Grettir hin stærke
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
 |
|||
|
||||||
|
Fordanskede af Mag. Grímur Thomsen
Udgivet af Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug
Kjöbenhavn 1846
Grettir hin stærke
De seilede nu fra Island, der de vare reisefærdige og vinden var gunstig, og da de vare komne udenfor alle grunde, satte de seil til. Grettir lavede sig et leje paa skibet under baaden, og vilde ikke röre sig af stedet, hverken til at öse eller bjærge seil, eller udrette nogensomhelst anden skibsdont som andre sömænd; heller ikke vilde han kjöbe sig fri for arbeide. De seilede sönden om Reykjanes; men da landet var forsvundet dem af sigte, fik de stiv kuling; skibet var læk og taalte sögangen ilde; bleve alle mand gjennemblödte. Da lod Grettir det vanke med nidviser; dette mishagede alle. Det var en dag, at det baade blæste stærkt og koldt, da bad de andre sömænd Grettir om at staa dem bi, thi nu frös de. Grettir saa op og sagde:
- »Held er det, hvis her maa fryse
- hver finger af jer uslinger!«
.jpg)
Ikke fik de ham til at bestille noget; derover bleve de forbittrede, og truede ham med at han skulde komme til haardt at böde for sine nidviser og anden uret, som han tilföjede dem. Stormen vedblev, og de maatte bestandig staa at öse dag ud og dag ind. Nu truede de med at kaste Grettir overbord, og da styrmanden Hablidi hörte det, gik han derhen, hvor Grettir laa, og sagde: »ikke synes mig I komme godt ud af det med hverandre, du og de övrige sömænd, du forsömmer dine pligter, og digter nidviser ovenikjöbet; men de true med at styrte dig overbord. Saaledes kan det ikke gaa.« Grettir svarede: »hvorfor skulde de ikke have lov til at gjöre hvad dem lyster; det er kun mit önske, at jeg maatte faa een eller to af dem til at fölge med, naar jeg gaar overbord.« »Saadant maa ikke ske,« sagde Hablidi, »vi ville aldrig faa en heldig reise, hvis I have sligt for; nu skal jeg give dig et raad.« »Hvilket?« sagde Grettir. Hablidi svarede: »de ere især opbragte paa dig for dine nidviser; nu skal du digte en om mig; det kan være de da taale dine spottekvad bedre.« »Om dig digter jeg ikke andet end godt,« sagde Grettir, »jeg sætter dig ikke i klasse med uslinger.« Hablidi svarede: »du kan jo digte saaledes, at visen ikke bliver fuldt saa slem, naar man nöjere undersöger den, som den ved förste öjekast kunde synes.« . . . . . . . Grettir gjorde saa. Men da de övrige sömænd fik det at vide, gave de sig tilfreds; »kan styrmanden taale det,« mente de, »saa kunne vi andre vel ogsaa.«
De havde en lang og besværlig reise; skibet blev mere læk, og folkene udmattedes af arbeidet. Hablidi gik derhen, hvor Grettir laa, og opfordrede ham til at give en haandsrækning med. Grettir reiste sig flux, löb derhen, hvor de andre söfolk stod og öste, og spurgte, hvad de vilde han skulde bestille. De sagde han vilde nok ikke gjöre noget godt. Han svarede: »mands hjælp drager altid noget« . . . . . . . Den tid brugte man at öse havskibe med bötter eller stob; den maade var baade trættende og fugtig; man havde to bötter, hvoraf den ene skulde gaa ned, naar den anden gik op. De gave Grettir bötterne og bad ham sænke dem i, nu kunde man se, hvad han duede til . . . . . . . Grettir gik ned og sænkede bötterne i; först satte de to mænd til at öse imod ham, men det varede ikke længe, förend de vare saa trætte at de ikke kunde mere. Saa satte de fire imod ham, men det gik ligesaa. Endelig satte de otte imod ham, og da fik de snart læns skib. Herved forandredes de övrige sömænds adfærd imod Grettir betydelig, da de saa hvad han var for en karl; fra den tid var han ogsaa den villigste og raskeste til hvilketsomhelst der var at gjöre . . . . . . . De seilede nu videre, indtil de kom til Söndmör i Norge; der löb de paa grund ikke langt fra en ö, som hedder Haaramsö.
