Fortælling om Norne-Gest

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif Svensk.gif


Nordiske Heltesagaer


Fortælling om Norne-Gest


Paa Dansk ved Fr. Winkel Horn


Forlaget af Samfundet til den danske Litteraturs Fremme,

Kjøbenhavn 1876


1. Det var en Nat, at Kong Olav Trygvessøn laa vaagen i sin Seng og bad, men alle andre Folk i Herberget sov, da saa’ Kongen en Alf eller Aand komme ind igjennem den lukkede Dør. Han gik frem for hver Mands Seng, som sov der, og omsider kom han til den Mand, som laa yderst, der standsede han og sagde: »Det var en umaadelig stærk Laas, her er sat for tomt Hus, og ikke er Kongen saa vís, som de sige, der kalde ham den viseste af alle Mænd, siden han sover nu«. Saa forsvandt han igjen igjennem den lukkede Dør. Men tidlig om Morgenen sendte Kongen sin Skosvend hen for at faa at vide, hvem der var kommen. Svenden kom tilbage og sagde, at der var kommen en stor Mand, som ingen kjendte. »Gaa og sig, han skal komme til mig«, sagde Kongen. Svenden gjorde saa, og Manden kom for Kongen og hilsede ham høvisk. Kongen spurgte, hvad han hed, og han sagde, han hed Gest. »Hvem er du en Søn af?« spurgte Kongen. »Tord hed min Fader«, svarede Manden, »og Tinghusbider kaldte de ham; han var dansk af Æt og boede paa den Gaard Grønning i Danmark«. »Du ser ud til at være en dygtig Mand«, sagde Kongen. Gest var djærv i sin Tale, større af Væxt end de fleste andre og stærk, skjønt han var noget til Aars. Han bad Kongen, om han maatte blive der en Stund. »Er du Kristen?« sagde Kongen. Gest sagde, at han var primsignet, men ikke døbt. Kongen sagde, at han maatte gjerne være ved Hirden, »men stakket Stund faar du være her udøbt«. Det var det, Alfen mente med sine Ord om Laasen, at Gest gjorde Korsets Tegn for sig om Kvælden som de andre Mænd, skjønt han i Virkeligheden var Hedning. »Kan du nogen Idræt?« sagde Kongen. Han svarede, at han kunde lege paa Harpe og fortælle Sagaer, saa det tyktes Gammen at høre derpaa. »Ilde handler Kong Svend i at lade udøbte Mænd fare fra sit Rige imellem Landene«, sagde Kongen. »Ikke skal det lægges Dankongen til Last«, sagde Gest, »thi jeg fór fra Danmark længe før end Kejser Otto lod brænde Danevirke og tvang Kong Harald Gormssøn og Haakon Blotjarl til at tage ved Kristendommen«. Kongen spurgte Gest om mangt og meget, og det meste svarede han forstandig paa. Det var i Kong Olavs tredje Kongsaar, at denne Gest kom til ham; det var i det samme Aar, at de Mænd kom til Kongen, som hed Grim og vare sendte af Gudmund paa Glasesvold; de bragte Kongen to Horn, som Gudmund gav ham, og som de ogsaa kaldte Grim, og endnu flere Ærinder havde de til Kong Olav, som siden skal fortælles. Nu er at melde, at Gest blev hos Kongen; han blev vist til Sæde yderst paa Gjæstebænken. Han var en Mand af gode og høviske Sæder.


