Fortælling om Thrond fra Oplandene (CCR/FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Dansk.gif
GHM 2.jpg


Islændingesagaer


Grønlands historiske mindesmærker II


XV
Fortælling om Thrond fra Oplandene


paa dansk ved

Finnur Magnússon og C. C. Rafn





Vor forevigede P. E. Müller yttrer sig saaledes meget rigtig om nærværende Fortælling i Sagabibliotheket III, 319-321: “Torfæus nævner den i Hist. Norv. lll, 199 og har givet et Udtog deraf i sin Grönlandía S. 212-217. Han anseer den for en Fabel, men blot i Fölge de svage Grunde, at det havde været uværdigt for Kong Harald at efterstræbe en Bonde, og at der var andre Steder i Verden, hvor Thrond kunde være i Sikkerhed, end netop i Grönland. Thrond var vel ikke Lehnsmand, men dog, som Fortællingen antyder, rig og mægtig i sin Egn. Naar man antager, at Kong Harald havde været i denne Egn og ikke erholdt slige Æresbeviisninger, kunde han gjerne være bleven avindsyg over at see, man gjorde denne Forskjel mellem ham og Magnus. Om han ved sine Udsendinge (først) har villet aflive Thrond eller blot afpresse ham Penge, er uvist. Siden, da hans Folk vare blevne mishandlede, havde han Grund til at forfölge Thrond. Island og Grönland vare de Egne, hvortil de misfornöiede Nordmænd sædvanligen tyede; men selv did naaede undertiden de norske Kongers Forfölgelse; dog var Grönland det fjernere og sikkrere Tilflugtssted. Fortællingen er da ikke i sig selv usandsynlig; den bærer heller ikke Præg af senere Opdigtelse."

Endskjönt vi, ved Hjelp af visse ligelydende Forbindelser, Ord eller sætninger, her have sögt at udgive Fortællingen som en Eenhed, bestaaer den dog, nöie betragtet, af to forskjellige, som dog omhandle og berette de selvsamme Tildragelser. Den ene, og efter vor Mening oprindelig ældre, er den i Flatöbogen; thi den viser sig at være enten ligefrem nedskreven efter mundtlig Recitation, uden mindste Hensyn til en smuk eller concis Stilemaade, eller og som en i skjödeslöst Hastværk udkastet Paraphrase af et gammelt fortællende Digt. Denne Afskrift sees tydelig (skjönt den er fra det 14de Aarhundrede) at være tagen efter en ældre Original, i hvilken Afskriveren ikke ret har kunnet læse enkelte Ord, efter hvad der tildeels nærmere skal oplyses i Anmærkningerne. Den anden Fortælling (som dog tildeels haves i ældre Afskrifter) har de modsatte Egenskaber, men nedstammer dog, efter vor Formening fra den samme historiske Almuessang som den förstommeldte Recension, maaskee noget anderledes reciteret, saaledes som den sees at være lagt til Grund for Sagnet, der her nu, paa en dobbelt Maade, skriftlig meddeles.

De af os benyttede Pergaments-Haandskrifter ere:

A) Den særegne Recension af Fortællingen, som er lagt til Grund for vor Text, efter den berömte af os tit ovenfor benyttede og ommeldte Flatöbog (Col. 783 o. f.)

B) En anden herfra næsten aldeles afvigende Recension, der findes i den udmærkede Membran i den Arna-Magnæanske Samling under Nr. 66 i Folio (efter hvilken vor Fortælling er indfört i Fornm.-Sögur VI, 168-191). Udgiverne have antaget den for at være skrevet först i det 14de Aarhundrede, og Arne Magnussen har rigtig bemærket, at den er skrevet efter et ældre Haandskrift, hvilket og kan sees af de Rettelser og Lacuner som hist og her findes; jfr. Saga-Bibliotheket III, 453.

C) Den saakaldte Hrokkinsskinna (Rynkehud) i det store Kongelige Bibliotheks ældre Haandskriftssamling Nr. 1010 Fol. See om den Sagabibliothekets III, 452-453, samt Fortalen til Fornm. S. VI, 8.23. P. E. Müller troer at Torfæus har givet denne Codex ovenanförte Navn formedelst dens Ælde, men Rask har anseet den for yngre end Flatöbogen, og iövrigt med Rette anket over dens forskjellige Ufuldkommenheder. Dog er det aldeles upaatvivleligt at den ingenlunde er skreven af Forfatteren selv, men efter en anden, rimeligviis meget ældre Membran, hvorpaa den sidste Haand er bleven lagt i 13de eller först i det 14de Aarhundrede, om ikke endda noget för. Den stemmer her meget nöie overeens med B.

D) Morkinskinna, (Mörhud eller Skjörhud), en meget gammel og mærkværdig Codex i samme Afdeling af det Kongelige Bibliotheks Haandskriftsamling Nr. 1009, Fol. See om den Sagabibl. III, 449-452, samt Fornm. S. VI, lndl. 3-4, og VII, lndl. S. 7. Dette mærkelige Haandskrift stemmer her, paa enkelte smaae Afvigelser eller Tillæg nær, overeens med A.

Af de her anförte literærhistoriske Bemærkninger troe vi at kunne slutte: at Fortællingens förste skriftlige Affattelse maa henföres til det 13de, om ikke 12te Aarhundrede, samt at en, ganske eller næsten, samtidig Folkesang eller Sagavise (söguljóð), som nu ellers er tabt, har ligget til Grund derfor, eller og for det Folkesagn, som endnu, skjönt Visen var glemt, var tilbage i Erindringen, da dennes vigtigste Indhold saaledes nedskreves.