Paa denne ö boede en lendermand, som hed Thorfinnur; han var en sön af Kaur den gamle. Thorfinnur var en stor hövding. Da han saa, at et havskib var stædt i nöd ikke langt fra öen, lod han folkene og deres gods bjærge, og herbergede dem en uge, medens de lod sine varer törres. Derpaa drog alle de övrige kjöbmænd og sömænd sydpaa foruden Grettir, som blev tilbage hos Thorfinnur. Grettir var meget stille og ordknap. Thorfinnur lod ham give mad, men gav sig ellers ikke meget af med ham. Grettir var ham heller ikke fölgagtig, og vilde ikke gaa ude med ham om dagen. Dette mishagede Thorfinnur. Thorfinnur var glad og munter i sit hjem; han vilde og, at andre skulde være glade.
Sommeren efter var det, at Erik jarl Hakonsson gjorde sig rede til at drage fra Norge vester til England, for at besöge sin svoger, Knud den mægtige; men han indsatte sin broder Svend jarl til formynder for sin sön Hakon, som endnu var et barn. Förend Erik jarl reiste, indböd han lendermænd og formaaende bönder til et möde hos sig; der taledes meget om lov og landsstyrelse, thi Erik jarl var en regjeringsklog mand; der raadsloges om, hvorledes der kunde raades bod paa det uvæsen, der dreves af bersærker og ildgjerningsmænd, der drog omkring, affordrede gjæve mænd deres gods, koner og döttre, og udæskede dem til tvekamp, naar de ikke med det gode fik, hvad de forlangte. Det blev bestemt, at alle som faldt i en saadan tvekamp, skulde anses for retmæssig dræbte; . . . . . . . dernæst forviste Erik jarl alle rövere og bersærker, der afstedkom ufred, landet. I denne raadslagning og afgjörelse deltog Thorfinnur Kaursson af Haaramsö, efterdi han baade var en vis mand og jarlernes gode ven. — To brödre nævnes som de værste bersærker; den ene hed Thorir Thömb, den anden Ögmundur hin onde; de stammede fra Halogaland; de vare större og stærkere end de fleste andre mænd; de fik bersærkegang, og ænsede intet, naar de bleve vrede. De fratoge folk deres koner, beholdt dem hos sig en uge eller fjorten dage, og bragte dem siden tilbage til deres mænd. De plyndrede eller gjorde anden overlast hvorhelst de kom. Erik jarl gjorde dem landflygtige af hele Norge; havde Thorfinnur en stor andel i deres forvisning; og de mente, at over ham burde de tage hævn. . . . . . . . Henved julen denne vinter gjorde Thorfinnur sig rede til at drage til sin gaard Slysfjord paa fastlandet; did havde han indbudt en mængde af sine venner. Hans hustru kunde ikke reise med, thi deres mandbare datter laa syg, og de bleve derfor begge hjemme. Grettir blev og hjemme og otte af huskarlene. Thorfinnur drog med tredive fribaarne mænd til julegildet; der var megen glæde og lystighed. Næste dag för jul var veiret klart og stille. Grettir stod fordetmeste ude den dag, og saa paa den mængde skibe, der holdt dels nord dels sydefter, thi nu reiste den ene bonde til den anden til juleöl. Thorfinnurs datter var nu kommen sig, saa at hun gik omkring med sin moder. Det lakkede mod aften. Da ser Grettir, at et skib stævnede til öen, ikke stort, men beklædt med skjolde fra en stavn til den anden. De roede rask og styrede hen til Thorfinnurs skibsleje; og da skibet kom paa grund, löb alle overbord, som vare derpaa. Grettir talte mændene; de vare tolv; ikke syntes ham at de bare sig meget fredelig ad; de löftede sit skib op og bare det op af söen; derpaa löb de dertil, hvor Thorfinnurs store snække stod; den kunde ellers ikke færre, end tredive karle, trække tilsös, men disse tolv rykkede den nu ned i sandet; derpaa löftede de sit skib op igjen og bare det ind paa snækkens plads. Da troede Grettir at kunne mærke, at disse folk nok selv vilde byde sig til gjæst; han gik dem imöde, böd dem velkomne, og spurgte hvem de vare, eller hvad deres anförer hed. Denne svarer: »rask taler du os til, jeg heder Thorir, og kaldes Thömb, og der er min broder Ögmundur; de övrige ere vore kumpaner; jer hosbond Thorfinnur har vist hört os omtale, er han hjemme?