Fortælling om Harald Haarfager (C.C.Rafn)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
35px-Emblem-star.svg.png Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók.


Kongesagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 10


Fortælling om Harald Haarfager



Udgiven i Oversættelse af
Det kongelige
 nordiske Oldskriftselskab
København, 1836


1. Kapitel: Harald Haarfagers Herredømmes Begyndelse

I en Alder af ti Aar tiltraadte Harald Halfdansøn, som kaldtes Dovrefostre, Regjeringen over Ringerige, Vestfold, Vingulmark og Romerige; hans Morbroder Guttorm var da sexten Aar gammel; denne var en særdeles smuk og stærk Mand, med et tækkeligt Udseende, forstandig og meget mandig; han forestod Hirden og hele Landets Bestyrelse. Kong Harald beskikkede sin Frænde Guttorm til Hertug over hele sin Hær; Harald var den Gang kun ung af Alder, men fuldvoxen i Kræfter og Størrelse, og tiltog heri længe efter, som Naturen og Alderen fører med sig; hans Haarvæxt kan sammenlignes med Silke i Skjønhed, og overgik i Længde og Tykkelse alle andres Haar, baade Mands og Kvindes, saavidt man kjendte nogen paa den Tid i de nordiske Lande; hermed stemmede hans Legems Skjønhed, væxt og Styrke, Mod og Dristighed, Raskhed og Driftighed, som han besad i høj Grad, derhos var han haardnakket og ueftergiven; hvortil endelig kom den Lykke, som var med ham, saa at han bestemtes til at blive hersker over Norges Rige, over hvilket hans Slægt har hersket med Hæder hidtil, og vil vedblive at herske herefter. Ingen af de to Frænder, hverken han eller hans Fader Halfdan, havde Held til deres Juul; Thor tog engang fra Harald al den Anretning han havde gjort til Julen for sig og sine Venner, og Odin gjorde det samme ved Halfdan. Næste Juleaften kom Svase, og bevægede ved Svig Harald til at gifte sig med Snefrid den Finske; med hende avlede han Sigurd Rise, Halfdan Haaleg, Gudrød Stira og Røgnvald Rettilbeen. Harald var elsket af sine Mænd; mange gamle Mænd stode ham bi med deres forstand, gode Raad og Omsorg; mange tapre og modige Mænd tyede til ham formedelst den gode Indretning, hans Gavmildhed og siirlige Hird; saaledes som Thjodulf den Hvinverske siger, en gammel Ven af Kongerne:

Mange kjekke
Mænd hjemsøgte
Hurtig Konning
Og ham tjente;
Og tillige
Ædlingen fulgte
Oldinge og
Hans Yndest naade.

Af de Gamle
Gulds Uddeler
Megen Vidskab
Vandt og mindtes;
Af alt Folket
Elsket var
For ædel Rundhed
Oplands Konge.

Hædret Fyrste,
Sine Mænd
Gav det røde
Guld og Ringe,
Blanke Brynjer,
Skarpe Sværd,
Skinnende Skjolde
Skjønt udstirte.

De lønnede Kongen for hans Gaver med en Berømmelse, der aldrig vil forgaae, saalænge dansk Tungemaal er til; med saadan Sandhed er hans Hæder forkyndt. Saa lyder Vidnesbyrdet om hans Mildhed i vore Frasagn: ved tapper Daad og Djærvhed forherligedes han af Kjæmper, der vare saa dristige og uforsagte, at de forsvarede Kongens forreste Fylking; de havde Kofter af Ulveskind isteden for Brynjer; saaledes som Audun Illskælde siger:

Ulvkofter hedde
De som i Slaget
Blodige Skjolde bære,
Sværd at rødfarve,
Naar til Strid de komme.
Der i Flok man dem samler;
Kun forvovne Karle
Troer jeg det frommer at staae
Hvor de haandfaste Kjæmper
Hugge i Skjolde.

Formedelst alt dette blev Harald Dovrefostre berømt, og bevarede ikke allene sin Fædrenearv, men udvidede sit Rige paa mangehaande Maader, snart ved Feldtslag, snart ved Overtalelser hos dem, som regjerede forud; noget erhværvede han sig ved lykkelige Omstændigheder, andet ved dybt overlagte Raad og langvarige Planer eller andre Foranstaltninger.


