Gujamars Sang

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif


Strenglege


Gujamars Sang


De Sagn, som jeg véd ere sande, og som Bretonerne have gjort Sangdigte om, vil jeg fortælle eder med saa faa Ord som muligt; og saaledes som Skrifterne have vist mig, vil jeg fortælle eder nogle Begivenheder, som for lang Tid siden gik for sig i sydre Bretland.

I de Dage raadede Kong Odels over det Rige stundom i Fred, men ofte i Uro og Ufred. Denne Konge tjente med Lyst og Godvilje en mægtig Lendermand ved Navn Dridias, som raadede over hele Leunsborg. Denne var en afholdt Herre og en udmærket Ven af sin Konge; han var den raskeste Ridder i Vaabenfærd, og havde med sin Ægtekone to Börn, en Sön og en Datter. Ungen hed hans Datter, men hans Sön Gujamar; i hele Kongeriget var ingen Mand saa skjön som han, hans Moder elskede ham over alt i Verden, og hans Fader syntes i alle Dele godt om ham. Saa snart han var stor nok til at fare hjemmefra, sendte hans Fader ham til Hirden for at tjene Kongen; men Ungersvenden var forstandig og rask, og blev snart afholdt og vel lidt af alt Kongens Hirdfolk. Siden, da hans Forstand og Raskhed tiltog, udstyrede Kongen ham rigelig med alle en Ridders Hærklæder, saa prægtigt, som han paa nogen Maade kunde önske sig.

Da Gujamar var bleven Ridder, opholdt han sig der meget længe. Siden skiltes han i Venskab og god Forstaaelse ved Kongen og alt hans Hirdfolk, og stævnede saa derfra til Flandern for at friste sin Tapperhed og sit Ridderskab; ti paa den Tid var der jævnlig Ufred og Kamp. Men hverken i Lothringen eller Burgund, og heller ikke i Anjou og Gascogne fandtes nogen jævndygtig med ham i Vaabenfærd. Det underligste ved hans Natur var dog, at han omhyggelig undgik at fatte Kjærlighed til Kvinder; ti der var ingen saa skjön og herlig Frue og ingen saa fager Mö, at han vilde vende sin Elskov til hende; men ingen vilde sige ham nej, hvis han blot vilde nævne et Ord derom. Mange ytrede tydelig sit Önske, men han lod, som om han ikke forstod, hvad de vilde; ti han undgik dem saa omhyggelig, at ingen af dem kunde finde, at han vilde have en Kone.

Da han var i sin Ungdoms Blomst og bedste Alder, fór han hjem at se sin Herre Fader, sin Moder og Söster, som længe havde længets efter hans Hjemkomst, og saa opholdt han sig en fuld Maaned hjemme hos dem. Derpaa fik han Lyst til at vejde Dyr, og stævnede derfor om Kvelden til sig sine Riddere og Vejdemænd. Tidlig om Morgenen fór han til Skoven, ti den Slags Fornöjelse syntes han udmærket vel om; de fandt straks en stor Hjort, Hundene bleve löste, og Vejdemændene fulgte Hjorten. Men den unge Mand red langsomt efter, og en af hans Svende förte hans Bue og de Sporhunde, som behövedes til at jage efter Dyr og Vildsvin. Han vilde gjærne skyde, hvis noget Dyr kom ham paa Skud, förend han fór derfra; da saa han ikke langt fra sig i et tykt Krat en Hind med sin Kalv hos sig; den var ganske snehvid og havde en Gren af et Hjortehorn midt i Panden, og den löb straks ud af Krattet, da den hörte Sporhundenes Gjöen. Men han spændte sin Bue, skjöd paa den og traf den fremme i Brystet, saa at den straks faldt til Marken; men Pilen snuede straks om igjen og rammede Gujamar tværs igjennem Laaret og stod fast i Hesten; saa maatte han stige af Hesten og faldt ned paa Græsvolden ved Siden af Hinden. Men Hinden, som laa der, slikkede sit Saar og klagede over sin Smerte, og dernæst talte den saaledes: „det harmer mig, at jeg nu er dræbt; men du slette Karl, som saarede mig! dette skal være din Skjæbne: aldrig skal du faa Lægedom hverken af Urter eller Rödder; ikke skal nogen Læge eller nogen Helsedrik formaa at helbrede dig; og aldrig skal du blive frisk efter dette Saar, som du nu har i Laaret, förend den læger dig, som for din Kjærligheds Skyld skal taale og lide saa store Kvaler af Sorg og Sindslidelser, at aldrig för nogen Kvinde bar saa meget; og du ligesaa for hendes Skyld; saa at alle de, som have elsket og i Fremtiden komme til at elske Kvinder, skulle undres og finde det i alle Maader synderligt, at I kunde bære saa megen Elskovskval. Gaa nu bort saa hurtigt du kan, og lad mig have Fred for dig; disse Ord om din Skjæbne skal du sande“.

