Fortælling om Gretter den Stærke

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Historiske Fortællinger om Islændernes Færd hjemme og ude, Bd. 4
Islandske Sagaer


Fortælling om Gretter den Stærke


Paa Dansk ved N. M. Petersen
Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab,
1844


Paa Gaarden Bjerg i Midfjord paa Nordlandet boede der en Mand ved Navn Asmund af anseelig Æt. Han havde med sin Husfrue Asdis Sønner og Døtre. Den ældste Søn hed Atle, den anden Gretter. Den første var mild og sagtmodig, den anden var meget uregjerlig i sin Opvæxt.

Da Gretter var ti Aar gammel, mente hans Fader, at Drengen skulde tage sig noget for, og satte ham til at vogte Gjæs; men Gretter blev snart kjed af at drive med Gjæssene og deres Gjæslinger, saa man om Høsten fandt Gjæslingerne døde, og Vingerne brudte paa Gjæssene. Faderen tog da det Arbejde fra ham, og sagde, han skulde foretage noget andet. Mest veed den, som mest forsøger, sagde Gretter, hvad skal det da være? Det var i de Dage Skik, at have store Ildhuse, hvor man sad langs med Ilden on, Aftenen, og især gamle Mænd plejede da at varme deres Ryg ved Ilden, medens Kvinderne sade med deres Uldværk. Asmund befalede nu Gretter, at, naar han gjorde dette, skulde han stryge hans Ryg. Det maa være varmt om Hænderne, sagde Gretter, men er dog et usselt Arbejde. Han blev snart kjed deraf, tog en Uldkam, og rev sin Fader med den ned ad Ryggen. Saa blev han fri for den Bestilling. Asmund satte derpaa Drengen til at passe Heste. Det er et koldt Værk, men mandigt, sagde Gretter. Der var en Hoppe, som Asmund satte megen Pris paa, og man kunde altid kjende paa den, naar Vejret blev ondt, thi da gik den hjem, og vilde ikke være ude. Men Gretter var ikke varmt klædt, heller ikke vant til Ondt, og naar Hestene vare ude, stillede Hoppen sig altid der, hvor Vejret var værst. Det skal jeg nok forpurre, tænkte Gretter; han tog sin Kniv, gjorde et Tværsnit paa Hoppens Ryg og flaaede Huden af et Stykke; og nu vilde Hoppen hverken gaa ud eller æde. Det er underligt, sagde Faderen, at Hoppen ikke vil æde og bliver hjemme, og Vejret har dog ikke forandret sig; han gik derfor hen i Stalden, og saae, hvorledes Dyret var tilredt. Gretter gik nu og drev hjemme, laa ved Ilden, og gjorde Nidviser; Faderen kunde ikke lide ham, men Moderen kjælede for ham.

Thorkel Krafla var paa den Tid Gode i Vatnsdalen. Han var en Frænde af Asmund, og de bøde hinanden til Gilde. Engang spurgte Thorkel Asmund, hvorledes han tyktes om sine Sønner? Asmund svarede, at Atle vilde blive en god Bonde, men Gretter var stærk, vanskelig, og ulydig. Vil du tage til Tings med i Sommer? sagde Thorkel. Nej, svarede Asmund, jeg er nu gammel og urørig, og vil blive hjemme. Vil du da lade en af dine Sønner ride med? sagde Thorkel. Det vel, svarede Asmund, men jeg kan ikke undvære Atle ved mit Arbejde. Saa var det da Gretter, der skulde med. Da Thorkel nu med tresindstyve Mand drog til Tings, red han ind paa Bjerg, og tog Gretter med. Derpaa rede de sønder over Heden. Det var den Gang Skik, at Folk holdt sig selv paa Tingrejsen, og førte deres Madpose med sig. Gretters Sadel var falden under Hestens Bug, og hans Madpose var borte. I Thorkels Følge var der en anden Mand, der hed Skegge, og var Huskarl paa Gaarden Aas i Vatnsdalen. Da Gretter ledte efter sin Madpose, saae han Skegge, der ogsaa gik og ledte. Hvad er i Vejen? sagde Gretter. Jeg har mistet min Pose, sagde Skegge. Og jeg min, sagde Gretter. De ledte nu sammen, til Skegge paa een Gang tog noget op, og løb bort med det efter de andre. Hvad har du fundet? sagde Gretter. Min Pose, sagde Skegge. Det er nok min, sagde Gretter, tit er det ene det andet ligt. Lad mig see den! Men Skegge skjældte ham ud, og det ene Ord tog det andet, til Gretter satte ham sin Øxe i Hovedet. Derpaa tog han Posen, og det var virkelig hans. Da han nu kom til de andre, spurgte de, hvor Skegge var bleven af? Gretter svarede, at der kom et Trold, og tog ham. Det er umuligt, sagde de andre, at Trold kunde komme og tage Manden ved højlys Dag; du har nok slaaet ham ihjel. Gretter kunde ikke gaa fra det. Da de kom til Tinget, blev han saggiven af Skegges Frænder. Thorkel betalte Bøderne for ham, men Gretter blev tillige landflygtig paa tre Aar.

En Mand ved Navn Haflide, der selv havde Skib, lovede for Asmunds Skyld at tage Gretter med sig. Faderen vilde intet Vaaben give ham. Der er intet at takke for, hvor intet forskyldes, sagde Gretter. Men hans Moder sagde: Man skal Mand følge af Gaarde, som man ønsker skal komme igjen; og hun fulgte sin Søn ud, og gav ham et kosteligt Sværd, der havde tilhørt hendes Farfader Jokul og de gamle Vatnsdøler. Paa Skibet lavede Gretter sig et Leje under Baaden, og vilde ikke røre sig af Stedet, hverken til at øse eller hisse Sejl, og naar Søfolkene klagede, at de frøs paa Fingrene, gjorde han Nidviser om dem, og ønskede, at Fingrene maatte fryse af dem. Der rejste sig en Storm, otte Mand maatte bestandig staa at øse, og Søfolkene bleve saa fortørnede paa Gretter, der intet vilde bestille, men kun digtede Viser om dem, at de truede med at kaste ham overbord. Da gik Haflide hen til ham, og raadte ham, at digte en Nidvise om ham selv. Gretter gjorde det; men Haflide brød sig ikke derom. Da Søfolkene mærkede det, gave de sig ogsaa tilfreds; thi naar Styremanden kunde taale det, saa kunde de vel ogsaa, mente de. Da Uvejret tog til, opfordrede de ham atter til at hjælpe dem. Mands Hjælp drager dog noget, sagde han, og tog fat. Den Tid brugte man at øse Skibene med Bøtter eller Stob, saa den ene Bøtte skulde gaa ned, naar den anden blev ført op. De gave Gretter en Bøtte, og sagde, han skulde sænke den ned. Først satte de to Mand til at øse imod ham, men de havde ikke øst længe, forend de vare trætte og kunde ikke mere. Saa satte de fire imod ham, og det gik ligesaa. Saa satte de otte imod ham, og de fik Skibet øst. Endelig kom de til Søndmør i Norge, men her satte de til paa et Skjær, og kom med Nød og næppe til Hammersø (1), der var et stort Bygdelag og en Lensmands Sæde.

Lensmanden paa denne Ø hed Thorfinn, en Søn af Kaar den Gamle. Han udsendte et Skib, som tyve Mand roede paa hvert Bord, for at bjærge Kjøbmændenes Gods, og herbergede dem selv i en Uges Tid. De andre droge da sønderpaa, men Gretter blev hos Thorfinn. Han gik gjerne omkring til de mindre Gaarde der paa Øen, især til Gaarden Vindheim, hvor der boede en Mand ved Navn Audun, og blev der, til det blev mørkt om Aftenen. En Aften silde saae han en stor IId brænde paa et Næs nordenfor Gaarden, og spurgte hvad det var? Saae nogen det paa vort Land, sagde han, saa vilde de sige, at det brændte over Gods. Audun fortalte ham da, at der paa dette Næs var en Høj, hvori Thorfinns Fader, Kaar den Gamle, var begraven. I Begyndelsen, føjede han til, ejede de begge kun eet Bondebol her paa Øen; men Kaar har saaledes gaaet igjen, at han har fordrevet alle Bonder, her boede, saa at Thorfinn nu ejer den hele Ø. Gretter sagde, at han vilde komme næste Morgen igjen, saa skulde de gaa sammen til Højen. Audun vilde nødig dertil, men han maatte. De gik da til Højen, og brøde den op, og Gretter arbejdede stærkt, indtil han kom til Tømmerværket. Derpaa rev han ogsaa det ned, og vilde gaa ned i Højen. Audun raadte ham meget derfra, men Gretter gik ned ved et Tov. Der var mørkt og fælt derinde. Han følte sig for med Hænderne, og traf først paa Hesteben. Dernæst mærkede han, at der sad en Mand paa en Stol; ved ham laa der meget Guld og Sølv, hvilket Gretter tog, og bar bort; der stod et lidet Skrin ved Mandens Fødder, det var fuldt af Sølv; ogsaa det tog han, og bar det hen til Tovet. Da tog i det samme noget fat i ham, saa han maatte lade Godset ligge. Det var Højboen (2). De brødes længe, snart sank den ene i Knæ, snart den anden, indtil Højboen endelig styrtede baglængs om. Det gjorde et stærkt Dunk i Højen, saa at Audun, som hørte det ovenfor, og troede, at Gretter var død, løb sin Vej. Gretter hug derpaa Hovedet af Højboen, og satte det ved hans Lænd. Godset bandt han derpaa i en Snore ved Tovet, og kom, men med megen Besværlighed, op. Godset bragte han derpaa til Thorfinn. Deriblandt var et kosteligt Saxsværd.

