Guderne (Eskimoernes kultiske guddomme)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Inuitisk shamanmaske

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Eskimoernes kultiske guddomme
William Thalbitzer

II.
Guderne

De tre mægtigste naturånder, som Eskimoerne overalt kender og dyrker, kaldtes i Vestgrønland:

Immap eller säsvsuma inua »havets eller dybets menneske (eller ånd)«, også nævnt ved navn Arnarquashsaaq »den majestætiske herlige kvinde« (i qua gemmer sig et yderligere element av ukendt betydning). Havdybets kvinde bor i et stort hus på bunden av havet og råder for alle havets dyr.

Qaumatip inua »månens menneske (eller ånd)« oftere kaldet Aningaak [anegŋa˙k] »hendes (ældre) bror«, nemlig solens (jvfr. myten om sol og måne). Månemandens hus ligger nær ved månen eller er muligvis identisk med denne. Han råder især for frugtbarheden (forplantningen) hos mennesker og dyr og besøger undertiden jorden.

Silap (el. silam inua) »luftens menneske eller ånd«, hvis køn kun sjældent nærmere betegnes, påkaldes især for godt værs skyld. Paul Egede hørte denne ånd benævnt som »Sillagiksortok [silagicsortoq]« »der skaffer godt vær«; ligeså hos Glahn (Anmærkninger s. 349): »Gotveyrsvolderen«.

Enkelte av stjærnerne har navne, men der vises dem ikke nogen dyrkelse. Det samme gælder om solen, der opfattes som en kvinde. Ifølge myten var solen månens søster og hed Malina eller Ajut. Myten er fortællingen om en kultisk leg, der i fordums dage skal ha fundet sted i et festhus (qashse) ved Diskobugtens isbjærgefjord, en lampeslukningsfest av samme art som dem, Holm beskriver fra Ammassalik. Solen havde mærket sin parremand med lampesod, i dagens lys genkendte hun sin broer, hvis hvide pels bar sorte pletter. Hun flygtede med en brændende stump moss i hånden. Månen Aningat (således stavet hos Egede) forfulgte hende op på himlen, ligeledes med en mossfakkel, som slukkede, så at den kun kunde gløde. Forinden de løb op fra huset, skar hun med sin ulo sit ene bryst av og kastede det hen til broeren med de ord, der er bevarede omtrent ens i alle varianterne av denne myte ligefra Østgrønland til Beringstrædet:

Æd dette! du finder vist alene smag i mig.

Solen kom højere op end månen, og stadig forfølger han hende over himlen. Denne myte om sol og måne er fælleseskimoisk.

I sine festhuse har Inuitfolket overalt gentaget den kultiske lampeslukning, der engang drev sol- og måneparret op på himmelvejen. Vinteren igennem fejrer dette folk forskellige kultiske fester, fx. i Alaska (Nortonsundet) mindst sex: ajagaq- eller ønskefesten, første fest for de døde, blærefesten, anden dødefest, vårfangstfesten, den store (tredje) dødefest, hvortil kommer dukke- (gudebilled-) -festen og talrige lejlighedsfester. Alle disse periodiske fester finder vi beskrevne i store værker av amerikanske etnologer, især fra Eskimoerne i Alaska og på Baffinsland. Festerne er daglange, ja varer ofte flere dage, bundne til faste riter, under rig udfoldelse av gaveuddelinger, maske-optog, udklædninger, trommedans og sange. Om alle de ydre skikke og synlige instrumenter har vi ret fyldige oplysninger, undtagen fra Grønland og visse centrale egne. Men der er — udenfor Grønland — et stort hul i vor viden angående, disse festers åndelige former, fx. med hensyn til angakkokkens henvendelser og samtaler med ånderne. I den henseende har vore gammelgrønlandske missionærer og senest J. H. Rink i Vestgrønland, G. Holm i Østgrønland lykkeligt banet vejen for en indtrængende forståelse først av det oldgrønlandske hedenskabs kultiske åndsformer og derigennem også av de fjærnere Eskimostammers.

En direkte kultisk tilbedelse av de høje magter synes ukendt iblandt Eskimoerne. Lægfolk kunde ikke privat henvende sig til dem. Kun igennem shamanerne — eskimoisk angakkut — var dette muligt, og da vel som regel kun under den form, at disse åndemanere, enkeltvis eller (især i Alaska) to ad gangen, foretog ånderejser til guddommene, flyvende gennem luften til månen eller gennem havdybet til »den herlige moderkvinde«, for på en families eller en boplads’s vegne at bringe forholdene i orden på menneskejorden, skaffe godt vær og rigelig fangst.