2. Lidt før Jul kom Ulv den røde og hans Flok hjem; han havde været ude i Kongens Ærinder om Sommeren, og om Høsten havde han været sat til at vogte Landet i Vigen mod de Danskes Anfald, men i den strængeste Vinter plejede han gjærne at være hos Kong Olav. Ulv havde mange gode Klenodier at bringe Kongen, som han havde vundet om Sommeren, og blandt dem den Ring, som hed Hnitud, fordi den var nittet sammen af syv Stykker; hvert Stykke havde sin Farve, og den var af meget bedre Guld end andre Ringe. Ulv havde faaet denne Ring af en Bonde, som hed Lodmund, men fordum havde den tilhørt Kong Halv, som Halvkæmperne føre Navn efter, og de havde faaet den, da de tvang Kong Halvdan Ylving til at give dem sit Gods; til Gjengjæld havde Lodmund bedet Ulv om at værge Gaarden for ham med Kong Olavs Bistand, og det havde han lovet ham. Kongen holdt nu sin Jul gjævt og stateligt; han var i Trondhjem den Gang. Ottende Dag Jul gav Ulv hin røde ham Ringen Hnitud; Kongen takkede ham for Gaven og for al den tro Tjeneste, han altid ydede ham. Ringen gik nu omkring imellem Mændene i Herberget, hvor de sad og drak, thi den Gang var der endnu ikke byggede Haller i Norge; den ene viste den anden den, og aldrig tyktes de at have set saa godt Guld, som der var i den. Omsider kom den til Gjæstebænken og da ogsaa til den ukjendte Gjæst. Han saa’ paa den og gav den saa fra sig tværs over den Haand, han holdt Drikkekarret i; han lod sig ikke mærke med, om han syntes om den eller ej, og sagde Ingenting om den, men blev ved at tale Gammensord med de andre ligesom før. Saa spurgte en af Herbergs-Svendene, som skjænkede ved Gjæsternes Bænk, om de syntes godt om Ringen. »Saare vel huer den os alle«, sagde de, »undtagen den nye Gjæst, ham er der ikke noget at mærke paa, og rimeligt er det, at han ikke har Forstand paa sligt, siden han ikke ænser den«. Herbergs-Svendene gik frem for Kongen og sagde ham, hvad Gjæsterne havde sagt, og hvor lidt den nye Gjæst ænsede Kongens Klenodie. »Denne nye Gjæst véd maaske mere, end I tro«, sagde Kongen, »og i Morgen skal han komme til mig og fortælle mig en Saga, thi det, mener han, han kan«. Gjæsterne for Enden af Bænken talte nu videre med den nye Gjæst, og spurgte ham, hvor han havde set saa god en Ring eller en, der var bedre. »Siden det tykkes jer underligt, at jeg Ingenting sagde om den«, sagde han, »saa skal I vide, at jeg visselig har set Guld, som i ingen Maade staar tilbage for dette, men vilde tykkes alle bedre«. Kongsmændene lo meget af dette og sagde: »Det ser ud til at ville blive gode Løjer; nu faar du slaa til Væds med os om, at du har set lige saa godt Guld før og kan faa os til at sande det; vi sætte syv Mark gangbart Sølv ind derpaa, sæt du Kniv og Bælte derimod, og saa skal Kongen dømme, hvem der har vundet«. »Ikke skal det være saa«, sagde Gest, »at I baade have eders Løjer med mig, og jeg ikke tager jer paa Ordet. Visselig skal vi nu vædde herom og sætte ind derpaa saa meget, som I have sagt, og Kongen skal dømme, hvem der har Ret«. Saa talte de ikke mere om dette, og sent om Kvælden tog Gest sin Harpe og slog den vel og længe, saa det tyktes alle en Lyst at høre; bedst slog han Gunnars-Slag, og tilsidst slog han det gamle Kvad om Gudruns List, det havde ingen der hørt før. Saa lagde Folk sig til at sove, og alt var nu roligt mellem Gjæsterne.

Tidlig om Morgenen stod Kongen op og gik at høre Messe med sine Mænd. Da Messen var til Ende, gik han til Bords med Hirden, og da han havde sat sig i Højsædet, traadte Gjæsterne frem for ham, og iblandt dem den nye Gjæst. De sagde Kongen deres Væddemaal og alt, hvad der var blevet talt imellem dem. »Lidet huer eders Væddemaal mig, og at I vove eders Penge paa sligt«, sagde Kongen; »jeg tænker, I har haft noget i Hovedet, og raadeligst tykkes det mig, at I slaa en Streg over det, især om Gest helst vil have det saa«. »Nej«, sagde Gest, »jeg vil, at alt, hvad vi have aftalt herom, skal staa ved Magt«. Kongen sagde, at saa skulde det være saa, »og det bæres mig for, jeg kan se paa dig, Gest, at mine Mænd ville trække det korteste Straa i denne Sag og ikke du, men det skal nu snart vise sig«. Saa gik de alle tilbage paa deres Pladser og satte sig til at drikke, saa længe de havde Lyst. Da Bordene vare tagne bort, lod Kongen Gest kalde for sig og sagde: »Nu skal du komme frem med Guldet, om du har noget, at jeg kan dømme jer imellem, hvem der har vundet Væddemaalet«. »Det er der intet i Vejen for«, sagde Gest, tog saa til den Pengepung, han havde hos sig, tog et Knytteklæde op af den, løste det op og rakte Kongen det. Kongen saa’, at det var et Stykke af en Sadelring, og at det var saare godt Guld; han bød, at de skulde bringe Ringen Hnitud, at de kunde se, om den var af fagrere Guld end Ringstumpen. De gjorde saa, og da Kongen havde sammenlignet dem, sagde han: »Visselig tykkes det Guld, Gest har bragt, mig at være det bedste, og det vil flere synes, naar de faa det at se«. Andre sandede dette med Kongen, og saa dømte han da, at Gest skulde have de syv Mark Sølv, de havde væddet om. De andre Gjæster fandt, at de havde narret sig selv denne Gang, men Gest sagde: »Behold I selv jert Sølv, jeg trænger ikke dertil, men væd ikke tiere med Folk, I ikke kjender, thi I kan aldrig vide, hvem I har for jer, kan hænde det er en Mand, der har sét og hørt adskilligt; men jeg takker Kongen for den Dom, han har fældet imellem os«. »Nu vil jeg, Gest«, sagde Kongen, »at du skal fortælle os, hvor du har faaet det Guld fra, du har«. »Jeg gjør det ugjærne«, sagde Gest, »thi de fleste vil det tykkes utroligt, hvad jeg har at melde«. »Dog skal du nu fortælle det«, sagde Kongen, »og det passer godt, siden du har lovet at fortælle os din Saga«. »Fortæller jeg eder, hvorledes det hænger sammen med Guldet, tænker jeg, at I ogsaa faar Lyst til at høre Resten«, sagde Gest. »Det kan vel være«, sagde Kongen.


