Gudetro (AO)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
I Vikingetid og tidlig Middelalder
Axel Olrik
Gudetro
Dersom en kristen i det 9de, 10de eller endnu langt hen i det 11te Aarh. havde besøgt Nordens störste Helligdom i Upsala, vilde han blive Vidne til mangt, der maatte forekomme ham sælsomt og frastødende. Naar han traadte ind i Helligdomslunden, vilde han i Træerne se hænge hele den Mængde af Ofre, som var bragt til Guderne, snart Heste, snart Hunde, eller andre Dyr, snart ogsaa Mennesker. Derinde vilde han saa se det store Helligtræ, hvorom det hed, at det stod grönt baade Vinter og Sommer, og naar han kom op paa Höjene, der bredte sig som Tilskuerpladser, laa Gudernes „Hov” midt for ham, en mægtig Træbygning, hvis gyldne Prydelser glimtede fra Tag og Tinder, vidt ud over Sletten, og hvis mörke Indre rummede Gudernes Træbilleder: Odin med Spyd og Rustning, Thor med Hammer eller Herskerstav, og den plumpe Fremstilling af Avleguden Frey. Men kom man til en af de store Fester, hvert niende Aar lidt hen mod Jævndøgnstid, var det hele fyldt af et umaadeligt Menneskemylder; hver Dag i Løbet af de ni Offerdage blev der slagtet mindst ett Menneske og talrige Dyr, de blev klyngede i Træerne, gennemborede med Spyd eller kastede i Offerlundens hellige Kilde; Præsterne stod hos og saa, om Offeret dukkede op igen, eller om det helt forsvandt, for da havde Guddommene taget glade imod Gaven. Vilde Sange, „af mange Slags og usömmelige”, lød fra de ofrende Flokke, Guders Paakaldelse og almindelig Gildejubel ledsagede Offermaaltidet. Og saa naar Helligdagene var omme, drog de sammenstimlede Tusender hjem, ventende at Guderne efter dette vilde skænke Trivsel for Folk og Fæ, holde Fjendevold og Sygdom borte fra Landet. Men i Lunden hang Lævningerne fra Ofringerne; et Öjenvidne talte en Gang 72 Lig i dens Træer.
Eller et andet Billede fra den Tid. Det er mod Midvintersnat i Trøndelagen. Bønderne strömmer til Julegilde hos den mægtige Jarl paa Hlade. Hans rummelige Gildestue, der ogsaa er Gudernes „Hov”, aabner sig for Hundreder. De kommer paa Ski eller Slæde, læssede med Ølankre og med Barkæsker fulde af Kost, dragende Hest og Faar med sig. Derinde blusser allerede Baalene langs ad Hallens Gulv, og Bænkene sættes tæt fulde. Dyrene bliver slagtede foran Gudebillederne, Blodet opfanges i store Kummer og sættes paa Gudernes Forhöjninger som förste Gave til de vældige. Jarlen træder frem, tager Stænkekosten i Haanden og stænker det varme Blod ud: over Forhöjningen, over hele Huset, over alle de nærværende. Kroppene hugges i Stykker, og kastes i de Kedler, der hænger over Ildene. Jarlen træder frem med Drikkehorn i Haanden, vier det til Odin og beder om Sejr i Kamp, saa drikker han selv deraf og rækker det til sin ypperste Gæst, der drikker og lader det gaa videre fra Mand til Mand hele Hallen rundt. Paa samme Maade drikker de for Njord og Frey, paa god Aaring og Fred, og dernæst „Bragebægeret” (Herre-Bægeret, Storgudens — Thors — Bæger). Saadan har de drukket alle Storgudernes „Minde”. Saa bliver Gildemaden delt ud: Suppen og de fede Kødstykker; hver Mand i Huset skal have med af det alt, man er jo Gudernes Gæst.
