Guldbringe syssel (K.Kålund)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Gullbringusýsla
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands
Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island


P. E. Kristian Kålund


Guldbringe syssel
Gullbríngu sýsla

[Indbyggerantal c. 6000, Reykjavig indbefattet; uden denne by c. 4000]



Guldbringe syssel, som er navnet på det sydvestligste af Islands 22 sysler, indtager den store, støvleformede halvø, der skyder sig ud længst i sydvest, samt to mindre næs, Alvtanæs og Seltjarnarnæs, nord for denne. Alt længe har det dog i forbindelse med det langt mindre, nordligere liggende Kjos' syssel (Kjósar sýsla) dannet én jurisdiktion — hvorfra landets i Guldbringe syssel beliggende hovedstad Reykjavig imidlertid er udskilt. Dette landområde udgjorde den væsenligste del af de strækninger, som den første og berømteste landnamsmand, Ingolv, tog i besiddelse; selv bosatte han sig i Reykjavig, og det omkring den her anlagte gård nærmest liggende land kom altså til at udgøre hans umiddelbare ejendom.


Alene denne omstændighed taler i høj grad for ved en historisk-topografisk beskrivelse af Island at begynde med Guldbringe syssel, udgående herfra. Men også hensyn til forholdene, som de senere har udviklet sig, må opfordre til det samme. Reykjavig er bleven ligesom den port, hvorigennem adgangen til landet sker, og det midtpunkt, hvorom de andre landsdele, nærmere eller fjærnere, ordne sig. Derved vil man rigtignok — ifg. Ldns angivelse — komme til at begynde beskrivelsen midt i en af landets fire gamle fjærdinger (Sønderlands fjærdingen); men, som det senere nærmere skal udvikles, er den oprindelige grænse mellem Sønder- og Vestlandet meget usikker. Andre kilder give grund til at formode, at den oprindelige grænse mellem de to fjærdinger netop er falden sammen med den nuværende grænse mellem Kjos' syssel og det nordfor liggende Borgefjords syssel — og i hvert fald vilde det være meget ubekvemt at begynde landets beskrivelse med Borgefjords syssel, der står i så mangfoldig og nøje forbindelse med det ovenfor liggende Myre syssel.


Guldbringe syssel - Reykjanes - (W.G. Collingwood, 1897)
Det billede, Guldbringe syssel frembyder for den søvejs fra ankommende, er ikke lysteligt: et vildt bjærglandskab, goldt og øde, uden spor af vegetation, hvor kuppelformige banker, kegler, skråninger, stærkt sønderrevne klippepartier og enkeltstående fjældblokke veksle mellem hinanden — alt af en forunderlig mat grågul eller blålig farve. Et enkelt sted ses oppe i fjældskrænten et skarptfarvet rødgult lille parti, det er svovlminerne ved Krisevig. — Efterhånden som man nærmer sig halvøens yderste pynt Reykjanæs, bliver landet lavt, bedækket med sort, vulkansk sand, hvoraf sortebrune, forbrændte klippeblokke hæver sig op; og idet man drejer om pynten, ses omtrent et stenkast fra land en klippeblok, et uregelmæssig kantet stenspir, rage op af søen — det er Karlen, som i en klippepynt lige over for på næsset har sin tilsvarende »Kerling« (ifølge sagnet begge oprindelig trolde, der røvede de rejsende); til venstre hæver sig udenfor i havet et par mile fra land en foroven flad, stejl klippe Eldø, af de danske sømænd på grund af dens udseende kaldet Melsækken. Lige så uvenlig forbliver foden i støvlen, som man nu sejler op langs med, for, forbi spidsen af den, at dreje ind i den store Faksefjord (Faxafjörðr) — Faxaós (Faksemunding), som den ifølge Ldn. (s. 29) skæmtevis kaldtes, fordi en syderøisk mand Fakse, der var ombord hos Islands tredje opdager, vikingen Ravne-Floke, antog den 18 mile brede fjordåbning for en flodmunding, da han så Snefjældsjøklen lige over for hinsides fjorden; i klart vejr ser man ikke alene dennes majestætiske snekegle, men også fjældrækken indenfor, der strækker sig langs den fjorden mod nord begrænsende halvø —; kysterne af næsset frembyder kun nøgne øde strækninger, hvor en enkelt gang en gård eller en kirke hæver sig op af sandet. Den, som efter at være kommen ind i fjorden har Reykjavig til mål, styrer nu mod øst; halvøens fjælde viser sig nu sete fra nord længere borte og lavere, men snart tiltrækker sig forude Esjas og Akrafjælds blålige, kompakte fjældmasser opmærksomheden, indtil man med disse på venstre hånd løber ind mellem et par små flade øer og derefter befinder sig på hovedstadens red eller havn med en nøgen og skaldet kyst for sine øjne, og byens huse lige for i en lille sænkning og op ad bakkerne til begge sider. — Reykjavig by er beliggende omtrent midt på den nordlige kyst af det forholdsvis smalle Seltjarnarnæs (Seltjarnarnes); fra et ophøjet standpunkt, f. eks. højderne øst for byen, der viser næsset næsten i fugleperspektiv, ser man tydelig, hvorledes det fra øst til vest skyder sig ud i den inderste del af Faksefjorden, svagt hvælvet og bølgeformigt, til alle sider omgivet af hav. For sine fødder har man da Reykjavig, der aldeles bedækker en lille flad slette mellem to banker, og til dels disses sider, mod nord begrænset af fjorden, mod syd af en lille indsø eller — som den på islandsk kaldes — »tjörn«. Fra dennes nordøstlige hjørne løber en lille bæk (lækr) i nordlig retning gennem byen til kysten.


