Naboretten i Den ældre Gulatingslov

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Uddrag af Den ældre Gulatingslov


Naboret


oversat fra gammelnorsk af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2014



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Rudolf Keyser & P. A. Munch: «Norges gamle Love, bd. 1», Chr. Gröndahl, 1846


Gulatingsloven
81. Om naboforhold

— — Alle veje og led ved gårdene skal være, som de har været siden gammel tid. — —


83. Den, der åbner leddet, skal lukke det igen

Nu går folk igennem et led i et gærde; da er den, der åbner leddet, ansvarlig for, at det lukkes igen. Hvis husdyr eller heste går inden for gærdet og ødelægger ager eller eng, skal den, der åbnede leddet, erstatte al den gjorte skade efter folks taksering.


84. Om sæter og mærker

Til sætere oppe på fjeldet skal der være de samme mærker, som der har været siden gammel tid; de skal ikke flyttes, medmindre det ikke påfører nogen mand skade. Tilsvarende med sæterhold: Dér skal fæet ikke sendes med hjembud[1]; dér skal horn mødes med horn og hov mødes med hov.[2]


85. Om fiskevand

Vand skal løbe, som det har løbet siden gammel tid; ingen skal lede det fra sin gård eller ind på anden mands gård, medmindre vandet selv bryder sig vej. Hvis man leder vandet, skal det ledes tilbage, og man skal bøde landnam.

Nu, hvis en å flyder mellem to gårde, og der er fisk i den, da ejer hver part halvdelen ud til midten, hvis de ejer jorden på hver sin side. Nu, hvis åen bryder sig vej ind på den enes jord, da ejer den åen, som ejede jorden, den brød, mens den anden ejer det efterladte grusleje derhen til, hvor åen løb, mens den løb ret.

Ingen skal ødelægge en andens fiskeplads eller formene ham adgang til den, hvis han har haft den siden gammel tid.

Dér, hvor folk ejer lakseå, skal hver have fangstredskaber i sin del af åen, men dog således, at fisken kan vandre op i alles del af åen. Gudsgaven skal vandre til fjeld som til fjære[3], som den vil. Hvis en mand spærrer åen, skal ejerne ovenfor tingstævne ham med fem dages frist til at nedbryde det, der er ulovligt iværksat. Hvis han ikke vil nedbryde det, skal de kræve folkehjælp til nedbrydning; hver en bonde, der nægter at deltage, er skyldig 3 øre og skal lave fiskegård for dem, der bor ovenfor.

Ingen skal fiske i anden mands å, medmindre han vil fiske for åens ejer og betale landnam til ham.


86. Om markstykker

— — Til enhver tid, når folk er uenige om sæter eller markstykker eller udmarksskel, skal den have ret, som kan føre vidner i sagen. Nu har begge parter vidner; da skal den have ret, som vil sværge på det. Nu ønsker begge parter — eller ingen af dem — at sværge; da skal det omstridte stykke deles på midten.

Enhver fri og fuldmyndig, som ønsker det, kan vidne om de skel, som folk er uenige om. Han skal sige således, at »her er skellet«, og da er det ret.

Nu er folk uenige om sæter eller et markstykke; da skal det tilhøre den, som i 20 vintre — eller længere end 20 vintre — har haft det uklandret og ubrudt, hvis han kan føre vidner på det. — —


87. Om skifte af (odels)jord[4]

Nu ønsker folk at skifte jord imellem sig og foretage odelsskifte. Hvis de alle er enige om ét, kan de skifte, som de ønsker, og siden vedgå det på tinget. Så kan det skifte ikke brydes. — — (Odels)jord kan skiftes ved øjemål, medmindre rebning[5] anses for bedre. Mærkesten skal sættes og nedgraves på de steder, som folk bliver enige om. — — Nu må ingen nægte en anden rebning inden tre vintre, såfremt jorden ikke blev rebet forinden. Da skal den, som fik for meget, afstå jord, men dog beholde den samme lod, som tilfaldt ham. Så snart det er afgjort, skal man ændre markskellene.


