Fugle 2

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

G. Religiøse sagn

3. Fugle


44. Gåveb kaldes en lille grå fugl, om hvilken der går det sagn, at da fuglene en gang vilde prøve, hvem der kunde flyve höjest, for den, der kunde det, skulde have kongenavnet, da satte den lille gåveb sig på ryggen af örnen. Denne flöj nu et godt stykke höjere op end de andre fugle, og vendte sig da og så ned til de andre for at blive hyldet af dem som konge. Men da flöj den lille gåveb endnu et lille stykke höjere op og blev så hyldet som konge. Den kaldes derfor meget almindelig «kongefuglen».

Marie Johansen.


45. Fuglene var en gang ude at flyve, og da örnen var kommen meget höjt op, sagde den: «Hvem kan flyve höjere end jeg?» — «Det kan jeg,» sagde den lille brunkonge, og så flöj den op fra örnens ryg, hvor den havde siddet; men nu flöj den så höjt, at den brændte sine vinger mod skyen, så de blev brune, og derfor blev den siden kaldet «brunkonge».

Annette Jensen.


46. Da gjærdesmutten flöj ned, efter at den ved list var bleven fuglekonge, satte de andre misundelige fugle efter den, men den gjemte sig i et musehul. Uglen blev da sat til at passe på den, mens storken blev hentet for med sit lange næb at trække den ud; men uglen faldt i sövn, så gjærdesmutten smuttede ud. Siden den tid er uglen forhadt af de andre fugle.

Jörgen Hansen.


47. Fuglene kunde en gang ikke enes om, hvem af dem, der skulde være deres konge, og flokkede sig derfor, for at vælge sig én. Örnen, som jo var den største, og som sagtens mente at være den nærmeste til værdigheden, foreslog da, at de skulde prøve, hvem der kunde flyve höjest, den skulde da være konge. Der var da en lille fugl, gjærdesmutten, den satte sig på örnens ryg, og da örnen, som jo kunde flyve höjest, kom over de andre og spurgte, hvem der var længst oppe, sagde gjærdesmutten jo, det var den. Det måtte örnen finde sig i, men nu skulde de prøve, hvem der kunde flyve længst ned, sagde den. Den lille gjærdesmutte flöj da ned i et hul, hvor der havde stået en humlestage, og da örnen spurgte, hvem der var længst nede, sagde gjærdesmutten, at det var den. Og den blev så fuglekonge.

Niels Johannessen.


48. Skaden, den bedste bygmester blandt fuglene, skulde lære skovduen at bygge rede, derfor skulde skovduen give skaden en ko. Da de lige havde begyndt, sagde skovduen: «Nu kan jeg, nu kan jeg» — «Jaja,» sagde skaden, «så behøver jeg ikke at lære dig mere.» Derfor laver skovduen ligesom kun en begyndelse til rede, som man kan se igjennem neden fra, og som er ganske flad ovenpå, hvor æggene ligger. Derfor sidder den om sommeren og sörger over sin ko og siger: «Ko ko-o! ko-o!»

K. Toxværd.


49. Skaden og skovduen . . . ikke mere end to pinde over hinanden, för duen råbte: «Jeg tror, jeg kan! jeg tror, jeg kan! Jeg tror'ed, jeg tror'ed, jeg tror'ed!» Skaden holdt straks op. «Vist ka' du! vist ka' du! Det bliver din egen skade-skade-skade-skade-skade!» sagde skaden, tog sin ko og drog derfra. Duen skulde ikke have været så köjter (indbildsk), for den fik aldrig lært at bygge anderledes, end at dens æg dratter ned. Det sörger den over, og hver gang et æg falder ned af reden, siger den klagende: «Jeg tro'de, jeg kunde, jeg troede, jeg kunde! Jeg troede, jeg troede, jeg tro'de!» Når den ser skaden, råber den: «Min ko! min ko!» og skaden svarer: «Der ska vi ha'ed, der ska vi ha ha'ed!»

