Fortællingen om Sneglu-Halle

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Dansk.gif


Islændingesagaer


Fortællingen om Sneglu-Halle

Sneglu-Halla þáttr með Viðauka


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2012



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson: Íslendinga sögur, Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947


1. Om kong Harald Sigurdson

Denne fortælling tager sin begyndelse, da kong Harald Sigurdson regerede i Norge. Det var efter, at kong Magnus — hans slægtning — var død.

Det siges, at kong Harald var den klogeste og mest skarpsindige af alle; det, som han rådede til, gik for det meste godt. Han var en god skjald og slyngede gerne spydigheder efter folk, som han syntes fortjente det; han tålte dog også bedre end andre at få kastet fornærmelser i ansigtet, når han var i godt humør. Han var gift med Tora — Torberg Arnesons datter. Han fandt stor fornøjelse i skjaldskab og omgav sig altid med folk, der kunne kvæde.

En mand hed Tjodolf; han var islænding og stammede fra Svarfadardal. Han var en høvisk mand og en stor skjald. Han opholdt sig hos kong Harald i den største venskabelighed. Kongen kaldte ham sin førsteskjald og værdsatte ham mest af alle skjalde. Han kom af en ringe slægt, men var godt uddannet. Han var misundelig på nytilkomne.

Kong Harald holdt meget af islændinge. Han gav mange gode ting til Island, herunder en god klokke til Tingsletten, og da Island blev ramt af den store hungersnød, hvis lige ikke er set siden, sendte han fire skibe lastet med mel ud til Island — ét til hver fjerding — og han lod de fleste fattige føre væk fra landet.


2. Da Halle kom til landet og svarede kongen

En mand hed Bård; han var i kong Haralds livvagt. Han sejlede til Island og kom til Gåsar, hvor han opholdt sig om vinteren.

En mand, der hed Halle og blev kaldt Sneglu-Halle, fik skibslejlighed hos ham. Han var en god skjald og meget tungerap. Halle var en høj mand med lang hals og smalle skuldre, og han havde lange arme og grimme lemmer. Han stammede fra Fljot.

De sejlede, så snart de var klar, og de var længe undervejs, før de om efteråret nåede Norge nordpå i Trondheim ved den ø, der hedder Hitra; derefter sejlede de ind til Agdenes, hvor de lå for natten. Om morgenen sejlede de for svag vind ind efter fjorden, og da de kom forbi Rein, så de tre langskibe, der blev roet ud efter fjorden. Det tredje var et drageskib. Da skibene kom forbi købmandsskibet, gik en mand iført rødt skarlagenstøj og med et gyldent pandebånd frem i løftingen på drageskibet; han var både stor og værdig. Denne mand tog ordet: »Hvem fører skibet, hvor kommer I fra, hvor landede I først, og hvor lå I i nat?« Købmændene blev næsten mundlamme, da der blev spurgt om så meget, men Halle svarede: »Vi var i vinter på Island, vi lagde fra land i Gåsar, styrmanden hedder Bård, og vi kom i land ved Hitra, men vi lå i nat ved Agdenes.« Manden, der skulle vise sig at være kong Harald Sigurdson, spurgte: »Har han så ikke pulet jer, ham Agde?« »Ikke endnu,« sagde Halle. Kongen smilede og sagde: »Er der nogen udsigt til, at han senere vil yde jer denne tjeneste?« »Nej,« sagde Halle, »— og der var særligt én grund til, at vi ikke blev vanæret af ham.« »Hvilken var det?« spurgte kongen. Halle vidste godt, hvem det var, han talte med. »Den — herre!« sagde han, »— hvis De endelig vil vide det, at ham Agde ventede på mere fornemme folk end os; han venter Dem derhen i aften, og så skal han indfri sine forpligtelser, så det batter.« »Du er vist ret grovkæftet,« sagde kongen. Der er ikke nævnt mere om denne samtale.

Købmændene sejlede til købstaden, hvor de lagde op og lejede sig et hus i byen. Få dage senere kom kongen tilbage til byen; han havde været ude på øerne for at more sig. Halle bad Bård følge sig til kongen; han sagde, at han ville bede ham om vinterophold, men Bård tilbød ham at være hos sig. Halle bad ham have tak for det, men han sagde, at han ville være hos kongen, hvis der var mulighed for det.


3. Da Halle kom med i livvagten — Om Tjodolfs viser

En dag gik Bård til kongen — og Halle gik med ham. Bård hilste kongen; kongen tog godt imod hans hilsen og spurgte meget til Island, og om han havde bragt nogle islændinge med tilbage. Bård sagde, at han havde én islandsk mand med: »— og han hedder Halle, og nu er han her — herre! — for at bede Dem om vinterophold.« Så trådte Halle for kongen og hilste ham. Kongen tog godt imod ham og spurgte, om det ikke var ham, der havde svaret ham på fjorden »— da vi mødtes?« »Den selv samme,« sagde Halle. Kongen sagde, at han ikke ville formene ham mad, og han bad ham tage ophold på én af sine gårde. Halle sagde, at han ville være hos livvagterne — ellers ville han finde sig et andet sted. Kongen sagde, at sådan gik det altid: »— at jeg får skylden, hvis vores venskab ikke forløber godt, selv om jeg mener, det næppe forholder sig sådan. I er egenrådige — I islændinge — og uomgængelige. Bliv nu, hvis du vil, men tag selv ansvaret for, hvad der sker.« Halle sagde, at det skulle han gøre, og takkede kongen. Nu var han blandt livvagterne, og alle syntes godt om ham. Halles sidemand hed Sigurd — han var en gammel og anset livvagt.