Om Sommeren gjorde Erik Jarl Hagensen sig rede at drage af Landet over til England til sin Svoger Kong Knud den Mægtige, og indsatte sin Broder Svend Jarl til Formynder for sin Søn Hagen, der endda kun var et Barn. Der taltes da meget om Landets Styrelse og Lov, og hvorledes der kunde raades Bod paa de onde Gjerninger, som Berserker og Ildgjerningsmænd kom afsted; og Erik Jarl gjorde alle saadanne landflygtige af Norge. Da Thorfinn om Julen drog hen til en af sine Gaarde, overfaldt tvende saadanne Berserker hans Husfrue; Gretter lod som om han vilde være deres Ven, drak dem stærkt til, og lokkede dem ud til et Udebur (3), hvor han slog Døren til, og laasede for dem. Derpaa samlede han Folk for at ødelægge dem; to af dem undkom, men fandtes siden døde af Kulde. Da Thorfinn kom hjem, gav han Gretter Saxsværdet til Belønning, og saa meget Gods han vilde have. Denne Bedrift blev berømt over hele Norge.

Derpaa drog Gretter nordpaa til Markedet paa Øen Vaage. Paa denne Rejse kom han til en Mand paa Salpt i Helgeland, hvor han ikke indlagde sig mindre Hæder ved at dræbe en Bjørn. Men derved kom han i Trætte med en Mand, som han siden dræbte; Sagen kom ind for Svend Jarl, og da var det godt for Gretter, at han havde Thorfinn til Ven, thi han hjalp ham fri. Thorkel Krafla døde strax efter at Gretter var dragen til Norge. Gretters Fader Asmund levede paa Bjerg, og blev den gildeste Mand i Midfjord. Gretter kom hjem, og prøvede Styrke med andre ved flere Lejligheder; thi var der ingen Lejlighed, saa søgte han en. Der boede en Mand ved Navn Thorhalle i Forsæludal. Hans Gaard blev hjemsøgt af Meenvætter (4), saa han kunde ingen Faarehyrde saa til at tjene sig. Han Søgte da engang paa Altinget Raad hos Lagmanden Skapte Thorodsen, der var bekjendt for sin Visdom. Denne gav ham Anvisning paa en Mand, en Svensker ved Navn Glam, fra Syrgesdalene i Sverrig. Thorhalle antog ham. Glam var stærk og modig nok, men gik aldrig i Kirke, krævede Mad Dagen før Juledag, da man skulde faste, og teede sig overhovedet som en Hedning. Kort efter blev han dræbt af Troldvæsenet, og begyndte saa skrækkelig at gaa igjen, at alle forlode Gaarden, og Mand og Kone bleve alene tilbage. Dette spurgte Gretter. Han drog strax derhen; Gjengangeren udeblev den første Nat efter hans Ankomst. Men saasnart han kom, begyndte de en Kamp med hinanden. Gretter overvandt ham, men Glam satte sine Øjne paa ham, saa gruelig, at Gretter hartad daanede derved, og spaaede ham, at han herefter vilde blive ulykkelig, og at naar han var ene i Mørke, skulde han stedse see disse hans Øjne, og vorde ræd for at være alene, og det skulde foraarsage hans Død. Gretter hug derpaa hans Hoved af, og hans Lig blev brændt til Kul. For denne Daad vandt Gretter megen Berømmelse, men han var derefter mørkræd, og deraf er det Ordsprog kommet, at man siger om en, at han seer Glams Øjne, naar en Ting synes ham forfærdeligere, end den er. Nu kom den Tidende til Landet, at Olaf Haraldsen (den Hellige) herskede i Norge, og at Svend Jarl havde taget Flugten efter Slaget ved Næs. Mange brave Mænd toge da over til Norge, for at blive Kong Olafs Mænd. Gretter drog ligeledes did. Sejladsen var haard, og Kjøbmændene, som han fulgte med, kunde næppe naa Land. De lede meget af Kulde, og saae en Ild paa den anden Side af Fjorden, og bade Gretter hente sig en Brand. Han svømmede over, og kom til et Hus, der var bygget til Opholdsted for de Rejsende. Der brændte Ild paa Gulvet, og Mænd sade og drak. Men da hans Klæder vare stivfrosne, saae han stor og frygtelig ud, saa at Mændene troede det var en Uvætte (5). Men han greb en Brand, slog omkring sig med den, og bragte den over til sine Staldbrødre. Næste Morgen droge Kjøbmændene derover, men fandt at Huset var brændt, og Mændene med; de skyldte derfor Gretter for, at han havde sat Ild paa Huset, og indebrændt Mændene, og joge ham bort som den værste Ildgjerningsmand. De indebrændte Mænd vare Sønner af Thorer Skeggesen paa Garde i Kelduhverf. Denne Thorer var en stor Høvding, og havde været med Kong Olaf i England, og var en Ven af Kongen og Biskop Sigurd. Han lod sig bygge et Skib, og bad Biskoppen vie det. Da han var bleven kjed af Kjøbmandskab, drog han tilbage til Island, lod sit Skib hugge op, og Stængerne deraf lod han sætte udenfor sin Dør. Lang Tid efter tjente de til Vejrspaadom; thi naar Vinden vilde blæse fra Syden, gav det sig tilkjende i den ene, men naar det vilde blive Nordenvind, i den anden. Da Thorer nu spurgte, at Kong Olaf var bleven Enevoldskonge i Norge, sendte han sine tvende Sønner derover, og de tilsatte Livet som nys er fortalt.

Gretter begav sig til Throndhjem til Kong Olaf, der allerede havde erfaret den Udaad, man beskyldte ham for. Kongen tillod ham at bevise sin Uskyldighed ved at bære Jern efter Loven. Gretter beredte sig dertil ved Faste. Da Tiden kom, og Kongen og Biskoppen og mange Folk havde samlet sig i Kirken, blev Gretter ledt frem, og gik hen ad Gulvet. Men i det samme sprang en Dreng frem, og skjældte ham, og skreg, at det var en Skjændsel, at en slig Ildgjerningsmand skulde rense sig. Gretter slog til ham, saa han styrtede om, som om han var død. Nu opstod en stor Tummel. Mange mente, at Drengen havde været en uren Aand. Kongen selv troede, at Gretter var uskyldig, men Handlingen var forstyrret, og han befalede Gretter næste Aar at forlade Landet. Om Julen drog Gretter til en Mand ved Navn Einar, som boede paa Jæderen, og havde en dejlig Datter. Ved Juletider plejede Røvere især at anfalde Bygderne, og røvede Gods og Kvinder fra Mændene, eller æskede dem til Tvekamp. En saadan Berserk kom ogsaa til Einar, men Gretter fældte ham.

Imidlertid døde Gretters Fader Asmund. Hans sagtmodige Broder Atle kom i Strid med Thorbjørn, kaldet Yrnamegn (6), dræbt. Thorer paa Garde fik Efterretning om sine Sønners Død i Norge, og anlagde Sag ved Altinget imod Gretter; Folk mente rigtig nok, at der kunde ikke dømmes i den Sag, saalænge der ingen var til Sagens Værn, og Lagmanden Skapte indvendte med Rette, at een Mands Beretning er kun halv Beretning, og naar der var Tvivlsmaal i en Sag, vare de fleste tilbøjelige til at udlægge den til det værste; men Thorer var en mægtig Mand, og stod i Forbindelse med de fleste Høvdinger; han drev det derfor igjennem, at Gretter blev dømt, og erklæret landflygtig eller fredløs over det hele Land; derhos lovede han Gods til den, som kunde slaa Gretter ihjel. Folk mente dog, at denne Sag var dreven mere med Magt, end efter Lov og Ret.

