Grimner eller den Formummede (V.B.Hjort)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)
Den gamle Edda
- eller Oldemo'r


Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865


12. Grimner
eller den Formummede



Kong Rødung havde to Sønner, den ene hed Agnar, den anden Gejrrød. Agnar var ti Vintre og Gejrrød otte Vintre gammel. De roede sammen i en Baad med deres Dorger (Fiskesnører) paa Smaafiskeri, men Vinden drev dem ud paa Havet. I Nattens Mørke lede de Skibbrud ved Land, gik op og traf en Kaadner; der vare de Vinteren over. Konen fostrede Agnar, Manden Gejrrød og gav ham gode Raad. I Vaaren gav Manden dem et Fartøj, og da han og Konen fulgte dem til Stranden, talte Manden afsides med Gejrrød. De fik Medbør og kom til deres Faders Bopæl. Gejrrød var forrest i Baaden, løb op paa Land, stødte Baaden ud og sagde: "Far Du nu Smøl i Vold!" Baaden drev ud paa Havet og Gejrrød gik til Byes og blev vel modtagen; men hans Fader var nu død. Gejrrød toges da til Konge og blev en prægtig Mand.


Odin og Frigga sadde i Lidskjalv og overskuede hele Verden. Odin sagde: "Seer Du Agnar, din Fostersøn, hvor han avler Børn med en Jættekvinde i Hulen? Men Gejrrød, min Fostersøn, er Konge og har Landet i Behold". Frigga svarer: "Han er saa stor en Madnidding, at han piner sine Gjæster, naar han synes der komme for mange". Odin paastaaer, at det er den største Løgn, og herom sloge de Væd.


Frigga sendte sin Æskemø Fylla til Gejrrød; hun bad Kongen at vare sig for, at ikke den Troldmand, som var kommen der til Landet, skulde forgjøre ham, og gav ham det Kjendemærke, at selv den glubskeste Hund vilde ikke fare paa denne Mand. Det var nu idel løs Tale, at Kong Gejrrød ikke var gjæstfri, men han lod dog den Mand gribe, som Hundene ikke vilde gaae løs paa. Denne var iført en blaa Kappe, kaldte sig Grimner, og lod sig ikke forlyde med Noget, skjøndt man udspurgte ham. Kongen lod ham da sætte imellem en dobbelt Ild for at pine ham til at tale, og der sad han i otte Nætter.


Kong Gejrrød havde en Søn, ti Vintre gammel, som hed Agnar efter hans Broder. Agnar gik til Grimner, gav ham et fuldt Horn at drikke, og sagde, at Kongen gjorde ilde i at lade ham sagesløs pine. Grimner drak det ud, og da var Ilden kommen saa vidt, at den brændte ham Kappen. Grimner sang:


1.
Heed er Du, Flamme!
Og gaaer mig for nær,
Ild! Lad os skilles
Hver især;
Foerværket svides,
Og skjøndt jeg holder
I Vejret Kappen,
Dog fænge dens Folder.


2.
Otte Nætter
Mellem Ild jeg sad,
Intet Menneske
Bragte mig Mad,
Agnar undtagen,
Gejrrøds Søn,
For Gothers Land
Han raade til Løn.


3.
Hil Dig Agnar,
Bevaret vær!
Det ønsker Dig Mænds
Beskjærmer her;
For en Drik
Aldrig Du bedre
Betaling fik.


______


4
Hist hæver et helligt
Land sig frem
Nær ved Asers
Og Alfers Hjem,
I Thrudhjem Bolig
For Thor skal staae,
Saalænge til Magterne
Alle forgaae.


5.
Det Man kaldet
Har Ydale,
Hvor sig Uller
Rejste Sale;
I gamle Dage
Guderne gave
Frey til Tandskjænk
Alfhjem at have.


6.
I tredje Bolig
Et Tag er lagt
Af milde Guder
Med Sølverpragt,
Valaskjalv
Sig valgte ud
Fra første Færd
Den Asagud[1].


7.
I Sænkebæk stander
Den fjerde Sal,
Hvor Bølgen risler
Over sval,
Der med Saga
Af gyldent Bæger
Glad sig Odin
Dagligt kvæger.


