundet denne Mand, thi det stod i eders Magt, Herre! at berøve mig mit Dyr og selve Livet, men I lod mig fare i Fred didhen, hvor ingen anden kunde komme.” Kongen tog venlig imod hans Gave, og gav Audun andre gode Foræringer isteden, førend de skiltes. Audun rejste endnu den samme Sommer ud til Island, og holdtes for at være en Lykkens Mand. Fra denne Audun nedstammede Thorsteen Gydasøn.



Noter:
1. Vesper.
2. Mundskænk eller et Slags omvartende Kammerjunker.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.