Gudehovet (Henry Petersen)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Om nordboernes gudedyrkelse.jpg
Om Nordboernes Gudedyrkelse og Gudetro i Hedenold
- en antikvarisk Undersøgelse


Henry Petersen

II.
Gudehovet


Om de nordiske Gudehoves Udseende ere faa, men dog ret oplysende og overensstemmende Efterretninger naaede til vor Tid, næsten ene ved Islænderne. Det fremgaar tydeligt af dem — og det er en Omstændighed, der har haft megen kulturhistorisk Betydning — at der i Ydre som i Indre, i Grundform som Udstyr var megen Overensstemmelse mellem det hedenske Gudehov og den Bygningsform med halvrund Korslutning (Apsis), der var almindelig for de ældste kristne Kirker, som opførtes i Norden. Hovet var nemlig bygget som et firkantet Langhus, men havde i den ene Ende en rund Udbygning ”ligesom en Hue” siger en Saga.[1] ”ligesom Sanghuset” (Koret) er i en Kirke, siger en anden;[2] ”Kor eller Gudestue var der ved hvert Hov” hedder det et tredje Sted.[3]


Det er jo sandsynligt, at Gudehovene i Norden have svaret i Bygningsform til dem, der i en tidligere Tid fandtes hos de beslægtede Folk mod Syd og Vest, og det er da ogsaa kun ved at fastholde den ”nordiske” Grundform af dem, at vi kunne forstaa Pave Gregor den stores Forskrifter til Kristendomsforkynderne i England: at Afgudstemplerne ikke burde forstyrres, men helliges og indvies til kristne Kirker, naar blot Afgudsbillederne bleve ødelagte. At Gudehovene have ligget i samme Retning som de kristne Kirker V — Ø. følger af Langhusets (Skibets) Udstyr i Lighed med Gildehallen (Høvdingskaalen), der netop var bygget i den anførte Retning;[4] der synes oven i Kjøbet ligesom i Kirkerne at have været en Dør paa hver Side.[5]


Ved Siden af den almindelige Kirkebygningsform med Langhus og halvrund Korslutning fremtræder der her i Landet og i Sverige — ligesom i Tyskland og i England — fra de første kristne Aarhundreder en anden, baade mærkeligere og sjeldnere Form: Rundkirken. Der er intet usandsynligt i at antage, at denne særegne Form for den kristne Kirkebygning ligesom den almindeligere har fundet et Tilknytningspunkt i hedenske Gudehuse; saa meget lettere kunde dens stærke Fremtræden her i Norden paa et isoleret Omraade som Bornholm forklares, og saa meget lettere forstaaelig var da den Omstændighed, at Rundkirken væsenlig har fundet sin Udbredelse i de af de gotiske Folkestammer beboede Lande. En Variant til Kjalnesinga Saga beskriver ligefrem Kjalarnæshovet som”kringlótt” og med en saadan Form for Øje kunde maaske Billedet af ”en Hue” (smhld. Benævnelsen ”Bispehuen” for Rundkirken i Bjernede) snarere komme frem end ved en halvrund Udbygning. Den runde Form for Gudehovet kan godt have været samtidig med den aflange, ja synes endog at have den mest oprindelige Karakter ved snarest at minde om den sandsynligste Form for den til Gudedyrkelsen indviede Plads, da endnu Skovens Træer dannede dens Vægge.[6] At Hovet med en delvis Bibeholdelse af den runde Form efterhaanden kommer til at nærme sig Skaalebygningens Form, er en ret naturlig Udvikling, der kunde tænkes at have sin Grund i Offergildernes Karakter.


