Gudrunskvæde I. (Goþrúnarkviþa I)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
|
|
|
|||
|
|
|||||
|
|
|||||
|
|
|||||
|
|
Heimskringla Reprint
oversatt av
G. A. Gjessing
Kristiania
1899
(Goþrúnarkviþa I)
Gudrun sad ved Sigurds lig. Hun græd ikke som andre kvinder; men hun var ferdig at sprenges af sorg. Frem gik baade kvinder og mænd for at trøste hende; men det faldt ikke let.
Det er sagt, at Gudrun havde spist af Faavnes hjerte, og hun forstod derfor fuglens røst.
End er dette kvædet om Gudrun:
1.
I old Gudrun
mod grav stunded,
der hun sorgfuld sad
ved Sigurds lig;
ei hun hulked,
ei hænder slog,
ei klynked saart
som kvinder helst.
2.
Frem der ginge
gjæve jarler,
søgte fra sorgen
svar hende drage;
dog ei Gudrun
græde magted,
saa mod i hug —
maatte hun sprenges.
3.
Sad der ædle
jarlekvinder
guldsmykkede
for Gudruns knæ;
hver af dem nevnte
sin nød saa tung,
den, hun bitrest
baaret havde.
4
Kvad da Gjavlaug,
Gjukes søster:
«Mig ved jeg meste
modgang paa jord:
fem mænds tab jeg
fik at bære,
tvende døtres,
trende søstres,
otte brødres,
end jeg dog lever.»
5.
Dog ei Gudrun
græde magted,
saa var hun sorgfuld
ved slagne mand
og harm i hug
ved høvdings lig.
6.
Kvad da Herborg,
Huners dronnining:
«Haardere har jeg
harm at nevne:
sønnerne syv
i sydens land,
husbond dertil
i hærferd faldt.
7.
Fader og moder,
fire brødre,
dem paa vove
vinden sveg,
brød mod borde
bølgeslaget.
8.
Selv fik jeg smykke,
selv fik jeg stelle,
selv deres lig
legge tilrette;
før aar gik ud
det alt jeg led,
saa ei nogen
min nød lindred.
9.
Fik jeg saa fangen
i fjendevold
siden være
i samme aar;
skrud jeg fested,
og sko jeg bandt
for hersens viv
hver en morgen.
10.
Hun mig skræmte
af skinsyge
og med haarde
hugg mig jaged;
havt jeg har ei
husbond bedre,
aldrig heller
husfru verre.»
11.
Dog ei Gudrun
græde magted,
saa var hun sorgfuld
ved slagne mand
og harm i hug
ved høvdings lig.
12.
Kvad da Gullrond,
Gjukes datter:
«Faa ved du trøstord.
fostre! at sige
det unge viv,
hvor vís du er.»
Bød hun, ei hylle
om høvdings lig.
13.
Slog hun svøbet
fra Sigurd bort,
drog hyndet hen
mod hustru’s knæ:
«Kjend din kjære,
kys hans læbe,
som du favned
fyrsten i live.»
14.
End én gang ham
Gudrun skued,
saa blodstenket
den boldes haar,
brustet høvdings
blik det klare,
fyrstens bringe
flengt af staalet.
15.
Bøiet Gudrun
mod bolstret sank,
lokker løsned,
lued kinden,
og taarers regn
randt hende i skjød.
16.
Græd da Gudrun,
Gjukes datter.
saa tunge brast
de taarer frem,
og gjalled til
de gjæs paa tun,
dyre fugle,
dronningen aatte
17.
Kvad da Gullrond,
Gjukes datter:
»Kjendte jeg eders
kjærlighed størst
i mande-æt
oven mulde;
aldrig var glad du
ude, ei inde,
uden hos Sigurd,
du, søster min!»
18.
Kvad da Gudrun,
Gjukes datter:
«Saa var min Sigurd
mod sønner Gjukes.
som geirløg rank
af græs op skudt,
som blanke sten
paa baand dragen,
som ædelsten
paa ædlings bryst.
19.
Drottens svende
syntes jeg og
høiere end hver
en Herjan's dis;
nu er saa lav jeg,
som løvet tidt
i krattet er,
ved kongens død.
20.
Savner paa benk jeg,
savner paa bolster
min gjensvars-ven;
Gjukunger volder,
Gjukunger volder
min grumme vé,
egen søsters
saa saare graad.
21.
Legge for folk I
land saa øde,
som I har sveget
svorne eder;
skal du ei, Gunnar!
guldet nyde,
bane de bauge
bringe dig vil,
som du Sigurd
svor de eder.
22.
Tidt var i gaarden
glede større,
da min Sigurd
sadled Grane,
og til Brynhild
de beile fór
— usle væsen —
med varsel ondt.»
23.
Kvad da Brynhild,
Budles datter:
«Baade hun bonde
og børn savne,
som dig, Gudrun!
til graad lokked,
og i morges
mæle dig gav.»
24.
Kvad da Gullrond,
Gjukes datter:
«Ti du, lede!
med tale slig;
ædlingers uferd
du altid var,
jager hver mand dig,
til mén kun skabt,
du sorg saa saar
for syv konger,
kvinders verste
vennespilde.»
25.
Kvad da Brynhild,
Budles datter:
«Ondt alt ene
Atle volder,
Budle baarne
broder min.
26.
Da i Huners
hal vi to saa
ormeleiets
ild paa fyrsten —
siden det møde
jeg saart har bødt,
angst af det syn
jeg altid bar.»
27.
Stod hun ved støtten,
sterk hun sig gjorde,
brendte Brynhild,
Budles datter,
ild af øine,
edder hun fnyste,
der saar hun saa
paa Sigurds lig.
Gudrun gik bort derfra i skog og ødemarker og fór helt til Danmark og var der hos Thora Haakonsdatter i syv halvaar. Brynhild vilde ikke leve efter Sigurd. Hun lod otte af sine træle og fem trælkvinder drebe. Saa gav hun sig banesaar med sverdet, saaledes som det er fortalt i det korte Sigurdskvæde.
Noter:
12): fostre ɔ: fostermoder. — 18): geirløg ɔ: «spydløg», rankvoxen løgvæxt.
19): Herjan ɔ: Oden.
26): ormeleiets ild ɔ: guldet (som smykkede Sigurd).
