Fortælling om Svend og Find (C.C.Rafn)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
35px-Emblem-star.svg.png Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók.


Islændingesagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 2


Fortælling om Svend og Find


Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1826


1. Det findes skrevet i Bøger, at i Jarlen Hakon Sigurdssøns Dage var der nord oppe i Throndhjem en Mand ved Navn Svend. Han var rig og af fornem Slægt, stille og sagtmodig hjemme, men stridig og stolt imod sine Overmænd, naar der var noget, som mishagede ham. Han ofrede til de hedenske Guder efter sine Frænders og Forældres Skik, ligesom alle Folk i Norge da gjorde; Svend havde et stort og anseeligt Gudehuus paa sin Gaard; deri vare mange Gudebilleder, men dog dyrkede Svend mest Thor; han var ogsaa i Venskab med Hakon Jarl ligesom andre Offermænd. Svend var gift, og havde to Sønner, af hvilke den ene hed Svend, den anden Find. Svend lignede sin Fader, i Sindelag, men Find var meget stridig, egenraadig og trættekjær, blandede sig ofte i andres Tvistigheder og var højttalende, men stundom saa tavs, at man ikke kunde faae et Ord ud af ham, og i hele sin Tænkemaade meget forunderlig; derfor ansaae somme ham for ikke at besidde megen Forstand; og han var ikke meget troende paa deres Religion, thi naar han, som sjælden skede, kom i sin Faders Gudehuus, lovpriste han ikke Guderne, men i det Sted spottede dem ved hvert Ord, kaldte dem skjeløjede og bestøvede, og sagde, at de ikke kunde hjælpe andre, da de ikke havde Styrke til at rense Snavset af sig selv. Ofte greb han fat i dem, og styrtede dem ned af deres Pladser; men hans Fader sagde ham, at det vilde staae hans Lykke i Vejen, at han førte sig saa slet op imod dem, saa mange og store berømmelige Bedrifter, som Thor havde udført, faret igjennem Bjærge, Sønderbrudt Klipper, men Odin havde raadet for Folks Sejer. Find svarede: ”Der hører meget liden Kraft til, at Sønderbryde Stene og Klippestykker og udføre saadant Arbejde, eller til at give Sejer ligesom Odin ved Bedrageri og ikke ved Kraft; men mig tykkes, at han er mægtig, som i Førstningen har sat Bjergene, hele Verden og Søen; hvad veed I om ham at sige?” Derom vidste Faderen ikke meget at fortælle. En Vinter om Julen, da Folk vare komne til Drikkebordet, sagde Find: ”Vidt omkring gjøres der nu Løfter denne Aften, hvor der ikke er bedre at være end her; nu gjør jeg det Løfte, at jeg skal tjene den Konge, som er den højeste og i alle Henseender fortrinlig fremfor andre. Dette udtydede Folk forskjellig for Find, nogle sagde, at Hakon Jarl var den fornemste Høvding i de nordiske Lande, og at Find altsaa vilde tjene ham. Find sagde, at han vidste nok at gjøre Forskjel paa en Konge og en Jarl; andre, som vare værre til Sinds imod ham, sagde, at han viste sin Uforstand baade i disse Svar og ligeledes i Løftet. Efter Julen lavede Find sig til Bortrejse. Hans Fader spurgde ham, hvorhen han agtede sig. Find sagde: ”Det veed jeg aldrig, hvorhen jeg skal fare, men opsøge vil jeg en Konge, som jeg agter at tjene, og dog allene paa den Maaade, at jeg vil opfylde mit Løfte i alle Henseender.” Han spurgde da, om hans Broder Svend vilde drage med ham. Denne sagde, at han ikke vilde det. ”Det er ogsaa vel,” sagde Find, ”at du agter at være vor Fader behjælpelig i at passe paa vort Gods, indtil jeg kommer tilbage.” Faderen sagde: ”Ønsker du, at jeg skal give dig nogle Mænd til følge og Penge med paa Rejsen?” ”Nej langt