Fortælling om Roe (C.C.Rafn)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
35px-Emblem-star.svg.png Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók.


Kongesagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 5


Fortælling om Roe



Udgiven i Oversættelse af
Det kongelige
 nordiske Oldskriftselskab
København, 1831



Kapitel 1: Fortælling om Roe

Der var en Mand ved Navn Roe, som var opfødt i Danmark, en brav Bondes Søn; han var en god Idrætsmand, stærk af Kræfter og med god naturlig forstand. Roe var bestandig paa Kjøbmandsrejser, og erhvervede sig derved Gods, og da han var en kunstig Arbejder, saa erhvervede han sig ogsaa ofte herved megen Formue. Den Gang regjerede Kong Svend Haraldsøn, som kaldtes Tveskæg, over Danmark, og var meget elsket af sine Undersaatter. En Sommer led Roe Skibbrud sydpaa i Danmark, og mistede alt det Gods, som var der ombord; Folkene frelstes med Nød og neppe, og gik i Land. Da gav Roe sig til at smede, og erhvervede sig paa den Maade Gods; han var meget afholdt af sine Stalbrødre, og havde derfor ikke drevet denne Haandtering længe, førend han havde sig en anseelig Formue, thi han var en meget kunstig Smed; men det gik ham som tilforn, at han havde ingen Lykke med sit Gods, thi saasnart han havde samlet saa meget han vilde, rejste han ud af Landet og satte det til. Roe var let at kjende fra de fleste andre Mennesker i Udseende, thi hans ene Øje var blaat, det andet sort, men han var iøvrigt en rask, men fredelig Mand, om han endog blev drillet. Han formerede stedse sin Ejendom, naar han var paa Landjorden, men satte den strax til, naar han begav sig paa Kjøbmandsrejser. Da han saaledes paa sine Rejser tre Gange havde lidt Skibbrud, syntes han at indsee, at Lykke i den Forretning var ham ikke beskjæret; ikke desmindre var det dog hans største lyst at sejle fra Land til Land med sine Varer; og da det nu var kommet saavidt, faldt det ham ind at begive sig til Kong Svend, for at høre hvad Raad han vilde give ham, thi han vidste, at denne Konge vilde raade ham til hans Bedste, og mange havde befundet sig vel ved hans Raad. Roe satte nu sin beslutning i Værk; og da han stædtes for Kongen, hilste han ham. Kongen spurgte: “Hvem er du?”. “Jeg hedder Roe,” svarede han. Kongen spurgte:”Er du Vanhelds Roe?” “Andet Godt,” svarede han, “havde jeg Behov af eder, end sligt Øgenavn; hellere saae jeg at I vilde unde mig eders Gods og lykke, kanskee det da vilde hjælpe, thi da, haaber jeg, vilde eders gode Held og Lykke formaae mere end mit Vanheld.” Kong Svend sagde: “Hvis du er kommen til mig for at søge Held, da er det bedst, vi gjøre Fællesskab med Hinanden, hvis du synes.” De Tilstedeværende sagde imidlertid, at det var ikke raadeligt for Kongen, at give sig i Fællesskab med en saadan Ulykkesfugl, som Roe var, thi da vilde han strax miste sit Gods. Kongen svarede: “Vi ville gjøre et Forsøg, om Kongens Held er kraftigst, eller hans Vanheld.” Derpaa skød Kongen Gods sammen med Roe, saaledes at de begge skulde være lige gode derom. Roe begav sig nu atter paa Kjøbmandsfærd, med den Bestemmelse af Kongen, at han skulde intet være ham skyldig, hvis Godset forgik, men derimod have godt deraf, hvis det formeredes, og han skulde betale Kongen saa meget Gods, som han fra først af havde faaet af ham. Roe drog nu sin Vej, og det gik ham vel paa hans Rejser, saa at Godset snart tiltog, og han vendte om Høsten tilbage til Kongen med megen Rigdom, saa det varede ikke længe, før han var en meget velhavende Mand. Han blev da kaldt Roe den Rige eller Roe den Prude, og rejste med dette Kongens Tilskud hver Sommer til adskillige Lande.