Hverken stjærner, sol eller måne tilbedes. Cranz havde i sin Historie von Grönland tilladt sig at minde om, at skippere, der havde været i Grønland (og han kunde også ha tilføjet: en tidligere forfatter) havde betegnet Grønlænderne som soltilbedere. Han vilde hamre en pæl igennem denne vildfarelse. Glahn ironiserer i sine Anmærkninger (1771, s. 338—339) stærkt over disse sider hos Cranz (»alt dette vidtløftige Snak ... Pølsesnak... grundfalsk« osv.), men har vel i sin iver for at slå pælen endnu længere ned slået sig selv på fingrene. Glahn bruger mange ord til at understrege, at »Cranz’ udtalelse om den skipperhistorie, at Grønlænderne tilbad solen, er næsten fornedret under al Kritik«. Naturligvis er Grønlænderne ikke soldyrkere, men man kan godt, sier Glahn, kalde dem »Afgudsdyrkere; thi de dyrker jo deres Tornarsuk paa en vis Maade. De forlade sig paa deres Forfædre« osv. (Anm. s. 340). Glahn minder i denne sammenhæng om den ivrige brug, de gør av amuletter (aarnuaq, flt. aarnussät) og av tryllebønner (serhraq, flt. serhrät):

»De bruge Serret [serhrät], der kan ansees som en Art Huusbønner og stiiles til de Afdøde Forfædre, paa hvilke man forlader sig.« (Glahn, 1. c. s. 341.)

Jeg anser det for en stor vildfarelse, hvad Glahn her påstår, at de eskimoiske tryllebønner eller formularer henvendes til de avdøde forfædre. Han gentar ganske vist påstanden et par gange (ibid. s. 358-359), ligesom den findes i forstærket grad i hans dagbog for 1768, men jeg finder det lidet overbevisende, hvad han anfører til støtte for den. Om man vil tale om »bønner« eller »formler«, er nærmest en definitionssag: deres form er fast og nedarvet som vort fadervor, og verbet i dem står måske oftere i indikativ end i ønske- eller bydemåde. Men den fremsættende form (indikativ) betyder i tryllebønnen et ønske: den ønskede tilstand skildres, udtales, postuleres som et faktum — — det er ensbetydende med ønsket, fx.

Første gang i kajak efter sørgetidens ophør.
ea, ea — Jeg driver sidelæns for vinden,
hvem kommer hen til mig?
ea, ea — ringsælerne kommer hen til mig...
(gentaget 7-8 gange, men med skiftende ord for de dyr, der »kommer hen til mig«).

Meningen er naturligvis her; gid alle disse havdyr vil komme til mig!

Ifølge Ammassalikernes opfattelse havde tryllebønnens ord sin kraft i sig selv: selve de gamle og sjældne ords hellighed var medvirkende til, at den ønskede tilstand indtrådte. Der var ikke nogen tale om, at man henvendte ordene til nogen ånd eller til nogen av forfædrene — næsten alle de tryllebønner eller formularer jeg kender, er av den ovenfor anførte type. — Et par stykker hentyder til forfædrene på en måde, der dog ikke ligner nogen henvendelse til dem eller påkaldelse, men blot er en omtale, en påmindelse, fx.:

Første gang en kvinde genoptar sit arbejde efter sørgetiden.
ea, ea — min bedstefar har nu tilladt mig hvadsomhelst,
ea, ea — jeg begynder.
ea, ea — min bedstemor har nu tilladt mig hvadsomhelst,
ea, ea — jeg begynder.

Kajakmanden i fare.
ea, ea — hvad vil bringe mig til land?
ea, ea — min bedstefar vil bringe mig til land.

Her er ikke nogen henvendelse eller bøn til bedsteforældrene, men kun det stærkt sungne (messede) ønske om, at bedstefar eller bedstemor d. v. s. disse ord med alt hvad der ligger i dem, hvad der atter vil sige tryllebønnens indre kraft, må virke befriende og frelsende.

En trylleformular er købt og betalt med dyre arvestykker, klædningsstykker eller jagtdele; den er en privat og hemmelig ejendom, andre ikke må bruge: ejeren selv skal passe på at bruge den så lidt som muligt, ellers slides ordenes kraft. I al personlig besiddelse er der en magisk kraft: de ting, vi bruger, blir dele av os selv, og de egenskaber, tingene derved får, følger dem også i arv og eje. En dygtig jægers våben blir selv dygtige. På samme måde trylleformularen.

For Eskimoens øjne og sind er tilværelsen fyldt av sjæl og ånd i stort og småt. Alt, hvad der ejes og bruges, får derved en iboende sjælelig værdi.