Præstø-egnen. Chr. Weiss.


50. At det hus er lyksaligt, hvor storken og svalen bygger, hvor fårkyllinger findes.

Petr. Sept. De vulgi erroribus.


51. At storken, spurven, svalen og flere fugle giver tiende.

Petr. Sept. De vulgi erroribus.


52. Glerup på Baggesvogn havde en sön, ja, det var egentlig fruens sön med sin første mand, der af våde kom til at skyde en stork. Det var tåget, og han antog den for en örn. Fra den tid mistede han sin forstand.

Nik. Chr.


53. Der var nogle udflyttere fra Fovlum, der havde storke, og de havde ikke givet tiende i fire år, folkene havde nemlig ikke mærket, de havde kylt noget ned i den tid. Det efterår da samledes der flere hundrede storke på marken på én dag der i nærheden, og de gik og knæbrede og spankulerede. Endelig stak de en unge ihjel, så den blev liggende. Den havde sort næb og sorte ben. Den var lige så overstukken af næb over hele kroppen. Folkene mente, at det var én af deres storkeunger, som de havde glemt at give i tiende. Det var regnvejr den eftermiddag, og da de kom op over byen, satte der sig snese af storke på hvert eneste hus i byen. De samme folk havde en gang prøvet at bære en unge, der var bleven kylt ned, op i reden igjen, men så gav de gamle den ikke noget at æde, og den sultede ihjej.

Lærkerne giver også tiende. Ægget kommer da væk af reden.

Ane Marie Kristensdatter, Ørnm.


54. I Serritslev så a en gang, storken hyt en unge ud af reden. Den var så stor, at den allerede havde fået fjer. Så lå den på jorden og vrælte. Folkene bar den op i reden igjen, men den blev atter smidt ned. Sådan kom den op tre gange, og da storken til sidst mærkede, at han ikke kunde blive af med den, så hug han den i sig.

Thomas Krat, Søheden.


55. I forrige tider, når der blev eftervinter, skar de her kalvefjerdinger i stykker til storkene, når de gik nede i gårdene, og hjalp dem til at bjærge livet, så godt de kunde.

J. B. og M. H., Lille-Tåning.


56. Der var en pige, hun skulde sy noget for sin frue Mens fruen så var ude, stjal pigen en lille rød klud og en saks. Da fruen kom ind, savnede hun det straks og spurgte pigen, hvor det var blevet af. Men pigen sagde: «En rød klud og en saks, en rød klud og en saks, det så jeg aldrig!» Men til straf for denne lögn blev hun til en fugl. Saksen blev hendes hale, og den lille røde klud kom til at sidde på hendes hals. Denne fugl er svalen. Når den synger sit: «Vit vit vidivit, vit vit vidivit, vit vit vidivit!» siger den: «En rød klud og en saks, en rød klud og en saks, det har jeg aldrig set!»

N. C. Andreassen, Ørslev.


57. En heks havde stjålet et nøgle rödt garn og en saks. Men husets folk mærkede snart, at det var borte. De satte da efter tyven, men da heksen mærkede, at de var hende nær, satte hun nøglet under hagen og stak saksen bag i sin kjole og forvandlede sig til en fugl. Det var svalen, og deraf kommer det, at svalen er rød på struben og har den lange saksformede hale.

Nik. Christensen.


58. Svalen var en pige, der stjal en rød klud og en guldsaks, men vilde ikke tilstå tyveriet, hvorfor hun blev forvandlet til en fugl med halen som en oplukket saks og al tid synger: «En rød klud og en saks, det véd-e Gud, det véd-e Gud, dem så jeg aldrig!»

Louise Fenger.


59. Svalen siger: «Jomfru Marie har møst en rød klud og en saks, inte to ja den, inte to ja den.»

Ada Frederiksen.


