Gudruns Opegning (V.B.Hjort)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)
Den gamle Edda
- eller Oldemo'r


Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865


37. Gudruns Opegning


Da Gudrun havde dræbt Atle, gik hun til Stranden, tog ud paa Dybet, og vilde forkorte sit Liv; men hun kunde ikke synke, og drev over Fjorden til Kong Jonakurs Land. Han tog hende tilægte.
Deres Sønner vare Sørle, Erp og Hamder. Der opfostredes Sigurds Datter Svanhilde; hun blev gift med Jormunrek hin Mægtige. Hos ham var Bikke; han gav det Raad, at Kongens Søn Randver skulde tage hende; og det meldte Bikke til Kongen. Kongen lod Randver hænge og Svanhilde træde ihjel af Heste. Men da Gudrun spurgte dette, talte hun til sine Sønner.


1.
Den skrappeste Tale
Skal være ført,
Sorgens tungeste
Udraab hørt,
Dengang da Gudrun
Med grumme Ord
Haardhjertet Sønnerne
Egged til Mord.


2.
"Hvi sidde I her
Og Livet døse,
Hvorfra mon saa let
I Jer Lystighed øse?
Da Jørmunrek
Eders Søster lod
Af Heste trampe,
Det unge Blod,
Paa alfar Vej
Af sorte og hvide
Og graa, som Gother
I Løbet ride.


3.
Ej ligne I Gunnar
Og hans Mænd,
Ej heller Høgne,
Den dristige Svend!
Havde I mine
Brødres Mod,
Eller om Eder
Tilraade stod
Hunekongernes
Haarde Sind:
Paa hende at hævne
I lagde Vind."


4.
Da svarede Hamder
Med dristigt Mod:
"Ej syntes Dig Høgnes
Daad saa god,
Da Sigurd af Søvne
Man vække lod,
Dengang dine Bolstre
Stribede blaa
I Mandens Blod
Du farvede saae,
I røden Mordlud
De sølede laae.


5.
Den Hævn, Du brat
For Brødrene tog,
Dig saarede grumt,
Thi Sønner Du vog;
Nu kunde vi ellers
Forenede stævne
Og Søstren den unge
Paa Jørmunrek hævne.


6.
Nu Hunekongernes
Prydelser bring!
Da os Du egger
Til Vaabenthing."


7.
Med Jubel Gudrun
Til Skemmen drog,
Kongers Hjælmpynt
Af Kister tog,
Med side Brynjer,
Og Sønnerne bragte;
Paa Gangerne tynged
De Uforsagte.


8.
Da monne den modige
Hamder sige:
"Den Kriger, som fældes
I Gothers Rige,
Saalunde sin Moder
Hjemsøge vil,
At Arveøl
Hun laver til
For alle Sine,
Baade Svanhilde
Og Sønnerne dine."


9.
Men Gjukes Datter
Begyndte at græde,
Nedslagen tog hun
Paa Fortoget Sæde,
Med Taarer paa Kind
Fortalte hun der
Om Sorger, som timedes
Fjern og nær.


10.
"Tre Ilde jeg kjendte,
Tre Arner jeg kjendte,
Til Trende Mænd
Man i Huus mig sendte;
Kjærest Sigurd
Mig var af dem Alle,
Han maatte for mine
Brødre falde.


11.
At hævne mig for
Den svare Smerte,
Dertil havde jeg
Ikke Hjærte;
End voldte mig Ædlinger
Større Plage,
De lode mig Atle
Til ægte tage.


12.
Til mig de ustyrlige
Drenge jeg lod
I Eenrum komme,
Ej anden Bod
Mægted jeg for
Min Harme at faae,
Af Niflunger maatte
Jeg Hovedet slaae.


13.
Paa Nornerne gram,
I Stranden jeg sprang,
At vælte fra mig
Deres strenge Tvang:
Mig hæved, ej sænked
De Bølger høje,
Jeg landed, end skulde jeg
Livet døje.


14.
Tilsengs hos en Konge
For tredje Gang
Jeg gik, thi mulig
Min Lykke omsprang;
Og Børn jeg fødte
Til Arv at tage,
Jonakurs Sønners
Arv at tage.


15.
Men Terner sade
Svanhilde ved Side,
Af Børnene hende
Jeg bedst kunde lide;
Yndig i Salen
Som Solens Lue
Hos mig Svanhilde
Var at skue.


16.
Med Guld og Purpur
Hun stvredes ud.
Førend hun førtes
Til Gother som Brud;
Den Sorg for mig
Som den haardeste staaer,
At min Svanhildes
Det lyse Haar
Af Gangeres Fjed
Man trampe lod
I Dyndet ned.


17.
Men bittrest var den,
Da Mord blev øvet
Paa Sigurd, liggende,
Sejren berøvet;
Da glindsende Orme
I Gunnars Barm
Sig bored, det var
Min gruligste Harm,
Meest skjærende den,
Og til Hjærtet den trængte,
Da Kongen den Kjække
De levende flængte.


18.
Kvaler jeg mindes
Og Sorger store;
Sigurd! Din blakkede
Hest Du spore,
Lad hid din hurtige
Ganger springe!
Ej Datter, ej Sønneviv
Her mig omringe,
Hvem Gudrun kunde
Med tækkelig Gave
Glæde forunde.


19.
Sigurd! Du mindes
Det fælles Løfte,
Vi monne paa Lejet
Sammen drøfte;
Du modigen skulde
Hjemsøge mig
Som Dødning fra Hel,
Jeg herfra Dig.


20.
Et Egebaal
I Jarler nu rejse,
Højt mod Himlen
I lade det knejse,
Lad Ild mit kvalfulde
Bryst kun brænde,
Da smelte de Sorger
Som Hjærtet spænde!


____________


21.
Gid alle de Herrer
Maa muntres i Sinde,
Gid Sorgen for alle
De Yndige svinde,
For hvem nu denne
Klagernes Sang
Er sjungen til Ende!