Fugle

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Folkeæventyr og mytiske sagn


Danske sagn
som de har lydt i folkemunde

Ny række
Bind II, s. 165

Samlede og for størstedelen optegnede
af

Evald Tang Kristensen

København 1928


Fugle


19. En Gang var Fuglene samlede, og saa vilde de prøve, hvem af dem der kunde flyve højest. Ravnen kom højest, men da den nu vilde vende sig om for at forkynde sin Sejr, fløj den lille Gåeveb (Gjærdevip), som havde sat sig paa Ravnens Ryg, uden at denne havde mærket det, endnu et lille Stykke højere op og kvidrede sin Sang. Den kom da ogsaa saa højt op, at Solen sved den en sort Plet i Nakken.
Sml. D. S. II G 44. Marie Fink, Bøffelkobbel.


20. Da Vorherre var korsfæstet, kom Storken og sagde: "Styrk ham", derfor er den en hellig Fugl, som ingen uden Fare for Liv og Lykke tør gjøre noget ondt. Derpaa kom Svalen: "Sval ham!" Derfor holdes den og i Ære.
   Lærken sang: "Læsk ham," og derfor lov­priser den sin Skaber fremfor alle Fugle og er afholdt af alle.
   Men Spurven skreg: "Spark ham," og derfor er den forhadt og forfølges.
   Til sidst kom Viben og raabte: "Pin ham"; og derfor siges om den: "Forbandet est du, Vibe, din’ Unger, men ej din’ Æg."
Anna Ludvigsen, Døstrup.


21. En Sømand kom ind i en Kroer i et fremmed Land. Da Kroermanden nævnte ham ved Navn, undrede han sig over, hvordan det kunde være.
   Jo, saa forklarede Kroermanden, at om Sommeren var han Stork, og om Vinteren Kroermand, og som Stork havde han boet oppe paa hans Faders Hus.
Peder Simonsen, Sørup.


22. Graaspurvenes Reder skal man gjøre sig Umage for at øde­lægge, fordi den har "spurvet" Vorherre. Hvad det er, kunde man ikke sige mig.
Chr. Weiss. Præstø.


23. Spurvene holder Ting om Foraaret for at vælge sig en Konge for Aaret. I alle Tilfælde gjør de et forfærdeligt Vrøvl og Støj.
Chr. Weiss.


24. Man maa ikke komme vilde Fugles Fjer i sit Sengetøj, for man har Tro til, at den, der bruger saadant Sengetøj, vil have ondt ved at dø.
Ty. Kr. Andersen, Vandetgaard. V.-Vandet.


25. Storken samt flere andre Fugle kaster deres første Æg ud som Tiende.
N. Kr. Pedersen, Grynderup.


26. Storken giver et Æg eller en Unge i Tiende.
M. Rosenkjær.


27. Man siger, at Storken giver Tiende, hvert andet Aar en Unge og hvert andet Aar et Æg.
S. Ditlevsen.


28. Hvert Aar smider Storken et Æg eller ogsaa en levende Unge ned af Storkereden. Det er et Takoffer, den bringer Vorherre, siger man.
Jeppe Jensen.

Storken maa komme her Frue Dag.


29. Naar Storkene kaster et Æg ud af Reden, da er det til Ejeren af Gaarden som en Betaling for Bolig.
A. H. Povlsen.


30. Storken er et Menneske i sine Egne. Det er stor Synd at skyde den, netop fordi den somme Tider er et Menneske.
E. T. K.


31. Man maa aldrig skyde en Stork eller Lærke, da disse er hel­lige Fugle.
Mads Jepsen.


32. Hvis man dræber en Stork, mister man sine Faar.
N. P. Olsen.


33. Kaster [Storken] en Unge af Reden, bliver det et ufrugtbart Aar og dyr Tid, kaster han et Æg, bliver der god Tid.
(Peder Syv: De vulgi.)


34. Naar man kan faa Storke og Svaler til at bo hos sig, faar man Lykke til Huset.
Mads Jepsen.


35. Forhen var det Skik, naar Storken første Gang viste sig paa Huset, at Husmoderen gik ud og bød den et hjærteligt Velkommen, ønskede, at den maatte finde sig godt tilpas med Opholdet hos dem o.s.v.
Jeppe Aakjær.


36. Det regnes for en meget stor Synd at dræbe Storke, fordi de giver Tiende: Første Aar en Fjer, andet Aar et Æg og tredje Aar en Unge.
   Alle Storke har en Gang været Mennesker, og ikke nok med det, de har været Præster.
D. Johansen.


37. Naar Storkene flyver over det røde Hav, falder de ned i det, og derfor formindskes de saa meget. Det var jo et grueligt Hav at komme over.
Mads Hansens Enke, Karen Marie Mikkelsen, Sterregaard.