Gujamar var saaret, og det syntes ham underligt, hvad Dyret havde sagt ham; han tænkte nu paa, til hvilket Land han skulde fare til Lægedom, for at lade sit Saar helbrede; fordi han ingen Lyst havde til at dö paa den Maade. Han véd med Vished og hans Hu siger ham, at han aldrig fandt Behag i Kvinders Kjærlighed, og aldrig havde han set nogen, som han kunde have Lyst til, og heller ikke nogen, som han vidste forstod sig paa at læge Saar. Derfor kaldte han paa sin Svend og sagde: „min Ven, rid afsted saa hurtigt du kan, og stævn hid mine Fæller; jeg vil tale med dem“. Svenden fór da fra ham, og han blev tilbage, og Saaret plagede ham meget; han skar op sin Skjorte og forbandt det saa godt, han kunde. Dernæst steg han paa sin Hest, stævnede væk derfra, og skyndte sig at fjærnes fra sine Fæller, fordi han ikke vilde, at nogen af dem skulde vide, hvor han rejste hen. Han fór ud af Vejen tværs igjennem Skoven, indtil han fandt en græsvokset Sti, og da minkede Skoven; dernæst kom han paa en slet Vold og saa til et stort Fjæld; under Fjældet randt en Aa, og han fulgte Aaen indtil han kom til Söen; der var en Havnevaag og i Havnen saa han et Skib. Han gik ud paa Skibet og rejste Masten. Men dette Skib var gjort med en forunderlig Kunst; ti hverken udenbords eller indenbords kunde man se Plankernes Samfælding og heller ikke Naglerne, men det saa ud som om alt var et eneste Træ. Med megen Smerte i Saaret kom han op paa Skibet, og tænkte der at træffe Mænd, som passede paa det, men han saa ingen Mand der. Men midt i Skibet saa han en Sæng, der var gjort med megen Kunst. Endefjælerne vare gjorte med Salomos Kunstfærdighed, guldindlagte og med de fagreste Udskjæringer af Syprès og Elfenben; et guldvirket Silkeklæde var bredt over Sængen som et Tæppe. Men de övrige Klæder, som vare i Sængen, kan jeg ikke nok rose, kun det vil jeg fortælle eder om Hovedpuden, at den som lagde sit Hoved paa den, kunde aldrig ældes. Overbredselen var af Purpur fra Aleksandria Land, underforet med Sobelskind; i Fremstavnen stode to Kjærtestikker[1] af purt Guld, den ringeste var mange Penge værd, og paa dem to tændte Kjærter. Det, syntes han, var det rareste af alt, hvad han saa. Siden lagde han sig paa Sængen for at hvile, fordi Saaret smertede meget. Da en Stund var leden, stod han op og vilde gaa bort, men da kunde han ikke komme tilbage igjen, fordi Skibet var langt ude i Havet i fuld Fart med den fortræffeligste Bör. Han fandt da, at det ikke kunde nytte ham at forsöge paa at komme tilbage, hvorover han sörgede meget, og vidste ikke, hvorledes han skulde bære sig ad. Og ikke var det underligt, ti der var stor Værk i hans Saar, og han maatte taale alt, fordi han ikke kunde faa gjort noget ved dette underlige Tilfælde. Han bad inderlig til Gud om Miskundhed, at han ikke vilde forlade ham, men fri ham for Döden og lade ham komme i Havn. Saa lagde han sig i Sængen og sovnede; og nu havde han staat det værste over, ti nu skal Skibet snart lande der, hvor han faar Lægedom.