Müllers ovenanförte Bemærknings Rigtighed, med Hensyn til vor Fortællings Troværdighed, maa snart indlyse ved Tidens Histories Undersögelse. Kong Magnus, Olaf den Helliges Sön, havde ene regjeret over Norge i henved 11 Aar (fra 1035 af til 1046), samt var da yndet og elsket af det hele Folk, som med Rette havde givet ham Tilnavnet den Gode. Da havde (1045) hans Fætter Harald Sigurdsön, med lige Ret kaldet den Haardraade, paafört ham Krig i Forening med Kong Svend Ulfsön (eller Estrídsön) af Danmark, som, for hans Vedkommende, kun kunde afvendes ved det Tilbud af Kong Magnus, at Harald skulde dele Thronen og Riget med ham. Dette Forlig kom til Udförelse 1046, og det er let at begribe, at Fleerheden af Folket var misfornöiet dermed, og helst önskede at beholde den gode Magnus som Enehersker. Enhver af Kongerne holdt sit eget Hof for sig selv. Kort efter Haralds Tiltrædelse til Regjeringen, i Hösten eller Efteraaret, som det hedder i Fornmanna-Sögur (VI, 185), eller i Vinteren (som da regnedes at begynde midt eller sildig i October), efter Snorre Sturlesöns Beretning (Hkr. i lll, 82), droge begge Kongerne til Oplandene, hvor de af Lehnsmændene, Hövdingerne og de Rige modtoges med Gjæstebud; snart vare de begge sammen, snart hver for sig. Oplandenes Indbyggere vare et haardfört og stridigt Folk, og de have (efter hvad Fortællingen ogsaa viser) neppe modtaget den indtrængte, af Character ufordeelagtig bekjendte nye Konge med synderlig Velvillie, hvorimod de, som vor Thrond, ved samme Leilighed kappedes om at vise deres elskede Kong Magnus al Hyldest og Hæder. At Thrond var een af Oplændernes mest anseete Hövdinger, viser Fortællingen tilstrækkelig; det synes af den at være klart, at han slet ikke indböd Kong Harald til sig, end mindre gav ham den mindste Skjenk, som et Tegn paa hans Hylding eller Hengivenhed. Harald, der just nylig var tiltraadt Regjeringen, og derefter förste Gang kom til Oplandene, kunde saaledes have nogen Grund til at mistænke hans Troskab mod sig. Hans Fremfærd mod Thrond svarede vistnok til den, som han viiste mod andre i lignende Tilfælde.

Vor Thrond har, som en saa rig og anseet Hövding, rimeligviis nedstammet fra en gammel oplandsk Kongefamilie; dette formode vi tildeels af Navnet, thi Saxo omtaler (i 8de Bog) en Kong Thrond paa Tellemarken (maaskee tillige, som Schöning mener, over Valders og Gudbrandsdalen). Af hans Slægt var maaskee ogsaa den Thrond ramme (eller stærke) fra Tellemarken, som (Aar l000) var een af Olaf Tryggvesöns fornemste Krigere i Slaget ved Svolder. Jfr. herefter, Anm. 13. At en saa anseelig og rig Mand har bragt en betydelig Formue med sig til Grönland er sandsynligt, men desværre vide vi intet om ham efter hans Ankomst der, med Undtagelse deraf, at han boede der længe, eller, efter den anden Recensions Udtryk, i nogle Aar. lngensteds ommeldes hans Tilbagekomst til Norge eller Reise fra Grönland, saa at vi maae antage at han til sin Död har boet i det sidstmeldte Land, blandt hvis Indbyggere han i sin Tid uden Tvivl har staaet i höi Anseelse.

Nærværende Fortælling har sandsynligen været Snorre Sturlesön bekjendt, thi han ommelder (i Harald Haardraades Saga 25de og 27de Cap.) at der paa den Tid, da Kongerne foretoge den ovenmeldte Omreise i Oplandene, og noget derefter, indtraf mange Tilfælde, som foraarsagede stor Uenighed mellem dem, endskjönt han selv, i sit Værk, kun vilde optegne meget lidet derom (Hkr. III, 82, 84).

Kong Magnus´s förste Sammenkomster med Thrond ere skete i Efteraaret 1046, og strax derefter ere Haralds Efterstræbelser begyndte. Efter Nytaar 1047 har Kong Magnus besögt Thrond paa ny og taget ham med til sit Hof; samme Foraar, eller tidlig paa Sommeren har Thrond afseilet til Grönland.


Um mál Þrándar Upplendíngs.