Det var kong Haralds vane at spise ét måltid om dagen. Maden blev først sat for kongen — som man kunne forvente — men han blev altid ganske mæt, inden maden kom for de andre, og når han var mæt, bankede han i bordet med skaftet på sin kniv; så skulle bordene straks ryddes, og da var mange ikke nær mætte.

Det skete en gang, at kongen gik på gaden med sit følge. Fra et hus hørte de et gevaldigt mundhuggeri. Det var en skomager og en smed. Så røg de på hinanden. Kongen stod en tid og så på, så sagde han: »Lad os gå væk. Det her vil jeg ikke have nogen del i, men du —Tjodolf! — digt du et vers om det.« »Herre!« sagde Tjodolf, »— det sømmer sig ikke, eftersom jeg kaldes Deres førsteskjald.« Kongen svarede: »Dette er mere svært, end du tror. Du skal gøre dem til ganske andre, end de er; lad den ene være Sigurd Fafnersbane og den anden Fafner, men lad hver af dem genkendes ved deres arbejde.« Tjodolf kvad da dette vers:


Slægge-Sigurd hissed’
slangen, som hud skraber;
ormen krøb og undveg
over fodtøjsheden.
Såre folket frygted’
den fæle skoslange,
men tangens kong Tudlang
tog den af med livet.


»Dette var godt kvædet,« sagde kongen, »— men kom med én til, og lad nu den ene være Thor og den anden jætten Geirrød, men lad hver af dem genkendes ved deres arbejde.« Tjodolf kvad da dette vers:


Fra trættens torp kasted’
Thor af smedebælgen
mundens beske bolte
mod bukkehudsjætten;
garvede skinds Geirrød
glad med øret fanged’
galdersmedens gløder
giftigt sendt fra munden.


»Det skal ikke siges om dig,« sagde kongen, »— at du ikke mestrer skjaldskab.« Og alle sagde rosende, at det var godt digtet. Halle var ikke til stede, men om aftenen, da man sad ved drikken, blev versene kvædet for Halle, og man sagde, at sådan kunne han ikke digte, selv om han anså sig for at være en stor skjald. Halle sagde, at han godt vidste, at han digtede dårligere end Tjodolf: »— men det er klart, når jeg ikke gør mig umage med at digte, og desuden var jeg ikke til stede.« Dette blev straks sagt til kongen, men drejet sådan, at Halle ikke anså sig for en mindre skjald end Tjodolf. Kongen sagde, at så god blev han aldrig, »— men det kan være, at vi snart erfarer det.«


4. Om dværgen Tuta og om Halles grød

De skete en dag, da mændene sad ved bordet, at der kom en dværg, der hed Tuta, ind i salen. Han var af friesisk herkomst. Han havde længe været hos kong Harald. Han var ikke højere end et treårsbarn, men meget tyk og bredskuldret; hans hoved var stort og gammelmandsagtigt, og ryggen var ikke helt kort, men kløftet for neden, hvor benene sad. Kong Harald havde en brynje, som han kaldte Emma. Han havde fået den lavet i Miklagård. Den var så lang, at den nåede ned til kong Haralds sko, når han stod oprejst. Den var i to lag overalt og så slidstærk, at jern ikke bed på den. Kongen havde ladet dværgen trække i brynjen og sætte hjelm på hovedet af ham og stikke sværd i hans bælte. Derpå gik han ind i salen — som det før blev skrevet — og folkene syntes, at det var en løjerlig skabning,

Kongen bad om ørenlyd og sagde: »Den mand, der fremsiger et vers om dværgen, som jeg finder godt kvædet, skal af mig få denne kniv med bælte,« — og han lagde kostbarhederne på bordet foran sig, »— men I skal vide, at hvis jeg ikke synes, at det er godt kvædet, så skal han få utak af mig og gå glip af begge kostbarheder.« Så snart kongen havde fremført sit ærinde, kvad en mand langt ude på bænkerækken — og det var Sneglu-Halle:


Frem for mig nu føres
friesers søn i brynje;
hærklædt iblandt hirden
hopper tyksakken rundt.
Den togtvante Tuta
tit kan ses ved ilden,
hvor rugbrødets bane
bærer sværd ved siden.


Kongen bad om, at kostbarhederne blev givet til Halle: »— og du har fortjent dem, for verset er godt kvædet.«

En dag skete det, da kongen var mæt, at han bankede i bordet med kniven og bad tjenstefolkene rydde ud; det gjorde de, men da var Halle ikke nær mæt. Så tog han et stykke fra fadet og beholdt det, mens han kvad dette:


Højt jeg Haralds
hamren ej agter;
mit mundskæg mimrer,
og mæt skal jeg sove.


