Goðrúnarkviða (I)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
|
|
|
|||
|
|
|||||
|
|
|||||
|
|
|||||
|
|
De gamle Eddadigte II
Heimskringla Reprint
Udgivne og tolkede af
G. E. C. Gads Forlag
København, 1932
Goðrúnarkviða
- 1.
- Ár vas þats Goðrún
- gęrðisk at dęyja,
- es hón sat sorgfull
- of Sigurði,
- gęrðit hjúfra
- né hǫndum sláa,
- né kvęina umb
- sęm konur aðrar.
Ár vas: det skete fordums; sål. beg. især yngre digte. — gęrðisk: omtr. = beredte sig. — of Sigurði: over S., der ligger død i sængen; Gudrun tænkes siddende på en stol ved sængen; hun rager sål. op over sængen og liget. — hjúfra: græde og klage. — kvęina umb: udstøde klageskrig.
- 2.
- Gingu jarlar
- alsnotrir framm,
- þęirs harðs hugar
- hána lǫttu;
- þęygi Goðrún
- gráta mátti,
- svá vas hón móðug,
- mundi hón springa.
jarlar: bet. måske ‘jarler’ som kongens sysselmænd, eller højtstående personer ved hirden (?). — harðs hugar: hårdt sind, der viste sig deri, at hun ikke kunde græde. — lǫttu: vilde få hende fra. — móðug: her ‘sorgfuld’. — springa: briste (om hj ærtet). — L. 5-8 er et slags omkvæd.
- 3.
- Sǫ́tu ítrar
- jarla brúðir,
- golli búnar,
- fyr Goðrúnu;
- hvęr sagði þęira
- sinn oftrega,
- þanns bitrastan
- of beðit hafði.
jarla brúðir: må være de nævnte jarlers hustruer; til disse behøver Gjaflaug og Herborg naturligvis ikke at høre. — sagði: her, mod forvæntning, stærkt betonet. — oftrega: svare sorg.
- 4.
- Þá kvað Gjaflaug
- Gjúka systir:
- mik vęitk á moldu
- munarlausasta;
- hęfk fimm vera
- forspell beðit,
- (tvęggja dœtra,
- þriggja systra)
- átta brœðra,
- þó ęin lifik.
Gjaflaug: ellers ukendt. — forspell: tab af. — L. 7-8, der er uden rim, ser ud til at være senere indskud af en, der vilde göre det hele endnu mere sörgeligt. — ęin: alene (som jeg er).
- 5.
- Þęygi Goðrún
- gráta mátti,
- svá vas hón móðug
- at mǫg dauðan
- ok harðhuguð
- of hrør fylkis.
harðdhuguð: jfr. harðs hugar (23). — hrør: lig.
- 6.
- Þá kvað þat Hęrborg,
- Húnalands drótning:
- hęfk harðara
- harm at sęgja,
- mínir sjau synir
- sunnan lands,
- verr hinn átti
- í val fellu.
Húnalands: er måske fejl f. Húna. Húnar har sikkert altid haft lang vokal.
- 7.
- Faðir ok móðir, *
- fjórir brœðr, *
- þau á vági *
- vindr of lék, *
- barði bára *
- við borðþili. *
lék: overlistede. — barði: til dette må þęim underforstås, ‘slog dem imod skibssiden’, så at de derved omkom. Jfr. Krit. bem.
- 8.
- Sjǫlf skyldak gǫfga,
- sjǫlf skyldak gǫtva,
- sjǫlf skyldak hrør
- hǫndla þęira;
- þat alt of bęiðk
- ęin missęri,
- svát mér mangi
- munar lęitaði.
gǫfga: udstyre (med kostbare ligklæder). — gǫtva: begrave. — hrør: lig. — hǫndla: behandle med mine egne hænder. Jfr. Krit. bem. — ęin: i et og samme. — mangi: ingen, rettelse f. R’s engi.
- 9.
- Þá hlautk hapta
- ok hęrnuma
- sams missęris
- síðan verða,
- skyldak skręyta
- ok skúa binda
- hęrsis kvǫ́n
- hvęrjan morgin.
hapta, hęrnuma: fem. til haptr, hęrnumi; jfr. Fáfn. 7. — kvǫ́n: dativ, for hustruen; som acc. må det underforstås til skręyta.
- 10.
- Hón œgði mér
- af afbrýði,
- ok hǫrðum mik
- hǫggum kęyrði;
- fank húsguma
- hvęrgi in bętra,
- ęn húsfręyju
- hvęrgi verri.
œgði: truede. — afbrýði: skinsyge. — húsguma: vel dannet som modsætning til husfręyja.
- 11.
- Þęygi Goðrún
- gráta mátti,
- svá vas hón móðug
- at mǫg dauðan
- ok harðhuguð
- of hrør fylkis.
- 12.
- Þá kvað þat Gollrǫnd
- Gjúka dóttir:
- »fǫ́ kant fóstra,
- þótt fróð séir,
- ungu vífi
- andspjǫll bera;«
- varaði hón at hylja
- of hrør fylkis.
