Fortælling om Thorvard Krakenef (C.C.Rafn)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Dansk.gif
35px-Emblem-star.svg.png Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók, Morkinskinna.


Islændingesagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 6


Fortælling om Thorvard Krakenef


Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1832


Thorvard hed en Mand fra Vestfjordene, med Tilnavnet Krakenef, en velhavende og brav Mand; han sejlede til adskillige Lande, og var vel anseet hvor han kom. En Sommer kom Thorvard ude fra Island til Throndhjem, og lagde med sit Skib ind til Nideros; den Gang var Kong Harald i Byen, samt Eisten Orre, hans Svoger, Thorberg Arnesøns Søn, en særdeles dygtig Mand, og som den Gang stod i mest Anseelse hos Kongen. Thorvard lossede sit Skib, og lejede sig et Huus; derpaa gik han hen til Kong Harald, og traf ham ude ved den Stue, han havde drukket i; Kongen var ikke ret munter. Thorvard hilste Kongen, og sagde derpaa: “Jeg har et Sejl her ude paa Skibet, som jeg vilde bede eder ikke at forsmaae.” Kongen svarede: “Een Gang har jeg taget Sejl af eder Islændere, og det var nær bleven til min Ulykke, det gik itu under Sejladsen; jeg vil ikke have dit Sejl.” Eisten Orre sagde: “Gaa hen, Herre! og tag det i Øjesyn, kanskee I vil synes godt om det, det er at formode, at I faaer et uvurderligt Stykke, derfor har han vel tiltænkt eder det.” Kongen svarede: “Jeg skal nok sørge for mine Sager, pas du dine!” hvorpaa han gik ind i Stuen, og værdigede ham ikke et Ord. Da sagde Thorvard: “Følg med mig, Eisten! og tag til Takke med Sejlet.” Eisten betragtede det, og sagde, at han aldrig havde seet bedre Sejl, takkede ham for sin Gave, og bad ham komme om Vinteren at see hans Gaard paa Gidske. Der forefaldt nu intet mærkeligt om Vinteren, men om Foraaret gjorde Thorvard sit Skib færdigt, og styrede sydpaa langs med Landet, da han havde faaet alting i Stand. Han laae for at Vente paa bør ved den Ø, som hedder Solskel, og en Dag saae de, at der roede en fager fuldbemandet Skude imod dem, og ved Roret sad der en Mand i en rød Skarlagenskjortel; han spurgte, om Thorvard Krakenef var der ombord; Thorvard stod op, og bød Eisten velkommen. Eisten sagde: “Du var seen til at besøge mig, stig nu her i Skuden med saa mange Mænd, du vil, thi nu seer det ikke ud til, du faaer Bør.” Thorvard gjorde saa, tog med Einar tilligemed nogle Mænd, og de kom til Øen Gidske; der var gjort Anstalter til et prægtigt Gjæstebud; der vare store og gode Huse, de drak længe om Aftenen, og gik derpaa til Sengs. Thorvard vaagnede da det var blevet Morgen, og saae, at Eisten var oppe. Eisten sagde: “Det seer endnu ikke ud til I faaer Bør, tag til Takke hos mig i Dag, lad mig betragte Vejret for eder, I skal ikke derfor komme til at forsømme Medbøren;” de drak om Dagen, og vare muntre. Da sagde Eisten: “Fordi, Thorvard! du drog med mig fra dit sejlfærdige Skib, og besøgte min Bopæl, som jeg bad dig om, saa tag mod denne Kjortel af mig!” Kjortelen var skaaren af nyt Skarlagen og heel bebræmmet. Thorvard takkede ham for sin Gave. Eisten sagde: “Dette er at betragte som Vennegave og ikke som Gjengjæld for Sejlet.” De tilbragde nu Dagen i Fryd og Gammen; og næste Morgen sagde Eisten: “I skal slaae eder til Ro i Dag, thi endnu er der ingen Bør.” Thorvard bad ham nu raade: de sade da igjen sammen, og det gik endnu prægtigere til ved Gjæstebudet, end den forrige Dag. Da lod Eisten en særdeles smuk forarbejdet Kappe bære frem, den var syet af de bedste Graaskind; Eisten Orre sagde da: “Denne Kappe skal du have for Sejlet, thi man vil finde den saa udmærket iblandt de fleste andre Kapper, som Sejlet, du gav mig, er iblandt andre Sejl.” Thorvard takkede ham vel for Gaven; nu led den Dag og Natten; men om Morgenen tidlig blev Thorvard vækket, thi Eisten var kommen ind, og sagde: “Nu skal jeg ikke holde paa eder, thi nu blæser der en god Medbør; de fik sig da et Maallid, og drak, førend de rejste. Da sagde Eisten: “Det lykkedes ikke for dig, at faae Kongen til at tage mod dit Sejl, men jeg er vis paa, at hvis han havde modtaget det, vilde han have gjengjældt dig det omtrent paa samme Maade, som jeg. Nu har du ikke noget for det, at en simpel Mand gav dig Gjengjæld derfor, men ikke nogen Konge, som du havde tænkt, men det kan jeg ikke finde mig i, skjønt jeg er ringere i Værdighed, men for denne Forskel i Hæder skal du tage mod denne Ring;” han drog da Ringen af sin Haand, og gav ham. Thorvard takkede Eisten vel for alle disse Gaver; derpaa lod Eisten dem føre til deres Skib; Thorvard gik under Sejl, og havde god Bør til Island. Men om Sommeren, da Kong Harald og Eisten mødtes, sejlede de sammen sydpaa langsmed Landet; og da de en Aften lagde ind i en Havn, sagde Kongen: “Hvorfra, Eisten! har du faaet dig saa godt et Sejl?” Eisten svarede: “Det er netop det Sejl, Herre! som I ikke vilde tage imod af Thorvard.” Kongen sagde: “Jeg har aldrig seet smukkere Sejl, og der har jeg afslaaet et kostbart Stykke.” Eisten sagde: “Vil I see jer om, Herre, imellem Sejlene?” Kongen svarede med et Smiil: “Hvorfor ikke?” sagde han; og rejste sig op ved Masten. Eisten sagde: “Stil dig ikke saa underlig an, men tag hvilket Sejl du vil, og det er godt, at du nu veed, hvilket du afslog.” Kongen takkede ham, og fik det Sejl, som Thorvard havde ejet, og det holdtes for en stor Kostbarhed, men det passede dog ikke ret i Størrelse til Kongens store Skib, naar det gik ud paa at sejle omkaps.