Fortælling om Eymund Hringsson (C.C.Rafn)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók.

Kongesagaer

Oldnordiske Sagaer
Bind 5

Fortælling om Eymund Hringsson

Udgiven i Oversættelse af
Det kongelige
 nordiske Oldskriftselskab
København, 1831

Kapitel 1

Ring hed en Konge, som regjerede i Oplandene i Norge; det Fylke, han var Konge over, hed Ringerige; han var forstandig og vennesæl, velsindet og meget rig; han var en Søn af Dag, der igjen var en Søn af Ring, Harald Haarfagers Søn, hvilken Slægt det ansaaes for bedst og hæderligst i Norge at nedstamme fra. Ring havde tre Sønner, som alle vare Konger; den ene hed Rørik, som var den ældste, den anden Emund, den tredie Dag. De vare alle tapre Mænd, og forestode paa deres Faders Vegne Krigsudrustningerne, droge i Viking, og indlagde sig saaledes Ære. Dette var paa samme Tid, som Sigurd Syr regjerede i Oplandene; han var gift med Kong Olaf den Helliges Moder, Asta Gudbrandsdatter. En af hendes Søstre hed Thorny, Halvard den Helliges Moder, en anden Isrid, Steige-Thorers Mormoder. Olaf Haraldsøn og Emund Ringsøn vare Fostbrødre i deres Opvæxt, de vare ogsaa næsten ganske jævnaldrende. De øvede sig i alle de Idrætter, som prydede Mænd, og opholdt sig snart hos Kong Sigurd, snart hos Kong Ring, Emunds Fader. Men da Kong Olaf drog til England, rejste Emund med ham, tilligemed Ragnar Agnarsøn, en Sønnesøn af Ragnar Rykkel, Harald Haarfagers Søn, og mange andre mægtige Mænd. De bleve saa meget navnkundigere og berømtere, som de foretoge sig længere Rejser, hvilket man ogsaa har seet prøve paa med Olaf den Hellige, at hans Navn blev bekjendt over hele det nordlige Europa: og da han siden bemægtigede sig Norge, underlagde han sig hele landet, og tilintetgjorde alle Fylkekongerne, saaledes som der fortælles i hans Saga, med forskjellige Omstændigheder, som kyndige Mænd have optegnet, fornemmelig er den Begivenhed i Folkemunde, hvorledes han i een Morgenstund tog Riget fra fem Konger, men efter Styrmer hin Frodes Fortælling skilte han i alt ni Konger der i Landet ved deres Magt; nogle lod han dræbe, andre lemlæste, og nogle jog han bort fra landet. I deres Tal vare Ring, Rørik og Dag; men Emund og Ragnar Agnarsøn Jarl vare paa Vikingstoge, da dette tildrog sig. Ring og Dag droge bort fra landet, og opholdt sig længe paa Krigstoge; derpaa begave de sig til øster-Gøtland, og regjerede der siden i lang Tid. Kong Rørik derimod blev blindet, og var hos Kong Olaf, indtil han vilde søge hævn, og ved sine Bagvaskelser satte Splid imellem hans Hirdmænd, saa at de dræbte hverandre; Kong Olaf selv derimod anfaldt han Kristi Himmelfartsdag i Koret i Kristkirke, saa at de Silkeklæder, Kongen havde paa, bleve sønderskaarne, men Kongen selv beskjermede Gud, saa han ikke blev saaret. Derefter blev Kong Olaf ham saa vred, at han ved første Bør, som gaves, sendte ham til Grønland med Thoraren Nefjulfsøn; de landede imidlertid i Island, hvor han opholdt sig hos Gudmund den Mægtige paa Mødrevalle i Øfjord, og døde paa Kalfskind.

Kapitel 2: Om Emund og Ragnar

Om Emund og Ragnar er først at fortælle, at de kort efter kom til Norge med mange Skibe. Kong Olaf var den Gang langt borte. De fik nu de Tildragelser at høre, som nys ere fortalte. Emund stævnede da Indbyggerne til Things, og talte saalunde: “Her ere forfaldne mærkelige Ting her i landet, siden vi rejste bort: vi have mistet vore Frænder, men andre ere forjagede fra Landet med Skam og Spot; vi have baade Vanære og Skade af vore anseelige og ætstore Frænder; der er nu een Konge over Norge, isteden for der før vare mange; jeg troer det Rige er kommet i gode Hænder, som min Fostbroder, Kong Olaf, styrer, Skjønt det forekommer mig, at hans Regjering tager en vel voldsom Vending! jeg venter mig af ham al Hæder og Ære, Kongenavn undtagen.” Nu tilskyndte begges Venner ham, at han skulde begive sig til Kong Olaf, og forsøge, om han vilde give ham Kongenavn. Emund svarede: “Jeg vil ikke bære Hærskjold imod Kong Olaf eller være iblandt hans Fjenders Tal, men efter saa store Sager, som nu ere komne os imellem, kan jeg dog heller ikke bekvemme mig til at trygle om hans Naade og nedlægge min Hæderstitel! men ville vi ikke indgaae Forlig med ham, hvad mene I da der er andet at gjøre, end ikke at drage til ham. Jeg er forvisset om, at han vil bevise mig megen Ære, hvis vi mødes, da jeg ikke har i Sinde, at gjøre Indgreb i hans Magt! men jeg frygter for, at I, som ere mine Mænd, ikke ville finde eder saa vel deri, hvis I see eders Frænder i høj Grad beskæmmede! dersom I derimod tilskynde mig saa meget, da tykkes dette mig endnu en farlig Sag, thi vi ville først komme til at aflægge vor Ed, og den sømmer det sig ubrødelig at holde.” Da sagde Emunds Medfølgere: “Hvad mener du dermed, hvis vi ikke skal slutte Forlig, og ikke begive os til Kongen, men blive landflygtige fra vore Ejendomme, og dog ikke være blandt Kongens Fjenders Antal.” Ragnar sagde: “Emund har ganske talt efter mit Sind; thi jeg stoler ikke paa vort Held imod Kong Olafs Lykke; men det, synes mig, vi skulle vel betænke, naar vi skulle flye fra vore Ejendomme, om vi da kunne ansee os for mere, end andre Kjøbmænd.” Emund sagde: “Hvis I ville antage det Forslag, som jeg tænker paa, saa vil jeg sige eder mit forsæt, hvis I ville høre det: Jeg har spurgt, at Kong Valdemar ovre i Garderige er død, og hans tre Sønner, som ere meget anseelige Mænd, have arvet dette Rige efter ham, men han skiftede ikke sit Rige synderlig ligelig imellem dem, thi den ene, som hedder Burisleif, som er den ældste af dem, fik den største Part af deres Fædrenearv, og har nu allene et langt større Rige, end begge de andre; den anden hedder Jarisleif, den tredie Varnlaf. Burisleif har Kænugaard, som er det bedste Rige i hele Garderige; Jarisleif har Holmgaard, og den tredie Palteskja og dertil hørende Landstrækninger; men de kunne nu ikke forliges om Riget indbyrdes, og den, som har faaet den største Part og fik det bedste ved Skiftet, er mindst fornøjet med sin Deel, thi han troer, at der er fragaaet ham saa meget, som han har mindre, end sin Fader, og at han derfor er ringere end sine Forfædre. Nu har jeg foresat mig, hvis I saa synes, at drage derhen og besøge disse Konger, og holde med den ene eller den anden af dem, helst med dem, som ville forsvare deres Riger og ere fornøjede med deres Faders Deling. Dette Foretagende vil forskaffe os baade Gods og Anseelse. Nu vil jeg gjøre dette til en fast Aftale imellem os.” Alle gave deres Samtykke dertil. Der vare mange saadanne Mænd, som gjerne vilde erhverve sig Gods, men havde lidt Fornærmelser at hævne i Norge; de vilde heller rømme Landet, end blive der tilbage, og udsætte sig for voldsom Behandling af Kongen og deres Fjender; disse besluttede sig nu til at følge med Emund og Ragnar, der nu sejlede bort med en stor og udvalgt Hær af modige og tapre Mænd, og satte deres Kaas til Østerleden. Dette fik Kong Olaf ikke at vide, førend de allerede vare borte, og sagde da, det var ilde, at han og Emund ikke vare komne sammen, “thi vi skulde,” sagde han, “have skiltes ad som bedre Venner; men nu vil han rimeligviis bære Nag til os; saaledes er nu den Mand dragen bort fra Landet, som vi vilde have beviist den højeste Ære i Norge, Kongenavn undtaget.” Man havde fortalt Kongen Emunds Ord paa Thinget, hvortil Kongen sagde, at man kunde vente af ham, at han vilde fatte en god beslutning. Nu er herom intet meer at sige, men vor Fortælling Vender tilbage til Emund og Ragnar Jarl.