3. »Saa vil jeg da fortælle, at jeg fór sønder til Frankland«, sagde Gest; »jeg havde Lyst til at se Sæder og Skik i Kongsgaarde, og ogsaa lokkede det store Ry mig, der gik af Sigurd Sigmundssøns Fagerhed og Manddom. Jeg har ingen Tidender at melde, førend jeg kom sønder i Frankland til Kong Hjalprek; han havde en stor Hird, og der var paa den Tid Sigurd, Søn af Sigmund Vølsungssøn og Hjørdis Ølimes-Datter. Sigmund var falden i Slaget mod Hundingssønnerne, men Hjørdis blev kort efter gift med Alv, Kong Hjalpreks Søn. Der voxede Sigurd op i sin Barndom, og alle Kong Sigmunds Sønner; der var Sinfjøtle og Helge, som fældede Kong Hunding og deraf blev kaldt Hundingsbane; de vare alle andre Mænd overlegne i Kraft og Væxt; Haamund hed en tredje, men den ypperste af alle Brødrene var dog Sigurd, og det véd vel de fleste, at Sigurd var den gjæveste og ypperste af alle Hærkonger i den hedenske Tid. Hos Kong Hjalprek var ogsaa Regin, Hrejdmars Søn; han var en overmaade kunstfærdig Mand, Dværg af Væxt, men kløgtig, derhos grum og troldkyndig. Regin lærte Sigurd mangt og meget og elskede ham højt«. Saa fortalte Gest om sine Forældre og flere mærkelige Tildragelser, »og da jeg havde været der en liden Stund«, sagde han videre, »gav jeg mig i Tjeneste hos Sigurd, og mange andre Mænd tjente ham. Alle elskede ham saare, thi han var baade blid og nedladende og gavmild imod os.


4. Det var en Dag vi kom til Regins Hus med Sigurd; der blev taget vel imod ham, og Regin kvad da denne Vise:


Hid er Sigmunds
Søn nu kommen,
den raadsnare Svend
vor Sal nu gjæster.
Gammel Mand
har ej Mod som han,
Bytte jeg venter
vinder den Ulv.


Jeg den kjække
Konning vil fostre,
Yngves Ætling
til os er kommen;
vældigst Drot
han vorder paa Jord,
vide om Land
hans Lov skal spørges.


Sigurd var nu for det meste hos Regin, som fortalte ham meget om Fovner, hvorlunde han laa paa Gnitaheden i en Orms Skikkelse, sælsom stor af Væxt. Regin smeddede Sigurd Sværdet Gram, som var saa hvast, at naar han holdt det i Rinen og lod en Uldtot drive med Strømmen, skar det Ulden igjennem som Vand, og siden kløvede Sigurd Regins Ambolt med det. Regin æggede Sigurd til at dræbe hans Broder Fovner. Sigurd kvad da denne Vise:


Højt ville le
de Hundingssønner,
som ødte Livet
for Ølime Konning,
om nu min Hu
heller staar til
fagre Ringe
end Fader at hævne.


