Gnierens Søn og hans Kat
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Gnierens Søn og hans Kat
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864
Der var engang en gammel Gnier og hans Kjælling i deres Hytte og en Konge og Dronning i deres Rige. Først ville vi da fortælle om den Gamle og hans Kjælling. Han var saa gjerrig, at han fik skrabet uhyre mange Penge sammen, og det var et Ordsprog blandt Folk, at han altid fik to Penge for en. Men den Dag kom dog endelig engang, at den gamle Gnier blev syg og maatte gaae tilsengs, og af den Sygdom døde han. Han og hans Kjælling havde kun een Søn. Den første Nat efter Gnierens Død drømte hans Søn, at der kom en ukjendt Mand til ham og sagde: »Her ligger Du, Mand; din Fader er nu død, og al hans Rigdom er nu din Eiendom, thi din Moder døer snart. Halvparten af denne Rigdom er tilveiebragt ved Uretfærdighed, derfor skal Du nu give din halve Formue til de Fattige, men den anden Halvdeel skal Du kaste i Søen; men hvis Noget flyder ovenpaa Søen efter at det Andet er sunket, det være sig et Stykke Papiir eller Andet, da skal Du fiske det op og gjemme det godt.« Derpaa forsvandt Manden, men Svenden vaagnede.
Nu bliver han fuld af Bekymring over denne Drøm og tænker meget over, hvorledes han skal bære sig ad, for det forekommer ham ikke saa lige en Sag, at give Slip paa sin Formue; tilsidst tager han dog den Beslutning, at give Halvparten til de Fattige, men Resten kaster han i Søen. Da gaaer det, som Manden sagde ham i Drømmen, at han seer Noget flyde ovenpaa Søen; han gaaer hen og faaer fat i det og seer, at det er et Stykke sammenlagt Papiir, som han lukker op, og han finder da sex Skilling, som ere indsvøbte i det. Da tænker han ved sig selv: »Hvad skal jeg nu vel gjøre med disse sex Skilling, efterat jeg har tilintetgjort en saa stor Formue.« Han putter dem alligevel i sin Lomme. Han blev nu fuld af Sorg og tunge Tanker over at have mistet sin Formue, og lægger sig i Førstningen tilsengs, men staaer dog snart op igjen. Efterat han havde fulgt sin Moder til Graven, vandrede han nu bort med et tungt Sind. Han gik ud i Skoven og vandrede længe omkring, indtil han kom til en lille fattig Hytte; her bankede han paa Døren, og en gammel Kvinde traadte ud af den. Han beder om Tilladelse til at maatte blive her, men siger dog med det Samme, at han Intet har at betale sit Nattely med; hun svarer, at han ikke vil blive lukket ude af den Grund. Han træder da indenfor, og strax bragte man ham Spise. Han faaer ikke Øie paa andre Mennesker end to Kvinder og tre Mandfolk. De talte ikke meget sammen, og det var vel stilfærdige Mennesker, tyktes ham. Blandt Andet seer han derinde et Dyr, hvis Farve var graa, men som ikke var meget stort. Et saadant Væsen har han da aldrig før seet; han spørger, hvad man kalder dette Dyr og faaer det Svar, at det hedder »Kat.« Derpaa spørger han, om den Kat er tilfals, og hvad den i saa Fald skal koste? Den faaes for sex Skilling, svarer man ham, og saa kjøber han Katten for sine Skillinger og tilbringer derpaa Natten med at sove. Men om Morgenen tager han Afsked fra Folkene, putter Katten indenfor sin Kappeflig og gaaer sin Vei. Han gaaer nu hele Dagen igjennem Skove og Ørkener, indtil han om Kvelden kommer til en Gaard. Her banker han paa Døren, og en gammel Mand, som siger, at han eier Huset, kommer ud til ham. Svenden beder om Gjæstevenlighed, men tilføier dog med det Samme, at han ikke har Noget at betale den med. »Man maa da give Dig Natteleie for Intet«, siger den Gamle, og fører ham derpaa ind i Badstuen, hvor han faaer Øie paa to Mandfolk og to Kvinder, af hvilke den ene var den Gamles Hustru og den anden deres Datter. Saa lader han Katten springe ned fra Kappefligen, men Alle bleve de da selsomt tilmode, thi Ingen af dem havde før seet et sligt Dyr. Her blev han nu om Natten. Men om Morgenen raadede man ham til at gaae op til Kongsgaarden, som laa kort derfra; thi den Konge, som boer der, er en skikkelig Mand, som uden Tvivl vil vise ham en eller anden Villighed. Saa gaaer da Svenden afsted og bliver ved at gaae, indtil han kommer til Kongens Hal. Han skikker Bud ind til Kongen og beder om at faae ham i Tale, men Kongen lader melde til ham, at det skal være ham tilladt, at træde frem for ham i Hallen, og det gjør nu Svenden. Da Svenden kommer ind i Hallen, seer han Folk sidde tilbords; han hilser paa Kongen og hans Hirdmænd, men er nær ved at tabe baade Næse og Mund over en saare stor Bunke Smaakryb i Hallen, der tee sig saa næsviist imod Kongen og hans Hirdmænd, at de springe paa Bordet op paa Kongens Tallerkener og opæde hans Lækkerbiskener, ja endogsaa bide ham i Hænderne, saa at han slet ingen Fred har for dem. Kongens og nogle af Hirdmændenes Hænder vare blodige og man søgte at værge sig imod dem og deres Angreb, men det holdt haardt. Svenden spørger, hvad denne Jammer har at betyde og hvad det er for noget Kryb. Kongen svarer ham, at de kaldes »Rotter« og at de i mange Aar have hærget ham, men at han ikke kjender nogetsomhelst Middel til at udrydde dem. Da løber Katten i en Svip ned fra Svendens Kappeflig, farer ind paa Rotterne og dræber dem for Fode, men jager hele Resten bort fra Hallen. Kongen og hans Hirdmænd undre sig saare herover, og Kongen spørger, hvad det er for et Dyr. Svenden svarer, at det hedder Kat og at han har kjøbt det Dyr for sex Skilling. Da siger Kongen: »Fordi Du kom hid og for den Lykke, Du har bragt mig, skal Du hos mig have Lov til at vælge hvad Du helst ønsker, enten Du nu helst vil være min første Minister eller ægte min Datter og faae Riget efter mig.« Svenden svarede, at siden Kongen var saa god at lade ham vælge, tog han helst hans Datter og Riget. Siden blev Brylluppet holdt, men da det var forbi, sendte Svenden Bud efter de Bønder, som havde huset ham, og dem gjorde han til sine Ministre, da han efter Kongens Død selv havde tiltraadt Regjeringen.
