Fortælling om Helge Thorerssøn

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif
35px-Emblem-star.svg.png Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók.


Nordiske fornaldersagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 3


Fortælling om Helge Thorerssøn


Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1827


Paa Gaarden Rødeberg i Nærheden af Vigen i Norge boede en Mand, som hed Thorer; han havde to Sønner, den ene hed Helge, den anden Thorstejn; begge vare de haabefulde Mænd, dog bar Helge Fortrinnet i Idrætter. Deres Fader havde Titel af Herse, og stod i Venskab med Kong Olaf. En Sommer gjorde Brødrene en Handelsrejse nord op til Finmarken, og bragde Smør og Flesk at sælge Finnerne; de gjorde godt Marked. Ved Sommerens Slutning begave de sig paa Hjemrejsen, og kom en Dag til Næsset Vimund; der var en meget god Skov, de gik op i Land, og hug sig noget Valbirk. Helge gik længere ind i Skoven end de andre, men siden faldt Mørket paa, saa at han den Aften ikke kunde finde tilbage til Skibet. Det blev nu snart bælmørk Nat; da saae Helge tolv Kvinder ride fra Skoven, de sade alle paa røde Heste og i røde Rideklæder; de stege af, og alle Hestedækkerne glindsede overalt af Guld. Een af dem udmærkede sig fremfor de øvrige i Skjønhed, og alle de andre opvartede denne anseelige Kvinde. Deres Heste lode de græsse. Derefter opsatte de et smukt Telt, som var stribet med forskjellige Farver og paa mange Steder prydet med Guldsmykker, og alle Knappene, som gik op af det, vare forgyldte og ligesaa den opstaaende Stang, hvorpaa der var en stor Guldknap. Da de havde sat Teltet i Stand, rejste de Borde, og satte mange Slags Retter paa dem. De toede da deres Hænder; Vandkanden og Bækkenet vare gjorte af Sølv. Helge stod nær deres Telt, og saae paa dem. Den fornemste af dem sagde: “Helge! gak hid, og spiis og drik med os!” Han gjorde efter hendes Ord, og han saae, at der var god Mad og Drikke og smukke Kar. Bordene bleve dernæst borttagne og Sænge redte, som vare langt pynteligere end andre Folks Sænge. Den fornemste af Kvinderne spurgde Helge, om han helst vilde ligge ene eller hos hende. Helge spurgde hende om Navn. Hun svarede: “Jeg hedder Ingeborg, og er en Datter af Gudmund paa Glæsisval.” Da sagde Helge: “Hos dig vil jeg ligge;” og saa gjorde de tre Nætter i Rad; dernæst blev det klart Vejr, og de stode da op, og klædte sig paa. Da sagde Ingeborg: “Nu skulle vi her skilles; her ere to Skrin, det ene er fuldt af Sølv, det ander af Guld; dem vil jeg give dig, men siig intet Menneske, hvorfta det kom.” Derefter rede de bort samme Vej, hvorfra de kom, men han gik til sit Skib, hvor han blev med Glæde modtagen, og man spurgde, hvor han havde været, men han vilde ikke sige noget derom. De styrede derpaa sydefter langs Kysten, og kom hjem til deres Fader, og havde da forhvervet sig betydelige Rigdomme. Helges Fader og Broder spurgde, hvor han havde faaet den megen Rigdom, som han havde i Skrinene, men han vilde ikke sige det. Tiden led nu saaledes frem til Julen. En Nat kom der et underligt Vejr paa; Thorstejn sagde da: “Lad os staae op, og see efter, hvorledes det gaaer vort Skib!” De gjorde saa; og Skibet var godt fast. Helge havde ladet gjøre et Dragehoved paa Stavnen af deres Skib, og ladet det smukt udsire ovenfor Søen, og dertil anvendte han det Gods, som Kong Gudmunds Datter Ingeborg gav ham, og noget af det gjemte han under Lukke i Dragens Hals, I det de stode, hørte de et stærkt Brag; to Mænd rede til dem, og førte Helge bort med sig, og Thorstejn vidste ikke, hvad der blev af ham; dernæst blev Vejret strax stille igjen, Thorstejn kom hjem, og fortalte sin Fader denne Begivenhed, og dette syntes meget forunderligt. Thorer drog strax til Kong Olaf, fortalte ham, hvad der var skeet, og bad ham efterforske, hvor hans Søn var kommen hen, Kongen sagde, at han vilde gjøre, hvad han bad, men udlod sig dog med, at han var uvis om, hvad Nytte hans Frænder kunde have af ham. Siden drog Thorer hjem, og saaledes forløb det Aar, og det næste med lige til Juul, og Kongen opholdt sig paa Alrekssted om Vinteren. Den ottende Dag i Julen om Aftenen kom tre Mænd gaaende ind i Hallen for Kong Olaf, da han sad over Borde; de hilste paa ham; Kongen hilste dem igjen med Venlighed. Den ene af dem var Helge, men de to andre kjendte ingen. Kongen spurgde dem om Navn; og enhver af dem kaldte sig Grim: “Vi ere sendte,” sagde de, “hid til eder af Gudmund paa Glæsisval, han sender eder sin Hilsen, og derhos to Horn.” Kongen tog imod dem, de vare forgyldte, og det var meget kostbare Sager. Kong Olaf ejede to Horn, som kaldtes Hyrninger, men, skjønt de vare meget gode, vare de, som Gudmund sendte ham, dog langt bedre. ”Det bad Kong Gudmund eder, Herre!” sagde hine, “at I vil være hans Ven, da han sætter større Pris paa eders Velvillie end alle andre Kongers.” Kongen svarede da intet, men lod dem vise til Sæde. Kongen lod Hornene Grimer fylde med en god Drik, og lod dem bære for Grimerne, at de skulde drikke først af dem; da kvad Kongen denne Vise:

Gjæster skulle
Mod Horn tage,
Medens denne Gudmunds
Mand sig hviler,
Af sin Navne
Drikke skal han,
Saa skal Grimer
Godt Øl gives.

