Fortælling om den sagakyndige islænding (C.C.Rafn)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif Dansk.gif
35px-Emblem-star.svg.png Kilde til denne oversættelse: Morkinskinna, Hulda, Hrokkinskinna.


Islændingesagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 6


Fortælling om en sagakyndige islænding


Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1832


Det hændte sig en Sommer, at der kom en ung, rask, dog fattig Islænder til Kong Harald, og bad ham sørge for sig; Kongen spurgte, om han havde lært noget; han sagde, han kunde nogle Sagaer. Kongen sagde: “Jeg vil tage imod dig, saaledes at du skal være ved min Hird i Vintertiden, og More Mine Mænd med dine Fortællinger, naar nogen forlanger det, hvem der end saa beder dig derom;” saa gjorde han, og erhvervede sig snart Yndest hos Hirdfolkene, der gave ham Klæder, men Kongen selv gav ham gode Haandvaaben. dette varede saa ved indtil Julen, da blev Islænderen mismodig; Kongen mærkede det, og spurgte, hvad Grunden var til hans Bedrøvelse; han sagde, det var hans ustadige Sind, der maatte volde det. “Det forholder sig ikke saa,” sagde Kongen, “og jeg vil see at gjætte det: jeg tænker, at nu er dit Forraad paa Fortællinger gaaet op, thi du har bestandig moret enhver, som har bedet dig derom i Vinter, og det tit og ofte baade Nætter og Dage: nu løber det dig om i Hovedet, at du ingen Sagaer har at fortælle i Julen, og du vil dog ikke gjerne fortælle det samme igjen.” “Du har gjættet ret,” sagde han, “der er kun een Saga tilbage, og den tør jeg ikke fortælle her, thi det er Sagaen om eders Udenlandsrejse.” Kongen sagde: “Det er just den Saga, jeg har mest Lyst til at høre; nu skal du ikke fortælle fra nu af til Julen, da Folk have saa meget at bestille, men første Juledag skal du begynde paa denne Saga, og fortælle den med Mellemrum imellem, der holdes da store drikkelave, og man sidder da kun i kort Tid for at høre paa Moro; jeg skal nok indrette det saaledes for dig, at Sagaen og Julen skulle vare lige længe, og du skal ikke, imedens du fortæller din Saga, kunne mærke paa mig, om jeg tyktes vel eller ilde derom.” Dette gik saa for sig, Islænderen begyndte paa Sagaen Juledag, og havde ikke fortalt længe, før Kongen bad ham holde op; man talte da meget frem og tilbage om denne Moro, nogle meente, at det var en stor Dristighed af Islænderen at fortælle denne Saga, og hvad vel Kongen syntes derom; nogle fandt, han fortalte vel, men andre tyktes ikke saa godt derom. Kongen sørgede for, at man hørte til med Opmærksomhed; og ved hans Foranstaltning slog det ogsaa saaledes til, at Julen gik, og Sagaen var ude. Og den trettende Dag i Julen sagde Kongen: “Er du ikke nysgjerrig, Islænder! efter at vide, hvad mig synes om Sagaen?” “Jeg er bange for at høre det, Herre!” sagde Han. Kongen svarede: “Mig tyktes, den blev ret brav fortalt, og Indholdet blev ingensteds forvansket, hvem har da lært dig den?” Han svarede: “Det var min Skik ude paa Island, at jeg hver Sommer rejste til Things, og der lærte jeg hver Sommer noget af Sagaen, som Haldor Snorresøn fortalte.” “Saa er det intet Under,” sagde Kongen, “at du kan den saa godt, naar du har lært den af ham, og denne Saga skal nu blive dig til Gavn; du skal være velkommen hos mig hver Stund du vil blive hos mig.” Han var hos Kongen om Vinteren, men om Foraaret gav Kongen ham gode Handelsvarer, og han blev siden en holden Mand.