Fortælling om Egil Hallsøn og Tove Valgautsøn (C.C.Rafn)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
35px-Emblem-star.svg.png Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók og Tómasskinna.


Kongesagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 5


Fortælling om Egil Hallsøn og Tove Valgautsøn



Udgiven i Oversættelse af
Det kongelige
 nordiske Oldskriftselskab
København, 1831



Kapitel 1: Om Valgaut Jarl

Valgaut hed en mægtig Jarl, som regjerede over Gøtland; han havde en Søn, der hed Tove, en smuk og rask Yngling; han rejste til Olaf Tryggvesøn, antog Kristendommen, og blev hos ham. Valgaut tog sig dette meget nær, og vilde aldrig see ham siden, Tove drog længe omkring i Kjøbmandsfærd, og kom en Sommer med sit Skib ind i Hornafjord, og tog sit Ophold paa Hof, hvor Egil Hallsøn boede; han var gift med Thorlaug, og deres Datter hed Thorgerd. Egil spurgte Thorlaug, hvorledes det stod sig med deres Huusholdning: hun svarede, at hun gjorde sig al mulig Umage for, at deres Forraad kunde slaae til inde i Huset, saa der ikke skulde blive nogen Mangel. “Folk sige,” sagde Egil, “at ingen af os ere ret huusholderiske; jeg frygter for vi vil komme i Betryk, og jeg tænker derfor at rejse udenlands med Tove til Foraaret.” Denne beslutning blev udført! de havde en lykkelig Rejse, og Egil og Tove begave sig strax til Kongen; Kongen bød Tove Ophold ved Hoffet, og ligeledes Egil, men Thorlaug lejede han ind paa en Gaard, da Thorgerd endnu var saa ung.


Kapitel 2: Om Egil Hallsøn

Denne Vinter (1) var Egil Hallsøn hos Kong Olaf, og levede i megen Anseelse; men imod Slutningen af Vinteren blev Egil sørgmodig; Tove spurgte, om Kongen vidste hvad der fejlede ham, og sagde, at Grunden var, at hans Kone og Datter levede paa et andet Sted, han vilde derfor ønske, de maatte komme derhen; Kongen tillod det. Alle Kongens Mænd kunde godt lide Egil, men hans Datter gik den Gang i sit ottende Aar. Tove forestillede Thorgerd for Kongen, og bad ham sige hende en eller anden Artighed, for at Hoffolkene da skulde vise hende saa meget større Opmærksomhed. Kongen svarede: “Let er det, at sige noget godt om hende, thi Islænderne ville have megen og langvarig Gavn af hende og hendes Afkom.” Denne Kongens Spaadom gik i Opfyldelse derved, at Thorgerd Egilsdatter blev Moder til den hellige Biskop Jon. Tove sagde, at Egil og han havde indgaaet Fællesskab med hinanden, og vilde gjøre en Rejse sammen til England; men Kongen vilde ikke give sin Tilladelse dertil, men sagde, de skulde rejse med ham, hvis han drog ned til Danmark; og det maatte da skee, som Kongen vilde. Saaledes led Vinteren.


