Fortællingen om Bjarne Svendsson og hans Søster Salvør
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Fortællingen om Bjarne Svendsson og hans Søster Salvør
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864
Svend hed en Mand. Han var Bonde paa Nordlandet og boede i Skagefjorden. Han var gift, men hvad hans Hustru hed, vides ikke. Svend var en formuende Mand. Han havde to Børn, som Historien omtaler, en Søn, som hed Bjarne, og en Datter, som hed Salvør. De vare Tvillinger og holdt meget af hinanden ; paa denne Fortællings Tid vare de tyve Aar gamle. Engang ved St. Hans Tid droge mange Folk fra Skagefjord tilfjelds for at sanke Mos. Svend Bonde vilde ogsaa lade sin Søn Bjarne drage med dem, men da Salvør hørte det, vilde hun og med. Hendes Forældre vilde ikke tillade det, men gave dog tilsidst efter for hendes idelige Bønner.
Nu skulde begge Sødskendene tilfjelds. Men Natten før de droge afsted drømte Svend Bonde, at han tyktes eie to hvide Fugle, som han holdt saare meget af. Det var ham, som om han mistede Hunnen, til sin store Smerte. Svend udtydede sin Drøm saaledes, at han snart vilde miste sin Datter, og derover blev han fuld af Bekymring. Nu vilde han ikke tillade, at hun fulgte de Andre tilfjelds, men hun lod ikke af med at bede, før han gav efter for hendes Ønske. Sødskendene droge afsted, og der fortælles Intet om deres Hændelser paa Veien. De gik nu den første Dag og sankede Mos ligesom de Andre. Men om Natten fik Salvør et pludseligt Ildebefindende og kunde derfor ikke følge med de Øvrige den næste Dag. Bjarne blev da tilbage i Teltet hos sin Søster. Der gik nu tre Dage hen, i hvilke hendes Sygdom tiltog, og Bjarne blev hos hende. Men den fjerde Dag fik han en Anden til at blive hos sin Søster og gik alene fra Teltet. Da han havde fyldt sin Sankepose med Mos, satte han sig ned under en stor Steen, med Hovedet støttet til Haanden. Han sad og tænkte paa sin Søsters Sygdom og var fuld af Sorg og Bekymring. Men da han havde siddet en liden Stund, hørte han en stærk Støi. Han vender Hovedet til Siden og seer to Ryttere nærme sig. De rede stærkt og stævnede lige hen imod Bjarne. Den Ene red paa en rød Hest og var iført røde Klæder, den Anden red paa en sort Hest og var selv sort klædt. Ved Stenen stege de ned af Hestene og hilsede Bjarne ved Navn. Den Rødklædte spurgte, hvad der gik af ham. Bjarne vilde ikke sige ham det. Den Rødklædte sagde, at det vilde ikke være til hans Skade, om han betroede ham sin Sorg. Da fortalte Bjarne ham om sin Søsters Sygdom og at nu vilde alle hans Fæller drage hjem igjen, »og jeg maa da blive tilbage hos min Søster her alene«, siger han, »uden at vide hvad Øieblik hun kan døe. imellem Hænderne paa mig.« »Du har Modgang, Bjarne«, sagde den Rødklædte, »og det gjør mig ondt for Dig; men vil Du nu ikke give mig din Søster til Hustru?« »Nei«, svarede Bjarne, »det kan jeg ikke; jeg har ingensomhelst Rede paa Dig, og ikke veed jeg, hvorfra Du er, eller hvorfra er Du?« »Det kommer ikke Dig ved«, sagde den Anden. Han tog en forgyldt Sølvdaase, med en Steen i Laaget, op af Lommen og sagde: »Vil Du ikke sælge mig din Søster for denne Daase?« »Nei«, svarede Bjarne, »jeg skjænker hende aldrig til Dig, hvad Du end byder.« »Naa, ja ja da!« siger Manden, »modtag alligevel denne Daase til Erindring om, at Du har talt med en ukjendt Mand heroppe i Fjeldene.« Bjarne tog mod Daasen og takkede for Gaven. De Fremmede tage Afsked med ham og ride bort, men han gaaer hjem til Teltet. Morgenen efter droge Bjarnes Reisefæller hjemad, og han blev da alene tilbage hos sin Søster og turde nu ikke sove; thi han var bange for, at de ukjendte Mænd maaskee vilde stjæle Salvør fra ham.