Kapitel 2: Om Roe

En Gang sagde Roe til Kongen: “Nu skal I tage eders Deel, Herre, at det ikke en Gang skulde gaae saa ulykkeligt til, at jeg tilsatte eders Ejendom.” Kongen svarede: “Troer du, det er dig gavnligere, at vort Fællesskab ophæves; mig forekommer det raadeligt, at du blev her i Landet under min Beskjermelse, giftede dig og slog dig til Ro under mine Øjne; derimod synes mig ikke om, at du nu vil begive dig i Kjøbmandsfærd, thi du maa saa meget mere vente dig et Uheld, som du allerede før har fristet sligt.” Roe vilde nu at de skulde dele Godset, og saa skete. Kong Svend sagde: “Det er dit Ønske, Roe, og ikke mit, thi mig tykkes det var bedre, siden du en Gang har taget din Tilflugt til min Lykke, at denne bevaredes for dig.” De Tilstedeværende gjentoge det, at det havde han erfaret, at Kongens Lykke havde snart afhjulpet hans Trang. Kongen sagde, at han havde opført sig som en brav Mand imod ham, og det vilde være stor Skade, hvis han skulde geraade i nogen Ulykke. Saaledes skiltes de nu ad. Roe begav sig nu paa sin Kjøbmandsfærd, og havde meget Gods med sig; han sejlede til Sverrig, og styrede op ad Mælaren, og lagde til Land ved nogle Marker; han ejede den Gang allene hele Ladningen paa Skibet. En Dag gik han ene op i Land, og da han havde gaaet en Stund, mødte der ham en Mand med brunt slet Haar og af ret anseeligt Udseende. Roe spurgte denne Mand efter hans Navn, men han svarede, han hed Helge og var Kong Eriks Hirdmand. Han spurgte paa sin Side, hvem Kjøbmanden var, og Roe navngav sig; Helge gjenkjendte ham da, og meente, han havde seet ham før. Helge sagde, han vilde handle med ham. Roe spurgte, hvormeget han vilde Kjøbe for? Hvortil Helge svarede: “Jeg veed, at I danske ere komne hid til Landet, og man har fortalt mig, at alle dine Ledsagere staae i din Tjeneste, og at du ejer hele Skibsladningen; jeg vil nu Kjøbe hele Ladningen af dig, hvis du saa synes.” Roe svarede da, at han var i Sandhed en Kjøbmand i det Store; hvortil Helge igjen sagde, at han forstod Handelen baade i det Smaa og i det Store. Roe spurgte, hvor det Gods var, som han skulde faae af ham, naar de handlede? Helge bad ham følge med sig, og sagde, han kunde da selv see, at det var ægte Varer, han bød ham. De fulgtes nu ad hen til et eenligt liggende Huus, som var fuldt af Varer; dette Gods bød Helge for Ladningen, og det forekom Roe, at være et antageligt Tilbud, og at den ene ikke vilde gaae den anden for nær ved dette Bytte, men han selv vilde gjøre et godt Handelskab med Varerne; de indgik da ogsaa denne Handel, og sluttede bestemt Akkord med hinanden; hvorpaa de skiltes ad, og Roe vendte tilbage til sit Skib.


