Gerhard Schøning biografi

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Gerhard Schøning
Biografisk oversigt

Gerhard Schøning
(1722-80)


Schøning, Gerhard. 1722-80, Historiker, var født 2. Maj 1722 paa Gaarden Skotaas i Buksnæs Præstegjæld (Lofoten) og Søn af Handelsmand og Tiendeforpagter Andreas S. og Martha f. Ursin, en Præstedatter. Efter foregaaende Undervisning af et Par Præster kom han 1739 i Throndhjems Skole, hvis Rektor den Gang var den udmærkede Skolemand Benjamin Dass. Han var saa heldig at blive denne Mands Yndling og gjorde under ham store Fremskridt. I 1742 kom han til Universitetet, tog 1744 theologisk Examen og 1748 Magistergraden, men havde dog allerede som Student trods trange Kaar ved Siden af klassisk Filologi, hvori han drev det meget vidt, med Forkjærlighed dyrket Historien. Det var H. Gram, der gav ham de videnskabelige Impulser, og han havde af denne faaet Løfte om at blive Amanuensis ved det store kongl. Bibliothek, hvoraf der dog ikke blev noget, da Gram døde 1748. I 1750 betraadte han Forfatterbanen, og i 1751 udkom hans for den Tid mærkelige Arbejde »Forsøg til de nordiske Landes, særdeles Norges, gamle Geografi«, udgivet af Danske Selskab, i hvilket S. netop da optoges. S. A. blev han Rektor i Throndhjem, i det Dass, med hvem han til dennes Død stod i den intimeste Forbindelse, oplod ham dette Embede imod en aarlig Afgift.

Som bekjendt rejste S. op til Throndhjem ledsaget af Suhm, der forblev netop lige saa længe der oppe som han, og disse 2 lærde kom til at leve sammen i disse sine kraftigste Aar under daglig Omgang og gjensidig Paavirkning. De delte saa at sige Rigernes Historie mellem sig og udgave fra Throndhjem i Forening sine »Forbedringer til den gamle danske og norske Historie« (1757). Da Gunnerus 1758 var bleven Biskop i Throndhjem, indbød han de 2 Historikere til med ham at grundlægge et norsk Videnskabsselskab, og i dettes Skrifter meddelte nu S. forskjellige Afhandlinger og udgav derhos 1762 sit klassiske Skrift om Throndhjems Domkirke, der vidner om et for den Tid enestaaende Kjendskab til Middelalderens Diplomer. Hvad der dog gjorde mest Opsigt og skaffede ham størst Anseelse, skjønt det nu for længst er glemt, var det lærde Arbejde »Om de gamle Grækeres og Romeres Kundskab om de nordiske Lande«, der fremkom i det danske Videnskabsselskab, i hvilket han var indvalgt 1758.

Som Rektor virkede S. med Dygtighed og Nidkjærhed, men han trivedes dog ikke ved Skolegjerningen, der i Begyndelsen ogsaa blev ham ubehagelig paa Grund af Biskop Nannestads herskesyge Indblanding i hans Embede. Da nu Suhm besluttede at forlade Throndhjem, modtog S. gjærne, skjønt han tabte derved i Indkomster, en Kaldelse til Professor i Veltalenheden (Latin) og Historie i Sorø og tiltraadte dette nye Embede 1765. Han havde nu mere Tid til sin Raadighed, end Rektoratet havde levnet ham, og brugte flittig sin Pen. Han fortsatte den nys nævnte Afhandling i Videnskabernes Selskabs Skrifter med flere lignende, der vakte Opsigt i Tyskland og bragte ham i en Polemik med A. L. Schløsser. I 1769 kom hans Værk »Om de norskes og en Del andre nordiske Folks Oprindelse«, der var at betragte som en Indledning til det Hovedværk, der havde staaet som hans Livs Maal lige fra Ungdommen, nemlig en stor Norgeshistorie, der skulde omfatte hans Fødelands Fortid lige fra Hedenold til den nyere Tid. Dette Skrift er mærkeligt derved, at den Theori om Nordmændenes Indvandring som et allerede for sig existerende Folk ad en nordlig Vej, der i det 19. Aarhundrede fremsattes af Keyser (1839) og forfægtedes af Munch (men senere fuldstændig er Opgiven), allerede her findes fuldt udviklet, skjønt Keyser og Munch ganske ignorerede det, om de for øvrigt have været opmærksomme derpaa. 2 Aar efter begyndte han ogsaa Udgivelsen af dette sit Hovedværk, hvis 1. Bind udkom 1771.