fra!” svarede Find, ”thi ej vil jeg have forstand til at sørge for flere Mænd, da jeg ikke har forstand til at sørge for mig selv, som mange sige, og jeg nægter ikke, er virkelig Tilfældet.” Derefter drog Find bort Sønderpaa den øvre Vej gjennem Oplandene og kom til Vigen, hvor han kom til at rejse med et Førselsskib ned til Danmark. Saasnart han fik sin Fod i Land, gik han eensom bort fra Skibet til en Skov, og bad ikke sine Rejsefæller Farvel, intet Menneske bad han vise sig Vej til Bøjgder; han foer da længe vild ude omkring i Skovene; omsider kom han dog ud af Skoven til et Sted, hvor han traf en Hyrde. Da de kom til hinanden, satte de sig ned og taltes ved; Find spurgde, om der var Bøjgder i Nærheden; Hyrden sagde, at saa var. Find spurgde, om Hyrden vilde bytte Klæder med ham; han sagde, at han gjærne vilde det, og de gjorde nu saa. ”Hvad er her bundet i Klæderne?” sagde Find. ”Det kalde vi Kristne et Kors,” svarede han. ”Er du Kristen?” spurgde Find, ”og hvorledes er det at være Kristen?” Hyrden fortalte ham derom, hvad han vidste; men Find fortalte ham derimod om Thor og Odin og deres Bedrifter. Hyrden sagde: ”Snart tænker jeg, at du vilde forvilde mig i Talen, men det er bedre, at du kommer til vor Biskop, som er ikke langt herfra, thi ham vil du ikke komme til Rette med ved Snak allene, men han vil tydeligere kunne berette dig om Troen end jeg.” Find sagde: ”Hvad er det I kalde Biskopper! Er det et Menneske eller et andet Dyr?” Hyrden svarede: ”Endnu bliver din Tale ikke klogere, enten maa du være en skør Tosse og Fjante, eller du er ikke saa tosset som du lader; Biskoppen kalde vi den hellige Kristendoms Bestyrer og forstander.” Find sagde, at ham vilde han for al Ting komme til. Han kom dernæst til Biskoppen, og hilste ham. Biskoppen spurgde, hvo han var; han sagde, at han var en Nordmand. ”Paa hvem troer du?” spurgde Biskoppen. Find svarede: ”Paa Thor og Odin ligesom andre Nordmænd.” ”Det er en slet Tro,” sagde Biskoppen, ”og jeg skal lade dig lære en anden bedre Tro.” Find svarede: ”Det veed jeg først, naar jeg hører den, om denne Tro synes mig bedre; og hvi vil du lade mig lære denne Tro, og ikke vise mig den selv?” Biskoppen overgav ham til en Præst, og bad denne lære ham Troen, men Find indviklede alt for Præsten, saa at han intet kunde faae udrettet; og Præsten sagde til Biskoppen, at denne Mand var saa tosset og vanskelig at bibringe noget, at man ingen Vej kunde komme med ham. ”Saa synes mig om denne Mand,” sagde Biskoppen, ”at han maa ikke være saa tosset som underlig.” Biskoppen begyndte da at undervise og fortælle ham om den almægtige Guds Jærtegn, og omsider sagde Find; ”Dette er ganske anderledes, end jeg hørte før, at ingen Guder vare saa mægtige som Thor og Odin, men nu skjønner jeg det især af dine Ord om denne Krist, som du forkynder, at hvert Menneske maatte gjøre ham saa meget imod, som det vilde, medens han var her i Verden, men efter Døden blev han saa berømt, at han hærjede i Helvede, og bandt de hedenske Guders Høvding Thor, og siden kunde ingen Vætte staae sig for ham; derfor synes mig, at han er den Konge, som jeg har lovet at tjene, højere og helligere, større og mægtigere end alle andre Konger, og derfor skal jeg herefter troe paa ham og tjene ham, efter som I lærer mig.” Biskoppen sagde: ”Dette er alt rigtigt, efter det Begreb, du har faaet om Gud, og nu viser det sig, som jeg sagde, at du er meget forstandigere end du lader.” Find blev da døbt, og holdt vel sin Tro, og opholdt sig en Tid i Danmark.