I lignende Former har den hedenske Gudsdyrkelse udfoldet sig overalt i Norden, og Skikkenes Blodighed og Vildskab passer ret godt til det barske Præg, der er over Nordboernes tidligste Fremtræden. Men rettelig set kan alt dette ikke kaldes nordisk i snævrere Betydning; et vist tidligt, krigersk Kulturtrin træder overalt frem med lignende religiøse Former. Overalt køber man Gudernes Venskab ved Gaver, overalt den blodige Udstykning af Offerdyr, og den sælsomme Hellighed, der tillægges det guddomsviede, saa at det ikke opfattes som Blod og Aadsler, men som det der gör Lunden, Tempelhallen og Menneskene hellige, naar de berøres af det. Ogsaa Menneskeofferet hører almindelig med til Gudsdyrkelsen; Guddommene er vældige og grumme, det Folk der vil frelse Liv og Velvære i den kommende Tid, maa give andre til Død i sit Sted, enten Trælle eller Mennesker udvalgte ved Lodkastning. Skulde man i alt dette kunne fremhæve noget som særlig nordisk, maatte det snarest være den forbavsende ringe Rolle, som Ilden spiller; ingen Rög og Luer tilslører Offerets Uhygge, dets blege Lævninger findes synlige i Træer og Kilder paa Helligstedet, som naar Sporene af en natlig Udaad røbes af Dagslyset. En ældgammel barbarisk Offerform har her holdt sig i fuld Kraft ned i nordisk Vikingetid.
Indenfor de nordiske Former for Gudsdyrkelse vil man lægge Mærke til ligesom to forskellige Lag. Det ene er den naturbundne Gudsdyrkelse, der er den ældre; den anden Tempel- og Billeddyrkelsen, der i det hele er yngre. Paakaldelsen af Guderne i Lundens dybe Skygge eller under aaben Himmel naar tilbage til Broncealderens eller maaske Stenalderens Kultur; Billeddyrkelsen har derimod udfoldet sig fra vor romerske Jærnaldersperiode af. Denne Dobbelthed kan man iagttage i selve Upsalahelligdommen: fra Naturens Haand har den Helliglunden, det mægtige Træ og Kilden; Menneskers Tilsætning er Templet med de tre Storguders Billedstøtter. Selve Offerskikkene er, fordi de er gamle, i höj Grad naturbundne; Gudegaven blev hængt i Træet, fordi de i Luften farende Væsner drog bort med Sjælen i det Öjeblik da Strikken snoredes til; Kildeofferet troedes at blive modtaget af Vætten i Dybet. I Lundens dybe Skygge eller under aaben Himmel er de Steder, hvor man tidlig tror det muligt at henvende sig til Guddomsmagterne; Bad i Helligsø, Dans paa Höje og Offergave paa Dysser hører med til Dyrkelsen paa de store Naturfestdage om Midsommer eller om Vaaren ved Kvægets Udslipning. En egen stor Rolle spiller det i Norden, at man skulde kaste Lod under aaben Himmel for at lære Gudernes Vilje at kende. Denne Skik holdt sig strengt som höjtidelig Sædvane, selv paa en Tid da ellers Gudernes Nærvær var knyttet til Billeder i Templet; den bundede jo i den Forudsætning, at Guderne fra deres Himmel skulde se ned paa Lodkastningen. Mand og Mand imellem holdt disse Offerskikke under aaben Himmel sig. I mangfoldige af Norges trange Dale bragtes der Solen et Offer af Smör den förste Dag efter Midvinter, hvor den atter skinnede paa Huset: Smörklatten blev sat ud paa Taget, og Solen ligefrem slikkede den op. Paakaldelsen vender sig, i denne Form, ikke lidt til Himlens Guddomsmagter i det hele. En enkelt saadan Paakaldelse kender vi endnu fra Eddakvadenes Tid: Valkyrjen Sigrdriv vaagner af sin Dvale, og vækket af Sigurd til nyt Liv retter hun sin Bön til hele Naturens Guddomsmagter: „Hil Dag og hil Dags Sönner, hil Nat og hendes Æt! se med milde Öjne hid til os, giv os, der sidder her, Sejr! Hil Aser, hil Asynjer, hil den nærende Jord! Mæle og Mandevid giv os Ædlinger to og Lægedomshænder mens vi leve.” — Denne himmelske Gudeflok er ikke blot Enkeltmenneskets Hjælpere, for saa vidt han kan vinde deres Huldskab; ogsaa Samfundsideer bæres af dem. En mærkelig Form er Edens Hellighed, saaledes som den kommer frem i Vaabeneden: Kæmpen gaar frem paa aaben Mark, han lægger Sværd og Skjold ned foran sig og ønsker, om han sviger sin Ed, at da hans Vaaben ikke maa være hans Hjælpere, men blive hans Ulykke. Kendt ogsaa hos andre gotiske Folk er den særlig fremtrædende hos Nordboerne lige fra de ældste Efterretningers Tid; og ned gennem Middelalderen finder vi den som fast Edsform: Vandreren sværger med Haanden om sit Spyd, Rytteren med Foden i Stigböjlen, Skipperen paa sit Skibs Bord. Men ogsaa Tinghellighed, Gravfred og til en vis Grad Samfundets hele Vel staar under Guddomsbeskyttelse.