89. Om mærkesten

Nu er folk uenige om skellet i indmarken, enten på agerjord eller på eng. Nu påstår den ene part, at den anden har drevet jorden ud over det, som han ejede til at drive, og at han har stjålet jord og opgravet mærkesten. Da skal man tilkalde de mænd, der véd mest om skellet imellem dem; hvis de da finder, at mærkestenene står rigtigt, således som de oprindeligt blev sat ned, skal de tilbyde at bevidne, at mærkestenene står rigtigt. Da er det vel.

Nu, hvis mærkestenene er gravet op og ikke sat ned, men han har drevet jorden ud over skellet, da skal han betale erstatning for afgrøden og landnamet til ham, der ejer jorden. Nu, hvis han har gravet mærkestenene op og sat dem ned et andet sted og ført dem ind på naboejerens lod, da er han jordtyv og fredløs.[6]


90. Om almenveje

Almenvej og sætervej og alle drivveje skal ligge som de har gjort siden gammel tid. Nu går en almen vej gennem en mands gård. Han må da føre vejen væk fra gården på det vilkår, at han uden for gærdet anlægger en anden, som er tilsvarende god at befare i tørt og i vådt. Så skal den vej benyttes, selv om den er længere.

Nu skal almenvej være så bred, at en mand skal sidde på en sadlet hest og sætte et spydskaft på jorden og række tommelfingeren op til falen[7], og spyddet skal være yderligere et spand[8] længere; det skal lægges ned tværs over vejen, og bredere skal den ikke være. Men hvis han ødelægger ager eller eng længere ud end dette, skal han erstatte det.

Nu afskærer en mand en anden fra dennes sætervej; da er han skyldig 3 mærker til kongen. Tilsvarende gælder for håndran. Nu ødelægger en mand en bro på almenvej; han skal da gøre den lige så god, som den var før, og svare 3 mærker til den, der ejede broen.

Nu afskærer en mand en anden fra den sætervej eller drivvej, som er blevet brugt siden gammel tid. Da skal han bøde baug[9] til kongen, og den anden skal have den samme vejadgang som før.


93. Om vand og jagtsteder

Alle skal have sit vand og sine jagtsteder, som han har haft fra gammel tid. Ingen skal sætte fælder på anden mands jord, og hvis han gør, skal han bøde landnam for det og aflevere det nedlagte til jordejeren.


94. Om bjørnejagt

Bjørne og ulve skal til enhver tid være fredløse. Deres gerninger vil ingen mand stå til ansvar for, med den ene undtagelse, at bjørnen er indringet i sit hi; da skal manden lyse i folkemængden, at det er hans ring. Nu nedlægges den af andre; da jager de for den, der ejer ringen. Nu går mænd på bjørnejagt og går til hiet oven for skoven og driver bjørnen ud; da skal dem, der driver den ud, bøde for det, hvis den bider nogen, men hvis den løber ind i skoven, skal de ikke bøde.


95. Om dyrejagt

Vi skal jage dyr med våben — hvem der kan, hvem der ejer udmark. Nu drager folk på dyrejagt; da skal den, som vil jage dyrene med hunde, gå dér, hvor han selv ejer udmarken.

Den, der rejser dyret, ejer det — selv om andre nedlægger det — så længe han selv vil sætte efter det. Nu kommer dyret på svøm; da ejer den, der nedlægger det, skudbov i dyret. Den skal indløses med skindet på, eller man kan frikøbe skindet for skår[10]. Nu løber dyret væk fra jagtstien og bliver nedlagt af andre; da ejer de halvparten hver — den, som nedlagde det, og den, som rejste det.

Nu går en mand på jagt med hunde i en andens udmark; da jager han for den, der ejer udmarken. Skindet tilfalder hunden, hvis folk nedlægger et dyr.

