Goðrúnarkviða (I)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Svensk.gif


De gamle Eddadigte


Udgivne og tolkede af

Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag

København, 1932


Goðrúnarkviða

(I.)




1.
Ár vas þats Goðrún
gęrðisk at dęyja,
es hón sat sorgfull
of Sigurði,
gęrðit hjúfra
né hǫndum sláa,
né kvęina umb
sęm konur aðrar.



Ár vas: det skete fordums; sål. beg. især yngre digte. — gęrðisk: omtr. = beredte sig. — of Sigurði: over S., der ligger død i sængen; Gudrun tænkes siddende på en stol ved sængen; hun rager sål. op over sængen og liget. — hjúfra: græde og klage. — kęveina umb: udstøde klageskrig.



2.
Gingu jarlar
alsnotrir framm,
þęirs harðs hugar
hána lǫttu;
þęygi Goðrún
gráta mátti,
svá vas hón móðug,
mundi hón springa.



jarlar: bet. måske ‘jarler’ som kongens sysselmænd, eller højtstående personer ved hirden (?). — herðs hugar: hårdt sind, der viste sig deri, at hun ikke kunde græde. — lǫttu: vilde få hende fra. — móðug: her ‘sorgfuld’. — springa: briste (om hj ærtet). — L. 5-8 er et slags omkvæd.



3.
Sǫ́tu ítrar
jarla brúðir,
golli búnar,
fyr Goðrúnu;
hvęr sagði þęira
sinn oftrega,
þanns bitrastan
of beðit hafði.



jarla brúðir: må være de nævnte jarlers hustruer; til disse behøver Gjaflaug og Herborg naturligvis ikke at høre. — sagði: her, mod forvæntning, stærkt betonet. — oftrega: svare sorg.



4.
Þá kvað Gjaflaug
Gjúka systir:
mik vęitk á moldu
munarlausasta;
hęfk fimm vera
forspell beðit,
(tvęggja dœtra,
þriggja systra)
átta brœðra,
þó ęin lifik.



Gjaflaug: ellers ukendt. — forspell: tab af. — L. 7-8, der er uden rim, ser ud til at være senere indskud af en, der vilde göre det hele endnu mere sörgeligt. — ęin: alene (som jeg er).



5.
Þęygi Goðrún
gráta mátti,
svá vas hón móðug
at mǫg dauðan
ok harðhuguð
of hrør fylkis.



harðdhuguð: jfr. harðs hugar (23). — hrør: lig.



6.
Þá kvað þat Hęrborg,
Húnalands drótning:
hęfk harðara
harm at sęgja,
mínir sjau synir
sunnan lands,
verr hinn átti
í val fellu.



Húnalands: er måske fejl f. Húna. Húnar har sikkert altid haft lang vokal.



7.
Faðir ok móðir, *
fjórir brœðr, *
þau á vági *
vindr of lék, *
barði bára *
við borðþili. *



lék: overlistede. — barði: til dette må þęim underforstås, ‘slog dem imod skibssiden’, så at de derved omkom. Jfr. Krit. bem.



8.
Sjǫlf skyldak gǫfga,
sjǫlf skyldak gǫtva,
sjǫlf skyldak hrør
hǫndla þęira;
þat alt of bęiðk
ęin missęri,
svát mér mangi
munar lęitaði.



gǫfga: udstyre (med kostbare ligklæder). — gǫtva: begrave. — hrør: lig. — hǫndla: behandle med mine egne hænder. Jfr. Krit. bem.ęin: i et og samme. — mangi: ingen, rettelse f. R’s engi.



9.
Þá hlautk hapta
ok hęrnuma
sams missęris
síðan verða,
skyldak skręyta
ok skúa binda
hęrsis kvǫ́n
hvęrjan morgin.



hapta, hęrnuma: fem. til haptr, hęrnumi; jfr. Fáfn. 7. — kvǫ́n: dativ, for hustruen; som acc. må det underforstås til skręyta.



10.
Hón œgði mér
af afbrýði,
ok hǫrðum mik
hǫggum kęyrði;
fank húsguma
hvęrgi in bętra,
ęn húsfręyju
hvęrgi verri.



œgdi: truede. — afbrýði: skinsyge. — húsguma: vel dannet som modsætning til husfręyja.



11.
Þęygi Goðrún
gráta mátti,
svá vas hón móðug
at mǫg dauðan
ok harðhuguð
of hrør fylkis.


12.
Þá kvað þat Gollrǫnd
Gjúka dóttir:
»fǫ́ kant fóstra,
þótt fróð séir,
ungu vífi
andspjǫll bera;«
varaði hón at hylja
of hrør fylkis.



Gollrǫnd: også ganske ukendt ellers. — Man lægge her mærke til den sjældne syntaktiske forbindelse mellem 1. og 2. halvdel. — fóstra: må her bet. ‘fostermoder’, da Herborg er dronning og Gollrǫnd synes at være ung. — andspjǫll: tale, her ‘trøstende ord’. — varaði: advarede imod, d. v. s. rådede til ikke (at tildække) ɔ: rådede til (at afdække). Udtrykket er ikke det mindste påfaldende.



13.
Svipti blæju
af Sigurði
ok vatt vęngi
fyr vífs knéum:
»lít á ljúfan,
lęgg munn við grǫn,
sęm halsaðir
hęilan stilli.«



Svipti: subj. er Gollrǫnd. — blæju: tæppet, der dækkede Sigurds ansigt (og legeme). — vatt (af vinda): drejede. — vęngi: puden (af vangi kind), hvorpå Sigurds hoved hvilede. — hęilan: hel, sund, ɔ: endnu i live.



14.
Á lęit Goðrún
ęinu sinni,
sá dǫglings skǫr
dręyra runna,
fránar sjónir
fylkis liðnar,
hugborg jǫfurs
hjǫrvi skorna.



skǫr: hovedhår, hoved. — liðnar: døde, brustne. — hugborg: sinds-borg, bryst.



15.
Þá hné Goðrún
hǫll við bolstri,
haddr losnaði,
hlýr roðnaði,
ęn regns dropi
rann niðr of kné.



hné o. s. v.: da segnede Gudrun i hældende stilling mod puden. Dette er så simpelt som tænkeligt, og dog er det blevet misforstået; Gudrun bliver siddende på stolen, men lægger sig med bryst og hoved over mod Sigurds lig. — hlýr: kinden (her sing. for plur.). — regns dropi: tårerne må være ment, men regn bruges aldrig ellers så; der foreligger måske her en forvanskning, og da vel af dropi (tårer omskrives ved ‘öjnenes regn’ og lign.).



16.
Þá grét Goðrún
Gjúka dóttir,
svát tǫ́r flugu
tresk í gǫgnum,
ok gullu við
gæss í túni,
mærir foglar,
es mær átti.



tresk: er et ganske ukendt ord, og det er ikke let at se, hvad det her kunde bet., eller om det er subst. el. adj. — gæss: gæs var en kvindes særlige ejendom; jfr. Norges gml. love (I, 211): »men datter får (arver) 5 beder og lin og garn og uld af 5 får, samt gæs«; gæssene hører deres ejerindes gråd og viser deres medfølelse ved deres skrig; digterisk overdrivelse, men meget anskuelig.



17.
Þá kvað þat Gollrǫnd
Gjúka dóttir
Ykkar vissak
ástir męstar
manna allra
fyr mold ofan;
unðir hvárki
úti né inni,
systir mín nema
hjá Sigurði.


G. kv. 18.
Svá vas minn Sigurðr
hjá sonum Gjúka
sęm væri gęirlaukr
ór grasi vaxinn,
eða væri bjartr stęinn
á band dręginn
jarknastęinn
of ǫðlingum.



hjá: ved siden af, i sammenligning med. — gęirlaukr: en løgart (purreløg?), jfr. angels. gārleac. — L. 4: »vokset höjt op over (det lave) græs«. — stęinti: sten, ɔ: glasperle. — jarknastęinn: låneord fra angels. eorcanstān (topazius), der igen beror på kaldæisk jarkān (Sievers); jfr. Vǫl.kv. 26. — of ǫdlingum: over fyrster; en ulogisk smligning. Meningen må være: »Sigurd var som en skinnende ædelsten på en snor og overgik alle ædlinge (ved sine lysende fortrin)«.



19.
Ek þótta ok
þjóðans rekkum
hęgrri hæri
Hęrjans dísi,
nú emk svá lítil
sęm lauf séi
opt í jǫlstrum
at jǫfur dauðan.



hæri: ɔ: i åndelig forstand. — Hęrjans dísi: Odins mø, valkyrje. — lítil: ringe, betydningsløs. — í jǫlstrum: R skr. iavlstrom; der er megen tvivl om, hvorledes ordet skal forstås; nogle læser ǫlstrum (af ǫlstr ntr. foderurt), »blandt foderurter«; andre læser, med större sandsynlighed, í jǫlstrum, af jǫlstr = sv. jolster (salix pentandra), jfr. ilstri ntr., og no. isterpil; »Gudrun sammenligner sig selv med de små stumper af løv, som man ofte kan se stå igen på træet, når det er løvet« (S. Bugge).



20.
Saknak í sessi
ok í sæingu
míns málvinar,
valda męgir Gjúka,
valda męgir Gjúka
mínu bǫlvi
ok systur sinnar
sǫ́rum gráti.



bǫlvi: mgl. R, men er sikkert det rigtige ord. — ok: bör vist udgå.