Morgenen efter, da kongen og livvagten var kommet på plads, gik Halle ind i salen og hen foran kongen. Han havde sit skjold og sværd på ryggen, og han kvad dette vers:


Købe må jeg — konge! —
kød betalt med sværdet;
det brede skjold for brød
bytte må jeg hell’re.
Fyrstens folk er sultne;
foder hirden mangler.
Snart må bæltet snævres;
sult mig Harald byder.


Kongen svarede ikke, og han lod som om, han ikke hørte det, men dog vidste alle, at han ikke brød sig om det.

Kort tid efter var der en dag, hvor kongen gik ude på gaden sammen med sit følge. Halle var også med; han skyndte sig frem forbi kongen. Kongen kvad dette:

Hvorhen haster Halle?

Halle svarede:

Hen for skyr at købe!
Skal der grød i gryden?

sagde kongen.

Godt med smør i maden!

svarede Halle. Halle løb op til kongsgården og derhen, hvor køkkenet var. Dér havde han ladet koge grød i en stengryde, og han satte sig for at spise grøden. Kongen så, at Halle havde retning op mod kongsgården. Han sagde til Tjodolf og to andre, at de skulle finde Halle. Kongen gik også op til kongsgården. Dér fandt de ham, mens han åd grøden. Kongen kom da til og så, hvad Halle havde gang i. Kongen blev meget vred og spurgte Halle, hvorfor han drog fra Island for at gøre skam og nar af sig selv hos høvdinge. »Tag ikke sådan på vej — herre!« sagde Halle, »— jeg ser jo tit, at De ikke selv skubber god forplejning fra Dem.« Halle rejste sig og smed gryden, så hanken raslede. Så kvad Tjodolf dette:


Hanken klang da Halle
havde opædt grøden;
ske af horn han hell’re
holder end nogen pryd.


Kongen gik derfra og var meget vred, og om aftenen blev der ikke serveret mad for Halle som for de andre mænd. Da man havde spist en tid, kom der to mænd ind, og imellem sig bar de et stort trug fyldt med grød — og dertil en ske — som de stillede foran Halle. Han tog fra og åd så meget, som han kunne, før han holdt inde. Kongen sagde, at Halle skulle spise videre. Han svarede, at han ikke kunne spise mere nu. Så trak kong Harald sværdet og sagde, at Halle skulle æde grøden — lige til han sprækkede af det. Halle sagde, at han ikke ville sprænge sig af grød, men at kongen kunne tage livet af ham, hvis han var fast besluttet på det. Kongen satte sig og stak sværdet i skeden.


5. Halle kvad et vers på kongens befaling

Nogen tid senere skete det en dag, at kongen tog et fad fra sit bord med en stegt gris på, som han bad dværgen Tuta bringe Halle, »— og bed ham digte et vers, hvis han vil beholde livet; han skal have kvædet det, før du når hen til ham, men du må ikke sige det til ham, før du når frem midt på gulvet.« »Det har jeg ikke lyst til,« sagde Tuta, »— for jeg kan godt lide Halle.« »Jeg bemærkede,« sagde kongen, »at du syntes godt verset, han digtede om dig, og nu skal du bare høre. Kom så af sted og gør som jeg siger!« Så tog Tuta fadet og gik ud midt på gulvet og sagde: »Du — Halle! — skal digte et vers på kongens befaling, og du skal have det færdigt, før jeg når hen til dig, hvis du vil beholde livet!« Halle rejste sig, rakte ud imod fadet og kvad dette vers:


Gavmildt sender gramen
grisen hen til skjalden;
det døde svin digter’n
dér på fadet møder.
Flæskets røde farve ...
(frem må verset — hurtigt!)
Kongen takkes; kokken
kun har svidet trynen.


Da sagde kongen: »Nu vil jeg ikke længere være vred på dig — Halle! — for verset er godt digtet på den korte tid, du havde til det.«


