Guldbægere, hentede tilbage

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Folkeæventyr og mytiske sagn


Danske sagn
som de har lydt i folkemunde

Ny række
Bind I, s. 150

Samlede og for størstedelen optegnede
af

Evald Tang Kristensen

København 1928


Guldbægere, hentede tilbage


580. Bægeret fra Dagbjærg Dojs. Manden, der red med det, tog det hjem. En gammel Kone kom til Stedet og bad om Husly Juleaften. De bad hende sidde ved Siden af Kakkelovnen. Da de siden hen paa Aftenen skjænkede rundt med Bægeret, og bød hende med, smut hun ud af Døren, og væk var hun med Bægeret.
Peder Navntoft, Gammelstrup.


581. En Karl purgte om Forlov til at ride op til en Høj, der var rejst paa gloende Pæle. Der dandsede nogle Piger saa pæne der inde, men de var hule i Ryggen. De bød ham noget at drikke af en Guldstob. Han red først langs ad Agrene, der kunde han ikke komme fra dem; saa red han tvært over, og kom endelig over en Bro. Derefter naaede han Kirken, red ind paa Kirkegaarden og blev der til Dag. Saa kom han hjem og beholdt Stoben til næste Nytaarsaften. Da kom en Kjælling og hentede den.
Skjæve.


582. Der var en Høj i Nørre-Kongerslev, de kaldte Kjællingbjærg. En Karl fra Refs han red derned en Juleaften, for de havde sagt for ham, at om den Aften var Bjærgfolkene ude. Der kommer de saa ud og skjænker ham af et Sølvstob, men han slaar Drikkelset bag over Hestene. Siden skjænkede Folkene i Refs af Stobet, men næste Jul mødte der én i Gaarden og blev ogsaa skjænket af det. Den Gang hun fik det i Haanden, saa sagde hun: Det sidste hun saa det, da var det hendes, og saa forsvandt hun med det.
Hans Lund, Madum Sø.


583. Nede mellem Gudumlund og Taardrup paa Gudum Mark er en Høj, og den kom der en Mand ridende forbi en Juleaften, han kom fra Møllen og havde en Pose foran sig paa Hesten. Som han nu kommer forbi Højen, er den løftet op paa 4 Pæle, og der er oplyst, og der dandser saa mange smaa Mennesker der inde. Han holder og ser paa dem, og saa kommer der en lille Mand hen til ham med en Flaske og en Sølvstob i Haanden og skjænker ham af Flasken, men han tør naturligvis ikke drikke og smider Drikken, men beholder Sølvstoben og har den i mange Aar.
   En Juleaften kommer der saa en lille simpelklædt Kone derind, som de skulde til at spise til Aften. Denher Sølvstob blev kun brugt ved højtidelige Lejligheder og skulde da ogsaa bruges den Aften. Da Manden havde skjænket Folkene, skjænkede han ogsaa den gamle Kone. Men som hun tager Stoben i Haanden, forsvinder hun med den, og den saaes naturligvis aldrig mere.
Ole Sørensen (Skrædder), Vive.


584. Ved hjemlys Dag kunde de se, te Bjærgfolkene dandste i Møngelhøj paa Terp Mark, den er nu beplantet. En Gaardmand fra Asferg kom der forbi en Juleaften, og da dandste de og holdt Gilde. Han holdt stille og saa paa det, og saa kom de ud og skjænkede ham. Men nu tog han Bægeret og put i hans Lomme, og saa red han hjem.
   Næste Juleaften kom der en Stakkelsmand ind i Gaarden og bad om at blive der. Men det var en Udsending fra Bjærgmanden. Det fik han Lov til, og saa vilde de skjænke ham af Bægeret. Da rejste han af med det, og Ovret blev løftet af et af Udhusene, da han drog af.
Peder Kjeldsen, ørrild Mark.


585. I Knebel Sogn paa Mols findes en stenet Ager, som kaldes Germinus’s Hus efter et Spøgelse eller en ond Aand, som oftere havde vist sig, hvorfor Almuen mente, at han havde sin Bolig i den Ager. Iblandt andre Historier om ham fortælles denne.
   En Bonde fra Byen Knebel havde festligholdt Kristi Fødselsdag noget for lystigt, og dristede sig til for Spøg at ride hen til Germinus’s Hus og foreslog ham at drikke med de andre Drikkebrødre. Germinus viste sig virkelig ogsaa med et Guldhorn, og til Gjengjæld foreslog han Bonden at drikke deraf. Men da han havde modtaget Hornet, drak han dog ikke af det, men idet han lod, som om han vilde drikke, kastede han det, som var i Bægeret, bag sin Ryg, og idet han gav Hesten al Sporerne, skyndte han sig hjem med Hornet, hvilket han dog ikke beholdt; længe efter forlangtes det tilbage. Men paa Hesten var der Spor af den udgydte Væske, som havde taget Haarene af paa det Sted, hvor den havde berørt Hesten.
(Resen VI, 599—600. Oversat fra Latin af Pastor C. F. Læssøe.)