Skibet landede under en gammel Borg, som var Hovedstad i hele det Rige; den Herre og Hövding, som styrede og raadede for den Borg, var en gammel Mand, men gift med en ung Kone. Denne Frue var af stor Æt, mild og beleven, forstandig og hövisk, og udmærket i al Kvindelighed, overordentlig skjön og fager. Men hendes Ægtemand og Herre var umaadelig skinsyg, fordi hans Natur böd det; ti gamle Mænd, som have liden Lyst til Kvinder, og gjærne ville det, som de ikke kunne og som Naturen negter dem, misunde dog altid og hade dem, som ere unge. Saadant er gamle Mænds Gemyt. Men denne rige Mand havde indrettet sig saaledes, at han havde ladet opföre en Gard under Borgtaarnet, en Mur af grön Marmorsten saa höj og stor, at ingen kunde komme over den; kun en liden Dör förte ind til Kastellet, og den lod han Nat og Dag bevogte af paalidelige Vagter. Paa den anden Kant gik Söen, og ad den Vej kunde ingen komme til undtagen til Baads, naar man havde noget at udrette i Borgen. Men derfor lod Borgherren gjærde med en saa tyk Mur, at han uræd og tryg skulde kunne bevogte sin Kone; der lod han hende opbygge den fagreste og skjönneste Loftsal med et Kapel; til at forrette Gudstjenesten satte han en gammel Præst, bleg og blodlös, kold og kjölnet for alle legemlige Lyster; han sang jævnlig Messer og var Mundskjænk ved Bordet. Denne prægtige Loftsal var indeni malet med de dejligste Billeder af prude Mænd og skjönne Kvinder og deres Kjærlighed og Elskovslyst; og hvorledes det sömmer sig at elske og trygt bevare sin Kjærlighed, som Ovidius lærer i sin Bog om Elskovskunsten. Der blev hin belevne Frue indsat, og hendes Herre gav hende sin Sösterdatter, en skjön Mö, til at tjene hende; hun og hendes Frue havde hverandre inderlig kjær. Med Fruen var altid denne Mö, naar hun gik ud, til hun kom hjem igjen, og imidlertid kom der aldrig ind hverken nogen Mand eller Kvinde; saaledes var hun skjult indenfor den höje Stengard, og kom aldrig udenfor Borgen.

Den samme Dag efter Nón[2], da den skjönne Frue havde sovet Middag, gik hun med sin Tjenestemö ud i Haven for at muntre og skjæmte sig. Da de saa ned til Söen, opdagede de Skibet, som sejlede ind i Havnen med den indfaldende Flod, og ingen Mand paa Skibet, og det landede der under Stengarden. Da hun havde set dette, blev hun ræd og vilde gaa bort, og det var heller intet Under, at det forekom hende besynderligt, saa at hun rödmede stærkt. Men hendes Fölgemö var beleven og forstandig, opmuntrede sin Frue og gjorde hende tryg og uræd; hun kastede sin Kappe, gik ned til Stranden og saa paa Skibet, der var saa skjönt og fagert og rigt udrustet, at hun aldrig havde set Magen dertil, og hun fandt ikke et levende Væsen derpaa, undtagen en sovende Ridder. Og da hun saa, at han var bleg og blodlös, tænkte hun, han var död, skyndte sig derfor tilbage og kaldte sin Frue did; hun fortalte hende, hvad hun havde set, og klagede meget og jamrede over, at Ridderen monne være död.

Fruen svarede hende: „lader os skynde os did“, sagde hun; „hvis han er död, ville vi begrave ham; Præsten skal hjælpe os; men hvis vi finde ham levende, da kan han tale med os“. Derpaa skyndte de sig begge, Fruen foran, men Möen efter hende; da hun var kommen ud paa Skibet, stillede hun sig foran Sængen og saa nöje paa Ridderen; hun bedrövedes da og sörgede meget over hans Ungdom og Ulykke, og havde Medlidenhed med hans Sygdom; hun lagde sin Haand paa hans Bryst og kjendte, at han var varm og at hans Hjærte bankede. Men den sovende Ridder vaagnede, da hun tog paa ham, og da han saa hende, blev han meget glad og hilsede hende straks med de blideste Ord; nu vidste han sikkert, at han var landet. Men hun græd straks af Medlidenhed med ham, besvarede hans Hilsen med fagre og velvillige Ord og spurgte ham straks, fra hvilket Land han var, eller fra hvilket Slag han var undkommen.

„Frue“, sagde han, „det er ikke gaat saa til; men hvis du vil, at jeg skal fortælle dig den Hændelse, som er tilstödt mig, vil jeg ikke dölge den for dig. Jeg er kommen fra lille Bretland; i Dag var jeg gaaen paa Jagt, og i Vejdeskoven skjöd jeg en hvid Hind med min Pil; men da jeg havde skudt den, sprang Pilen tilbage mod mig, rammede mig i Laaret og tilföjede mig et saa dybt Saar, at jeg er bange for, jeg aldrig bliver helbredet. Da jeg havde skudt Hinden, klagede den meget over, at jeg havde dræbt den; og da talte den og forbandede mig og svor en dyr Ed, at jeg aldrig skulde blive helbredet eller faa Lægedom, undtagen hvis en Kvinde lægede mig; men jeg véd ikke, hvor jeg skal finde en saadan. Da jeg havde hört denne Skjæbne, skyndte jeg mig ud af Skoven, og saa i en Havn dette Skib; jeg var saa taabelig, at jeg dristede mig til at gaa ud paa det; ti da jeg var kommen did, gik Skibet ud paa Havet. Nu véd jeg ikke, hvor jeg er landet, eller hvad denne Borg heder; derfor beder jeg eder, min skjönne Frue, for Guds og eders Höviskheds Skyld, at I har Miskundhed med mig, ti jeg véd ikke, hvorhen jeg skal rejse, og jeg er ikke i Stand til at styre dette Skib.