2. Kapitel: Gandalfs og Brødrenes Fald

Efter Halfdan Svartes Død begyndte strax mange af de Høvdinger, som han havde forjaget fra deres Riger, at anfalde Harald Dovrefostre; Formænd derfor vare Gandalf og Brødrene Høgne og Frode, sønner af Kong Eisten af Hedemarken. Høgne Kaaresøn trængte dybt ind i Ringerige. Da begyndte ogsaa Hake Gandalfsøn sit Tog ud vaa Vestfold med tre hundrede Mand, drog ovenom igjennem Dalene, og vilde overraske Kong Harald Dovrefostre; Men Kong Gandalf laae med sin Hær i Oplandene, og vilde der sætte over Fjorden til Vestfold. Men da Hertug Guttorm erfarede det, samlede han en Hær, og forenede sig med Kongen. Harald vendte sig først op i Landet imod Hake, og de mødtes i en Dal, hvor der holdtes et Slag, i hvilket Kong Harald vandt Sejer; der faldt Hake og største Delen af hans Hær; dette Sted kaldtes siden Hakedal. Derefter vendte Kong Harald og Hertug Guttorm tilbage; da var Kong Gandalf kommen til Vestfold; de gik nu imod hinanden, og holdt Slag. Kong Gandalf flyede, mistede største Delen af sin Hær, og kom saaledes tilbage til sit Rige. Nu erfarede Kong Eistens Sønner paa Hedemarken denne Begivenhed, de ventede sig snart et Anfald, og sendte Bud til Høgne Kaaresøn og Gudbrand Herse, og bestemte deres Møde i Hedemarken; de andre vendte sig da til Oplandene, og fik en betydelig Hær; de spurgte, hvor Oplændingernes Konger havde bestemt deres Møde, kom derhen ved Midnat uden at Vagterne bemærkede dem, førend Hæren var kommen udenfor den Stue, hvor Kong Høgne var, og ligeledes der hvor Gudbrand sov. Kong Harald lod da sætte Ild paa dem begge; men Eistens sønner kom ud med deres Mænd, strede med Kong Harald, og faldt der baade Høgne og Frode. Efter disse fire Høvdingers Fald undertvang Kong Harald Dovrefostre ved sin Frænde Guttorms kraftige Understøttelse, Ringerige, Hedemarken, Gudbrandsdalene, Hadeland, Thotn, Romerige og den nordlige Deel af Vingulmark. Derefter førte Kong Harald og Hertug Guttorm Krig og holdt Slag med Kong Gandalf, indtil denne endelig mistede Liv og Rige, og Kong Harald udvidede da sit Rige sønderpaa lige til Gøtelven.


3. Kapitel: Kong Harald ægtede Gyda Eriksdatter

Derpaa ægtede Kong Harald Gyda, en Datter af Kong Erik af Hørdeland; og hun forestillede Kongen, at han skulde bemægtige sig hele Norge, saaledes som der fortælles i det andet Kapitel i Olaf Tryggvesøns Saga; og da aflagde Kong Harald det Løfte, at han hverken vilde lade sit Haar kjæmme eller klippe, førend han var bleven Enevoldskonge over Norge; han blev derfor kaldt Harald Lufa eller den Langhaarede. Med Gyda havde han sønnerne Guttorm, Harek og Gudrød.


