Fortale (FM's Edda bd.1)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Dansk.gif


Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange


Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821


Fortale


"Kjend dig selv" var en af de græske Vismænds skjönneste og vigtigste Læreregler. For at kjende sig selv ret, maa man, saavidt det kan skee, have rigtige Begreber om sin egen Oprindelse, sine Forfædres Art og Væsen, Tro og Tænkemaade. Er man först bleven bekjendt med sit Fædrelands Oldtid, og dets senere Fortid, saa kan man bedömme hvorvidt Nutiden er os fremmed eller ikke, hvad vi selv kunne betragte som vort Eget, som laant eller paatvunget os af andre. Vi lære saaledes at kjende den ægte nationale Aand, hvorpaa vor Tilværelee i det hele grunder sig — og indsee da, at de tre Hovedfolk, som i Almindelighed kaldes de nordiske (Danske, Svenske og Nordmænd) ere oprindelig Brödre, have forhen talt et Tungemaal og været af en Tro. Det sidste er endnu Tilfældet, skjönt paa en anden Maade, og Hovedfolkenes Sprog ere, skjönt noget forandrede, dog endnu i Grunden de samme. Engang maa vi Nordboer, naar denne Vished er bleven os indlysende, lære at glemme alt indbyrdes Nationalhad, som kun forstyrrer og nedværdiger os selv vexelvis, men tverimod stræbe efter en saa inderlig Forening, som Hovedrigernes forskjellige Statsstyrelse Tillader.

Vi leve i en Tid da Nordens Videnskabsmænd ogsaa værdige vore egne Oldsagn og Oldtids-Vidskab deres Opmærksomhed, istedet for blot at hige efter det Fremmede. Mange blandt de Vældige og Formuende, saavelsom og de Oplyste blandt Folket af alle Stænder, hylde den samme Aand, og den fortjener vistnok ikke at lastes. I det mindste synes det, som angaaer vort eget Fædreland, mest at vedkomme os selv. Hertil höre Sprog, Folketro og Mindesmærker, som vidne om vore Stamfædres Aand, Meninger og Bedrifter. Sproget kaldtes fordum den danske Tunge[1] samt var da tilfælles for de tre nordiske Riger og flere Lande; siden adskiltes det, som Bogsprog, efterhaanden til 3 Hovedgrene, Dansk,[2] Svensk og Islandsk. I Ilsland, hvor Sproget beholdt mest af det gamle, bevaredes en stor Deel af vort Folkefærds ældste Sagn og Digtninger, og optegnedes der skriftlig. De tilhöre saaledes det ældre danske Sprog, og tillige især, for saavidt Island tilhörer Danmark, den danske Literatur.

Vort ældste literære Mindesmærke er, som bekjendt, den saakaldte ældre Edda, forsaavidt den indeholder vort Folkefærds ældste nationale Digtninger og Sagn. Dette Hovedværk blev först udgivet og oversat i en værdig Skikkelse ved Danske Lærdes Omhu, tildeels med Regjeringens og ædeltænkende Privatmænds Bistand. Men denne Udgaves Störrelse og Kostbarhed, samt den latinske Oversættelse og Forklaring gjorde den kun tilgjengelig for enkelte Lærde. Derfor have vore Naboer, Tydske og Svenske, været betænkte paa at foranstalte forskjellige Haandudgaver deraf, med Oversættelser i disse nyere Sprog. Vi Danske burde ikke heller staae tilbage i denne Post, og Overbevisningen derom foranledigede mig, i Forening med den Gyldendalske Boghandling, til at indbyde den oldnordiske Literaturs Velyndere og Venner til at understötte ved Subskription, det Foretagende, at udgive en ny Dansk Oversættelse af den ældre Edda, med tilhörende Forklaringer. Tidens Besværlighed uagtet udeblev denne Understöttelse ikke og Værket fremtræder da saaledes for sine ædle og hæderværdige Befordreres Öjne.

Det maatte tillades mig at fremsætte fölgende Bemærkninger over Bogens Oprindelse og Hoved-Indhold.

De ere saa nöje forbundne med de nordiske Folks egen Oprindelse, at denne her ikke kan forbigaaes med Taushed.