Kobberstikk av Magnus den Gode (Fra Det Kongelige Bibliotek)
[1] Svâ bar [at eitt sinn, þá er Magnús konúngr fór at veizlu um Upplönd, ok átti þar þíng víða, ok sagði þat jafnan, at hann vildi þat mál upp gefa er kom til föður hans, ef menn vildu nú til hans víkjast með ástúð ok alhuga, þá er þess við getit, at á einu þingi stóð upp maðr einn er Þrándr var nefndr[2] ok svaraði konúngs [máli: þakka viljum vèr yðr, herra, þessa góðvild til manna, sem marga aðra er þèr gjörit, en frændr vorir voru[3] óvinir yðvarra frænda, [sem guð láti þá þess bætt fá, en vèr höfum ekki við verit þau enu[4] miklu tíðindi er þèr hafit við hatazt, [fráfall föður yðvars. En til yðvar viljum vèr gjöra allt hit bezta, ok reyna vilda ek nú lítilæti þitt í einum hlut. Ek vilda at við skiptum[5] yfirklæðum okkrum. Konúngr [kvað þat vera skyldu, at vísu, þvíat ek sè at þin eru mikið betri. Þat var pells[6] skikkja er konúngr hafði af honum. Þeir skiptu ok vopnum eptir bæn Þrándar, ok var þeirra eigi minni munr. Siðan bauð Þrándr kónungi til veizlu, ok [tók konúngr því vel, ok nú hefir konúngr virðuliga veizlu nær Þrándi; ok er nokkur stund er liðin fra veizlunni, þá[7] spurði þetta Haraldr konúngr, ok þótti [Þránd breytt hafa á litit, ok synt sik í því berliga[8] at hann vildi meira [sóma gjöra[9] Magnúsi konúngi en [sèr, ok líkar honum þetta stórilla, ok leggr á Þránd[10] mikinn óþokka. Sveinn girzki hèt maðr; hann kom í land með Haraldi konúngi, ok hafði nú þegit af honum nokkut lèni; var hann ok búinn [til slíks jafnan er hann vildi gjöra láta, þó öðrum þætti órífligt. Hann var ok garpr enn mesti. Nú[11] sendir Haraldr konúngr Svein á Upplönd [með XII menn[12]; þeir höfðu allir svört klæðí ok lètust[13]múnkar vera ; [setti Haraldr konúngr allt ráðit, hversu þeir skyldu at orka at ná Þrándí, þvíat konúngr vildi hafa líf hans[14]. Þeir koma nú snemma um morguninn [skamt frá[15] bæ Þrándar; þar voru [menn á akri[16] í þrím stöðum. Sveínn spurði menn þá, er hann hitti fyrst, hvört Þrándr væri heima. Þeír svara at hann væri eigi heima. Síðan fóru þeir ok hittu aðra menn[17], ok spyrja ens sama, ok [leystu þeir samt or sem fyrrr[18]. Þá mælti Sveínn[19]: Þetta mál ferr undarliga; [pèr segit allir[20] eitt til, en mèr þikkír [allt at eínu sem þèr muníð ljúga[21]. Nú skal reyna til framar [um þessa menn[22]. [Þetta voru[23] lI feðgar [er þeir voru nú hjá; þeir tala nú við enn ýngra manninn, ok hlýða á um stund, ok þetta má enn ellri eigi standast, ok segir nú at Þrándr er heima. Þetta grunaði mik, segir Sveinn. Þeir hýða síðan verkmennina. Sigurðr hèt fóstbróðir Þrándar; hann gekk út í þetta brum, ok sèr þetta, ok segir Þrándi[24] at menn voru komnir á akrinn í múnkaklæðum ok börðu [verkmenn hans. Þeir munu biðja fjár[25] til heilagra staða, ok mun ekki svâ vera sem þèr hefir sýnzt, ok munu múnkar ekki berja á mönnum[26]. Vera má þat, segir Sigurðr, en [kynlega þikja mèr þessir múnkar hátta[27]. Þá munu þeir gánga híngat til skemmunnar[28] ok biðja fjár[29], en ek mun [mæla at þeir gángi til stofu ok biði þartil[30] er meir mornar, ok ef [þeir eru njósnarmenn[31], munu þeir eigi þat vilja, ok munu þegar bera at húsinu konúngs lykil[32]. [En ek á hèr jarðhús eitt, ok sakar mik aldri, þótt þeir hlaupi inn ef þeir vilja, en þú skalt standa uppi á hurðarbaki, en ek get at þeir muni hlaupa inn allir sem tíðast, ok munu vinna ætla slíkt er þeim er boðit, ok ef svâ er, þá skaltu skjótast út ok reka aptr hurðína, ok þá mun ek þar koma, ok mætti þá svâ vera at vær ættim