6. Da kongen hidsede Halle og Tjodolf op imod hinanden

Det fortælles, at Halle kom til kongen en dag, hvor denne var glad og i godt humør. Tjodolf og mange andre var også dér. Halle sagde, at han havde digtet en drapa om kongen, og han bad om ørenlyd. Kongen spurgte, om Halle før havde fremført et kvad. Halle sagde, at det havde han ikke. »Så er der nok dem, der vil sige,« sagde kongen, »at du har taget meget på dig, når man betænker, hvilke skjalde, der tidligere har digtet om mig ved forskellige lejligheder. Eller hvad mener du — Tjodolf?« »Jeg kan ikke — herre! — give Dem råd,« sagde Tjodolf, »— men jeg kunne måske snarere give Halle et godt råd.« »Hvilket?« spurgte kongen. »Først og fremmest — herre! — at han ikke skal lyve for Dem.« »Hvornår løj han da?« spurgte kongen. »Han løj, da han påstod, at han ikke har fremført kvad før,« sagde Tjodolf, »— men jeg siger, at det har han.« »Hvad er det for et kvad?« sagde kongen, »— og hvad handler det om?« Tjodolf svarede: »Vi kalder det for Hornløsviserne — og han digtede dem om de køer, som han passede ude på Island.« »Er det sandt — Halle?« sagde kongen. »Det er sandt,« sagde Halle. »Hvorfor sagde du, at du ikke havde fremført kvad før?« spurgte kongen. »Fordi,« sagde Halle, »— hvis man hørte det, ville det nok ikke synes meget bevendt som et kvad, og det ville sikkert ikke høste megen ros.« »Vi må høre det først!« sagde kongen. »Da må andre også underholde,« sagde Halle. »Hvordan det?« spurgte kongen. »Så skal Tjodolf kvæde de Askeskuffeviser, som han digtede ude på Island,« sagde Halle, »— og det er fint, at Tjodolf er efter mig og nedgør mig, for nu har jeg fået blod på tanden til at give ham tilsvarede igen.« Kongen smilede og fandt det morsomt at hidse dem op imod hinanden. »Hvordan er det kvad, og hvad handler det om?« spurgte kongen. Halle svarede: »Det handler om, at han bar aske ud sammen med sine andre søskende, fordi han ikke fandtes at være begavet nok til andet. Han kunne dog se efter, at der ikke var gløder i, men dertil måtte han dengang opbyde alle sine evner.« Kongen spurgte, om dette var sandt. »Det er sandt — herre!« sagde Tjodolf. »Hvorfor havde du sådan en ussel pligt?« spurgte kongen. »Fordi — herre!« sagde Tjodolf, »— jeg ville hjælpe, så vi kunne komme til at lege. Det var ikke et arbejde, som jeg blev pålagt.« »Det skyldes,« sagde Halle, »— at du ikke ansås for at have forstand til at arbejde.« »Det skal I ikke tale mere om,« sagde kongen, »— nu vil vi høre begge kvadene.«

Og sådan blev det. Hver af dem kvad sit kvad, og da kvædningen var til ende, sagde kongen: »Begge kvadene er dårlige, og for øvrigt var det heller ikke noget særligt at digte om, men du har dog digtet det ringeste — Tjodolf!« »Det er også rigtigt — herre!« sagde Tjodolf, »— og Halle har en meget skarp tunge, men jeg synes dog hellere, at han skulle hævne sin far i stedet for at mundhugges med mig her i Norge.« »Er det sandt — Halle?« spurgte kongen. »Det er sandt — herre!« svarede han. »Hvorfor drog du fra Island og ud til høvdinge, når du ikke havde hævnet din far?« spurgte kongen. »Fordi — herre!« sagde Halle, »— jeg var et barn, da min far blev dræbt, og mine slægtninge overtog sagen og forligte den på mine vegne. Og dér, hvor jeg kommer fra, anses det for skidt at blive kaldt forligsbryder.« Kongen sagde: »Det er meget væsentligt, at man ikke bryder fred og forlig, så det har du gjort helt rigtigt.« »Jeg mener i øvrigt — herre!« sagde Halle, »— at Tjodolf på stormandsvis kan tale med om sådanne sager, for jeg ved ikke om andre, der har hævnet sin far lige så brutalt som ham.« »Det forekommer rimeligt, at Tjodolf har gjort det på djærv vis,« sagde kongen, »— men hvordan gik det til, at han gjorde det grundigere end andre mænd?« »På den måde,« sagde Halle, »— at han åd den, der voldte faderens død.« Nu råbte folk op og syntes, at de aldrig havde hørt magen. Kongen smilede og bad mændene være stille. »Bevis det du siger — Halle!« sagde kongen. Halle sagde: »Så vidt jeg ved, hed Tjodolfs far Torljot. Han boede i Svarfadardal på Island og var meget fattig, men han havde mange børn. Det er skik på Island, at bønderne om efteråret holder møde vedrørende hjælp til fattigfolk, og dertil var ingen mere berettiget end Torljot — Tjodolfs far. En bonde var så storsindet, at han gav ham en sommergammel kalv. Han hentede derefter kalven, som han holdt i et tov, og for enden af tovet var der en løkke. Og da han kom hjem til gærdet om gårdspladsen, løftede han kalven op på gærdet — det var et utroligt højt gærde, som var højere på indersiden, fordi man dér havde gravet tørv til gården — og så sprang han ind over gærdet, men kalven faldt ned på ydersiden, og løkken, der var for enden af tovet, blev viklet om halsen på Torljot, så han ikke kunne nå jorden med fødderne. Sådan hang de nu på hver sin side, og de var begge døde, da de blev fundet. Børnene bugserede kalven hjem og lavede mad af den, og jeg tænker, at Tjodolf fik sin andel af den.« »Det lyder rimeligt,« sagde kongen. Tjodolf trak sit sværd og ville hugge Halle, men der løb folk imellem dem. Kongen sagde, at ingen af dem fik lov til at skade den anden, »— og det var dig — Tjodolf! — der begyndte.«

Det blev nu, som kongen forlangte. Halle fremførte drapaen, og den blev fremsagt godt, så kongen belønnede ham med gode penge. Vinteren gik, og alt var roligt.


7. Om Halle og Ejnar Flue

Der var en mand, der hed Ejnar — han blev kaldt Flue. Han var søn af Hårek på Tjøtta. Han var lendermand og havde syssel på Helgeland, hvor han varetog finnefærden for kongen. Kongen var ham nu meget venligt stemt, men der var dog jævnligt noget imellem dem. Ejnar var aldeles upålidelig. Han dræbte folk, der ikke gjorde nøjagtig som han ville, og han gav ikke bøder for nogen. Ejnar blev ventet til hoffet ved juletid.