Reykjavik - (W.G. Collingwood, 1897)
I Reykjavig (Reykjavík, ældre: Reykjarvík, Islb.: Raikjarvic; Vík — Vig — nævnes stedet med den afkortede, endnu hyppig brugte form i den opdigtede Kjln.) betræder man et af de mest klassiske steder i landet, kan man sige, og dog et af de i landets ældre historie sjældnest omtalte. Ved gudernes førelse troede Islands første landnamsmand Ingolv at være bleven ledet til at fæste bo her. Så snart han fik land i sigte, formodenlig langt ude i havet sydøst for Island, kastede han sine højsædesstøtter over bord, med løftet om at bygge hvor de drev i land. Selv landede han i den sydøstligste del af landet, vel 40 — 50 mil fra Reykjavig, men sendte strax folk vester på langs søen for at finde støtterne; og selv fortsatte han trøstig rejsen mod vest, indtil endelig hans trælle i det tredje år efter hans ankomst til landet fandt højsædesstøtterne »ved Arnarhvål — Arnarhváll, yngre: Arnarhóll — neden for heden« (Ldn. s. 37). Dette var signalet for ham til selv næste år at drage »ned over heden« og vælge sig sin bolig, hvor støtterne vare drevne i land, i Reykjavig, og der var i følge Ldn. (s. 37) endnu da de samme højsædesstøtter i ildhuset. — Ethvert sagn om højsædesstøtterne er for længst forsvundet men navnet på stedet, hvor de drev i land, er blevet bevaret. Arnarhol var nemlig indtil efter midten af forrige århundrede navnet på en selvstændig gård i eller umiddelbart ved Reykjavig, men hvis land da henlagdes til det tugthus, der her skulde oprettes, hvoraf senere landshøvdingegården er opstået. Det store Arnarholstun[1] begynder øst for den ovennævnte lille bæk ved dennes nedre løb og strækker sig derfra mod nordøst, med tiltagende højde, ud mod kysten. Sydvestlig i tunet byggedes det senere til stiftamtmandsbolig omdannede tugthus (den nuværende landshøvdingsgård); nordøstligere i tunet stod imidlertid endnu ved begyndelsen af dette århundrede en islandsk gård benævnt Arnarhol.
Bryggen i Reykjavik - (A. E. F. Mayer, 1836)
— Fra hvor tunet er højest, strækker en lille pynt sig frem østlig i Reykjavigs havn, hvorpå nu lævningerne af en forfalden skanse står, og her er da vel støtterne drevne op[2]. — Med Ingolvs hjem kan i en vis forstand intet sted i landet måle sig i historisk interesse, og det er, som Eggert Olavssön og Bjarne Povlssön udtrykker sig i deres islandske rejsebeskrivelse[3], hvor de (s. 1040 — 41) fortæller om de ny indretninger, der af Frederik den femte anlagdes her for at ophjælpe fabrikker og manufakturer, »truffet artig ind, at valget faldt på Reykevig, uden at nogen tænkte derpå«, og unægtelig endnu »artigere«, at her efterhånden har udviklet sig landets eneste virkelige by, hovedsædet for hvad det ejer af dannelse og intelligens. Men på den anden side gælder det ikke alene om Reykjavig, men om hele syslet, hvori byen ligger, at disse egne hele den bevægede fristatstid igennem ikke har været skuepladsen for en eneste historisk mærkelig begivenhed.