4. Kapitel: Kong Haralds Feldtslag da han erobrede Norge

Kong Harald Lufa og Hertug Guttorm droge fra Oplandene nord igjennem Dalene, og derfra nord over Dovrefjeld; da han kom ned i Bygden, lod han Indbyggerne dræbe og Bygden brænde, men da Folket blev dette vaer, flyede alle, nogle ned til Orkedalen, andre til Gauldalen, andre til Skovene; nogle bade om Fred, og den erholdt alle, som begave sig til Kongen og bleve hans Mænd. De fandt ingen Modstand førend de kom til Orkedalen; der havde en Hær samlet sig, og de holdt der det første Slag med de der regjerende Konger. Kong Harald vandt Sejer, men hine faldt; derefter underlagde han sig Orkedalefylke, saa at Landsfolket underkastede sig og hyldede ham. Overalt hvor Kong Harald underlagde sig Landet, indsatte han den Landsret, at han tilegnede sig al Odel, og lod alle Bønder, baade høje og ringe, betale sig Landskyld; ligeledes indsatte han en Jarl over hvert Fylke, forat overholde Lov og Ret, samt indkræve Sagøre og Landskyld. Jarlen skulde til sit Bord og Underholdning have Trediedelen af Skatter og Afgifter; hver Jarl skulde have tresindstyve Mand paa sin Bekostning, men hver Herse tyve Mand; hver Jarl skulde have fire eller flere Herser under sig, og hver af dem have tyve Marks Leen; men Kong Harald Lufa havde forøget Paalæg og Landskyld saa meget, at hans Jarler vare ligesaa mægtige, som Fylkeskongerne. Da denne Tidende spurgtes over Throndhjem, indfandt mange mægtige Mænd sig hos ham, og bleve hans haandgangne mænd. Da kom ogsaa Hakon Jarl Grjotgardsøn ned fra Yrje med en stor Hær, Kong Harald til Hjælp. Derpaa drog Kong Harald Lufa ind i Gauldalen, holdt Slag der, og fældte to Konger, hvorpaa han underlagde sig Rigerne Gauldalefylke og Strindfylke; da gav han Hakon Jarl Land paa Strind, og indsatte ham til Jarl over Strindfylke. Derefter drog Kong Harald Lufa ind i Stjordalefylke, holdt der det tredie Slag, vandt Sejer og underlagde sig dette Fylke. Nu samlede Indthrønderne sig, og der vare fire Konger komne sammen med deres Hær: den ene regjerede over Veradal, den anden over Skaun, den tredie over Svarfbyggjefylke (1), den fjerde var fra Øen Ydre, og regjerede over Øfylke. Disse fire Konger droge med deres Hær imod Kong Harald, men denne holdt et Slag med dem, og vandt Sejer; nogle af dem faldt, andre flyede. Kong Harald Lufa holdt i alt fire eller fem Feldtslag i Throndhjem, og efter at otte Konger vare fældede, underlagde han sig hele Throndhjem. Det paalagdes ogsaa Jarlerne, at de skulde anrette et Gjæstebud aarlig for Kong Harald og hele hans Hird.


5. Kapitel: Slag imellem Kong Harald og Atle

Formedelst andre nødvendige Foretagender kunde Kong Harald ikke, som han havde foresat sig, komme til Gjæsteri hos sin Jarl Atle i Sogn; han sendte derfor sine Mænd hen forat benytte Gjæstebudet, og paa den Maade gik det tre Somre. Kongens Mænd indbøde sine Frænder og Venner til at følge med sig, indfandt sig til Gjæstebudet med hundrede Mand mere end ellers, teede sig ilde derved, og gjorde megen Larm under drikken. Den fjerde Sommer, da Kongens Mænd skulde komme paa Gjæsteri, jog Atle dem bort med Foragt, vilde ikke finde sig i deres Overmod, og bad Kongen selv at tage paa Gjæsteri eller modtage Penge derfor. De fordrevne Mænd traf Kong Harald paa Gjæsteri paa Lade i Throndhjem, og berettede ham, hvor slet de vare blevne behandlede; Kongen var misfornøjet dermed. Hakon Jarl bad Kongen give sig Sygnefylke til Leen paa samme Vilkaar, som Atle Jarl havde det, hvilket Kongen tilstod ham. Det samme Aar drog Hakon den Gamle med en Hær af Thrønder og Helgelænder sønderpaa langsmed Landet; Atle Sygnejarl drog ham imøde, og de fandtes ved Stavanger (2) paa Fjalir, lagde til Slag, og strede. Hakon Jarl og nogle faa Mænd faldt; Atle Jarl blev saaret, og døde siden paa det Sted, som hedder Atleø. Derefter fortsatte Jarlernes sønner Krigen, og Atle Jarls sønner flyede, men Sigurd Hakonsøn sluttede Venskab med Kong Harald, hvorpaa denne gav ham Jarlsnavn. Derpaa underlagde Kong Harald Lufa sig hele Throndhjem og al Landets Styrke, noget ved deres Gunst, som før havde besiddet det, andet ved Gaver, eller ved Raad, ved Frygt, ved Feldtslag, og det lykkedes ham altsammen formedelst hans Dristighed og Iver, samt fordi man meente, at Dovre stod ham kraftig bi i Raad, og bibragde hans Fjender Saar i Slagene, og drev mange bort fra deres Flok, hvilket han let kunde gjøre, da ingen kunde see ham i Slaget, uden de, der havde Katteøjne. Dette og saadant mere fremmede meget hans Herredømme, og hvad der var det vigtigste, den Hæder og Held, som saaledes understøttede ham, at ingen kunde kappes med ham, som Udfaldet viste, at han nemlig skulde blive Enevoldskonge over hele Norge, som ingen før havde været, og over alle de andre Lande, som hører dertil, og siden bestandig have tilhørt hans Slægt, og den Hæder, som endnu overgaaer alle andre, at af hans Slægt skulde der komme Mænd, saa berømte og saa nyttige for de nordiske Lande, som Kong Olaf Tryggvesøn, der først af alle Norges Konger antog den sande Tro, og den hellige Olaf Haraldsøn, der i sin Hellighed er Højere og herligere end alle dem, der have styret Norge, og til største Lyksalighed har det været for alle og enhver i de nordiske Lande, at han skulde være Konge over de nævnte Landskaber.