Gudehovene maa overalt i Norden — paa Island maaske dog kun til Dels — antages at have været opførte af Træ med Udskæringer og Prydelser, hvorom endnu nogle af de norske Trækirker fra det 12— 13de Aarhundrede kunne tjene til at give os en Forestilling. De vare vistnok i Almindelighed indhegnede med et Gærde, som i det mindste af én Saga beskrives som ”kringlótt”. Størrelsen var selvfølgelig forskjellig, 120 Fod i Længde, 60 Fod i Bredde var paa Island noget overordentligt, en saadan Udstrækning tillægges Gudehovene paa Kjalnarnæs og — for Længdens Vedkommende — i Vatnsdalen; vi tør sikkert nok antage, at de i Almindelighed i Størrelse have svaret til vore Kirker. Hovet var forsynet med Glugger, tjældet og i det hele vistnok udstyret med en ikke ringe Pragt. Dette ses f. Ex. af Adam af Bremens Beretning om Upsalahovet, ihvorvel der er en tydelig Overdrivelse af dets gyldne Glans i hans Beskrivelse af det som ”totum ex auro paratum”. Droplaugar-Sona Saga siger ligeledes Berses Hov paa Island udsmykket med ædle Metaller. Den rige islandske Landnamsmand Ketilbjørn den gamle byder sine Sønner at slaa et Tværtræ af Sølv i hans Hov — da de ikke ville, skjuler han sine Skatte.[7] I Hovdøren paa Hlade hang en ”Guldring” — der rigtignok senere viste sig at være af Kobber indvendig.[8]


Indenfor Hovdørene stode Øndvegissulerne (Højsædestøtterne), hvori de saakaldte Reginnagler, hvis Betydning ikke er klar, vare anbragte. I den halvrunde Udbygning vare Gudebillederne opstillede og foran dem stod en kunstfærdig udsmykket ”Stall” — svarende til ”Alteret”, siger Eyrbyggja Saga. Stallen var beslaaet foroven med Jærn: derpaa skulde brænde en Ild som aldrig slukkedes; den kaldtes ”den viede Ild”. Paa Stallen skulde ligge en aaben (mótlauss) Ring, der baade siges at have været af Sølv og Guld, vel snarest det sidste. Paa denne Ring skulde alle Eder sværges; Goden skulde ved sin Tiltrædelse dyppe den i Offerdyrets Blod og bære den ved alle Sammenkomster og andre Lejligheder, hvor han optraadte i Embeds Medfør. Angivelserne af Ringens Vægt ere usikre, idet Læsemaaderne i Haandskrifterne vexle mellem 2 — 9—20 Ører. Dette sidste (lidt over 36 Lod) turde dog være det rimeligste,[9] saa meget mere som vi se Ringen paa Godens Haand (ɔ : om hans Haandled) istand til at afbøde et Sværdhug.[10]


Paa Stallen stod fremdeles en stor Blodbolle (hlautbolli) af Kobber og deri en mindre Kost, den saakaldte ”hlauttein”. I Bollen skulde Blodet løbe af Offerdyrene og af de Mennesker, der blotedes,[11] og med Hlauttein'en skulde det, som det hedder, stænkes over de tilstedeværende;[12] ligeledes anvendtes den vist, naar Stallen skulde rødnes med Blod. Det slagtede Kvæg blev fortæret ved Blotgildeme, Menneskeligene styrtedes efter én Beretning i den Sump eller ”Blotkilde”, der var nær Hovet, hyppigere var det vist, at de ophængtes i Træer. En større eller mindre Lund synes derfor almindeligt, ligesom et Minde om Ofringerne i selve Skoven, at have ligget nær ved eller omgivet Hovet. Vi finde bestemt omtalt Lunden ved Upsala, der siges saa hellig ”at alle og ethvert Træ i den anses for Guddomme(?)”, fordi de til Guderne ofrede døde Kroppe have hængt deri. Ved Ringsted har ogsaa ligget en Lund;[13] vi træffe Lunde, som den Dag i Dag nævnes efter Guderne,[14] og det er sandsynligt, at Navnet ”Lund” for Skaanes Hovedstad minder om Byens Opstaaen ved Offerlunden.[15]