Kapitel 3: Emund kommer til Garderige

Emund og hans Medfølgere standsede nu ikke deres Rejse, førend de kom over til Holmgaard til Kong Jarisleif. De begave sig nu først hen til Kong Jarisleif efter Ragnars Forlangende. Kong Jarisleif var en Svigersøn til Olaf de Svenskes Konge; han var gift med hans Datter Ingegerd. Da Kongen erfarede deres Ankomst der til Landet, sendte han Mænd til dem, som skulde tilbyde dem fredeligt Ophold der i landet, og at komme til Kongen til et anseeligt Gilde, hvilket de modtoge med Glæde. Da de nu sade i Gjæstebudet, spurgte Kongen og Dronningen dem omstændelig efter Nyheder fra Norge om Kong Olaf Haraldsøn. Emund svarede,.at der var meget Godt at sige om ham og hans Færd; og tilføjede, at de havde været Fostbrødre og Rejsefæller: derimod vilde han ikke omtale de Omstændigheder, som mishagede ham, hvorom forhen er talt. Nu fattede Emund og Ragnar snart megen Agtelse for Kongen, og ikke mindre for Dronningen; thi hun var en særdeles driftig Kvinde og meget gavmild: Kong Jarisleif derimod holdtes just ikke for gavmild, men var en myndig og højsindet Konge.

Kapitel 4: Emunds Overeenskomst med Kong Jarisleif

Kongen spurgte dem nu, hvorhen og hvor langt de agtede at rejse; men de svarede saaledes: “Vi have spurgt, Herre, at I staae i Fare for at miste noget af eders Rige for eders Brødres Skyld, men vi ere landflygtige Mænd, og have søgt her over til Garderige til eder tre Brødre, og agte at give os i Tjeneste hos den, som vil forskaffe os den største Ære og Anseelse, thi vi ville erhverve os Gods og Berømmelse og modtage Hæder og Ære af eder! vi forestillede os, at I uden Tvivl gjerne vilde have raske Mænd omkring eder, dersom eders Frænder, de samme, som nu ere blevne til eders Fjender, skulde ville gjøre noget Indgreb i eders Rettigheder. Vi tilbyde os nu at værge dette Rige, at gaae i Sold her, og at tage Guld, Sølv og gode Klæder af eder, men hvis I ikke strax ville modtage dette vort Tilbud, saa ville vi paa sammue Vilkaar tage Tjeneste hos den anden Konge, hvis I vise os bort.” Kong Jarisleif svarede: “Vi trænge højlig til eders Hjælp og Raad, thi I ere forstandige Mænd og tapre Nordmænd, men lader mig endnu vide, hvor megen Sold I forlange for eders Tjeneste.” Emund svarede: „For det Første skal du give os en Hal til os og alle vore Folk, og ikke lade os lide Mangel paa gode Fødemidler, saa mange som vi behøve.” “Det tilstaaer jeg,” sagde Kongen. “Da,” sagde Emund, “staaer denne Hær til din Raadighed, og skal gaae i Spidsen for at forsvare dit Folk og Rige. Derhos skal du betale hver Krigsmand en Øre vejet Sølv, og hver Skibsbefalingsmand desforuden en halv Øre.” Kongen svarede: „Det kan vi ikke.” Emund sagde: „Det kan I, Herre, thi vi ville tage i Betaling derfor i Bæver- og Zobelskind og andre Varer, som ere lette at erholde her i Landet, og vi selv ville taxere det og ikke overlade det til vore Krigsfolk; og gjøres der noget Bytte, da skal du udrede disse Penge til os, men naar vi sidde i Fred, skal vor Sold formindskes.” Dette samtykkede nu Kongen, saaledes at denne deres Overeenskomst skulde gjælde i tolv Maaneder.