Halle og Sigurd — hans sidemand — snakkede om Ejnar. Sigurd fortalte Halle, hvordan ingen turde sige Ejnar imod eller have en anden mening end ham, og at han hverken betalte bøder for drab eller tyveri. Halle svarede: »Dér, hvor jeg kommer fra, kaldes den slags for møghøvdinge.« »Pas på med hvad du siger — kammerat!« sagde Sigurd, »— for han bliver nemt fornærmet over ord, der er vendt imod ham.« »Selv om I alle er så rædde,« sagde Halle, »— at ingen af jer tør sige noget imod ham, så kan jeg godt sige dig, at jeg vil klage, hvis han gør mig uret, og jeg tror nok, at han vil komme til at bøde.« »Hvorfor skulle du få mere end andre?« spurgte Sigurd. »Det kunne være, at han fandt det klogest sådan,« sagde Halle. Det kævlede de om, indtil Halle tilbød Sigurd et væddemål. Sigurd satte en ring, der stod i en halv mark, på spil, men Halle satsede hovedet.

Ejnar kom ved juletid, og han sad ved siden af kongen, og hans folk sad udad fra ham. Han blev på alle måder opvartet som kongen selv. Juledag — da alle var mætte — sagde kongen: »Nu skal vi fornøje os med andet end at drikke. Nu skal du — Ejnar! — fortælles os, hvad du har oplevet på dine rejser.« Ejnar svarede: »Jeg kan ikke fortælle andre historier, end at vi bankede finske bønder og fiskere.« Kongen svarede: »Fortæl det nu — vi er ikke så nøjeregnende og synes, at det er sjovt altsammen, selv om det ikke synes noget særligt for jer, der uafbrudt ligger i strid.« »Så må jeg hellere fortælle — herre!« sagde Ejnar »— at vi i den forgangne sommer, da vi kom nordpå til Finnmarken, mødte en Islandsfarer, som var drevet ud af kurs derhen — og de havde opholdt sig dér om vinteren. Jeg anklagede dem for at handle med finnerne uden Deres eller min tilladelse, men de nægtede og ville ikke vedgå det. Vi troede ikke på dem, og jeg krævede at få lov at ransage, men de afslog det hårdnakket. Så sagde jeg, at de fortjente at få en omgang, der var værre for dem, og jeg bad mine folk bevæbne sig og angribe dem. Jeg havde fem langskibe, og vi lagde os på begge sider af dem, og stoppede ikke, før skibet var ryddet. En islænding, som de kaldte Ejnar, forsvarede sig så godt, at jeg aldrig har set magen. Det var en skade at dræbe den mand, og vi havde ikke vundet skibet, hvis alle ombord havde været som ham.« »Det var dårligt gjort — Ejnar!« sagde kongen, »— at du dræbte sagesløse mænd, fordi de ikke gjorde helt som du ville.« »Jeg kunne ikke,« sagde Ejnar, »— lade dem true mig. Og der er nogle, der siger — herre! — at De ikke altid gør det, som Gud anser for det rigtigste. Men de viste sig at være skyldige, og vi fandt mange finnevarer på skibet.«

Halle hørte, hvad de talte om, og han smed kniven fra sig på bordet og holdt op med at spise. Sigurd spurgte, om han var blevet dårlig. Han sagde, at det var han ikke, men at dette var værre end sygdom. »Ejnar Flue fortalte om Ejnars — min brors — død; han sagde, at han havde fældet ham på købmandsskibet sidste sommer. Det kan være, at der nu bliver lejlighed til at få bøder af ham dér Ejnar.« »Snak ikke om det — kammerat!« sagde Sigurd, »— det gør bare sagen værre.« »Nej,« sagde Halle, »— sådan ville min bror ikke gøre imod mig, hvis han havde eftermålssagen efter mig.« Så sprang han frem over bordet, gik hen foran højsædet og sagde: »Du fortalte om en hændelse — Ejnar Bonde! — som jeg hæftede mig meget ved: Min brors — Ejnars — død, og du sagde, at du dræbte ham på et købmandsskib sidste sommer. Nu vil jeg vide, hvorvidt du vil betale mig nogen bøde for Ejnar — min bror.« »Har du ikke hørt, at jeg ikke betaler bøder for nogen?« spurgte Ejnar. »Jeg behøver vel ikke tro på dét,« sagde Halle, »— at der kun er ondt skab i dig, selv om jeg har hørt det fortalt.« »Gå væk — mand!« sagde Ejnar, »— ellers går det bare galt.« Halle gik hen og satte sig. Sigurd spurgte, hvordan det var gået. Han svarede og sagde, at han havde fået trusler i stedet for bøder. Sigurd bad ham ikke oftere komme ind på sagen, »— og jeg løser dig fra væddemålet.« Halle sagde, at det var pænt af ham, »— men sagen skal nu tages op igen.«

