Frodes fred – julefred

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Norsk folkekultur
Folkeminne-tidsskrift

Styrt av
Rikard Berge
med hjelp av
Alexander Bugge, O. Olafsen og K. Visted

8de Aargang

Risør
Erik Gunleiksons forlag
1922


Frodes fred – julefred[1]

av Kristofer Visted


Blandt de mange eventyr om guder og helter, som Snorre har optegnet i sin store eventyrbok «Edda» findes også ett av den type, som er best kjendt under tittelen «Kvernen som står og maler på havsens bund». Dette også utenfor Norden meget utbredte eventyr gir en mytisk forklaring på, hvorfor havet er salt. Samtidig med at Snorre fortæller dette prosa-eventyr, gjengir han også et digt om den vidunderlige kvern Grotte, som malte guld, fred og lykke, og som her er knyttet til den danske sagnkonge Frode i Leire. I Snorres gjengivelse er disse to sagnformer delvis sammenblandet, og de motsier hinanden også på flere punkter. Vi skal her kun se på den form eventyret har fåt i «Grottesangen».

   Digtets indhold er i korthet følgende:

Carl Larsson: Fenja og Menja ved Grottekvernen

   Kong Frode i Leire hadde to kvernstener, som var så store, at ingen var sterk nok til at drage dem. Denne kvern, som het Grotte, var således laget, at den kunde male det, som den malende bad om. Da Frode engang var på besøk hos sin ven den svenske konge Fjolne, kjøpte han to trælkvinder Fenja og Menja, som var store og sterke. Disse førte han til kvernen og bød dem male guld, fred og lykke. Og han undte dem hverken rist eller ro, men tvang dem til at male både tidlig og sent. Men Frode visste nok ikke hvad han gjorde, da han satte dem til dette arbeide. For det var ikke almindelige træller han her hadde fåt fat i. De var bergrise-møer og i slegt med de navngjetne jotner Rungne og Tjasse og altså av jotnernes høieste adel. Alt som barn stod deres hug til storverk; de løsnet skred i fjeldene, og selv hadde de kastet Grottekvernen ned til menneskene. Siden optrær de i Svitjod som valkyrjer, og her er de gjort til trælkvinder. ‒ Det hårde arbeide Frode hadde sat dem til, var selvsagt ikke efter deres stridbare sind, og de bestemmer sig derfor til at hevne sig på ham. De maner frem, idet de maler stadig voldsommere på kvernen, en hær som overfalder Frode og brænder ham inde. Således endte Frode-freden, lægger Snorre til.

   Det har selvsagt ikke manglet tolkninger av dette merkelige kvæde. Efter den opfatning, som var den gjængse blandt tyske og nordiske mytologer i forrige århundrede, blev det almindelig utlagt som natursymbolik, og meget poetisk dypsind blev herunder lagt i dagen. Typisk for denne retning er den tyske mytolog E. H. Meyers tydning, som helst må gjengis i originalsproget. «Die Mühle, ursprünglich Handmühle, ist wohl die von Wirbelwindriesinnen zum Regen und wieder Sonnenschein (Reichtum, Gold), aber im Zorn zu verderblichem Unwetter bewegte Wolke, wobei ’þyt þulu’, Lärm lärmten, bis Frodi’s Herrschaft im herbstlichen Unwetter und sie selber untergehen.»[2] Her er altså kvernen tydet som uveirsskyen og de to trælkvinder som stormriser.