Dette Forhold til Gudeskaren i det hele satte sig Præg i Navnegivningen, saaledes som den er fælles for de gotiske Folk. Man dannede Mands- og Kvindenavne ved Sammensætninger med As- (egl. Væsen, Aand; senere: Guder), Gud- (egl. de paakaldte), Regin- el. Ragn- (Guddomme); Barnet var dermed stillet under Gudeskarens Beskyttelse. Men i Norden sker der en Nydannelse lige forud for Vikingetiden og i Løbet af den: man vier Barnet til en enkelt Gud. Jydske Hövdinger har en Forkærlighed for Odin-, upsvenske Bønder for Frey-; men overalt i Norden dannes Navne i hundredvis med Opnævnelse efter Thor.
Det fortælles om Mænd i Vikingetiden, at de tog en enkelt Gud til deres fulltrui, ɔ: den de satte hele deres Tro til. Om Svenskerne hedder det, at de under Nød i Kampen paakalder en af deres mange Guder, og at de da efter at have faaet Sejr dyrker ham og sætter ham over de andre; og at mange paa denne Maade havde erfaret, at de kristnes Gud var den stærkeste, og derfor havde slaaet sig paa ham. En saadan Udvælgelse af Guder til fortrinsvis Dyrkelse maatte virke opløsende paa den almene Folkereligion.
De Guder, vi kender som dyrkede i Vikingetiden, er væsenlig følgende: Odin som Kampens og Kløgtens Gud; Thor som Beskytter imod Trolddom, Syge og alskens Fare, til Dels ogsaa som Agerbrugsgud; Frey som Frugtbarhedsgud; Njord som Søfærdens og Velstandens Gud, særlig dyrket i Kystegne. Tyr (i Danmark og Sverrig Tir) var den gamle Krigsgud, og i endnu fjærnere Tid Himmelgud, men var ved at træde i Skygge; Ull den gamle Gudehövding, hvis Dyrkelse (i Sverig og især Norge) dog allerede var blegnet ved Odins Fremtrængen; Skade kendtes i de samme Egne som Særgudinde for Jagten. Kvindelivets og Hjemmets Guddomme er Frigg eller Freya, eller begge i Forening og ledsagede af en Flok andre Guddomme, enten disir i Almindelighed eller en Skare af kvindelige Fagguddomme: en, der holder ondt fra Husets Dör, en anden for Lægedom, en for Løftets Overholdelse osv. Kvindernes Tro synes endnu mere end Mændenes at være bunden i det nedarvede, i Flokguddommene og i Mylderet af Særguder; tillige blev Kvinderne Bærere af de nedarvede Ofre til det enkelte Huses særlige Værnevæsen: til „Aarevætten” der boede i Arnestedet, til Vætten i det prægtige „Tussetræ” i Gaardens Tun eller paa den nærliggende Gravhøj, eller til „Aarmanden” eller „Grannen” i den mægtige Kæmpesten, hvem man fra gammel Tid bragte Gaver. Men trods dette, trods det at mangen enkelt Gaard, især i afsides Egne af Norge eller Sydsverrig, holdt fast ved tusendaarige Sædvaner, gik Udformningen af de stærkt personlige Guder sin Gang. Thor træder ganske overordentlig tydelig frem, ikke blot Myternes stærke Gud med det muntre Præg, men netop hans religiøse Karakter. Han er Guddommen, der værner mod ondt. Mytisk er han Udrydderen af Trolde, religiøst er han den der paakaldes mod Sot og Sult, den med hvis Hammermærke Mennesket signer sig fra Vugge til Grav, og som endnu værger Gravens Fred; ogsaa den, som værner Tingets Fred; da Ugeinddelingen trængte ind, blev Torsdag gærne til Tingdag. Dertil kommer, at han fra Tordengud er bleven Vejrets Gud, og at han bliver den der paakaldes om Styrke, derfor ogsaa Krigsgud for Kæmpen der sætter Pris paa sin stærke Arm. Dertil det muntre og kammeratlige ved hans Færd; han er „Menneskefolkets Ven”, en stærk og hjælpsom Storebror for Menneskeheden.