Dagen efter gik Halle hen til Ejnar og sagde: »Jeg vil drøfte denne sag med dig — Ejnar! — om du vil betale mig nogen bøde for min bror?« Ejnar svarede: »Du bliver ved! Hvis du ikke forsvinder, skal det gå dig som din bror — eller værre.« Kongen bad ham ikke svare sådan: »— det er for meget at byde en slægtning, og man ved aldrig, hvad han kan finde på. Og du — Halle! — far ikke mere frem med denne sag, for større karle end du må tåle sådant fra ham.« Halle svarede: »Så må det være sådan.« Han gik til sin plads. Sigurd tog godt imod ham og spurgte, hvordan det var gået. Halle sagde, at han havde fået flere trusler end bøder af Ejnar. »Jeg tænkte det nok,« sagde Ejnar, »— og jeg løser dig fra væddemålet.« »Det er pænt af dig,« sagde Halle, »men jeg skal forsøge en tredje gang.« »Jeg vil give dig ringen,« sagde Sigurd, »— hvis du forholder dig i ro. Jeg er jo til dels årsag til dette.« Halle svarede: »Her viser du, hvilken mand du er. Du skal ikke bebrejdes, hvad der end sker, men dette skal nu prøves én gang til.«

Straks om morgenen, mens kongen og Ejnar Flue vaskede hænder, gik Halle hen og hilste kongen. Kongen spurgte, hvad han ville. »Herre!« sagde Halle, »— jeg vil fortælle Dem min drøm. Jeg syntes at være en helt anden, end den jeg er.« »Hvem syntes du da at være?« spurgte kongen. »Jeg syntes at være Torleif Skjald, og ham Ejnar Flue forekom mig at være jarl Håkon Sigurdson, og det forekom mig, at jeg havde digtet nidviser om ham, og jeg kunne huske noget af niddet, da jeg vågnede.« Så gik Halle ud gennem salen, mens han kvad noget for sig selv, men folk kunne ikke rigtig høre det. Kongen sagde: »Dette var ikke en drøm, men han ligner den ene sag med den anden, og det kan gå imellem jer, som det gik mellem Håkon Ladejarl og Torleif Skjald — det er det, Halle er ude på. Han skyr ingen midler, og vi ved jo, at nidviser har skadet mægtigere mænd end dig — Ejnar! — så som jarl Håkon, og den slags vil blive husket, så længe Norden er bebygget. En lille vise, der senere huskes, kan skade en stor mand mere end lidt bestikkelse — og vær nu så god, at give ham lidt godtgørelse.« »Det skal De bestemme — herre!« sagde Ejnar, »— og fortæl ham, at han af min kassemester kan få den pung med tre mark sølv, som jeg gav ham for nylig.« Dette blev sagt til Halle. Han gik hen til kassemesteren og fortalte ham det. Denne sagde, at der var fire mark sølv i pungen. Halle sagde, at han skulle have tre. Halle gik hen til Ejnar og fortalte ham om det. »Du skulle have det, der var i pungen,« sagde Ejnar. »Nej,« sagde Halle, »— på den måde skal du ikke komme mig til livs — ved at gøre mig til tyv af dine penge. Jeg ved godt, at det var det, du havde tiltænkt mig.« Og det var netop det, Ejnar havde tiltænkt Halle: At han tog det, der var i pungen, og han tænkte, at det ville være tilstrækkelig grund til dræbe ham. Så gik Halle hen på sin plads og viste Sigurd pengene. Sigurd tog ringen frem og sagde, at den havde Halle fortjent. Han svarede: »Så er vi jo ikke lige store hædersmænd; behold din ring og glæd dig over den. Når sandheden skal frem, har jeg aldrig været i slægt med den mand, som Ejnar dræbte. Jeg ville bare se, om jeg kunne få nogle penge ud af ham.« »Jeg kender ingen så lumsk som dig,« sagde Sigurd.

Ejnar drog efter jul nordpå til Helgeland.


8. Da Halle var i Danmark

Om foråret bad Halle kongen om orlov til at drage på handelsrejse til Danmark. Kongen bad ham rejse, som han ville, »— men kom snart igen, for vi har sjov af dig, og pas på Ejnar Flue. Han har vist ondt i sinde mod dig; jeg har sjældent oplevet ham sådan mislykkes.«

Halle rejste med nogle købmænd sydpå til Danmark og kom til Jylland. Rød hed en mand, som dér havde syssel, og Halle tog ophold ved ham. Det skete engang, at Rød skulle holde et stort ting, men da der skulle afsiges kendelser i sagerne, var der så megen højrøstethed og skrigen, at ingen kunne fremføre deres sager, og sådan måtte folk tage hjem om aftenen. Om aftenen, da mændene sad ved drikken, sagde Rød: »Man skulle finde en snarrådig mand, der kunne finde på noget for at få alle disse mennesker til at være stille.« Halle svarede: »Det kan jeg gøre, så snart jeg vil; jeg kan få hver og én til at tie.« »Det formår du ikke — islænding!« sagde Rød.