Saa rustede Sigurd sig til at fare i Hærfærd mod Hundingssønnerne, og Kong Hjalprek gav ham mange Folk og nogle Hærskibe dertil. Med Sigurd fulgte hans Broder Haamund og Regin Dværg; jeg var ogsaa med, og de kaldte mig Norne-Gest. Jeg var bleven kjendt med Kong Hjalprek, da han var i Danmark hos Sigmund Vølsungssøn. Da var Sigmund gift med Borghild i Braalund, men det blev Enden paa det Ægteskab, at Borghild dræbte Sigmunds Søn Sinfjøtle med Edder. Siden blev Sigmund gift sønder i Frankland med Hjørdis, Datter af Kong Ølime, som Hundingssønnerne dræbte, saa at Sigurd havde at tage Hævn baade for sin Fader og sin Morfader. Helge Hundingsbane var Sigmunds Søn og Broder til Sigurd, som siden blev kaldet Fovnersbane. Helge havde dræbt Kong Hunding og tre af hans Sønner, Ejulv, Hjørvard og Herrud, men tre af Brødrene, Lyngve, Alv og Heming slap derfra. De vare de berømmeligste Mænd i alle Maader, og ypperst iblandt dem var Lyngve. De vare saare troldkyndige og havde kuet mange Smaakonger under sig og dræbt mange Mænd og brændt mange Borge, og øvede Hærværk vidt og bredt i Spanieland og Frankland; dengang var Kejserriget ikke naaet hid nordpaa over Fjældene. Hundingssønnerne havde lagt det Rige i Frankland, som tilhørte Sigurd, under sig, og de havde saare talrigt Mandskab.


5. Nu er at melde, at Sigurd rustede sig til Slag med Hundingssønnerne; han havde meget Mandskab og vel væbnet. Regin havde meget at sige over Hæren med sine Raad; han havde et Sværd, som hed Ridil, og som han selv havde smeddet. Sigurd bad ham laane sig dette Sværd, Regin gav ham det, og saa fik jeg det at bære. Regin bad Sigurd dræbe Fovner, naar han kom tilbage fra denne Færd, og det lovede han. Saa sejlede vi sønder langs Landet, da kom der et stort Uvejr over os, og det troede de fleste, at det var Hundingssønnerne, som voldte det med deres Trolddomskunster. Da vi sejlede noget nærmere til Land, saa’ vi en Mand paa et Næs, der skjød frem fra Klipperne; han havde en grøn Kappe paa og blaa Broge, Sko, der vare knappede højt op om Benene, i Haanden havde han en Gren med Blade paa. Denne Mand kvad til os:


Hvem rider her
Rævils Heste
over brusende Hav,
paa de høje Vover?
Søen sprøjter
paa Snekkernes Sejl,
ej kan I staa jer
mod Stormen, Kæmper.


Regin svarede og kvad:


Sigurd det er,
som paa Søen færdes,
Bør har vi faaet,
saa Bane vi vente.
Braadsøer bratte
brydes mod Stavn,
Havhestene springe;
hvem spørger derom?


Manden i Kappen kvad:


Hnikar jeg hed,
da Hugin jeg glæded,
du unge Vølsung,
og vejed Valen.
Nu kan du kalde
Karlen paa Bjærget
Feng eller Fjolner,
jeg følger med.


Saa lagde vi til Land, og Stormen stilnede da strax af; Sigurd bød Manden gaa om Bord; han gjorde saa, og vi fik den bedste Bør. Manden satte sig ved Sigurds Fødder og var meget djærv i sin Tale; han spurgte Sigurd, om han vilde have nogle Raad af ham; det vilde Sigurd gjærne; han tænkte, han maatte kunne give gode Raad, sagde han, om han vilde nogen vel. Sigurd kvad:


Sig mig Hnikar,
siden du véd
Varsler for Vel og for Ve,
de bedste Varsler,
du véd at nævne,
naar Sværd skal svinges i Strid.


Hnikar kvad:


Mange Varsler,
om Mænd det vidste,
er gode, naar Sværd skal svinges.
Sæl er den Mand,
hvem den sorte Ravn
følger, naar han farer i Kamp.


Det er det andet,
naar ud du gaar
og færdig er til at fare,
om du faar se
sammen paa Tun
tvende modige Mænd,


Det er det tredje,
om tude du hører
Ulv under Askens Grene.
Over Fjenders Flok
fanger du Sejr,
om foran du fare dem ser.


Ingen i Kamp
sit Aasyn vende
mod Maanens Søster,
naar sent hun skinner.
De fange Sejr,
som vel kunne se
Sværdleg at øve
og svinefylke.


Fare det varsler,
om paa Fod du snubler,
naar du stævner til standende Strid;
falske Diser
dig følge paa Vej
og ville dig saaret se.


Kæmmet og toet
skal klog Mand være,
og mæt alt i aarle Morgen,
thi ingen véd
hvor ved Aften han er,
ilde er det at ile.