Da svarede den skjönne Frue ham: „gode og kjæreste Herre“, sagde hun, ”gjærne vil jeg yde dig Hjælp; denne Borg og alt dette Land rundt omkring ejer min Herre; han er en mægtig, stærk og ætgod Mand, men meget alderstegen, grætten og skinsyg; derfor har han skjult mig her og læst mig inde i denne Stengard, som der kun er en eneste Port paa; en gammel Præst er sat til Bevogter, - gid den onde Ild og den slemme Flamme brænde ham! Saaledes er jeg skjult her Nat og Dag. og ikke er jeg saa djærv, at jeg tör gaa ud, undtagen naar min Herre sender Bud efter mig; her har jeg en Loftsal og et Kapel og denne Mö, til at fölge mig. Hvis du nu har Lyst til at hvile her, indtil du bedres og læges, saa skulle vi gjærne tjene dig med Godvilje“.

Da han nu havde hört hendes Tale, takkede han hende med söde og sömmelige Ord og sagde, at han gjærne vilde dvæle med hende; derpaa rejste han sig op af Sængen, og de to Kvinder stöttede ham og ledte ham op i Loftsalen og lagde ham der i en magelig Sæng; de vaskede hans Laar og Saaret, og da de havde tvættet Blodet omhyggelig af, forbandt de det. Da de vare mætte om Kvelden, gik hun bort; nu bliver han vel stellet med overflödig Mad og god Drikke; men Kjærlighed har nu saaret hans Sind og gjort hans Hjærte uroligt, fordi den skjönne Frue har skudt ham med en söd Elskov, og nu föler han, hvad han aldrig för havde fölt.

Nu har han aldeles glemt sit Fosterland, sine Forældre og Fostbrödre, og föler ingen Smerte i sit Saar; han sukker af sit hele Hjærte med en besynderlig Vemod og inderlig Uro. Da bad Fruen sin Tjenestemö, at hun skulde lade Ridderen faa Hvile og Ro til at sove; hun gik straks bort, da hun fik Lov; men hendes Frue var da skudt og opflammet af den samme Uroens Ild, hvoraf Herre Gujamar fölte sig saaret saa umaadelig dybt i sin Hu og hele Hjærte.

Nu dvæler Ridderen der, ensom, beklemt og fuld af Kjærligheds Uro; dog véd han endnu ikke selv rigtig, af hvad Art hans Uro er, men det fatter han tilfulde, at hvis den skjönne Frue ikke vil stille hans Sorg, kan han ikke længe leve. Hele den Nat vaagede han under Beklemmelse og Uro og hyppige Sukke; hendes Ord kom aldrig ud af hans Tanker, ej heller hendes fagre Öjne og Ansigt og hendes skjönne Vækst. Han mumlede ofte mellem Tænderne: „hav Miskundhed med mig, skjönne Frue“; og det var nær ved, at han monne kalde hende sin elskede. Men hvis han med Sikkerhed havde vidst, at hun havde det samme Saar som han, da vilde hans Sorg noget stilles og hans Byrde lettes, men nu gjör den ham bleg og blodlös.

Meget aarle, da det begyndte at dages, stod den skjönne Frue op og klædte sig paa, og klagede over, at hun havde sovet lidet om Natten; det voldte hendes Elskovs Uro, der havde bundet hende med faste Lænker. Men Möen, som tjente hende, forstod straks, hvorledes det stod til med dem, at det var Kjærlighed, som virkede paa dem begge, baade ham og hende, og at Fruen var greben af en dyb Elskov til den Ridder, som opholdt sig der for at læge sit Saar, og hvilede i Loftsalen. Dog vidste hun ikke sikkert, men kun af Formodning, om Ridderen elskede noget hendes Frue eller ikke. Da nu Fruen var gaaen til Kapellet, gik Möen ind i Stuen til Ridderen, satte sig ved hans Sæng og talte til ham: „Herre“, sagde hun, „hvor er min Frue gaaen hen? og hvi er hun staat saa aarle op?“ Men han taug og sukkede. Hun talte nok en Gang til ham: „Herre“, sagde hun, „du elsker visselig; se, til at du ikke skjuler det alt for længe; ti du kan elske den, som din Kjærlighed behager vel. Den som vil elske min Frue, sömmer det sig at overveje meget, og eders Elskov vilde passe sig godt, hvis I begge ere trofaste, fordi du er den skjönneste Mand, men hun den dejligste Frue“. Da svarede han Möen: „jeg er greben af en saadan Elskov, at det hurtig vil vende sig til större Sorg, med mindre jeg snart bliver husvalet; du, söde Jomfru min, hjælp mig, saa vidt du kan“. Men hun tröstede ham straks og lovede ham trofast det, som han bad hende om; derpaa gik hun til sin Frue og sagde hende, hvor stor Kval Ridderen led af Kjærlighed til hende.