eigi síðr vald á þeim, en þeir á oss. Þetta gengr beint eptir getu Þrándar, at þeir koma[33] á bæinn, ok [snua þángat til stofunnar, ok biðja bónda[34] fjár; ok er þeir Þrándr [láta seint við at lúka upp hurðína[35], þá mælti Sveinn at þeir mundi bera at[36] konúngs lykil, ef eigi væri upp lokit. Kappsamliga fara múnkar þessir, segir Þrándr, ok skal heldr láta upp hurð en brotin sè[37]. Sveinn skipaði þá mönnum til [um inngaunguna, ok[38] bað úti vera suma; en þat var sem ekki mælt[39], ok hljópu[40] allir inn, en Sigurðr komst[41] út hjá þeim, ok [skellir í lás hurðunni[42], enda kom Þrándr þá þar[43], ok [eru þeir Sveinn ok hans fylgjarar nu í[44]valdi Þrándar, [skorti Þránd ok alldri fjölmenni fyri[45]. Síðan [tóku þeir Þrándr þá höndum ok hyða alla[46], ok hafði af þeím sannar sögur, hvers háttar menn þeir voru; hafa þeir nú þángat skammar erendi. Síðan fara þeir í brott, en Svein[47] lætr hann eptir vera með sèr ok vel haldinn. Hann var hljóðlyndr, [ok undi illa við sinn hlut, ok þótti honum verri vist in en var. Ok nú[48] spyrr þetta Haraldr konúngr, ok líkar honum allþúngt. Magnús konúngr [spyrr ok þetta, ok líkar honum megin vel, ok gjörir nú ferð á Upplönd með miklu liði, ok koma við skóga nokkura í nánd bæ[49] Þrándar, ok dvaldist þar, ok vill reyna[50] hvað Þrándi yrði fyri. [Ok nú[51] var honum sagt at lið[52] mikit var komit at bæ hans, ok [hyggjum vêr[53] at vera muni Haraldr konúngr. [Ok þegar stefnír Þrándr at sèr liði ok sendir orð um alla bygðína, ok kom þar saman mikit líð ok frítt. Nú er sagt Magnúsi konúngi[54] at Þrándr hefir fjölda liðs fyri ok búít sem til bardaga. [Konúngr mælti: ek veit þat at Þrándr ætlar Harald frænda vera munu, ok skal gjöra heim vissu at vêr erum friðmenn[55], ok munu slíkt vera fyrimenn[56]til karlmennsku, ok mikill skaði er þat, ef Haraldr skal hafa líf hans, enda fái hann eigi undan stýrt. Ok er Þrándr veit hvat títt er, kastar þar þá niðr hverr sínum vápnun] sem kominn var, ok gengu í móti þeim, ok konúngr þar veizlu. Nú segir konúngr Þrándi at Haraldr konúngr hefir[57] þúngan hug á honum, ok [kvað hann eigi mundu þar mega vera lengr. Býðr konúngr nú honum til sín, en lèzt mundu[58] skipa jarðir [hans, ok er þetta ráða tekit[59]. Haraldr [konúngr sítr nú[60] um hann [allt at einu[61], ok vildi gjarna[62] ná honum, en[63] eigi gjörist[64] færi á því [eptir því sem hann vildi[65]. Ok er vora tók, mælir Magnús konúngr við Þránd, [at honum þikir osýnt, hvort hann getr haft varðhöld yfir honum[66] innan lands fyri Haraldi konúngi; hefi ek nú látít skip búa[67] [af launúngu[68], ok vilda ek þu heldir[69] til Grænlands[70] [ok staðfestist þar, þvíat þar fær þú vel gætt þín fyri Haraldi konúngi; ok svâ er nú gjört[71]. Ok svá mikla varygð hafði[72] Magníis konúngr á honum[73], at [hann sjálfr fylgir honum til skips, ok skilst svâ við hann at hann lætr frá[74] landí. Ok [þegar er[75] þeir höfðu nær nýskilið við Magús konúng, þá[76] var þar fyri honum[77] Haraldr konúngr [við eyjar nefit[78], ok þegar leggr Haraldr at þeim, ok tekst þar þegar[79] bardagi. [Nú ihugar[80] Magnús konúngr, [ok þikist ófyrisynju munu hafa við skilizt[81] Þránd, ok þikir við ráðugan[82] um at eiga, þar sem[83] frændi hans var, [ok leggr nú aptr til, ok sèr at þeir berjast; taka nú atróðr harðan, ok er[84] Haraldr konúngr sêr atróðr [Magnúss konúngs, þá[85] leggr hann þegar[86] fra, [ok skilja þeir við þat. Ferr Þrándr nú úr landi, sem ætlat var, ok[87]út til Grænlands[88], ok var þar [nokkura vetr[89].
__________