Reykjavig er vistnok temlig længe forbleven i Ingolvs familie. Ingolvs søn Torsten var indstifteren af Kjalarnæsting, og dennes søn Torkel måne, den mand, der ifølge sagaernes vidnesbyrd af alle i den hedenske tid var rigest på kristelige dyder og klarest forudanede kristendommen, nævnes i HGrk. som boende her. Derefter tier i lang tid alle kilder om Reykjavig. I året 1616 tilbyttede Kristian den fjærde sig den dengang temlig betydelige gård med tilhørende kirke for flere andre jorder[4]. Da der i året 1752 indstiftedes et islandsk interessentskab, »de nye indretninger« kaldet, der som alt omtalt i forskellige retninger skulde ophjælpe landet, gav kongen blandt andet Reykjavig til dette, hvor der så anlagdes klædefabrikker med tilhørende uldspinderier, væverstole o. s. v. Dette anlæg kunde imidlertid ikke bestå, allerede få år efter begyndte det at hensygne, og efterhånden døde fabrikvirksomheden helt hen.
Dagligliv i Reykjavik - (A. E. F. Mayer, 1836)
— Imidlertid begyndte Reykjavig tillige at få betydning som købstad; allerede fra gammel tid havde umiddelbart ved Reykjavig været et handelssted »Holmenshavn«. I det 18de århundrede stod handelshusene på en lille ø Effersø (Effersey, egl. Örfirisey ɔ: en ø, der ved ebbetid er i forbindelse med det faste land); der danner en del af den vestlige begrænsning af Reykjavigs havn; således nævner E. O. (s. 854) blandt øerne ved Seltjarnarnæs »Örfarsø, almindelig kaldet Effersey, og af de farende Holmen; thi her står handelshusene, og havnen er der inden for midt mellem den og Reykjavig«. Der fra flyttedes de c. 1780 til Reykjavig, der i året 1786 ved handelens frigivelse for alle danske undersåtter tillige med nogle andre handelspladser erholdt købstadsret [5]. Imidlertid er det en almindelig tradition, der støttes ved flere meddelelser fra forrige århundrede, at handelshusene oprindelig stod på en endnu lidt vestligere liggende holm, der nu ikke er andet end et skær, som kun ved flodtid rager op af søen, og at havnen da har været vestligere end nu, mellem denne holm og det faste land; efter denne holm skulde da handelsstedet have fået sit navn, den benævntes nemlig kun Holm (Hólmr) eller Grandholm. Jærnringene, hvorved skibene blev bundne, skal endnu kunne ses i klipperne paa skæret, vil man påstå. I Espolins årbøger findes Holm et par gange nævnt, idet der fortælles, at mænd (i årene 1619 og 1702) er druknede ved uforsigtig at begive sig ud på »Holms grande«; denne »grande« er et stenrev, der straks udenfor byen strækker sig ud i fjorden og danner havnens vestlige begrænsning, idet det deler sig i to arme, hvoraf den ene, den nærmere og anseligere, løber ud til Eflfersø, den anden til det omtalte skær eller »holmen«; dette rev ser man altså har været benyttet som den næmmeste vej ud til handelsstedet[6].


Efterat Reykjavig var bleven sædet for de ny indretninger, fremtræder bestandig klarere regeringens hensigt at gøre denne plads til landets vigtigste by og til sædet for den øverste administration. Allerede 1759 besluttedes anlæggelsen af et tugthus her, og 1764 henlagdes til dette gården Arnarhol, i hvis tun virkelig også tugthuset blev opført; senere nedlagdes det dog atter, og først i de sidste år har Island igen fået et eget tugthus.[7] — År 1785 flyttedes Skålholts lærde Skole til Reykjavig; denne by bestemtes til sæde for biskoppen over Skålholts stift, der snart ved dette bispedømmes sammensmeltning med nordlandets blev biskop over hele Island; og den ny kirke, der nu opførtes i Reykjavig, fik titel af domkirke.[8]


Da efter nogle års forløb skolebygningen var faldefærdig[9], forlagdes rigtignok i begyndelsen af dette århundrede skolen, der nu også — ved forening med den samtidig med den nordlandske bispestol nedlagde Hola skole — var bleven fælles for hele landet, til Bessestad, men kun for 1846 at vende tilbage og da tage sæde i en for den opført anselig bygning i den østlige del af byen, medens samtidig et præsteseminarium oprettedes i Reykjavig. Det hensygnende alting holdt ligeledes sine sidste møder i Reykjavig, indtil det år 1800 blev ophævet og erstattet af en landsoverret, der fik sæde her; siden altingets genopstandelse har Reykjavig ligeledes været dettes samlingssted, hvor det holder sine møder i skolebygningen, da tingtiden falder i den tre måneders sommerferie.


