Fortællingen om biskop Isleif
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
 |
|||
|
|
|||||
|
||||||
|
Fortællingen om biskop Isleif [1]
Ísleifs þáttr biskups
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2024
Om Isleif og kong Olav
Isleif, der var søn af Gissur Hvide, var en flot og prægtig mand; han var ikke stor af vækst, men meget vellidt. Han blev som ung sendt i skole i Saxland. Det fortælles, at da han rejste sydfra og kom til Norge, opholdt Brand den Gavmilde sig hos kong Olav Haraldson. Kongen satte stor pris på ham. Og en højtidsdag sagde kongen: »Brand! Du skal have denne kappe af mig!« Det var en skarlagenskappe, som var foret med gråskind[2]. Brand og Isleif traf hinanden i byen, og det var et glædeligt gensyn. Isleif var dengang præst og ubemidlet, da han kom fra landene sydpå. Da sagde Brand: »Du skal have denne kappe, som kongen har givet mig!« Han svarer: »Du er ikke blevet mindre rundhåndet, og jeg tager gerne imod den.«
Men en højtidsdag, da Brand sad ved kongens bord, så kongen på ham og sagde: »Brand! Hvorfor bruger du ikke den kappe, som jeg gav dig?« Han svarer: »Herre! Den har jeg givet til en præst.« Kongen sagde: »Den præst ville jeg gerne møde, så jeg kan vurdere, om det var rimeligt, at du skilte dig så hurtigt af med kongegaven.« Folk mente også, at Brand havde båret sig underligt ad med en sådan mands gave. Og da de mødtes ved kirken, sagde Brand til kongen: »Herre! Her står han nu — præsten — ved kirken, og han har kappen på.« Kongen så på ham og sagde: »Nu gør vi det om — Brand! — for nu vil jeg selv give ham kappen. Men kald præsten hen til mig!« Brand sagde, at det ville han gøre. Isleif trådte siden frem for kongen og hilste ham. Kongen tog godt imod hans hilsen og sagde: »Præst! Den kappe, som Brand gav dig, den vil jeg selv give dig, og så vil jeg betale Brand, hvad den er værd, for jeg synes så godt om dig, at jeg vil give mig under dine bønner.« Han svarer: »Herre! Jeg syntes før, at Brands gave var meget god, men det er dog langt mere ærefuldt at tage imod kappen fra dig.«
Isleif bliver gift med Dalla
Han drog siden til Island, og hans frænder fandt det tilrådeligt at hjælpe ham med at blive gift. Han var en mand uden mange midler, men han havde en god bolig og godord i Skålholt. Siden red han nordpå til Asgeirså i Vididal. Dér boede en mand, der hed Torvald; han havde en datter, der hed Dalla. De ankom tidligt på dagen, og bonden hilste dem og tilbød dem ophold dér. Isleif sagde, at de først måtte tale sammen, »— for det forholder sig sådan, at jeg kommer her på frierfærd, og jeg vil bede om din datter.« Han sagde: »Man hører kun gode ting om dig, og i denne sag vil jeg svare sådan, at du må flytte herop nordpå, såfremt du ønsker dette giftermål.« Han svarer: »Jeg synes ikke, at jeg vil opgive min bolig og mit styre og mine folk. Så må vi hellere skilles.« De vendte derpå hestene og red bort. Dalla var ved at stakke hø, og hun var en meget smuk kvinde, og Torvald gik hen til hende. Hun sagde: »Hvem var de fremmede folk, der kom til os?« Han fortalte hende det. Hun sagde: »Hvad ville de?« Han sagde, at de var kommet for at fri til hende. Hun sagde: »Hvad svarede du?« Han fortalte hende det. Hun sagde: »Hvis jeg måtte bestemme, skulle dette ikke være til hinder for giftermålet.« Han svarer: »Er du da så ivrig efter dette?« Hun svarer: »Dette vil ske, for jeg er så ærgerrig, at jeg vil have den bedste mand og med ham få den gæveste søn, der vil blive født på Island. Det forekommer mig ikke utilrådeligt at sende bud efter dem.« Han sagde: »Dine råd har ikke hidtil været dårlige.« Man red siden efter dem. Nu siger Torvald, at han mener, at det ikke vil være en hindring for giftermålet, selv om Isleif ikke flytter nordpå. Isleif sagde, at han var godt tilfreds med sagens udfald.
Hun blev siden gift med ham, og de bosatte sig på Skålholt og fik sønnerne Gissur og Teit og Torvald. De var alle gæve mænd, men en af dem overgik de andre: Gissur var en stor og stærk mand.[3]
Om biskop Isleif
Folk i landet bestemte siden, at de ville have en biskop over sig, og Isleif blev valgt til dette, og han rejste udenlands[4] og kom ud til Island og opholdt sig på Skålholt, og Dalla bestyrede halvdelen af ejendommen. Dengang var det vanskeligt at få folk til at bidrage med midler, og tiende fandtes ikke dengang, men så blev der fastsat afgifter dertil over hele landet.
Isleif var den mest agtværdige mand i sin adfærd. Jon Øgmundson, som siden blev biskop i Holar[5], blev opfostret hos ham, og han gav altid Isleif disse lovord, når folk talte om mænd, som var flotte eller dygtige eller på anden vis gode: »Sådan var min fosterfar Isleif; han var den flotteste mand, den dygtigste mand og den bedste af alle mænd.« Så sagde de: »Hvorfor nævner du ham?« Han svarer: »Jeg kommer til at tænke på ham, når jeg hører mænd blive omtalt som gode, for jeg har erfaret, at det var han i alle henseender.«
Noter:
- ↑ Fortællingen om biskop Isleif findes overleveret i håndskriftet Flateyjarbók. Overskrifterne undervejs i teksten skyldes alene oversætteren.
- ↑ ɔ: egernskind
- ↑ Gissur Isleifson efterfulgte sin far som Skålholt-biskop og beklædte embedet 1082-1118.
- ↑ For at blive bispeviet af ærkebiskop Adalbert af Hamborg-Bremen. Isleif (f. 1006) fungerede som den første islandske biskop 1056-1080.
- ↑ Jon Øgmundson var i 1106-21 den første biskop i Holar bispedømme.