Om morgenen kom folk til tinget, og der var den samme råben og skrigen som dagen forinden, og ingen sager blev afgjort. Så drog folk hjem. Så sagde Rød: »Skal vi vædde — Halle! — hvorvidt du får ørenlyd på tinget eller ej.« Halle sagde, at det var i orden. Rød svarede: »Du lægger hovedet på blokken, og jeg en guldring, der er én mark værd.« »Sådan skal det være,« sagde Halle.

Om morgenen spurgte Halle Rød, om han ville opretholde væddemålet. Han sagde, at det ville han. Så kom folk til tinget, og der var en lignende råben som dagen før — måske værre. Som man mindst skulle vente det, sprang Halle op og råbte så højt, han kunne:»Hør her — alle! Jeg bliver nødt til at sige noget. Jeg må klage over min vanskelige stilling. Jeg har mistet min slibesten og -smørelse, min nål og pose og alt, hvad der var i den, som er bedre at have end at mangle.« Alle tav. Nogle troede, at han måtte være blevet skør, og andre mente, at han måske talte kongens sag. Da han fik ørenlyd, satte Halle sig ned og tog imod ringen, men straks da folk indså, at dette ikke var andet end tåbeligheder, blev der larm som før, og Halle udslap i løb, for Rød ville slå ham ihjel, da han mente, at dette var narrestreger af værste slags. Halle standsede ikke, før han kom til England.


9. Da Halle var i England

Dengang regerede Harald Gudineson i England. Halle opsøgte straks kongen og sagde, at han havde digtet en drapa om ham, og han bad om ørenlyd. Kongen lod ham få det. Halle satte sig ved kongens knæ og fremførte kvadet. Da kvadet var til ende, spurgte kongen den skjald, der opholdt sig hos ham, hvordan kvadet var. Han sagde, at han anså det for godt. Kongen indbød Halle til at blive hos sig, men Halle sagde, at han allerede var på vej til Norge. Kongen sagde, at Halle så ville gå glip af sin skjaldeløn: »— som vi af kvadet, for vi får intet ry af et kvad, som ingen kan. Sæt dig nu ned på gulvet, så vil jeg lade sølv hælde over dit hoved, og du kan beholde det, der hænger fast i dit hår. Så forekommer det mig, at det ene passer til det andet, når vi ikke kan nå at lære kvadet.« Halle svarede: »Det, der skal belønnes, var ikke stort, og måske bliver lønnen det heller ikke. De må tilstå mig — herre! — at jeg forretter et ærinde først.« »Gå, hvis du skal,« sagde kongen. Halle gik hen til skibsbyggerne og smurte tjære i håret og formede det som et fad. Så gik han tilbage og bad om at blive overhældt med sølv. Kongen sagde, at han var en snu rad. Så blev han overhældt, og det blev meget sølv, han fik.

Derefter gik han derhen, hvor de skibe, der skulle til Norge, lå, men de var alle væk på nær ét, og det var fuldt besat af en mængde folk med meget rejsegods. Halle havde meget løsøre, og han ville gerne væk, for det var ikke andet end vrøvlekvad, han havde kvædet for kongen, og derfor kunne han ikke lære det fra sig. Styrmanden bad ham finde på noget, der kunne få sydlændingene til at forlade skibet, og sagde, at så ville han gerne have ham med. Vinteren nærmede sig. Halle delte logi med dem et stykke tid. En nat klagede Halle sig i søvne, og det varede længe, før de fik ham vækket. De spurgte, hvad han havde drømt. Halle sagde, at det nu var slut med, at han ville bede om at komme med dem derfra. »Jeg så en frygtelig mand komme imod mig, mens han kvad dette:«


Bagved blæretangen
bor jeg nu i døden;
blandt hummere huser
havets gud mig evigt.
Lysings land jeg gæster
langt uden for stranden —
stum — mens algestilke
stryger klamt min nakke
— stryger klamt min nakke.


Da sydlændingene hørte om denne drøm, frasagde de sig skibspladsen, da de mente, det ville blive deres død at drage afsted. Halle meldte sig straks på skibet og sagde, at det bare var et kneb og ikke nogen drøm. De drog ud, så snart de var klar, og da de kom til Norge om efteråret, opsøgte Halle straks kong Harald. Denne tog godt imod Halle og spurgte, om han så havde digtet om andre konger. Halle kvad dette:


En jarle-remse
rev jeg af mig
— den huskes næppe
nede i Danmark —
med fjorten fang
og flere fald,
som starter åbent
og stiger bagvendt.
Den slags digter
kun dåreskjalde.


Kongen smilede — han syntes altid, at Halle var morsom.


10. Om kong Harald og Halle

Kong Harald drog om foråret til Gulating, og en dag spurgte kongen, hvordan det gik Halle med hensyn til kvinder på dette ting. Halle svarede:


Godt er Gulatinget;
ganten har vi nok af.


Kongen drog derfra nordpå til Trondheim, og da de sejlede ud for Stad, skulle Tjodolf og Halle stå for madlavningen, men Halle var meget søsyg og lå under en båd, så Tjodolf varetog tjenesten alene. Da han kom bærende på maden, faldt han over Halles ben, som stak ud fra under båden. Så kvad Tjodolf dette:


Ben fra under båden?
Boller du dér også?


Halle svarede:


Tjodolf! Du er tjener
— tænk du kun på maden.