Disse Tidender fik Gretter, da han om Sommeren landede i Hvidaa i Borgefjord: at Faderen var død, Broderen fældet, og han selv fredløs. Gretter tabte ikke sit Mod og sin Munterhed. Han gik forklædt bort fra Skibet, fandt en Hoppe paa Marken, og red paa den til Thorhalles Søn, Grim paa Gilsbakke. Dens Ejermand indhentede ham der, og fik sin Ejendom tilbage. Paa Gilsbakke blev han kun nogle Dage, thi Grim frygtede for at blive indviklet i hans Sag. Grim fortalte ham alt, at hans Broder Atle var endnu ikke bodet, at Thorbjoøn Yrnemegns Magt voxte daglig, saa det var tvivlsomt, om hans Moder kunde blive boende paa Bjerg. Gretter drog derpaa nordpaa til sin Moder; han kom der om Natten, og gik ind ad den nordre Dør til sin Moders Seng. Hun glædede sig vel over hans Komme, men udbrød tillige i Suk og Klager: hans ene Broder var dræbt, han selv var landflygtig og fredløs, og hendes tredie Søn var endnu saa ung, at han ikke kunde hjælpe sig selv.

Gretters Komme til Landet var endnu ikke ret bekjendt. Om Høsten kunde han derfor, uden i Forvejen at blive røbet, overraske sin Broders Drabsmænd; han traf Thorbjørn og hans Søn Grim ved deres Høværk, og fældte dem begge, red derpaa til den nærmeste Gaard, og tillyste Drabet, samt at han havde øvet det. Alle forundrede sig, da ingen endnu vidste, at han var kommen til Landet. Derpaa Søgte han Tilflugt hos sin Svoger Gamle og en anden Frænde, Thorsten Kuggesen. Men da Eftermaalsmændene Søgte ham her, maatte han flygte, og tyede da til Snorre Gode paa Tunge. Men denne sagde, at han var en gammel Mand, der ikke kunde tage sagskyldige Folk i Forsvar. Gretter begav sig da til Thorgils Aresen paa Rejkhole, og bad ham om Vinterophold. Thorgils gjorde ingen Vanskeligheder, og havde kun det at indvende, at Fostbrødrene Thorgeir Havardsen og Thormod Kolbruneskjald ligeledes vilde komme til ham; de vare ikke bekjendte for, at være rolige Mænd, og det kom da an paa, om de kunde forliges. Gretter lovede, at holde Fred, og ikke at udæske dem først. Han blev da der om Vinteren.

Kort efter Gretters Ankomst kom Fostbrødrene. Thorgils ejede nogle Øer ude i Bredefjord, som kaldtes Olafsøer. Her havde han en god Fed Oxe, som han ønskede at faa hjem til Julen. Fostbrødrene lovede at hente den, naar de kunde faa en tredie Mand med. Gretter tilbød sig. De roede ud til Øerne, men der rejste sig et Uvejr, og der blev stærk Søgang. Da de vare komne til Stedet. spurgte Gretter de andre, om de vilde blive ved Baaden eller hente Oxen. De valgte det sidste, og bare den ud i Baaden. De roede tilbage saa stærkt, at Tolde og Aarer brast. Fostbrødrene satte derpaa Skibet op, og Gretter skulde lede Oxen; men da den var fed og tung, blev den snart træt. Da tog Gretter den paa sine Skuldre, og bar den. Over denne hans Styrkeprøve bare Fostbrødrene Avind til ham, og besluttede at overraske og kyse ham, da han engang kom fra et varmt Bad. Da vilde der uden Tvivl have flydt Blod, hvis ikke Thorgils var kommen til, havde skilt dem ad, og befalet dem at være rolige.

Thorgils Aresen red om Sommeren til Altinget. Han talte med Lagmanden Skapte om de tre Mænd, han havde hos sig, og sagde, at de alle tre vare tapre, men to af dem kunde ræddes, thi Thormod var gudræd (7), Gretter mørkræd, saa at han ingensteds torde gaa i Mørke, men Thorgeir kunde ikke blive ræd for noget. Sagen om Eftermaalet efter Thorbjørn Yrnemegn blev foretaget paa dette Ting, thi Atles Frænder havde staaet Eftermaalsmændene saa haardt imod, at de ikke kunde faa Sagen ført ud paa Hunavatnsting. Dommerne vilde først lade Drabet paa Atle og paa Thorbjørn gaa op imod hinanden; men Skapte gjorde opmærksom paa, at Gretter allerede forud var gjort landflygtig, og kunde ikke være Sagsøger. Sagen blev da dreven saa, at der for Atles Drab skulde bødes to Hundrede i Sølv; men Gretters Frænder vare villige til, at eftergive denne Bod, naar Gretter maatte erklæres fri. Men da Sagen tog denne Vending, erklærede Thorer paa Garde, at det skulde aldrig skee, og fordoblede den Pris han havde sat paa Gretters Hoved, saa at den isteden for tre Mark, som ellers var det højeste man nogensinde havde hørt, nu blev sex Mark.

Gretter var nu ilde faren. Han maatte skjule sig i Skovene eller paa Sæterne, og for at faa Livets Ophold rane Klæder, Mad og Vaaben paa de mindre Gaarde, hvor ingen kunde gjøre ham Modstand. I Vatnsfjord boede Vermund hin Mjove (8), en Broder til Viga-Styr, og gift med Olaf Paas Datter, Thorbjørg hin Digre. Engang kom Gretter til Vatnsfjorddal, og skjulte sig i en Sæter. Bønderne samlede sig, for at overrumple ham. Ti Mand kastede sig over ham om Natten, da han laa og sov, imedens andre havde Baand paa rede Haand, for at binde ham. Det lykkedes dem, hvorpaa de rejste en Galge i Skoven, for at hænge ham. Men i det samme saae de nogle komme ridende, og een af dem var i farvede Klæder. Det var Thorbjørg, der red til Sæters. Hun spurgte strax Bønderne, hvad de havde for, og da hun hørte, at det var Gretter, som de vilde hænge, forestillede hun dem, at han var en berømt, storættet, ulykkelig Mand, der ikke fortjente at tage en saadan Ende. Hun befalede derpaa, at de skulde løse ham, gav ham en Hest, og tog ham hjem med sig, indtil hendes Husbonde Vermund kom hjem. Da Vermund kom hjem, tyktes han ikke vel om at finde Gretter hos sig, og spurgte Thorbjorg, hvad der havde bevæget hende dertil? Hun svarede: Fordi man herefter vil holde dig for større Mand, end før, da du har en Kone, som det torde gjøre; fordi hans Frænke Refna aldrig vil tro mig til, at jeg kunde lade ham dræbe, og fordi han selv er en anseelig Mand og en stor Idrætsmand. Vermund roste hende for renne Gjerning, og lod Gretter i nogen Tid være hos sig, men kunde ikke beholde ham i Længden, da han derved vilde paadrage sig mange Høvdingers Uvenskab. Nu drog Gretter atter til Thorsten Kuggesen, og deltog i hans Arbejder om Vinteren. Thorsten havde ladet en Kirke bygge paa sin Gaard, og i Nærheden af den en kunstig Bro med Ringe og Bjælder under, indrettet saaledes, at naar nogen gik over Broen, klang det i Ringene og Bjælderne, saa at man kunde høre det en halv Uge Søs derfra. Gretter maatte hjælpe Thorsten med Smedearbejdet, og arbejdede stærkt, naar han fik begyndt, men han vilde ikke gjerne dertil. Men da hans Ophold her spurgtes, maatte han atter begive sig bort, og drog fra den ene Ven eller Frænde til den anden, uden at have noget blivende Sted. Stundum laa han oppe i Fjeldene, og ranede fra de Vejfarende.

Endelig henvendte han sig til Lagmanden Skapte, og bad om hans Bistand. Men Skapte svarede, at han som Landets Lagmand ikke kunde tage ham i Forsvar, og satte ham i Rette fordi han ranede. Derimod raadte han ham til, at drage hen til et Sted, hvor han kunde skaffe sig Næring, og ikke behovede at rane fra Folk. Gretter svarede, at det vilde han gjerne, men han kunde ikke være alene, efterdi han var mørkræd. Imidlertid forsøgte han det, og tog efter sin Ven Grim Thorhallesens Raad hen til Søerne nord paa Arnarvatns Hede, byggede sig her en Hytte, og en liden Skandse, fik sig et Fiskergarn og en Baad, og levede der i lang Tid som Fisker. Tegn af hans Hytte seer man der endnu. Andre Skovmænd, som spurgte dette, tyede da gjerne hen til ham, da de ventede sig megen Hjælp af ham. En faadan Skovmand fra Nordlandet blev af hans Fjender underkjøbt til at dræbe ham. Han drog hen til Gretter, men denne fattede Mistanke, lod engang som om han sov, overraskede Skovmanden, i det denne vilde snigmyrde ham, og dræbte ham. Thorer paa Garde lejede da en anden Mand dertil, men det gik ham ligesaa. Da drog Thorer selv med firsindstyve Mand hen for at dræbe Gretter, men denne og en anden Mand, ved Navn Halmund, der var endnu stærkere, forsvarede sig i en Fjeldkløft med saa stor Manddom, at Thorer med stort Tab og endnu større Skam maatte vende tilbage.