Frey er Avleguden, den der giver Køer og Faar rigeligt med Afkom, han paakaldes ved Bryllup, og han skænker Fred og Velvære. Det digterske Billed af ham har en blid Ynde, som ellers mangler hos de nordiske Mandsskikkelser: „Frey er den bedste af bolde Kæmper i Asers Gaarde, han volder ej Mø Graad, eller Mands Viv, hver Fange løser han af Jærn.” Avlsdyret, Hingst, Tyr eller Førergalt var ikke helt sjældent viet til Frey, og han bliver derfor ofte af Storbønderne opfattet som deres fuldtro Ven. Han og hans Fader Njord bliver i særlig Grad paakaldt ved Juleblotet om „Aar og Fred” i den kommende Tid.
Odin er Kampens og Kløgtens Gud. Historisk set er han, skönt Gudekonge og Asernes Fader, den yngste af dem. I Løbet af Jærnalderen havde hans Dyrkelse bredt sig sydfra. Endnu ned i Vikingetiden havde hans Tempeldyrkelse ikke faaet rigtig fast Fod i Vestnorge eller Nybygderne. Tidlig bunden til det natlige Stormbrus gennem Skov og over Hede var han bleven Dødsherren, der førte de udaandende Sjæle bort med sig. Vejen laa da aaben til at göre ham til Hersker i et himmelsk Valhal, og tillige til den, der holdt Kampens Afgörelse i sin Haand; og det næste Skridt var da at göre ham til Gudernes Hövding. Allerede hos de gamle Tyskere paa Tacitus’ Tid var han naaet til at indtage denne Försteplads og til at dyrkes med Menneskeofre; i Norden maa hans Forrang være bleven slaaet fast i alt Fald under de krigerske Folkevandringsaarhundreder. — Andre Forestillinger blander sig ind imellem; paa det meste af det sydnordiske Omraade opfattede man den over Marken ridende Gud som den, der gav Sæden Trivsel, og til hvis Hest man derfor ofrede det sidste Neg; men andensteds greb Thor ind i dette. Langt væsenligere var det, at Odin var Trolddommens Gud. Han, der færdedes ved natlig Tid og med utrolig Hast, tænktes allerede tidlig at have Trolddomskunster til sin Raadighed; men ud deraf vokser en Gudeskikkelse, der kender al Naturens hemmelige Kraft, styrer den med sit Ord og meddeler sine Lærlinge af den samme Viden. Her er vi ved noget af det religiøst ejendommelige ved Odinsskikkelsen; man kan staa i et særligt Forhold til ham. Den enkelte skal søge ham i Löndom paa Korsvejene, hvor han færdes ved Nat, slutte en Pagt med ham og faa hvad man begærer. „Han giver Sejr til nogle, Penge til andre, Maalsnildhed og Mandevid til mangen Mand.” Han tros at kende de i Jorden skjulte Skatte, men först og fremmest har han alle Aandsævner under sin særlige Raadighed. Han giver Modet i Kampen, giver Skjalden hans Digtergave, i et Kvad bringer en Kæmpe Odin sin Tak, at han gav ham det haarde Sind, som altid skabte lönlige Fjender om til aabenbare Modstandere. Der er Glimt af, at denne Odinsdyrkelse fremtræder med Præg ligesom af en egen Religion indenfor Hedenskabet. Mennesker er „signede” til Odin og dermed gjorte til hans Tjænere; andre er fødte af hidtil barnløse Forældre efter Paakaldelse af Odin, og er derved tilhørende ham. Odins Tryllesange, der har lydt i „den Höjes Hal”, gentages af jordiske Mennesker som en dyb hemmelighedsfuld Betroelse. Og der hviskes om, at