Kapitel 3: Thorgny Jarls Raad til sin Datter

Strax den følgende Dag kom Helge ned med mange Mænd og Heste, og lod Varerne bringe bort, saa at de alle vare førte derfra før Aften, og hertil manglede det ham hverken paa Folk eller Heste. Nogle Dage derefter gik Roe allene op i Land, og havde i Sinde at gjøre Anstalter til, at faae sine Kjøbte Varer førte ombord; da var der gaaet en Nat over den Tid, paa hvilken han efter Aftalen skulde indfinde sig; men Roe meente, at ingen vilde bryde sig om en Nat mere eller mindre, om han kom noget senere end bestemt var, da han havde meget at tage vare. Han var iført gode Klæder, da han satte Priis paa et pragtfuldt Udvortes; han havde et herligt Bælte og en Kniv, som begge Dele havde kostet ham temmelig betydeligt; dertil havde han gode Vaaben og en god Skarlagens Kjortel med en Overkappe besat med Guldknapper. Det var godt Vejr, og han fortsatte sin Gang, til han kom hen til Huset, som stod aabent, men sit Gods saae han ikke noget til; dette tyktes ham underligt, og han gik da rundt omkring Huset, og kom hen til et Sted, hvor Helge laae og sov: Roe spurgte, hvor hans Gods var henne? Helge svarede, han vidsie ikke af noget Gods at sige, som hørte ham til. Roe spurgte, hvorledes det kunde være? Helge sagde, at han havde ladet Godset bære ud paa den aftalte Tid, “men jeg mærkede ikke til,” sagde han, “at du kom efter det; ingen kunde vel vente, at jeg skulde lade Godset blive staaende i Vind og Vove for hver Mand ; jeg har derfor ladet det føre bort, og bilder mig ind, at det nu tilhører mig og ikke dig.” Roe svarede, at han skiftede og deelte i en Hast og ikke med Billighed, og “det er ikke underligt,” sagde han, “om du i en Hast kan samle Penge, hvis du ofte benytter dig af slige Kneb.” Helge sagde, han havde i nogen Stund staaet sig vel ved sligt, og det havde gaaet godt hidindtil; “men Kongen,” sagde han, “har Tiltale imod dig, fordi du ikke tager vare paa hvad dit er: thi det er her landslov, at hver skal tage vare paa sit, saa at ikke hver Tyv kan stjæle det, ellers har Kongen Tiltale imod ham, og i denne Sag skal derfor Kongen fælde Dom.” Roe sagde, at her var ikke Udsigt til nogen Fordeel, hvis Kongen vilde holde noget med ham i den Sag. Paa den Maade skiltes de ad, og Roe gik hen til en anden Gaard, og da han kom noget ind i Gaarden, saae han, at to Mand gik hurtig efter ham, af hvilke den ene havde megen lighed med hans Kjøbmand. Roe havde kastet sit Bælte over Skulderen, og deri hang en meget kostbar Kniv. Den Mand, som gik foran, hed Thorgils, og var Broder til Helge: han rakte efter Bæltet, saasnart de kom til hinanden, og sagde i det samme: “Saa kommer hver til sit; dette Bælte og denne Kniv tog du fra mig i Valland, men jeg har ladet mig disse Kostbarheder forfærdige i England.” Roe svarede: “Nu er her endnu mindre Udsigt til Fordeel, og smilte deraf; derpaa gik han sin Vej, men de andre vendte tilbage. Han havde ikke gaaet ret langt, førend der atter kom en Mand imod ham, stor og styg af Udseende, og han havde kun eet Øje; da de mødtes, spurgte Roe, hvad han var for en Mand? Den anden svarede: „Jeg burde kjende dig, thi jeg bærer Mærke paa mig, at vi have seet Hinanden før.” Roe spurgte, hvad Mærke der da var paa det? Hin Mand sagde: „Du tør ikke stille dig saa fremmed an derved; du blev, som du veed, opfødt i Danmark, og var eenøjet, og en Gang du var draget i Kjøbmandsfærd og laae nogle Nætter ved Samsø, da laae jeg der allerede med mit Skib, da havde du Troldfolk[1] med dig, og kjøbte dem til at hexe mit ene Øje ud; det kan enhver see, som, har Menneskeforstand, at disse Øjne have begge været i eet Hoved, du