Da hendes Frue havde hört, hvad hun fortalte, lod hun det ikke gaa upaaagtet hen, men gik straks til ham og vilde vide, hvorledes han befandt sig, fordi hun mærkede, at hun fölte megen Kjærlighed til ham; de hilsede paa hverandre, og nu have de indviklet sig i store og underlige Sorgens Lænker. Men hun vilde ikke sige eller vise ham sin Vilje, fordi han var hende ubekjendt og fra et andet Land; hun frygtede, at hvis hun aabenbarede for ham, hvad der laa hende paa Hjærtet, skulde han hade og sky hende. Men han synte hende straks meget djærvelig sin Vilje. „Min Frue“, sagde han, „jeg dör for din Skyld; din og min Hu og Hjærte ere fulde af Sorg og Harm; jeg beder om din Elskov og Gjenkjærlighed, at du ikke flyr mig“. Da hun havde hört, hvad han bad om og forlangte, svarede hun belevent og sagde smilende til ham: „elskede“, sagde hun, „det vilde være alt for hurtigt, at tilstaa dig saa snart denne Bön; jeg er ikke nogen letfærdig Kvinde, eller vant til saadant Misverk“. - „Min Frue“, sagde han, „bliv ikke vred over mine Ord; den Kvinde, som er koket, for hende passer det at lade sig bede længe og gjöre sig kostbar og vise sig stor paa det, for at man skal synes i den Mon bedre om hende, som hun negter længere; men du, min skjönne Frue, vær, som jeg beder dig, min elskede og jeg din Elsker“. Og da fandt hun, at han sagde sandt om Kvindernes Gemyt, og tilstod ham straks, hvad han bad hende om, og Herre Gujamar var derpaa i hendes Selskab fulde tre Halvaar. Men da vilde Ulykken, at deres Samliv blev opdaget.

I Begyndelsen af Sommeren, meget aarle paa Dagen, da de just laa i hverandres Favn, som det likede dem begge, sagde hun den skjönne til Gujamar: „söde min elskede“, sagde hun, „min Hu siger mig, at jeg snart skal savne dig, og at vort Samliv skal opdages; hvis du da bliver dræbt her, vil jeg dö med dig; men hvis du kommer bort, vil du tage dig en anden Elskerinde, og jeg skal af Kjærlighed til dig stedse lide Sorg og Længsel“. - „Frue“, sagde han, „tal ikke saa; gid jeg aldrig maa have Fred eller Glæde, hvis jeg vender mit Sind til en anden, vær aldrig bange for det“. - „Elskede“, sagde hun, „giv mig din Haand paa det, og giv mig din Skjorte, saa skal jeg folde den saaledes sammen, at hvis du da finder nogen, hvem det saa er, som kan oplöse denne Fold, saa giver jeg dig Lov til at elske hende“. Hun tog da Skjorten og foldede den sammen, og han gav hende sin Haand paa det, hun bad om, og sagde da, at ingen kunde oplöse den Fold uden ved at skjære med Kniv eller klippe med Saks. Da hun havde foldet den sammen, gav hun ham Skjorten med den Betingelse, som hun havde sagt, for at hun ikke skulde ræddes eller frygte for, at han jo skulde holde hende sit Löfte. Saa tog han og dernæst et Bælte og bandt om hendes blotte Liv temmelig fast, saa vidt hun kunde taale, og mælte: ”jeg giver dig Lov til at elske den, som löser dette Bælte af dig“. Dernæst kyssedes de, og saaledes stod det da med deres Samtale, Elskovslyst og Skjæmten.