Kapitel 5: Emund vinder Sejr i Garderige

Nu satte Emund deres Skibe paa Land i god Forvaring. Men Kong Jarisleif lod indrette dem en Steenhal, og lod den betrække med prægtigt Peld, og de bleve forsynede med de levnetsmidler, de behøvede, af bedste Slags. De vare nu hver Dag i Fryd og Gammen hos Kongen og Dronningen. Men de havde ikke længe Haft saadanne gode Dage, førend der kom Brev fra Kong Burisleif til Kong Jarisleif af det Indhold: at han forlangte nogle Herreder og Kjøbsted-pladser, som laae paa Grændsen af hans Rige, og hvis Afstaaelse han fordrede. Kong Jarisleif fortalte nu Emund, hvad hans Broder havde forlangt. Han svarede: “Dertil kan jeg ikke sige meget, men vor Bistand staaer til eders Befaling, hvis I vil benytte eder deraf; men det forstaaer sig, at man bør give efter for sin Broder, hvis det lader sig gjøre med det gode: men om saa er, som jeg frygter for, at han vil forlange endnu mere, hvis dette tilstaaes ham, da staaer Valget i din Magt, enten du vil afstaae ham dit Rige, eller ej, eller om du vil heller forsvare det med Mandighed, og lade det komme til det Yderste imellem eder Brødre, hvis du Seer, at du siden kan holde dig; det er altid mindre farligt at samtykke bestandig hvad han forlanger, men mange ville holde det for fejgt og ukongeligt at tage den Beslutning; jeg seer heller ikke, hvortil du her underholder en fremmed Hær, naar du ikke skal kunne lide paa os! nu skal du selv have Valget.” Kong Jarisleif sagde, “at han kunde ikke beslutte sig til uden forsøg at opgive sit Rige.” Emund sagde: “Da skal du give din Broders Sendebud det Svar: at du vil værge dit Rige. Giv ham heller ikke lang Tid til at samle Krigsfolk imod dig, thi det er vise Mænds Ord, at det er lykkeligere at stride i sit Land, end i en andens.” Sendebudene vendte nu tilbage til deres Konge, og meldte ham Udfaldet, at Kong Jarisleif ikke vilde afstaae sin Broder noget af sit Rige, men var beredt paa at forsvare sig, hvis han vilde anfalde det. Kongen sagde: “Da maa han stole paa anden Hjælp og Understøttelse, hvis han har i Sinde, at maale sig med os: mon der vare komne nogen fremmede Mænd til ham, som kunne give ham Raad og forøge hans Magt.” Sendebudene sagde, at de havde hørt, at der var en norsk Konge med sex hundrede Nordmænd. Kong Burisleif sagde: “De maae have givet ham det Raad.” Han samlede derpaa Krigsfolk sammen. Kong Jarisleif lod Budstikke gaae over hele sit Rige, og Kongerne udbøde nu deres Hære. Det gik nu saaledes, som Emund havde tænkt, at Kong Burisleif drog ud af sit Rige imod sin Broder: da de mødtes, var der en stor Skov ved en Flod, hvor de opsloge deres Telte paa begge Sider, saaledes at Floden var imellem dem; og der var ikke stor Forskjel paa deres Stridskræfter. Kong Emund og alle Nordmændene havde deres egne Telte for sig, og de sade saaledes rolige i fire Nætter, uden at nogen æskede den anden til Slag. Da sagde Ragnar: “Hvad bie vi efter, og hvad betyder denne Stillesidden?” Kong Emund svarede: „Vor Konge anseer vore Fjenders Mængde for at være endnu for ringe: det er slette Planer, han lægger.” Derpaa begave de sig hen til Kong Jarisleif, og spurgte ham, om han ikke havde i Sinde at indlade sig i Træfning. Kongen svarede: “Mig synes, vi have en god Hær, ja vi have ogsaa en talrig Hær, som vi kan forlade os paa.” Kong Emund svarede: “Andre Tanker er jeg af, Herre; i Førstningen, da vi kom herhen, forekom det mig som der var kun faa Krigsfolk i hver Telt (1), og som om Teltene vare mere indrettede med Hensyn til den Mængde, der kunde komme i dem, end til den, der virkelig var; men nu seer det anderledes ud, nu maae de oprejse endnu flere Telte eller lejre sig udenfor; fra eder derimod er en stor Deel løben hjem hver til sit, og eders Hær er ikke at lide paa.” Kongen sagde: “Hvad skulle vi da nu gjøre?” Emund svarede: “Nu er alt vanskeligere end forhen, og vi have ved vor Stillesidden selv ladet Sejeren gaae os af Hænderne; vi Nordmænd have imidlertid ikke været ganske ledige, vi have ladet alle vore Skibe med Vaaben og Rustninger sejle op ad Floden; vi ville nu drage derhen med vor Hær, og komme bag paa Fjenden, men lade vore Telte staae tomme efter os; men I skal saa hurtig, som muligt, opstille eders Hær i Slagorden.” Dette blev iværksat, der blæstes Krigsblæst, og Fanerne bleve opsatte, og man ordnede sig paa begge Sider til Kampen. Nu gik Fylkingerne imod hinanden, og der begyndte det skarpeste Anfald, og der skete snart et stort Mandefald. Kong Emund og Ragnar gjorde et haardt Angreb paa Kong Burisleif og hans Trop, og faldt ham uforvarende i Flanken, der blev en meget hidsig Fægtning og et stort Nederlag; derpaa blev Kong Burisleifs Fylking brudt, og hans Folk begyndte at flye, men Kong Emund gik igjennem hans Slagorden, og fældte saa mange, at det vilde blive vidtløftigt, at opregne alle deres Navne; nu indbrød en almindelig Flugt i Hæren, saa at ingen Modstand mere skete, og alle, som kunde, flyede over Mark og Skov, og frelste saaledes livet; og i denne Forvirring, fortaltes der, var Kong Burisleif falden. Kong Jarisleif gjorde nu meget Bytte efter dette Feldtslag. De fleste tilstrive Kong Emund og Nordmændene denne Sejer, hvilket geraadede dem meget til Hæder: det gik her efter Fortjenesie, thi Gud vor Herre Jesus Kristus var retfærdig i dette, som i alt andet. De droge nu hjem i deres Rige, og Kong Jarisleif beholdt nu baade sit Rige og det Bytte, han fik i dette Feldtslag.

Kapitel 6: Emunds Raad

Sommeren og Vinteren efter var det roligt og stille, og der forefaldt intet mærkeligt, men Kong Jarisleif forestod begge Rigerne med Kong Emunds Raad og Bistand. Nordmændene stode nu i megen Anseelse og Ære, og vare en Beskjermelse for Kongen baade ved deres Raad og Tapperhed; men Solden, som skulde udbetales dem, holdtes tilbage af Kongen; thi nu troede han ikke saa meget at behøve Hjælp, da Kongen hans Broder var falden, og det syntes ham nu, at alt var fredeligt over hele Riget. Da nu Forfaldsdagen kom, da Solden skulde udbetales, begav Kong Emund sig til Kong Jarisleif, og talte saaledes til ham: “Vi have nu været nogen Tid, Herre, her i eders Rige; bestem nu, om vor Forening skal staae ved Magt eller vor Overeenskomst skal være ophævet, saa at vi maae see os om efter en anden Høvding, thi seendrægtigt er det gaaet med Udredningen af vor Sold.” Kongen svarede: “Jeg troer nu ikke at have eders Hjælp saa meget Nødig, som forhen; det er en anseelig Udgivt for os, at give eder saa stor en Sold, som I forlange.” “Det er sandt, Herre,” sagde Emund, “thi nu skal der udredes en Øre Guld til hver Mand i Hæren, og en halv Mark Guld til hver Skibsbefalingsmand.” Kongen sagde: “Saa vil jeg foretrække, at vor Forening bliver ophævet.” “Det skal beroe paa eder selv,” sagde Kong Emund, “men veed I ogsaa vist, at Burisleif er død?” “Det tænker jeg er sandt,” sagde Kongen. Emund svarede: “Der er vist kostelig sørget for hans Gravsted, siig mig dog en Gang, hvor hans Grav er?” “Det veed vi ikke saa nøje,” sagde Kongen. “Det burde dog eders Højhed, Herre!” sagde Emund, “at vide, hvor eders ligesaa højbaarne Broder har sit Lejested; men jeg skulde snart troe, at eders Krigere have givet eder en falsk Efterretning, og at den rette Sandhed endnu ikke er kommen til eders Kundskab.” “Hvad sandere veed du da at fortælle mig derom, som jeg skulde fæste mere Lid til.,” sagde Kongen. Emund svarede: “Man har fortalt mig, at Kong Burisleif levede i Bjarmeland i Vinter; og jeg har ladet mig sige for vist, at han samler en stor Hær imod dig, og dette kommer uden Tvivl Sandheden nærmere.” Kongen sagde: “Naar skulde han da komme her til vort Rige?” Emund svarede: “Man har sagt mig, han vilde være her om tre Uger.” Nu vilde Kong Jarisleif ikke undvære deres Understøttelse; de sluttede derfor paa ny en Overeenskomst med hinanden paa tolv Maaneder. Derpaa spurgte Kongen: “Hvad er nu at foretage? Skal vi samle Folk og slaaes med dem?” Emund svarede: “Ja, det er mit Raad, hvis I vil forsvare Garderige imod Kong Burisleif.” Jarisleif spurgte videre: “Skal vi stævne Hæren herhid eller gaae Fjenden imøde?” Emund svarede: “Herhid skal stævnes alle, som kunne komme til Borgen, og naar Hæren er samlet, da ville vi endnu give dig nogle Raad, som vi haabe skulle være gavnlige.”

