Fortællingen om Svade og Arnor Kællingenæse

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif Dansk.gif


Islændingesagaer


Fortællingen om Svade og Arnor Kællingenæse

Svaða þáttr og Arnórs Kerlingarnefs


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2014



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Þórleifr Jónsson: Fjörutíu Íslendinga þættir, Reykjavík, 1904


Den almægtige Guds nåde er på alle måder stor og mangfoldig, og hans afgørelser er ophøjede, da han ikke lader nogen god gerning gå til spilde, men snarere med elskelig mildhed får dem, der ikke kendte ham før, til at tilegne sig, opfatte og forstå, dyrke og elske sin frelser, således som vor herre Jesus Kristus — den levende Guds søn — har åbenbaret i mange tilfælde, men vi skal dog kun anføre få — sådanne som forvarsler barmhjertighedens tilkomst og kristendommens fuldstændige indførelse på Island; Gud åbenbarer også selv i de beretninger, der nu følger, at han støtter og styrker enhver god gerning til gavn for dem, der gør den, mens han hindrer og tilintetgør slette menneskers ondskab og grusomhed, så de ofte selv falder i den fælde, de havde tiltænkt andre.


Svadested og Miklebø
Nogen tid efter biskop Fridrek og Torvald Kodransons bortrejse opstod der en så stor misvækst på Island, at mange folk døde af sult. Dengang boede en meget velhavende, men grusom mand ved navn Svade i Skagafjord på det sted, som siden er blevet kaldt Svadested. En morgen sammenkaldte han en mængde fattigfolk. Han bad dem grave et stort og dybt hul tæt på en befærdet vej, og disse fattige blev glade ved udsigten til at kunne bruge lønnen for deres arbejde til at stille deres svære sult. Om aftenen, da de havde tilendebragt gravearbejdet, førte Svade dem alle til et lille hus. Han lukkede derefter huset til og sagde til folkene, som var derinde: »Glæd jer og fryd jer, for snart skal jeres elendighed være ovre! I skal opholde jer her i nat, men i morgen bliver I dræbt og begravet her i dette store hul, som I selv har gravet.« Da de hørte denne grusomme dom — at man agtede at dræbe dem for deres slid — gav de sig til at skrige i pinefuld sorg hele natten igennem.

Det faldt sig således, at Torvard den Kristne — Kloge-Bødvars søn — den samme nat drog gennem herredet i et ærinde, og tidligt om morgenen kom han forbi det selv samme hus, som disse fattigfolk opholdt sig i. Og da han hørte deres grådkvalte skrigen, spurgte han, hvad der plagede dem. Da de fortalte ham årsagen, sagde han til dem: »Lad os indgå en aftale, såfremt I vil det samme som jeg. Hvis I vil tro på den sande gud — den som jeg tror på — og gøre, som jeg forlanger, så vil jeg befri jer fra dette, og I kan derefter komme til mig i Ås, så skal jeg brødføde jer alle.« De sagde, at det ville de gerne. Torvard skød da slåen fra døren, og i glæde skyndte de sig straks ned til hans gård i Ås. Da Svade blev klar over dette, blev han voldsomt vred, og i en fart væbnede han sig selv og sine folk, hvorefter de i den største hast red efter de flygtende; han agtede at fange og dræbe dem, og desuden var han opsat på grusomt at hævne den ydmygelse, som han mente at være blevet udsat for af vedkommende, der havde befriet dem. Men hans nederdrægtighed og ondskab faldt tilbage på ham selv, for netop som han red i fuld fart forbi det gravede hul, faldt han af hesten og døde i det øjeblik, han ramte jorden. Og i den samme grav, som han havde foranstaltet til sagesløse mennesker, blev denne skyldige hedning selv begravet af de folk, han havde i sin flok, og efter gammel skik blev hans hund og hest begravet sammen med ham. Torvard i Ås lod den præst, han havde hos sig, døbe de fattigfolk, han havde frelst fra døden, og bibringe dem den hellige tro, og han tog sig af dem alle dér hos sig, så længe misvæksten varede.

De fleste folk mener, at Torvard Kloge-Bødvarson var blevet døbt af biskop Fridrek, men Gunløg Munk nævner, at nogle mener, at han var blevet døbt i England, og derfra har medbragt træ til den kirke, han lod bygge på sin gård. Torvard Kloge-Bødvardsons mor hed Arnfrid — en datter af Snylte-Bjørn Roarson. Snylte-Bjørns mor hed Groa, som var datter af Herfinn, søn af Torgils, søn af Gorm, der var en navnkundig svensk herse. Torgils Gormsons mor var Tora, der var datter af kong Erik i Uppsala. Herfinn Torgilssons mor var Elin, der var datter af kong Burislav i Gardar østpå. Elins mor var Ingegerd, der var en søster til Dagstyg Rise-konge.


