Fra skabelsen
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde
Ny række
Bind II, s. 159
Samlede og for størstedelen optegnede
af
København 1928
1. Fanden gik til Vorherre og spurgte ham, om han maatte ikke skabe en Jomfru. Vorherre sagde jo. Men da hun nu var skabt, og han kom med den og vilde have den præsenteret, var den i den Lignelse som deher store Skruptusser.
Niels Kristian Jensen, Fredbjærg.
2. Da Vorherre havde skabt Adam og Eva, havde han glemt at give dem Hovedhaar. Saa lavede han en Salve og sagde til dem, at de skulde smøre deres Hoveder ind dermed. Det gjorde de, og saa tørrede de Fingrene af imellem Benene. Salven gjorde god Virkning.
Uffe Birkedal.
3. Til Jyske Folkeminder IV Nr. 426 tilføjes, som der udeladt:
Det tykte Eva var kjønt, og saa vilde hun og gjærne have Skjæg lige saadan. Men da hun skulde nu til at smøre sig selv, kom der en Hund i det samme, og da hun vil til at slaa efter den, kom Dyndet et uheldigt Sted, og saa fik hun Skjægget der.
Markus Hansen, Arnborg.
4. De Knopper paa Øgenes Ben har den Lede sat der, for at Øjnene ikke skulde blive ved at være der.
Marie Jensdatter, Jerup Hede.
5. Den Gang Vorherre var i Færd med at skabe Dyrene, skulde Djævelen ogsaa heri at se, hvordan det gik til. Da han kom, var Vorherre just ved at skabe en Hest, og den var allerede færdig saa nær som Øjnene. Djævelen syntes da, at det var det bedste Dyr, der endnu var blevet til.
Saa vilde Vorherre sætte Øjnene i Hovedet, men Djævelen sagde, at de skulde sidde paa Benene, for at den kunde se godt og ikke træde fejl, og han sprang hen og viste med sin Finger det Sted paa Benene, hvor Øjnene skulde sidde. Der fremkom efter hans Fingre en brændt hornagtig Plet, som man endnu ser.
Vorherre satte alligevel Øjnene i Hovedet paa Dyret, for at de ikke skulde skades af Vejens Støv.
Andre fortæller, at da han havde skabt Hesten tilligemed de andre Dyr, og Fanden fik dem at se, syntes han, at det Dyr var det herligste af dem alle. Det eneste, han havde at udsætte paa det, var, at Dyret kun havde to Øjne, det burde desuden have haft et Øje paa hvert Ben. Den Mangel vilde han afhjælpe, men da han nu vilde lave Øjne paa Benene, blev der kun brændte Pletter efter hans Fingre.
(J. Kamps Saml.)
6. Den Gang Dyrene blev skabt, saa vilde Djævelen ogsaa have Lov at skabe. Saa skaber han denher Karl, vi kalder Tussen, og saa sagde han:
"Flyv nu, min Lærke." —
"Nej," sagde Vorherre, "det skal ikke være en Lærke, der skal flyve op til Skyen, men det skal være en forbandede Tusse, der skal krybe paa Jorden."
Han vilde ogsaa have Lov til at raade for, hvor Hestenes Øjne skulde sidde. De skulde være paa Benene, og der er endnu en Knop paa Indersiden af Frambenene. Men Vorherre vilde have dem til at sidde i Hovedet.
Johanne Marie Kristensdatter, Søheden.
7. Vorherre og Fanden kom en Gang til at vandre sammen. Som de nu gik, kom de noget i Pirr, og saa siger Fanden:
"Ja, a skal ogsaa have Skyld for noget af det Onde, du gjør, og du skal have Skyld for noget af det gode, a gjør."
Han vilde saa give ham et Exempel paa det. De kom forbi en Hakke, der laa, og saa siger han til Vorherre, om han vil ikke flytte den et andet Sted hen, og saa skulde de lægge dem paa Lur og høre efter, hvad Folk sagde.
Da Folkene kom ud i Marken og saa, at Hakken var væk, sagde de:
"Hvem Fanden har nu taget den Hakke?"
Det skulde han saa have Skyld for.
Men saa listede Fanden sig til at faa Hakken flyt tilbage til sin Plads.
Da Folkene nu kom igjen til Stedet og saa, Hakken var kommen, sagde de:
"Gudskelov, nu er Hakken kommen igjen, nu skal Vorherre have Tak."
Saa siger Fanden:
"Kan du nu se, a har Ret i et Og alt, det fik du Skyld for."
Lars Nielsen, Vinkel.
8. I en stærk Blæst fløj der en Mønnetørv af Fultrup Lade og ud i Limfjorden. Der tog den til at vogse, og efterhaanden samledes der saa meget Land, at der blev en hel Ø; det er den, vi kalder Mors.
Saa syntes Vorherre, det var bedst, der kom Mennesker paa den. St.-Peder bad nu om Lov til at skabe dem, og det gav Vorherre ham Tilladelse til. Saa tog han en Klump Ler, og deraf begyndte han at danne Hovedet.
"Det bliver for stort," sagde Vorherre.
"Saa gjør vi æ Skulderer nok saa bitte," sagde St.-Peder.
"De bliver for smaa." —
"Ja, saa gjør vi æ Røv nok saa stor."
"Den bliver for stor." —
"Ja, saa gjør vi æ Laar nok saa bitte," sagde St.-Peder.
"De bliver for smaa." —
"Saa gjør vi æ Fødder vel saa store."
Deraf kommer det, te æ Morsingboer de fik det forunderlige Udseende, som de har den Dag i Dag.
J. Bertelsen, Vraa Højskole.
9. Paa Gjøl var der ingen Folk, og den Gang saa Vorherre og Sant-Peder de vandrede her paa Jorden og saa efter, om al Ting var godt og vel indrettet, saa kom de ogsaa over paa Gjøl. Her var da en øde Plads og mennesketomt, og der var ingen Ting andt end som saa mange Svinelorte.
Saa spørger St.-Peder, om der skulde da ingen levende Skabninger være der.
"Jo," siger Vorherre, "nu kan du skabe, hvad du tykker der skal være her."
Saa siger St.-Peder:
"Staa op, I Svinelorte, og bliv Gjølboer sorte."
Derfor er ogsaa Gjølboerne saa sorte som Tattere. Men de blev nogle dejlige Sildefiskere.
Kristen Frederiksen, Nørre-Bindslev.
Denne Historie kan knap henregnes til de religiøse Sagn. Det er snarere et raat Skjæmtesagn. Det samme gjælder Nr. 8.