Thorsten Kuggesen, som saae, at Gretters Fjender stedse bleve flere, raadte ham nu til at tage hen til Bjørn Hitdølekappe i Holm, en mægtig Høvding, som gjerne tog imod Landflygtige. Gretter drog did. Bjørn lovede ham sin Beskyttelse, naar han vilde lade alle de Mænd, som han havde under sig, i Fred, hvad han saa end vilde gjøre ved de andre; og da Gretter indgik Vilkaaret, anviste Bjørn ham et Fjeld ved Hitaraa, hvor han kunde have sit sikre Ophold. Det var Fagreskovsfjeld. Igjennem Fjeldet var der en Aabning, saa man kunde see ned paa Vejen, og der var en høj svær Sandbrink, som faa kunde komme op paa, naar en for Mand stod deroppe, og vilde forsvare sig; og Næring kunde man skaffe sig dels nede paa Myrene, dels ude ved Søen. Gretter drog derop, tjeldede for Aabningen med graat Vadmel, og søgte saa ned til Myrene, for at skaffe sig Fode, hvilket rigtig nok Myremændene ikke tyktes om. Af og til kom Gretter ogsaa til Bjørn, og de forsøgte mange Idrætter med hinanden. Engang svømmede de helt ned ad Hitaraaen lige til Søen. De opførte ogsaa Dæmninger i Aaen, som aldrig siden have været bortførte, hverken af Vandgang eller af Isføre.

Thord Kolbensen boede den Gang paa Hitarnæs; han var en Uven af Bjørn, som derfor ikke havde noget imod, at Gretter ranede fra Thords Mænd. Da Gisle, en Søn af Thorsten, som Snorre Gode lod dræbe, om Sommeren fra en Udenlandsrejse, kom til Landet, og landede i Hvidaa, bød Thord ham til sig. De talte sammen, og Gisle, der havde været hos Kong Knud den Mægtige i England, og ikke havde ringe Tanker om sin egen Tapperhed, ansaae det for en ringe Ting at rydde Gretter af Vejen. Thord sagde, at han ikke vilde komme til at gjøre det for intet; thi Thorer havde just den samme Sommer forhøjet den Pris, han havde udsat paa Gretters Hoved, fra sex Mark Sølv til ni Mark Sølv. De holdt vel deres Anslag skjult, men Bjørn fik ikke desmindre Nys derom, og advarede Gretter. Da nu Gisle med to Mænd red op imod Gretter, fratog denne ham sin Vadsæk, dræbte hans Følgesvende, og bebrejdede Gisle, der nu tog Flugten, sin Fejghed. Ilden er hedest, svarede Gisle, naar den brænder en selv, og flyede det bedste han kunde, og alt som han løb, kastede han, naar Gretter kom ham nær, det ene Klædningstykke efter det andet. Saaledes løb han igjennem Kaldaadal, over Aslaughlid, og ud i Borgerhaun; og da havde han ikke mere paa, end det blotte Linned. Gretter forfulgte ham bestandig, rev paa Vejen et Ris op, greb Gisle, kastede ham ned, og hudflettede ham. Gisle maatte ligge en Uge derefter, og ingen holdt ham mere for Mand, saa at Skammen var endnu større end Skaden.

Gretter havde været to Aar paa Fagerskovsfjeld, og det var nu paa det tredie. Han havde to Mænd hos sig, og røvede, som sædvanlig, Faar fra Bønderne. Myremændene klagede sin Nød for Thord, men denne vilde ikke selv give sig ifærd med Gretter, og lovede kun at fly dem sin Søn Arnor, siden kaldet Jarleskjald, til Hjelp. De vare saa Mandstærke, at de haabede let at overvælde Gretter, men han forsvarede sig saa mandig, at ti Mænd laa slagne, fem vare dødelig saarede, og ingen af de andre vare uden Saar. Arnor kom først, efterat Træfningen var forbi, og havde nu ingen Lyst til at begynde den paa ny. Gretter blev endnu Vinteren over i sin Bolig; men da kom Bjørn til ham, og tyktes, at han nu havde gjort for meget af det; han havde ikke engang skaanet Bjørns Frænder og Venner; han selv vilde ikke bryde de Løfter, han havde givet ham, men det var uundgaaeligt, han maatte forlade denne Egn.

Næste Sommer drog Gretter til Borgefjord til Grim Thorhallesen; men denne vovede ikke at beholde ham hos sig. Om Høsten drog Gretter da, som der menes, efter Halmunds Raad, til Geitland. Da Vejret blev klart, gik han op paa Geitlandsjøkul, det højeste Fjeld, som er bedækket med Is og Sne. Han havde en Kjedel og Ildvirke (9) med sig. Han blev ved at vandre, indtil han traf paa en lang og meget smal Dal, indsluttet af Jøkler eller Isbjerge, saa at den næsten var tillukket for oven. Han kom til et Sted, hvor han fandt fagre Lier bevoxne med Græs, og der var varme Kilder, som vældede op af Jorden; ham tyktes, at det var Varmen heraf, som forhindrede Jøklerne fra at lukke sig sammen over Dalen. Der faldt en liden Elv igjennem denne med Brædder af Sand paa begge Sider. Af Solgang var der kun liden. Men det, han mest forundrede sig over, var den Mængde Faar, der var i Dalen, og de vare langt federe og bedre, end nogen, han for havde seet. Gretter gjorde sig der en Hytte af det Ved, han kunde faa; af Faarene og Lammene havde han Næring. Over denne Dal, siges der, raadte en Tusse eller Blanding af Menneske og Trold, som hed Thorer; med hans Tilladelse tog Gretter Bolig der, og han kaldte efter ham Dalen Thorers Dal. Her kunde Gretter have haft det godt, hvis han kunde have udholdt denne Ensomhed. Men da han ikke kunde det længer, gik han derfra tværs over Jøklerne, til han kom til Skjaldbreid. Der oprejste han en Helle (10), slog et Hul igjennem den, og sagde, at naar man satte Øjet ved Hullet, kunde man derigjennem see ned i Kløften, som gaar ud fra Thorers Dal. Derpaa drog han sønderpaa, saa til Østfjordene, og tilbragte paa denne Rejse en Vinter og Sommer; han besøgte alle de anseeligere Meend, men der var altid noget i Vejen, saa at ingen vilde beholde ham. Derefter drog han atter nordpaa, og opholdt sig paa adstillige Steder.

Fra Østfjordene drog Gretter hemmelig afsted, da han stedse frygtede for at komme ifærd med Thorer paa Garde, og laa om Sommeren ude paa Mødrudalshede og andensteds, stundom ogsaa paa Rejkedals Hede. Thorer spurgte imidlertid, at han var der, samlede derfor Folk, og red op paa Heden, for at gribe ham, og haabede, at han nu ikke skulde undgaa. Gretter vidste ikke af noget, for Thorer var nær ved ham; han opholdt sig ved en Sæter i Nærheden af Almindingsvejen, og havde to Mænd hos sig. Dem bad han at trække Hestene ind i Sæteren. Thorer red forbi uden at mærke dem. Da de fleste af Flokken vare komne forbi, sagde Gretter: De vil vist blive ilde tilmode, hvis de ikke træffe mig, jeg vil gaa dem imøde. Han lod derpaa de andre forvare Hestene, og gik selv alene i en anden Dragt med en sid Hætte, som skjulte hans Ansigt, og med en Stav i Haanden, Thorer og hans Folk imøde. De spurgte, om han ikke havde seet nogen ride der paa Heden. Jo, sagde han, og det er vist dem, I lede efter; I ville nu let kunne finde dem, thi de vare her sønden for Myrene paa venstre Haand. De andre rede da efter hans Anvisning ud paa Myrene, men her var saa moradsigt, at Hestene sank i, og de maatte tilbringe en lang Tid, forend de kunde komme op af Myren igjen. De bandede da den Mand, der havde holdt dem for Nar. Imidlertid drog Gretter med sine Mænd hen til Thorers Gaard. Der traf de en Mand, og saae en dejlig og velklædt Kvinde. De spurgte Manden, hvem det var? Han svarede, at det var Thorers Datter. Gretter gik da hen til hende, og bad hende hilse sin Fader: at han nu glad og fornojet, skjøndt de ellers sjælden taledes ved, var reden over hans Eng forbi hans Gaard, efterat have gjækket ham og alle hans Folk. Derpaa sendte han sine Følgesvende til een Side, og gik selv formummet ad en anden op til Fjeldene. Da Thorer nu kom hjem, kunde han vel vide, hvem hans Vejviser havde været, og havde kun høstet Spot af sin Rejse.