21.
Svá ér lýðum
land of ęyðið,
sęm ér rufuð
ęiða svarða;
muna þú Gunnarr
golls of njóta;
þęir munu baugar
þér at bana verða.
es þú Sigurði *
svarðir ęiða. *



lýðum: m. h. t. mænd. Jfr. Krit. bem. Gudrun mener, at efter at Sigurd er død, er der ingen virkelige mænd mere til, en overdrivelse, der minder om Hallfreds udtryk om Nordens mennesketomhed efter Olaf Tryggvasons fald. — L. 5-8: guldets forbandelse må stadig følge med; Gudrun, der var ejerinden, går ud fra, at nu vil Gunnar bemægtige sig det. — L. 9-10 er utvivlsomt senere tillæg; es måtte bet. ‘du som’, men tanken i disse linjer er ulogisk og kejtet formuleret.



22.
Opt vas í túni
tęiti męiri,
þás minn Sigurðr
sǫðlaði Grana
ok þęir BrynhiIdar
biðja fóru,
armrar véttar,
illu hęilli.



í túni: i hjemmet og dets område. — Opt: passer ikke godt til l. 5ff., hvor der kun omtales én begivenhed, men det er vel at forstå: »ofte var der, f. eks. da de begav sig o. s. v.«. — armrar véttar: det elendige væsen. Dette udtryk fremkalder Brynhilds replik.



23.
Þá kvað þat Brynhildr
Buðla dóttir:
vǫn sé sú véttr
vers ok barna,
es þér Goðrún
gráts of bęiddi
ok þér í morgun
málrúnar gaf.



su véttr: ɔ: Gollrǫnd; foragtelig betegnelse; da Gollrǫnd næppe er gift, må gengives ved ‘vorde’, »gid hun aldrig måtte få«. — gráts bęiddi: fik til at græde. — málrúnar gaf: er blot omskrivning for ‘fik til at tale’.



24.
Þá kvað þat Gollrǫnd
Gjúka dóttir:
þęgi þú þjóðlęið
þęira orða,
urðr ǫðlinga
hęfr þú æ verit,
rekr þik alda hvęr
illrar skepnu.
sorg sára *
sjau konunga *
ok vinspell *
vífa męst. *



Efter det foregående er det naturligt, at Gollrǫnd tager ordet. — þjóðlęið: meget forhadte; þjóð- som oftere forstærkende. — urðr: skæbne, her ulykke, fordærv. — alda: bølge; »enhver den onde skæbnes bølge jager dig«. —- De 4 sidste linjer er tildigtning; 3 af dem har kun 3 stavelser; syntaktisk hænger de ikke sammen med det foregående; vinspell må være accus., vinspell vífa ‘fordærv af venskab mellem kvinder’. Næppe er de 4 linjer rest af et (ægte) vers.



25.
Þá kvað þat Brynhildr
Buðla dóttir:
vęldr ęinn Atli
ǫllu bǫlvi
of borinn Buðla
bróðir minn.



vęldr o. s. v.: efter en version af sagnet (se Sigsk. 35-36) tvang Atle Brynhild til at gifte sig med Sigurd; denne version er her fulgt. — L. 5-6 genfindes i Sigsk. 56, men derfor er der ingen grund til at udskyde dem her.



26.
Þás vit í hǫll
húnskrar þjóðar
ęld á jǫfri
ormbęðs litum,
þess hęfk gangs
goldit síðan;
þęirar sýnar
ek sǫ́umk ęy.



hǫll o. s. v.: ɔ: Atles hal. — ęld ormbęðs: ‘slangelejets ild’ er ingen rigtig kenning for guld og er uden sidestykke. Der må sikkert foreligge en forvanskning. — goldit: måtte undgælde for. — þęirar sýnar: er gen., ‘på grund af det syn’, men ikke obj. til sǫ́mk = nærede jeg (har jeg næret) frygt; sýnar er næppe parallelt med gangs.



27.
Stóð hón und stoð,
stręngði ęfli;
brann Brynhildi
Buðla dóttur
ęldr ór augum,
ęitri fnœsti,
es sár of lęit
á Sigurði.



ęfli: = afl (hvoraf det er afledet), »hun gjorde sin styrke (endnu) kraftigere«, d. v. s. hun opbød alle sine kræfter; jfr. Krit. bem. — Man lægge mærke til at l. 5 danner en direkte fortsættelse af l. 4. — ęitri fnœsti: hun fnyste gift, en af de mange meget stærke udtryk, som dette digt har. Meningen er: »hun var lidenskabelig ophidset«.



Goðrún gekk þaðan á braut til skógar á eyðimerkr ok fór alt til Danmarkar ok var þar með Þóru Hákonardóttur sjau misseri. Brynhildr vildi eigi lifa eptir Sigurð; hon lét drepa þræla sína átta ok fimm ambóttir; þá lagði hon sik sverði til bana, svá sem segir í Sigurðarkviðu hinni skǫmmu.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.