6. Kapitel: Kong Haralds Feldtslag

Herefter gjorde Harald paa ny det Løfte, at han ikke skulde lade sit Haar skjære, førend han hævede Afgift af enhver Opdal, som af ethvert Udnæs og alt hvad der laae derimellem, saavidt som Navnet Norge naaede efter til Skovlandene og nord til Havet. Herved rejste sig nu en langvarig Krig. Nord i Nummedalen vare to Brødre Konger: Herlaug og Rollaug; de havde været tre Sommere om at opføre en Høj, der var opført af Kalk og Steen, og bygget af Træ; men da Højen var færdig, erfarede Brødrene, at Kong Harald agtede sig imod dem med en Hær. Da lod Kong Rollaug en Mængde Levnetsmidler og Drik kjøre til Højen; hvorpaa Kong Herlaug med tolv Mænd gik ind i Højen, og lod den kaste til efter sig. Kong Rollaug gik op paa den Høj, som Kongerne plejede at sidde paa, lod Kongens Højsæde indrette der og satte sig deri; derpaa lod han Puder lægge paa Fodskammelen, hvor Jarlerne plejede at sidde, og væltede sig saa fra Kongesædet ned paa Jarlesædet, og gav sig selv Jarls Navn. Derefter drog han Kong Harald imøde, overgav ham hele sit Rige, og tilbød sig at blive hans Mand, og fortalte Kongen sin hele Adfærd. Da tog Kong Harald et Sværd, og fæstede det ved hans Lænd, fæstede derpaa et Skjold om hans Hals, og gjorde ham til sin Jarl og ledte ham til Højsædet; derpaa overgav han ham Nummedalsfylke til Bestyrelse, og satte ham derover. Derefter drog Kong Harald tilbage til Throndhjem, og beredte sig til at drage ud paa Møre, og forsynede sig med Langskibe; men de fra Møre og Romsdal havde forsamlet sig, og droge imod ham med mange Krigsskibe; da holdt Kong Harald sit første Søslag. Kong Harald vandt Sejer, men Kongen over Møre faldt; saa siger Hornklove:

I Barndomsaar den Brave
Blegladen Orlogsflaade
Udrusted, og paa Havet
Ad Ærens Vej lod stunde;
Fra Norden fløj da Snekker,
Thi Fægtning Helten lysted,
Mod tvende Konger Kampen
Den Kjekke rejse torde.

Og fremdeles kvæder Thorbjørn Hornklove:

Vist Eder ingen Konning
Skal overgaae (i Hæder),
Som under Soles (3) gamle
Lufthøje Throne fødes;
Stærk du i Landsestormen
Stod mod de bolde Kjæmper,
Blodelven Ørne glæded,
Men Skøgul (4) sig ved Striden.