Kapitel 7: Slag imellem Brødrene

Dernæst lod Kong Jarisleif gjøre Opbud til Krig over hele sit Rige, og der samlede sig en stor Bondehær til ham. Kong Emund sendte da sine Mænd ud i Skoven, og lod Træer fælde og føre hjem til Borgen og opsætte paa Borgfløjene; alle Grenene af hvert Træ lod han vende ud af Borgen, for at man ikke skulde kunne skyde op i Borgen. Han lod ogsaa en stor Grav grave udenfor Borgen, lod Jorden føre bort og Vand indlede dertil; derpaa lod han Træstammer lægge der ovenover, og alting saaledes indrette, at man ikke kunde see andet, end at der var fast Bund under. Da denne Forretning var til Ende, fik de Underretning om Kong Burisleif, at han var kommen ind i Garderige, og stævnede did mod Borgen, som Kongerne havde inde. Kong Emund havde ligeledes ladet sine Folk forsvarlig befolke tvende Borgporte, som de agtede at forsvare, og at benytte dem til deres Bortgang, hvis det skulde behøves. Og om Aftenen, da man kunde vente Hæren den næste Morgen, bad Kong Emund Kvinderne at gaae ud paa Borgfløjene med alle deres Smykker, og at pynte sig det bedste de kunde, og at fæste tykke Guldringe op paa Stænger, at det kunde falde dem i Øjnene saa meget som muligt. “Jeg tænker,” sagde han, “at Bjarmerne ville blive begjerlige efter Klenodierne; de ville da ride rask og ubetænksom imod Borgen, naar Solen skinner paa Guldet og de gyldne Tøjer.” Alt dette blev nu gjort efter hans Befaling. Burisleif kommer nu med sin Hær frem af Skoven imod Borgen; de faae Øje paa det skjønne Syn paa Borgen, og glæde sig ved Tanken om, at der er ingen Efterretning kommen did om deres Ankomst. De ride nu skarpt og drabeligen frem, og mærke ingen Uraad! en stor Mængde styrter i Graven og tilsætter der Livet; men Kong Burisleif var bagerst i Fylkingen, og lægger Mærke til denne Ulykke. Han sagde da: “Maaskee dette Anfald bliver ikke saa let, som vi tænkte; de ere gode Raadgivere, disse Nordmænd.” Han undersøger nu, hvor man vel bedst kunde gjøre Anfald; nu vare alle de skjønne Sager borte, som før vare stillede til Skue; han Seer, at alle Portene paa Borgen ere lukkede, undtagen to, men der vilde det ikke være let at komme igjennem, thi der manglede det hverken paa stærk Befæstning eller dygtigt Mandskab desuden opløftedes et Feldtskrig, og Mændene i Borgen vare slagfærdige; begge Kongerne, Jarisleif og Emund, vare hver ved sin Borgport. Der begyndtes nu en haard Strid, og der faldt mange Folk paa begge Sider. Paa det Sted, hvor Kong Jarisleif førte Befalingen, skete nu et saa stærkt Angreb, at det lykkedes at storme den Borgport, som han forsvarede, og Kongen fik et stort Saar i Foden; der skete et stort Mandefald, førend Borgporten blev indtagen. Da sagde Kong Emund: “Nu seer det farligt ud for os, da vor Konge er saaret, men de have dræbt mange af vore Mænd, og det lykkes dem nu at komme op i Borgen; gjør nu hvilket du finder for godt, Ragnar! forsvar enten denne Borgport, eller skynd dig at undsætte Kongen!” Ragnar svarede: “Her vil jeg see at holde mig, men drag du til Kongen, thi der ere gode Raad dyre.” Emund drog nu derhen med mange Folk, og saae, at Bjarmerne nu allerede vare komne ind i Borgen. han slog strax paa dem stærkt og drabelig, og fældte mange af Kong Burisleifs Folk: Kong Emund trængte bestandig frem med største Hidsighed, og drev stærkt paa sine Mænd; og aldrig har saa langvarig en Kamp været haardere end denne; da flye endelig Bjarmerne ud af Borgen, saa mange som flye kunde. Kong Burisleif selv flyede ogsaa med stort Mandetab; men Kong Emund og hans Mænd forfulgte de Flygtende til Skoven, og dræbte Kongens Fanedrager; nu fortaltes der atter, at Kongen skulde være falden. Dette var en kostelig Sejer, og megen Ære indlagde Kong Emund sig i dette Slag. Nu Hersker igjen Fred og Ro for denne Gang: de opholde sig nu i megen Anseelse hos Kongen og højagtes af hver Mand der i landet; men Solden udbetales dem endnu ligesaa seendrægtig af Kongen; den er vanskelig at erholde, og udredes dem ikke efter den afsluttede Overeenskomst.