Udsigt over Reykjavik med Tjörn'en i forgrunden - (A. E. F. Mayer, 1836)
De forskellige højere embedsmænd, til hvem der til dels var blevet bygget kostbare huse på forskellige landejendomme omkring Reykjavig, flyttede efterhånden ind til byen, stiftamtmanden allerede 1816, efter at det gamle tugthus var bleven ombygget i dette øjemed, og samtidig tiltog byens befolkning med en efter forholdene rivende hurtighed. Ved århundredets begyndelse havde Reykjavig 300 indbyggere, 1840 var folkemængden omtr. 900, 1870 var den stegen til 2000, og denne tiltagelse synes at skulle vedvare. Nu gør Reykjavig for øjet indtrykket af en ikke ubetydelig by, husene er spredte over en forholdsvis stor strækning, idet de ikke er sammenbyggede, men hvert for sig omgivet af en indhegnet gårdsplads eller en lille have; udenom den egenlige by ligger så til alle sider grupper af islandske græstørvsbygninger, de såkaldte ”bæer” (ɔ: bøer, gårde), der afgiver boliger for den talrige fiskerbefolkning. Byens huse hører næsten uden undtagelse til de såkaldte »tømmerhuse«, ɔ: bindingsværkshuse med en udvendig brædde beklædning, samt lofter og indvendige skillerum ligeledes af træ. Disse huse kan net malede og vedligeholdte afgive et ret pynteligt skue, når man først har vænnet sig til bræddebeklædningen, som man i Danmark jo ikke er vant til at se anvendt som ydre dækning for beboelseshuse eller til andre solide bygninger, men kun som selve væg i et skur. — Derimod pynter de talrige småhaver ikke så meget, som man skulde tro, da de, køkkenhaver, som de er, den største del af året kun fremviser den sorte jord. Huse, der er opførte udelukkende af mursten eller hugne sten, tiltrækker sig altid på Island opmærksomhed som noget kostbart eller storartet; blandt sådanne bygninger i Reykjavig må landshøvdingens før omtalte residens på Arnarhol, en lang hvid bygning med kvist, nævnes, ligeledes det meget anselige østligst i byen beliggende nyopførte råd- og tugthus, ved hvilket man med stort held har anvendt kløvede islandske stenblokke; derimod har man været mindre heldig med murstens anvendelse på Island, således ved den 1847 stedfundne ombygning og udvidelse af kirken. Blandt »tømmerhusene« 
Dagligliv i Reykjavik - (A. E. F. Mayer, 1836)
(hvorved dog altså må forstås noget ganske andet end de norske virkelige tømmerhuse) er ubetinget det betydeligste skolen, en stor toetages bygning, der står i linje med landshøvdingsboligen, ligesom denne øst for bækken, men sydligere og nærmest »tjörn«en. I byen bor som før omtalt en talrig embedsstand: landets øverste embedsmand landshøvdingen, amtmanden for sønder- og vesteramtet, biskoppen, landsoverretsassessorerne, landfogeden, byfogeden, landfysikus, lærerne ved præsteskolen og lægeskolen (en sådan har nemlig netop for nylig fået sin endelige ordning), den lærde skoles embedsmænd o. s. v., og ikke få købmænd (dog for en del kun forretningsførere — faktorer); derimod har en egen håndværkerstand endnu ikke eller kun i ringe grad udviklet sig, — I Reykjavig findes det betydeligste af landets bogtrykkerier; af samlinger til videnskabeligheds fremme haves foruden skolebiblioteket et stiftsbibliotek; og man er begyndt at anlægge en oldsagssamling; oprettelsen af en »lovskole« har længe stået på dagsordenen. — Efterhånden som byen er vokset, er naturligvis traditionen om fortidens minder aftaget[10]. E. O. (s. 1041) fortæller, at man endnu dengang i Reykjavig så tomten af Ingolvs skibshus kaldet Ingolvsnaust; om det ved ingen noget nu[11]; heller ikke navnet Ingolvs brønd om den gode ferskvandskvæld i Reykjavig, som Skule Magnussön i sin beskrivelse af Guldbringe og Kjos' sysler omtaler, har vedligeholdt sig; — efter vandets godhed og beliggenheden at dømme kunde man antage den for den samme som byens nuværende hovedpost i den gamle hovedgade (Aðalstræti, Adelgade).