Om Thrond Oplænders Sager.

Mynt for kong Magnus og kong Harald. C. I. Schive: Norges Mynter i Middelalderen. Christiania 1865.
Fölgende Tildragelse hændtes engang, da Kong Magnus drog omkring til Gjesterí paa Oplandene, holdt der Thing paa mange Steder, og gjorde det vitterligt for alle, at han vilde opgive den Sag som angik hans Fader[90], hvis Folk vilde vende sig til ham med Kjærlighed og sand Oprigtighed. Da er det blevet ommeldt, at paa eet af disse Thing reiste en Mand sig, ved Navn Thrond, og besvarede saaledes Kongens Tale: "Vi ville takke eder, Herre, for den Velvillie mod Folk som I viser, ligesom i saa meget andet, da vore Frænder vare eders Frænders Uvenner, hvilket Gud unde dem at kunne afsone, men vi have dog ikke været tilstede ved den store Begivenhed, som har været eder saa forhadt, eders Faders Afgang. Mod eder ville vi vistnok handle paa det bedste, og jeg selv önskede nu gjerne at pröve din Nedladenhed paa en vis Maade; jeg vilde nemlig gjerne at vi bytte Vore Overklæder.” Kongen svarede at det nok kunde lade sig gjöre: “thi jeg seer at dine ere meget bedre." Det var en Peldskappe[91], som Kongen fik af ham; de byttede ogsaa Vaaben, efter Thronds Begjering, og paa dem var der ingen ringere Forskjel[92]. Dernæst indböd Thrond Kongen til et Gjestebud, hvilket Kongen modtog, og indfandt sig hos ham til et herligt Gilde. Efter nogen Tids Forlöb spurgte Kong Harald dette, og det forekom ham at Thrond var veget fra den rette Vei og havde aabenbar viist sig fra den Side, at han vilde vise Kong Magnus en större Hæder end ham, hvorrned han var meget misfornöiet, og fattede stor Misgunst mod Thrond. En Mand kaldtes Svend den Gerdske[93]; han var kommen ind i Landet med Kong Harald[94] og havde den Gang faaet en Forlening af ham; han var og stedse beredt til at udrette alt hvad Kongen vilde paalægge ham, skjönt andre ansaae det for uanstændigt[95]. Han var tillige en kjek Karl. Kong Harald sendte denne Svend til Oplandene med 12 Mænd. De bare alle sorte Klæder, og udgave sig for Munke[96]. Kong Harald udtænkte det hele Anslag, hvorledes de skulde faae fat paa Thrond, thi Kongen vilde lade ham skille ved Livet. En Morgen tidlig kom de i Nærheden af Thronds Gaard. Folk var der paa Agrene (ved Markarbeide) paa tre Steder. Svend spurgte dem, som han traf först, om Thrond var hjemme. De svarede at han ikke var hjemme. Dernæst gik de til et andet Parti, og spurgte om det samme, men fik det samme Svar. Da sagde Svend: Dette gaaer underlig til, men alligevel troer jeg at I lyve. Vi skulle da foretage et Forsög med disse Mænd. Det var Fader og Sön, hos hvilke de da vare. De talte da til den yngre Mand, og lagde en Stund vel Mærke til hans Ord; dette kunde den ældre ikke holde ud, og sagde da tilsidst at Thrond var hjemme. “Det tænkte jeg nok,” sagde Svend. Dernæst pidskede[97] de Arbeidsfolkene. Thronds Fostbroder hed Sigurd. Han gik ud i den tidlige Morgenstund[98], blev dette var, og sagde til Thrond at Mænd i Munkeklæder vare komne paa hans Mark og pryglede hans Arbeidsfolk. “De (svarede Thrond) ville bede om Gaver til hellige Steder, og du har vist seet feil, thi Munke ville vist ikke give sig til at prygle Folk." “Det kan være,” sagde Sigurd, “men disse Munke tykkes mig underlige." “Da (svarede Thrond) ville de gaae hid til Soveværelset og bede om Penge, men jeg skal sige at: de kunne gaae til Stuen og vente der til noget ud paa Morgenen; hvis de ere Speidere ville de vist ikke gjöre det, men strax bruge Kongens Nögel[99]. Jeg har her et Jordhuus[100], og det vil slet ikke være til min Skade at de löbe der ind, saasnart de ville; du maa staae bag ved Dören, thi jeg formoder at de alle ville löbe ind i en Fart, og agte at udföre det som er blevet dem befalet; hvis dette forholder sig saaledes, skal du springe frem og slaae Dören i Laas; da skal jeg strax indfinde mig, og det er da vel muligt at vi ligesaa fuldt have dem i vor Vold, som de os i sin." Denne Thronds Forudsætning opfyldtes ganske. De Fremmede kom til Gaarden, og gik til Stuen for at bede Huusbonden om Penge. Da Thrond og hans Ven ikke viste sig rneget hurtige i at lukke Dören op, sagde Svend at de skulde bryde den med Kongens Nögle, hvis man ikke vilde lukke op. "De Munke fare heftig afsted," sagde Thrond, “og Dören maa da för aabnes end den skal brydes op." Svend ordnede da sine Mænd saaledes som de skulde gaae ind, men bad nogle af dem blive udenfor; de lode som de ikke hörte det og löb alle ind, men Sigurd smuttede ud blandt dem og slog Dören i Laas; i det samme kom Thrond der, saa at Svend og hans Fölgesvende nu vare i Thronds Vold. Dernæst lod Thrond dem alle gribe og pidske[101], samt lod dem bekjende Sandheden, hvad de vare for Folk. Deres Ærende fik saaledes et beskæmmende Udfald. Derefter forföiede de sig bort, men Thrond lod Svend blive tilbage hos sig og behandlede ham vel. Svend var taus og misfornöiet med sin Skjæbne, og hans Opholdssted forekom ham slettere end det var. Kong Harald spurgte snart disse Tildragelser, og tog sig dem meget nær. Kong Magnus fik dem og at höre, men de vare ret efter hans Sind. Han foretog sig da en Reise til Oplandene med et stort Fölge; han holdt i en Skovstrækning i Nærheden af Thronds Gaard og tövede der nogen Tid, for at erfare hvad Thrond vilde gribe til, og nu blev det fortalt ham, at en stor Trop var kommen til hans Gaard, "og vi troe at det er Kong Harald." Strax stævnede Thrond Folk til sig og sendte Bud omkring i hele Bygden, saa at der snart blev samlet en talrig og anseelig Trop. Da blev det berettet til Kong Magnus at Thrond havde en heel Mængde Folk hos sig, saaledes udrustet, som om de skulde holde et Slag. Kongen svarede: “Jeg veed nok at Thrond antager mig for min Frænde Harald, og derfor skulle vi lade dem paa Gaarden vide for vist at vi ere fredelige Folk; men slige Mænd ere sikkert, ved deres Mandighed, brave Anförere[102], og det er en stor Skade, hvis han ikke skal kunne undgaae Haralds Efterstræbelser, som sigte til at skille ham ved Livet." Da Thrond fik det Rigtige at vide, kastede enhver af hans Trop sine Vaaben öieblikkelig fra sig, og de gik alle de kommende imöde. Kongen blev modtaget med et höitideligt Gilde; han gav da Thrond tilkjende, at Kong Harald var meget vred paa ham, og at han neppe vilde kunne opholde sig, længere derpaa Stedet. Kongen indböd ham da til sig og lovede at bestyre hans Jordegods; Thrond fulgte ogsaa disse Raad. Kong Harald efterstræbte ham ikke desmindre, og vilde gjerne have ham fat, men en saadan Leilighed, som han önskede, gaves ham dog ikke dertil. Ved Foraarets Begyndelse sagde Kong Magnus til Thrond, at han antog det for usikkert, om han fremdeles kunde vogte ham deri Landet for Kong Haralds Forfölgelser; “Jeg har hemmelig ladet et Skib udruste, og vil raade dig til at drage med det til Grönland og bosætte dig der, thi der kan du vel tage dig iagt for Kong Harald." Thrond samtykkede heri, og saa megen Omhu bar Kong Magnus for ham, at han selv fulgte ham ombord, og skiltes ikke fra ham, förend han lagde fra Land. Kort efter at de havde taget Afsked fra hinanden, traf Thrond, paa den anden Side af Öens yderste Spidse[103], Kong Harald, som anfaldt ham med sit Skib, saa at det strax kom til en Fægtning. lmidlertid overveiede Kong Magnus at han vel alt for tidlig havde forladt Thrond, thi hans Fætter Harald kunde let blive ham for klog; han tog da atter til Söes, og saae snart at de sloges; han lod da sine Folk roe saa stærkt som de kunde. Da Kong Harald saae at Kong Magnus saaledes nærmede sig, lagde han strax fra. Saaledes skilles de ad. Thrond seilede til Havs, som han havde foresat sig, og kom til Grönland, hvor han opholdt sig nogle Aar[104].


