Fortællingen om Torhall Knap
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
||||
|
|
Fortællingen om Torhall Knap
Þórhalls þáttr knapps
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2013
1.
Der var en mand, der hed Torhall Knap. Han boede på Knapsstad i Fljot. Torhall kom fra en anset slægt. Hans forældre havde boet dér før ham. Torhall var en mand med gode skikke, men dog hedning, som de fleste folk på stedet var dengang. Han var hårdt ramt og tynget af spedalskhed. Torhall ofrede til udskårne gudefigurer efter slægtens skik. Der lå et mægtigt hov ikke langt fra hans gård. Dér holdt alle beboerne i Fljot ofringsfest én gang hvert år.
En nat, da Torhall sov i sin seng, drømte han, at han syntes at opholde sig udenfor. Han så en selvlysende mand iført kongelige pragtklæder komme ridende imod gården på en hvid hest, og manden havde et guldindlagt spyd i hånden. Da Torhall så denne mand nærme sig gården, blev han rædselsslagen og ville gå ind i huset, men rytteren var hurtigere, og han sprang af hesteryggen og stillede sig foran døren, idet han sagde: »Du skal ikke være bange, for du skal hverken lide overlast af mig eller min tilstedekomst, men du skal snarere opnå helse og glæde ved min opdukken, hvis du vil rette dig efter mine råd. Plages du ikke af din sygdom? Det behøver jeg slet ikke at spørge om, for jeg véd, at den plager dig nu. Følg mig nu, så skal jeg vise dig den sikre vej til helbredelse!«
Den ankomne førte ham til et sted uden for det hjemmemarksgærde, der var lavet omkring gården, og sagde til ham: »På dette sted skal du — efter den plan, som jeg vil vise dig — lade opføre et hus til ære for den eneste sande gud. Og denne gud vil du blive gjort bekendt med på dette års Alting — for visselig skal du ride til tings til sommer. Hvis du nu med rent hjerte dyrker den gud, som dér bliver forkyndt for dig, så skal du blive helbredt, og med raskt legeme kan du glæde dig over fred og lykke på færden i denne tilværelse, mens du i den kommende verden skal nyde evigvarende ære og salighed.«
Derefter afmærkede han med dupskoen på sit spyd for Torhall, hvor husets fundament skulle bygges, hvorpå han sagde til ham: »Efter denne plan skal du bygge huset, og du skal bruge det tømmer, der allerede findes i dit hov — det, som ligger her kort fra din gård, og som dine naboer hvert år plejer at søge til for dér at holde offergilde. Det hov skal du lade nedbryde allerede i dag, når du står op, og de falske guder, som I hidtil har hædret, skal du aldrig herefter dyrke. Hvis du nu tror på mine ord og uden at tvivle retter dig efter de ting, som jeg har påbudt, så vil du hurtigt få det bedre og blive styrket dag for dag.«
Derpå forsvandt manden fra hans drøm, men da Torhall vågnede, trode han på synet. Han beordrede — så snart det blev dag — alle sine arbejdsfolk til skyndsomt at gå hen og bryde hovet ned og føre alt tømmeret hjem. Selv om de knurrede noget over det og talte indbyrdes om, at noget sådant var utilrådeligt, så turde de dog alligevel ikke at modsige hans befaling og gjorde fuldkommen, som han havde sagt. Torhall begyndte derefter at bygge huset med nøjagtig den højde og størrelse, som han var blevet forevist i sin søvn.
Selv om kyndige mænd ikke har fuld vished for, hvordan Torhall havde fået kundskab om dette, forekommer det folk rimeligt, at Gud selv havde vist sig for ham i kong Olav Tryggvasons genkendelige skikkelse, på den måde som sendebude i Guds storslående ærinde snart skulle forkynde hjælp og frelse for ham og mange andre. For folk sandsynliggør ved dette og andet den åbenbaring, at der for Torhall viste sig en mand i kongelige pragtklæder, og kort tid derefter hørte han jo om det kongelige ærinde, hvor selve kong Olavs sendebude tydeligt forkyndte den forstandige og sande tro for hele almuen.
2. Da Torhall antog kristendommen
På samme tid boede kort derfra på den næste gård en kone, der hed Torhild. Hun var en vældig kone og meget tryllekyndig. På den samme nat som det omtalte syn viste sig for Torhall, vækkede Torhild sine folk, så snart det lysnede, og sagde: »I skulle hurtigst muligt fare ud og drive alle vores kreaturer hjem — både kvæg og får og heste — og derefter samle dem i staldene eller indhegningerne, for det, der er ude her i dag, vil ikke overleve, idet Torhall — min nabo på Knapsstad — har mistet forstanden og er blevet så gal, at han sender sine folk hen for at nedbryde det pragtfulde hov, som står dér. Nu kommer de prægtige guder, som længe er blevet dyrket dér, til nødtvunget at flygte gramme i hu, og de vil agte at søge skjul og tilholdssteder nordpå helt til Siglunæs. Nu ønsker jeg ikke, at mine husdyr skal komme i vejen for dem, for de er så vrede og bittersindede, at de ikke vil skåne noget, der kommer i vejen for dem.« Der blev da gjort, som hun sagde, og alle hendes kreaturer blev drevet hjem og lukket inde. Kun én kløvhest var blevet stående på græsgangen, og den fandt man siden død.
For Torhall på Knapsstad gik alt imidlertid efter det, der var blevet ham åbenbaret. Hans sygdom bedredes dag efter dag, og han fik flere kræfter. Torhall red til tings om sommeren og mødte dér de mænd, der frembar det kristne budskab, som der snart skal berettes om. Dér antog Torhall den rette tro, men først da han blev døbt, blev han fuldkommen rask. Derefter drog han glad til sin gård, hvor han i alle sine levedage dyrkede og tjente den almægtige Gud i den kirke, han havde viet til ham, og som var den første i Fjlot, der blev bygget i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn — de som evigt skal æres og hædres; én Gud i treenighed. Amen!