Ved Gudehovene samledes Nordboerne aarlig til 3 store Hovedblot,[16] men selvfølgelig maa vi antage Blot afholdte ogsaa paa andre Tider af Aaret ved forskjellige indtrædende Lejligheder. Kunne vi stole paa, at det er gamle Forhold, Sagaerne have for Øje, se vi ofte Nordboerne tidligt om Morgenen, selv i Linklæder begive sig til Hovet og i stille Bøn kaste sig ned foran Gudebillederne.[17] De traadte altid ubevæbnede ind i Gudehovet, hvis Betydning som Fredssted blev strengt overholdt; selv om man i Tankeløshed undlod at stille sit Vaaben fra sig, var det forbrudt, som det synes til Hovgoden, saa snart man bar det over Hovets Tærskel. Da Olaf Tryggvasøn med sine Mænd træder ind i Gudehovet paa Møre, ere de alle efter hedensk Skik vaabenløse, Kongen har kun en guldprydet Stok i Haanden — med den slaar han Thors-Billedet omkuld.[18]


Af de tre store Offerhøjtider fejredes den ene ved Midvinters Tid fra Hökunótt (Höggunótt) tre Nætter. Det var Julen, Nordboernes største Højtid, da de — uden Tvivl fordi det ny Aar stod for Døren — ofrede for et i alle Henseender lykkeligt Aar og ved Sonegalten aflagde Løfter om Manddomsgjerninger i det ny Aar. Vi vide sikkert, at den hedenske Jul faldt paa en anden Tid end de kristnes[19] ɔ: i Slutningen af Januar[20] eller i Begyndelsen af Februar[21] næppe langt fra Kyndelmisse (Fastelavn).[22] — Den anden Offerfest holdtes ved Sommerens Begyndelse (at sumri, móti sumri); den finde vi nævnet ”Sigrsblót”. Den tredje holdtes om Efteraaret (á haust, at vetri, at vetrnóttum) som det synes en Takkefest for den høstede Afgrøde, Nordboernes egentlige Høstfest.[23]


Efter at Ceremonierne med Offerdyrets Blod vare udførte, blev Kjødet kogt; Suppen blev drukken, og Kjødet samt ædlere Dele af Indvoldene omdelte til Fortæring. Midt paa Gulvet i Hovet var tændt Baal, hvorover Kjedleme hang. Bægrene skulde bæres omkring Ilden — vistnok den viede Ild paa Stallen — og ligesom al Blotmaden signes af den Høvding, der raadede for Blotet. Tre Bægre bleve signede til tre forskjellige Guders”Minni”. Det første Bæger, fortæller Snorre i Kong Hakon den godes Saga (Kap 16), skulde man signe Odin til Sejr og Magt for sin Konge, men tømme Njords Bæger og Fröjs Bæger til Frugtbarhed og Fred; det var mange Mænds Sæd at drikke derefter ”Bragebægeret”. — Denne Snorres Beretning indeholder imidlertid Unøjagtigheder, som senere skulle paavises.[24]


Af de aarlige Blot blev Midvintersblotet med et bestemt Antal Aars Mellemrum fejret med særegen Højtidelighed ved de forskjellige Centralhov i Rigerne. Derom ere bestemte Efterretninger bevarede os for Upsalas Vedkommende. Did skulde da Mænd søge fra hele Sviavældet,[25] der blev holdt Ting, og der var Marked og Købstævne; Offerhøjtiden varede en hel Uge. Saaledes fortæller Snorre. Hos Adam af Bremen, paa hvis Tid endnu Blot fejredes i Upsala hedder det: Der holdes efter ni Aars Forløb i Upsala en højtidelig Offerfest fælles for alle Sveriges Landskaber. Høj og lav sende alle som én deres Gaver til Upsala; det er ikke tilladt nogen, selv ej dem, der have antaget Kristendommen, at undlade det. Ofringen er af følgende Beskaffenhed: af alt levende af Hankjøn[26] fremsendes 9 Individer, med hvis Blod det er Skik at forsone Guderne. Legemerne ophænges i den ved Templet liggende Lund; der hænge Hunde, Heste og Mennesker mellem hverandre. En kristen Mand har fortalt mig at have set 72 saadanne døde Kroppe hænge rundt om i Træerne. Forøvrigt ere de Ceremonier, som ere forbundne med en saadan Ofring mangfoldige og lidet hæderlige, hvorfor det er bedst at tie stille med dem. Saxe taler om”syvaarige” Ofringer i Upsala[27]; derimod træder 9 som Antallet paa de mellemliggende Aar ogsaa frem i Thietmar af Merseburgs Fortælling om de store Ofringer paa Sjæland. Han ved ogsaa, at Tiden for dem faldt efter de kristnes Jul, idet han henlægger dem til Januar. Der ofres, siger han, 99 Mennesker og lige saa mange Hunde og Haner, (“givne i Steden for Høge”).