I Værkets Interesse fandt han imidlertid en Rejse i Norge, af hvilket han hidtil kun kjendte faa Egne uden for Nordland og Throndhjems By gjennem Selvsyn, at være højst ønskelig, og hans Velyndere, især vistnok Suhm og Luxdorph, formaaede ogsaa at sætte igjennem, at der gaves ham en Rejseunderstøttelse, og han tilbragte nu fra 1773 en længere Tid i Norge, især i sit gamle Hjem Throndhjems Stift; derpaa berejste han Gudbrandsdalen, Hedemarken og Egnen ned til Christiania. Han udarbejdede naturligvis en nøjagtig Beskrivelse over denne Rejse, den første, der overhovedet har fundet Sted i Norge i historisk og antikvarisk Øjemed, men kun 2 Hæfter bleve trykte (1778-82), den større Del henligger i Haandskrift.

Aarsagen til, at kun en mindre Del af Norge blev besøgt, var den, at han i Christiania modtog den Efterretning, at Kongen 23. Avg. 1775 havde udnævnt ham til Gehejmearkivar efter den 8 Dage i Forvejen afdøde Langebek. Han fik. Befaling til strax at tiltræde Embedet og kom altsaa til at forlade Norge. Helst havde han vistnok helt helliget sig til sit Hovedværk, men nu paalagdes det ham at udgive »Heimskringla«, der hidtil kun forelaa trykt i Svenskeren Peringskølds Udgave. S., der længe havde studeret den islandsk-norske Oldlitteratur og i sin Tid tænkt at udgive »Kongespejlet«, tog fat paa dette Arbejde og fik de 2 første og en Del af det 3. Bind af den store Folioudgave (1777 ff.) i Stand paa en for den Tid antagelig, men for en senere naturligvis mindre tilfredsstillende Maade. Med Fortsættelsen af sin Norgeshistorie naaede han des værre ikke længere frem end til 995, hvor 3. Del, der først udkom efter hans Død, standser. S.s Helbred havde næppe nogen Sinde været egentlig stærk, i sine sidste Aar var han sygelig og døde allerede 18. Juli 1780 (samme Dag som Hielmstierne). Det antoges, at det hyppige Ophold i Arkivets kolde Rum havde fremskyndet hans Død. Han havde siden 1756 været gift med Frederikke f. Hveding, Datter af Byskriver i Throndhjem Jens H. Ægteskabet havde været barnløst; Enken døde i Stavanger hos sin derværende Broder 1788.

Paludan-Müller har med Føje kaldt S. »en af de lærdeste Historikere, Norden har haft«. Hans Skrifter bære Vidnesbyrd om en ganske overordentlig Belæsthed og Litteraturkundskab. Hertil kom, at han ikke alene var ivrig for at samle Stof, men ogsaa omhyggelig i Behandlingen deraf. Han var en af sin Tids ypperste danske Prosaister. Men den Opgave, han havde sat sig, var for stor, til at nogen, især paa den Tid, vilde have kunnet magte den. Det blev derfor kun et storartet Tilløb. Men det skal altid erindres, at S. er den første Nordmand, som har givet sig i Færd med den Opgave at skrive en udtømmende, paa videnskabelig Forskning grundet Fremstilling af sit Fædrelands Historie. — S. havde dels selv samlet, dels efter sin Ven Dass arvet en udmærket historisk Bogsamling, der heldigvis blev erhvervet for Videnskabsselskabet i Throndhjem og er dets Bibliotheks egentlige Stamme. Hans egne Haandskrifter bevares i det store kongl. Bibliothek, hans i Norge erhvervede Diplomer ere afleverede fra Gehejmearkivet til det norske Rigsarkiv.

L. Daae.


Kilde: Dansk Biografisk Lexikon (1887-1905)