Guldbægere (2)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1892


Bind I

Første afdeling
Bjærgfolk

48. Guldbægere


770. Om Borum-Ææshöj fortælles, at den til højtiderne stod på pæle. Der var fuldt belyst underneden, og man så troldene dandse der inde. En ridende kom en aften der forbi, og så kom der en trold ud og böd ham en drik af et bæger. Han kastede den bag over sig og red med bægeret. Men troldene kom efter ham, og på vejen tabte han det. Han undslap dem, da han kom over Terp mølleå.

Jens Peter Smed, Lading.


771. Lige norden for Frisvad ligger en höj, hvor der en gang var bjærgfolk. Den stod en nat på fire pæle, og da kommer der en mand ridende ad en kornråge eller et awnsted, og da han kommer nu forbi og ser, at de har gilde der, så forlanger han, om de vilde give ham noget at drikke. Så kom de også og gav ham noget, men han slog det bag over sig, og det var så skrap, at det tog skindet af hesten. Så red han langs ad æ råge med bægeret, men de vilde jo have det igjen og rendte og råbte, at han skulde ride af æ råge og på æ gåde, for så længe som han red der, kunde de ikke komme til ham. Han blev ved at ride der hen ad så længe, intil den tid kom, da de skulde ind ad æ bjærg, og så beholdt han æ bæger.

Frisvad kaldes den bæk, vi kommer over på vejen fra Gadbjærg til Rostrup.

Peder Mikkelsen, Gadbjærg.


772. En mand kom en aften ridende forbi en höj, hvor der boede små nisser, disse havde stort gilde, og højen stod den aften på guldpæle, og de små nisser dandsede nok så lystig både inden i højen og udenfor, og de drak af guldbægere. Manden spurgte nu, om han ikke måtte få lidt at drikke med. Jo, det måtte han jo gjærne, og en lille nisse kom löbende hen og rakte ham et fyldt guldbæger, men manden kastede indholdet over skulderen, sporede sin hest og red i fuldt firspring hjem ad, beholdende guldbægeret, men den lille nisse fulgte godt efter, så det var på et hængende hår, at manden slap godt fra det, ti da han red ind i stalden, var den lille nisse så nær, at han greb efter hestens ene ben, men fik kun fat i dens sko, som han også beholdt. Da manden nu så efter, havde indholdet af bægeret, som var kommen på hesten, taget både hud og hår af.

Fra Als har jeg hørt det samme sagn, kun med den forskjel, at det var med nød og næppe, at manden slap ind på kirkegården, hvor nissen ikke kunde komme.

Marie Johansen, Bøffelkobbel.


773. Langt ude paa heden öst for Holstebro boede i oldtiden, sagde smed Henrik Moe, en led heks, der drev et slemt hus med de rejsende, som kom derind, for dem kom der endda nu og da nogle af, da hun havde lidt krohold. Hun havde da for skik at give dem gift i drikkevarerne, når hun troede, de havde penge hos sig. Så en dag kom der en meget fin herre ridende og holdt uden for hendes dör, og da hun gik ud til ham, bad han om en tår at drikke. Ja, hun kom da med drikken, men rytteren betragtede meget nöje den drik, og han må have fundet, at den havde et mistænkeligt udseende, ti han hældte det altsammen ned på siden af hesten, og da han så blev vaer, at det tog både hår og hud af dens side, kan det jo nok være, at han fik travlt med at jage sporerne i hesten og gallopere væk. Men det var nok ikke rigtig efter heksens kogebog, hun tog straks sin egentlige skikkelse på og havde da bryster så lange, at hun måtte slænge dem over sine skuldre for ikke at træde på dem, og satte så i vild fart efter goden rytter. Denne var imidlertid kommen til Vridsted å og satte altså i fuldt firspring over broen der, men denne hersens slaskenpatte trængte da så hårdt ind på ham her, at hun lige fik fat i hagen af hestens ene bagsko, ligesom han skulde til at sætte over. Så er der jo intet andet om den ting, end at rytteren kom lykkelig fra hende der, da det slags folk jo ikke kan gå over rindende vand, men hagen af skoen beholdt kvinden, og deraf kommer det, at den bro hedder Hagebro.