Kongen sejlede videre, til han kom til købstaden. Dronning Tora var nu hos ham, og hun brød sig ikke om Halle, men kongen syntes godt om ham, for han syntes altid, at Halle var morsom.

Det fortælles, at kongen en dag gik ude på gaden sammen med sit følge. Halle var med. Kongen havde en økse i hånden; den var ganske guldbeslået og havde sølvvæv om skaftet, og for enden af skaftet sad der en ædelsten i en stor sølvholk. Det var en stor kostbarhed. Halle havde hele tiden øjnene på øksen. Det så kongen snart, og han spurgte, om Halle godt kunne lide øksen. Han svarede, at det kunne han. »Har du set en flottere økse?« »Det mener jeg ikke,« svarede Halle. »Vil du lade dig pule af en mand for øksen?« spurgte kongen. »Det vil jeg ikke,« sagde Halle, »— men jeg bærer over med Dem, når De ønsker at sælge den på samme måde, som De købte den.« »Sådan skal det være — Halle!« sagde kongen, »— tag den, og nyd den. Jeg fik den som gave, og sådan afstår jeg den igen.«

Om aftenen, da man sad ved drikken, sagde dronningen til kongen, at det var underligt og ikke helt rigtigt at give Halle sådan en kostbarhed, »— der næppe er for lavbårne, og han får den for sine sjofle ord, mens andre kun får lidt for gode tjenester.« Kongen sagde, at han vel selv bestemte, hvem han forærede sine kostbarheder. »Jeg vil ikke vende Halles tvetydigheder til det værre.« Kongen bad om at få Halle tilkaldt, og det skete. Halle bøjede sig imod ham, og kongen bad ham sige noget tvetydigt til dronning Tora, »— så får vi se, hvordan hun tager det.« Halle bøjede sig da imod Tora og kvad:


Tora! Du fortjener
— tror jeg — mer’ end andre
fuldt at smøge fyrstens
forhud op på pikken.


»Tag ham og dræb ham!« sagde dronningen. »Jeg vil ikke høre hans vanærende snak.« Kongen sagde, at ingen skulle være så dristig, at gøre Halle noget for dette: »— men der kan gøres noget ved det, hvis du mener, at det er mere passende, at en anden ligger hos mig og er dronning. Forstår du da ikke, at du blev rost?«

Tjodolf Skjald var draget til Island, mens Halle var væk fra kongen. Tjodolf havde taget en god hest med fra Island, som han ville forære kongen, og Tjodolf førte hesten ind i kongsgården og viste den frem for kongen. Kongen gik hen for at se på hesten, der var stor og fed. Halle stod ved siden af, da hesten blottede sit lem. Så kvad Halle:


Sæden drev
og smudsigt blev;
det hestelem,
da herren var slem.


»Føj da!« sagde kongen, »— så skal jeg ikke eje den!«

Halle kom med i kongens livvagt og udbad sig orlov for at drage til Island. Kongen bad ham passe på Ejnar Flue. Halle drog til Island og slog sig ned dér. Han satte sine penge til og begyndte at fiske. En gang kom han ud i så hård vind, at han kun med nød og næppe nåede i land. Om aftenen blev der serveret grød for Halle, men efter få mundfulde lænede han sig tilbage og døde.

Harald erfarede, at to af hans livvagter var døde på Island: Bolle den Stolte og Sneglu-Halle. Om Bolle sagde han: »For sværd er svenden vel faldet.« Men om Halle sagde han dette: »Af grød er gutten vel revnet.«

— og hermed slutter jeg fortællingen om Sneglu-Halle.



Tillæg


En dag gik kong Harald en fornøjelsestur sammen med sine livvagter uden for byen i Nidaros; deres vej førte dem langs med åen. Halle fulgtes med kongen, og de talte så vældigt sammen, for kongen var i godt humør.

Kongen forhørte sig meget hos Halle om Island — om hvordan folk gjorde derude. Talen faldt på sæljagt, og på det felt vidste Halle god besked, og han fortalte nøje om det; til sidst tilbød han kongen at lære ham, hvordan jagten foregik, og det tog kongen gladelig imod. Halle bad kongen lægge sig på åbrinken — dér, hvor han pegede — så skulle kongen være sælen og Halle fangstmanden. Halle gik lidt tilbage, tog en kævle i hånden til at slå sælen med og så sneg han sig ind på kongen, indtil han syntes at være nær nok til at ramme; så sprang han frem og gav sælen et gevaldigt slag i hovedet.

Kongen sprang op, og han var meget vred, men han lagde en dæmper på sig selv og sagde: »Nu vil jeg vide, om jeg har forstået det rigtigt; så skal du — Halle! — være sælen.«

Halle sagde, at det var i orden, og lagde sig varsomt på brinken. Kongen svingede en stage, han havde i hænderne, og agtede at give ublid gengæld for slaget i hovedet, men Halle væltede sig med en hurtig bevægelse fra åbrinken i dækning under vandet.

Da Halle atter dukkede op, spurgte kongen aldeles rasende, hvorfor han ikke var blevet liggende stille.

Halle svarede: »Det gør en sæl ikke — herre! — hvis den vil undgå at blive dræbt.«


— o —