60. En pige stjal en guldsaks fra sit herskab, men nægtede det med de ord: «Har jeg taget den, ønsker jeg, at jeg må blive til en vibe.» Derfor har viben en saks i rumpen.

Jörgen Hansen.


61. Fortællingen om, hvorledes svalen blev til, er på Fyen overført på viben, ganske i den samme form. Den bærer så saksens billede på sin hale.

H. Hansen, Hjallese.


62. Der var en stuepige på en herregård, som stjal en guldsaks, hvorfor hun blev til en glente. Derfor er det, at glenterne al tid har en kløftet hale.

M. Rosenkjær.


63. Horsjøder (bekkasiner) har en gang været mennesker, men de er fordömt til at være fugle, fordi de har været horsjøder eller hesteplagere. Dog kan de ikke lade være med deres ondskab endnu, de vil gjærne narre øgene, som går på græs i moserne, ud i dyndet, derfor er deres sprog al tid: «Gaté-gaté-gaté-gaté (gå til)!» og så griner de bag efter omtrent som en gammel hest.

D. J.


64. Medens Vorherre vandrede på jorden, kom han en gang forbi en viberede, og viben, der troede, at han vilde tage dens æg, begyndte da at råbe: «Tyving, tyving!» Vorherre sagde da, at fordi den kaldte ham en tyv, skulde den aldrig få lov til at hvile sig på noget træ, og derfor ser man aldrig viberne sidde på træer.

H. P. Nielsen, Sejling.


65. En gang, mens Vorherre vandrede på jorden, kom en vibe flyvende forbi ham, og den skreg: «Tyvit, tyvit!» Fordi den sådan kaldte ham en tyv, sagde han: «Forbandet er du vibe, men ikke dine æg!» Deraf kommer det, at viben er afskyet af menneskene, men dens æg ikke, de er derimod tjenlige til menneskeføde og opsøges gjærne af drengene. Men så snart æggene bliver til unger, ja, så er forbandelsen over dem.

Maren Nielsdatter, Vester-Brønderlev.


66. Viberne er de gamle pebermøer, og skronnegederne er de gamle pebersvende. Viberne siger derfor: «Hwi vi-il do et, hwi vi-il du et?» og skronnegeden svarer: «For a turr et, for a turr et!»

F. P. J. Lund.


67. De piger, der ikke bliver gift, kommer ned i en mose, og der bliver de til viber. Karlene, som ikke bliver gift, kommer der også, men bliver til brushaner. Så flyver viberne og siger: «Hvi vi du it? hvi vi du it?» og brushanerne svarer: «Får a turr it! får a turr it!»

T. Kristensen.


68. Alle pebersvende bliver skronnehorse, og alle ugifte piger viber. De mødes på Skrøbelev hede, og viben siger nu: «Hwi vi-i du it, hwi vi-i du it?» — «For a tor-rr et, for a tor-rr et, hå-hå-hå!»

Palle Fløe


69. Alle pebersvende bliver til horsegjøge, og pebermøerne til viber, når de døer. Når man lægger mærke dertil, vil man kunne høre, at viben siger: «Hvorfor vild du eet! hvorfor vild du eet?» Horsegjøgen svarer da og siger: «Fordi a turd eet, fordi a turd eet.»

N. P. Olsen, Selsinggårde, Samsø.


70. En hest gik en gang om vinteren fast i et kjær. Da den igjen kom op, fulgte en vibe med den ene hov. Den havde et græsstrå i sin mund og blev lagt på ovnen, men da forårssolen begyndte at varme, blev viben levende.

N. Kr. P., Grynderup.


71. I det hus, som Dorte Skomagers boer i, havde svalerne et efterår sådan fart ind ad overdøren, og da konen en tid efter kom op på loftet og så i en løb, lå der så mange svaler som en halv skjæppe, som vilde have vinterkvarter der. De var i dvale, og hun kunde rage imellem dem med hænderne. Så bar hun dem ud i solen, og de kom til live og flöj én efter én. Men hun fortrød det, for hun kunde jo have hyllet lidt over dem, så katten ikke kunde have taget dem, og så ladet dem blive. Hendes søn sagde for resten, at det, der ligger i dvale, kan katten ikke tage. Der var ikke så tæt i husene i den tid, og så var de jo komne op på loftet fra gangen.

Karen Didrikes fik en vibe at se ved en staarknold, den havde vrådet sig ind der. Hun opdagede først hovedet, og det var den første vibe, hun så det år.

Ane Marie Kristensdatter, Ørum.


72. Der var en kone, der hed Ma Lundgårds, hun havde et føl, der løb hen en gang. Så ønskede hun sig til en fugl for at komme ud og lede om hendes føl. Nu flyver hun og siger: «Fyll fyll fyll, fylle, kom hjem!» Det er almindeligt her på egnen at kalde uglen Ma Lundgårds.

J. K. Jensen, Borup.


73. En krage var den første fugl, Vorherre så skjærtorsdag morgen, da han gik til Jerusalem med sine venner. «Hurra, hurra!» råbte den. Den havde hørt Judas gjøre akkord om de tredive sølvpenge.

Præstø egnen. Chr. Weiss.


74. Viben må bygge sin rede på jorden til straf for, at da den flöj over Frelserens kors, skreg den: «Pin ham!»

Annette Jensen.


75. Da Jesus hang på korset, flöj der fire fugle forbi, og den første, der var en lærke, sagde: «Læsk ham, læsk ham!» Den anden, nemlig storken: «Tröst ham, tröst ham!» Men viben sagde: «Pin ham, pin ham!» Derfor er viben forbandet, hvorimod de tre andre er hellige fugle.

Maren Bonde. Den fjerde fugl er glemt af afskriveren.


76. Da Vorherre hang på korset, råbte en lille fugl: «Sval ham, sval ham!» Derfor blev den kaldt svalen. Viben skreg: «Pin ham, pin ham!» Men til sidst kom der en stor fugl og råbte: «Styrk ham, styrk ham!» og derfor blev den fugl kaldt storken.

N. Madsen, Vorgod.


77. Da Jesus hang på korset, flöj storken, svalen og viben oven over. Storken sagde: «Styrk ham!» svalen sagde: «Sval ham!» men viben sagde: «Pin ham!» Derfor er de to første fugle yndede, hvorimod den sidste er ilde set.

Martin Nielsen, Stangegård, Åkirkeby.


78. . . . Storken sagde: «Styrk ham, styrk ham!» svalen sagde: «Sval ham, sval ham!» lærken sagde: «Læsk ham, læsk ham!» og hjejlen: «Hjælp ham, hjælp ham!» Viben der imod råbte ondskabsfuld: «Pin ham, pin ham!» Siden den tid kan viben for dens ondskab ikke finde hvile på noget træ, således som de andre fugle, men må bestandig hvile på jorden.

H. Petersen, Fårbæk.


79. . . . Viben sagde: «Pin ham, pin ham!» spurven: «Spark ham, spark ham!» storken: «Styrk ham, styrk ham!» lærken: «Læsk ham, læsk ham!» og svalen: «Sval ham, sval ham!»

T. Kristensen.


80. . . . Svalen bad: «Sval ham!» Viben skreg: «Pin ham!» Storken sagde: «Styrk ham!»

N. Kr. Pedersen, Grynderup.


81. . . . Viben: «Pin ham, pin ham!» Stenpikkeren: «Sten ham, sten ham!» Rylen: Riv ham, riv ham!» Storken: «Styrk ham, styrk ham!» Spurven: «Spar ham, spar ham!» Lærken: «Læsk ham, læsk ham!» Tåffelen (bekkasinen): «Tuml ham, tuml ham!»

Jeppe Jensen, Åkjær.


82. Jeg har hørt, at det var uglen, der ved Kristi kors sagde: «Ynk ham!»

M. Møller, Sir.