Gudruns Opegning (V.B.Hjort)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)

Vilh. B. Hjort: Den gamle Edda
Heimskringla Reprint

Den gamle Edda
- eller Oldemo'r

Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865

37. Gudruns Opegning

Da Gudrun havde dræbt Atle, gik hun til Stranden, tog ud paa Dybet, og vilde forkorte sit Liv; men hun kunde ikke synke, og drev over Fjorden til Kong Jonakurs Land. Han tog hende tilægte.

Deres Sønner vare Sørle, Erp og Hamder. Der opfostredes Sigurds Datter Svanhilde; hun blev gift med Jormunrek hin Mægtige. Hos ham var Bikke; han gav det Raad, at Kongens Søn Randver skulde tage hende; og det meldte Bikke til Kongen. Kongen lod Randver hænge og Svanhilde træde ihjel af Heste. Men da Gudrun spurgte dette, talte hun til sine Sønner.

1.

Den skrappeste Tale

Skal være ført,

Sorgens tungeste

Udraab hørt,

Dengang da Gudrun

Med grumme Ord

Haardhjertet Sønnerne

Egged til Mord.

2.

"Hvi sidde I her

Og Livet døse,

Hvorfra mon saa let

I Jer Lystighed øse?

Da Jørmunrek

Eders Søster lod

Af Heste trampe,

Det unge Blod,

Paa alfar Vej

Af sorte og hvide

Og graa, som Gother

I Løbet ride.

3.

Ej ligne I Gunnar

Og hans Mænd,

Ej heller Høgne,

Den dristige Svend!

Havde I mine

Brødres Mod,

Eller om Eder

Tilraade stod

Hunekongernes

Haarde Sind:

Paa hende at hævne

I lagde Vind."

4.

Da svarede Hamder

Med dristigt Mod:

"Ej syntes Dig Høgnes

Daad saa god,

Da Sigurd af Søvne

Man vække lod,

Dengang dine Bolstre

Stribede blaa

I Mandens Blod

Du farvede saae,

I røden Mordlud

De sølede laae.

5.

Den Hævn, Du brat

For Brødrene tog,

Dig saarede grumt,

Thi Sønner Du vog;

Nu kunde vi ellers

Forenede stævne

Og Søstren den unge

Paa Jørmunrek hævne.

6.

Nu Hunekongernes

Prydelser bring!

Da os Du egger

Til Vaabenthing."

7.

Med Jubel Gudrun

Til Skemmen drog,

Kongers Hjælmpynt

Af Kister tog,

Med side Brynjer,

Og Sønnerne bragte;

Paa Gangerne tynged

De Uforsagte.

8.

Da monne den modige

Hamder sige:

"Den Kriger, som fældes

I Gothers Rige,

Saalunde sin Moder

Hjemsøge vil,

At Arveøl

Hun laver til

For alle Sine,

Baade Svanhilde

Og Sønnerne dine."

9.

Men Gjukes Datter

Begyndte at græde,

Nedslagen tog hun

Paa Fortoget Sæde,

Med Taarer paa Kind

Fortalte hun der

Om Sorger, som timedes

Fjern og nær.

10.

"Tre Ilde jeg kjendte,

Tre Arner jeg kjendte,

Til Trende Mænd

Man i Huus mig sendte;

Kjærest Sigurd

Mig var af dem Alle,

Han maatte for mine

Brødre falde.

11.

At hævne mig for

Den svare Smerte,

Dertil havde jeg

Ikke Hjærte;

End voldte mig Ædlinger

Større Plage,

De lode mig Atle

Til ægte tage.

12.

Til mig de ustyrlige

Drenge jeg lod

I Eenrum komme,

Ej anden Bod

Mægted jeg for

Min Harme at faae,

Af Niflunger maatte

Jeg Hovedet slaae.

13.

Paa Nornerne gram,

I Stranden jeg sprang,

At vælte fra mig

Deres strenge Tvang:

Mig hæved, ej sænked

De Bølger høje,

Jeg landed, end skulde jeg

Livet døje.

14.

Tilsengs hos en Konge

For tredje Gang

Jeg gik, thi mulig

Min Lykke omsprang;

Og Børn jeg fødte

Til Arv at tage,

Jonakurs Sønners

Arv at tage.

15.

Men Terner sade

Svanhilde ved Side,

Af Børnene hende

Jeg bedst kunde lide;

Yndig i Salen

Som Solens Lue

Hos mig Svanhilde

Var at skue.

16.

Med Guld og Purpur

Hun styredes ud.

Førend hun førtes

Til Gother som Brud;

Den Sorg for mig

Som den haardeste staaer,

At min Svanhildes

Det lyse Haar

Af Gangeres Fjed

Man trampe lod

I Dyndet ned.

17.

Men bittrest var den,

Da Mord blev øvet

Paa Sigurd, liggende,

Sejren berøvet;

Da glindsende Orme

I Gunnars Barm

Sig bored, det var

Min gruligste Harm,

Meest skjærende den,

Og til Hjærtet den trængte,

Da Kongen den Kjække

De levende flængte.

18.

Kvaler jeg mindes

Og Sorger store;

Sigurd! Din blakkede

Hest Du spore,

Lad hid din hurtige

Ganger springe!

Ej Datter, ej Sønneviv

Her mig omringe,

Hvem Gudrun kunde

Med tækkelig Gave

Glæde forunde.

19.

Sigurd! Du mindes

Det fælles Løfte,

Vi monne paa Lejet

Sammen drøfte;

Du modigen skulde

Hjemsøge mig

Som Dødning fra Hel,

Jeg herfra Dig.

20.

Et Egebaal

I Jarler nu rejse,

Højt mod Himlen

I lade det knejse,

Lad Ild mit kvalfulde

Bryst kun brænde,

Da smelte de Sorger

Som Hjærtet spænde!

____________

21.

Gid alle de Herrer

Maa muntres i Sinde,

Gid Sorgen for alle

De Yndige svinde,

For hvem nu denne

Klagernes Sang

Er sjungen til Ende!