Fodnoter

  1. Særegen Begyndelse til Fortællingen: Þrándr hèt maðr, Upplenzkr (útlennr, D), frændi Kálfs Arnasonar; hann var maðr vinsæll ok ríkr af fè; en oplandsk Mand hed Thrond, Kalf Arnesöns Frænde; han var yndet af mange og rig paa Penge, B, C, (friðr ok auðigr, smuk og meget rig, D).
  2. fra [ til á Upplöndum, um haustit, at Magnús konúngr átti þíng við bændr, en Haraldr konúngr var þar eigi við. Magnús kónungr þakkaði bóndum góðvilja ok ástsemd, er þeir syndu en honum siðan og tók ríki í Noregi; vil ek þat ok kunnigt gera hèr sem annarsstaðar i landi, segir hann, at ek gef upp þat mikla mál, er heyrir til föður mins, öllum þeim mönnum er halda vilja upptekinni vináttu (uppteknum hætti ok v., C) við oss, þá stóð upp fyrrnefndr Þrándr; om Hösten i Oplandene at Kong Magnus holdt Thing med Bönderne, men Kong Harald var ikke tilstede. Kong Magnus takkede Bønderne for den Velvillie og kjærlige Hengivenhed som de havde viist ham, siden han kom til Regjeringen i Norge. “Jeg vil vitterliggjöre det her som andre Steder i Landet ,” sagde han, “at jeg opgiver den vigtige Sag, angaaende min Fader, for alle dem som ville holde det mellem os indgaaede Venskab." Da stod førnævnte Thrond op, B, C.
  3. fra [eyrendi: kunnigt er mönnum þat, herra, segir hann, at (sumir, u. D) vàrir frændr hafa verit; "det er Folk bekjendt," sagde han, "at nogle af vore Frænder have været", B, C, D.
  4. fra [en ekki var ek við staddr þau; men jeg var ikke tilstede ved de, B, C; var ek þá eigi i landi, jeg var den Gang ikke (her) i Landet, D.
  5. fra [er faðir yðvar var felldr; var ek þá eigi í landi, en allir góðir menn munu vilja vel til yðvar gera , sem makligt er: en þótt mèr sè djörfúng í, vil ek beiða at þer sýnist mèr yðvart litilæti ok skiptim við; da eders Fader blev fældet jeg var da ikke her i Landet, men alle gode Mænd ville vist
  6. fra [játtaði því blíðliga; var þat hin besta guðvefjar skikkja ok góð skinn undir , er Þrándr fekk konúngi; Kongen gav med Mildhed sit Samtykke hertil; det var en Kappe af meget kostbart Töí, foret med dyre Skind, som Thrond gav Kongen, B, C.
  7. fra [veitti virðuliga; gaf hann konúngi þá enn sæmiligar gjafir; litlu síðar; beværtede ham prægtíg, og da gav han Kongen endnu flere anstændige Foræringer, B, C.
  8. fra [Þrándr hafa gjört sik opinberan at því: at Thrond havde aabenbarlíg viist, B, C, D.
  9. virðíng veita, B, G.
  10. fra [ honum ok lagði til Þrándar, B, C, D.
  11. fra [ at gera hvat er Haraldr vildi, B, C.
  12. fra [við Xllta mann, selv tolvte, B, C.
  13. sögðust, B, C.
  14. fra [udel B.
  15. saa1, B, utydelígt i A, som eir á eller einn á, da Afskríveren her ikke har kunnet læse, men sögt at efterligne sín Originals Abbreviering.
  16. fra [verkmenn hans at akrverki; hans Arbeidskarle gaa Markarbeide, B, C.
  17. akrmenn, B, C, D.
  18. fra [ sögöu þeir slíkt et sama sem enir fyrri, B, C,
  19. við sina menn, til sine Mænd, till. B, C.
  20. hèr segja hvârirtveggju, her sige begge Partier, B.
  21. eigi satt segja, D.
  22. fra [ við hina þriðju, det tredie Partie, B. C.
  23. fra [þeir komu þar; voru þar, de kom til dem, der vare Fader og Sön, B, G.
  24. fra [ at vinnu; þeir tóku enn ýngra manninn ok býddu (um stund, till. D) þarti] er [þeirr sögðu at Þrándr væri heima, því er þeir voru at bérja verkmennina, þá gekk út á bænum frændi ok fóstbroðir Þrándar er hèt Sigurðr, ok er hann sá at höfn þeirra, sneri hann inn ok sagði; ved deres Arbeide. De greb den yngre af dem og piskede ham, indtil de sagde at Thrond var hjemme. Men da de vare i Færd med at prygle ham, gik Tronds Frænde og Fostbroder, ved Navn Sigurd, ud ved Gaarden, og da han saae deres Adfærd, vendte han tilbage og sagde til Thrond, B, C, D.
  25. fra [ þá er fyri voru, þat munu vera múnkar, sagði Þrándr, ok bíðja ölmusu; de Folk som vare der. Det maa være Munke, sagde Thrond, som indsamle Almísse, B, C.
  26. fra [udel. B, C.
  27. Dette Ord till. D.
  28. fra [undarliga fara múnkar þessir með sèr. Þat kann ok vera, segir Þrándr, at þat sè flugumenn nökkurir, ok vill dyljast undir múnka bunaði, ok skulum vèr nú gera tilraun; þeir koma þèr skjótt á bæinn, ok ef múnkar eru, þá munu þeir gánga higat til svefnskemmunnar; underlig bære disse Munke sig ad. Det kan ogsaa være, sagde Thrond, at det ere nogle udsendte Mordere, som vil skjule sig under Munkedragten. Vi vil nu strax gjöre et Forsög; de komme snart herhen til Gaarden; hvis det er Munke, saa vil de gaa herhen til Soveværelset, B, C.
  29. udel. B, C,
  30. fra [visa þeim inn í bæinn, at þeir biði þar þess, B, C.
  31. fra [svikarar eru, þá, hvis de er Forrædere, da, B, C.
  32. ok brjóta upp húsit, og bryde Huset op, till. C.
  33. fra [ ok gánga svâ inn, ok mun þá enn nokkut verða til ráða; skal þú, Sigurðr, þegar þeir koma at dyrum, hlaupa at hurðarbaki, ok ef þeir brjóta upp húsit (hurðina, C), þá munu þeir allir inn gánga, svâ sem þeim er skipat; skaltu þá skjótast út ok kippa aptr hurðu, en ek mun gera af mèr slikt sem verða má (mèr líkar, C); því næst komu þeir; [komme saaledes ind, og da, maae vi endnu finde paa noget: du, Sigurd, skal, strax naar de komme til Dören, löbe bag ved den, og hvis de bryde Huset op, saa ville de alle gaae ind i den Orden som bliver dem foreskrevet; du skal da springe ud og slaae Dören i efter dig, men jeg vil da selv forholde mig efter som Leiligheden er til (som mig bedst tykkes, C) B, C.