Om Ceremonierne ved Blotene vide vi intet andet, end hvad der alt er anført. Selve Gudstjenesten synes efter de islandske Efterretninger at have været aabenlys i hele sit Væsen. Religionsmysterier vilde lidet svare til Nordboens Karakter — hvor lidet anset var ikke en mystisk Færd som den Sejdmændene øvede — og en ”Præstestand”, der kunde undfange og fostre Mysterier gaves ikke i Norden[28]. Svage Spor vil en vis Art af saadanne kunde f. Ex. antages at foreligge i et leddet Gudebillede som det forestillende Thorgerd Hørgabrud, Færeyinga Saga omtaler, og som kunde bevæge Armen, men det er ikke rigtigt klart, fra hvilken Tid Billedet er laant af Sagafortælleren. — Uden Tvivl var den Herse, der vogtede Hovet i Dalene i Norge, selv ikke mindre forbavset end Befolkningen, ved at de 4 Brød og det Kjød, der daglig sattes for Gudebilledet, var fortæret den næste Morgen. Da Kolbein stærke paa Kong Olaf den helliges Befaling knuste det store Gudebillede, viste det sig hult indvendigt og ud af det løb Mus og Rotter, Øgler og andet Kryb. — Og dog kunne vi ikke andet end undre os, naar vi høre Saxe fortælle, at Stærkodder begav sig fra Sverige til Danmark, fordi han forargedes over al den”blødagtige Dans, Komediespil og Musik[29],” der knyttede sig til Offerfesterne i Upsala. En bestemt Erindring om noget saadant kunde endnu paa Saxes Tid være bevaret[30] men det er næppe at forstaa som andet end Optrin, hvori den forsamlede Mængde tog Del, og som have svaret i visse Henseender til de Optog under Udpyntning, der til sene Tider bevarede sig ved Folkefesterne. — Som Støtte for, at der ved Nordboernes Offerfester forefaldt saadanne Optrin, som Saxe sigter til, saavel som for at det var noget, alle tog Del i, og som ikke alene foranstaltedes af de Mænd, der ledede Gudedyrkelsen, kan anføres Constantinus Porphyrogenitus' († 959) Beretning om Væringerne i Miklagaard i det 10de Aarhundrede[31]. De fejrede Julefesten — under hvilken den nittende Dag efter Juledag af Hoffet særlig var gjort til Højtidsdag for Væringerne — med Dans af udpyntede Personer, der havde Kapper paa med Haarene vendte udad; de sang ogsaa Sange i deres Maal og sloge paa Skjoldene under Raabet: Tul! Tul![32]


En Ceremoni, der maa antages meget almindelig ved Blotene var at tage Varsler for tilkommende Begivenheder (ganga til fréttar), og netop for saaledes at udfritte Gudernes Villie har man sikkert ofte foranstaltet Blot. De nordiske Orakelsvar erholdtes ikke paa en saa mystisk Maade som Grækernes, men ganske simpelt dels ved tilfældige Hændelser under eller efter Blotet, dels og hyppigst ved ligefrem at kaste Lod, saaledes som Udtrykket ”fella blotspán” viser oftest med Træpinde, mærkede paa forskjellig Maade ligesom Metallodderne til de Vægtskaale, med hvilke Hakon Jarl vejede sin Skæbne.[33]


Ynglinga Saga fortæller ofte om, hvorledes Upsalakongeme gaa ”til fréttar”, ogsaa Saxe ved at melde om Orakelsvar fra Guderne i Upsal[34], og selv i Remberts Levnetsbeskrivelse af Ansgar[35] omtales det gjentagne Gange, hvorledes Lodkastning viser saa vel for Danske som for Svenske Gudernes Villie.



