Gissurs saga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Sturlunga Saga


i dansk oversættelse

ved

Kr. Kålund (Versene ved Olaf Hansen)

udgiven af Det Kgl. Nordiske Oldskriftselskab

Gyldendalske Boghandel
Nordisk Forlag
København og Kristiania

1904


GISSURS SAGA. (1)

Gissur Torvaldsson var i denne tid hos kong Håkon. Efter at han om somren efter Haugsnæsslaget var rejst bort, havde han altid et eller andet len, hvad enten kongen sad i nord eller syd. Da Tord Sighvatsson og Gissur Torvaldsson havde været én vinter i Norge efter Haugsnæsslaget, drog Tord ud til Island, som för er skrevet, men Gissur blev tilbage i Norge og var ilde tilfreds med sin stilling; han manglede i höj grad penge og frygtede for, at hans frænder og venner vilde have vanskeligt ved at stå sig mod Tord. Gissur besluttede da at drage bort fra landet og sydpå til Rom (2). Brodde Torleivsson var også da udenlands, og han og Gissur fulgtes ad ud til paven sammen med nogle andre mænd. Den gang var Innocentius (3) pave i Rom. Gissur fik der afløsning i alle sine sager. Da var Erik Valdemarssön konge i Danmark; Valdemar Birgerssön var Sveernes konge. Gissur ledsagedes på sin rejse af Önund biskops-frænde, sin søstersön Torleiv klang, Audun koll og Arne besk, og de kom alle raske tilbage til Norge.

[1252]. Da Gissur havde været tre vintre i Norge, fik han af kong Håkon orlov at drage til Island; de sejlede ud på et og samme skib han og biskop Henrik og mange islandske mænd. Der var om bord Torgils Bödvarsson skarde, Finnbjörn Helgeson, Arnor Eriksson og mange andre Islændere (4). Skibet landede ved Gåsar i Øfjord; det styredes af Eystein hvide. De bragte hid til landet efterretningen om ærkebiskop Sigurds død; han var død om vinteren 6 nætter för Gregorius messe (5). Derefter valgtes Sörle til ærkebiskop. Gissur havde nu fået sig tildelt næsten hele Nordlændinge-fjærdingen, Torgils skarde fik Borgarfjord, Finnbjörn Reykjadal og landet derfra nordefter til Jøkelså. Til besøg ved skibet kom også abbeden Brand Jonsson; han styrede da gejstligheden i hele biskop Sigvards bispedömme (6). De red snart alle mandstærke vestpå til Skagafjord, hvor der sammenkaldtes et talrigt møde ved Hestatingshammer (7). Der blev kongsbrevene oplæste, og alle lovede villig at tage imod Gissur som hövding over sig. Eyjulv Torsteinsson med sine følgesvende var også til stede på dette møde, men ænsede kun lidet Gissur. Da herskede der stort venskab mellem biskop Henrik og Gissur. Gissur sendte bud til sine sönner på sydlandet, at de skulde møde ham i Vinverjadal med 70 mand; selv valgte han folk fra Skagafjord, 60 mand, som red med ham sydefter til Vinverjadal (8). Der mødte Gissurs tre sönner Hall, Isleiv og Ketilbjörn ham; Ketilbjörn var da 14 år gammel, de andre var ældre. Alle var de raske folk at se til. Her blev et meget glædeligt gensyn mellem Gissur og hans sönner samt hans andre venner. Skagfjordingerne red tilbage til nordlandet, men Gissur sydpå; om vinteren sad han i Kalladarnæs og havde mange folk om sig. Om efteråret, da abbed Brand ankom til sydbygderne, holdt Gissur bryllup med Groa Alvsdatter, moder til Hall og Isleiv; de gejstlige havde da givet deres samtykke (9). Ved dette bryllup var abbed Brand til stede. Biskop Henrik begav sig hjem til sit bispesæde Holar. Torgils skarde red sydpå til Borgarfjord, hvor herredets beboere tog temlig kølig imod ham; han sad i Stavaholt om vinteren og havde mange raske folk om sig (10); der var med ham Arnor Eriksson, Berg Åmundeson og mange andre. Finnbjörn red nordpå til Reykjadal og var om vinteren på Grenjadarstad. Styresmanden Eystein hvide var om vinteren på Holar hos biskop Henrik.