Bjarne vaagede nu hele denne Dag, men om Natten overvældede Søvnen ham, og han lægger sig ved Siden af sin Søster. Han omslynger hende med sine Arme og mener, at nu skulde Ingen kunne tage hende bort fra ham, uden at han blev det vaer. Siden faldt han i en fast Søvn. Men da han vaagnede, var hans Søster forsvunden. Da blev han meget bedrøvet, og han søgte hele denne Dag efter hende, men fandt hende ikke. Han brød da op, red hjem om Natten, og fortalte disse Tidender. »Det anede mig tidlig«, sagde Svend, »det bliver altid, som vor Skjæbne vil have det.« Man samlede da Folk og gav sig til at lede overalt, men alligevel fandt man ikke Salvør. Det gjorde alle Mennesker ondt. thi hun var en haabefuld ung Pige og Alles Yndling.
Nu lider det henad den Tid, da Bjarne er bleven tredive Aar. Han var da gift og havde selv sat Bo. En Høst savnede hans Faarehyrde alle Faarene og skjøndt han søgte efter dem i tre Dage, fandt han dem ikke. Da bad Bjarne sin Hustru om at tillave ham Reisekost for een Uge og et Par gode Sko: thi han vilde søge efter sine Faar, sagde han. Bjarnes Forældre levede endnu og de bade ham om ikke at gaae. Men han sagde, de skulde være uden Frygt og først vente ham tilbage efter en Uges Forløb. Derefter drog han afsted og gik uafladelig i halvandet Døgn. Da kom han til en Hule, som skjød sig ind i et Fjeld, og her lagde han sig ned for at sove. Da han vaagnede, var der faldet en sort, tyk Taage. Alligevel drog han afsted. men foer snart vild, saa at han ikke vidste hvor han gik. Han gik længe, indtil han kom til Enden af en stor Dal; da var det allerede langt hen paa Dagen. Nede i Dalen var der ingen Taage. Da han kom der ned, saae han en stor og anseelig Gaard, som han gik hen til. Der saae han Mænd og Kvinder ilav med Høet paa en Eng udenfor Hjemmemarken. Han gik hen til Kvinderne; de vare tre, men een af dem saae fornemmere ud end de to andre. Han hilser og spørger dem, om han ikke kunde faae Lov til at blive der om Natten. De svare Alle Ja, og een af dem gaaer med ham hjem til Gaarden. Det var en ung og saare skjøn Pige. Det var for Bjarne, som om hun lignede Søsteren, han engang havde mistet paa Fjeldet. Da randt hele den Begivenhed ham i Hu paany og han blev sorrigfuld i Sind derover, men lod dog ikke Pigen mærke Noget. De kom nu hjem til Gaarden, og Pigen førte Bjarne ind i Huset. Der var store og smukke Værelser; de traadte ind i eet, som var rummeligt og vel indrettet. Pigen gav ham en Stol og bad ham om at vente derinde paa sig. Hun løb ud, men kom et Øieblik derefter tilbage igjen og satte Mad og Viin paa Bordet for Bjarne. Han nød sit Maaltid, men da han var færdig dermed, bad Pigen ham at lægge sig tilsengs. Hun fulgte ham ind i et lille Kammer, hvor der stod en opredt Seng. Bjarne lægger sig. Pigen trækker de vaade Klæder af ham, ønsker ham Godnat og gaaer bort. Bjarne tænker nu over hvor han vel kunde være og hvorledes det egentlig forholdt sig dermed, at denne Pige saaledes kunde oprippe hans Sorg, hvilket er ham ufatteligt. Han sov ind med disse Tanker, men vaagnede ved, at han hørte en Sang ovenover sig. Han hørte da, at der paa Loftet ovenover hans Seng blev læst Aftenbøn, saaledes som Skik og Brug var oppe i Bygderne. Der var Mange, som sang, baade Mænd og Kvinder, men alligevel overgik een Røst alle de andre. Denne Røst opvakte ganske Bjarnes Sorg, thi han syntes, han skulde kjende sin Søster Salvørs Stemme. Han tænkte nu i nogen Tid herover, men sov siden ind igjen, og vidste ikke af Noget, før den lille Pige, som havde hjulpet ham med hans Afklædning om Aftenen, vækkede ham. Hun bragte ham gode Klæder, som hun bad ham tage paa, thi han blev nok, sagde hun, hos dem denne Dag, der var en Søndag. Saa forlod den lille Pige ham. Men medens Bjarne var ifærd med at klæde sig paa, kom en lille Dreng ind til ham; han var iført en grøn Klædeskjole og i det Hele taget vel klædt. Drengen hilser paa Bjarne og er meget snaksom. »Hvor skal Du hen?