Kapitel 8: Om Emund

Det traf sig nu en Gang, at Emund talte til Kongen om, at han skulde betale dem deres Sold, som det sømmede sig en saa mægtig Konge; “jeg troer,” sagde han, „at mine Folk have vundet mere Gods til eder, end denne Sold kan være værd; og vi holde dette for meget ubetænksomt handlet af eder, eller behøver I maaskee ikke længer vor Bistand og Hjælp?” Kongen sagde: “Det kan vel nu hænde sig, at alting kan gaae godt, uden at I behøve at vise eders Tjeneste derved; imidlertid have I ydet os kraftig Bistand; men man har sagt mig, at eders Folk ere vanskelige og kræsne i alting.” Emund svarede: “Hvad kan det sige, Herre, da I allene har Magt at afgjøre alt sligt? Mange af mine Mænd have ogsaa i deres Tanker lidt et stort Tab, nogle have mistet Fødder eller Hænder eller andre Lemmer eller lidt Skade paa deres Vaaben; vore Udgifter ere ikke ubetydelige; og dette maa du endnu erstatte os; vælg nu et af to, til eller fra!” Kongen sagde: “Jeg lader eder ikke drage bort; men jeg vil heller ikke give eder saa høj Betaling, saalænge vi ingen Krig have at befrygte.” Emund svarede: “Penge behøve vi, og mine Mænd ville ikke arbejde for Føden allene; hellere ville vi da begive os til et andet Kongerige, og der søge vor Hæder; rimeligt er det vel ogsaa, at her nu ikke vil komme Ufred i Landet; nu veed du da vel med Vished, at Kongen er dræbt?” “Jeg tænker, det forholder sig saa,” sagde Kongen, “siden vi have hans Banner.” Emund spurgte: “Veed du nu, hvor hans Grav er?” “Nej,” sagde Kongen. “Det er uforstandigt af dig,” sagde Emund, “at du ikke har indhentet Efterretning derom.” Kongen svarede: “Hvad tilforladeligere veed da du fremfor andre, som have paalidelig Efterretning derom.” Emund svarede at det forekom ham mindre, at lade Banneret end livet; “jeg troer,” sagde han, “at han er undkommen, og har opholdt sig i Tyrkiet i Vinter, og pønser paa endnu en Gang at hærge paa eder, og fører en overordentlig stor Hær med sig af Tyrker og Blakmænd, og andre fæle Folk; jeg har hørt, at han rimeligviis vil affalde fra Kristendommen, og hvis han faaer Garderige vundet fra eder, saa vil han lade Rigerne besætte med disse fæle Folk, og hvis hans Planer gaae i Opfyldelse, da kan man vel tænke, at han vil jage alle eders Frænder ud af Landet med Spot og Skjændsel.” Kongen spurgte, hvor hurtig han kunde komme med denne slemme Hær? Emund svarede: “Om en halv Maaned.” “Hvad skal vi nu gjøre?” sagde Kongen, “thi nu maa I hjælpe os med eders Klogskab.” Ragnar sagde, at hans Villie var, de skulde drage bort, og bad Kongen følge sine egne Raad. Emund sagde: “Det vil bringe os i slet Omtale, hvis vi forlade Kongen nu i en saadan Fare, thi han levede i Fred og Ro, da vi kom til ham; jeg vil ikke forlade ham anderledes, end at han kan sidde i Fred ved vor Bortgang; vi ville derfor heller slutte en ny Overeenskomst med ham paa disse tolv Maaneder, og han maa da forøge den Sold, som vi vare komne overeens om. Nu maae vi see at overlægge, hvorhen Hæren skal samles; eller vil I, Herre! at vi Nordmænd allene skulle værge Landet, men du blive siddende stille medens vi fægte, og først da betjene dig af din egen Hær, naar vi ere overmandede.” “Ja, det vil jeg,” sagde Kongen. Emund sagde: “Overiil dig ikke i denne Sag, Herre! Det er bedre, at lade Hærene følges ad, og det synes mig ærefuldere; vi Nordmænd skulle visselig ikke være de første til at løbe; men mangen en, veed jeg, vil strax være færdig dertil, naar de staae ligefor Spydsoddene; det kommer da an paa, hvorledes de ville bestaae i prøven, de som nu meest skynde til Kamp. Men hvorledes skal der forholdes dermed, Herre, hvis vi træffe Kongen, skal vi da dræbe ham eller ikke? thi der bliver aldrig nogen Ende paa denne Ufred, saalænge I begge leve.” Kongen svarede: „Det vil jeg ikke gjøre, først opmuntre Folk til at holde Feldtslag med Kong Burisleif, og tillige saggive dem, hvis han bliver dræbt.” Nu vendte hver hjem til sin Hal, og de lode ingen Hær samle, og foranstaltede ingen Krigsudrustning! dette forekom alle besynderligt, at man nu tænkte mindst paa at ruste sig, da den største Fare var forhaanden. Kort efter spurgte de, at Kong Burisleif var falden ind i Garderige med en stor Hær og mange fæle Folk. Kong Emund anstillede sig imidlertid, som om han ikke vidste hvad der var paa Færde eller havde hørt noget derom. Da sagde mange, at han havde ikke Mod til at slaaes med Burisleif.