Hvis en mand finder en sæl eller en fisk ovenfor kystskråningen, tilhører den jorden. Og hvis han fører den væk, skal han føre den tilbage og svare landnam, hvis han bliver sagsøgt. Hvis en mand finder et dødt dyr på landjorden, skal han selv have sit fund, uanset hvilket dyr det drejer sig om.


96. Om ødelæggelse

Ingen skal ødelægge for andre. Nu, hvis han gør skade for en halv mark, da er det ødelæggelse, og tilsvarende al skade, som folk takserer til en halv mark. Nu hugger en mand halen af en andens hest, og noget af halebenet følger med; da er det ødelæggelse. Nu hugger en mand i stavnen — enten for eller bag — på en anden mands skib, og tabet sættes til en halv mark; da er det ødelæggelse. Nu, hvis han vil fæste ed, skal han fæste forligsed for det, ellers bliver han fredløs. Nu vedgår han det; da skal han bøde for det efter folks taksering. Nu gør en mand mindre skade for en anden og vedgår det; da skal han bøde efter folks taksering og lægge 6 øre i skadebod. Nu nægter en mand; han skal nægte med lydretsed og — hvis den falder — bøde som det nu er opregnet.


97. Om halvbødede dyr og skadevoldelse

Nu skader en umyndig et dyr, eller et dyr skader et dyr. Begge dele skal bødes halvt. Den umyndige eller dyrets ejer kan nægte med lydretsed.

Nu står en hest i tøjr, og da kommer en anden hest hen til den, hvorpå de farer på hinanden, og den første driver den anden ud over en klippeskrænt eller på anden vis i døden. Da skal der ikke bødes. Hvis de begge falder udover, skal der bødes for den, der stod tøjret, for den var blevet stående roligt, hvis ikke den anden var kommet.


98. Om brandstiftelse

Nu skal ingen brænde andres hus eller lade med fjendtlig hånd. Hvis han afbrænder og kendes sandskyldig, er han fredløs og uhellig og kaldes »brand-varg« og har forbrudt hver en penning af sin ejendom — både jord og løsøre. Nu, hvis han nægter, skal den anden gå til hans hjem og tingstævne ham for fredløsgerning og afbrænding. Så skal han fæste forligsed på det ting; han skal have sværget den på 10 uger med sværgedage, og eden falder til fredløshed, hvis den falder.

Nu råder en mand til brandstiftelse og bliver kendt sandskyldig i det, da skal han bøde halv bod for det, der er brændt. Nu, hvis han nægter, skal han nægte med lydretsed, som falder til halv bod.


99. Om ansvar for ild

Enhver fri og fuldmyndig mand har ansvaret for sin ild; den har ilden, der bærer og siden nærer den. Nu forårsager en mand brand, men ikke med fjendtlig hånd; han skal da erstatte alt eller nægte med lydretsed, hvis han nægter.

Hvis en umyndig forårsager brand, gælder det halv bod, men hvis han nægter, skal den, der har den umyndige, nægte med lydretsed.

Nu anstifter en mands træl brand med fjendtlig hånd; da er trællen fredløs. Hvis han nægter, skal hans herre nægte med lydretsed, men den ed falder til fredløshed for trællen.




Noter:

  1. ɔ: sendes hjem til ejeren med besked om, at denne burde passe bedre på dem.
  2. ɔ: de forskellige dyrehold skal gå imellem hinanden.
  3. ɔ: til stranden.
  4. Se Odelsrett
  5. ɔ: opmåling med reb.
  6. Se desuden Bestemmelser om tyveri i Den ældre Gulatingslov, kap. 264.
  7. Eller døllen: Det rør for enden af spydsbladet, hvori spydskaftet fastgøres.
  8. Så langt som man kan spænde mellem tommel- og lillefingeren.
  9. Af baugr = (guld- el. sølv-)ring som ved ituklipning kunne anvendes som betalingsmiddel.
  10. ɔ: boven skal leveres med skindet på, medmindre dyrets ejer vil betale for at beholde skindet helt.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.