2. Nu skal fortælles om det, at Kong Olaf kristnede Folket i Norge. Skjønt Almuen blev døbt af de Lærere, som Kong Olaf efter Yrjarskægges Drab sendte omkring i hele Throndhjem, vare der dog der, ligesom andensteds i Landet, de, som vare træge til at antage den sande Tro. Een af dem var den før omtalte Svend, og hans Søn Svend samt hans Huusfolk. Da Kong Olaf spurgde, at Svend og hans Søn ikke vilde antage Troen, sendte han dem Bud, og bød dem at komme til sig. Da Kongens Bud kom til dem, sagde den yngre Svend til sin Fader, at de kom til at antage den Religion, som han bød. Den ældre Svend sagde, at han ikke var tilbøjelig til at forandre den Tro, som hans Frænder og Forældre havde haft og holdt; dog blev det ved, hvad den yngre Svend vilde, at de droge til Kongen. Han tog vel imod dem, og paabød dem Kristendommen. Den ældre Svend svarede: ”Ej vil jeg forlade min Religion.”Saa skal der strax skee en Omskiftelse,” sagde Kongen, ”at jeg vil lade dig dræbe.” ”Det kan du gjøre, om du vil,” sagde Svend, ”jeg er en gammel Mand, og det bryder jeg mig ikke meget om, enten jeg døer ude eller inde, en kort Tid før eller senere.” Da sagde den yngre Svend til Kongen: ”Skaan min Fader, Herre! og dræb ham ikke, thi han har en stor Slægt og fornemme Frænder, og I vil faae mange Stormænd opbragte imod eder, om han bliver tagen af Dage.” Kongen fandt, at den yngre Svend var meget mere eftergiven i Sindet, og sagde til ham: ”Hvad er især Aarsagen til, at din Fader er saa uvillig til at antage Troen; tykkes Fasten ham tung, eller har han noget paa sin Samvittighed?” ”Det er langt fra,” svarede Svend, ”thi han er en brav og rask Mand i alle Henseender, Skjønt han er til Alders, men Thors Tempel falder det ham tungt at miste, thi det er et stort og skjønt Huus, smukt bygget, og smykket med megen Bekostning; og det troer jeg er det, der gaaer ham nær, om det skal nedbrydes eller brændes.” ”Det er dog rimeligst,” svarede Kongen, at een af Delene maa skee.” Svend sagde: ”Vil I ikke indvillige i, at Templet med sit Tilbehør bliver staaende, naar vi antage den Tro, som du paabyder, for at ikke saa fortræffelig en Bygning skal ødelægges, men vi skulle holde det, som vi love, at vi ikke skulle have mere med Thor at gjøre, og lade Guderne sørge for sig selv.” Kongen svarede: ”Ej veed jeg, om det gaaer an, men eftersom jeg mærker din gode Villie, og alle kalde eder brave Mænd, da bevilger jeg, at Gudehuset bliver staaende paa det Vilkaar, som du sagde, hellere end at I nægte at antage Kristendommen, og strax blive dræbte.” Svend gik nu til sin Fader, og sagde ham, hvorledes Sagerne stode. Den Gamle sagde,: ”Hvad er vel Kongens Mening med at indrømme det ?” Svend svarede: ”Heraf kan du mærke, Fader! hvor magtpaaliggende Kongen finder det, at vi antage den Religion, som det anstaaer os at have, og paa den anden Side, hvor megen Lid han sætter til vor Ærlighed.” Den ældre Svend svarede: ”Det vil jeg love, om Kongen saa vil, at jeg ikke skal ofre til Thor, og ingen Dyrkelse vise de hedenske Guder, om han vil lade Gudehuset blive staaende ubeskadiget.” De lode sig da døbe, og bleve Kong Olafs Venner, thi de holdt vel alle deres Løfter, og lode alle deres Huusfolk døbe.


3. Nu maa der fortælles, at Find Svendssøn spurgde til Danmark, at der var foregaaet Religionsforandring i Norge; han foer da til Norge, og kom nord op til Throndhjem den samme Vinter, som Kong Olaf om Sommeren var kommen østen fra Vigen, og nu opholdt sig i Nidaros. Da Find kom til Byen, gik han strax til det Herberge, hvor Kongen sad og drak. Find var fattig klædt; han bad Dørvogterne om Lov at gaae ind og tale med Kongen. De sagde, at det ikke var Skik, at ubekendte Folk gjorde Kongen Ulejlighed over Borde; vi lade hverken dig gaae ind, heller ikke nogen anden Tigger, der seer saa fæl og ussel ud som du.” ”Jeg, anseer det ogsaa for det Retteste, at jeg ej behøver at bede eder om Lov, I onde Trælle!” Han tog da Dørvogterne, hver i sin Haand, stødte dem fra Døren, og gik ind; men saasnart han kom ind i Stuen, stimlede Folkene om ham, da de ikke kunde vide, hvad det var for et Spøgelse; de vilde derfor støde ham ud igjen, men det var ikke let, thi han stod noget fastere, end de tænkte; det kom da til en haard Dyst, i det nogle slede og reve af ham de usle Lapper, han havde paa, og andre sloge ham med Næverne; han gjengjældte dem det ogsaa det bedste han kunde. Kongen mærkede det, og spurgde, hvad det var. De sagde, at