M. Møller.


774. I Dagbjærg Dås boede fordum en bjærgmand med sin familie. Det skete en gang, at en mand, der kom ridende der forbi, fik det indfald at bede bjærgkonen om lidt at drikke. Hun gik også efter det forlangte, men hendes mand befalede hende at tappe af den giftige tønde. Dette hørte imidlertid den rejsende, og da bjærgkonen rækker ham bægeret med drikken, kaster han indholdet over sin skulder og rider derfra med bægeret i hånden, alt hvad hesten kan løbe. Bjærgkonen slog sine bryster over sine skuldre og rendte efter ham, som bedst hun kunde. Da han nåede det sted, hvor Karup å skjærer landevejen fra Viborg til Holstebro, var hun ham så nær, at hun snappede en hage af hestens sko, og fra den tid af kaldes stedet Hagebro. Over det rindende vand kunde bjærgkonen ikke komme, og manden var altså frelst. Siden viste det sig, at nogle dråber af drikken var faldne på hestens lænd og havde aftaget både hud og hår.

H. Petersen, Fårbæk.


775. Herremanden på Stubbergård kommer ind en aften og siger til hans karle, om der var ingen af dem, der havde lyst til at komme til bojel i aften. Der var én, der sagde jo. Så måtte han tage den bedste hest, manden havde, at ride på, og så vilde han sige ham besked. Der var bryllup i en höj, der kaldes Dagbjærg Dojs, og den var der fire mil til. Men når han kom i nærheden af den, vilde det se ud, som den stod på fire gloende pæle. Når han så var kommen forbi højen, skulde han vende og ride hjemad igjen og råbe og sige singodt. Så vilde der komme én ud med en sølvkande og give ham at drikke. Men det, der var i den, skulde han slå bag over sig og så ride. Men han skulde se efter at komme over det meste plöjeland, han kunde træffe. Nå, så rider karlen, og det går ham, som manden havde sagt. Den, der kom efter ham, havde bryster så lange, at de slæbte på jorden. Han red ud på noget plovjord, og der kunde hun ikke komme, for når hun skulde have været der, så skulde hun have været om lige så tit, som ploven havde gået om i jorden. Han red over to fold, men den sidste fold var ikke så meget stor. Da han kom over den, var han nær ved strömmen, og det var godt, for da var kvinden så nær efter ham, at hun snap i hagen af hans hestes sko, og den beholdt hun. Stedet blev derfor kaldt Hagebro. Karlen kom hjem med kanden til Knud Gyldenstjerne, og han beholdt den.

Anders Ågård, Fjelstervang.


776. En ung mand red en aften om ved en höj i nærheden af Hagebro kro. I højen fandtes bjærgfolk, og bjærgmandens kone stod uden for den. «Kan du give mig lidt at drikke,» spurgte manden. «Såmænd kan jeg så,» sagde bjærgkonen, og hun gik ind og hentede drikke i et sölvkrus. Så kastede han drikken og red o. s. v. . . . Hagebro kro.

Villads Andersen, Trabjærg.


777. En karl red forbi Dagbjærg Dås, og da så den ud som den villeste herregård. Så vilde han ind og have sig en tår drikke. Der kom en jomfru med et sølvkrus, og det tog han o. s. v. Hver gang han kom over en ager, måtte hun uden om. Ved Hagebro skulde han over rindende vand, og nu slap han fri. Men hun var så forrendt, at hun døde af det. Så kom bjærgmanden, og da der lå en stor sten oppe på heden, löftede han den lige op med fem fingre og puttede hende der ind under.

Såby, Fjends herred.