  34. sneru þegar til skemmunar, ok báðu, B, C.
  35. svöruðu tómliga, ok lètu seint upp hurð, gave sig gode Stander baade med at svare og lukke op, B, C; var fyri rent litt at lokum, D.
  36. svefnbúrinu, till. B.
  37. skaut Sigurðr þá frá lokum, Sigurd lukkede da op, till, B, C.
  38. inngaungu, en, B, C.
  39. mælti, B, C.
  40. gengu, B, C.
  41. skaut sèr, smuttede, B, C
  42. fra [ keyrði þegar aptr hurðu, B, C.
  43. var þat reyndar, at hann átti jarð̈hús i svefnbúrinu ok var annarr munni í skála hans, hafði hann þar í hlaupit, þegar þeir Sveinn gengu í skemmuna; i Virkeligheden havde Thrond en underjordisk Gang fra Sovehuset, hvoraf den ene Ende förte ind i hans Dagligstue; den var han löbet ind i, saa snart Svend, med sit Fölge, gik ind i Soveværelset, till. B, C.
  44. fra [ voru þeir nú allir á, B, C.
  45. fra [Þrándr sendi orð næstum bygðarmönnum, Thrond sendte Bud til de nærmestboende Folk i Bygden, B, 0.
  46. förunauta ok lèt þá hafa skapnaðar örendi, D.
  47. fra [ lauk hann upp skemmunní, lèt taka þá Svein alla ok leggja fast líma á bak þeim; fóru við þat á brott fö̈runnautar Sveins, en sjálfan hann; aabnede han Værelset, samt lod Svend og alle de andre gribe, og lod dem pidske dygtig med Riiskoste; med den Affærdigelse drage Svends Ledsagere bort, men ham selv, B, C.
  48. fra [ þótti honum ill svívírðíng sin öll saman, ok þat er hann var nú eigi sjálfráði; thi han syntes at det hele Foretagende var faldet ud til hans störste Skam, og dertil havde han mistet sin Frihed, B, C.
  49. bygðum, Bygder, D
  50. fra [frètti ok skjótt þessi tíðíndi ok lèt vel yfir tiltekju Þrándar, hugsar þó at hann myndi eíga afarkosta ván af Haraldi kónungi; sneri hann þá aptr til Þrándar með miklu líði. En er Magnús konúngr var kominn í skóg nökkurn nærr bænum, stöðvaði hann líð sitt, ok vildi vita; erfarede og snart denne Begivenhed og var vel fornöiet med Thronds Adfærd, men han formodede at Thrond derved vilde være udsat for voldsom Behandling af Kong Harald; han vendte da tilbage til Thrond med stort Fölge. Men da Kong Magnus var kommen i Nærheden af Gaarden, lod han sine Folk gjöre Holdt for at see, B, C.
  51. ef hann yrði við vápnat lið varr, því næst; naar han mærkede at der kom en bevæbnet Trop, Dernæst, B.
  52. folk, B, C.
  53. fra [þotti mönnum líkast, man ansaae det for rímeligst, B, C.
  54. fra [ Þrándr brá við skjótt, sendi boð alla vega í bygðina frá sèr, ok stefndi at sèr mönnum, en því at hann var vinsæll við bændr, voru allir búnir at veita honum lið; kom skjótt saman mart folk ok vel búit, Magnús kónungr frètti; Thrond gjorde strax Anstalt, sendte Bud allevegne omkring i Bygden og stævnede Folk til sig, men saasom han havde mange Venner blandt Bönderne, vare alle villige til at hjelpe ham, og der kom snart mange og raske Folk sammen. Kong Magnus spurgte, B, C.
  55. saal. D som ellers har fölgende: ek veit hverju gegnir; geri nú menn til böiarins ok segi til þeirra, at o.s.v: utydeligt i A.
  56. Utydeligt i A, thi Ordene friðmenn og fyrimenn synes af Afskriveren at være blevne urigtíg omsatte.
  57. fra [bað konúngr þá segja Þrándi at þat (þeir, C) voru friðmenn, ok hann átti við engum úfriði at búast. En er Þrándr ok hans menn heyrðu þetta, köstuðu þeir vápnum, ok gengu allir móti Magnúsi konúngi með fagnaði ok bliðskap. Tok konúngr þá enn veizlu með Þrándi; sagði Magnús konúngr honum at hann hefði þat spurt at Haraldi hefði; Kongen bad dem da sige til Thrond, at de som kom vare fredelige Folk, og at han ikke behövede at ruste sig til nogen Feide. Men da Thrond og hans Mænd hörte dette, kastede de deres Vaaben, og gik alle Kong Magnus imöde med megen Glæde og Blidhed. Kongen modtog da atter Thronds Indbydelse til et Gjestebud. Kong Magnus fortalte ham, at han havde spurgt at Harald havde, B, C.
  58. fra [ er þat mitt ráð, sagði konúngr, at þú gefir upp búnaðinn ok fylgir mèr, en ek mun; er det mit Raad, sagde Kongen, at du opgiver din Huusholdníng og fölger med mig, men jeg skal, B, C.
  59. fra [þínar. Þrándr gerði svâ; var hann með Magnúsi konúngi um vetrinn, Thrond gjorde saa, og var hos Kong Magnus om Vinteren, B, C.
  60. fra [ lèt sitja, B, C.
  61. udel. B, C.
  62. udel. B, C.
  63. Magnus konúngr geymdi svâ til at, Kong Magnus passede da saaledes paa, at, B, C.
  64. fengust, B, G.
  65. [ udel. B, C
  66. fra [ úsýnt þikkir mèr hvart ek fær haldit þèr ínnanlands, jeg anseer det for uvist om jeg kan beskytte dig her i Landet, D, C.
  67. þèr, for dig, till, B, C.
  68. fra [ á laun, B, G.
  69. út, till. B, C.
  70. Grænalands, B, C.
  71. fra [svâ er nú til ætlat, D.
  72. fra [ þessu játta Þrándr. En svâ mikinn vörð hèlt, dette samtykkede Thrond, men saa omhyggelig vogtede, B, C.
  73. Þrándi, B, C.
  74. fra [ eigi skildist hann við fyrr en hann var á skip kominn ok lèt undan landi, ikke forlod ham, förend han var kommen om Bord og holdt udfra, B, C.
  75. fra [ er þeir Þrándr lögðu út um eyjar, D.
