Fortællingen om Grim på Grimstunge

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Islændingesagaer


Fortællingen om Grim på Grimstunge[1]

Gríms þáttr Grímstungu


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson: Íslendinga sögur, Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947


1. Grim bosætter sig på Grimstunge

Grimstunge.jpg
Kyndige mænd siger ifølge kloge og troværdige folk, at de har set et nedskrevet sagastykke om Grim, der tog land ved Grimstunge. Ingemund den Gamle tog hele Vanddalen fra Helligsø vestpå til Urdsø østpå og boede på Hov. Han gav sit skibsmandskab af sit landnam. Han gav friheden til nogle, der med hans tilladelse bosatte sig længere inde end ham og blev navnkundige mænd: Fredmund, som først bosatte sig på Skyggedal — ham er Fredmundssø opkaldt efter; en anden er Ulvkel — ham er Ulvkelssø opkaldt efter; en tredje Rævkel — ham er Rævkelssø opkaldt efter. Alle disse blev velstående mænd og havde stor fiskefangst oppe på heden.

Én fra Ingemunds besætning hed Grim. Han stammede fra en betydelig slægt i Romsdal i Norge. Ham gav Ingemund landet mellem alle landtungerne langs Vanddalså og Svanestueåen og hele heden. Så opførte Grim en stor gård imellem tungerne og kaldte den Grimstunge. Han blev snart rig på husdyr. Hans husdyr passede sig selv på heden om vinteren, for der var meget skov. Grim fik en kone og havde fået et godt giftermål. Efter hvad vi har hørt, havde han ingen børn med sin kone.

Det fortælles, at Grim var meget driftig på sin gård. Han lod sine trælle opføre et gærde omkring sin hjemmemark og deltog selv i dette arbejde. Han lod to marker indgærde nord for gården. Imellem disse indgærdinger lod han sine husdyr drive om efteråret, straks han drev dem fra heden. Han tilsåede sine hjemmemarker til dækning af sit behov.


2. Om stednavne på heden og i øvrigt

Så snart Grim erfarede, hvor gode forhold hans land bød på, sendte han to af sine huskarle sydpå på heden for at drive fiskeri om sommeren og hen imod vinter. Den ene af dem hed Torarin, den anden Gils. De opholdt sig på Grimstungeheden om sommeren. Torarin fiskede i to søer, der siden blev kaldt Torarinssøerne. Ved den vestre ses endnu hans hytte og ildsted. Gils fiskede i begge Gilssøerne. Grim fiskede mange laks i Vanddalså og delte fiskeriet med Smed, der var Ingemund den Gamles uægte søn, som boede østen for Vanddalså på Smedsstad, som dog nu er forladt. Udbyttet på Grimstunge var så stort, at atten husfolk kunne leve af det, og tolv på Skyggedal.

Det skete engang om foråret, da Grim havde boet en tid på Grimstunge, at han mistede nogle svin. Han lod sine huskarle lede efter dem efteråret derpå, men de blev ikke fundet. Året efter lod han igen lede efter dem, og de blev fundet og var da mange sammen. En galt blev fundet ved en sø, som da blev kaldt Galtesøen. Nord for denne sø fandt man svinene, og det blev kaldt Svinesøen. Grim lærte sig sit hedelandskab at kende og gav her og dér jordbesiddelserne stednavne.

Kyndige mænd siger, at Grim først havde ladet bygge Torhallastad — der ligger over for Tørvestad, som kaldes en rønne — og havde givet det land til Torhalla, som boede dér, dengang Grette Asmundson dræbte trællen Glåm, som da blev genganger.


3. Om Grim og hans død

Grim var på mange måder en ypperlig mand. Han var meget frygtløs, våbenduelig og kampdygtig, men dog i almindelighed roligsindet, når folk lod ham være i fred. Han havde sæterdrift på fjeldet ved en bæk neden for Kviefossen, for han fandt, at husdyrene dér havde bedre vilkår end på græsgangene hjemme. Af denne grund blev Grim meget navnkundig — både for sin rigdom og for sin gavmildhed mod dem, der kom til ham.

Da Grim havde boet nogle år på Grimstunge, var der en tidlig morgen, hvor hans huskarle var stået op, mens bonden ikke var, som han ellers plejede. Huskarlene var ude i laden og talte sammen. Da sagde én til en anden: »Hvad mon det skyldes, at bonden ikke er stået op for at fortælle os arbejdsfolk, hvad der skal laves idag?« Den anden svarede: »Gå du til bondens sengeaflukke og bank på døren til aflukket og spørg, hvor han bliver af.« Huskarlen gik fra laden til huset og gjorde, som der blev sagt, og spurgte, hvad der skulle laves den dag. Bonden svarede: »Jeg skal ikke sætte jer i arbejde i dag og heller ikke herefter, for jeg har fået en lidelse, så jeg ikke kan komme på benene, selv om jeg gerne ville, og det vil snart føre til, at vi skilles. Gå du til husfruen og sig hende, at hun skal komme herhen.« Manden opsøgte husfruen og fortalte hende det. Husfruen gik straks af sted for at finde bonden. Så snart husfruen kom, fortalte bonden hende om sin sygdom og sagde: »Nu vil jeg forklare dig, hvilke tiltag jeg vil have gjort efter mig. Du skal lade en høj opføre efter mig oven for hjemmemarksgærdet nordpå ved åen, så jeg kan se ud over min gård og gårdsplads, og to gærder skal stables op og lede fra min høj nordpå til bjergknolden, men der skal være en sådan afstand imellem gærderne, at dyrene ikke kan gå der.« Kort efter døde Grim, og han blev højlagt med alle sine våben. Stedet er siden blevet kaldt Grims bakke eller høj.

Og således slutter vi fortællingen om landnamsmanden Grim.


— o —


Note:

  1. Denne fortælling — eller stednavnesaga — er ifølge Guðni Jónsson mundtligt overleveret indtil 1773, hvor den blev nedskrevet af provsten Gunnar Pálsson på Hjarðarholt og siden optaget i Gísli Konráðssons folkemindesamling.