Ved Eyadalsaa i Baardardalen boede der en Præst ved Navn Sten, og paa Sandhaug (eller Sandhole) søndenfor Aaen en Mand, ved Navn Thorsten den Hvide og hans Kone Stenvør. Paa denne Gaard var Troldgang. Engang en Juleaften, da Konen var tagen til Julegilde, men Manden var hjemme og var gaaet i Seng med de andre Gaardens Folk, hørte man en stor Tummel om Natten ved hans Seng, men ingen vovede, at see efter hvad det var, og om Morgenen var Manden borte. Næste Julenat vilde Konen gaa til Kirke, og bad sin Huskarl blive hjemme. Han vilde kun nødig, men opfyldte dog hendes Villie. Om Morgenen efter var ogsaa han borte, uden at nogen vidste, hvor han var bleven af, men man saae Blod ved Døren, og mente, at Uvætter havde taget ham. Gretter spurgte dette, drog lille Juleaften hen til Baardardal, kaldte sig Gest, og bad om at han maatte blive der. Stenvør lovede ham Mad, men sagde, at hvis han kom noget til der, maatte det være hans egen Sag. Han svarede, at saa skulde være, og bad hende siden rolig at drage til Kirke, han skulde nok blive hjemme og passe paa Gaarden. Hun tog da afsted med hendes lille Datter, men da hun frygtede for, at hun ej kunde komme over Aaen, hvori der var stærk Isgang, saa lovede han at følge med og at hjælpe dem over. Det havde sine store Vanskeligheder; men Gretter tog dem begge, satte Pigen paa sin Moders Skjød, tog dem paa den venstre Arm, og skjød med den hojre Isstykkerne tilside, og bar dem saaledes over Aaen, der gik ham helt op paa Brystet. Derpaa gik han hjem, og lagde sig i sine Klæder til at sove. Lys brændte der i Stuen, indtil det led ud paa Natten. Ved Midnatstide kom der en stor Troldkvinde ind, med et Trug i den ene Haand og en Stang i den anden. Gretter sprang op, og de begyndte at brydes. Hun trak ham ud af Huset, ned imod Aaen, og han var saa mødig, at han frygtede for at blive styrtet ned af Bjerget, men endelig fik han sin højre Haand løs, greb sit Sax, afhug hendes Arm, og styrtede hende ned i Fossen. Han selv blev liggende afmægtig paa Bjerget, indtil det blev Dag. Da Stenvør kom hjem, blev han bragt til Sengs, og maatte ligge i flere Dage, for han atter kunde komme til Kræfter. Der blev sendt Bud efter Præsten, som han fortalte, hvorledes det var gaaet til. Det var Gretters egen Beretning, at Troldkvinden blev styrtet i Fossen, men de Baardardals Mænd sige, at i det Øjeblik hun blev saaret, randt Dagen op, saa at hun blev overrasket og brast og blev til en Sten, som endnu staar paa Bjerget i en Kvindes Lignelse. Mændene der i Dalen holdt Gretter skjult om Vinteren. Gretter begav sig engang til Præsten, bad ham følge med sig, og steg ved Hjælp af et Tov i en Dybde af femten (eller halvtredsindstyve) Favne ned til Fossen, hvor han i en Hule traf en skrækkelig stor Jætte, der anfaldt ham med et saakaldet Hæftesax, et Slags Spyd, hvormed man baade kunde hugge og stikke. Gretter hug med sit Sax Skaftet over, og i det Jætten nu vilde gribe efter et Sværd, gav Gretter ham Bane. Der fandt han ogsaa meget Gods i Hulen, samt to Menneskelig, der siden bleve førte til Kirken, og begravede paa Kirkegaarden.

Thorer paa Garde fik imidlertid atter Nys om Gretters Opholdssted, og stod ham atter efter Livet. Man raadte ham derfor til at drage bort. Han drog da vesterpaa, og kom til Gudmund den Mægtige paa Mødruvolde. Men denne fandt det heller ikke tjenligt at beholde ham hos sig. Derimod gav han ham Anvisning paa et Sted, hvor han kunde være sikker paa sit Liv. Der ligger en Ø i Skagefjord, som hedder Drangø, sagde han; den er saa høj, at intet Menneske kan komme derop, uden ved Hjælp af Stiger; hvis du kan komme der, saa er jeg vis paa, at ingen kan gjøre dig noget hverken med Vaaben eller Forræderi, når du vel forvarer Stigen. Gretter svarede, at han vilde forsøge det, men han var saa mørkesky, at han ej kunde være alene. Tro du ingen saa vel, sagde Gudmund, at du jo tror dig selv bedst. Gretter takkede ham for hans Raad. Gretter drog nu først hen til hans Moder paa Bjerg, hvor saavel hun som hans yngre Broder Illuge tog vel imod ham. Der hørte han, at Thorsten Kuggesen var bleven dræbt om Høsten for; og overhovedet begyndte hans Venner stedse mere at falde fra. Han drog derefter til Holtevardehede, og agtede at hævne Halmunds Død, der ligeledes var bleven dræbt, men fandt ikke hans Banemand. Saa drog han til Bredefjordsdale, og fristede Livet ved at rane fra dem, som droge over Brettebrekke. Efter Thorsten Kuggesens Død blev Snorre Gode meget fortørnet paa sin Søn Thorod og paa Bork Digres Søn Sam. Man vidste ingen anden Grund til hans Vrede, end at de ikke havde villet udføre et Storværk, som han havde paalagt dem. Men hvorfor det end var, saa jog han sin Søn Thorod bort, og befalede ham ikke at komme for hans Øjne, forend han havde dræbt en Skovmand. Thorod Snorresen drog først hen til en Enke, der blandt sine Folk havde en Faarehyrde, som formedelst nogle Saar, han havde tilføjet en anden, var bleven fredløs, men ikke engang endnu var fuldvoxen. Da hun spurgte Thorod, hvad han vilde der? spurgte han efter Faarehyrden, og sagde, at det var hans Ærende at dræbe ham. Saadan en Mand, som du, sagde hun, vil dræbe en stakkels Piltring; nej, da skal jeg anvise dig en anden Mand, som du kan indlægge dig Ære ved at anfalde. Og hun gav ham nu Anvisning paa Gretter. Thorod red da op i Fjeldet, hvor denne skulde være. Han fik Øje paa en blakket Hest med Sadel paa og en Mand ved Siden af den. Det var Gretter. Denne spurgte, hvem han var og i hvad for Ærende han var kommen? Thorod sagde det, og at de nu skulde forsøge, hvem der var taprest. Han drog derpaa sit Sværd, og anfaldt Gretter, men denne bodede kun for sig med sit Skjold, og vilde ikke tage til sit Sværd; og da Thorod, uagtet alle hans Formaninger, at slaa sig til Ro, da han imod ham intet kunde udrette, blev ved at hugge ind paa ham, greb Gretter ham endelig med den ene Haand, satte ham ned, og sagde: Du er nu i min Magt, og jeg kan gjøre med dig hvad jeg vil; jeg ræddes ikke for, at du skal slaa mig ihjel, men jeg ræddes mere for din graahærdede Fader, Snorre Gode, og hans Anslag. Da Thorod nu indsaae, at han intet kunde udrette, red han tilbage til Tunge til sin Fader, og forlalte, hvorledes det var gaaet ham. Snorre sagde: Mange ere bedre, end de have Ord for; og den Skaansel, Gretter havde viist imod bans Søn, skaffede ham i Snorre en Ven, der siden altid talte til hans Bedste.

Kort efter drog Gretter hjem til sin Moder paa Bjerg, og blev der en Stund. Hans Mørkrædhed fik nu saadan Overhaand, at han torde ingensteds gaa, naar det begyndte at mørkne. Hans Moder bad ham at blive hos hende, men han torde ikke for hendes egen Skyld, da han nu laa i Strid med det hele Land. Han fortalte Moderen det Raad, som Gudmund den Mægtige havde givet ham, at tage hen til Drangø, men han torde ikke være der alene, og maatte nødvendig have en tro Mand hos sig. Hans Broder Illuge var den Gang femten Aar gammel; han tilbød af Broderkjærlighed at følge med, og Asdis, der nødig vilde stilles fra ham, gav sit Samtykke til at undvære begge sine Sønner, da Gretter ellers vilde være ilde faren.

Brødrene drog nu noget omkring til adskillige steder. Engang traf de paa en Løsgjænger, ved Navn Thorbjørn, der ikke kunde eller ikke vilde arbejde, men skræppede meget, og tit var til Gjæk for andre. For sine Narrestregers Skyld fik han Øgenavnet Glum. Denne Mand gav sig i Ledtog med Brødrene. Efter nogen Omvandring lejede de endelig en Bonde til at lade dem sætte over paa Øen Drangø. Gretter fandt, at den var et godt Opholdsted. Hele Øen var bevoxen med Græs, men saa stejl, at man ikke kunde komme op paa den, uden der hvor Stigerne vare, og naar den øverste af disse var trukken op, vilde ingen være i Stand til at bestige den. Der var ogsaa et stort Fuglebjerg, hvor Fuglene om Sommeren byggede deres Reder, og paa den Tid var der firsindstyve Faar paa Øen, som tilhorte Bonderne deromkring, for det meste Væddere og Faar, som de vilde have til Slagtning. Da Gretter tog sin Bopæl her, havde han, efter Sturle Thordsens Beretning, verret fredløs i femten til sexten Aar.