Den samme Dag blev deres Omgang opdaget; man fandt dem begge sammen, og det forekom da alle, at de levede i ægteskabelig Fortrolighed, fordi en ond Ridder, som hendes Herre havde sendt did for at tale med hende, straks opdagede alt; da han nemlig kom til Loftsalen, kom han ikke ind, og da saa han gjennem en Glug, hvad der var paa Færde; straks gik han til sin Herre og fortalte ham, hvad han havde set. Da hendes Herre havde hört hans Beretning, blev han saare opbragt og forbitret, og kaldte til sig tre af sine fortroligste Venner, gik med dem til hendes Sovekammer, lod Dören bryde op, og fandt der Ridderen med hende. Og i den store Vrede, han var optændt af, böd han dem straks at dræbe Ridderen; men Gujamar, den raskeste og vaabendjærveste Mand, sprang op og frygtede dem slet ikke, men greb en tyk Furestang, som der hang Klæder paa, og nu monne han give hver af dem hans tilstrækkelige Bekomst, hvis de söge ind paa ham, og inden de skilles, monne han saaledes tilrede dem og holde saadan Leg med dem, at de vilde have det mageligere hjemme. Men deres Herre saa da længe paa ham og spurgte, hvad han var for en Mand, og hvor han var barneföd; og han fortalte ham nöje alt, hvorledes han var kommen did og hvorledes hans Frue tog vel imod ham, og om Hinden, som sagde ham hans Skjæbne, da han havde saaret den, og hvorledes han fik Saar igjen af den, og om Skibet, som han steg ud paa, og hvorledes Skibet flyttede ham did, „og paa denne Maade kom jeg i din Vold“. Da svarede Herren, at han ikke troede, hvad han havde sagt ham, men hvis det er saaledes, som han har sagt, og Skibet bliver fundet, da skal man straks stöde ham i Havet, og hvis han forgaar, vil Herren være glad, men hvis han kommer levende og uskadt i Land, da synes han ilde om det. Da han derpaa havde lovet ham sikker Fred, gik de ned til Stranden og fandt Skibet; han besteg det, og Skibet tog straks stor Fart og stævnede ud paa Havet. Men Ridderen sukkede, græd og sörgede over sin elskede, og bad han da til Gud, at han hurtig maatte tages bort og aldrig komme til Havn, med mindre han kunde faa sin tilbedte, som han endnu elskede höjere end Livet. Medens han nu tænkte paa denne Sorg, kom han i Havn der, hvor han först saa Skibet ved sit Land; og han steg straks af, da han var kommen til Lands. Da saa han en af sine Svende, som fulgte en Ridder og förte en Stridshest i et Tov, og han gjenkjendte straks Svenden og kaldte paa ham. Og da Svenden saa sig tilbage, kjendte han sin Herre og steg da af sin Hest, gav ham den og fulgte ham med megen Glæde; og alle hans Venner glædedes ved hans Komme, fordi han var den vennesæleste og berömteste Ridder i sit Fosterland. Men siden han kom hjem, var han altid hugsyg og tankefuld, og derfor vilde hans Venner og Frænder, at han skulde gifte sig; men det vilde han paa ingen Maade, og sagde, at han ikke vilde have nogen anden Kvinde, end den som kunde opfolde hans Skjorte, hverken for hendes Magt eller Rigdom eller Skjönhed eller Elskværdighed. Og denne Tidende fór over alt Bretland; da kom til Herre Gujamar alle de fagreste og mægtigste og fornemste Enker og Möer, som vare i hele Bretland, for at friste, om de kunde faa opfoldet hans Skjorte; men der fandtes aldeles ingen blandt dem alle, som var i Stand til at gjöre det.

Og nu dernæst sömmer det sig at syne og sige eder om den skjönne Frue, som Herre Gujamar vilde elske saa meget. Den mægtige gamle Mand, som var gift med hende, satte hende efter en af sine Lendermænds Raad i et höjt Taarn; der havde hun det ondt om Dagen og værre om Natten, og der led hun saa mangfoldig Harm og Sindskval og Pine og Ulykke og Elendighed, Jammer og Uro, Sorg og Sövnlöshed, og alskens Mén og Lidelser, at ingen kan række til at skrive eller ransage det. Saa vel Nat som Dag var hendes Liv og Legeme i Harm og Kval, og saaledes var hun i Taarnet mere end to Vintre under slig Mishandling og Elendighed, uden at faa nogen som, helst Tröst eller Hjælp i sin Jammer. Ofte klagede hun og sagde: „Herre min Gujamar, til Sorg blev det mig, at jeg saa dig; meget heller vælger jeg en hurtig Död end saa lang Elendighed; hvis jeg kan komme bort herfra, vil jeg löbe i Söen paa det Sted, hvor jeg sidst saa dig gaa ud paa Skibet“. Da hun havde sagt dette, stod hun op, og gik til Dören, som hun fandt ulaaset; paa den Maade kom hun bort og traf aldeles intet, der var hende til Mén; da hun kom til Havnen, saa hun Skibet der, hvor hun vilde springe i Vandet og dræbe sig selv, og hun gik ud paa det og tænkte, at der var hendes Elsker druknet. Hun kunde ikke længer staa paa Benene, men faldt om paa Skibet og taalte der Nöd og Pine.