Gollrǫnd: også ganske ukendt ellers. — Man lægge her mærke til den sjældne syntaktiske forbindelse mellem 1. og 2. halvdel. — fóstra: må her bet. ‘fostermoder’, da Herborg er dronning og Gollrǫnd synes at være ung. — andspjǫll: tale, her ‘trøstende ord’. — varaði: advarede imod, d. v. s. rådede til ikke (at tildække) ɔ: rådede til (at afdække). Udtrykket er ikke det mindste påfaldende.
- 13.
- Svipti blæju
- af Sigurði
- ok vatt vęngi
- fyr vífs knéum:
- »lít á ljúfan,
- lęgg munn við grǫn,
- sęm halsaðir
- hęilan stilli.«
Svipti: subj. er Gollrǫnd. — blæju: tæppet, der dækkede Sigurds ansigt (og legeme). — vatt (af vinda): drejede. — vęngi: puden (af vangi kind), hvorpå Sigurds hoved hvilede. — hęilan: hel, sund, ɔ: endnu i live.
- 14.
- Á lęit Goðrún
- ęinu sinni,
- sá dǫglings skǫr
- dręyra runna,
- fránar sjónir
- fylkis liðnar,
- hugborg jǫfurs
- hjǫrvi skorna.
skǫr: hovedhår, hoved. — liðnar: døde, brustne. — hugborg: sinds-borg, bryst.
- 15.
- Þá hné Goðrún
- hǫll við bolstri,
- haddr losnaði,
- hlýr roðnaði,
- ęn regns dropi
- rann niðr of kné.
hné o. s. v.: da segnede Gudrun i hældende stilling mod puden. Dette er så simpelt som tænkeligt, og dog er det blevet misforstået; Gudrun bliver siddende på stolen, men lægger sig med bryst og hoved over mod Sigurds lig. — hlýr: kinden (her sing. for plur.). — regns dropi: tårerne må være ment, men regn bruges aldrig ellers så; der foreligger måske her en forvanskning, og da vel af dropi (tårer omskrives ved ‘öjnenes regn’ og lign.).
- 16.
- Þá grét Goðrún
- Gjúka dóttir,
- svát tǫ́r flugu
- tresk í gǫgnum,
- ok gullu við
- gæss í túni,
- mærir foglar,
- es mær átti.
tresk: er et ganske ukendt ord, og det er ikke let at se, hvad det her kunde bet., eller om det er subst. el. adj. — gæss: gæs var en kvindes særlige ejendom; jfr. Norges gml. love (I, 211): »men datter får (arver) 5 beder og lin og garn og uld af 5 får, samt gæs«; gæssene hører deres ejerindes gråd og viser deres medfølelse ved deres skrig; digterisk overdrivelse, men meget anskuelig.
- 17.
- Þá kvað þat Gollrǫnd
- Gjúka dóttir
- Ykkar vissak
- ástir męstar
- manna allra
- fyr mold ofan;
- unðir hvárki
- úti né inni,
- systir mín nema
- hjá Sigurði.
- G. kv. 18.
- Svá vas minn Sigurðr
- hjá sonum Gjúka
- sęm væri gęirlaukr
- ór grasi vaxinn,
- eða væri bjartr stęinn
- á band dręginn
- jarknastęinn
- of ǫðlingum.
hjá: ved siden af, i sammenligning med. — gęirlaukr: en løgart (purreløg?), jfr. angels. gārleac. — L. 4: »vokset höjt op over (det lave) græs«. — stęinn: sten, ɔ: glasperle. — jarknastęinn: låneord fra angels. eorcanstān (topazius), der igen beror på kaldæisk jarkān (Sievers); jfr. Vǫl.kv. 26. — of ǫðlingum: over fyrster; en ulogisk smligning. Meningen må være: »Sigurd var som en skinnende ædelsten på en snor og overgik alle ædlinge (ved sine lysende fortrin)«.
- 19.
- Ek þótta ok
- þjóðans rekkum
- hvęrri hæri
- Hęrjans dísi,
- nú emk svá lítil
- sęm lauf séi
- opt í jǫlstrum
- at jǫfur dauðan.
hæri: ɔ: i åndelig forstand. — Hęrjans dísi: Odins mø, valkyrje. — lítil: ringe, betydningsløs. — í jǫlstrum: R skr. iavlstrom; der er megen tvivl om, hvorledes ordet skal forstås; nogle læser ǫlstrum (af ǫlstr ntr. foderurt), »blandt foderurter«; andre læser, med större sandsynlighed, í jǫlstrum, af jǫlstr = sv. jolster (salix pentandra), jfr. ilstri ntr., og no. isterpil; »Gudrun sammenligner sig selv med de små stumper af løv, som man ofte kan se stå igen på træet, når det er løvet« (S. Bugge).
- 20.
- Saknak í sessi
- ok í sæingu
- míns málvinar,
- valda męgir Gjúka,
- valda męgir Gjúka
- mínu bǫlvi
- ok systur sinnar
- sǫ́rum gráti.
bǫlvi: mgl. R, men er sikkert det rigtige ord. — ok: bör vist udgå.
- 21.