I den romerske Stats höjeste Velmagts-Dage, bestode Tydsklands og de nordiske Rigers fleste Indvaanere af to Hovedfolk, - som man kan nævne Germaner og Gother. Tacitus indbefattede dem alle under Navnet Germaner, og vistnok have vel baade de og Gotherne engang havt et fælles Udspring i Asien. Man maa formode at Germanerne ere udvandrede för, men Gotherne senere, fra hint fælles Stammeland. En saadan Undersögelse vilde her blive os altfor vidtløftig. Jeg vil kun bemærke, at de nordiske Gothers eller de förstnævnte trende Rigers gamle Indbyggeres Slægtslab med visse Asiatiske Folkeslag, bekræftes især af trende Hovedgrunde, nemlig:

1. SPROGENES OVERENSSTEMMELSE. Denne have mange Lærde, især i vore Dage, udviklet og bevist. Det gamle tydske Sprog synes mest at nærme sig til det persiske (især förend dette blandede sig saameget med Arabisk) det nordiske derimod end mere til Sanscrit, dette nu uddöde Modersprog til de nyere indiske.[3] En Gren af disse er det tamuliske; om dets Slægtskab med det danske, har Hr. Pastor Fuglsang, under sit Ophold i Indien, skrevet en meget mærkelig , men endnu ej i Trykken udgivet Afhandling. Min Lejlighed har ingenlunde tilladt mig at studere hine os saa mærkværdige asiatiske Sprog til Grunden; kun har Hr. Prof. Rasmussen, blot af ædel Iver for sin Videnskabs Udbredelse, undervist mig i Begyndelsesgrundene til det persiske Sprog, og derved især gjort mig opmærksom paa dets Lighed med det nordiske. Med hans Hjelp anstillede jeg og en Sammenligning (mestendeels indfört i Glossariet til Original-Udgaven af den ældre Eddas 2den Part) mellem en stor Deel persiske og oldnordiske Ord, samt tillige med andre af de indiske og kaukasiske Sprog, bed Brug af de bedste Hjelpemidler som jeg kunde overkomme, dog med Henvisning til vedkommende Forfatteres Authoritet. Disse Foretagender have overbevist mig om vort gamle Sprogs Oprindelse i Asien, samt dets Slægtslab med de indisk-persiske o.fl. — men denne hele Sag vil först kunne sættes i rigtigt og fuldkomment Lys af vor udmærkede Sproggrandsker, Prof Rask, naar han lykkelig fuldförer sin vidtlöftige Reise over Sverrig, det russiske Rige, de kaukasisle Lande og Persien til Indien, samt derfra tilbage.[4]

2. HISTORIEN. I Henseende til vor Menneskestammes Oprindelse fra den kaukasiske Bjergstrækning kan jeg henvise til mit eget lille Skrift: Udsigt over den kaukasiske Menneskestammes ældste Hjemsted og Udvandringer. Kbhavn. 1818.[5] Nogle af de her fremsatte Ideer ere, skjönt tildeels paa en anden Maade, nöjere udviklede i et större nylig udkommet Skrift af Prof Ritter (i Frankfurt am Mayn) under Titel: Die Vorhalle Europäischer Völker-Geschichten vor Herodotus, um den Kaukasus und an den Gestaden des Pontus. Berlin 1820. Angaaende Asafolkets Indvandring til vort Norden fra Egnene ved Don og i det vestlige Kaukasus (en ellers af vore ældre Historieskrivere[6] med Ret antagen Mening) havde jeg för fremsat mine Tanker i Maanedsskriftet Athene 1816. 1ste Bind S. 102-115. Adskilligt hertilhörende findes og i mine Bidrag til nordisk Archæologie. Kbhavn. 1820. S. 10-23. samt 189-203.

3. RELIGION OG MYTHOLOGIE. Denne Gren af den omhandlede Overensstemmelse har jeg sögt at gotgjöre i et Prisskrift under Titel: Eddalæren og dens Oprindelse eller nöjagtig Fremstilling af de gamle Skandinavers Digtninger og Meninger om Verdens, Gudernes, Aandernes og Menneskenes Tilblivelse, Natur og Skjæbne, i en udförlig Sammenligning, saavel med Naturens store Bog, som med Grækers, Persers, Inders og flere gamle Folks mythiske systemer og Troesmeninger, med indblandede historiske Undersögelser over den gamle Verdens mærkværdigste Nationers Herkomst og ældste Forbindelser m. m. Som Besvarelse af en Pris-Opgave udsat ved Hs. Exe. Geheime-Conferenzraad Johan Bülow til Sanderumgaard, Ridder, af Elephanten m. m. gjennem det Kongl. Danske Videnskabers Selskab[7] Dette Skrift er siden bleven fortsat af mig, efter höjbemeldte Selskabs liberale Opmuntring, og skal, saasnart mueligt, udkomme i Trykken. Det tal i visse Maader udgjöre et Sidestykke til nærværende Værk og adskillige vidtlöftige Undersögelser ere afbrudte her, for at kunne fremstilles der i sin fulde Sammenhæng.