Kapitel 9: Emund dræber Kong Burisleif

En Morgenstund aarle lader Emund sin Frænde Ragnar og ti andre Mænd kalde til at drage med sig, og lod Heste saale til dem. Disse tolv Mænd rede nu sammen ud af Borgen, men ikke flere, alle de andre bleve tilbage. En Islænder, ved Navn Bjørn, var med dem, samt Garde-Ketil, og en anden Mand ved Navn Askel, og tvende, som hed Thord. De førte en løs Hest med sig, paa hvilken de havde deres Vaaben og Levnetsmidler. De rede nu alle bort forklædte som Kjøbmænd, og der var ingen som vidste, hvad denne Rejse havde at betyde eller hvilket listigt Anslag de havde fore. De rede ind i en Skov, og fortsatte deres Ridt lige til Natten: da kom de ud af Skoven og til en stor Eg; der var en skjøn aaben Mark for dem. Da sagde Kong Emund: „Lader os her gjøre Holdt; jeg har spurgt, at Kong Burisleif her vil tage Nattekvarteer og opslaae sit Telt i Nat.” De gik nu rundt omkring Træet, og langs med den aabne Plads, og saae efter, hvor det bekvemmeste Sted var til at rejse Telt. Da sagde Kong Emund: „Her vil Kong Burisleif uden Tvivl slaae sin lejr; man har sagt mig, at han rejser gjerne Telt i Nærheden af Skoven, naar det kan lade sig gjøre, thi da har han og hans Folk altid Lejlighed til at undkomme, om det skulde være nødvendigt.” Derpaa tog Kong Emund et Reb eller Tov, og befalede sine Folk at gaae dermed hen til Træet paa den aabne Plads; han sagde, at en Mand skulde krybe op i Grenene, og hæfte Rebet fast der; hvilket skete. Derpaa bøjede de Træet indtil Grenene vare komne heelt ned til Jorden, og saaledes trak de hele Toppen af Træet ned til Roden. Da sagde Kong Emund: “Dette lykkes ret godt, og vil komme os til megen Nytte.” Derpaa udspændte de Tovet, og befæstede Enderne, og da dette Arbejde var færdigt, var det blevet Midaften. Nu kunde de høre, hvorledes Kongens Hær kom dragende: de gik da ind i Skoven til deres Heste; og saae derpaa en stor Hoben og en prægtig Vogn, som mange Mænd fulgte efter, og foran blev baaret et Banner. Disse drejede hen mod Skoven og til den aabne Plads, derhen, hvor det bekvemmeste Sted var til at rejse Telt, som Kong Emund havde talt om; der rejste de Landteltet, og den hele Hær lejrede sig derudfra langsmed Skoven. Alt dette varede, til det mørknede. Kongeteltet var meget kostbart og vel gjort; det var afdeelt i fire Stuer, og en høj Stang stod op derfra, paa hvilken der var en Guldknap og en Vejrhane. De andre saae fra Skoven af alt hvad der gik for sig i Hæren, og forholdt sig ganske stille. Da det nu var blevet mørkt, blev der antændt Ild i Lejren, saa de kunde vide, at nu blev der lavet Mad. Da sagde Kong Emund: “Vi have kun faa Levnetsmidler, og det duer ikke; jeg troer jeg vil gaae hen til deres Vagt, og see at faae noget af deres Maaltid.” Han iførte sig derpaa en Tiggerdragt, bandt et Bukkeskæg paa, og gik ved to Kjæppe; han gik saaledes ind i Kongeteltet, bad om noget at spise, og gik saaledes fra Mand til Mand; ligeledes gik han ind i det næste Telt, fik ogsaa der et godt Udbytte, og takkede sømmelig for god Beværtning; nu begav han sig bort fra Teltene, og havde ingen Mangel paa Levnetsmidler. Da man nu havde spiist og drukket saa meget man vilde, blev alting roligt efter det. Kong Emund deelte nu sine Folk i to Hobe; sex Mand lod han blive tilbage i Skoven, for at passe paa Hestene, og holde dem i Beredskab, om man i en Hast skulde behøve dem. Emund og de andre gik sex i følge hen paa den aabne Plads til Teltene, og lode som der var intet paa færde. Da sagde Emund: “Røgnvald (2), Bjørn og Islænderne skulle gaae hen til Træet der hvor vi have bøjet det ned imod Jorden.” Han gav hver af dem sin Buløxe i Haanden: “I ere stærke Mænd,” sagde han, “som nok kunne slaae til, bruger nu eders Styrke, naar det behøves.” De gik derpaa derhen, hvor Grenene vare nedbøjede. Endvidere sagde Kong Emund: “Her skal en tredie Mand staae paa Vejen til den aabne Plads; han skal ikke gjøre andet, end holde Tovet i Haanden, og fire eftersom vi forlange det, men vi andre skulle holde i den anden Ende, og naar vi saaledes have faaet det indrettet, som vi ville, da skal den, som jeg har bestemt dertil, slaae med Øxeskaftet paa Tovet; men den, som holder paa Rebet, skal lægge Mærke til, om det ryster deraf, at vi røre ved det eller af Hugget. Og naar vi saaledes have givet dette Tegn, som ikke vil udeblive, og som er meget magtpaaliggende, hvis Lykken staaer os bi, da skal den, som har i Tovet, sige til, og da skal man hugge Træets Grene over, hvorpaa det da vil springe haardt og hurtig i Vejret.” De gjorde nu alle, som dem var befalet. Bjørn fulgte med Kong Emund og Ragnar; de gik hen til Teltet, gjorde en Rendelykke paa Tovet, fæstede den paa deres Spydstager, og bragde den saaledes op paa Vejrhanen, som stod op fra Stangen paa Kongens Telt, den løb da op til Knappen, og dette gik af i al Stilhed; men Mændene i alle Teltene sov fast, da de vare trætte af Rejsen og havde drukket godt. Da dette var gjort, trak de Enderne til sig, snørede saaledes Tovet til, og gjorde alting i Stand. Kong Emund gik nu nærmere hen til Kongens Telt, thi han vilde ikke være ret langt borte, naar Teltet blev rykket i Vejret. Derpaa blev der gjort et Slag paa Tovet, og den, som holdt paa det, mærkede at det rystede; han sagde det til dem, som skulde hugge. Nu hug de Træet, hvilket da sprang haardt og højt i Vejret, og rev hele Kongens Telt op med sig, og slyngede det langt hen i Skoven; hvorved lysene derinde slukkedes. Kong Emund havde om Aftenen lagt nøje Mærke til, hvor Kongen laae i Teltet: der skyndte han sig hen, og dræbte i et Øjeblik Kongen og adskillige andre. Kong Burisleifs Hoved tog han med sig, og løb derpaa med sine Mænd ind i Skoven, og de bleve ikke forfulgte. De, som vare tilbage af Kong Burisleifs Mænd, bleve ganske forfærdede over denne skrækkelige Tildragelse: men Kong Emund og hans Medfølgere rede bort, og kom endelig hjem tidlig paa Morgenstunden, begive sig nu strax til Kong Jarisleif, og berette ham Kong Burisleifs virkelige Fald: “Og betragt nu en Gang, Herre! hans Hoved, om I kjender det.” Kongen blev rød, da han saae Hovedet. Emund sagde: “Denne Kæmpedaad have vi Nordmænd øvet, Herre! lad du nu din Broders legeme begrave paa anstændig og hæderlig Viis!” Kong Jarisleif svarede: “En overilet Gjerning have I øvet, og os nærgaaende; men I skulle nu selv berede hans Grav; men hvad ville nu de tage sig for, som fulgte med ham?” Emund svarede: “Uden Tvivl ville de holde Thing, og den ene vil mistænke den anden for denne Gjerning: thi de lagde ikke Mærke til os; de ville derfor skilles fra hverandre i Uenighed, og den ene vil ikke troe den anden, men de ville fare sammen i adskilte Hobe, og faa af disse Mænd, tænker jeg, ville sørge for deres Konges Begravelse.” Nordmændene forlode nu Borgen, og rede den samme Vej igjennem Skoven, indtil de kom til Teltene; det gik nu, som Kong Emund havde meent, at alle Kong Burisleifs Folk vare borte, og havde skiltes i Uenighed. Kong Emund gik hen paa den aabne Plads; der laae Kongens Lig, men ingen var ved det. De lægge nu Liget til rette, og sætte Hovedet til Kroppen, og føre det hjem. hans Gravsted var nu velbekjendt for mange. Alle Indbyggerne svore da Kong Jarisleif Troskab, og han var saaledes Konge over det hele Rige, som de før begge havde haft.