8.
Den femte Bolig
Er Glædehjem,
Hvor Valhal guldblank
Straaler frem;
Der kaarer Hropt[2].
Til hver en Tid
Alle de Mænd,
Der falde i Strid.


9.
Lettelig skjælnes
Den Sal fra andre
Af dem, som skulle
Til Odin vandre:
Skjolde paa Sparrer
Af Spyd den tække,
Brynjer alle
Dens Bænke dække.


10.
Lettelig skjælnes
Den Sal fra andre
Af dem, som skulle
Til Odin vandre:
Vest for Døren
En Ulv er hængt,
Oven en Ørn
Med Næbet sænkt.


11.
Thrymhjem nævner jeg
Som den Sjette,
Der boede Thjasse,
Hiin vældige Jætte;
Nu Skade den Skjære,
Som ægted Njord,
I Faderens gamle
Tomter boer.


12.
Bredeblik er
Den Syvendes Navn,
Der, hvor Balder
Sig byggede Stavn
I Landet, hvor, jeg
Veed, man kunde
Færrest finde
Af Varsler onde.


13.
Himmelbjærg ottende
Hjemstavn er,
Hejmdal skal raade
For Borgen der;
Guders Vogter
Drikker i Ro
Den gode Mjød
I sin venlige Bo.


14.
Folkvang den Niende,
Freyas Gaard,
I Salen bestemmer hun
Sædets Kaar,
Daglig hun vælger
Den halve Val,
Den anden farer
Til Odins Sal.


15.
Som tiende Bolig
Jeg Glitner stiller,
Af Sølv dens Tag,
Af Guld dens Piller;
Der Forsete
Sig jævnlig sætter,
Der neddysser han
Alle Trætter.


16.
Skibestavn Ellevte
Er i Tal,
Njord sig byggede
Der en Sal,
Over det knejsende
Alter byder
Mændenes Drot
Foruden Lyder.


17.
Med Krat og Græs
I højen Stand
Begroet er Vidars
Videland;
Søn sig der
Af Hest nedlader,
Opsat paa
At hævne Fader.


______


18.
Aandrimner
Koger Sørimner
Af Flæsk det Bedste
I Ildrimner;
Dog Faa der ere,
Som vide, hvormed
Storhelte sig nære.


19.
Berømt og Kamp vant
Hærenes Fader
Til Gere og Freke
Sin Mad overlader;
Af Viin alene
Til hver en Tid
Lever Odin,
Gjæv i Strid.


20.
Hugin og Munin
Jorden kredse
I daglig Flugt;
Jeg frygter stedse,
At Hugin ej
Skal komme igjen,
Min Angst for Munin
Er større end.


21.
Thund tuder,
Og i dens Bølger
Thjodvitners Fisk
Sig roligt dølger,
Den Strøm mon lade
Stridshesten for stærk
Til over at vade.


22.
Valgrind hedder
Vangens Led,
Helligt det lukker
For helligt Sted;
Gammelt er dette
Led for Vang,
Faa dog kjende
Dets Laasegang.


23.
Femhundrede Døre
Og firti — jeg troer —
Til Valhal føre;
Ad hver en Dør
Storhelte i Skare
Gaae ottehundrede
Side om Side,
Naar hen de fare
Med Ulv at stride.


24.
Femhundred firti —
Jeg troer — i Sum
Ere Bilskirners
Bugede Rum;
Jeg veed, at Huus
Under Tag ej staaer,
Der Sønnen mins
I Storhed naaer.


25.
Ged Heidrun staaer
Over Odins Hal,
Af Lærads Kviste
Hun bide skal;
Hun Karret fylder
Med klaren Mjød,
For Drik da bliver
Der aldrig Nød.