Fodnoter

  1. Kjalnesinga Saga Kap. 3—4.
  2. Eyrbyggja Saga Kap. 4
  3. Landn. Viðb. II. S. 336.
    Af Sammenligningerne med Huen og med Koret i en Kirke fremgaar tydeligt, at Rundingen har været udvendig synlig og ikke blot en afrundet Væg inde i det firkantede Hov, saaledes som antydet paa Plantegningen i Hoffs Afhandling om Oldtidens Bygningsformer (Herlufsholms Skoleprogr. 1869).
  4. Hoff: Oldt. Bygningsf. S. 32.
  5. Säve har henledet Opmærksomheden paa en ejendommelig Bygningstomt paa Gotland, der vel har Grundform som de ældste Kirker med halvrund Korslutning, men som dog af flere Grunde bl. a. Dørenes Plads midt paa Langvæggene ikke ret svarer til, hvad man kunde vente af en Kirketomt. Säve har med al Forsigtighed henstillet, om ikke her kunde foreligge Tomten af et hedensk Gudehov (Ann. f. nord. Oldk. 1852 S. 159).
  6. Smhld. Tacitus: Grermania Kap. 9.
  7. Landnámabok V. 12.
  8. Ólafs S. Tryggvas. Kap. 65—66. Smhld. Ringen paa Valþjofstad Kirkedør i Museet (Afb. i Worsaae : Nord. Olds. Fig. 505).
  9. Smhld. C. A. Holmboe: Om Edsringe (i det norske Videnskab Selsk. Forhandl. 1863).
    Der kan endnu ikke blandt vore Jærnaldersoldsager paavises nogen hellig Ring. De Guldringe i vort Museum, der nævnes ”Edsringe” tilhøre Bronzealderen. Navnet er tillagt dem paa Grund af deres Overensstemmelse i Form (aabne med skaaldannede Endeknopper) med de paa de østerlandske Monumenter fremstillede hellige Ringe.
  10. Steinthors Overfald paa Snorre Gode (Eyrbyggja S. Kap. 44); Ringen springer itu ved Hugget, men Snorre bliver uskadt.
  11. De fleste Vidnesbyrd om Menneskeofringer saa vel blandt Nordboerne som blandt de andre Goter ere samlede i et Brev fra K. J. Lyngby i Tidskr. f. Philologi X. 115 o. flg.
  12. Om en saadan Skik ogsaa ved Menneskeofringer blandt Nordboerne finde vi Efterretning hos Dudo (ikke anført af Lyngby), der fortæller, hvorledes Hovederne paa de efter Godens Lodkastning udsete Ofre bleve knuste ved ét Slag med et ”Oxeaag” og derpaa Brystet skaaret op ind til Hjærtet, hvorefter Nordmannerne med det udstrømmende Blod besmurte Hovedet baade paa dem selv og paa alle de Personer, der hørte til deres Husstand (“sua suorumque capita linientes”). Memoires de la société des Antiquaires de Normandie XXIII.130.
  13. Indledn. til Absalons sjæl. Kirkelov: ”Thettæ er then ræt er sat vardh a malstæfnæ i Ringstathæ lund af absalon ærkebiscop æftær siallænz faræ bön — (P. G. Thorsens Udg. S. 66).
  14. Thorslund, Frøslund. Et Navn som f. Ex. Thorslunde synes at være en gammel af ”at” eller, ”i” styret Hensynsform, altsaa at betegne: Byen ved eller i Thorslund.
  15. Som Minde om en almindelig Styrelse af et Forholdsord (at — i) fremtræder endnu Benævnelsen Lunde Stift. Paa Lundbyers Tilbagevisen til gamle Offersteder skal her fremdeles anføres et formentlig Exempel. Midt paa Taasinge, der i Middelalderen (f. Ex. Valdemars Jordebog 1231, Ligsten i Bregninge Kirke 1376) kaldtes ”Thosland”, ligger den saakaldte ”Landet” Kirke. Det er ikke Øboerne selv, der har givet den dette Navn; disse kalde den den Dag i Dag Lundby Kirke efter den nærmest liggende By. At Kirken af Befolkningen i de Øen omliggende Egne har faaet hin Betegnelse, tyder