Saa sejlede vi sønden for Holsetaland og østen for Frisland og lagde til Land der. Hundings Sønner spurgte strax, at vi vare komne, og samlede Hær imod og og fik snart mange Mænd, og da vi mødtes, blev der en haard Dyst. Lyngve var fremmerst blandt Brødrene, men alle gik de drabelig frem; Sigurd gik saa haardt frem, at alle veg til Side for ham, thi Sværdet Gram bed hvast, og ikke gjordes det nødig at ægge Sigurd. Da han og Lyngve mødtes, skiftede de mange Hug og sloges drabelig, og Slaget holdt op imens, thi alle stod og saa’ paa den Tvekamp, og længe varede det, før nogen af dem fik baaret Vaaben paa den anden, saa øvede vare de i at bruge deres Sværd. Siden trængte Lyngves Brødre vældig frem og fældede mange, men somme flyede, men saa gik Haamund, Sigurds Broder, og jeg imod dem, og der blev da atter en haard Dyst. Men mellem Sigurd og Lyngve endte det saa, at Sigurd tog Lyngve til Fange, og han blev sat i Jærn, og da han saa kom os til Hjælp, kom der snart en anden Gang i det; Hundings Sønner og alle deres Mænd faldt; da var Natten begyndt at falde paa. Men da det blev Morgen, var Hnikar forsvunden, og han saas ikke siden, og det mener alle, at det har været Odin. Der blev nu talt om, hvilken Død Lyngve skulde lide; Regin gav det Raad, at der skulde ristes Blodørn paa hans Ryg, og det skete. Regin fik sit Sværd af mig, og med det ristede han Ryggen op paa Lyngve, skar Ribbenene fra og tog Lungerne ud, og saalunde døde Lyngve med megen Manddom. Da kvad Regin:


Risted paa Ryg vi
med røde Vunder
Sigmunds Bane
blodig Ørn;
ingen ædlere
Ætling af Konger
har rødnet Sværd
og gjort Ravne glade.


De gjorde stort Bytte der, meget Gods, baade Klæder og Vaaben, og Sigurds Mænd fik det altsammen, thi selv vilde han intet have. Siden vog Sigurd Fovner og ligesaa Regin, fordi han vilde svige ham; aaa tog han Fovners Guld og red bort dermed, og siden blev han kaldet Fovnersbane. Han red op paa Hindefjæld, hvor han traf Brynhild, og gik det saa imellem dem, som der meldes i Sigurds Saga.


6. Saa tog Sigurd Gudrun Gjukesdatter til Viv og var en Tid hos sine Maage Gjukungerne. Jeg var snart hos Sigurd og snart nord i Danmark, og hos Sigurd var jeg, den Gang Sigurd Ring sendte sine Maage Gandalvs Sønner til Gjukungerne Gunnar og Høgne og krævede af dem, at de skulde skatte til ham, eller han vilde komme over dem med sin Hær, men de svarede, at de vilde værge deres Land. Da haslede Gandalvssønnerne Gjukungerne Vold ved Landegrænsen og fór saa hjem, men Gjukungerne bad Sigurd fare i Kampen med dem, og det gjorde han; da var jeg ogsaa med Sigurd. Vi sejlede nord til Holsetaland og landede paa det Sted, som heder Jærnmode, og kort fra Havnen var der rejst Hasselstænger, hvor Slaget skulde staa. Vi saa’ mange Skibe komme sejlende nordfra, det var Gandalvs Sønner, der raadede for dem, og nu gik begge Hære i Land. Sigurd Ring var ikke med der, thi han maatte værge sit Land Svitjod mod Kurer og Kvæner, som hærjede det. Sigurd var den Gang meget gammel. Hærene stødte nu sammen, og der blev et stort Slag med meget Mandefald. Gandalvssønnerne gik drabelig frem, thi de vare større og stærkere end andre Mænd; i deres Hær saas ogsaa en stor og stærk Mand, der slog til Mænd og Heste, saa at ingen kunde staa for ham, og ligere var han en Jætte end et Menneske. Kong Gunnar bad Sigurd gaa imod dette Utyske, ellers gik det aldrig godt, sagde han. Sigurd stævnede da imod denne Kæmpe, og nogle Mænd fulgte ham, men det var de færreste, der havde Lyst dertil. Vi naaede da snart hen til ham, og Sigurd spurgte, hvad han hed og hvor han var fra. Han sagde, at han hed Starkad Storværkssøn og var nord fra, fra Fenring i Norge. Sigurd sagde, at han havde hørt tale om ham og mest ondt, »og ikke skulle slige Mænd spares til Fortræd for andre«. »Hvem er du, som laster mig saa svært?« sagde Starkad. Sigurd sagde ham sit Navn. »Er det dig, der kaldes Fovnersbane?« sagde Starkad. Sigurd sagde ja, og saa vilde Starkad fly, men Sigurd satte efter ham, svang Sværdet Gram og knuste Tandgjærdet for ham med Hjaltet, saa at to Kindtænder faldt ud og han var skamslaaet, og saa bød han den Hund se at komme derfra. Starkad flyede, men jeg tog den ene Kindtand, og nu hænger den i en Klokkestræng i Lund i Danmark; den vejer sex Øre, og Folk tykkes, at den er mærkelig at se. Da Starkad var borte, flyede Gandalvs Sønner, og vi gjorde stort Bytte. Saa vendte Kongerne hjem til deres Riger og sad nu der i Ro. Kort efter hørte vi om Starkads Niddingsværk, hvorlunde han dræbte Kong Aarmod i Badet.