   Nær beslegtet med denne meteoriske opfatning er også den tolkning som skyldes Svend Grundtvig og Axel Olrik, og som den siste har formet således: «Forklaringen blir naturligere, hvis det er bjærgelvene, digteren tænker på. – Om vårtiden stiger de i vild bersærksgang og vælter ind over sletterne, hvor ingen menneskekraft kan spærre dem vej. Men når de har raset ud, da tager mennesket dem i sin tjeneste, da må de slide og drage kværnhjulet som møllebække; og dog kommer der tider, når vandet samler sig i sin vælde, lader kværnen løbe løbsk eller splintrer kværnbruget, og påny raser i sin gamle tøjlesløshed.»[3] Dette er utviklet videre av Ivar Mortensson, som i «Grottesangen» ser «den fyrste nasjonalsongen vår um norsk kraft, som vart bundi i Danmark, men ei tid sprengjer seg laus med vårflaums kraft.» Det skal her ikke gåes nærmere ind på de kulturhistoriske spørsmål, som knytter sig til den Grundtvig-Olrikske tydning; om f.eks. vasskverner har været kjendt i Norden på denne tid, eller hvorfor det her egentlig skal være ment vasskvern når myten bare kjender håndkvern. Det vil være nok at påpeke, at tolkninger som disse er karakteristisk for den filologiske retning, som længe har været herskende inden myte- og eventyrforskningen. Og man kan vanskelig komme forbi, at de bærer spor av at være utformet ved skrivebordet og derfor i almindelighet lider under den svakhet, at de står temmelig fremmed overfor primitiv tænkemåte. I virkeligheten gir de også uttryk for et moderne tænkesæt og har sin rot i romantikkens historieopfatning. Den nyere etnologiske forskning henviser os derimot til studiet av det elementære sjæleliv som grundlag for religions- og myteforskningen; og gjennem folkepsykologien kan vi alene vente at få et virkeligt kjendskap til de gamle folks tænkemåte, som bevæger sig i helt andre spor end vor tids.

   Når talen er om gudemyter, bør vi være på det rene med, at disse meget ofte står i et løst og utvendig forhold til de religiøse forestillinger, og at de i de fleste tilfælder ikke er andet end eventyr, som har hængt sig fast ved et gudenavn. Det er derfor ikke på forhånd git, at disse skal tas så svært høitidelig eller overhode er uttryk for religiøse idéer. Og de hedenske folks gudsbegreper står heller ikke i veien for, at eventyr, som kunde være egnet til at sætte guderne i det mest komiske eller odiøse lys, kan knyttes til deres navn. I sin almindelighet kan man si, at myter og eventyr, når de da ikke er ren digtning, er opfundet for at gi en forklaring på en eller anden eiendommelig foreteelse. Det primitive menneske kan likesom barn ikke la være at undre sig over, hvad det ser og hører, og er stadig fremme med spørsmålet «hvorfor» om alting; og myten eller eventyret indeholder da som oftest det svar, som kan tilfredsstille et barnligt sind. Det var derfor så naturlig, at Snorre gav sin store mytesamling formen av spørsmål og svar. I indledningen til avhandlingen om digtekunsten gjør således Æge det spørsmål: «Hvorledes er den idræt, som kaldes skaldskap, opståt?» Hvortil Brage svarer med at fortælle myten om Suttungs mjød. Her har vi altså, hvad man betegner som et «aiton», dvs. en myte, som skal forklare ophavet til et natur- eller kulturfænomen. Av sådanne aitier vrimler det i alle folks mytologi og eventyrskat.

   Myten om Grottekvernen er almindelig erkjendt at skulle gi den mytiske forklaring til det nordiske guldaldersagn. Dette fortæller, hvorledes guldalderkongen Frode kom i besiddelse av sit guld, og hvorledes den almindelige fredstilstand under hans regjering opstod, og hvorfor den tilsist endte så brått. Vil man søke at finde ut betydningen av Grotte-myten, skulde det derfor synes at ligge nærmest at søke denne indenfor de forestillinger som ligger bak guldaldersagnet. Dette er i Norden knyttet til kong Frodes navn. Der hersket i hans regjering en ubrutt fredstilstand. «Ingen mand skadet den anden, om han end fandt for sig sin fars eller brors banemand løs eller bunden; da fandtes heller ikke nogen tyv eller ransmand, så at en guldring lå tre år på Jellingeheden,» fortælles det i indledningen til «Grottesangen». Og i digtet heter det:


Me gull mél Frode,
gull og sæle,
ovlag av alt,
på ynskje-kverni;
sitje han på gull,
sove han på dun,
vakne han fegin,
då vel er mali.
 