« Grettir svarer: »I ere sandelig af lykken begunstigede mænd, thi nu ville I blive godt modtagne, hvis I ere de mænd, som jeg antager eder for; hosbond er reist hjemmefra med alle fribaarne mænd her paa gaarden, og kommer ikke tilbage förend efter jul; husfruen er hjemme og hendes datter, og var det mig, der vilde tage hævn over en eller anden fornærmelse, saa ansaa jeg det nu for beleiligt, thi her er alt, som man vil have, baade öl og anden gammen.« Thorir taug, medens Grettir holdt sin tale, derpaa sagde han til Ögmundur: »gik det ikke, som jeg sagde, og nu kunde jeg have lyst til at hævne mig paa Thorfinnur, fordi han gjorde os landflygtige; denne mand er det heller ei vanskeligt at faa nyt at vide af, man behöver ikke at hale ordene ud af ham.« Grettir sagde »hvermand er herre over sine ord; jeg skal vise eder den gjæstfrihed, jeg formaar; kommer hjem med mig.« De takkede ham for tilbudet, og sagde de modtog det. Da de kom hjem til gaarden, tog Grettir Thorir ved haanden, og förte ham til stuen; Grettir var da meget snaksom. Husfruen var i stuen, lod den beklæde med tæpper og pynte op; men da hun hörte Grettirs stemme, stod hun stille paa gulvet og spurgte, hvem han böd saa höitidelig velkomne. Grettir svarer: »det er nu raadeligst, husfrue! at tage vel imod gjæster; thi her er bonden Thorir Thömb kommen selvtolvte; agte de at blive her i julen; og det er jo herligt, thi her var noget stille i forvejen.« Hun svarer: »ikke regner jeg dem iblandt bönder eller gode mænd, efterdi de ere de værste rövere og ildgjerningsmænd; jeg vilde gjerne givet en stor del af min ejendom til at de ikke vare komne her denne gang; men du lönner Thorfinnur ilde det, at han tog imod dig arm og skibbruden og har holdt dig her hele vinteren som en fribaaren mand.« Grettir svarer: »det er bedre först at trække de vaade klæder af vore gjæster, end at gjöre mig bebreidelser; det kan du altid siden gjöre.« Da sagde Thorir: »vær ikke saa vred, husfrue! du skal ikke tabe ved at din mand ikke er hjemme, du skal faa en mand i stedet; din datter skal og faa en, og saaledes alle kvinder her paa gaarden.« »Det var talt, som en mand,« sagde Grettir, »saa have de heller ikke noget at klage over.« Nu sprang alle kvinderne frem med graad og tuden. Grettir sagde til bersærkerne: »flyr mig det I ville lægge fra eder af vaaben og vaade klæder, thi med fruentimmerne kommer I ingen vei, medens de ere bange.« Thorir sagde, han bröd sig kun lidt om fruentimmerskraal, »men en stor forskjel er der paa dig og de övrige husets folk; du skal være vor fortrolige.« Grettir svarede: »det kommer paa eder an, men for mig ere ikke alle folk lige.« Derpaa lagde bersærkerne de fleste af sine vaaben fra sig. Derpaa sagde Grettir: »hvad synes eder om at faa noget at drikke, efterdi I törster vist ovenpaa det arbeide, I har havt.« De vare villige dertil, men sagde, de vidste ei hvor kjælderen var. Grettir spörger, om de vilde overdrage ham, at besörge det hele; det vilde bersærkerne gjerne. Grettir gaar og henter öl til dem; de vare mödige og svælgede i store drag; han sparede ikke paa öllet, og gav dem det stærkeste; saaledes gik det længe; han fortalte dem mange morsomme historier imedens, og af alt dette opstod megen larm og lystighed iblandt dem. Huskarlene havde ingen lyst til at nærme sig laget. Da sagde Thorir: »aldrig har jeg truffet paa en ubekjendt, der har vist sig saa velvillig imod os, som denne mand; hvilken lön vil du modtage, Grettir, for de tjenester, du gjör os?« Grettir svarer: »jeg gjör ei fordring paa nogen belönning for det förste; men ere vi saa gode venner, naar I drage bort igjen, som det nu ser ud til, saa vil jeg give mig i eders fölge; kan jeg end ikke maale mig med nogen af eder, saa vil jeg dog neppe sky et dristigt foretagende.