Samme sommer som Gissur og hans ledsagere ankom, sendte Tord Sighvatsson Kolbein grane og Are Ingemundsson ud til Island til sine venner. De landede ved Eyrar på sydlandet og drog derfra til vestbygderne til Ravn Oddsson og Sturla Tordsson. Ravn boede da på Saudafell i Dalene, Sturla på Stadarhol. Vigfus Gunnsteinsson, som var gift med Gudny Sturladatter (11), boede i Garpsdal. Kort efter at Kolbein og Are var komne til vestlandet, mødtes de alle i forening Sturla, Ravn, Vigfus og Tords andre venner og aftalte da et overfald på Gissur. Om vinteren för jul drog de til bygderne sydpå med 70 mand. I dette tog deltog mange raske mænd, men i spidsen for det stod efter Kolbeins tilskyndelse Ravn og Sturla. De kom uvæntet til Torgils i Stavaholt og brød dörene op. Torgils og hans følgesvende sprang op. Ravn vilde lade Torgils dræbe, men Sturla vilde ikke dette. De tog ham til fange og han svor dem troskabsed, at han ikke skulde være imod dem på nogen måde og ikke hjælpe Gissur. Hermed skiltes de. Ravn og Sturla red med flokken sydpå over Blåskogahede. Mange af deltagerne i denne færd var ivrige efter Gissurs liv og mente nu, at intet skulde forhindre, at de mødtes med ham. De red, til de kom til Ölveså; det var ved nattetid, og åen var ved at bryde op, så at de ikke på nogen måde kunde komme over den. De måtte da tage den beslutning at vende om her og ride tilbage til vestlandet. Ravn og Sturla var bægge på Stadarhol om vinteren; der var aldrig færre end 80 mandfolk, og man måtte skrabe lævnedsmidler sammen alle vegne fra, men ligefremme ran omtaltes dog ikke.

Om Torgils skarde er at berette, at han red nordefter til Skagafjord, så snart Ravn og Sturla red sydefter op på heden. Han var hos biskop Henrik om julen selv ottende. Arnor Eriksson var selv tredje på Videmyre, to var på Stad hos Povl Kolbeinsson. [1253]. Torgils red senere för fasten til Borgarfjord, hvor han sad i Stavaholt og havde stærke vagtposter. Om vinteren mellem jul og faste kom Gissur sydfra til Skagafjord og købte nu Flugumyre af biskop Henrik, ti Helga Sæmundsdatter (12) havde overdraget biskoppen denne gård. Hans sön Hall var med ham og henved 20 mand. Han sagde bønderne i Skagafjord, at han vilde indrette sin husholdning på Flugumyre til foråret; Eyjulv Torsteinsson forkyndte han, at han ikke vilde tåle ham i Skagafjord. Derefter red Gissur til sydlandet. Den øvrige del af vinteren var alt stille. Ravn vendte hjem til Saudafell ved fastetid. Om foråret efter fardage rejste Gissur fra sydlandet til Flugumyre med sin kone Groa og deres sön Hall; de var henved 30 i alt. Der blev nu grundet en anselig husholdning på Flugumyre. Om somren red Gissur fra nordlandet til tinget med 3 hundred mand. Hans sönner Isleiv og Ketilbjörn mødte ham på Beitevoldene (13) med 4 hundred mand, og de red alle i forening op på tinget. Der var da fåtalligt tingridt fra vesterbygderne. Sturla Tordsson (14) var da lovsigemand; han red ikke til tings og heller ikke Ravn på grund af ufred. Tord Andreasson red til tings med Gissursönnerne og hjalp dem i alle sager på det ting og ligeledes hans fader Andreas (15). Efter Gissurs og alle på det ting tilstedeværendes vilje overtog Teit Einarsson den sommer lovsigningen. Gissur red til lovbjærget. för han gik fra tinget, og lod tillyse sag mod Ravn og Sturla og alle dem, som var i følge med dem om vinteren, for anslag mod hans liv. Siden red folk fra tinget, og Gissur drog hjem til Flugumyre (16).


Noter:

1. Hermed begynder et sammenhængende afsnit af Gissurs Saga; sml. hvad om denne er bemærket I, 210.

2. Sml. hermed II, 92, hvor de samme forhold fremstilles noget forskellig.

3. Innocens IV (1243—54).

4. Gissur og hans fæller skulde allerede 1251 være afrejste, men led skibbrud og måtte forblive endnu en vinter i Norge.

5. Ærkebiskop Sigurd døde efter at have beklædt ærkebispesædet 21 år 6. marts 1252.

6. Under biskop Sigvards fraværelse i Norge 1250—54 styredes Skalholtstiftet af den i Svinfellinge saga meget omtalte almenagtede abbed Brand.

7. Stedet har navn efter de her afholdte „hesteting” d.v.s. hestekampe.

8. V. er et bedested på den over det indre höjland førende fjældvej Kølen.

9. Nogen modstand fra gejstlighedens side i denne sag har ikke tidligere været omtalt.

10. Denne angivelse af Stavaholt som Torgils’ hovedkvarter er mindre nöjagtig, som det af den efterfølgende Torgils saga fremgår.

11. Gudny var Sturla Sighvatssons datter

12. Kolbein unges enke.

13. Bedested øst for altingsstedet.

14. Rettere efter andre angivelser Sturlas broder Olav (sml. II, 126).

15. Andreas var en af Sæmundssönnerne fra Odde.

16. De i det nærmest foregående fortalte begivenheder, særlig for så vidt de angår Torgils skarde, fortælles i det følgende langt udførligere og fra et andet synspunkt.