har nu det ene, men jeg det andet! og herom skal Kongen dømme i Morgen, saavelsom derom, at du tog Bælte og Kniv fra min Broder Thorgils.” “Jeg veed ikke noget deraf at sige,” sagde Roe, “men jeg kan nu mærke, at her falde mange Sager og Beskyldninger for i Dag,” og smiilte noget fortrædelig derved. Derpaa forlode de Hinanden, og Roe gik ned til sit Skib, men talte ikke om noget af alt dette til sine Mænd, og ingen kunde mærke paa ham, at der var noget i Vejen. Næste Morgen gik Roe til Borgeledet, og havde ingen med sig, og kom da hen til nogle eenlige Huse, hvorfra han hørte nogle Menneskestemmer. En sagde: “Monstro Roe den Tosse kommer til Things i Morgen? “ En anden svarede: „Den Mand gaaer det ilde, thi Kongen dømmer altid eftersom Brødrene indskyde ham, hvad enten det er Ret eller Uret.” Roe lod som han ikke hørte noget deraf, og gik sin Vej: han kom hen til et Sted, hvor en ung Kvinde gik ned til Vandet, og det tyktes ham han aldrig havde seet skjønnere Mø. Da han nu kom hen til hende, betragtede hun ham, og sagde: “Hvem er du?” “Jeg hedder Roe,” sagde han. “Er du Roe den Tosse?” sagde hun. Han svarede: “Jeg troer, at dette Navn nu passer sig meget vel, men jeg har dog før haft hæderligere Navne; men hvad er dit Navn?” sagde han. Hun svarede: “Jeg hedder Sejerborg, og er Thorgny Lavmands Datter.” Roe sagde: “Jeg vilde ønske jeg kunde nyde godt af hans Viisdom; vil du vise mig nogen Tjeneste?” Hun svarede: “Min Fader har aldrig gjort meget af danske Mænd, men han er heller ikke nogen Ven af Brødrene, og de ville altid komme til at staae tilbage for ham, naar de have Sag sammen.” Roe sagde: “Vil du hjælpe mig med et godt Raad?” “Der har aldrig før nogen bedet mig om Raad,” sagde hun, “og det er ikke rimeligt, at jeg skulde vide noget Raad, som kunde gavne dig, om jeg end vilde give dig noget; men du er i Sandhed en tækkelig Mand; gak nu med mig og stil dig under mit Loftskammer, og læg vel Mærke til hvad der bliver talt, som kunde være dig til Gavn, hvis nogen giver dig et eller andet Raad.” Han lovede at gjøre efter hendes Forlangende. Hun gik nu bort, men Roe stod nede under Loftskammeret. Thorgny kjendte sin Datters Stemme, da hun gik ind i Kammeret, og spurgte: “Hvorledes er Vejret ude, min Datter?” “Det er godt Vejr,” sagde hun. Thorgny vedblev: “Mener du Roe den Tosse kommer paa Thinget i Dag?” Hun svarede, hun vidste det ikke. Thorgny spurgte hende: “Hvorfor sukker du saa dybt, min Datter? Har du truffet Roe den Tosse? og synes du, han er en smuk og ønskelig Mand? Har du i Sinde at yde ham Hjælp og Beskyttelse?” Hun svarede: “Siig mig en Gang, Fader, hvis nu du var stædt i en saadan Vaande, som han er, hvad du da vilde finde paa, naar ingen vilde komme dig til Hjælp med at forsvare din Sag.” Thorgny svarede: “Ingen vanskelighed tykkes mig den Sag at have; jeg vilde sætte List imod List, hvilket Roe let maa kunne gjøre imod Helge; det kan hver Mand indsee, at naar nogen bemægtiger sig en andens Ejendom med Bedrageri og Svig, og giver ham ingen Erstatning derfor, at Kongen da har Sag imod den Mand, naar Sandhed skal gjælde, og kan han da faae ham domfældt som Tyv og skille ham ved Gods og Ære; men vel kan Roe gjengjelde Løgn med Løgn, og alt dette maa Roe allerede vide.” Hun svarede: “Ikke vilde han være Roe den Tosse, hvis han var saa viis, som du; men hvorledes vilde du da bære dig ad, naar nogen gjorde Fordring paa dit Øje,” sagde hun, “hvorledes vilde du da forsvare dig derimod?” Thorgny svarede: “Sætte Særhed mod Særhed.” Derpaa sagde Thorgny hende, hvorledes han vilde svare paa begge disse Beskyldninger; og forekommer Udviklingen heraf siden.