Hertil kunde lægges Ligheden af de oldnordiske og asiatiske Statsindretninger, Seder, endnu vedvarende Almuetroe m. m. som det her ikke er Sted til at udvikle.

Den ældre Edda indeholder mange og vigtige Bevissteder for hin Overensstemmelse og Slægtskab, mellem nogle af den gamle Verdens nu ved Tid og Rum fra hinanden langt bortfjærnede Folkeslag. Adskillige her tilhörende Oplysninger ville forelöbig meddeles i mine forklaringer over disse ældgamle Digte. De vise os Levninger af en Religion, hvis mest dyrkede Gud her i Norden var Odin eller Vodin,[8] de tydske Folks Woda, Wodan, Wuoden, Ote, Godan, Frisernes Weda, de slaviske Venders Voda, Vodha, Letternes Vut, de Finske Karelers Yoden, Arabernes Vudd, Vodd, Yodda, Oboda, Persernes Bud eller Bud-asp, Indernes Bodha, Boda, Budha, Buddam, Poden, Adin (fordum efter Grækerne Budyas), Birmanernes Godama, Cochinchinesernes But, Tibetanernes Vod, Wod, Japanesernes Buds, Budsdo, Chinesernes Fo o.s.v. Flere Levninger af Navnet i Grækernes Myther og Stedsnavne have Kanne og Ritter sögt at vise. At hin Religion, i forskjellige Skikkelser[9] har udbredt sig fra Asiens sydligste til Europas nordvestligste Grændser, er ikke underligere end den historiske Kjendsgjerning, at Schamanerne (en Udartning af Bodaisterne) allerede havde i det 10de Aarhundrede udbredt sig fra China til Finmarken, og sandsynligvis endog videre til Grönland og Nord-America o.s.v.

For ej at indlade os her altfor vidt i disse ellers interessante Undersögelser, maa vi skride til fornöden Anmeldelse af selve Værkets Beskaffenhed, Indhold og Oprindelse.

Der gives i den gamle islandske Literatur to Værker, som tilsammen indeholde den vigtigste Undervisning i oldnordisk Mythologie og Poesie, og som begge ere bekjendte under Navnet Edda, nemlig 1) den (nærværende) ældre eller saakaldte Sæmunds Edda som heelt igjennem bestaaer af Digte eller Brudstykker af slige, eller og af indskudte Folkesagn, uddragne af gamle, allerede i Middelalderen ellers forglemte Hedenoldssange — og 2) den yngre eller saakaldte Snorros Edda, som egentlig er skrevet i lös Stil, men indeholder dog adskillige mythiske og andre Digte, mest i Brudstykker eller enkelte citerede Stropher.

Begge disse Skrifter, som bære samme Navn og maaske oprindelig have hört til en Samling, maa vi betragte noget nærmere.