Kapitel 10: Emund drager fra Jarisleif og hen til hans Broder

Nu lider den Sommer og Vinteren, og der forefaldt intet mærkværdigt; men Solden blev dem endnu ikke betalt. Der vare ogsaa flere Mænd, som forestillede Kongen, at han havde adskilligt at huske dem for hans Broders Drab, og det forekom dem, sagde de, at Nordmændene nu ansaae sig for at være mere, end Kongen. Nu kom Dagen, da Solden skulde udbetales; de gik da til Kongens Slot. Han modtog dem vel, og spurgte dem, hvad de vilde saa tidlig paa Dagen. Kong Emund svarede: “Det kan være, Herre, at I nu ikke længer behøver vor Hjælp, betal os derfor nu den fulde Sold, som tilkommer os.” Kongen sagde: “Store følger har eders Hidkomst haft.” “Sandt er det, Herre,” sagde Emund, “thi for længe siden var du fordreven fra dit Rige, hvis du ikke havde betjent dig af os; men hvad din Broders Død angaaer, da staaer den Sag endnu paa samme Fod, som da du gav din Tilladelse dertil.” Kongen sagde: “Hvad er nu eders Hensigt?” Emund svarede: “Hvad ønsker du vel mindst, vi skulle gjøre?” “Det veed jeg ikke,” sagde Kongen. Emund svarede: “Jeg veed det nøje: mindst ønsker du, at vi skulde drage hen til din Broder Kong Varnlaf, men ikke desmindre ville vi dog nu begive os til ham, og yde ham al den Bistand, vi kunne. Lev nu vel, Herre!” De gik nu hurtig ud og ned til deres Skibe, som laae ganske sejlfærdige. Kong Jarisleif sagde: “I en Hast droge de nu herfra, og ikke med min Villie.” Dronningen svarede ham: “Hvis du og Kong Emund faae nogen Handel med hinanden, da vil han sandelig blive dig en haard Hals.” Kongen sagde: “Det var godt, hvis de bleve ryddede af Vejen.” Dronningen svarede: “Før vil det skee, at de tilføje dig een eller anden Beskæmmelse.” Derefter drog hun ned til Skibene, tilligemed Jarlen Røgnvald Ulfsøn og nogle flere Mænd, der hvor Emund og hans Folk laae ved Landet, og der blev sagt dem, at Dronningen vilde tale med Emund. Denne sagde: “Lader os ikke troe hende for vel, thi hun er klogere end Kongen; dog vil jeg ikke afstaae hende en Samtale.” “Da vil jeg følge med dig,” sagde Ragnar. “Nej,” svarede Emund, “der er jo ingen Ufred paa Færde, og det er heller ingen overlegen Magt, som er ankommen.” Emund havde en Slængkappe paa og sit Sværd i Haanden; han og Dronningen satte sig ned paa en ophøjet Strandbred, hvor der var leret nedenfor; Dronningen og Røgnvald Jarl satte sig saa nær ved ham, at de næsten sade paa hans Klæder. Dronningen sagde: “Det er ilde, at Kongen og du skulde saaledes skilles ad; jeg vilde gjerne gjøre mit til, at der hellere herskede Venskab imellem eder, end Fjendskab.” Ingen af dem holdt den Gang sine Hænder rolige: han løste Baandet paa sin Kappe, men hun trak sin Handske af og svang den over sit Hoved. Han saae nu, at der var Svig i Gjære: det viste sig ogsaa, at hun havde bestilt nogle Mænd til at dræbe ham, og det skulde være Tegnet, at hun rakte sin Handske i Vejret! disse Mænd sprang strax frem. Emund saae dem, førend de kom til ham! han sprang da i en Hast op, og førend de tænkte derpaa, laae hans Kappe der allene tilbage: de fik da ikke fat paa ham. Ragnar saae dette, og sprang i Land fra Skibene, og saaledes den ene Mand efter den anden, og vilde dræbe Dronningens Mænd: men Emund forbød det. De styrtede dem da ned ad den lerede Strandbred, og toge dem til Fange. Ragnar sagde: “Nu ville vi ikke bryde os om dit Raad, Emund! men vi ville føre dem bort med os.” Emund svarede: “Det bør ikke være, de skulle fare hjem i Fred, thi jeg vil ikke saaledes aldeles bryde med Dronningen.” Hun begav sig nu hjem, ikke synderlig fornøjet med sit Foretagendes Udfald: men de andre sejlede bort, og standsede ikke, førend de kom til Kong Varnlafs Rige, hvor de da strax begave sig til ham; men han modtog dem vel, og spurgte dem om Tidender: Emund fortalte ham alt, saaledes som det havde tildraget sig, baade Foreningen og Adskillelsen imellem ham og Kong Jarisleif. „Hvad har I da nu i Sinde?” sagde Kongen. Emund svarede: “Jeg forsikrede Kong Jarisleif, at vi vilde søge hen til eder, thi jeg frygter, at han vil formindske dit Rige, ligesom hans Broder gjorde ved ham; og overlæg nu selv, Herre! om I heller vil beslutte eder til at beholde os, end sende os bort, eller om du mener at trænge til vor Bistand.” “Ja,” sagde Kongen, “jeg har megen Lyst til at beholde eder, men hvormeget fordre I?” Emund svarede: “Vi ville have de samme Vilkaar, som vi havde hos din Broder.” Kongen sagde: “Giv mig Tid til at overlægge dette med mine Mænd, thi det er dem, som skal give Pengene, skjønt det er mig, som udbetaler dem.” Dette tilstod Kong Emund. Kong Varnlaf holdt derpaa Thing med sine Mænd, og fortalte dem, hvilken Nyhed han havde spurgt fra sin Broder, Kong Jarisleif, at han attraaede hans Rige, samt berettede dem, at Kong Emund var kommen der til Landet, og havde tilbudt sin Hjælp og Bistand.” De opmuntrede nu Kongen til, at modtage dem; og saaledes indgik de en Overeenskomst med hinanden, og Kongen betingede sig Emunds Raadgivning; “thi jeg er,” sagde han, “endnu mindre øvet i Raadslagning, end min Broder, og du var dog en Kjende klogere, end han; vi vil ofte holde Samtale med eder, og betale eder alt efter vor Overeenskomst.” De opholdt sig nu hos Kongen i megen Hæder og Anseelse.