Kapitel 4: Roes og Helges Strid

Derefter gik Sejerborg bort, opsøgte Roe, og spurgte ham, hvorledes han havde indprentet sig de Raad, han havde faaet; han svarede, at han troede nok at kunne erindre adskilligt deraf. Hun sagde: “Begiv dig i min Faders følge, naar han rider til Things, og bryd dig ikke om hans Bebrejdelser, hvis han skjelder paa dig, thi han veed uden Tvivl, at jeg har mødt dig, og synes godt om dig, og jeg haaber, at han vil være dig behjælpelig i din Nød, saa meget mere som han veed, at det er mig magtpaaliggende; men hvis nu dette ikke er noget godt Raad for dig, saa veed jeg ikke noget andet.” De forlode nu hinanden efter denne Samtale, og da Thorgny var færdig, red han til Things, hvor da Roe mødte ham strax ved Borgeledet, og hilste paa ham. Thorgny sagde: “Hvem er du?” men Roe navngav sig. Thorgny spurgte: “Hvad vil Roe den Tosse blandt mine Folk? gaa en anden Vej! jeg vil ikke vide af at sige, at du drager med os.” Roe svarede: “Ikke vil du forbyde mig at følge efter og at gaae hvilken Vej jeg vil, da jeg ikke gjør dig nogen Skade, men jeg er ubekjendt her og vilde gjerne have godt af eders Selskab; det er mig ogsaa Nødvendigt nok at drage denne Rejse og at fremme min Sag saa godt jeg kan.” Da faldt de andre i Talen, og sagde , at det var sandt nok; de rejste derpaa videre til Thinget, og Thorgny havde et stort følge med sig; der vare ogsaa en stor Deel af Indbyggerne forsamlede. Da Mændene nu vare komne til Thinget, sagde Thorgny: “Ere Brødrene Helge og Thorgils komne?” De svarede Ja. “Da er det bedst,” sagde Thorgny, “at gjøre Kongen bekjendt med Trætten imellem eder og Roe den Tosse.” Helge sagde: “Det er min Paastand, at saaledes var Aftalen imellem mig og Roe, at han skulde have alle de Varer, som vare i Udhuset, men jeg skulde lade dem bære ud og tømme Huset: saa var ogsaa bestemt, naar Roe skulde lade dem afhente; jeg derimod skulde derfor have hele Ladningen paa hans Skib, og selv føre den bort; nu har jeg ogsaa, Herre!” sagde han, “opfyldt Forpligtelsen fra min Side, men da jeg havde ryddet Huset og baaret Varerne ud, da var Roe ikke kommen derhen, hvorefter jeg lod dem føre bort, da jeg ikke vilde, at Tyve skulde stjæle dem; nu mener jeg Godset tilkommer mig! men I, Konge, har Sag imod ham, fordi han ikke tog vare paa sit Gods, men vilde at andre skulde gjøre sig ulykkelige ved hans Ejendom; nu, Herre, skal I dømme i den Sag.” Kongen sagde: “List var det, men maaskee du dog kan komme til at beholde Godset, hvis det virkelig er saaledes gaaet til: var det da saaledes Aftalen, Roe?” Denne svarede, at det kunde han rigtignok ikke nægte, “men her er dog en Forskjel, Herre.“ sagde han; “derom bleve Helge og jeg enige, da vi sluttede vor Handel, at jeg skulde have alt det, som var inde i Huset: jeg gjør derfor nu Fordring paa alt Kryb, Møl og Orme og alt andet Utøj, som var derinde, som min Ejendom, og paastaaer, at han var forpligtet, at rydde dette ud og alt det, som var derinde, men det mener jeg han ikke har gjort; derhos erklærer jeg ham, Helge selv, for min Ejendom, thi han var den Gang inde i Huset, da vi Kjøbsloge, og vi begge stode der ved Siden af Hinanden: men hvor slet en Mand han end er, saa skal han dog nu være min Træl, eller og jeg sælger ham til en anden; nu, Herre! maa I dømme i denne Sag.” Kongen sagde: “Med snedige Folk, og det ikke raadvilde, har du nu at gjøre, Helge!” Thorgny sagde da: “Vel talte du din Sag, Roe, og det skal være vanskeligt at sige noget derimod. Men hvorledes hænger det sammen med den Sag imellem dig og Thorgils?” Thorgils svarede: “Det er min Paastand, at Roe har taget Kniv og Bælte fra mig, hvilke begge ere store Kostbarheder.” Thorgny sagde: “Da faaer Roe svare noget hertil, eller vedgaae det, hvis han holder det for sandt.” Roe sagde: “Herved har jeg visselig noget at erindre: jeg blev opfødt i Danmark, og havde en Broder, som hed Sigurd, en i alle Henseender dygtigere Yngling end jeg, og noget yngre; en Gang rejste han med mig paa en Kjøbmandsrejse til Valland, han var den Gang tolv Aar gammel; en Dag paa Markedet traf Drengen paa en stor, slethaaret Mand, de sloge en Handel af med hinanden, men der bleve mange Penge tilovers i Drengens Pung, som hin ikke havde noget at give for; men Manden, som han var truffen paa, var dog pengegrisk og vilde gjøre alt muligt for at faae Pengene; saaledes kom det sig da, at han dræbte Drengen og vilde skjule ham; men nogle bleve det vaer og underrettede mig derom; men da jeg nu kom derhen, hvor min Broder laae død, da var den anden Mand borte, men Kniven og Bæltet laae der endnu, derimod vare alle Pengene borte; det er nu den Maade, hvorpaa jeg er kommen til disse Kostbarheder, og tænker derfor, at Thorgils har stjaalet Pengene og dræbt min Broder; nu Herre! skal I dømme i denne Sag.” Thorgny sagde: “Det er i Sandhed nogle udædiske Mænd, disse Brødre.”