hen paa, at denne Kirke en Tid lang har været den eneste paa Øen (det vil sige som Trækirke; den nuværende Stenkirke staar ikke i Alder Øens to andre Stenkirker fra omtr. 1200 fjærnt). Efter hvad ovenfor er vist, er det ikke usandsynligt, at idet mindste Beliggenheden for den første kristne Kirke nogenledes svarer til det hedenske Gudehovs, og intetsteds snarere end her midt paa Øen, nær Lunden, hvor vi endnu finde Øens næstendels største By, og nær en Kilde, der i Middelalderen — maaske som et Minde fra ældre Tider — stod i Ry for sin Helligdom, kan man formode, at dette Hov har ligget.
  16. Ynglinga S. Kap 8. S. Olafs h. helga Kap. 115. 123.
  17. Kjalnesinga S. Kap. 4. Færeyinga S. Kap. 23. Ólafs S. Tryggvas, i Fommanna S. 1. 302.
  18. Vatnsdæla S. Kap. 17. Egils S. Kap. 48. Ól. S. Tryggvas i Formn. S. II. 44.
  19. S. Hákonar góda Kap 15.
  20. Thietmar af Merseburg l. c.
  21. Hervarar S. Kap. 12. — Fundinn Noregr.
  22. S. Ólafs h. helga Kap. 76.
  23. At det maa bero paa en Forvexling med ”miðsvetrarblót”, naar Ol. S. Tryggvas. i Kap 72 anfører ”midsumarsblot” er godtgjort af Maurer: Die Bekehrung des norw. Stammes II S. 237 Anm.
  24. Ligesom vi i saa mange andre Tilfælde se, hvorledes de kristne Skikke ikke betegne et Brud med, men med visse Forandringer en Fortsættelse af de hedenske, saaledes ville vi ogsaa lige over for Offerfesterne se, hvorledes de hedenske og kristne Højtider knyttes til hverandre. Det hedder f. Ex. i S. Olafs h. helga (Kap. 123) om Sigurd Thorersøn i Ømd paa Þrándnes, en Broder til Thorer Hund: Han var vant til, medens Hedentroen var oppe, at have 3 Blot hvert Aar, et ved Vinterens Begyndelse, et andet ved Midvintertid og et tredje ved Sommertid, og skjønt han havde antaget Kristendommen, vedblev han at holde Gilder paa sin gamle Vis. Han havde om Høsten stort Vennegjæstebud, holdt Julegilde om Vinteren og bød da fremdeles mange Mænd til sig; det tredje Gilde havde han ved Paasketid, og ogsaa det var talrigt besøgt. Sigurd blev ved hermed til sin Død, og Sønnen fulgte hans Exempel. — Som her fortalt, har det sikkert meget almindeligt gaaet til. At de kristne Højtider faldt saaledes, at de hedenske Fester uden stort Brud paa gammel Sædvane kunde opløses i dem, fik stor Betydning for ”Siðaskiptit”. Høstfesten bevaredes selvfølgelig paa den gamle Aarstid, men knyttet til Erkeengelen Mikaels Festdag, en Omstændighed, der kan have bidraget til denne Helgens store Anseelse. Nordboernes største Højtid Julen, henflyttedes til de Kristnes Jul, der faldt noget tidligere. Til Paaske eller Pintse knyttedes da formentlig Mindet om den tredje Højtid.
    Ligesom efter Snorres Vidnesbyrd Kyndelmissemarkedet minder om Midvintersblotet, men vistnok var henflyttet til en senere Tid end det, saaledes er mulig ogsaa Levninger af den hedenske Offerfest ved Sommertid at finde i de ved Majdagen og st. Hansdags-Festerne bevarede Skikke: Bekransning af Træet, Ofringerne ved Kilderne, som i den kristne Tid gjordes til Lægedomskilder o. s. v.
    — Ved Gilderne i den kristne Tid tømtes ogsaa tre Højtidsbægre. Ved Svend Tveskjægs Gravøl for Harald Blaatand viedes det første dennes Minde, det andet Krists og det tredje St. Mikaels Minde (Ól. S. Tryggvas. Kap. 39). Heimskr.