778. En karl var forvildet og kom ridende forbi Dagbjærg Dojs. Så tykte han, at han kunde se så mange lys ud af vinduerne, og jo nærmere han kom, des mindre blev de, og til sidst blev det nogle små bitte trinde huller, han kunde skimte lys igjennem. Da han kom dertil, råbte han, om de kunde ikke enten låne ham hus eller vise ham vej. Jo, de kunde. Ja, det hastede med ham, han skulde til Holstebro, og han ønskede helst at komme af sted da. Så kom der et fruentimmer ud til ham og skulde vise ham vej. Hun spurgte ham ad, om han var ikke törstig. Han takkede og sagde jo. Så kom hun ud med en stor sølvkande fuld af drikkelse og flyede ham. Så rind det ham i tanker, som han fik den i hånd, at det var ham vist ikke rådeligt at drikke af den. Han hvistede da det, der var i kanden, oven over hans hoved bagud. Der kom nogle dripper på bagen af hesten, og det tog både hud og hår af, så langt det kom. Nu gav han hesten af sporerne og beholdt kanden, og så red han, alt hvad hesten kunde strække. Nu vidste han, hvorhen han skulde, og var slet ikke forvildet. Hun bag efter og var så nær, at hun greb i den ene bagsko og beholdt det halve, da han red over vadestedet ved Hagebro. Det har broen fået navn efter. Da hun nu gik tilbage, språt hun på vejen, og der kom to drengebörn ud af hende. Der lå hun på julemorgen, da folkene frå Sjørup kom og vilde til Dagbjærg til kirke, og de kom så omkring ved det. Så blev der lagt en stor dynge sten der til kjendemærke på, hvor det passerede, men nu er de nok flyttede.

Ole Mønsted, Hulbæk.


779. Dagbjærg Dås var det villeste slot at se til. . . Bjærgmandskonen, der løb efter ham, kunde ikke komme tværs over plovfurerne, men skulde rende omkring hver enkelt. Hun nåede at snappe hestens ene bagsko, men han beholdt sølvkanden. Hun styrtede, men da bjærgmanden så, at hun lå død, tog han i en stor sten med hans fem fingre og lagde den over hende. Det er ved Hagebro.

Søby, Fjends herred.


780. En mand kom ridende forbi Dagbjærg Dojs. Så gik der én og pulrede der ude, og den siger han til, om han kunde ikke få en tår at drikke, han var så törstig. Jo, den går ned i højen og kommer tilbage med et sølvkrus. Han tager det, men giver nu hesten af sporerne og rider. Hun fölger ham helt til Hagebro, men der slipper han fri.

Kristen Ajstrup, Ovstrup.


781. Imellem Hornslet og Termestrup nord for Kalvø Vig er der en höj, hvorfra en rytter en aften hørte dands og lystighed. Han standsede og lyttede; da kom en lille mand med en lue på ud til ham med en flaske og et hornbæger, skjænkede og bad ham drikke. Manden slog drikken bag over sig og red afsted med bægeret; men den lille efter ham med en stor jordklump i favnen, og han kunde lige følge hesten. Da drejede manden ind på en plöjemark, hvor trolden ikke kunde følge ham, og slap sådan. Men da han kom hjem, var hud og kjöd brændt af hestens bag lige til benet. Hornbægeret, hvor efter byen Slet fik navnet Hornslet, blev sendt til kunstkammeret, og manden fik så mange penge derfor, som en god gård var værd.