Her aldri skal folk
einannan skade,
vondt verke
og valde daude.
Sverde skal kyrt
i slidra kvile
um sin broderbane
ein bunden finn.[4]


   Allerede de gamle sagaskrivere har gjort den iagttagelse, at «Frodefreden» svarer til evangeliernes fortælling om fredstilstanden ved Kristi fødsel, da der var «fred på jorden og i menneskene en velbehagelighed». «For,» heter det i Snorres indledning til «Grottesangen», «Frode tok kongedømmet efter sin far i den tid, da keiser Augustus la fred over al verden. Da blev Kristus født. Men fordi at Frode var mægtigst av alle konger i de nordiske land, så blev freden tillagt ham så vide som dansk tunge er talt, og kalder nordmænd den ’Frodes fred’.»

   Guldaldersagnet er som bekjendt ikke begrænset til Norden, men har hat en stor utbredelse blandt oldtidens folk og kan følges tilbake til vor kulturs vugge i Mesopotamien. Hos romerne er det knyttet til guden Saturn. Han fremstilles i den romerske gudelære som kongen, i hvis regjering det hersket en fuldkommen freds- og lykketilstand. Oprindelig var Saturn en gud for utsæden, hvis fest, saturnaliene, blev feiret 13.‒17. december under den mest løsslupne glæde; og det var almindelig trodd, at festen var indstiftet til minde om den gode kongegud og hans lykkelige regjering, og de forskjellige festskikker var en efterligning herav. Blandt disse var den mest påfaldende, at al forskjel mellem træl og fri var ophævet, og at trællene herunder endog optrådte som husets herrer og lot sig opvarte av husbonden. Selvfølgelig måtte alt arbeide hvile i disse festens glade dager. Men så forsvandt pludselig Saturn og gik til Hades, fortalte myten, og både træller og fri måtte vende tilbake til sit daglige arbeide.

   Likheten mellem romernes guldalderkonge Saturn og den nordiske Fred-Frode er så iøinefaldende, at vi må betragte dem som nærbeslegtede skikkelser. Frode er sikkert også en gammel guddom. Navnet er ikke noget egennavn, men et tilnavn og betyr «den vise». Da han er sat i forbindelse med lykke og fred, må han ha været en frugtbarhetsguddom likesom Saturn.

   Blandt Nordens gudeskikkelser er det bare én, som det i denne forbindelse kan være tale om, nemlig Frøi. Han var fremfor nogen anden «årgud». Navnet Frøi er heller ikke oprindelig noget egennavn, men betegner ham kun som den gode husbond. I «Skirnes færd» kaldes han desuten også for den «frode», den vise. Vi finder videre, at Frøi hos svearne indtar den samme stilling som Frode hos daner og nordmænd, og «Frøis fred» svarer hos dem ganske til «Frodes fred». Snorre sier således, at «i Frøis dager kom Frodefreden op. Da var også godt år over alle land. Svearne gav Frøi skylden for den; derfor blev han så meget mere dyrket end de andre guder, som landsfolket i hans dager blev rikere end før på grund av freden og de gode år.»

   At Frode er identisk med Frøi fremgår også av en anden myte. Om Frodes død findes det flere forskjellige fortællinger; Saxo har således en ganske anden end den som fortælles i «Grottesangen». Han blev efter denne versjon stanget ihjel på jagten av en hjort eller av et havuhyre. Derefter fortæller Saxo, at «hirdmændene balsamerte hans lik og opbevarte det i tre år således og førte det livløse legeme omkring ikke som på sotteseng, men i kongelig karm som en opmerksomhet, der tilkom den svake olding fra hans mænd. Men da hans legeme gik i forråtnelse, haugla de hans lik med kongelig gravferd på Værebro i Sjælland.»

   Nu viser det sig også, at Snorre har opbevart en myte om Frøi, som viser den samme tendens til at skjule hans død for folket. «Frøi fik en sygdom, og da denne nærmet sig døden, fandt hans mænd på råd og lot kun få mænd komme til ham, men bygde en stor haug med dør og tre glugger på. Men da Frøi var død, bar de ham i løndom til haugen og sa til svearne, at han levde; de vogtet ham der i tre år; men av skatten heldte de ned i haugen, i den ene glug guldet, i den andre sølvet, i den tredie kopperpengene. Da holdt år og fred sig.» Som det vil sees, hviler begge disse myter om Frode og Frøi på samme grundtanke, nemlig den at enkelte fyrster var mere «årsæl» end andre, og at det derfor gjaldt at holde liv i dem lengst mulig.