7. En Dag, da Sigurd Fovnersbane red til et Stævne, kom han i en Bløde, men Hesten Grane sprang strax op, og bar den sig da saa, at Brystgjorden brast og Ringen faldt af; men da jeg saa’, hvor den laa og skinnede i Leret, tog jeg den op og bragte Sigurd den; han gav mig den, og det er det samme Guld, I nys have set. Sigurd sprang af Hesten, og jeg striglede den og toede Leret af den, og saa tog jeg en Lok af dens Hale til Vidnesbyrd om, hvor stor den Hest var«. Gest viste dem Lokken, og den var syv Alen lang. »Stor Gammen tykkes det mig at høre din Saga«, sagde Kong Olav, og alle roste de hans Frasagn og hans Raskhed. Kongen vilde, at han skulde fortælle meget mere, om hvad han havde set og oplevet, og Gest fortalte dem mange lystelige Ting lige til Aften. Saa gik Folk til Ro; men næste Morgen lod Kongen Gest kalde og vilde tale med ham igjen. »Jeg kan ikke ret faa Rede paa det med din Alder«, sagde han, »hvad Rimelighed der kan være for, at du er saa gammel, at du har været med ved disse Tidender. Du faar fortælle os en anden Saga, at vi kunne blive endnu klogere paa disse Tildragelser«. »Jeg vidste forud«, sagde Gest, »at naar jeg fortalte, hvorlunde det havde sig med Guldet, vilde I høre én Saga til«. »Ja vist maa du fortælle«, sagde Kongen.


8. »Det er da videre at melde«, sagde Gest, »at jeg fór nord til Danmark og tog Arv efter min Fader, som snart døde; kort efter spurgte jeg Kong Sigurds og Gjukungernes Død, og det tyktes mig store Tidender«. »Hvorlunde fik Sigurd Bane?« sagde Kongen. »Det sige de fleste«, sagde Gest, »at Guttorm Gjukessøn jog sit Sværd igjennem ham, mens han sov hos Gudrun, men Tyskerne sige, at han blev dræbt ude i Skoven, og i Gudrunskvadet hedder det, at Sigurd og Gjukungerne red til Tings, og saa dræbte de ham; men derom ere alle enige, at de kom over ham, som han laa og intet ondt anede, og skammelig sveg ham«. »Hvorlunde teede Brynhild sig?« spurgte en af Hirdmændene. »Brynhild dræbte syv af sine Trælle og fem Terner«, sagde Gest, »gjennemborede sig med Sværd og bad dem age hende og hendes døde Mænd og Kvinder til Baalet og brænde dem, og det skete saa, at der blev rejst et Baal for hende og et for Sigurd, og han blev brændt først. Brynhild blev kjørt derhen i en Karm, som var tjældet med Gudvæv og Purpur, og alt straalede af Guld, og saa blev hun brændt«. »Er det sandt«, spurgte de, »at Brynhild kvad, efter at hun var død, da hun blev kjørt til Baalet?« Gest sagde, at det var sandt. De bad ham kvæde det Kvad for dem, om han kunde det. Da sagde Gest: »Da Brynhild agede paa Helvejen til Baalet, kom hun forbi nogle Fjælde, hvor der boede en Gyge. Hun stod udenfor, sort af Aasyn og med en Skindkjortel paa; i Haanden havde hun en brændende Gren; hun sagde: »Denne vil jeg lægge til dit Baal Brynhild! men bedre var det, om du var bleven levende brændt for din Udaad, at du lod Sigurd Fovnersbane dræbe, saa ypperlig en Mand; tit ydede jeg ham min Hjælp, og derfor skal jeg kvæde saadanne Vredesord over dig, at du skal tykkes alle dem en led Kvinde, der høre sligt om dig«. Saa kvad Gygen og Brynhild til hinanden. Først kvad Gygen:


Ej du Brynhild,
Budles Datter,
gjennem min stensatte
Gaard skal age;
bedre det var,
om du Væven slog,
end at du her
til Huse kommer.