dette tossede Drog vilde tale med ham. ”Da er det bedst,” sagde Kongen, ”ikke at tilføje ham noget Ondt.” Derpaa slap de ham. Kongen spurgde, hvo han var. Find sagde, hvad der faldt ham ind. ”Hvad er dit Ærende hid til mig,” spurgde Kongen, ”vil du lade dig døbe?” ”Ej anseer jeg mig,” svarede Find, ”for en mindre god Kristen end du er.” Kongen udlod sig med, at han ikke begreb, hvad han sagde. Da sagde Find: ”Hvad troer du, Konge! at jeg er for en Mand.” ”Det veed jeg ikke,” svarede Kongen, ”men det seer jeg, at du er en rask Mand, og der gives vel større Mænd end du, men de færreste ere skjønnere, og dit Udseende lover meget.” ”Da kommer det an paa,” svarede Find, ”om det er godt, hvad mit Udseende lover, siden det lover meget.” ”Du seer ikke ond ud,” svarede Kongen. ”Godt er det,” sagde Find, ”at høre sligt af en saa berømmelig Mand.” Fremdeles sagde Kongen: ”Saa forekommer du mig, som du maa være en brav Mand, men egenraadig og underlig og noget kort for Hovedet.” ”Alt er dette sandt, hvad du siger,” svarede Find, ”og gjæt nu, Konge! af hvad Æt jeg er.” ”Det synes mig rimeligst,” svarede Kongen, ”at du maa være en Søn af min Ven Svend.” ”Det er sandt,” sagde Find, ”at jeg er Svends Søn, men du maa selv vide, om han er din Ven.” ”Han er vist min Ven,” sagde Kongen, ”og en god Kristen, men dog var en Ting os imellem i Førstningen; et Gudehuus, der er helliget Thor, staaer ved hans Gaard; dog troer jeg at han ingen Dyrkelse øver der længer.” Ved dette blev Find vred, og sagde: ”Hør her en uhørt Ting, hvorledes seer du, min gode Konge! paa, at dine Mænd og Venner hemmelig ofre! du er vel i Grunden en Kætter.” Kongen sagde, at han var altfor heftig. Find løb strax ud, og drog til sin Fader og sin Broder. Om Natten før Find kom, drømte hans Broder Svend, at Thor var meget uvenlig og sørgmodig; Thor sagde nemlig: ”Her gaaer det nu, som man siger, at Venskabet kjøles, naar besøgene aftage, og skjønt det nu er Tilfældet her, som det virkelig er, saa vil jeg dog bede dig om een Ting, at du fører mig bort af mit Huus til Skoven, thi din Broder Find vil komme hjem, og jeg spaaer mig ikke Godt af Hans Komme.” ”Jeg har lovet Kongen,” svarede Svend, ”ikke at have noget med dig at gjøre, og det vil jeg holde; jeg holder dig heller ikke for nogen Guddom, om du ikke har Magt til at vogte dig for Fare, eller selv at skytte dig, hvorhen du vil.” Thor forsvandt derpaa fuld af Sorg og Bekymring, men Svend vaagnede. Find kom der Dagen efter, og Hans Fader og Broder toge særdeles vel imod ham; men da han havde været der en Nat, stod han op tidlig om Morgenen, og skaffede sig en Bælg; derpaa tog han en stor Klodskølle, og gik til Gudehuset; der var da alt ved Indgangen gammelt; Dørhængslerne vare rustne, og alt var ganske bestøvet; han gik ind, og stødte Gudebillederne af deres Pladser, plukkede og plyndrede af dem alt, hvad der havde Penges Værd, og kastede det i Bælgen. Find slog Thor med Køllen tre Slag, saa stærkt som han kunde, inden han faldt; derpaa bandt han ham et Reb om Halsen, og trak ham efter sig ned til Stranden; han steg derefter i en Baad, og drog til Kong Olaf saaledes, at han havde Thor slæbende i Vandet bag efter Baaden; stundom slog han ham. Da Kongen saae dette, sagde han, at Find ikke foer hæderlig med Thor. Find svarede: ”Det viser sig derved, at jeg har længe ikke yndet ham, og han skal endnu udstaae en værre og mere fortjent Behandling;” han kløvede da Thor til Splinter, lagde dem i Ilden, og opbrændte dem til Aske; siden tog han noget kogt Vand, lagde Asken deri, og gjorde en Grød deraf; denne Grød gav han Tævehunde at æde, og sagde: ”Det er tilbørligt, at Smaatæver æde Thor, ligesom han selv sine Sønner.” Find blev Kong Olafs Mand, og fulgde ham. Og naar Kongen paabød Folk den sande Tro, da var Find saa heftig og rasende, at de, som ikke strax gjorde hans Villie, vare udsatte for en stor Fare. Find var sædelig og holdt vel Troen, og fulgde Kongen bestandig i Messen. En Morgen kom Find hverken til Ottesang eller Messe; Kongen spurgde da, hvoraf det kom, at han ikke indfandt sig ved Messen, som han plejede. Det blev sagt ham, at han laa i sin Sæng. Kongen gik da til ham, og spurgde, om han var syg. Find sagde, at det var ikke ret meget. Kongen syntes, at hans Sygdom var stor, og lod ham berede til Døden, og hjalp ham selv med al kjærlig Omhu, medens han laa. Find døde af denne Sygdom, vel forberedt til døden. Kong Olaf tog sig hans Tab meget nær.