det er de samme lönlige Runeord, der overalt holder Tilværelsens Gang oppe og ogsaa giver Mennesket dets Styrke; at de i Urtid er skrevne af „den store Lærer”, og at de siden er gentagne af Odin blandt Aser, ligesom af den jordiske „Lærer” eller Sanger (Thul) blandt Menneskers Slægt; man er paa Veje til at tænke sig Asernes Odin som kun en Form af Runeherskeren. I praktisk Religion vil alt dette sige, at Troen paa de andre Guders Magt indskrænkes; hvorfor skal man f. Eks. paakalde Njord om Vindstille, naar man allerede har de af Odin lærte Trylleord, der stiller Sø? „Bedre ikke at blote, end blote for meget, Gave ser altid efter Gengæld”, saadan lyder Odinsvennernes Formaning; de synes at have dyrket Odin ved Kampens Stordaad, der sendte hundredvis af Kæmper til Valhal, men vel tillige ved enhver Udfoldelse af deres Ævner, som viste, at de udnyttede Odins Gave.
Odins-Troen er Enkeltmandssag, lige saa udpræget som Thorsdyrkelsen flokker Menneskene i Samfund. Derfor ser vi ogsaa en Nytte- og Klogskabsmoral blive forkyndt i Odins Navn, i de Ordsprogsrækker, der i Tidens Løb er smæltede sammen med mytiske Bestanddele i „den Höjes Tale” (Haavamaal). Men i ganske modsat Retning ser vi Odin optræde i Heltemyterne; han straffer dær den svigefulde Konge, der skaanselløst har arbejdet sig frem ved Troløshed mod alle sine nærmeste Frænder: en Geirrød, en Heidrek, en Ivar Vidfadme. Dette bör nævnes, fordi nogle Religionsforskere har Hang til overhoved at fraskrive Hedenskabets Guder moralsk Betydning; det bör fremhæves, at man indenfor en vis Sagnverden gör Odin til den guddommelige Sædelæres Hævder mod trodsige egenkærlige Mennesker. Men det kan ikke nægtes, at den, der hensynsløst vilde gennemføre sine egne Ønsker, kunde faa en vis Støtte i mange Forestillinger om Odin.
Endnu er der en Sag ved Odin, hans Stilling som Hersker i de afdødes Verden. Vi tör ikke tage den som Udgangspunkt for hans Forhold til Menneskene; vi maa ikke, som man i Middelalderen gjorde, opfatte det i Lighed med den kristne Udødelighed, og opfatte Valhal som — med de nødvendige Ændringer — et Paradis til at belönne de for Odin kære Personer. Det straalende Valhal og det mörke Hel er, saa snart vi kommer til de virkelig hedenske Kilder, saa mærkelig lidt skarpt adskilte. Ingen virkelig hedensk Kæmpe jubler ved at dø, men i middelalderlig Romantik kan man lægge en Ragnar Lodbrok saadanne Ord i Munden: „Snart skal jeg hos Aserne drikke Øl i Höjsædet, Diserne byder mig til Odins Hal ... Livets Stund er leden, leende jeg dør.” I de gamle Digte famler man saa underlig imellem, om de afdøde er gaaet til Hel eller til Valhal. Mindre drabelig end Ragnars Dødssang er det virkelig hedenske Kvad om Kong Haakon den Gode. Kongen hører Valkyrjerne, der rider gennem Luften og vier ham og mange andre Kæmper til Fald: „Hvorfor skifter du Kampen, Skogul? vi havde dog fortjent Sejr af Guderne.” Den Hær var ikke glad i Hu, hedder det i samme Digt, der skulde kæmpe sig til Valhal. Man havde ulige mere Lyst til at skænke Odin Ligene af sine Fjender, end til selv at falde som hans Offer.