H. C. Glahn har allerede (Anmærkn. 1771, s. 347, jf. 342) beskrevet den primitive livsopfattelse (animisme, animatisme) i korte gyldne sætninger, som vor tids etnologi først har fundet et videnskabeligt udtryk for efter udforskning av mangfoldige andre naturfolk: »at Grønlænderne troe, at alle Ting er besiælede, og at endog de ringeste Redskaber have deres Siele. Saaledes har en Piil, en Baad, en Skoesaale, en Skee, en Dril hver for sig en Siel. Disse Siele ere fra den grovere Materie adskilte, og bestaae af noget fiinere, for vore Øyne, Hænder og øvrige Sandser umærkeligt, dog af samme Form som de Legemer, hvoraf de ere udgangne, saa at Sielen af et Menneske ligner et Menneske, Sielen af en Hund, en Hund, af en Piil en Piil.« — Glahn har her som ofte vist, at han ejer et fint blik for distinktionerne i den grønlandske tankegang, selv de mest subtile, jeg frygter blot at jeg her må tilføje: i dette tilfælde har han gjort distinktionerne lidt for subtile. Først fortsætter han beskrivelsen således:

»Foruden disse Siele ere der endnu, som F. [Cranz] rettelig anmærker, nogle Væsener, som kaldes Innua ... i pl. c. s. 3. ps. pl. Innue af Innuk et Menneske, 2) en Eyere, 3) en Iboere, 4) en Herre af en Ting og κατ' εξοχην, 5) en Grønlænder. Disse Tingenes Innue vil altsaa ikke sige andet end Eyere, Herrer, Besiddere af Luften, Vandet, Søvnen. . . Søvnens Innua er os beskreven som lutter Søvn, som en der altid sover, eyer al Søvn, udgyder Søvn over Menneskene og forvolde, at de sove. I øvrigt er denne Herre en Aand, har intet Legeme, i det ringeste ikke af saa grov Materie som vort. Ligeledes Madlystvolderen, en Aand, der har hiertelig god Appetit, forvolder at Menneskene faae Lyst til at spiise og udgyder over dem Lyst til Mad. Ja denne Aand er næsten intet andet end Appetit selv; saa man deraf kan slutte, at han ikke maa være god at have til Bords. I Følge dette er Luftens Eyere (Innua, s. 266) en Aand, der er intet uden blot Luft og forvolder at Luften er saa eller saa.« 

Derefter vil Glahn forsøge at udrede forskellen mellem tarnik eller tarne, c. suff. tarninga og innua, ord der ganske vist har deres særlige sprogbetydninger henholdsvis i retning av »sjæl« (avspejling, skygge?) og »liv« (menneske, eskimo). Der skjuler sig dog muligvis i hans distinktioner visse overvejelser, som er udgåede fra datidens grønlandske angakkut, selvom hans fremstilling unægtelig gør et noget stiliseret indtryk. Præstestanden, også den hedensk-grønlandske, har altid haft en svaghed for visse begrebsudviklinger og ordkløvninger, selve problemerne tvinger let dertil. Også de østgrønlandske angakkut tumlede med nogle teologiske finesser og var ikke altid enige. Der kunde opstå en viss usikkerhed i begreberne, som det næppe lønner sig at fordybe sig i. Vi må blot passe på ikke at lægge for megen vægt på at genfinde vore egne begrebsdistinktioner — som fx. verden, natur, liv, ånd, sjæl, magt, guddommelighed — i det eskimoiske sprogs ordforråd. Med dette forbehold taler vi om Eskimoernes højeste magter eller ånder som deres guder.

Guderne, luftens, månens og havets højeste magter, er disse særdelte verdensrums inuat, deres menneskelige ejere eller beboere, for månens vedkommende en mand, for havets en kvinde. Inuit, vor jords menneske, er efter denne opfattelse ikke blevet til som efterligninger eller som avkom av disse magter, men omvendt, magterne er udgåede fra menneskene, derom fortæller myterne (kun, vel at mærke, ikke for luftens vedkommende). Månemanden såvelsom sol- og havkvinderne (og visse stjærner) er mennesker, der engang kom til deres sted fra menneskeheden, fra de jordiske inuit. De tilhører Inuiternes nation, de behersker denne nations liv og velfærd, dog kun til en vis grad, som vi skal se. Der kan opstå et spændt forhold mellem mennesker og guder. Angakkokkerne kan med deres ånders hjælp forandre gudernes stemning eller, hvis disse nærmer sig menneskenes boplads i en truende holdning, skræmme dem tilbage.

Blandt Inuiternes guder er luftånden på een gang den ejendommeligste og den utydeligste.

Fodnoter