  25. Hvor langvejs man selv af egen Drift drog for at blote ved et bestemt Hov viser Landnámas Fortæll. (V. 8) om Lopt den gamle, der hver 3dje Sommer drog fra Island for at blote ved Hovet paa Gaular, som hans Morfader havde styret, for sig og for Morbroderen Flose.
  26. Handyr synes gjennemgaaende krævede til Blot (Grimm. Deutsche Mythologie I. 47).
  27. Rettelser og Tilføjelser: Bemærkningen om Saxes Omtale af ”syvaarige” Ofringer i Upsala, der her er anført uden at være benyttet i Udviklingen, udgaar. Saxe taler kun om aarlige Ofringer (Lib. I. Side 50). — Mon man i hans Omtale l. c. af Indstiftelsen af Frøblot tør se Vidnesbyrd om en forholdsvis ny Offerhøjtid? Saxe fortæller om ”Mitothin”, at han ophævede Ofringer til Guderne i Almindelighed, og indførte Offerhøjtider til hver især. (Lib. I. S. 43).
  28. Det eneste, der kunde tyde hen derpaa er Beretningen hos Snorre om de tolv ”diar eller ”drottnar”, der forestode Ofringerne i Asgaard og derfra fulgte Odin til Norden (Ynglinga S. Kap. 2 og 6), men sikkert med Rette antager Keyser den for hans egen forfejlede Fortolkning af Eddamytherne (Nordm. Religionsforf. i Saml. Afhandl. S. 296). At Adam af Bremen taler paa anden Haand i Flertal om Sacerdotes i Upsala kan ikke have nogen Vægt. Ogsaa Dudo nævner udtrykkelig i sin Fortælling om Nordmannernes Ofringer ikkun den enkelte sacerdos.
  29. quod apud Upsalam sacrificiorum tempore constitutus effoeminatos corporum motus scenicosqve mimorum plausus ac mollia nolarum crepitacula fastidiret (S. 278).
  30. Upsalahovet var endnu ikke ødelagt under Kong Stenkil († 1066), paa hvis Tid Ligeberettigelsen mellem den kristne og hedenske Gudedyrkelse endnu var anerkjendt (Geijer. Svenska Folkets Hist. S. 140).
  31. Cronholm: Wäringarne. S. 212 — Ann. f. n. Oldk. 1844—45 S. 293.
  32. Dette Udraab staar paa en eller anden Maade i Forbindelse med det oldnordiske: þulr — þula — þylja. Paa den sjælandske Snoldelev Runesten finde vi en Mand betegnet ”þulr á Salhaugum”, og denne Betegnelse gjenfindes i flere af Eddadigtene (Hávamál. 111. 134. 142. Vafþruðnismál 9. Fáfnismál 34). Sammenhængen lader os stadigt se þulr som en gammel, ærværdig Mand, der er i Besiddelse af megen Viden. Til ”þulr” slutter sig Hávamáls” Fimbulþulr” og betegnende for det ærværdige, det ophøjede, der ligger i þulr er Forbindelsen:
    Rúnar —
    er fáði fimbulþulr
    ok görðu ginnregin
    þylja er et Udsagnsord, der bruges meget sjældent, men da om en højtidelig Fremsigen:
    Mál er at þylja
    þular stóli á,
    Urðar brunni at, (Hávamál)
    ”þylja fornfræði” (Gaungu Hrólfs. S.). I Overensstemmelse hermed bruges ”þula” om et Gudekvad som f. Ex.”Rigsþula” (Rigsmál) og i den senere Tid om Kvad, der fremtræde som Forbandelsesformular (Herrauds og Bosa S. Kap. 5). Hvorledes forøvrigt en ”þulr's” aabenbart foredragende Virksomhed skal forstaas, om knyttet til Gudedyrkelsen eller til Lovtinget, eller staaende det daglige Liv nærmere, synes det ikke muligt at faa nogen klar Opfattelse af.
  33. Jomsvikinga Saga Kap. 42.
  34. Saxo ed. Müller. S. 360.
  35. Script Rer. Dan. I. 460. 475.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.