« Herover bleve de meget glade, og vilde strax have et bestemt löfte derom. Grettir afslog det, »thi,« sagde han »ordsproget lyver ikke: öl er anden mand; lader os ei forhaste os mere end jeg alt har sagt: ingen af os hörer til de sagtmodigste.« Bersærkerne paastod, de vilde aldrig gaa fra sit löfte i denne henseende. — Saaledes gaar aftenen hen, og det begynder at blive meget mörkt; Grettir ser at drikken er begyndt at stige bersærkerne til hovedet; han sagde da: »synes eder ikke det er paa tiden at gaa tilsengs?« Thorir bifaldt og sagde: »nu skal jeg da holde det jeg lovede husfruen.« Grettir gik ud af stuen og sagde höit: »gaar tilsengs, kvinder! saa befaler Thorir bonde.« Fruentimmerne forbandede ham til gjengjæld, og der var den störste ulvetuden iblandt dem. I dette öjeblik kom bersærkerne ud; Grettir sagde: »lader os gaa ud, jeg vil vise eder Thorfinnurs pakhus (klædehus);« de indvilligede deri; de kom til et overmaade stort udhus; der var en dör paa med en stærk laas for; huset var stærkt bygget; ved siden deraf var et andet hus noget mindre, men ogsaa stærkt bygget; mellem begge bygninger var et skillerum af træ; husene stod höit, og der var en trappe, man skulde gaa op til dem. Nu begyndte bersærkerne at blive kaade, og stödte til Grettir; han lod sig kaste nu hid nu did, men, da de mindst ventede det, sprang han ud af pakhuset, slog dören i, og satte haspe og laas for den. Thorir og hans kumpaner troede först, at dören var gaaet i af sig selv, og bröd sig ikke derom; de havde lys hos sig, thi Grettir havde vist dem mange af Thorfinnurs kostbarheder; og disse tog de en stund i öjesyn. Imidlertid skynder Grettir sig til beboelseshuset, og da han kom til dören, spörger han, hvor husfruen var; hun taug, thi hun torde ikke svare. Han sagde: »her kan gjöres god jagt, men er her noget vaaben ved haanden, som duer?« Hun svarer: »vaaben ere her, men ikke veed jeg, hvortil de vil nytte dig.« Han siger: »det kan vi altid tale om; nu maa enhver due, saa godt han kan; senere bliver leiligheden ikke bedre.« Husfruen sagde: »gud give, at vore sager maatte tage en bedre vending; over Thorfinnurs seng hænger det store krogespyd, som Kaur hin gamle ejede; der er og hjelm og brynje og det gode saxsværd, saa ikke skorter der paa gode vaaben, hvis dit mod blot holder.« Grettir tog hjelmen og spydet, omgjordede sig med saxsværdet, og gik hastig ud. Husfruen kaldte paa huskarlene, og bad dem fölge saa kjæk en mand. Fire af dem löb til vaaben, men de övrige fire torde ikke röre sig. Imidlertid synes bersærkerne det varer noget længe med Grettirs tilbagekomst; de mistænkte ham for at have sveget dem; de rende paa dören og mærke den er lukket til; nu rende de paa tömmervæggene, saa at hvert træ knager; endelig lykkes det dem, at brække skillerummet, og kom saaledes ud paa gangen og der ud paa svalen. Nu kommer bersærkegangen over dem, og de hyle som hunde; i det öjeblik kom Grettir til; han kastede spydet midt paa Thorir, idet denne vilde ned af svalen, saa at det stod igjennem ham; spydbladet var baade langt og bredt. Ögmundur den onde gik næst efter Thorir; han stödte ham end fastere paa spydet, saa at det stod ham helt ud imellem skuldrene og odden löb Ögmundur selv i brystet; de faldt begge döde ned. Da sprang enhver af bersærkerne ned af svalen, der hvor han stod; Grettir angreb den ene efter den anden; nu hug han med sværdet, nu stak han med spydet; men de værgede sig med planker, som laa der paa jorden, og hvad de ellers kunde finde; var det den störste livsfare, at kjæmpe med dem formedelst deres styrke, hvorvel de ingen vaaben havde. Der fældede Grettir to af Halogerne i hjemmemarken. I det öjeblik kom de fire huskarle til; de havde ikke för kunnet komme overens om, hvilke vaaben hver af dem skulde have; de gjorde udfald, naar