Den Gang Gretter kom til Drangø vare disse Mænd Herredshøvdinger i Skagefjord: Hjalte boede paa Gaarden Hof i Hjaltedal, og var en Søn as Thord Hjaltesen. Hans Broder hed Thorbjørn Øngul, en haard og voldsom Mand. En Svoger til dem var Haldor Thordsen paa Høfdestrand. Bjørn Bjørnsen boede paa Haganæs, og kaldtes Tunge-Bjørn. Sten boede paa Stenstad, og Einar, en Søn af Holmgange-Snorre, paa Gaarden Hof i Goddalene. To Brødre, der begge hed Thord, og vare bekjendte for deres Styrke, boede i Slettehlid. Alle disse Mænd havde Part i Drangø, men der fortælles, at ikke færre end femten havde Part i Aen, og den ene vilde ikke sælge sin Del deraf til den anden. Men de tvende sidstnævnte, Thordsønnerne, havde den storste Andel den, da de vare de mægtigste og rigeste.

Da det led hen imod Vintersolhverv, gjorde Bønderne sig færdige at søge deres Slagtekvæg paa Øen. De havde en Skude; hver stillede en Mand for sig, somme to; og da de nærmede sig Øen, saae de, at der gik Mennesker deroppe. Dette tyktes dem underligt, men de formodede, at et Skib maatte have sat til der, og at nogle af Folkene havde reddet sig op paa Øen. De roede hen til det Sted, hvor Stigerne vare, men de, som vare paa Øen, trak Stigerne op. Bønderne forundrede sig, og raabte og spurgte, hvem der var der? Gretter sagde dem det, og nævnede sig og dem, der vare hos ham. De spurgte, hvem der havde skaffet ham ud paa Øen? Han svarede: Det var en Mand, der ejede Baaden, og havde Hænderne, og'var en større Ven af mig end af eder. Lad os faa vore Faar, sagde Bønderne, og gak paa Land med os, hvad du allerede har slagtet, maa du beholde. Det er et godt Tilbud, svarede Gretter, men vi vil dog nu paa begge Sider beholde hvad vi har, og min Mening er snart sagt: herfra kommer jeg ikke, med mindre jeg bliver baaren død herfra, og hvad jeg har faaet i min Magt, giver jeg ikke Slip paa. Bønderne tav da, og tyktes, at der var kommen en ond Gjæst til Øen. De bøde ham Gaver, og gjorde ham store Løfter, men han afslog alting, saa at de med uforrettet Sag og ilde tilfredse maatte drage tilbage. De fortalte de, andre Herredsmænd, hvilken Varg (11) der var kommen til Drangø, men om Vintertide var der intet videre derved at gjøre.

Da Tiden kom om Vaaren at man skulde drage til Hegranæsting, samledes der en stor Mængde fra de Herreder, som hørte dertil. De vare længe paa Tinget, og beskjæftigede sig dels med at forhandle Sager, dels med at forlyste sig med allehaande Idrætter. Da Gretter spurgte, at de fleste Folk vare dragne til Tings, holdt han Raad med sine Staldbrødre, og tilkjendegav dem, at han vilde tage over til Landet for at forsyne dem med Fødemidler; thi sine Venner, som han havde hos sig, holdt han altid Venstab med, og delte med dem alt hvad han kunde overkomme. Illuge syntes ikke derom, men gav dog efter for Gretter. Denne bad dem passe vel paa Stigen, og begav sig hemmelig til Land, og skaffede sig hvad,de behøvede. Intet Menneske havde nogen Anelse om hans Nærværelse. Da han nu spurgte, at de paa Tinget havde megen Lystighed for, besluttede han at tage derhen. Han fik nogle pjaltede Klæder paa, og kom til Tinget, da Folk fra Lovretten gik hjem til deres Boder. Somme af de unge Mænd sagde da, at nu var det godt Vejr, de vilde derfor fornøje sig med nogle Idrattter. Thords Sønner mente, at man skulde brydes; og Thorbjørn Øngul, hvis Mening næsten ingen torde sætte sig imod, greb de andre i Skuldrene, og ledte dem frem paa Pladsen. De mindst stærke (12) brødes først, og faldt over hinanden, til stor Gammen for Tilskuerne. Da dette havde varet en Stund, talte de om, hvem der skulde brydes med een af Thorderne, men ingen torde. De gik omkring, og udæskede adstillige, men alle trak sig tilbage. Da saae Thorbjørn Øngul sig om, og fik Øje paa en stor Mand, som sad der, men hvis Ansigt han ikke kunde see, thi Manden havde trukket sin Hætte ned. Thorbjørn tog ham fast i Skuldrene, men Manden blev siddende urokkelig. Saa fast har ingen siddet for mig i Dag, sagde Thorbjørn, hvad hedder du? Jeg hedder Gest, svarede Mauden. Vil du more dig og give dig i Leg med os, sagde Thorbjørn, saa er du en god Gjæst. Men Gest undslog sig, da han var ubekjendt og fremmed, og vilde ikke indlade sig i noget, med mindre de vilde haandfæste ham Fred og Tryghed der paa Tinget og indtil han kom hjem til sin Bolig. Det lovede de ham strax; og en Mand ved Navn Haser, der især drev paa, at de skulde give ham Tryghed, og som var en Mand af mange Ord, udtalte selv med Fynd og Klem Tilsikringen paa følgende Maade:

Her, sagde han, sætter jeg Fred og fuldkommelig. Tryghed alle Mænd imellem, besynderlig tilnævnt denne Gest, som her sidder, og deri indsluttet alle Godordsmænd, Bønder og Almue, Unge og Gamle, og Vaabenføre. Jeg og alle Herredsmænd i Hegranæsting, eller hvorfra de ere komne, nævnte eller unævnte, haandfæster Fred og fuldkommelig Tryghed til deime fremmede og ubekjendte Mand, som kalder sig Gest, under alle Idrætter og Kamplege, til at blive her og at drage hjem, hvorsomhelst han har fornoden, paa Sø og til Lands og paa Alfarevej; han skal have Fred paa alle Steder, nævnte og unævnte, saa længe han har Fred fornøden, til han er kommen hjem paa vor Tro og Love; og denne Fred sætter jeg for os og vore Frænder og Venner, og alle, som os vedrøre, Mand og Kvinde, Tyende og Træl, Svend og selvraadende Mand. Og den skal være Fredniding og Forræder, som Fred bryder, eller Tro og Love rykker; han skal være udlæg og fordreven fra Gud og gode Mennesker, fra Himmerig og alle Guds Helgener, og ingensteds antagen blandt Folk, og skal være fordreven fra alle Mennesker, saa vidt som Mennesker fordrive Varg og Ræv, eller kristne Mænd komme til Kirke, eller hedenske Mænd blote i Hov, saa vidt som Ilden brænder og Jorden gøonnes, eller mælende Barn nævner sin Moder, og Moder Barn søder, og levendes Folk tænde Ild; saa vidt som Skib strider, Skjolde blinke, Sol skinner om Sommeren og Sne ligger om Vinteren over dette Land i den lange Vinternat, saavidt som Finn render paa Ski og Fyrr voxer, saa vidt som Falk flvver om Vaardagen, naar blæsende Bør staar under begge dens Vinger; saavidt som Himmelen naar, Verden er bebygget, og Vinden driver Vand til Søen, og saa vidt som Karlfolk saa Korn; han skal være fordreven fra alle Kirker og kristne Lærere, fra hedensk Hov og Hus og Helle, og fra alle Verdener, undtagen Helvede. Og skulle vi nu være enige og endrægtige den ene med den anden af et godt Sind, hvor som vi findes, paa Fjeld eller Fjære (13), paa Skib eller Skjær, paa Jord eller Jøkul, paa Hav eller Hesteryg, ligesom naar Ven finder sin Ven paa Havet eller Broder sin Broder paa farendes Vej, saa forligte som Fader med Søn og Søn med Fader. Giver nu hinanden Haand, og lader os vel holde Fred og given Tryghed og Tro med Gud til Vidne og alle gode Mænd, som disse Ord høre og nær ere stædte.