Kapitel 3: Hvorledes Egil og Tove løste Fangerne

Imedens Kong Olaf laae der (2), holdt han Samtale og Stævnemøder med sine Mænd. En Nat da fornævnte Egil Hallsøn og Tove Valgautsøn skulde holde Vagt paa Kongens Skib, og de just sade ved Maaltidet, da hørte de en Graad og Jamren af nogle krigsfangne Folk, som vare bundne deroppe paa Landet om Nætterne; det var for det meste Børn paa tolv Aar og paa eet Aar og derimellem, samt andre deres nærmeste Frænder og Venner. De bleve saaledes holdt fangne, fordi man ventede, de skulde blive udløste med Penge af deres Paarørende. Tove sagde, han kunde ikke holde ud at høre paa deres Skrig, og bad Egil gaae med sig, for at løse dem og lade dem løbe hvorhen de vilde. Egil meente, det kunde ikke gaae an, saaledes at overtræde Kongens Befaling; imidlertid gik de dog derhen, skare de Fangnes Baand over, og lode dem alle løbe deres Vej. Denne Gjerning mishagede meget Krigsfolkene, men Kongen blev saa vred derover, at det nær havde kommet dem dyrt at staae, og sagde: “De ansee sig ikke allene selv for vigtige, men tage ikke en Gang mindste Hensyn til min Villie; jeg gad vidst, naar de ville skaffe os saa mange Penge, som de nu have skilt os ved; vi ville nu strax drage herfra.” Om Morgenen, da de vare sejlfærdige og Bryggerne vare optagne paa Skibet, raabte en Mand ned til dem fra Landet, og bad om at sejle med; men de fandt det var en uanseelig Mand, og brøde sig ikke videre om ham. Manden bad dem at fare hen forbi en udstaaende Klint, og der tage ham ind, han gik ogsaa derhen, men blev ikke taget ombord. Da kastede han Gløder ud paa Kongeskibet, af hvilke der stod en Damp op; derpaa kom der Sot blandt Kongens Folk; det var Hjerteverk, hvoraf man laae syg i to Døgn eller endog kun eet. Egil fik ogsaa denne Sygdom; Tove spurgte, hvad det var for en Sygdom, han havde, og han svarede, det var den herskende Omgangssyge. Tove beklagede Egil meget. “Ja,” sagde denne, “det er tungt nok, jeg frygter, at jeg nu straffes baade med Guds og Kongens Vrede; især ligger det mig paa Hjerte, at jeg er i Ufred med Kongen,” og han bad ham derpaa, at drage hen og forsøge, om han kunde stifte Forlig imellem dem. “Jeg er ikke saa ganske skikket eller passende til at drage til Kongen,” sagde Tove, “thi jeg er ligesaa sandskyldig i samme Sag som du; men jeg skal dog paatage mig Ærendet.” Han talte nu Egils Sag for Kongen, men denne saae ikke til ham. Tove fortalte Egil dette. “Det forekommer mig,” sagde Egil, “at det vil lykkes bedre, hvis du farer anden Gang til ham.” Tove foer, og talte om Egils Sygdom. Kongen betragtede ham vredt, saa at Folk maatte løbe imellem dem. Tove fortalte Egil det. Egil svarede og sagde, at alle gode Gange ere tre; og han maatte end forsøge det. “Forsøgt det troer jeg jeg har,” sagde Tove; “det er sandt,” sagde Egil, “men man har kun lidet sine Tanker samlede, naar man er syg,” og han bad ham derpaa at sige til Finn Arnesøn, om han vilde drage til Kongen i dette hans Ærende. Denne gik strax hen, og spurgte Kongen, om han havde hørt, at Egil var syg. Kongen sagde, han havde spurgt det. “Har du da ogsaa Hørt, at han bærer sin Sygdom mandigere end andre? han giver sig ikke,” sagde Finn, “saaledes som andre, der skrige jammerlig, skjønt de ikke lide mere, end han.” “Saa er det,” sagde Kongen. “Det gaaer dig da vist nær, at Egil er syg,” sagde Finn. „Vist nær,” sagde Kongen, “og det især, hvis Egil (ikke) kom sig saaledes, at vi kunde udføre vor Sag i Norge.” “Vred er du nu, Herre,” sagde Finn, “men meest lader du dog nok saa, for at vi ikke skulde handle imod din Villie; men dette er dog ikke mit Alvor; thi I lærer, at vi skulle være forsonlige, og siger at det er eders Villie, men derfor haabe vi, at I ogsaa vil være forsonlig imod os, thi vi vove ofte vort liv for eders Skyld, og vente derfor at erholde mangfoldig Belønning af dig.” Finn tog Kongen ved Haanden, men denne fulgte kun ugjerne Finn. Kongen spurgte, om Egil havde sendt Bud til ham. Egil svarede ja. “Hvad vil du mig?” sagde Kongen. Egil svarede: “See at forsone mig med eder, Herre, og ligesaa Tove Valgautsøn, som nødig handlede imod eders Villie.” Kongen svarede: “Du har meget vanskelig ved at tale, men du behøver heller ikke at tale meget herom, thi du erholder ikke Tilgivelse, hverken for ham eller for dig.” “Derom vil jeg bede eder,” sagde Egil, “at I vil sørge for min Kone Thorlaug, dersom jeg falder fra.” “Jeg strider ikke med Kvinder.” sagde Kongen, “men naar du ikke har andet at tale med mig om, saa gaaer jeg min Vej.” Egil bad Kongen om at føle paa hans Byld, og sagde, at det vilde især virke paa ham, hvis det var imod hans livs Ende. Kongen svarede, at han ikke var Læge, og sagde, at ingen vilde nægte Egil legemskraft. Finn sagde:.”Det er det største Agtelsesbeviis, Egil nu viste dig, thi deri erklærer han, at han anseer Guds og din Villie for den samme; og betænk vel, hvad du bebrejder Egil, du som i Nat tre Gange satte dig op, og tørrede Taarerne af dine Øjne, og var betænkt paa at løse de Fangne, og vilde have gjort det, dersom der havde veret mindre Fjendskab imellem dig og Kong Knud! men mange maae haardt undgjælde for eders Skyld; Egil havde samme Hjertensgodhed som du, men større Sindskraft, end nogen anden.” Kongen følte da paa Egils Side, og strax ophørte al Pinen. Derpaa søgte man endnu mere at tilvejebringe Forlig imellem ham og Kongen for denne Tildragelses Skyld: og der viste sig ingen Hexe-sot mere i Kong Olafs Hær. Saa fortællle nogle, at Kong Knud skal have kjøbt en finsk Mand til at afstedkomme dette Hexeri i de Norskes Hær. Kong Olaf lavede sig nu til at rejse østerpaa for at undgaae Kong Knud: da bade Egil og Finn for Tove, og søgte at skaffe ham Tilgivelse hos Kongen, og bøde Penge til Forlig. Kongen bestemte et Vilkaar i denne Sag, og sagde: “Jeg har tiltænkt eder en Sendefærd, at I nemlig skal bevæge Valgaut til at komme til mig, og det vil ikke lykkes eder, uden det skeer med hans gode Villie.” Egil bad om, at han maatte hvile sig i tre Dage efter sin Sygdom, hvilket Kongen tyktes, han kunde behøve. Derefter rejste de, og kom en Aften til Valgaut, da Aftensmaaltidet var forbi. Valgaut tog kjærlig mod Tove, og lovede at ville give ham hele Gøtland og Jarldømmet, og angive ham alle de Steder, hvor han havde skjult sine Skatte i Jorden, naar Tove vilde forlade den nye Tro, ved hvis Antagelse han havde vanæret alle sine Frænder. Tove svarede: „Saaledes staae Sagerne ikke; Egil og jeg ere i Ufred med Kong Olaf, og kun paa det Vilkaar kan jeg erholde Tilgivelse, at du begiver dig til ham, hvorledes I end da komme ud af det med hinanden; men hvis du ikke vil drage til ham, da er jeg vanæret og fredløs, og Kongens Vrede og hans Lykke er mere værd, end Gøtland og alt dit Gods.” Det tyktes Valgaut, at hans Søn var tabt for ham, og han sagde, at han sluttede daarlig, naar han troede, at han vilde drage hen til den Mand, som voldte ham sligt; “og heri har jeg ikke sagt for meget om nogen af eder, dig og Olaf,” og tilføjede, at ingen nu behøvede at frygte for hans Haardhed, saa gammel en Knark som han var. Derpaa fortalte Egil meget om Kong Olafs Sæder; men Valgaut sagde, at han vilde ikke høre paa deres Snak, og befalede man skulde følge dem ud i et Udhuus; de vare vel