Og end kvæder han:

Til Orlog drog vor Hersker
Og fik der Vaabenhæder,
Tit Klingen klang mod Værger,
Og Fjenden Sejren tabte -
Med Skud, ej Ord, der hilstes
De kappelystne Fyrster,
Til Fjenders Fald forkyndte
De røde Skjoldes Dundren.

Kong Harald underlagde sig efter dette Slag Nordmøre og Romsdal. Da kom Eisten Glumres Søn, Røgnvald Jarl, til ham, og blev hans Mand, og var længe efter en stor Ven af Kong Harald. Kong Sølve Hundolfsøn undkom med sin Hær fra det Slag, han holdt med Kong Harald; han begav sig til Kong Arnvid paa Søndmøre, hvorpaa de samlede Tropper, og Kong Audbjørn fra Fjordene forenede sig med dem; disse tre Konger droge imod Kong Harald, og de mødtes indenfor Solskel, og holdt der et stort Slag. Der faldt mange af Kong Haralds Folk, iblandt andre: hans Jarler Asgaut og Asbrand, og Hakon Jarls Sønner, Grjotgard og Herlaug. Kong Arnvid og Kong Audbjørn faldt, men Sølve Klove undkom ved Flugten, blev en stor Viking, og anrettede megen Skade paa Kong Haralds Rige. Derefter underlagde Kong Harald sig Søndmøre, men Kong Vemund Kamban beholdt Fjordefylke, og blev Konge derover. Dette skete silde om Høsten, og man raadede Kong Harald til ikke om Efteraaret at drage sønder forbi Stad. Da satte Kong Harald Røgnvald Jarl over begge Mørerne og Romsdal, og han havde et stort Følge omkring sig. Kong Harald vendte da tilbage til Throndhjem. Den samme Vinter drog Røgnvald Jarl landvejs over Ejdet, og saa sønden paa til Fjordene, indhentede Efterretning om Kong Vemund, og overfaldt ham om Natten paa et Sted, som hedder Naustdal, hvor Kong Vemund var paa Gjæsteri; Røgnvald Jarl omringede Gaarden, og indebrændte Kongen med halvfemsindstyve Mand. Derefter kom Berdlukaare til Røgnvald Jarl med et fuldtudrustet Langskib, og begge droge nord paa Møre; Røgnvald Jarl tog de Skibe, der havde tilhørt Kong Vemund, og alt det Løsøre han kunde faae. Berdlukaare drog til Throndhjem til Kong Harald; han var en stor Berserk, og blev hans Mand. Om Foraaret efter drog Kong Harald sønderpaa langs med Landet med en Flaade, og underlagde sig Fjordene og Fjaler; da drog han ind i Sogn, og anordnede Landets Bestyrelse; om Høsten vendte han tilbage til Throndhjem, og havde som oftest Sejer, hvorsomhelst han holdt Slag.


7. Kapitel: Kong Haralds Slag med Erik

Det sidste og største Slag holdt Kong Harald med følgende Konger: Hørdernes Konge Erik, Sløkkve Jarl af Rogeland og Hans Broder Sote, samt østen fra Agde Kong Kjøtve den Rige og Thorer Haklang tilligemed mange fornemme Mænd, der kom fra de østlige Landskaber til dette Slag; ligeledes kom Hørderne og Rygerne; de droge Sønderpaa mod Indvaanerne i Agde, men Kong Harald sejlede efter dem, og laae paa det Sted, som hedder Hafursfjord nordenfor Jæderen; der laae disse tre Konger med mange Jarler og andre mægtige Mænd. Der havde samlet sig en stor Flaade, og Kongerne lagde til Slag imod Kong Harald. Saa siger Thjodulf:

I Hafursfjord hørtes
Hvor heltemodig sloges
Vor Højbaarne Konning
Mod Kjøtve den Rige;
Knøre (5) kom fra Østen
Kappelystne
Med gabende Hoveder,
Udgravede Skjolde.