Tyngdepunktet i Odins-Forholdet ligger ikke i den hinsidige Verden, men i hans Hjælp i den nærværende, i den Pagt der her for Jordelivet sluttes mellem ham og hans Ven. Dyrkelsen af Thor og af Odin som den særlige Beskytter i alle Livets Forhold staar her som de to store Udtryk for Ønsket om at have en personlig Gud at sætte sin Lid til. Det kunde ikke være andet end at denne Fremhæven af de to maatte føre til Brydninger ude i Livet. Den, der vælger Thor til sin fulltrui, vil underkende Ordets og Snildets Magt; og Odins-Dyrkeren vil omvendt føle sig hævet over den naive Tro paa Thors Hammerhug. Modsætningen faar sit Udtryk i Sagnet om Fyresvold-Slaget (i Upland o. 985): för Slaget ofrede Kong Erik til Odin, og hans Modkonge Styrbjørn til Thor; om Natten kom en höj Mand i blaa Kappe til Erik og gav ham en lang Kvist, som han skulde kaste over Fjendehæren med Ordene: Odin har Eder alle; og da han paa Kampdagen gjorde det, blev Styrbjørns Hær slaaet med Blindhed og et Fjældskred styrtede ned over dem; saaledes havde Odin skænket sine Venner Sejr. Et Samtaledigt i den Ældre Edda, Sangen om Harbard, er helt bygget over en lignende Modsætning; det stiller den stærke, men utaalmodige Thor hen som Skive for den i Gammelmandsskikkelse udklædte Odins Spot. Odin er en Gud for Hövdinger, for de aandelig udviklede, men han kan ikke fange Mængdens Tillid. Der er den natlige Uhygge, det snedige Dobbeltspil i hver af Myterne om ham, og i selve det at han i Slaget fælder den, som han har kær. Og da Kristendommen kaster sin Brand ind i Sindene, mærker man hans dybe Svaghed: indenfor et Folk, der sætter Trofasthed saa höjt, kan det ikke tilgives Odin, at han er fuld af Svig.
Men denne Mörkside ved ham maa ikke skjule den Værdi som Odinsdyrkelsen fører med sig. Her har for förste Gang Tanken om aandelig Kraft faaet sit bevidste Udtryk; Visdom er for ham Magt; Ravnene Hugin og Munin („Hu” og „Minde”) omflyver som hans Sendebud den hele Verden; Trylleordet udfører hans Vilje. I Odinstroen fæstnes Bevidstheden om, at Sjælens Ævner er de höjeste, og om at deres Udfoldelse i Daad er den for Guddommen glædelige Handling. Religiøst virker den til, at Guddommen i sin höjeste Form opfattes som Aand og Vilje; den kender Indvielsen, Pagten, for det enkelte Menneske til at at udføre Guddommens Krav overalt i sit Liv.
Saaledes staar Hedenskabet med de to ulige Toppunkter af Gudsbillede. Det ene Guddommens Styrke og dens Velvilje mod Menneskesamfundet; det andet det guddommelige Snilde, med den partiske Forkærlighed for de enkelte — de ypperste — Individer. Man kom til Tider ud over Vanskeligheden ved at paakalde de tre (eller fire) störste Aser sammen, eller ved at vende Bönnen til alle Guddoms- og Naturmagterne i Fællig. Men overfor alle Livets Forhold slog det ikke til; ti hele Folkets Tænkemaade stilede mod at kræve et personligt Forhold af Tillid og Ansvar overfor det guddommelige ligesom overfor Mennesker.