- Svá ér lýðum
- land of ęyðið,
- sęm ér rufuð
- ęiða svarða;
- muna þú Gunnarr
- golls of njóta;
- þęir munu baugar
- þér at bana verða.
- es þú Sigurði *
- svarðir ęiða. *
lýðum: m. h. t. mænd. Jfr. Krit. bem. Gudrun mener, at efter at Sigurd er død, er der ingen virkelige mænd mere til, en overdrivelse, der minder om Hallfreds udtryk om Nordens mennesketomhed efter Olaf Tryggvasons fald. — L. 5-8: guldets forbandelse må stadig følge med; Gudrun, der var ejerinden, går ud fra, at nu vil Gunnar bemægtige sig det. — L. 9-10 er utvivlsomt senere tillæg; es måtte bet. ‘du som’, men tanken i disse linjer er ulogisk og kejtet formuleret.
- 22.
- Opt vas í túni
- tęiti męiri,
- þás minn Sigurðr
- sǫðlaði Grana
- ok þęir BrynhiIdar
- biðja fóru,
- armrar véttar,
- illu hęilli.
í túni: i hjemmet og dets område. — Opt: passer ikke godt til l. 5ff., hvor der kun omtales én begivenhed, men det er vel at forstå: »ofte var der, f. eks. da de begav sig o. s. v.«. — armrar véttar: det elendige væsen. Dette udtryk fremkalder Brynhilds replik.
- 23.
- Þá kvað þat Brynhildr
- Buðla dóttir:
- vǫn sé sú véttr
- vers ok barna,
- es þér Goðrún
- gráts of bęiddi
- ok þér í morgun
- málrúnar gaf.
su véttr: ɔ: Gollrǫnd; foragtelig betegnelse; da Gollrǫnd næppe er gift, må sé gengives ved ‘vorde’, »gid hun aldrig måtte få«. — gráts bęiddi: fik til at græde. — málrúnar gaf: er blot omskrivning for ‘fik til at tale’.
- 24.
- Þá kvað þat Gollrǫnd
- Gjúka dóttir:
- þęgi þú þjóðlęið
- þęira orða,
- urðr ǫðlinga
- hęfr þú æ verit,
- rekr þik alda hvęr
- illrar skepnu.
- sorg sára *
- sjau konunga *
- ok vinspell *
- vífa męst. *
Efter det foregående er det naturligt, at Gollrǫnd tager ordet. — þjóðlęið: meget forhadte; þjóð- som oftere forstærkende. — urðr: skæbne, her ulykke, fordærv. — alda: bølge; »enhver den onde skæbnes bølge jager dig«. — De 4 sidste linjer er tildigtning; 3 af dem har kun 3 stavelser; syntaktisk hænger de ikke sammen med det foregående; vinspell må være accus., vinspell vífa ‘fordærv af venskab mellem kvinder’. Næppe er de 4 linjer rest af et (ægte) vers.
- 25.
- Þá kvað þat Brynhildr
- Buðla dóttir:
- vęldr ęinn Atli
- ǫllu bǫlvi
- of borinn Buðla
- bróðir minn.
vęldr o. s. v.: efter en version af sagnet (se Sigsk. 35-36) tvang Atle Brynhild til at gifte sig med Sigurd; denne version er her fulgt. — L. 5-6 genfindes i Sigsk. 56, men derfor er der ingen grund til at udskyde dem her.
- 26.
- Þás vit í hǫll
- húnskrar þjóðar
- ęld á jǫfri
- ormbęðs litum,
- þess hęfk gangs
- goldit síðan;
- þęirar sýnar
- ek sǫ́umk ęy.
hǫll o. s. v.: ɔ: Atles hal. — ęld ormbęðs: ‘slangelejets ild’ er ingen rigtig kenning for guld og er uden sidestykke. Der må sikkert foreligge en forvanskning. — goldit: måtte undgælde for. — þęirar sýnar: er gen., ‘på grund af det syn’, men ikke obj. til sǫ́umk = nærede jeg (har jeg næret) frygt; sýnar er næppe parallelt med gangs.
- 27.
- Stóð hón und stoð,
- stręngði ęfli;
- brann Brynhildi
- Buðla dóttur
- ęldr ór augum,
- ęitri fnœsti,
- es sár of lęit
- á Sigurði.
ęfli: = afl (hvoraf det er afledet), »hun gjorde sin styrke (endnu) kraftigere«, d. v. s. hun opbød alle sine kræfter; jfr. Krit. bem. — Man lægge mærke til at l. 5 danner en direkte fortsættelse af l. 4. — ęitri fnœsti: hun fnyste gift, en af de mange meget stærke udtryk, som dette digt har. Meningen er: »hun var lidenskabelig ophidset«.
Goðrún gekk þaðan á braut til skógar á eyðimerkr ok fór alt til Danmarkar ok var þar með Þóru Hákonardóttur sjau misseri. Brynhildr vildi eigi lifa eptir Sigurð; hon lét drepa þræla sína átta ok fimm ambóttir; þá lagði hon sik sverði til bana, svá sem segir í Sigurðarkviðu hinni skǫmmu.
