Fortællingen om bjergboen
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
||||
|
Fortællingen om bjergboen
Bergbúa þáttr
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2013
Fra Edderfuglefjord udgår en fjord, der hedder Dybfjorden. En mand, der hed Tord, boede ved denne fjord vesten for Hallsteinsnæs, der er opkaldt efter den Hallstein, som havde de trælle, der blev kaldt Hallsteinstrællene. Tord var dengang i sin bedste alder og manglede ikke noget. Det skete en vinter, at han ville tage til gudstjenste i forbindelse med en højtid. Han opbød en af sine huskarle til at tage med sig. Der var så lang vej til gudstjenesten, at det var mange dagsrejser, og de tog tidligt af sted.
De drog af sted til dagen gik på hæld. Så begyndte det at fyge kraftigt med sne. Tord sagde, at de var faret vild, og at han ikke ville gå i mørke, men at de kun havde tilbagelagt et kort stykke af vejen: »Jeg synes, det er for farligt, at vi skal gå oven for stejle fjeldsider i nattemørke.« De søgte efter ly og gik under et klippefremspring, hvor der ikke var sne under. De fandt dér indgangen til en klippehule, som Tord ikke kendte noget til. Dér i huleåbningen ridsede Tord et korstegn med spidsen af en stålpigstav, som han havde i hånden. Derefter gik de derind, men satte sig på to sten ved huleåbningen, for de ikke ville længere ind.
I den første tredjedel af natten havde de hørt, at noget fór indefter i hulen og så nærmere ud imod dem. Tords huskarl blev skræmt og løb ud, men Tord bad ham sidde roligt, »— og du skal bede for dig, for det er faren ved forvildelse, hvis folk løber ud om natten, at da forekommer ting anderledes, end de er.« Så slog de kors for sig og bad Gud være dem nådig, for de syntes at det larmede umådeligt inde i hulen, men de kunne ikke rigtig se i mørket. Da så de noget, som de nærmest mente var to fuldmåner eller to runde skjolde, og dér imellem en stor ...[1] Ikke desto mindre indså de, at det var to øjne og en mund, der var bredere end det, deres medbragte lygter kunne lyse op. I det samme hørte de en højlydt og skrækindjagende kvæden med en kraftig røst. Kvadet[2] tog til, og der blev kvædet en flokk på tolv vers, og hver gang blev slutstrofen gentaget:
|
|
|
Denne hændelse forekom tre gange, og dette blev kvædet i hver tredjedel af natten, og de så hele tiden månerne, mens der blev kvædet, men ellers ikke. Da kvadet var tilendebragt den tredje gang, forsvandt det hele længere ind i hulen, og da de tilmed så dagslyset, skyndte de sig ud af hulen. Før de gik væk, satte Tord sin fod på korsmærket, som han havde lavet i huleåbningen. Derpå tog de af sted og kom til kirken, men da var gudstjenensten forbi. Derefter tog de hjemad og kom dertil, hvor de mente at have været om natten, men de genfandt ikke hulen, og det forekom dem underligt. Så gik de hjem. Tord kunne huske hele kvadet, men huskarlen huskede ikke et ord.
Året efter dette flyttede Tord sin gård nærmere kirken, og nøjagtig ét år efter denne hændelse døde huskarlen — Tords følgesvend, men selv levede han længe derefter, og der hændte ham ikke noget bemærkelsesværdigt igen, men den slags hører man jo også sjældent om.
Noter:
