George Stephens biografi

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


George Stephens
Biografisk oversigt

George Stephens
(1813-1895)



Stephens, George, 1813-95, Folkemindesamler og Runeforsker. S. blev født i Liverpool 13. Dec. 1813, var Søn af en Præst, gik i forskjellige private og offentlige Skoler, sidst paa University college i London, hvor formodentlig hans Interesse for det engelske Oldsprog er bleven vakt. 1834, 21 Aar gammel, kom han til de nordiske Lande med en ungdommelig Begejstring for at finde Levninger af det engelske Sprogs Urform, den «skando-angelske» Dialekt, der en Gang maatte have været fælles Eje for Nordboer og Englændere. Den første Aarrække tilbragte han nu i Stockholm, til Dels ernærende sig ved at give Undervisning i Engelsk og at udgive Skoleudgaver af engelske Forfattere. Dette Ophold i Sverige blev S.s lykkeligste Tid og tillige den, der gav rigest Udbytte for Videnskaben. Det faldt sammen med en vaagnende Interesse for svensk Sprog og svensk Aandsliv. Sprogforskeren Säve, Folkemindegranskeren Hyltén-Cavallius og Bibliothekaren Klemming bleve hans nære Venner, og selv virkede han som et opildnende Element paa den lærde og patriotiske Kreds. Vennerne samledes gjærne i hans Bolig, en adstadig Gaard i det gamle Stockholm, i hans rummelige Stue, helt bogklædt, hvor Organisten Höijer foredrog Folkemelodier, og Værten selv laa drømmende paa Gulvet eller pludselig rejste sin slanke, næsten kongelige Skikkelse med det lange, kulsorte Skjæg for at udbryde i livligt Bifald.
   Hele Verden syntes da aaben for dem, der søgte Fortidens Spor. Bibliothekerne pløjede de igjennem for at afskrive eller gjøre Notater. Men ikke mindre ivrig gav den engelske lærde sig ud blandt Landbefolkningen, især i Cavallius’ Hjemstavn, Smaaland; han samlede gamle Bondekoner til Kaffe og Brændevin og skrev op, Viser og Æventyr, alt, hvad han kunde overkomme. S. A., som «Svenska Fornskriftselskapet» begyndte sin store Virksomhed, fremkom ogsaa den første store Æventyrsamling i Sverige: «Svenska folksagor och äfventyr», samlede af G. O. Hyltén-Cavallius og S. (I, 1844), tilegnet Brødrene Grimm, en for sin Tid ypperlig Samling. Selv om den ydre Fortælleform har for meget af en selvlavet Kongestil, vil den rige Samling af Texter og Varianter aldrig miste sin Betydning. 1853 begyndte de samme Forfattere en Udgave af «Sveriges historiska o. politiska visor», bygget paa fælles Bibliotheksgranskninger og «den samling af sällsynta och till en stor del uniqua tryckta flygblad och skillingsviser, som den ene af oss, G. S., under en följd af år med betydlig an strängning lyckats hopbringa». Ogsaa dette Arbejde naaede ikke længere end til 1. Bind; den omfattende Udgave af Folkeviser, hvortil det skulde danne Begyndelsen, udkom aldrig i Trykken. For saa vidt var dette Tab ikke stort, som Udgiverne i litterærkritisk Henseende lode en Del tilbage at ønske; og de havde ingen Forstaaelse af de Udgiverprincipper, der nylig med Sv. Grundtvig havde begyndt deres Sejersgang. Resultatet af S.s Samlerflid kom derimod i ret stort Omfang Videnskaben til gode gjennem Indledninger og Tillæg til «Danmarks gamle Folkeviser». Jævnsides hermed udgav S. gamle Skrifter for Fornskriftselskabet, især det store «Fornsvensk Legendarium» (1847-58, Tillægsbind 1874), hvor han tillige søgte at udpege Legendernes Indhold af Folkedigtning og gamle Mythetræk. Til denne Tid hører ogsaa hans «Britiska o. fransyska håndskrifter i Stockholm» (1847).
   Med Opholdet i Sverige var dog denne litterære Virksomhed til Ende; hans Interesse for Folkedigtningen fik ikke mere den rette Næring. Naar nogen senere spurgte til den, svarede han, at nu var der saa mange Arbejdere paa det Omraade, men den Gang var han den eneste. I 1851 udnævntes han til Lektor i Engelsk ved Kjøbenhavns Universitet, i 1855 blev han Professor og var for Resten af Livet knyttet til denne By. Her samlede han sine Kræfter om de ældste nordiske og engelske Runeindskrifter, hvori han mente at finde Mindesmærkerne fra det fælles skando-engelske Sprogtrin. Ved udsendte Tegnere og ved en omfattende Brevvexling skaffede han Billeder af en Mængde ellers lidet kjendte Mindesmærker; og saaledes kunde han begynde det pragtfulde Folioværk «Old Northern runic monuments» (2 Bind 1866-68, et stort Tillægsbind 1884 og et mindre 1901; desuden den forkortede Udgave «Handbook of Old Northern runic mon.», 1884, og «Runehallen i Oldnordisk Musæum», 1868). Uheldigvis mødte hans Arbejde strax Modsigelse i S. Bugges og Wimmers Runeforskninger, der forkastede baade S.s Sprogopfattelse og hans Vurdering af enkelte Runer (Indlæg fra begge Sider i «Aarbøger f. Oldkyndighed» 1866-68); og efterhaanden viste det sig, at hele det yngre Slægtled af Sprogforskere var fremmed for hans Tankegang. Forgjæves sendte han i Ny og Næ Stridsskrifter for at hævde Engelsk som et nordisk Sprog og bekæmpe Læren om de strænge Lydlove og om Islandsk som det nordiske Stamsprog; 1879 stiftede han et Samfund til dansk Sprogforskning, hvis første Medarbejdere stode nogenlunde venlige overfor S.s Standpunkt. I Virkeligheden var han dog en enlig Mand baade blandt Sprogforskere og i sin Stilling ved Universitetet. Heller ikke i Sprog og Temperament blev han nogen Sinde rigtig hjemme blandt danske. Af hans senere Runeafhandlinger findes yderst faa i danske Tidsskrifter, derimod et Stridsskrift mod S. Bugges Mytheopfattelse («Aarbøger f. Oldkynd.» 1883-84). Fra Regeringer og lærde Selskaber modtog han et ret stort Antal Udmærkelser. Han tog sin Afsked fra Universitetet 1893 og døde 9. Avg. 1895. 1834 havde han ægtet sin Landsmandinde Maria Bennett (f. 1808 d. 1896). 2 Ting vare særlig karakteristiske for S. Den ene var, at han var Samler. Han samlede paa alt, fra Bøger til Frimærker. Hans Bibliothek rummede en Mængde Sjældenheder, især af britisk videnskabelig Litteratur, og han gav villig Adgang til det. Mellem Bogbunkerne fandtes nyerhvervede Oldsager, baade ægte Stykker og grove Falsknerier, der alle havnede i Musæet paa Husaby, hans Søns Gaard i det sydlige Smaaland. En mindre Del af hans Efterladenskaber ere skjænkede til Staden Vexiø; af hans danske Flyveblade er et stort Udvalg givet til Kjøbenhavns Universitetsbibliothek. Et andet Væsenstræk var det begejstrede, idérige, agitatoriske.
   I Kjøbenhavn gav hans første Foredrag i Oldskriftselskabet (Juli 1845) Stødet til Indsamlingen af islandske Folkeminder. I 1879 stiftede han som Modvægt mod den Raskske Skole af Sprogforskere «Universitetsjubilæets danske Samfund», skaffede det Medlemmer og Penge og sad stadig i dets Styrelse, dog uden at øve videre Indflydelse paa dets daglige Arbejde. Op i Oldingeaarene udfoldede han en ungdommelig Lidenskab og levende Mimik, saa ofte han fik Lejlighed til at forkynde sine Synsmaader, og i sin Iver skabte han et mærkeligt Blandingssprog, der virkeliggjorde Tanken om en scando-anglic dialect. Hans Bidrag til Blade og Tidsskrifter i Nordens og Englands Lande – videnskabelige, politiske, Digte, Oversættelser – ere mangfoldige. Som Sprog- og Runeforsker har han ikke sat sig Spor, dertil vare hans Tanker for fantastiske og springske. Men hans store Runeværk har tjent som Grundlag bl. a. for S. Bugges Tolkninger af urnordiske Indskrifter, og der er Partier af det, som endnu ikke ere blevne overflødiggjorte ved nyere, nøjagtigere Værker. (Erslew, Forf. Lex. Illustr. Tid. XXXVI, Nr. 47. Nyare Bidrag t. Svenska Landsmålen VII, l, 34 ff.)
Axel Olrik.

Kilde: Dansk Biografisk Lexikon (1887-1905)


Bibliografi

Titler i E-Bibliotek