Kapitel 5: Om Roes Tilbud mod Thorer

Nu fremstod Helges og Thorgilses Broder Thorer, og talte saaledes: “Her er endnu den vanskeligste Sag at dømme i, i hvilken jeg har Deel;” hvorpaa han anførte sin Fortælling om, hvorledes han havde mistet sit Øje, som foran er berettet; “nu haaber jeg, Herre! at I understøtter min Sag, thi herimod vil han intet kunne fremføre for Retten, at det jo er tilgaaet, som jeg siger; I tør ikke, Herre! agte fremmede Mænd højere, end os Brødre, som længe have været eder til Nytte, og ikke have forsømt noget af det, I har betroet os at udføre.” Kongen sagde: “Dette er en underlig Sag, som man sjelden har Hørt Mage til; imidlertid maa du, Roe, fremkomme med hvad du har herimod at sige.” Roe svarede: “Det er langt fra, at jeg vil vedgaae dette, og vel troer jeg at kunne godtgjøre, at dette er løjet mig paa: men for eders Skyld, Herre, vil jeg dog fra min Side gjøre et Tilbud derimod.” “lad os da høre!” sagde Kongen. Roe vedblev: “Jeg tilbyder Thorer, at hver af os lader et Øje udstikke og de blive lagte paa Vægtskaalen, og hvis de da begge høre til eet Hoved, saa maa de være lige tunge, og i saa Fald skal jeg betale Thorer Bøder efter eders Dom; men hvis de ikke ere lige tunge, eller Thorer ikke vil indgaae dette Vilkaar, saa maa dette ikke være den første Gang, han har løjet.” Thorer afslog at indgaae Tilbudet. Thorgny sagde: „Det kommer deraf, at du lyver, og det gaaer nu med eder Brødre som altid, at I vise Uforskammenhed og Ondskab; det kan ogsaa være, at mangfoldig og længe øvet Løgn og Falskhed nu slaaer eder paa Halsen; ogsaa have I længe ubilligen staaet under Kongens Beskjermelse, og han har anseet eder for bedre, end I ere; nu bør man ikke længer lægge Dølgsmaal paa Sandheden, thi det er nu øjensynligt for alle, at den eneste rette Dom er, at Roe maa raade for disse Brødres Liv og Gods.” Roe sagde: “Min Dom er snart afsagt, thi ikke bliver jeg siden klogere; nemlig begge Brødrene Thorer og Thorgils dømmer jeg fra Livet, men du, Konge, skal have deres Jordegods, jeg deres Løsøre; Helge derimod skal være landflygtig, saa at han aldrig mere kommer her til landet, men maa gribes og dræbes, hvis han lader sig finde i Sverrig; alt hans Gods tildømmer jeg mig.” Derpaa bleve Thorgils og Thorer grebne, Galge blev rejst, og de bleve hængte som Tyve efter landets Lov. Derpaa blev Thinget opløst, og hver drog bort til sit Hjem; men Roe blev nu kaldt Roe den Vise. Han takkede dernæst Thorgny lavmand for sin Hjælp, og sagde, han vilde neppe være kommen vel derfra, hvis han ikke havde Haft godt af hans Raad og forstand: „nu maaskee,” vedblev han, „vil jeg vel synes dig altfor paatrængende, hvis jeg bejler til din Datter.” Thorgny svarede: “Jeg finder det tjenligst, at svare vel herpaa, thi min Datter blev snart enig med sig selv om, at hun kunde godt lide dig og vilde have dig.” Derpaa gik dette Giftermaal for sig med mægen Ære og Priis, og der holdtes det prægtigste Gilde. Derpaa gjorde Roe sig færdig til at rejse bort, og drog til Danmark, kom til Kong Svend, og fortalte ham om sin Rejse, hvorledes alt var gaaet til, og sagde, at han havde ingen Mand saa meget at takke, som ham. Roe bragde ham mange kostbare Sager fra Sverrig. Kong Svend sagde, at det var gaaet ham vel og heldigt, hvor betænkeligt det end havde seet ud for ham: derpaa forlod han Kongen, og de vare bestandig Venner, saalænge de levede. Roe drog til Sverrig; da var Thorgny lavmand død, og hans Søn, Thorgny, fik Lavmandsdømmet efter ham, og var en meget viis Mand. Roe og han deelte Arven imellem sig efter Landets Love, og kom vel overeens. Roe blev anseet for en brav Mand; hans Kone var meget forstandig; fra dem nedstamme mange anseelige Mænd i Sverrig.




Noter:

  1. Dette Ord eller et lignende mangler i Grundteksten.