V. Bennike.


782. Der var en karl, han red forbi en höj, de kaldte Hæningshöj, den ligger sønden for Hornslet. Der så han så mange små mennesker, og de var ved at dandse og hoppe uden for höjen. Så gav han holdt og vilde se på, hvordan det gik til, og da kom der én og bød ham et guldhorn og bad ham at drikke af. Han tog imod det, men kastede det bag over sig. Der kom tre dropper på ryggen af hesten, og det tog både hår og skind af. Nu red han, alt det han kunde, og de små folk efter ham og kjællingen i spidsen. Så kunde han se, han kunde ikke begå sig med hende, og så stak han tværs over plovjord. Det kunde hun ikke löbe over, hun skulde runden om hver fån (fure), og så råbte hun ad ham og sagde: «Du skal ride æpå de boor og it æpå de joor» og i det samme tog hun en klat og hug efter ham. Der bliver da en höj på marken, som de kalder Vendingshöj, for det hun vendte i det samme, hun kunde jo se, hun kunde ikke hverken nå ham eller ramme ham. Det er siden blevet forvendt til Hæningshøj. Da han kom nu så lykkelig fra hende, brugte han det horn til at bygge Hornslet kirke for, og deraf har den navnet.

Kirsten Marie Pedersdatter, Hornslet.


783. En karl kom en gang ridende forbi et bjærg på Tendrup mark, de kalder det Hvonbjærget. Så kom der en fin dame rendende ned fra bjærget og bad ham holde, mens hun skjænkede ham en snaps. Han gav også holdt og tog guldbægeret af hende, men i steden for at drikke slog han det bag over sig, og der kom nogle dripper på hesten, det tog hele hvien (ɔ: huden) af bæstet på de steder. Men hornet beholdt han i hånden og satte af, alt hvad han kunde, tvært over alle agre, og hun satte bag efter og bad ham om at ride på det hår'e, og ikke på det båre, for hun skulde følge vejen og kunde ikke rende på det pløjede. Hun rendte med en stor håndfuld jord i hånden, og da hun kom et stykke hen, så kylte hun det, og så vendte hun sig og sögte tilbage. Der, hvor hun kylte den klump jord, blev en stor höj, og den kalder de Vendildshöj. Men karlen han leverede guldhornet her til Hornslet, og så sagde de, at kirken blev bygget op for det horn, derfor blev det nu kaldt Hornslet, för kaldtes det blot Slææt. Nu kalder de højen Hænildshøj, men det er Vændildshøj, for det hun der vendte om, og den ligger her imellem Hornslet og skoven.

Kirsten Pedersdatter, Hornslet.


784. En karl fra Hornslet red til Vasken kro, der ligger imellem Hornslet og Segalt, for at hente en flaske brændevin. Da han rider tilbage og kommer om ved Hornshöj, som ligger omtrent midtvejs, står højen på fire pæle, og der er lys der inde og dands og lystighed. Han rider nu derhen og spörger om, hvad der var ved det. Ja, der var bryllup her i aften. Om han vilde drikke en snaps? Ja, han takker. Så kommer der én hen og byder ham et horn fuldt af drikke. Det förste han har fået det, slår han hesten omkring og rider ind på en plöjemark. Det var i den tid, da gårdenene var i fællesskab, så agrene var lange og nåede helt ind til byen. Drikken slog han over hesten, da han var bange, det var gift, de havde budt ham, og nogle dripper tog også hårene af, det så han dagen efter. Bjærgfolkene vilde have deres horn igjen og råbte, idet de løb: «Bid af det fore og kom på det båre!» — «Nej, Fanden tage den, der gjor det!» Han red, og de rendte på bårene efter ham og skreg. Da han kom næsten til byen, gik der en korsvej, og så var han fri, men af forsigtighed sprang han af hesten og ind på kirkegården og smækkede hornet ind i våbenhuset. Så mældte han det hele til herskabet på Rosenholm, og det sendte guldhornet ind til kunstkammeret i Kjöbenhavn. Derfor skjænkede man dem en kirkeklokke i Hornslet, så nu har de tre klokker. For eftertiden fik byen navnet Hornslet, för hed den blot Slet.

Thomas Stær, Sivested.

Vasken kro er en gammel kro, der nu er nedlagt.