26.
Hjorten Egthyrner
Over Hallen staaer,
Af Lærads Kviste
Han Næring faaer;
Fra Horn det ned
I Hvergelmer drypper,
Saalunde han alle
Vande ypper:


27.
Sid og Vid,
Jager og Støder,
Sval og Strid,
Springer og Larmer,
Rinder og Render,
Pladdrer og Pladsker,
Gammelaa og
Spyd vælter.
Om Guders Eje
Sig disse dreje:
Døner og Vener,
Stadig og Faldig,
Gridik og Stribsk.


28.
Een hedder Helligaa,
Vejklog en Anden,
Saa kommer Folkenam,
Nytter, Nyder,
Risler, Styrter,
Slider, Byger,
Svælger, Svulmer,
Vid og Vant,
Snever, Strander,
Gjald og Glimt:
Sig nærved Mennesker
Disse snoe,
Og deden falde
Til Dødens Bo.


29.
Karmet og Armet
Og to Karbade,
Igjennem disse
Thor skal vade
Hver en Dag,
Naar fare han vil
Til Doms ved Asken
Ygdrasil;
Thi Asabro vilde
Staae heelt i Brand,
I Lue tændes
Helligt Vand.


30.
Glimrer og Gylder,
Lysner og Løbild,
Sølvtop og Syner,
Gissel og Falsok,
Guldtop og Letfod —
Disse Heste
Til Ygdrasils Rod
Aser paa Thinge
Hver Dag bringe.


31.
Rødder trende
Under Ygdrasils Ask
Tre Veje vende;
Hel boer ved den Ene,
Rimthurs ved den Anden,
Men ved den tredje
Menneskemanden.


32.
Egernet hedder
Ratatask,
Som rende skal
Paa Ygdrasils Ask,
Og bære fra oven
Ørnens Ord,
Forkynde det ned,
Hvor Nidhug boer.


33. Fire Hjorte
Gaae der i Ring,
Krumhalset gnavende
Træets Spring:
Danne, Daaen,
Donværk, Dørstærk.


34.
Ender Ygdrasils Ask
En Ormeflok boer,
Langt større end uklog
Abe troer:
Hvisler, Lusker,
Gravvarslers Sønner,
Graabag, Gravvold,
Ypper, Dysser,
Skulde jeg mene,
Tære stedse
Paa Træets Grene.


35.
Ygdrasil
Den Ask mon lide
Drøjere Værk,
End Mænd det vide;
Paa Stammen det mulner,
I Top Hjort bider,
Nede ved Roden
Nidhug slider.


36.
Ryst og Mist
Mig Horn skulle række,
Det veed jeg forvist;
Oxold, Overfald,
Sejrsang, Hærsang,
Strid og Styrke,
Gjald, Spydfostre,
Skjoldgridsk, Daadgridsk
Og Kongefrænke,
De for Storhelte
Øllet skjænke.


37.
Hurtigfod
Og Lytøre,
Herefter svalede,
Solen føre;
Men under Bovene
Skjulte de hulde
Guder, Aserne,
Jernkulde.


38.
Skjold for Solens
Guddomslys
Man Svaler kalder,
Hav og Bjærge
Gaae i Brand,
Om fra han falder.


39.
Ulven Jager
Til Skovens Løn
Følger den Aasyns-
klare Gud,
En anden, Hader,
Dødsvarslers Søn,
Gaaer foran for Himlens
Skjære Brud.


40.
Jorden blev skabt
Af Ymers Kjød,
Og Havet af hans
Blod udflåd,
Bjærg af Been,
Og Skov af Haar,
Men Himmel af Høsen[3]
Dannet staaer.


41.
Af Hjærnen lode
De Magter blide
Alle Skyer
Tungsindigt skride,
Af Brynene, som
Over Øiet knejste,
Midgaard for Menneskers
Sønner de rejste.