38. Midt inde i Ulfborg Sande er der en Slette, der kaldes Larses Lav. Her er en Karl fra Kjærgaard begravet, som havde taget sig selv af Dage. Den Gang maatte en Selvmorder ikke begraves i ind­viet Jord. Min Svigermoder var en Gang der inde og plantede en
   Rose paa Graven, og jeg har en Gang siden set den staa i god Grøde.
   Kjærgaard afbrændte i Juli 1793, og Ilden opkom ved Brygning. Fra Grubekjedelen greb Ilden fat i noget Lyng, der laa for nær ved, greb strags fat i Taget paa det den Gang lave Hus og forplantede sig med rivende Hurtighed. Konen var alene hjemme og blev en Del forbrændt ved, at Taget skred ned over hende, hvad hun aldrig for­vandt. Min Bedstefader har fortalt, at det lød saa sørgeligt at høre Stueklokken slaa 12 inde i det brændende Hus.
   Nogle Dage før Gaar­den brændte, indtraf den Mærkelighed, at Storkene flyttede deres Unger fra Reden ned paa en Høstak i Engen.
   Faa Aar efter indtraf et lignende Tilfælde. Storkene flyttede da deres Æg ned i en Ris­busk nord for Gaarden, og Folkene, der lagde Mærke til det, blev bange for, at Gaarden atter skulde brænde. Dette skete dog ikke, men den Karl, der som før nævnt ligger begravet inde i Klitterne, tog sig selv af Dage i Udhuset lige under Storkereden. Det lyder noget utroligt, men er dog alligevel sandt.
Stine Kjærgaard, Ulfborg. (Se: Husvennen Nr. 26, 1871.)


39. Fuglekongen som en St.-Lavrids vender sig selv paa Risten.
(Peder Syv: De vulgi.)


40. Naar en Ravn er død, holder Ravnene Ting.
Jørgen Hansen.


41. Ravne skal det være Synd at gjøre Fortræd. Somme mener, at der kun er et Par Ravne i hvert Sogn.
J. Madsen.


42. Uglen har før været en gammel Kvinde.
Jørgen Hansen.


43. Den, som skyder en Ugle, faar siden aldrig Lykke i nogen Ting.
H. P. Nielsen, Sejling.


44. Man maa ikke skjæve efter Uglen [efterligne dens Hujen], ti saa vil den komme at gjøre ondt.
   Andre Fugle, der kan gjøre Fortræd, er Knærkuglen eller Knærk-unen, som af somme kaldes Jons Jæger.
J. K. Jensen, Borup.


45. Da Viben havde skreget: "Pin ham!" sagde St.-Peder:
   "For­bandet est du, Viib, men hellig' er din' Æg, og forbandede er dine Unger, saa snart de kommer ud af Skallen."
Fabjærg.


46. "Vibe, du er forbandet, din’ Æg er hellig’, men naar du faar dem laa (lagt), er de ligesom du."
Jens Hvæes, Klæstrup.


47. "Forbandet er du, Vib’, men hellig’ er din’ Æg, og lige er’ din’ Blommer, indtil de af Skallen kommer, saa er de ligesom dig Selv."
A. H. Schade.


48. Naar man tilintetgjør en Svalerede, tilintetgjør man sin egen Lykke.
Knud Andersen, Nørre-Beg.


49. En Aften, efter at jeg var kommen i Seng, hørte vi en Kirke­ugle sætte sig paa Huset og tude saa stygt, at jeg maatte op igjen og se at faa den jaget væk. Min Kone laa og græd over det, for vi havde en lille Datter, der var meget syg, og saa troede hun, det var Tegn paa, at vi skulde af med hende. Det skete nu ikke, Barnet blev igjen rask, men kort efter faldt min Søster ud af Toget, og blev baaren som død ind hos os. Hun tjente ellers i en Gaard tæt ved.
   Det var altsaa Varsel for hendes Død.
J. H. Kæscler, Grønbjærg. N.-Omme.


50. Den Gang Moses laa under Tornebusken, var der jo ingen Roser. Saa gik der et lille Lam og græssede ved den Busk, og da blev der en lille Tot Uld hængende fast paa Grenene. Det saa en Nattergal, og hun spørger saa; om hun maatte ikke tage den Tot Uld og lune sin Rede med, saa skulde der fra den Dag vogse Roser paa Tornebusken.
   Siden den Tid har der altsaa været Roser paa Tornebuskene.
Mette Sofie Larsdatter, Bindslev.


51. Nogle Drenge, der gik ude i Skoven, fandt en Rede, og den vilde de jo have set efter. Men kun én af dem var dygtig nok til at kravle derop. Reden var inde i en hul Træstamme, og saa tog han en Haandfuld Ler og klinede Hullet til, saadan at Fuglen ikke kunde komme ind. Men den Gang han saa vilde kravle ned igjen, smuttede hans Hænder paa Træet, for de var jo lerede, og han faldt ned og brækkede hans Ben. De andre Knægte løb hjem og fortalte det, og Folk maatte saa kjøre der ud efter ham.
Jens Martin Tind, Faarup.


52. Et Par Folk havde flere Børn, baade Drenge og Piger. Alle Pigerne var velskabte i alle Maader, men alle Drengene var døv­stumme.
   Forældrene var herover meget fortvivlede, og omsider gik Manden til Præsten og bekjendte for ham, at han troede, det var en Straf fra Gud, fordi han som Dreng havde skaaret Tungen af alle de smaa Fugleunger, han havde fundet.
Mikkel Sørensen. Besser.