På den samme tid som det, der lige blev berettet, blev det på et møde mellem herredsmænd besluttet, at man på grund af hungersnøden og den store misvækst skulle have lov til at opgive gamle folk ved ikke at forsyne dem med levnedsmidler. Og tilsvarende skulle man ikke huse folk, der var lamme eller på anden måde ved dårligt helbred. Det blev da hylende stormvejr med bidende frost. Arnor Kællingenæse, der boede på Miklebø ved Oslandslien, var dengang den største høvding i området. Men da Arnor vendte hjem efter dette møde, blev han mødt af sin mor — Turid, en datter af Ræv fra Barde — som bebrejdede ham heftigt, at han havde givet sit samtykke til så grusom en afgørelse. Hun fortalte ham med mange kloge og sande ord, hvor uhyrligt og hensynsløst det var, at nogen skulle overlade sin far eller mor eller andre nære slægtninge til så grusom en død. »Nu skal du vide,« siger hun, »— at selv om du ikke gør sådan noget selv, så er du som høvding og foregangsmand for andre på ingen måde skyldfri og uden del i dette forbryderiske manddrab, hvis du tillader dine underordnede at jage forældre eller nære slægtninge ud i uvejret. Det gælder tillige, selv om du ikke tillader det, hvis du ikke med alle kræfter modarbejder sådanne ugerninger.« Arnor begreb sin mors retsindighed og tog hendes bebrejdelser til sig. Han tænkte nu meget over, hvad han skulle gøre, og han traf den beslutning, at han sendte sine folk til de nærmeste gårde for at samle alle de gamle folk og dem, der var jaget ud, og føre dem hjem til sig, for at forsørge dem med den største barmhjertighed.

Dagen efter sammenkaldte han en mængde bønder, og da Arnor kom til mødet, sagde han således til dem: »I véd, at vi for kort tid siden holdt fællesmøde, men siden har jeg tænkt over vores fælles trængsler og sammenholdt dem med den umenneskelige beslutning, vi alle blev enige om, da vi tillod aflivning af gamle folk og alle dem, der ikke er i stand til at tage vare på sig selv, ved at nægte dem livsnødvendig hjælp, men retledt af den sande dømmekraft fortryder jeg meget dette ondskabsfulde og uhørte tiltag. Nu, da jeg har tænkt over det, har jeg fundet den udvej, som vi alle bør følge, og det er at udvise medmenneskelighed og medlidenhed, således at folk, som særligt har midler til det, hver især hjælper sine slægtninge — navnlig sine forældre — og derefter kan de bedrestillede også værne sine andre, nære slægtninge imod sult og livsfare. Vi skulle stille alle vores midler og husdyr til rådighed for at bistå folk til livets ophold, og hellere end at lade dem gå til af sult skulle vi hjælpe vores slægtninge ved at slå vores rideheste ned, således at ingen bonde herefter skal have mere end to heste på sin gård. Tilsvarende må vi gøre op med den store uskik, der er opstået her, når folk holder så store flokke af hunde, at mange mennesker kunne leve af den mad, hundene får. Nu skal hundene aflives, så kun få eller slet ingen er tilbage, og så skal den mad, man før plejede at give hundene, anvendes til opretholdelse af menneskers liv. Vi kan — kort sagt — på ingen måde tillade, at nogen blandt jer opgiver sin far eller mor, når vedkommende på den ene eller anden vis kan yde dem hjælp. Den, som ikke evner at give sine forældre eller nære slægtninge til livets ophold, kan følge dem til mig på Miklebø, og så skal jeg tage mig af dem. Men den, som kan, men ikke vil hjælpe sine nærmeste slægtninge, skal jeg straffe med den grusomste medfart. Lad os nu — mine kæreste venner og fæller snarere end underordnede! — på alle måder fremme medmenneskelighed og medlidenhed over for vores nære slægtninge, og lad os ikke give vores uvenner mulighed for at klandre os for, at vi i umådelig uforstand har handlet usømmeligt imod vores nærmeste. Nu, hvis der findes en sand Gud, som har skabt solen til at oplyse og varme verden, og hvis han — som vi har hørt fortalt — glædes ved mildhed og retsindighed, da vil han vise os sin nåde, så det i sandhed kan bevises, at han er menneskets skaber, og at han er i stand til at lede og regere hele verden, og af den grund skulle vi tro på ham og ikke dyrke nogen anden gud end ham alene — sand og salig i sit vælde.« Alle, som var til stede dér, samtykkede nu i det, han havde anført og sagt, og dermed sluttede de mødet.

Kulden og frosten var da yderst streng, og således havde det været længe, og nordenvinden var bidende; sne og islag dækkede jordoverfladen fuldstændig, så ikke en plet var bar. Men næste nat efter dette møde skiftede vejrliget ved guddommelig mellemkomst så hurtigt, at den strenge frost morgenen efter var forsvundet og blevet afløst af en lun søndenvind og godt tøvejr. Fra da af blev vejret mildere, og sneen smeltede i solens varme. Jorden kom fra dag til dag mere til syne, så alle husdyrene snart fik tilstrækkeligt græs på grunden til at opretholde livet. Alle glædede sig da med stor begejstring over, at de havde fulgt dette barmhjertige råd, som Arnor havde forelagt dem, og de modtog straks i overflod af den guddommelige velgernings gaver, og af den grund undergav alle Arnor Kællingenæses tingmænd — mænd som kvinder — sig straks og med glæde den sande tros hellige skikke, som kort tid efter blev dem påbudt, for få år senere blev kristendommen lovfæstet på hele Island.

Arnor Kællingenæse var søn af Bjørn Tordson fra Høfde. Bjørns mor hed Torgerd og var datter af Tore Træg og Fridgerd, som var datter af Kjarval Irerkonge. Høfde-Tord var søn af Bjørn Byrdesmør, der var søn af Roald Ryg, som var søn af Aslak[1], der var søn af Bjørn Jernside, der var Ragnar Lodbrogs søn.




Note:

  1. Dette slægtsled er tilsyneladende faldet ud i forlægget.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.