Gud straffer Tausheden
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Gud straffer Tausheden
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864
Der var engang en overmaade sladdervoren gammel Fyr, som altid gik om og snakkede. Nogle unge Mænd væddede en Dag med ham om, at han ikke kunde tie stille en heel Dag tilende, og de lovede ham en Specie, hvis han kunde det. Tvertimod al Forventning lykkedes det ham at holde sin Mund, saa at de Andre begyndte at blive bange for at han skulde vinde Væddemaalet, og de forsøgte derfor adskillige Kneb, for at faae ham til at tale.
Tilsidst gave de sig til at fortælle hverandre Historier om Folk, der længe taug stille og undertiden mistede Mælet derved. Da brød den Gamle Tausheden og sagde: »Nei, nu tør jeg skam ikke tie stille længere, det kunde jo hænde sig, at den kjære Gud straffede mig derfor og tog Mælet fra mig.«
Saaledes tabte han sit Væddemaal, men Mælet beholdt han.