Og fremdeles kvæder han:

De ladte var af Mænd,
Og hvide Skjolde,
Vestlandske Klinger,
Og Vælske Sværd.
Bersærker hylte,
Dem Gudur (6) beskjærmed,
Ulvkofter tuded,
Kampen begyndte.

Og fremdeles kvæder han:

For Lufa da ej kunde
Landet beholde
Den halstykke Fyrste,
Som Holm til Værn sig kaared;
Ned under Roerbænke
Haardtsaarede styrted,
Op Fødderne de rejste
Med Hovedet ved Kjølen.

Og fremdeles kvæder han:

De fristede den Tappre,
Som Flugten dem lærte,
Østmænds Alhersker,
Som paa Utstein boer;
Fast laae malte Snekker,
Som modig Konning ejed,
Haardt knugedes Skjolde
Til Haklang maatte falde.

Og fremdeles kvæder han:

Paa Bagen lode blinke
Bekymrede Svende
Skjolde (7), thi de ramtes
Af slyngede Stene;
Mod Østen de løbe
Over Jædders Bygder
Hjem fra Hafursfjorden,
Og længtes efter Mjøden.

Derefter flyede Kong Kjølve med hele hans Hær; Kongen kom ind paa en Holm, hvor man ikke kunde naae ham, men hans Folk flyede, nogle paa Krigsskibene, andre op paa Landet. Saa siger Thorbjørn Hornklove:

Ej for Lufa kunde
Længer sig holde
Hersers Flok
Eller Høvdinger;
Hvo som kunde
af Vikinger
Flygted i Hast
Fra Hafursfjorden.

Da tog Kong Harald saa meget Hensyn paa, hvilke Mænd der havde været med ham eller ikke, at han begavede dem, der havde været med ham, med Gods og Ære, og lønnede hver efter sin Byrd og Fortjeneste, da han fik Norges Rige, men derimod dræbte han dem, som vare ham imod, eller fordrev dem af Landet, eller undertrykkede dem paa anden Maade. Efter dette Slag underlagde Kong Harald sig Hørdeland og Rogeland og Agdefylke, og da var han Enevoldskonge over hele Norge. Herefter ryddedes Landet og vandt i gode Sæder. Kong Harald lagde Skat paa saavel inde i Landet, som langsmed Kysterne. Nu var Kong Harald bleven en udmærket Mand i Styrke og Væxt; hans Haar var nu sidt og filtet; derfor blev han kaldt Lufa. Da skar Røgnvald Jarl af Møre hans Haar, og gav ham Navn, og kaldte ham Harald hin Haarfagre; da var han over tyve Aar gammel. Fra ham nedstamme alle Norges Konger; han regjerede ogsaa over Norge lige til sin død, saa at i hans Dage bar ingen Kongenavn i Norge uden han allene. I Hafursfjord faldt Ivar, en Søn af Røgnvald Jarl af Møre; til Bøder derfor gav Kong Harald Røgnvald de Øer, som ligge i Vesterhavet og hedde Ørkenøerne, samt Hjaltland, men han gav igjen sin Broder Sigurd begge disse Lande.


8. Kapitel: Om Kong Harald

Kong Harald hin Haarfagre ægtede Asa, en Datter af Hakon Grjotgardsøn Ladejarl; deres Sønner vare Halfdan Svarte og Halfdan Hvide, der vare Tvillinger, og den tredie hed Sigurd. En anden af Kong Haralds Koner hed Svanhild, en Datter af Eisten Søfarer, Jarl af Hedemarken; deres sønner vare Olaf Geirstadealf, Bjørn Kjøbmand, Tryggve, Frode og Thorgisl. Man siger, at Kong Harald paa een Gang havde ti Koner og tyve Friller; da hørte han tale om en Mø i Jylland, der hed Ragnhild den Mægtige, en Datter af Kong Erik; hun var særdeles skjøn og forstandig. Kong Harald sendte sine Mænd over at bejle til hende for ham; men da Sendebudene fremførte deres Ærende, lod Kongen sin Datter kalde, og forestillede hende denne Sag, hvortil hun da svarede: at der var ingen Konge saa mægtig i Verden, at hun for at faae ham vilde give sin Mødom for tredivte Delen af hans Kjærlighed, og sagde, at hun endnu ikke vilde gifte sig. Og da Kongedatteren havde svaret saa stoltelig, begyndte baade Kvinder og Karle at spotte Sendebudene saavel som deres Konge, og sagde, at Kongen af Jylland kun lidet vilde ræddes for den norske Konges Hær, samt at det var kun lidet han endnu havde forsøgt sig, fordi han havde faret noget omkring indenlands og bekriget nogle usle Bønder, saa at de danske Ravne og Ørne maatte længe blive hungrige og sultne, hvis de skulde bie til Striden med Norges Konge Harald. Derom taler Thjodulf den Hvinverske:

Andre skulle de eje (8)
Ragnhildes Trælkvinder,
Tøse, dygtig kaade
Ved Drikkepjat;
Her seer I de Flaner
Gid Harald dem
Sulte voldbundne,
Men deres Mænd
Dog have deres Vrede. (9)

Kong Erik sendte med sin Datters Samtykke Bud til ham, at han vilde give ham Møen til Ægte, naar han vilde forskyde sine Ægtekoner og Friller; med denne Beskjed vendte Sendebudene tilbage. Da sendte Kongen alle sine Koner hjem til deres Frænder, og derpaa sendte han Bud til Danmark efter Ragnhild, som da blev sendt til ham; han holdt derpaa Bryllup med hende, og hun var en meget mandig Kvinde. Saa sagde Thiodulf:

Han sig fra Holmrygers
Og Horders Møer skilte,
Hver den i Hvin fødte
Og af Hølders (10) Æt.

Hendes Søn var Erik Blodøxe. Ragnhild levede tre Aar i Norge, førend hun døde paa Sotteseng. Derefter ægtede han Ashild, en Datter af Ring Dagsøn oppe fra Ringerige; deres sønner vare Ring, Dag og Ragnar Rykkel, og de havde to Døttre, Thorgerd og Oløf Aarbod. I sin Alderdom avlede han en Søn med en Trælkvinde, ved Navn Thora Mosterstang; denne Dreng hed Hakon. Da Kong Haralds sønner voxte til, forlangte de af deres Fader, at han skulde give dem noget Land at regjere over; han gav Gudrød Bestyrelsøn af Romerige, forat værge Landet imod Vikinger, danske og Gøter; ham dræbte Sølve Klove øster i Brennøerne med alt hvad der var inden Borde. Halfdan Svarte og Halfdan Hvide gav han to fuldtudrustede Langskibe, og de droge ud forat hærge; Halfdan Hvide faldt i Estland. Gudrød var til Opfostring hos Thiodulf hin Hvinverske; Rærek var bestandig ved Hirden; Olaf Geirstadealf havde Bestyrelsen af Vestfold, og han og Bjørn, der forestod Grænland, vare begge sammen. Thorgisl og Frode gav Kong Harald Krigsskibe; de droge i Vesterviking, og hærgede vide om; men hvo der gjerne vil vide, hvilket Rige Kong Harald Haarfager gav sine Sønner, og Handelen imellem den engelske Konge Adelsteen og Kong Harald, fremdeles en Fortælling om Erik Blodøxe og hans Giftermaal, Hærtog og Bedrifter, samt Fortællingen om Hakon Adelsteensfostre og om endnu flere af Kong Haralds Sønner, han maa opsøge det i Begyndelsen af Kong Olaf Tryggvesøns Saga.




Noter:

1) Sparbyggjefylke.
2) Stafanæsvaag.
3) Rimeligviis (for sin Tid) rigtigere Solens.
4) Den berømte Valkyrie
5) Eller en Art af Skibe, siden mest brugte til Handelsrejser.
6) En af Valkyrierne eller Krigsgudinderne.
7) Efter Ordet Svafners (Odins) Salnæver eller Tagplader (Tagstene) – the Valhal siges (i Eddaerne) at have været tækket med Skjolde.
8) Med andre Ord: have til Hustruer.
9) Den sidste Verslinie er noget dunkel.
10) Rige Odelsbønders eller adelige Landmænds. Andre Læsemaader have: at Helges (d. e. det norske Helgelands) Slægt.