« spørger Drengen. »Jeg søger efter Faar« , svarer Bjarne. »Ikke er jeg bleven vaer ved dem her i Dalen«, siger Drengen. »Du slaaer Dig da til Ro her hos os i Dag, thi min Fader vil prædike«, siger han. Idetsamme kom den lille Pige ind og sagde: »Hold nu op med at kjede Manden med den Snak, Svend«. Hun dækkede Bord for Bjarne, men forlod ham igjen, da han var færdig med sit Maaltid. Han seer da en stor Mængde Mennesker komme. Den lille Dreng tager ham ved Haanden, leder ham ud i Kirken og anviser ham et Sæde. Bjarne saae sig da om og kjendte ved sin Side den rødklædte Mand, som var kommen til ham paa Fjeldet. Men det saae han, at Præsten var ingen Anden end den, der dengang havde de sorte Klæder paa. Der var mange Folk i Kirken, og de fleste Mandfolk vare store af Væxt og saae onde ud. Nogle af dem havde Klæder, som vare strikkede af sort Faareuld. Bjarne tog sin smukke Daase op af Lemmen og bød sin Sidemand en Priis, som denne tog imod. Foran i Kirken saae Bjarne en fornemt klædt Kvinde, og det forekom ham, som han kjendte der sin Søster Salvør. De saae paa hinanden, og det var, som om hun enten smiilte eller græd hvergang hun saae ham. Nu kunde Bjarne tænke sig, hvorledes det Hele hang sammen og at han var kommen til sin Søster. Prædikenen var nu forbi, og hele Gudstjenesten blev fuldført paa den smukkeste Maade. Efter Velsignelsen tager den lille Dreng Bjarne ved Haanden og fører ham ud. Men som de kom udenfor Kirkedøren, sidder der en gammel Mand af et ondt Udseende. Han spænder Fod for Bjarne, saa han falder. Drengen løber da ind i Kirken og henter den rødklædte Mand. Denne tager fat i den Gamle og rusker ham, men den lille Dreng fører Bjarne tilbage til Gaarden. Efter en kort Tids Forløb kom den rødklædte og sortklædte Mand ind til ham. De hilse med Venlighed paa Bjarne og spørge, om han kjender dem. Han sagde, at det var Tilfældet, og blev saa noget taus derved; thi mange gamle Ting bleve nu oprippede. Idetsamme traadte den Kvinde ind, som han havde seet i Kirken og meent, var hans Søster. Hun løb i Bjarnes Favn og siger: »Favn i Favn laae vi sammen i Moderliv, grædende blev jeg tagen ud af din Favn, min Broder, men leende kommer jeg nu igjen tilbage til den.« De hilse paa hinanden, og det blev det glædeligste Møde. Han fortalte hende nu Alt, hvad der var skeet i Skagefjord siden hun forsvandt. Da siger den Rødklædte: »Jeg tog fordum din Søster ud af din Favn, Bjarne, og giftede hende med ham der i de sorte Klæder. Det er min Søn, han er Præst hos os Dalboere, men jeg er Sysselmand her i Dalen. Nu tog jeg dine Faar, og lod Dig forvildes hid, for at I to Sødskende kunde træffe hinanden og fortælle hinanden Eders Hændelser siden I skiltes. Imorgen skal jeg følge Dig afsted og give Dig dine Faar tilbage, men bliv nu her i Nat og tal med din Søster.« Det gjorde Bjarne.
Morgenen efter drog Bjarne afsted, efter at han med mange Taarer havde sagt Farvel til sin Søster. Den Rødklædte fulgte ham, og de joge Faarene foran sig. Den Sortklædte gik ogsaa med dem, og Bjarne blev fulgt heelt ned imod Bygden. Der skiltes de, idet de lovede hverandre godt Venskab. Den Sortklædte sagde, at han næste Vaar vilde sende Bud efter Bjarne og at denne maatte være reisefærdig ved Flyttedags Tid, »saa skal Du boe hos os i Dalen.«
Bjarne kom hjem og fortalte sine Forældre og sin Hustru sine Reisehændelser og hvad han havde isinde, men bad dem om ikke at tale derom. Ved Flyttedagstid kom tre Mænd med Heste til Bjarne, og om Natten drog han afsted med al sin Eiendom, med sin gamle Fader og Moder, Hustru og Børn. De kom til Dalen og der blev et frydeligt Møde. Bjarne boede længe paa dette Sted, men da han var bleven gammel, vendte han tilbage til Skagefjorden. Da fortalte han denne Historie, og siden døde han i en lykkelig Alderdom.