______


42.
Ullers og Guders
Gunst tilhører
Ham, som først
Ved Ilden rører;
Naar Kjedlerne flyttes,
Man Udsigt faaer,
Og Asers Øje
Til Jorden naaer.


43.
Skydbladner i Tidens
Morgen ginge
Ivaldes Sønner
At frembringe,
For Njords den gavnrige
Søn en Gave,
Bedst Skib den lyse
Frey skal have.


44.
Ask Ygdrasil ypperst
Af Træer er,
Men Odin ypperst
Af Asahær;
Af Skibe Skydbladner
Er det bedste,
Bævrast af Broer,
Sleipner af Heste,
Af Hunde Garm,
Og af Skalde Brage,
Af Høge er Ingen
Højbrogs Mage.


______


45.
Nu Sejrgudens Sønner
Mit Aasyn saae,
Og ønskelig Frelse
Skal deraf gaae,
Alle Aser
Til Øgers Bænk
Det nu skal føre,
Til Øgers Skjænk.


46.
Jeg kaldes den Skjulte,
En Vrandrer forsand,
Hjelmbærer, Hærger
Og Tredjemand,
Yndig-i-øje,
Dundrer og Væder,
Dødblænder, den Høje.


47.
Sædemand, Vendemod,
Sandhedsgjætter,
Kampglad, Lunegod,
Lynøje, Ildøje,
Mangefold, Bølværk,
Hyller og Mummer,
Viismand og Koglstærk.


48.
Sidhat og Sidskjæg,
Bølgeknæk, Sejrfader,
Angriber, Byrdegud,
Alfader, Valfader;
Siden jeg foer
Om Folkestavn,
Aldrig jeg kaldtes
Med enkelt Navn.


49.
Mummer hos Gejrrød
Var mit Kald,
Stivnakke paa Thinge,
Vinder paa Val,
Sporlægger den Stund,
Da Kjælker jeg drog,
Livsmæt hos Amund.
Disse Navne
Hos Guder jeg bar:
Ønskegod, Røstklar,
Jævnhøj, Luftsvinger,
Langskjæg, Splidbringer.


50.
Fiffig og Kløgtig
I Sænkmimers Bo,
Der stedte jeg gamlen
Jætte til Ro;
Da ene jeg
I Døden sendte
Mjødvarslers Søn,
Den velbekjendte.


______


51.
Fuld er Du, Gejrrød,
Bedaaret af Mjød,
Formegel Du nød;
Stort er dit Tab,
Da min Hjælp blev omsonst,
Odins og alle
Storheltenes Gunst.


52.

Meget jeg lærte Dig,

Lidet Du mindes,
Svigfulde nu dine
Venner befindes;
Min Ven! Dit Sværd
Blodigt at ligge
Jeg skuer her.


53.
Sværdtræt Mandefald
Ygger nu faaer,
Jeg seer, at dit Liv
Til Ende gaaer;
Dig Disen truer,
Odin Du skuer,
Kom an, om Du kan!


54.
Nu hedder jeg Odin,
Ygger forhen,
Thunder jeg kaldtes
Før det igjen;
Vever, Skrækker
Og Vindvækker,
Gudekonge
Og Ætfader
Livsmæt, — hos Guder
Jeg kalde mig lader,
Ypper og Dysser;
Den Navnehær
Af mig alene
Vist kommen er.


Kong Gejrrød sad med sit Sværd paa Knæ, halv draget, — men da han hørte, at Odin var der, stod han op og vilde tage ham fra Ilden. Sværdet faldt af Haanden med Fæstet ned, Kongen snublede og faldt fremad, men Sværdet stak igjennem ham, og fik han sin Mane.


Odin forsvandt da, men Agnar var siden længe Konge der.




Noter:

  1. Odin
  2. Odin
  3. "Høs", d. e. Hjerneskal.