Fornøjede med, at de skulde sove ene sammen, saavel som spise. Men da Valgaut vaagnede op af Søvne, spurgte han sin Kone, om han skulde rejse eller ej; hun bad ham selv raade; han svarede og, at han ej vilde bryde sig om hvad hun sagde dertil, og at han havde besluttet at rejse, og at det gjorde ham ondt, at der ikke skulde blive noget af Tove, og sagde, han ikke kunde vide, hvad der kunde være i Kongens Væsen, som var bedre, end hele Gøtland. “Du vil nok finde,” sagde hun, “at jeg taler partisk for Tove, naar jeg priser Kong Olaf, og hans Færd og Tro.” Valgaut sagde, at han ingen ny Skik vilde optage, skjønt han rejste; og han gav hende i Hænde en Guldring til Jærtegn, hvis han antog Daaben, at da skulde hun gjøre det samme, og alle de, som hun havde noget at sige over, og dette Jærtegn kom til; men hvis hun spurgte, at han var dræbt, da skulde hun først drikke hans Arveøl, men derpaa lade rejse et Baal, og opbrænde alt deres Gods, saavidt som hun kunde, og derefter selv bestige Baalet. Næste Morgen gik Valgaut hen til Kammeret, hvor Tove og Egil sov, og bad dem nu ikke at sove, hvis de vilde see ham hos Kongen. Derpaa droge de til Kongen: han sad just ved Drikkebordet, da de kom. Kongen hilste først Valgaut: men denne svarede seent paa Kongens Tiltale, og spurgte, om denne havde sendt Bud efter ham, og om det skulde skaffe Tove Tilgivelse, at han begav sig til Kongen, eller om Kongen virkelig vilde opfylde det. Kongen sagde, at han plejede ikke at bryde sit Ord. Valgaut bad da Kongen at leve vel, og vilde gaae bort. Men Kongen lod ham holde tilbage, og underviste ham i Troen: Valgaut svarede, at sligt havde han ofte hørt før, men det vilde kun lidet hjælpe; han havde gjort Anstalt for, at man skulde brænde hans Gaarde og Løsøre: “men Jorderne,” sagde han, “kan man ikke brænde eller ødelægge.” Kongen bad da Tove at følge ud med ham: han og Valgaut droge da bort, og de kom hen til en aaben Plads i Skoven: der faldt Valgaut i Søvn, og strax da han vaagnede, sendte han Tove efter Kongen: denne kom strax. Valgaut sagde, at der var paakommen ham en Sygdom, og at han havde spurgt, at Kongen og den Gud, han troede paa, befriede Folk fra Sygdom, men kunde ogsaa hjemsøge med Sot, hvem de vilde: “og dig tilskriver jeg det,” sagde han, “hvad enten jeg nu kommer mig eller døer.” Valgaut lovede da, at ville modtage Daaben, hvis Kongen saa vilde, og aldrig skulde han betænke sig længe paa det, men vilde siden bevare sin Tro, dog kun paa det Vilkaar, at Kongen vilde begrave ham der hvor han ellers mindst tillod det; “jeg vilde nemlig,” sagde Valgaut, “lægge Penge til at her kunde bygges en Kirke og en prægtig Gaard,” men det, sagde han, var ingen Hæder for ham, at blive stukket i Jorden der, hvor mange andre fattige Mænd bleve begravne: og fremdeles sagde Valgaut, at han havde Kræfter nok til at drage hjem, hvis Kongen ikke vilde indgaae dette Vilkaar. Kongen var meget villig dertil; der blev da Kirke rejst, og en prægtig Gaard anlagt efter Kongens og Valgauts Bestemmelse, og han opholdt sig der saalænge han levede; men efter sin Død blev han begraven i den Kirke, han selv havde ladet bygge. Tove modtog Guldringen, og rejste til Gøtland, og satte Mænd til at forestaae sin Ejendom, medens han var hos Kongen. Hans Moder lod sig da døbe, samt alle de Mænd, som Valgaut sendte Bud til. Tove var den meste Tid hos Kong Olaf, og faldt med Kongen paa Stiklestad. Egil drog til Island, og blev en meget anseet Mand! han lod sin Søn kalde Tove: denne var Fader til Thordis.


Noter:
1) See sagaens 128de Kapitel.
2) Efter eet Haandskrift: i Limfjorden. Jevnf. Sagaens 152de Kapitel.