I. DEN ÆLDRE EDDA blev ikke, i de kristne Tider, atter bekjendt uden for Island, förend midt i det 17de Aarhundrede, efter at den lærde Biskop Brynjulf Svendsen var kommen i Besiddelse af en gammel Pergaments Codex, der indeholder de fleste og vigtigste Digte, som pleje at regnes til denne Edda. Samme uskatterlige Bog blev af ham sendt til Kjöbenhavn, formodentlig som en værdig Gave til Kong Frederik den Tredie, denne ophöjede Beskytter og Ynder af den oldnordiske Litteratur.[10] Den forvares endnu i det store Kongelige Bibliothek, og er den fuldstændigste gamle Membran som haves. Ogsaa findes i den Arnæmagnæanske Haandskriftsamling 6 Pergamentsblade i Qvart, som indeholde Brudstykker af en ellers tabt fortreffelig Codex; heri haves et heelt Digt (nemlig Vegtamsqvida) som ikke findes i den förstmeldte. I den saakaldte historiske Afdeling af Sæmunds Edda staae nogle blanke Blade i den gamle Bog, hvis Afskriveren manglende Indhold er ganske tabt, da det ogsaa mangler i de nyere Papirsafskrifter, hvoraf nogle dog ere Öjensynlig skrevne efter andre gamle, nu forsvundne Membraner. Nogle af de bedste blandt dissfe Papirs-Codices indeholde flere af de Digte, der regnes til denne Edda, end Membranerne. Vi see heraf hvor nær alle gamle Afskrifter af denne magelöse Samling (for dog, uden Tvivl, meget rigere) have været deres Undergang, og vi have da desstörre Aarsag til at prise den. Skjæbne, som lykkeligvis har reddet de faa vi besidde, endskjönt ingen af dem menes at være ældre end fra det 13de Aarhundrede.[11]

Til denne Edda regnes i Almindelighed fölgende Digte, med tilhörende prosaiske Uddrag af tabte Qvad. Jeg anförer dem efter den Inddeling som jeg har anseet for mest passende til det nærværende Værk:




Fodnoter:

  1. se Tillæg s. 275
  2. Det nyere Danske blev, som bekjendt, ogsaa det herskende i Norge, i Böger og andre skrifter.
  3. Hvorvidt det ogsaa er overensstemmende med Bali-Sproget, hvori Bodaisternes, især de östligste Inders hellige Böger ere affattede, og som udgives for at være en Söster til Sanscrit - derom maa vi haabe nye og vigtige Oplysninger, som Resultater af den danske videnskabelige Reise, som jeg nu strax kommer til at ommelde. Af enkelte i Engelsk oversatte Stropher af Bodaisternes gamle Digte, synes de i Stil og Versebygning at have en paafaldende Lighed med visse eddiske.
  4. Denne vigtige Reise blev foretaget og begyndt ved Hs. Exe. Geheime-Conferensraad Johan Bülows til Sanderumgaard Opmuntring og Understöttelse, men fortsættes nu paa Regjeringens Bekostning.
  5. En tydsk Oversættelse er anmeldt heraf ved Hr. Minner i Frankfurt am Mayn.
  6. De vigtigste af disse ere, som bekjendt, Snorre Stulesön, Schöning, Suhm, Vedel Simonsen o. fl.
  7. Et Uddrag af dets Hovedindhold findes i Prof. Örsteds Oversigt over det Kongl. Danske Videnskabers Selskabs Forhandlinger og dets Medlemmers Arbeider fra 31te Maji 1817 til Aarsdagen 1818. Jfr. Danske Literaturs-Tidende for 1818 s. 584 samt 748 o. f.
  8. Derfor kaldes Odinsdag (ved ordets Sammendrag) i Jylland Voemsdag, Voonsdag, i det övrige Danmark Onsdag o. s. v. Inderne helligs den samme dag til den samme Guddom; saaledes heder Onsdagen f. Ex. paa Ceylon Bodada. Jfr. dette Binds S. 138-39.
  9. Over disses store Forskjellighed maa ingen undre sig som kjender til mindste til Verdens mest udbredte Religioners historie. Hvilken Forskjel finder der f. Ex. ikke Sted mellem Christendommens virkelige eller foregivne Bekjendere, som Katholiker, Protestanter, Græker, St. Thomas-Kristne, Kopter, Abyssiniere o. s. v. Hvor stor Lighed er der vel at finde mellem Lutheranere og Gnostikere eller andre af Oldtidens mest sværmeriske af Navnet kristelige Sekter!
  10. Det viste han især ved at frelse og forsörge den store Torfæus, ved at lade ham oversætte på Dansk adskillige af de vigtigste Sagaer, samt udarbeide hans egne fortreffelige historiske Skrifter.
  11. Schlözer, Rühs o. fl. have villet benægte Edda-Digtenes Ægthed, fordi vi ingen ældre Afskrifter have. Paa selvsamme maade kunde de have protesteret mod de homeriske Digterværkers höje Alder, da man i hine (altfor) kritiske Forfatteres Tid ikke kjendte nogen ældre Afskrift af disse, end fra det 10de Aarhundrede. Nu har man opdaget en, som menes at være fra det 5te eller 6te.