   Det spørsmål vi dernæst må gjøre os, er om der i Norden findes nogen festskikker, som kan tænkes at hænge sammen med forestillingen om «Frodes fred», eller om der med andre ord findes nogen nordisk fest som svarer til romernes saturnalier.

   Det har forlængst været på det rene, at det findes stor likhet mellem de festskikker, som knytter sig til julen, og saturnaliene. I julen hersket også en sådan hellig fredstilstand; det var nordboernes store glædesfest, da det blev ofret og drukket for et godt år og fred. Julefreden eller julegriden blev hos os i middelalderen lyst tomasmesse 23. december og varte i tre uker. For alle forseelser, som blev begåt i juletiden og som altså var en krænkelse av julefreden, satte de gamle lover høiere straf end ellers. Alt arbeide måtte være undagjort til tomasmesse; og så længe julen varte, det vil si til 13. januar, måtte intet arbeide utføres; særlig måtte det efter folketroen ikke gjøres nogen «kringgjerning», dvs. det måtte ikke spindes og heller ikke males på kvern. Der er mange historier om, hvorledes det gik dem som arbeidet i julen og den straf de fik, fordi de således brøt julefreden.[5]

   Man måtte ikke spinde længer end til «tomas», het det i Sætesdalen, for ellers vilde man miste tommelfingeren. «I joli måtte ingen spinde, elles kom det til å gå rundt for dei heile åre,» heter det fra Numedal. Og fra de forskjellige landsdeler sies det, at rokken ikke måtte være inde i hele julen; først når den var slut, måtte den bringes ind og tas i bruk. Dette forbud gjaldt også alt andet slags arbeide. På Sørlandet gik et mystisk væsen Lussi, som er en personificering av kalenderdagen luciemesse 13. december, rundt i husene julaften og så efter, om arbeidet var færdig. Hun kom i skorstenspipen og ropte:


Inkje bryggja, inkje baga,
inkje store elden hava!


   Alt dette måtte være gjort og færdig. Opdager hun, at en av delene gjøres, styrter hun den øvrige del av pipen ned og slår istykker, hvad der findes på skorstenen.

   De samme forestillinger om julefreden møter vi også i den øvrige germanske verden. I Tyskland måtte i juletiden intet gå rundt, og særlig gjaldt det spinding og kjøring; ellers vilde kalvene få «svivo». Man måtte ikke tærske, bake, gjødsle eller vaske; eller fik fæet lus. I julen måtte ikke lin bli igjen på rokken; ellers kom fru Gode, fru Frick, fru Harke eller fru Holle, som hun kaldes i de forskjellige landsdeler, og gjorde sit fornødne på den. Hvis det blir spundet i julen, så kommer det møl i det spundne garnet.

   Efter gammel skik varte julen til 13. januar, som derfor het «tjugendedagen». Man skulde ha igjen noget av al julematen og juleøllet til den dagen, og den blev feiret med et stort gilde, hvor det særlig blev drukket kraftig. Man «danset julen ut» hele natten igjennem, og i enkelte bygder var det skik at «jage julen ut» med bjerkekvister og limer.


Å, nå har jula ende,
å nå e gleda gløymt,


heter det i et gammelt stev.

   Man vendte nu tilbake til «strieskjorten og havrelefsen». Den næste dag blev det daglige arbeide gjenoptat. Denne arbeidets gjenoptagelse har også været feiret på forskjellig vis.

   De foran skildrete gamle folkeskikker fra de forskjellige deler av den germanske verden viser, hvor nøie man indtil den siste tid har iagttat julefreden, og hvilken brå overgang det var fra julehelgens hviletid til det daglige arbeide. Og vi har måttet se disse forestillinger som en fortsættelse av dem, som i oldtiden var knyttet til «Frodes fred» og «Frøis fred».