bersærkerne flyede, men naar disse vendte sig om til modværge, trak de sig tilbage op til husene; der faldt sex af vikingerne, og Grettir var alles banemand; de andre sex flyede ned til stranden og skibslejet; der værgede de sig med aarerne; fik Grettir svære slag af dem. . . . . . . . Nu gik huskarlene hjem og fortalte meget om hvor drabelig de havde kjæmpet. Husfruen bad dem om at se, hvad der blev af Grettir, men dertil vare de ikke at formaa. To af bersærkerne dræbte Grettir nede ved stranden, men fire undkom, som löb hver til sin side, to og to. Han forfölger de to, som vare ham nærmest; natten var bælmörk; de löb ind i en kornlade paa gaarden Vindhem; der kjæmpede Grettir længe med dem, men endelig dræbte han dem; han var da bleven saare mödig og stiv af kampen, men en stor part af natten var forbi; veiret var overmaade koldt og snefog, han gad derfor ikke opsöge de to der vare tilbage af vikingerne, og vendte tilbage til gaarden. Husfruen lod tænde lys i de överste loftvinduer, for at han kunde finde vejen derefter; derfor fandt han og hjem igjen, at han gik efter lyset; men da han kom til dören, gik husfruen ham imöde, og böd ham være velkommen; »du har,« sagde hun, »indlagt dig megen hæder, frelst mig og mine folk fra den skam og nöd, hvilken vi aldrig vare undslupne, havde du ikke været.« Grettir svarer: »jeg tror omtrent at være den samme nu og i aftes, da I talte mig haanligst til.« Husfruen sagde: »vi vidste ei, at du var saa udmærket en mand, som vi nu have erfaret; skal nu alt staa til din raadighed i vort hus, som jeg kan byde, og det er til ære for dig at modtage; men jeg tænker, Thorfinnur vil belönne dig bedre, naar han kommer hjem.« Grettir svarer: »belönningen kan det nu for det förste være det samme med; dit tilbud modtager jeg, indtil Thorfinnur kommer hjem; men jeg haaber I kan sove i ro for bersærkerne.« Grettir drak lidt om natten, og lagde sig med sine vaaben. Om morgenen ved daggry bleve folk sammenkaldte paa öen; gav man sig til at opsöge de bersærker, som vare undkomne om aftenen i forveien. Sent om dagen fandt man dem under en sten, og vare de döde af saar og kulde; derpaa bleve de bragte ned til stranden og lagte ned i en stendysse. . . . . . . . Husfruen satte Grettir i höjsæde, og behandlede ham paa det bedste. — —
(Noget efter vendte Grettir tilbage til Island. Her blev han erklæret fredlös for nogle drab han havde begaaet. I nitten aar vandrede han som flygtning omkring i landet og fik ly en kort stund, nu hist nu her. I sit tyvende fredlösheds aar blev han tilligemed sin broder Illugi dræbt af sine fjender. I dette tidsrum levede han en vinter skjult hos hövdingen Thorgils Arason til Reykholar, der foruden Grettir ogsaa havde to andre fredlöse mænd bos sig, fostbrödrene Thorger Hauvardsson og Thormodur Kolbrunarskjald, der faldt i slaget ved Stiklestad med Olaf den hellige.)
Thorgils Arason red den sommer til tings med et talrigt fölge. Der kom sammen alle landets hövdinger. Skapti lagmand og Thorgils traffes snart og talte sammen. Da sagde Skapti, »er det sandt Thorgils, at du har havt de tre mænd hos dig i vinter, som nu anses for at være de störste ufredsmænd, og alle ere landsforviste, og at du dog har kunnet holde saaledes styr paa dem, at ingen gjorde den anden meen?« Thorgils svarer: »det er saa.« Skapti sagde: »saadant beviser, hvor ægte en hövding du er, men hvorledes er hver af de tre fredlöse sindsbeskaffen, og hvad dömmer du om deres tapperhed?« Thorgils svarede: »de ere alle modige og kjække mænd, dog kjende de to af dem til frygt, skjönt hver paa sin maade; thi Thormodur kolbrunarskjald er meget gudsfrygtig, og Grettir er saa bange i mörke, at, gjorde han efter sit sind, gik han ikke et skridt, efter at det begynder at skumre; men min frænde Thorger Hauvardsson har jeg aldrig set blive ræd for nogen ting.«