Mange taltes nu ved, og tyktes, at denne Tale var ordrig nok. Gest sagde: Du har vel talt, naar I holde det vel. Derpaa kastede han sine Overklæder af; men da saae alle paa hinanden, og stammede sig, thi dem tyktes, at de nu kjendte Gretter Asmundsen, og den, der ikke blev mindst skamfuld tilmode, var Haser. De gik to og to sammen, og dadlede hinanden, og især Manden, der havde tillyst Freden. Gretter sagde: gjører nu snart, hvad I have i Sinde, men betænker, at det er farligere for eder, end for mig, at rykke Freden. Thords Sønner og deres Svoger Haldor satte sig ned, og raadsloge med hinanden, og alle Høvdingerne stak Hovederne sammen. Nogle vilde bryde Freden, andre vilde holde den. Men da rejste Hjalte sig op, og sagde: Gretter skal have Fred, saaledes som vi have tilsagt ham, og han skal frit komme og gaa for denne Gang, men naar han kommer hjem, er vort Lejde ude. Dette vandt alles Bifald, undtagen hans Broder Thorbjørns, som tav stille. Derpaa sagde Folk, at een af Thorderne skulde prøve Styrke med Gretter. Kampen begyndte, men Thord kunde ikke rokke Gretter, hvorimod denne greb ham, og kastede ham over sit Hoved, saa at han faldt ned paa Skuldrene, og fik et svært Fald. Derpaa sagde Folk, at begge Thorderne skulde brvdes med Gretter; men Udfaldet var saa, at Folk mente, at begge Brødrene vare lige stærke, og Gretter saa stærk, som dem begge, skjøndt hver af dem kunde tage sine tvende føre og dygtige Mænd. Bønderne forlangte derpaa, at Gretter skulde overgive dem Øen, og forlade den; men han afslog det, og videre var der da ikke derved at gjøre. Gretter kom hjem til Drangø, og fortalte Illuge hvad der var sieet, og Broderen glædede sig over hans Komme.

De ringere Bonder talte nu med hinanden om, at de ikke havde Gavn af deres Part i Drangø; de besluttede derfor at sælge hver sin Part til Thordsønnerne, paa det Vilkaar, at de skulde dræbe Gretter eller jage ham bort fra Øen. Hjalte vilde ikke have dermed at gjøre, og overlod ligeledes sin Part til sin Broder, saa at Thorbjørn Øngul nu kom i Besiddelse af den hele Ø. Om Sommeren sejlede Thorbjørn derover, og søgte atter at bevæge Gretter til at forlade hans Ejendom, men alle hans Forsøg vare til Unytte.

Derover klagede nu de andre Bønder, og sagde, at de vilde have deres Part igjen.

Da Gretter havde været to Aar paa Drangø, var den meste Del af Faarene slagtet. En Vædder lode de leve længst, thi den var saa tam, at den løb efter dem, hvor de gik, kom af sig selv om Aftenen hjem til deres Hytte, og stangede med sine Horn paa Døren, for at blive lukket ind. De havde Føde af Fugle og Fugleæg, men lede især Mangel paa Ved. Dette maatte deres Træl Glum samle op, naar noget drev hen til Øen, og Gretter havde strerngelig befalet ham at holde Ilden vedlige om Natten; men Glum gad intet bestille, og lod Ilden gaa ud. Saaledes havde de det ikke saa godt, som de kunde have haft det. Engang maatte Gretter endog, for at skaffe det Fornødne tilveje, svømme over til Landet til Gaarden paa Rejke. Den korteste Afstand var en Uge Søs; men ogsaa denne Bedrift forøgede hans Berommelse.

Om Sommeren kom der et Skib ud til Landet. Der «ar en ung Mand ombord, som hed Hæring; han tog ind til Thorbjørn Øngul, og da han var saa dygtig og for, at han kunde klavre op ad det stejleste Bjerg, saa opmuntrede han bestandig Thorbjørn til at anfalde Gretter. De overlagde denne Færd med hinanden, og sejlede over til Drangø. Thorbjørn lagde til nede ved Øen, og gav sig som sædvanlig i Tale med Gretter; men imedens begge Brødrene stode der, og ikke tænkte paa nogen Fare, klavrede Herring op paa den modsatte Side af Bjerget, paa et Sted, hvor aldrig noget Menneske forhen havde færdets, og kom med sin Øxe i Haanden bag paa Brødrene, der vendte Ryggen til ham. Lykkeligvis fik Illuge i Tide Øje paa ham, og raabte til Gretter, at der kom en Mand med opløftet Øxe. Gak du imod ham, sagde Gretter, imedens jeg passer paa Stigerne. Illuge vendte sig til Hæring, men da denne saae sig røbet, løb han tilbage saa langt som Øen var, og da han ikke kunde undgaa Illuge, sprang han ned, og knuste hvert Ben i sin Krop. Stedet kaldtes siden Hæringsspring. Thorbjørn maatte nu igjen sejle tilbage, og havde megen Skam af denne Færd. Gretter blev om Vinteren paa Drangø. Paa denne Tid døde Lagmanden Skapte, hvilket var en stor Skade for Gretter; thi Skapte havde lovet at tale godt for ham, naar han havde været landflygtig i tyve Aar, og denne Vinter var just den nittende.

Om Sommeren paa Altinget talte Gretters Venner om hans Landflygtighed, og somme tyktes, at han burde være fri, naar han havde været landflygtig noget paa det tyvende Aar; men de, som havde Sager med ham, satte sig derimod, og indvendte, at han siden den Tid havde øvet mange Gjerninger, som vare Landflygtighed værd, og burde derfor desto længere være fredløs. Paa denne Tid blev der indsat en ny Lagmand, nemlig Sten Thorgeirsen, en forstandig Mand. Sagen blev henstillet til hans Afgjørelse. Han bad da de andre undersøge, om den Tid, som nu var leden af Sommeren, var af de tyve Gange tolv Maaneder, siden Gretter var gjort landflygtig. Det befandtes saa. Da gik Thorer fra Garde frem med megen Iver, og fandt paa alt hvad han kunde, og forestillede, at Gretter først kom ud til Landet ved Enden af.Sommeren, og havde ikke den Sommer været fredløs, saa at han havde kun varet nitten Gange tolv Maaneder i Landflygtighed, og der fattedes de tre Maaneder fra Altingets Slutning til Gretter kom til Landet. Da erklærede Lagmanden, at ingen skulde være landflygtig længer end tyve Aar, selv om han i den Tid øvede Landflygtigheds Gjerning; men for den Tid vilde han ikke sige nogen fri. Følgen var da, at Gretter ikke blev kjendt fri denne Gang; men alle ansaae det for vist, at han vilde blive det næste Sommer. Indvaanerne i Skagefjord bleve imidlertid misfornøjede, og sagde atter til Thorbjørn, at enten skulde han fly dem deres Part af Øen igjen eller skaffe Gretter af Vejen. Dertil havde han liden Udsigt, og afstaa Øen vilde han ikke. Der var en gammel Kvinde, ved Navn Thuride, som havde opammet Thorbjørn; nu var hun aflægs og svag, men i sine unge Dage havde hun været meget troldkyndig, medens Folket nemlig endnu var hedensk. Nu mente man, at det var forbi dermed; men endskjøndt Kristendommen nu var i Landet, saa vare der dog nogle Gnister blevne tilbage af den hedenske Skik. Det havde ogsaa den Gang været Lov i Landet, at det var ikke forbudet, at øve Trolddom eller anden hedensk Færd i Løndom; kun naar det skete aabenbare, blev det straffet med Landflygtighed. Nu hedder det jo, at Haand gjør gjerne hvad tilvant er, og hvad Ungdom nemmer sjelden Alderdom glemmer; da Thorbjørn intet andet Raad vidste, og henvendte sig til sin Amme, svarede hun: Nu gaar det nok, som det hedder for et gammelt Ord, at du gaar i Gedehus, og beder om Uld; gode Raad veed jeg for dig, om du vil bruge dem.