Kapitel 11: Forliget imellem Brødrene Jarisleif og Varnlaf

Der indtraf nu den Begivenhed, at der kom Sendebud fra Kong Jarisleif, som af Kong Varnlaf skulde forlange de Landsbyer og Borge, der laae ved hans Rige. Han meddeelte Kong Emund dette, men denne svarede: “Det er noget, I selv maa raade for, Herre!” Kongen sagde: “Nu maa jeg benytte mig af det, vi kom overeens om, at I skulde tjene os med eders gode Raad.” Emund svarede: “Jeg venter, Herre, at graadig Ulv vil gribe dybt! der vil snart fordres mere, naar dette bliver tilstaaet; lad Sendebudene fare tilbage i Fred,” sagde han, „nu troe de at indsee vor hele Plan; men hvor lang Tid behøver du vel til at samle din Hær?” “En halv Maaned,” sagde Kongen. Emund vedblev: “Bestem nu, Herre, hvor I skulle mødes til Kamp, og lad Sendebudene melde det til deres Konge!” Saaledes skete, og Sendebudene droge hjem. Nu beredte Hærene paa begge Sider sig til Kamp, og kom sammen paa det bestemte Sted paa Grændsen; der opsloge de deres Telte, og bleve der nogle Nætter. Kong Varnlaf sagde: „Hvorfor skulle vi blive liggende her til ingen Nytte? lad os ikke lade Sejeren sippe os af Hænde!” Emund svarede: „Lad mig raade derfor, thi Ulykke kommer altid tidsnok; Dronning Ingegerd er endnu ikke kommen, hvis Raad gaaer fremfor alle de andres, Skjønt Kongen selv er Anfører for Hæren; jeg vil nu holde Vagt, Herre!” Kongen svarede: “Som I vil da!” De bleve nu liggende i svv Nætter med Hæren. En Nat var det slet Vejr og meget mørkt, da forlode Kong Emund og Ragnar deres Folk; de droge ind i Skoven og bag om Kong Jarisleifs Lejr, og satte sig ned ved en Vej. Da sagde Kong Emund: “Denne Sti maa Kong Jarisleifs Mænd have banet, og vilde jeg skjule mig, saa var det vel nu paa Tiden, men lad os endnu bie her noget.” Da de saaledes havde siddet en Stund, sagde Kong Emund: “Vi sidde her temmelig uforsigtig.” Dernæst hørte de nogen komme ridende, og saae, at der var en Kvinde med; de bemærkede, at der red en Mand foran hende, og en anden bag efter. Da sagde Kong Emund: “Det er Dronningen der kommer, lad os nu stille os paa begge Sider af Vejen: og naar de komme hen til os, da skal I saare Hendes Hest, men du, Ragnar, skal gribe hende.” Da de Ridende nu kom forbi dem, mærkede de ikke til noget, før Hesten paa en Gang styrtede død ned, og Dronningen var aldeles borte. Den ene af dem sagde, at han havde seet et Glimt af en Mand, der sprang over Vejen: men de torde ikke komme for Kongen, thi de vidste ikke, om det var Mennesker eller Trolde, som voldte dette: de snege sig nu hemmelig hjem, uden at lade sig see af nogen. Dronningen sagde til Fostbrødrene: “Seent ophøre I Nordmænd med at tilføje mig Beskjæmmelse.” Emund svarede: “Vi skal behandle eder vel, Dronning, men det er vel noget uvist, om du nu kommer til at kysse Kongen for det første.” De droge nu hen til Kong Varnlafs lejr, og berettede ham, at Dronningen var kommen: han glædte sig meget derover, og vaagede selv over hende. Men om Morgenen bad han Kong Emund komme til sig, og da de kom sammen, sagde Dronningen: “Det bedste er, at vi slutte Forlig, og jeg tilbyder mig, at mægle imellem eder; og vil jeg da forud forkynde, at jeg vil see meest paa Kong Jarislilfs Fordeel.” Kong Emund svarede: “Dette beroer paa Kongen.” Dronningen svarede: “Dine Raad ville dog komme mest i Betragtning.” Derpaa begav Emund sig til Kong Varnlaf, og spurgte ham, om han var fornøjet med, at Dronningen bestemte Forliget imellem dem. Kongen svarede: “Det finder jeg ikke raadeligt, da hun en Gang har truet at ville være os imod.” Emund sagde: “Er du fornøjet med, at beholde det, som du har?” “Ja,” sagde Kongen. Emund vedblev: „Det kalder jeg et daarligt Fordrag, naar din Part ikke bliver formeret, thi du har dog samme Arverettighed efter din Broder, som han.” Kongen svarede: „Det er dit Ønske, mærker jeg, at jeg skal overlade hende afgjørelsen, lad det da være saa!” Kong Emund underrettede nu Dronningen om, at det var tilstaaet, at han skulde bestemme Forliget imellem Kongerne. „Det er da vistnok efter dit Raad,” sagde hun, „du indseer vel, hvilket der vil være til mindst Skade, og hvorledes Bestemmelsen vil blive.” Kong Emund sagde: „Jeg fraraadte ham ikke, at iagttage eders Hæder.” Da blev der blæst til Møde, og forkyndt, at Dronning Ingegerd vilde tale til Kongerne og deres Krigere; og da Hæren kom sammen, saae man, at Dronning Ingegerd var i Kong Emunds og Nordmændenes Trop. Nu blev fra Kong Varnlafs Side tilbudet, at Dronningen maatte bestemme Vilkaarene. Hun sagde til Kong Jarisleif, at han skulde have den vigtigste Deel af Garderige, og det var Holmgaard; men Varnlaf skulde have Kænugaard, det var det næstbedste Rige, med Skat og Skyld, og det var Halvdelen større, end hans forrige Rige: men Palteskja og de landskaber, som høre dertil, skulde Kong Emund have, og være Konge derover, og have al landskyld ubeskaaren, som ydes deraf, „thi vi ville ikke,” sagde hun, „at han skal forlade Garderige. Hvis Kong Emund efterlader sig Arvinger, da vare de Arvinger efter ham til dette Rige; men hvis han ikke efterlader sig nogen Søn, da skal det falde tilbage til begge Brødrene. Kong Emund skal ogsaa forestaae Landværnet for begge Brødrene og for hele Garderige, men de skulle derimod staae ham bi med deres Tropper og al deres Magt. Kong Jarisleif skal være den fornemste Konge i Garderige. Røgnvald Jarl skal have Aldeigeborg, saaledes som han har haft før.” Dette Forlig og denne Deling af Riget blev samtykket og stadfæstet af hele Folket. Kong Emund og Dronning Ingegerd skulde i Forening dømme i alle Stridigheder, som kunde opkomme. Hver drog nu hjem til sit Rige. Kong Varnlaf levede ikke længer end tre Aar: da blev han syg og døde; han var den mest vennesæle Konge. Efter ham overtog Kong Jarisleif Regjeringen, og beherskede nu ene begge Rigerne. Men Kong Emund bestyrede sit eget Rige, og blev ikke gammel. Han døde uden Arvinger paa Soteseng, hvilket tyktes alle Undersaatterne et stort Tab, thi der havde aldrig før været en saa viis Udlænding i Garderige, som Kong Emund; dette Land blev heller ikke hjemsøgt af nogen Fjende, saalænge han forestod landværnet for Kong Jarisleif. I sin Sygdom gav Kong Emund sit Rige til sin Fostbroder Ragnar, som han undte det bedst! dette skete med Kong Jarisleifs og Dronning Ingegerds Tilladelse. Røgnvald Ulfsøn var Jarl over Aldeigeborg; han og Dronning Ingegerd vare Sødskendebørn. Han var en stor Høvding, og var skatskyldig til Kong Jarisleif, og opnaaede en høj Alder. Den Gang den hellige Olaf Haraldsønopholdt sig i Garderige, kom han ogsaa til Røgnvald Ulfsen, og der herskede et nøje Venskab imellem dem, thi alle anseelige Mænd gjorde meget af Kong Olaf, imedens han opholdt sig der, dog ingen mere end Røgnvald Jarl og Dronning Ingegerd: thi de elskede hinanden med lønlig Kjærlighed.

Noter:
1) Nemlig hos vore Fjender.
2) Eller Ragnart, som han forhen kaldtes.