  76. fra [ Veðr var lítit, ok tók þeim skamt frá landi, lögðu þeir skipinu undir eina ey, en er þeir komu til hafnar, Vinden var ikke stærk saa at de kom kun kort fra Land, förend de maatte lægge ind under en Ö, men da de kom til Havnen, B, C.
  77. udel. B, C.
  78. udel. B, C.
  79. udel. B, C.
  80. fra [ en annan stað, ihugaði, men paa den anden Side betænkte, B, C.
  81. fra [ at eigi væri örvænt, at hann hafði of skjótt skilit við Þránd; at det var at befrygte, at han altfor hastig havde forladt, B, C,
  82. ráðgan, B, C,
  83. Haraldr, till. B,C.
  84. fra [ gekk hann á skip með hirð sina, ok reyri lit til eyjarinnar; ok er hann sá at þeir börðust, eggjaði hann sína menn at leggja (at) djarfliga ok duga Þrándi; gik han ombord med sin Livvagt og roede ud til Öen, og da han sae at de sloges, opfordrede han sine Mænd at roe ret djærveligen til og komme Thrond til Hjælp, B, C.
  85. fra [ þeirra harðan, B, C.
  86. udel. B, C.
  87. fra [ en Magnús konúngr lá þar til þess er Þrándi gaf á (á braut ok, till. C) í haf; fór hann, men Kong Magnus laa der, indtil Thrond fik Bör og seilede til Havs, B, C.
  88. Grænlands, B, C.
  89. fra ] leingi siðan, længe siden, B, C'.
  90. Kong Olaf` Haraldsön, för kaldet den Tykke, men da den Hellige, mod hvem Oplandsboerne tilligemed Thrönderne havde giort Oprör, som endtes med det berömte Slag paa Stiklestad, i hvilket Kongen faldt 1030.
  91. Peld (pell) kaldtes fordum et fremmedt meget kostbart Töi; jfr. ovenfor S. 558. I den anden Recension siges denne Kappe at have været af guðvef, et andet ikke mindre kostbart Klædningsstof, hvilket nogle mene have svaret til vort Flöiel; andre have antaget det for et Slags Purpur. Navnet synes at betyde enten Gudernes Væv, (vævet af Guderne), eller guddommelig (overmaade herlig) Vævning. Det har svaret til Angelsaxernes goðvelz, goðeveb. Jfr. Edd. ant. ll, 649 og Cædmon, edited by B. Thorpe (London 1832) S. 215. I Sagabibliotheket lll, 319 oversættes vor Texts guðvefjarskykkja (efter Haldorsens islandske Ordbog) ved “en skjön broget Kappe."
  92. Thronds Vaaben vare, ligesom Overklæderne, bedre end Kongens. At der selv i det hedenske Norge har blandt de Store eller Rige Ihersket megen Pragt, derom vidne mange i nyere Tider i Gravhöiene fundne Kostbarheder.
  93. Det vil sige den Russiske, eller fra Rusland komne, af Garðar, Garðarílki, Rusland. At Navnet Swen har (ogsaa som Sphaindr?) været temmelig almindeligt blandt Russerne eller de russiske Vareger, sees af deres Kröniker og de i dem opbevarede Traktater. P. E. Müller har vist havt en feilagtig Afskrift for sig, hvori, ved en Misforstaaelse af Abbreviationen, griskki er blevet sat istedenfor girðski, og saaledes har han oversat Navnet “Svend Græker".
  94. Fra hans langvarige Ophold i Udlandet især i Rusland og det græske Keiserrige.
  95. Den listige Harald kunde let indsee, at en Fremmed, som ikke havde nogen indenlandske Slægtskabs- (eller Venskabsforbindelser, og tillige ikke deelte Indbyggernes Fordomme eller andre Meninger, men kun rettede sig efter sin Herres Villie, var bedst skikket til saadanne Foretagenders Udförelse.
  96. Heri ligger aldeles intet usandsynligt, da allerede i 1031 (om ikke för) Munkeklostre vare oprettede i Norge. See Münters Kírchengesch. Dänemarks u. Norweg. Il, 668. Blandt de förste Munke i Norge vare Cluniacenserne, indkomne til det Throndhjemske, Knud den Stores Tid, fra England. Deres Ordensdragt var sort (som den falske her beskrives).
  97. Rimeligviis have Voldsmændene bundet Arbeidsfolkene, for at de ikke skulde kunne komme Thrond, hvem de agtede at overfalde, til Hjelp, og derpaa, maaskee til dels af Kaadhed, pidsket dem med Riis, maaskee medbragte som et Slags Attribut for Munke (der tit pleiede at pidske sig selv, til Bodsövelser, eller og saaledes at straffe andre af deres Selskab, for Overtrædelse af Ordensreglerne.
  98. Eller og: netop i det samme (paa samme Tid.
  99. "At bruge Kongens Nögle" er en gammel Talemaade, isteden forat bryde Döre eller Laase op, som undertiden kan skee efter Kongens eller Övrighedens Befaling, hvilket ogsaa her virkelig var Tilfældet.
  100. Eller en dyb og rummelig Kjelder. I den anden Recension synes Indretningen af Thronds Jordhuus (eller underjordiske Gang) at beskrives noget anderledes.
  101. Her synes dog kun Svends Fölgesvende, ikke han selv, at menes, baade med Hensyn til det Efterfölgende og til den anden Recensions Udtryk.
  102. Eller Formænd (Hövdinger, fornemme Mænd), til hvilke Thrond vistnok har maattet regnes; sandsynligvis har han været i Slægt med een af de fem Oplandske Konger (thi saaledes kaldtes da slige smaae Fyrster, eller rettere Friherrer), hvilke Olaf den Hellige ovrervandt i et Hovedslag, og hvis Lande han siden bemægtigede sig. Dette har maaskee faldet Kong Magnus den Gode ind, i det han sagde disse Ord, ved hvilke han synes at have villet antyde det, at Thrond og hans Bundsforvandte (hvilke han havde kaldt til Hjelp) vare værdige til at være Oplandenes Hövdinger.
  103. Denne Ö ommeldes ikke i det Foregaaende, men derimod (Paa sit Sted) i den anden Recension. Den er fölgelig her enten udeladt af Fortælleren, (efter hvis Udsagn Beretningen er nedskrevet) eller ogsaa af Afskriveren.
  104. Eller, efter den anden Recension, længe derefter, formodentlig til hans Dödsdag.