Da toge Grimerne ved Hornene, og syntes nu at kunne vide, hvad Biskoppen havde læst over Drikken. De sagde da: “Det er nu ikke langt fra, hvad vor Konge Gudmund formodede; denne Konge er svigefuld, og forstaaer ilde at lønne Godt; thi vor Konge viste ham Hæder, lad os nu alle staae op og drage bort herfra!” De gjorde saa, og der blev da megen Støj i Stuen; de spildte Drikken af Hornene, og slukte Lysene; da hørte de en stor Bragen. Kongen bad Gud holde sin Haand over hans Mænd, og bad dem at staae op og standse denne Støj. Grimerne kom dernæst ud, og Helge med dem; der blev da tændt Lys i Kongens Herberge, og de saae, at tre Mænd vare dræbte, og Hornene Grimer laae paa Gulvet ved Siden af de Døde. “Dette er et stort Under,” sagde Kongen, “sligt maa man ikke ønske ofte; jeg har hørt sige om Gudmund paa Glæsisval, at han er meget troldkyndig, med ham kan man bedst komme til Rette ved Ondt, og de Mænd ere ilde stædte, som ere under Hans Magt, om vi kunne gjøre noget derved.” Kongen lod Hornene Grimer passe, og drikke af dem, og det gik godt. Den Nedgang til Alrekssted, hvor hine droge over Bjergene, kaldes nu Grimeskard, og det er ikke raadeligt for nogen siden at drage der. Vinteren forløb nu; og den ottende Dag i næste Juul var Kongen i Kirke med sin Huustrop at høre paa Messen; da kom der tre Mænd til Kirkedøren; den ene blev tilbage, men de to gik bort efter forud at have sagt: ”Her føre vi dig Gretter, Konge! og det er uvist, naar du bliver ham kvit.” Man kjendte der Helge, og blev da vaer, at han var blind; Kongen spurgde da, hvorledes det stod sig med ham, og hvor han havde været hele den Tid. Han fortalte da Kongen først om, hvorledes han traf Kvinderne i Skoven, dernæst at Grimerne opvakte Uvejret mod ham og hans Broder, da de vilde bjærge Skibet, og at Grimerne dernæst førte ham med sig til Gudmund paa Glæsisval, og bragde ham til Gudmunds Datter Ingeborg. Da sagde Kongen: “Hvorledes syntes du om at være der?” “Meget godt, “sagde han, “og ingensteds har jeg fundet det bedre.” Derpaa spurgde Kongen, om Kong Gudmunds Tro og om hans Adfærd og hans Mænds Antal; men Helge yttrede sig fordeelagtig derom, og sagde, at der vare mange flere Folk, end at han kunde faae dem talt. Kongen sagde: “Hvi droge I saa hurtig bort forrige Vinter?” “Kong Gudmund, sendte dem for at svige eder,” sagde han, “men formedelst eders Bønner lod han mig løs, for at I kunde faae at vide, hvad der var blevet af mig; men Grunden til, at vi forrige Gang droge saa hurtig bort, var, at det stred imod Grimernes Natur at drikke den Drik som I lod signe; de bleve da vrede over, at de saae sig overvundne, og de dræbte eders Mænd, fordi Kong Gudmund havde saa budet dem, hvis de ikke kunde tilføje eder selv Skade; men han vilde vise sin Højhed ved at sende eder Hornene, at I da ikke skulde saa meget søge efter mig.” Kongen spurgde fremdeles: “Hvi drog du nu bort anden Gang?” ”Det voldte Ingeborg,” svarede han, “hun troede ikke uden Skade at kunne ligge hos mig, naar hun rørte ved mit bare Legeme; dette var især Grunden, hvorfor jeg drog bort; og desuden vilde Kong Gudmund ikke strides med eder, saasnart han mærkede, at I vilde have mig bort; men Kong Gudmunds Højhed og Pragt formaaer jeg ikke at beskrive med faa Ord, og ligesaalidt Antallet af de Folk, som vare hos ham.” Kongen spurgde: “Hvi er du blind?” Han svarede: “Ingeborg Gudmundsdatter rev begge Øjnene Ud af Mit Hoved, da vi skiltes, og sagde, at Kvinderne i Norrig skulde kun i kort Tid nyde godt af mig.” Kongen sagde: ”Kong Gudmund har fortjent at lide Hævn af mig for de Manddrab, som han voldte, om Gud vilde lade det saa skee.” Siden blev der sendt Bud efter Helges Fader Thorer, som takkede Kongen meget for, at hans Søn var kommen tilbage fra Troldenes Magt. Han drog igjen hjem, men Helge blev tilbage hos Kongen, og levede til den samme Dag i næste Aar, men Kongen havde Hornene Grimer med sig, da han sidste Gang drog bort fra Landet, og Folk sige, at da Kong Olaf forsvandt paa Ormen lange, forsvandt ogsaa Hornene, og at ingen har seet dem siden; her slutter Fortællingen om Grimerne.