Skibet tog, straks hun var kommen ud paa, den störste Fart, og landede siden i Bretland under et stort og uangribeligt Kastel, der ejedes af en Herre ved Navn Meriadus; og da denne havde noget at sysle med en af sine Grever, var han staat aarle op og vilde sende sit Hirdfolk bort for at gjöre hans Uvenner Skade. Som han sad ved en Glug i Kastellet, opdagede han Skibet, som landede der, og han gik straks ned ad Trapperne og kaldte til sig en af sine Kammersvende; derpaa gik de begge skyndsomt ned til Skibet, og der fandt de en Frue saa fager, som var det en Alfekone; han tog da i hendes Kaabeskjöd og förte hende med sig til Kastellet, meget fornöjet over dette fagre Fund, ti hun var den skjönneste, han nogensinde havde set; han mærkede grant, at hun var af mægtig Æt, og fattede saa stor Kjærlighed til hende, at han aldrig för havde elsket nogen Kvinde saa höjt. Denne Herre havde en Söster, den skjönneste Mö, og han förte den vakre Frue til hendes fagre Jomfrubur, og lod Sösteren passe paa hende og holde hende med Selskab; der var hun nu i megen Pragt og blev rigelig betjent. Han klædte hende prægtigt med de dejligste Klæder, som fandtes i Landet; han gik ofte til hende, fordi han elskede hende af sit fulde Hjærte, og bejlede meget til hende. Men hun sagde, at hun ikke kunde gjöre, hvad han sagde, og viste ham Bæltet, som var læst om hende, og sagde: „aldrig skal jeg elske nogen Mand“, sagde hun, „med mindre han löser dette Bælte af mig uden at sönderslide det“. Da han hörte dette hendes Svar, blev han meget opbragt og sagde til hende i sin Harme og Vrede: „det er med dig, som med en Ridder her i Landet; han vægrer sig for Giftermaal og siger, at han ikke vil ægte eller elske nogen Kvinde for Magts eller Rigdoms Skyld, men kun den, som kan opfolde hans Skjorte uden Hjælp af Kniv eller Saks; og jeg tænker“, sagde han, „at du maa have gjort den Fold“. Da hun hörte dette, sukkede hun og var nær ved at falde i Afmagt; men han tog hende i sin Favn og sönderskar Baandene i hendes Kjortel, tog med sin Haand paa Bæltet og forsögte at löse det, men kunde aldeles ikke faa gjort det. Og derefter var der ingen Ridder i Bretland, uden at han fór did for at friste, om han kunde faa löst Bæltet; men aldeles ingen fik fuldbragt det. Længe stod det nu paa den Fod.

Dernæst bar det saa til, at Meriadus bestemte en Kamp mod den Ridder, som laa i Ufred med ham, og stævnede han da til sig en stor Mængde Riddere; först af alle kom Herre Gujamar, rigt rustet, og i hans Fölge hundrede Riddere, vel klædte paa gode Stridsheste, fordi Meriadus havde skikket ham Ordsending med indstændig Begjæring, som til sin kjæreste Ven og Kammerat, at han i saadan Nöd ikke skulde undlade at hjælpe ham. Da nu Gujamar var ankommen, tog Meriadus venlig imod ham og herbergede ham og hans Hærfolk i et Taarn i sit Kastel sömmeligt og med overflödig Forsyning; derpaa sendte han Bud efter sin Söster ved to Riddere, og böd hende i Kjærlighed at komme og modtage hans Gjæster, og den skjönne Frue med hende, som han elskede saa overordentlig. De vare rigt klædte, holdt hverandre i Haanden og gik saaledes ind i Hallen; da Fruen hörte Gujamars Navn, var hun ved at falde i Afmagt, hvis ikke Möen havde holdt paa hende, fordi hun var dödbleg og hugsyg. Men Gujamar sprang op, straks han saa dem komme ind; da han saa Fruen, betragtede han hende længe for ved hendes Adfærd at blive vis paa, om han ret havde kjendt hende, og lidt efter udbröd han: „er ikke denne min elskede, mit Haab, mit Liv, mit Hjærte, min söde Frue, der elskede mig saa höjt? hvorfra er hun kommen og hvem har bragt hende hid? Nu har jeg tænkt en stor Taabelighed, da der er mange Kvinder, som ligne hverandre; men siden hun er saa lig den, jeg elsker saa höjt, og hele min Hu og mit Hjærte skjælver, saa vil jeg gjærne tale med hende“.