   Der findes også flere eksempler på, at guden Frøis navn er sat i forbindelse med den hedenske julefest. I et vers av Torbjørn Hornklove heter det således om Harald Hårfagre:


Ute vil han jul drikke,
om ene han skal råde,
fyrsten den fremdjærve,
og Frøis lek holde.


   Her er altså julen kaldt for «Frøis lek»[6] og Frøi har sikkert været «julegud» fremfor nogen anden. Likeledes tales det i Hervor-sagaen om juleofring til Frøi av det største og feteste svin (sonargalten).

   I denne kreds av guddommer, som er knyttet til julen, må vi også føie ind Uppsala-kongen Fjolne. Han var søn av Frøi, og herigjennem er det altså anvist ham plass i gudernes lag. Han var mægtig, årsæl og fredsæl, sier Snorre, og var således en svensk Fred-Frode. Han må likesom Frøi og Frode ha været en frugtbarhetsgud; eller rettere: Fjolne har været et tilnavn til Frøi likesom Frode. Det bør også merkes, at de tre navn Frøi, Frode og Fjolne efter gammel opkaldelsesskik danner bogstavrim.

   Om Fjolne er det bare bevart én myte, nemlig den om hans død. Snorre gjengir den således:

   Mellem Frode og Fjolne var det venskap, og de bød hinanden til sig. Da Fjolne fór til Frode på Selund, blev det gjort istand et stort gjæstebud, og mange blev buden dertil vidt om i landene. Frode hadde store husebygninger; deri var gjort et stort kar, mange alen høit, og fæstet sammen med store tømmerstokker. Det stod i en undre stue; men over den var et loft med åpent gulv, så at man derfra heldte drikken ned og blandede karret fuldt med mjød. Den drik blev meget sterk. Om kvelden blev Fjolne fulgt til herberge i nærmeste loftsrum og hans følge med ham. Om natten gik han ut i svalgangen, at søke sig et visst sted. Han blev da søvntung og dødelig drukken. Da han vendte tilbake til herberget, gik han langsefter svalgangen og til en anden loftsdør og ind gjennem den; der gled han med føtterne og faldt så i mjødkarret og druknet.

   Denne groteske myte om Fjolnes død har også fristet en anset forsker til en merkelig tolkning. H. Schück[7] har utlagt den som en kultusmyte, idet den søkes forklaret ut fra en av tidens modeteorier, nemlig den om gudedræpingen. Men forat nå til et sådant resultat har det også været nødvendig at gjøre forskjellige kunster. Han har villet gjøre Fjolne til en dødsgud likesom Odin, som også fører dette navn blandt sine mange titler, idet han går ut fra, at ordet oprindelig betyr «dølgeren».[8] Og ved en dristig fortolkning av Ynglingatals vers om Fjolne, som han mener Snorre har misforståt, søker han at vise, at denne myte i virkeligheten er et fabrikat av Snorre. Den sproglige side ved denne tolkning av Ynglingatals vers om Fjolne kan vi så meget lettere gå forbi, som vi i dette tilfælde er istand til at kunde påvise, at verset også er opfattet på samme måte som Snorre av andre sagaskrivere. Are frode sier således i Islendingeboken: «Fjolner, sá es do at Friþfroþa» (Fjolne som døde hos Fred-Frode). De opfatter altså begge to verset således som enhver må gjøre, som ikke er henvist til at gjøre vold på teksten for at få den til at passe ind i sine egne teorier. Og der er således al grund til at yde Snorre opreisning for beskyldningen for at ha misforstått sine kilder eller digte myter.

   Med hensyn til betydningen av ordet Fjolne, så er det av Finnur Jonsson påpekt, at dette hænger sammen med fjol – meget, mangfoldig; og i denne forbindelse skulde navnet altså ha betydning av overflod, rikdom, ‒ et meget passende navn på en frugtbarhetsgud; medens på den anden side det samme ord anvendt som tilnavn på Odin hentyder til de mange skikkelser han yndet at optræ i. Men denne forklaring av navnet Fjolne, som synes at stå i den beste samklang med gudens karakter, falder også i Schücks teori som Fjolne som dødsgud og hans forbindelse med «gudamjødet».