Hvad volder, at hid
du fra Valland fór?
rastløse Kvinde,
jeg kjender dig vel!
véd, du gav Ulve,
om vide dig lyster,
ménblandet Blod
af Mænd at drikke.


Brynhild kvad:


Ej med Føje,
du Fjældets Brud,
laster du mig,
for jeg laa i Viking;
bedst af os to
vil Brynhild tykkes,
hvor Folk kan se,
hvad i Sind os bor.


Gygen kvad:


Du blev Brynhild,
Budles Datter,
født til at volde
den værste Daad.
Gjukes Børn
du Bane raaded,
lagde øde
de Ødlingers Hjem.


Brynhild kvad:


Sandheden vil jeg
sige dig nu,
lumske Kvind,
om vide dig lyster,
hvorlunde de sveg mig
de Sønner af Gjuke,
vilded min Elskov,
saa Eden jeg brød.


I Harm og Kvide
den hugprude Drot
bød mig bygge
og bo under Egen.
Tolv Vintre jeg var,
om vide dig lyster,
da Eder jeg svor
den unge Konning.


I Godtjod vog jeg
den gamle Drot,
til Hel jeg brat
Hjælmgunnar sendte;
Sejr gav jeg Ødes
unge Broder,
gjorde mig Odin
gram i Hu.


I Skatelund han
med Skjolde mig stænged,
røde og hvide,
Rand stod ved Rand;
den kun, han bød,
skulde bryde min Søvn,
som aldrig i Verden
vidste af Frygt.


Lod om min Sal han,
mod Sønder den vendte,
Veddets Hund
mod Himlen springe.
Én kun han bød
gjennem Baalet ride,
ham, som fór med
Fovners Leje.


Paa Grane red
den gavmilde Drot
til min Fosterfaders
fagre Haller,
bedre end alle
bolde han tyktes,
den Daners Viking
i Drottens Hird.


Sammen sov vi
paa samme Leje,
som havde vi fælles
Fader og Moder;
vi sov i otte
samfulde Nætter
uden at lægge
Arm om hinanden,


Lasted mig Gudrun,
Gjukes Datter,
fordi jeg sov
i Sigurds Arm;
da fik jeg vide
det værste, jeg véd,
at de med Svig
mig Sigurd røved.


Altfor længe
Livet slides
i Sorg og Kvide
af Kvinder og Mænd.
Sigurd og jeg
ville sammen dø,
Sigurd og jeg —
synk du Gyge.


Da skreg Gygen ræddelig og løb ind i Bjærget«. »Det er Gammen at høre paa«, sagde Kongens Hirdmænd »fortæl mere endnu«. »Nu behøve vi ikke at høre mere om sligt«, sagde Kongen; »men har du ogsaa været hos Lodbrogs-Sønnerne?« »En kort Tid var jeg hos dem«, sagde Gest, »jeg kom til dem, da de hærjede sønder paa Mundiafjæld og stormede Vivilsborg; da var alle rædde for dem, thi de fik Sejr, hvor de kom, og da havde de i Sinde at fare til Romaborg. Saa var det en Dag, at der kom en Mand til Kong Bjørn Jærnside og hilsede ham; Kongen tog vel imod ham og spurgte, hvor han var fra, og hvad han hed. Han sagde, at han hed Sones og kom sønden fra Romaborg. »Hvor langt er der did?« sagde Kongen. »Her kan du se de Sko, jeg har paa Benene, Konge«, sagde Sones, og saa tog han dem af; de var af Jærn og meget tykke oventil, men svært slidte forneden; »saa langt ligger Romaborg af Led, som I nu kan se paa disse Sko, hvor det har slidt paa dem«. »Det bliver altfor umaadelig lang en Vej at fare«, sagde Kongen; »vi faa vende om og lade fare at hærje paa Romerriget«, og saa vendte Brødrene om, men underligt tyktes det Hæren, at de ikke vilde fare videre for én Mands Ords Skyld. Lodbrogs-Sønnerne fór nu nordover hjemad og hærjede ikke mere sønder i Land«. »Let er det at skjønne«, sagde Kong Olav, »at de hellige Mænd i Rom ikke vilde vide af deres Vold og Overlast der, og denne Mand har været en Aand, som var sendt af Gud, eftersom de saaledes faldt fra deres Forsæt at øve Ildgjerninger i den hellige Stad«.