Derpaa gik Ridderen frem og kyssede hende, satte hende ved sin Side og sagde intet andet til hende, end at hun skulde sidde hos ham. Meriadus saa paa dem og ærgrede sig meget over, at de betragtede hverandre saa ömt, og sagde da leende til Gujamar: „Herre“, sagde han, „hvis det behager dig, vilde jeg gjærne, at denne Mö skulde forsöge at opfolde din Skjorte; det skulde være mig en stor Glæde, om hun kunde faa fuldbragt at oplöse Folden“. Da svarede Gujamar: „det föjer jeg eder gjærne i“, bad saa sin Fehirder[3] at bringe Skjorten, og leverede den derpaa til Möen; hun tog imod den og prövede alt, hvad hun kunde og var i Stand til, men fik dog ikke löst den. Da Fruen saa Skjorten, kjendte hun straks Folden igjen og blev meget sörgmodig over, at hun ikke turde det, som hun gjærne vilde, nemlig tage Skjorten og löse Folden; Meriadus forstod straks, at Fruen vilde forsöge at löse Folden; han var meget harmfuld derover, men kunde dog ikke gjöre ved det, og sagde da: „Frue, nu faar du friste, hvad du kan gjöre ved denne Fold, som saa mange have forsögt uden at være komne til Ende dermed“. Saa snart hun fornam, hvad han böd hende, tog hun Skjorten og havde straks löst den. Herre Gujamar undredes, og det forekom han synderligt; han saa det, og dog tvivlede han og sagde: „du skjönne Skabning, er du denne min elskede? sig mig sandt, og lad mig se dit Legeme, om du har det Bælte, som jeg knyttede om dig“. Da lagde han sine Hænder om hende, kjendte straks Bæltet og sagde: „min skjönne, hvorledes kom du hid eller ved hvilken Hændelse har jeg fundet dig her?“ Og da fortalte hun ham om de Pinsler og Lidelser og den Elendighed, hun i Taarnet havde udstaat for hans Skyld, medens hun blev mishandlet, og hvad der siden var hændt; hvorledes hun kom ud af Taarnet, fandt Skibet, gik ud paa det og landede her; hvorledes Ridderen fandt hende og siden havde holdt hende sömmeligt med glimrende Pragt, altid med Velvije og Venskab, og hvorledes han ofte havde bejlet til hendes Kjærlighed. „Men nu“, sagde hun, „er min Fryd funden; elskede bring mig bort herfra, at vi kunne bo sammen i Frelse og Fred, og i Fremtiden leve i Fryd og Glæde“.

Gujamar stod da op og mælte: „Herrer“, sagde han, „lytter til min Tale! Jeg har i Dag fundet min elskede, som jeg troede at have tabt; nu byder jeg Meriadus med Venskab og Kammeratskab, at han gjör Afkald paa min elskede til mig, men jeg skal tjene ham som hans egen Ridder med hundrede Mænd eller flere, om han vil“. Da svarede Meriadus: „Herre Gujamar“, sagde han, „gode Ven, jeg er ikke saa trængt med Ufred eller Uvenner, at jeg vil tilstaa dig denne Bön; jeg fandt denne Frue og skal værge hende imod dig“. Som Gujamar hörte hans Svar, böd han sit Hirdfolk skyndsomt at hærklæde sig og stige til Hest, fór saa derfra og sagde Meriadus ud af sit Venskab og i fuldt Fiendskab; med saa forrettet Sag drog han da bort, hugsyg og harmfuld, og hans elskede sad efter. Men alle de Riddere, som vare komne til Dystridt og Angreb, stadfæstede ham sin Troskab, at de alle skulde fölge ham, hvor han vilde stævne hen, og den skulde faa en brat Död, som i nogen Henseende svigter ham. Samme Aften kom de til den Ridders Borg, som holdt Ufred med Meriadus; han blev meget glad og fornöjet over deres Komme og herbergede dem rigelig med overordentlig Artighed, særdeles tilfreds over, at Herre Gujamar var kommen med en saa stor Ridderstyrke for at hjælpe ham; ti nu véd han, at han snart vil sejre og Ufreden bilægges. Om Morgenen aarle hærklædte sig alt Folket i hele Byen, hvor de vare i Herberge, og rede dernæst ud af Byen med meget Gny. Herre Gujamar var Anförer og Mærkesmand[4], og da de kom til Kastellet, rede de raskt til for at storme det, men fik ikke indtaget det; da ordnede Gujamar Folket rundt om Borgen, og vil paa ingen Maade bort, förend de havde taget den. Men da voksede hans Hær, der bestod af hans Frænder og Kampfæller, saa meget, at den afskar dem al Tilförsel og udhungrede dem, der vare i Borgen. Siden indtog Gujamar Borgen og Kastellet og dræbte Meriadus, som var der indesluttet, tog saa bort derfra sin elskede med en fager Sejr og stor Glæde og forvandt saaledes al sin Harm.

Men af denne Saga, som I nu have hört, gjorde Bretonerne paa Harper og Giger, Trommer og Orgler den fagreste Strenglegssang, som heder Gujamars Sang, med den fagreste Melodi, som fandtes i Bretland; men eder være Belærelse, Fred og Glæde, som have hört den; Amen!




Fotnoter

  1. De gamles Kjærtestikker vare ikke som vore Lysestager, men oventil forsynede med en Pig, hvori man stak Kjærterne fast.
  2. Eftermiddagstiden ved Kl 3.
  3. Den, som havde Opsynet over hans Gods; Skatmester.
  4. Den, som bar Mærket eller Fanen i Striden; Fanebærer.