   Vi har foran sat Fjolne i forbindelse med Frøi-Frode og vil nu søke, om det ut av denne sammenhæng kan gis en forklaring på myten om Fjolnes død; og det skulde efter det foregående ligge nærmest for os at søke denne indenfor julens festskikker. Den synes også at ha en tilknytning til en gammel europeisk folkeskik. I det gamle Flandern blev helligtrekongersdagen, som dannet avslutningen på julen, feiret med et dundrende kalas, «kongens gilde», som kaldtes så, fordi en av gjæsterne optrådte som konge med krone på hodet og stod for skåldrikkingen. Den flamske maler Jordaens har flere ganger behandlet dette emne, og et av hans billeder bærer indskriften: «Nil similius insano quam ebrius» (Ingen er så gal som fulde folk). ‒ Også de gamle romerske saturnalier kjendte en sådan «drikkekonge». Ved lodtrækning blev en av gjæsterne valgt til rex bibendi; han hadde at lede skåldrikkingen og festglæden i det hele, og alle hans befalinger, som gikk ut på at holde løierne gående, måtte blindt adlydes.

   Det kunde ligge nær at opfatte Fjolne som en apotheose av denne gamle drikkekonge eller som en personificering av julens drikkeskikker i det hele tat; og myten om hans død skulde da være digtet for at gi en forklaring på denne julens drikkegud, som så at si «druknet i sit eget fedt». Den gir en drastisk skildring av mjødrusens virkning og viser os ganske enkelt og høist realistisk, hvorledes julen selv sætter sig en grænse ved sit overmål av drikke. Men altså Fred-Frode får sin død ved sin grådighet, må Fjolne bukke under for overmål av drikke. Disse er altså parallele myter og forklarer begge, hvorfor julen må ha en slut, da det ellers tar en ende med forfærdelse.

   At julehelgen, som skilte sig så sterkt ut fra det øvrige år ved sin arbeidshvile og sin overdådighet på mat og drikke, måtte kræve sin mytiske forklaring er selvsagt. Man har spurt: «Hvad er ophavet til julefreden, og hvorfor slutter den så brått?» Og som svar har man fortalt myten om guldalderen, hvis ældste form foreligger i sangen om Grottekvernen.

   Vi må altså, som det vil fremgå av det foregående, i denne gamle myte se en aitologisk myte, som skal gi en forklaring på julefredens oprindelse og avslutning. Om vi således ikke har været istand til at finde nogen dyp symbolik i den, som enkelte forskere har villet, er det likevel ikke utelukket, at den kan rumme megen livsvisdom og verdenserfaring. Dette digt om julefreden, som sikkert mangen gang har været foredraget ved de hedenske julegilder, synes at ville indskjærpe den gamle sandhet, at overflod og fred ikke er det beste for menneskene. Den virkelige lykke ligger i det jevne dagligdagse arbeide og i måtehold.



Fodnoter

  1. Denne artikkelen ble først publisert i tidsskriftet Norsk folkekultur (1922, s. 1‒10). Tillatelse til publisering på heimskringla.no er gitt av Nanna Thrane, barnebarn av Visted.
  2. Germanische Mythologie (Berlin 1891), s. 155.
  3. Danmarks heltedigtning I, s. 284.
  4. Ivar Mortenssons oversættelse.
  5. Det følgende væsentlig efter Joh. T. Storaker: Tiden i den norske folketro.
  6. Når enkelte forskere (G. Storm, F. Jonsson) har forklart «Frøis lek» som ensbetydende med «Odins lek» og altså skulde bety kamp, så synes dette at stride mot Frøis karakter som fred- og frugtbarhetsgud. Han blev desuten tænkt som våpenløs, hvad der tilslut blev hans bane.
  7. Studier i nordisk Literatur- och Religionshistoria I, s. 290 flg.
  8. Sml. Uppsalastudier tilegnade Sophus Bugge, s. 194 flg.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.