9. Videre spurgte Kongen Gest: »Hos hvem af de Konger, du har været hos, tyktes der dig bedst at være?« »Mest Glæde havde jeg af at være hos Kong Sigurd og Gjukungerne, men hos Lodbrogs-Sønnerne havde man størst Frihed til at leve som man selv vilde; hos Kong Erik i Upsal var der størst Lykke, men Kong Harald Haarfager var den af alle Konger, der saa’ mest paa Høviskhed og Hirdsæder. Jeg var ogsaa hos Kong Lødver i Saxland, og der blev jeg primsignet, thi ellers maatte jeg ikke være der, eftersom Kristendommen blev ret overholdt der, og der huede det mig i alle Maader bedst«. »Mangt og meget maa du kunne fortælle, om vi ville spørge«, sagde Kongen, og han spurgte ham nu om mange Ting, og Gest gjorde Rede for alt. Saa tilsidst sagde han: »Nu skal jeg fortælle jer, hvorfor jeg kaldes Norne-Gest«. Kongen sagde, at det vilde han gjærne høre.


10. »Jeg blev opfostret hos min Fader paa det Sted, som hedder Grønning«, sagde Gest. »Min Fader var en rig Mand og levede statelig paa sin Gaard. Paa den Tid fór der nogle Spaakvinder, som man kaldte Vølver om i Landet; de spaaede Folk deres Skæbne, og derfor bød mange dem hjem til sig og gjorde Gilder for dem og gav dem gode Gaver, naar de fór derfra. Min Fader gjorde ogsaa saa, og de kom til ham med stort Følge og skulde spaa mig. Jeg laa i Vugge den Gang, og da de skulde sige min Skæbne, brændte der to Kjærter over mig. De lovede mig meget godt og sagde, at jeg vilde faa stor Lykke. Den yngste Norne syntes kun at agtes ringe af de to andre, de spurgte ikke hende om noget, og Følget gjorde ogsaa Ustyr med hende, og stødte hende ud af hendes Sæde, saa hun faldt til Jorden. Saa blev hun gram og raabte højt og vredt og bød dem holde inde med deres gode Spaadomme om mig, »thi jeg lægger den Lod for ham, at han ikke skal leve længer end den Kjærte brænder, der er tændt over ham«. Saa tog den ældste Vølve Kjærten, slukkede den og bad min Moder gjemme den og ikke tænde den før paa mit Livs sidste Dag. Spaakvinderne brød nu op; de bandt den yngste Norne og førte hende saaledes med sig, og min Fader gav dem gode Gaver ved Afskeden. Da jeg var bleven voxen, gav min Moder mig denne Kjærte at gjemme, og jeg har den hos mig«. »Hvorfor fór du hid til os?« sagde Kongen. »Det faldt mig saa ind«, sagde Gest; »jeg mente, jeg maatte faa nogen Lykke hos jer, thi I har et godt Lov blandt gode og forstandige Mænd«. »Vil du tage imod Daaben her?« sagde Kongen. »Det vil jeg gjøre efter eders Raad«, sagde Gest, og det skete da, og Kongen fattede nu megen Kjærlighed til ham og gjorde ham til sin Hirdmand. Gest var en god Kristen og rettede sig vel efter Kongens Sæder; han var ogsaa vennesæl blandt Kongens Mænd.


11. Saa var det en Dag, at Kongen spurgte Gest: »Hvorlænge vilde du nu leve, om du selv skulde raade?« »Kun en stakket Stund, om Gud vilde det saa«, sagde Gest. »Hvorlunde mon det vil gaa, naar du tager til den Kjærte, du har fortalt om?« sagde Kongen. Gest tog Kjærten frem af sin Harpe, og Kongen bød dem tænde den. Det gjorde de, og da den var tændt, brændte den hurtig. »Hvor gammel er du?« spurgte Kongen. »Nu er jeg tre Hundrede Vintre«, svarede Gest. »Saa er du mægtig gammel«, sagde Kongen. Gest lagde sig nu ned og bad om den sidste Olie. Den lod Kongen ham strax faa, og da var der endnu lidt tilbage af Kjærten, men det skjønnedes, at det led mod Enden med Gest. Saa snart Kjærten var brændt ud, døde han, og hans Død tyktes alle mærkelig. Den tyktes ogsaa Kongen at være et Vidnesbyrd for hans Sagaer, og at det maatte være sandt, hvad han havde fortalt om sit Liv.


Gunnar Vidar Forssell: Norne-Gests død