Da nu to Maaneder vare tilbage af Sommeren, en Dag, da det var godt Vejr, sagde hun til Thorbjørn, at han skulde drage til Drangø, og hun vilde tage med ham. Han svarede, at han to Gange havde gjort en ulykkelig Rejse, og havde forlovet at gjøre det tredie Gang, men hun blev derved, at naar han vilde have godt af hendes Raad, maatte han følge dem. Thorbjørn sejlede da med hende hen til Øen. Da Brødrene saae Baaden, kom de frem, og den gamle Underhandling begyndte: Thorbjørn vilde have Gretter bort, og Gretter vilde ikke. Kjerringen laa imidlertid i Baaden skjult af Klæder. Hun raabte endelig: Nu taler jeg det for dig, Gretter, at al Lykke og Velfærd, Forsvar og Forstand skal nu forlade dig, jo mere, jo længer du lever, og faa Glædesdage skal du see efter denne. Gretter blev ganske underlig derved, og raabte: Hvad er det for en Djævel, der er paa Skibet? men Illuge gjættede rigtig, at det var Thorbjørns Amme, den lede Hex. Da skal hun dog have en Erindring om sit Besøg hos os, sagde Gretter, og kastede en stor Sten efter hende, og traf Klæderne, et større Kast, end Thorbjørn troede, at noget Menneske kunde kaste; Stenen rammede Kjerringen, og knuste hendes Hofte, saa hun maatte bringes hjem, og laa en Maaneds Tid derefter. Men da Tiden led frem paa Høsten, saa der kun var tre Uger til Vinteren, lod hun sig age ned til Stranden, ledte, og fandt et Træ med Rod; hun lod tælge en lille Plet derpaa, tog saa sin Kniv, og ristede Runer paa Roden, og bestrøg dem med Blod, og kvad saa Galdre derover. Derefter gik hun avet om Træet, og læste mange Trolddomsord derover. Saa lod hun det kaste i Søen, og sagde, at det skulde drive til Dranøo og tilføje Gretter Meen. Vinden bar fra Øen; ikke desmindre drev eller sejlede Træet imod Vinden derover saa stærkt, som nogen kunde tænke. Dagen efter at hun havde trollet Træet, gik Brødrene ned til Stranden, for at søge Brændeved; de fandt Træet, og Illuge blev glad, thi Træet var stort, og han mente, at den var meget Brænde; men Gretter stødte til det med ffoden, og sagde, at det var et ondt Træ og en ond Sending; han kastede det derpaa ud i Søen, og bad Illuge vogte sig derfor, thi det var sendt dem til Uheld. Den næste Dag kom Trællen Glum ned, og fandt atter Træet, som laa der igjen; og Gretter kastede det atter ud. Nu led Sommeren, og det blev koldt og sneede. Da vilde Brødrene ikke selv gaa ud, men sendte Glum ned at lede efter Brændeved. Han fandt Træet, og bar det hjem. Da Brødrene hørte ham tumle dermed, gik Gretter ud med sin Øxe i Haanden. Glum sagde: Lad mig nu see, at du ikke er længer om, at hugge det itu, end jeg var om at hente det. Hvorpaa Gretter, der var hastig af sig, hug til Træet, uden at see sig for, hvad det var; men i det Øjeblik Øxen rørte ved Træet, drejede den sig, og fløj op paa Gretter ovenfor Knæet, og gav ham et svært Saar lige ind til Benet. Illuge forbandt ham, og plejede ham, og vaagede hos ham, og paa tre Dage drog Saaret sig sammen, som om det vilde læges; men strax efter brød det atter op, og voldte ham Værk og Pine, saa der kom aldrig Søvn i hans Øjne. Endelig sagde Kjerringen til Thorbjørn, om han nu ikke snart vilde besøge Gretter. Han vilde ikke dertil, thi Vejret var nu ikke til at sejle i; men hun drev paa ham, thi ellers vilde han komme for silde. Selv vilde hun ikke med, thi hun havde jo sendt ham sin Hilsen, sagde hun. Thorbjørn sendte Bud til adskillige Mænd i Herredet, som havde haft Del i Øen, men ingen af dem vilde hjælpe ham. Endelig gav Tunge-Sten ham to af sine Folk, hans Broder Hjalte sendte ham tre Mernd, og saaledes samlede han flere, indtil han med tolv Mand kunde drage til sin Svoger Haldor. Denne forøgede hans Styrke med sex Mand; og nu droge de ud til Bjørn paa Haganæs, der laante ham sin Skude. Vejret var haardt, da de lagde fra Land; men jo længer de kom frem, desto bedre blev det, og saaledes kom de i Tusmørket til Drangø. Der var ingen til at vogte paa Stigerne uden Trællen Glum; men han havde forsømt at drage dem op, og havde lagt sig til at sove. Opgangen var altsaa let. De vækkede Trællen med et Slag, truede ham til at tie, gik til Hytten, og bankede paa. Brødrene troede, at det var den tamme Vædder, der stødte paa Døren med sine Horn; men da den blev slaaet ind, fik de andet at kjende. Illuge sprang hen, stillede sig i Døren, og værgede den. De andre gik da op paa Taget, og brøde det af; og nu begyndte en haard Kamp. Den dødsyge Gretter fældte flere Mænd, indtil han endelig blev overvældet, og Thorbjørn gav ham et svært Saar imellem Skuldrene. Da raabte Gretter: Bar er broderløs Bag. Illuge kastede et Skjold over ham, og forsvarede ham. Men Gretter kunde ikke mere, og faldt forover paa Brystet. Nu vendte de sig fra ham, og klemte Illuge imellem deres Skjolde. Da alle troede, at Gretter var død, gik Thorbjørn hen, og vilde tage hans Sværdsax, men Gretter havde knuget sin Haand om Fæstet, saa at det ej kunde rokkes. Otte Mand kunde ikke vriste det fra ham; endelig afhug de hans Haand, toge Saxet, og afhug hans Hoved med hans eget Sværd; men dette Hug var saa stort, at selv dette Sværd ej kunde udholde det, uden at saa et Skaar i Eggen. Saaledes døde den tapreste Mand paa Island, i en Alder af fire og fyrretyve Aar.

Thorbjørn sagde til Illuge, at han vilde skjænke ham Livet, naar han vilde sværge paa, aldrig at attraa Hævn efter sin Broder. Illuge afviste ham med Haan. Da dræbte de ogsaa ham, og begrove begge Brødrene paa Øen. Men Gretters Hoved tog Thorbjørn med sig, thi han vilde have den derpaa udsatte Pris. Næste Morgen roede de til Landet, og førte Trællen med, men da han vedblev at græde og klynke, sloge de ogsaa ham ihjel, for at blive af med bam.

Thorbjørn lagde Gretters Hoved i Salt, for at bevare det. Efter Julen drog han til Thorer i Garde, men denne vilde ikke betale ham den udsatte Pris, thi derved, sagde han, vilde han selv blive en uærlig Mand og delagtig i hans Trolddomsgjerning. Denne Begivenhed vakte overhovedet megen Omtale; Gretters og Illuges Frænder og Venner udbredte den Mening, der ogsaa blev den herskende, at Thorbjørn ikke blot havde forsyndet sig med Trolddom, men tillige øvet Nidingsværk ved at dræbe en Mand, der allerede laa for Døden. Og da Sagen om Sommeren blev bragt for Altinget, faldt Dommen saaledes ud, at Thorbjørn den samme Sommer skulde forlade Landet, og ikke komme tilbage, saalænge der levede nogen Eftermaalsmand efter Illuge og Gretter. Den udsatte Pris fik han heller ikke, thi Lagmanden satte sig imod, at den skulde udredes for Trolddom og Nidingsværk. Ved denne Lejlighed bleve ogsaa alle Troldfolk gjorte landflygtige. Thorbjørn havde taget Gretters Hoved med sig paa Vejen til Altinget, men Haldor raadte ham fra at bringe det derhen, thi han mente, at Gretters Frænder vilde gjøre ham Modstand nok, uden at han behøvede saaledes at tirre dem. Thorbjørn lod det da vaa Vejen, sønder paa Sand, grave ned i en Sandtue, som kaldtes Gretters Tue. Gretters Frænder droge over til Drangø, og førte hans og Illuges Lig over til Rejke paa Rejkestrand, hvor de laa i Sturlungernes Dage. Gretters Hoved blev begravet ved Kirken paa Bjerg.

Thorbjørn Øngul drog udenlands. Men Gretter havde endnu en Broder, Thorsten Dromund, der havde nedsat sig i Norge, og var bleven en anseelig og mægtig Mand. Thorbjørn drog saa langt bort som muligt, for at undgaa hans Hævn, og tog helt ud til Miklegaard, hvor Mikael Kalaphates var Konge. Men Dromund forlod alle sine Ejendomme, for at forfølge sin Broders Banemand, kom ligeledes til Miklegaard, og gav sig ligesom Thorbjørn i Kongens Sold blandt Væringerne. Men da disse engang holdt Vaabenting (14), fremviste Thorbjørn det Sax, som han havde taget fra Gretter, og gjorde sig til af sin Daad, at det var ham, som havde fældet Gretter den Stærke. Dromund stod hos, uden at Thorbjørn kjendte ham, bad ham om at see Værget, og da han havde faaet det i sin Haand, hug han Thorbjørn i Hovedet, og kløvede ham ned i Skuldrene, saa at han døde paa Stedet.

Sturle Lagmand sagde, at blandt alle fredløse Mænd paa Island havde Gretter været den anseeligste, især i tre Henseender: han havde været længst fredløs, var den stærkeste af alle sine Jævnaldrende, og kunde ikke overvindes, saalænge han var frisk; han udryddede Trolde og Gjengangere, og havde derved renset Landet; og han var bleven hævnet i Miklegaard, hvilket aldrig havde været Tilfældet med nogen anden islandsk Mand.


Noter:

1) Eller Samsø
2) Den, der boede i Højen, den Højlagte.
3) Stolpebur
4) Trolde, Uting
5) Trold
6) Ørnestyrke
7) Gudfrygtig
8) Den smalle
9) Fyrtøj
10) En flad sten
11) Ulv
12) Eller de stärkeste, en Læsemaade, der er mindre sandsynlig.
13) Strand. Det gamle Ord maatte beholdes, da der saavel her som i de følgende Ord ere lutter Rimstave.
14) Mønstring