785. I heden sydvest for Tolne ligger fire betydelige höje, der kaldes Storhöjene. Her boede i gammel tid en stor hob bjærgfolk, og ej alene hyrderne så dem mange gange med de røde luer gå ud og ind i höjene, men også folk fra byen, der arbejdede i heden og marken, ja, de hørte dem smedde og tømre der inde. En gang var der bryllup i Tolne præstegård, og om aftenen kunde man se, at der også var dands og lystighed blandt bjærgfolkene i Storhöjene. En ung fyr blandt gjæsterne fik lyst til at komme derop. Han tog stodhesten, for han vidste nok, at den og dens rytter kunde de ikke forhekse eller gjøre noget. Så kom han til højen og så på lystigheden, men afslog at dandse med, da han desuden vidste, at hvis han sad af hesten, tog de ham med ind i højen, og så kom han måske aldrig ud igjen. Så kom der en trold med en stor stob o. s. v. Han red, men troldene satte efter ham, og han gjorde da en omvej og kom først over Byrbæk og så over to andre rindende vande, og da var han frelst, ti troldene måtte standse ved det tredje vandløb. Bægeret gav han bruden i brudegave, og det var det kosteligste, hun fik. Det blev siden i hendes familie, så længe den boede i præstegården,

L. C. P.

Ved stodhesten forståes vist nok her en hest, der altid stod i stalden, mens de andre heste gik løse i marken både sommer og vinter.


786. Ved Hårlev i nærheden af Kjøge findes en kjæmpehøj. Ud af denne kom en gang en pige og bød en ridende mand en drik o. s. v. Pigen forfulgte ham med stenkast lige til kirken, der var han frelst, og den sidste sten blev siddende i kirkemuren, hvor man endnu ser den med mærket af de fem fingre i. Men bægeret gjemmes på gården, hvor manden havde hjemme.

V. Bennike.


787. En mand fra Stövring red en aften fra Tvede for at komme hjem. Da han kom til Koldbakken, så han, at hele den store bakke stod på gloende söjler, og en mængde bjærgfolk dandsede der inde. Der kom da en gammel mand hen til ham med et sølvbæger og bød ham en drik. Manden tog bægeret, men hældte drikken ud. Da blev bjærgmanden vred og råbte: «Enten du nu rider over land eller vand, skal jeg nok nå dig.» Men manden red så hurtig, at den anden ikke nåede ham. Lige ved Stövring forsvandt bjærgmanden, og bægeret var længe i mandens familie her i byen.

Sofie Lund.


788. Der har været et guldbæger i Fur præstegård, og måske det opbevares der endnu. En höjtidsaften i måneskin havde bjærgmanden alt hans guld ude. Da var der en, der vilde passe ham op, men bjærgmanden fik det dog samlet ind så nær som et guldbæger, inden manden fik skudt over det. Så kunde han ikke tage det ind igjen, og manden tog det da og leverede det ind i præstegården.

Rödding. 789.


På skjellet mellem Dalum sogn og Stenløse findes nogle temmelig höje bakker, hvor der boer trolde. En aften kom en rytter der forbi. Han så da bakkerne hæve sig op på tre flammende piller, og rundt om højen var der sat utallige flammer og blus, gule og blå. I selve højen dandsede troldfolket. Rytteren greb i forbifarten et temmelig stort blus og skyndte sig ad Stenløse til. Men troldene satte efter ham. Da han mærkede, at han trods sin gode hest ikke kunde undfly dem, kastede han blusset ind på marken for mulig at blive dem kvit. Blusset slukkedes, da det faldt på den fugtige jord, men troldene vedblev at forfølge. Trods det rasende ridt nåede de ham og slog ham ihjel. Blusset blev siden fundet. Det viste sig at være det pure guld, og for værdien deraf blev Stenløse kirke bygget. Ved samme bakkes fod findes en lille mose, om hvilken der går sagn, at en bispegård her skal være sunken ned. Man mener endnu at kunne høre kvæget brøle der nede, og bordklokken ringe.

Lærer H. Hansen, Hjallese.