Også med hensyn til gården Reykjavigs beliggenhed må man lade sig nøje med mere eller mindre rimelige formodninger. Af Arne Magnussöns jordebog, der opregner gården Reykjavigs husmandspladse, hvilke nu alle tillige med de nærmeste gårde ligge i udkanten af byen, kan det med temmelig sikkerhed sluttes, at den gamle hovedgård har ligget etsteds midt i den nuværende by. Byen Reykjavig, der hovedsagelig er beliggende på den lille slette vest for bækken (læken), består nu af en hovedgade »Adelgade« i den vestlige del af byen, fra hvilken en gade (Hafnarstræti, Strandgade) strækker sig mod øst langs havnen foran en enkelt række huse og en anden (Auatrstræti, Østergade), højere oppe i byen, ligeledes mod øst; desuden findes flere nyere mere eller mindre bebyggede veje og gader Mellem den øvre del af Adelgade, samt Østergade, og husrækken vest for bækken ligger en firkantet græsgrot plads indesluttet, kaldet Østervold (Austrvöllr, eller -vellir); mod syd begrænses den af en med Østergade parallelt løbende vej, der skiller den fra domkirken. Midt på denne plads er nu den af Københavns kommune skænkede Thorvaldsens statue opstillet[12]. — Den gamle gårds plads bestemmes nøjere ved følgende ytringer i Skule Magnussöns beskrivelse af Guldbringe og Kjos' sysler: »På den søndre side af gården Reykevig er en liden indsø, kaldet Reykevigs tjörn, hvorfra løber en liden bæk mellem Reykevig og Arnerhol i søen . . . Gården Effersø ligger på en i søen norden for Reykevig dog fast til Hlidarhus ved et stenrev kaldet Grande.«  Herefter føres man til at søge gårdens beliggenhed i den sydligste del af den egenlige by, enten imellem den klynge huse, der ligger ved den lille søs nordvestlige bred, eller i den øverste del af Adelgade. — Den sikreste vejledning til at bestemme den gamle hovedgårds beliggenhed frembyder dog vistnok den gamle kirkegård, i hvilken kirken oprindelig havde sin plads. Så godt som altid vil man nemlig på Island finde den af kirkegården omgivne kirke tæt ved siden af eller lige over for den gård, hvortil den hører. — Reykjavigs fordums kirkegård (nu benyttet som tun) finde vi da også, netop hvor vi efter ovennævnte vink måtte vente det, nemlig ved det sydvestlige hjørne af Østervold — på den ene side begrænset af Adelgade, på den anden af den langs sydsiden af Østervold gående vej. — Ifølge en, rigtignok mange år senere given, meddelelse fra en mand [13], der selv havde været discipel i Reykjavigs lærde skole kort efter dennes oprettelse, kunde det synes, som om den gamle hovedgård endnu 1785 havde været til. Da fandtes der — beretter han — i Reykjavig kun et eneste handelsetablissement, nemlig det gamle kongelige, og nogle bygninger tilhørende den Reykjavigske klædefabrik; for resten var der på hjemmegården en islandsk «bæ» og nogle «hjålejer» eller såkaldte «kot», hvoraf hver havde sit stykke af hjemmemarken eller tunet, hvorpå de kunde holde en eller to kør. — Turde man gå ud fra, at der ved denne «bæ» på hjemmegården var ment selve Reykjavig-gård, vilde denne fremstilling yde god vejledning til at udfinde den gamle hovedgårds plads, da beliggenheden af fabrikbygningerne og den kgl. handels bygninger lader sig bestemme ved hjælp af et af løjtnant Ohlsen 1801 tegnet kort over Reykjavig[14], hvor hvert hus’ beliggenhed, bygningsæmne og navn er angivet, med tilføjelse af, hvilke af byens huse der var byggede fra 1788 (med dette års begyndelse skulde nemlig førelsen af handelen for kongelig regning fuldstændig ophøre). Fabrikbygningerne var den gang (1801) to i tallet og lå på vestsiden af Adelgade skrås over for (nordvest for) kirkegården. Men desuden ses på kortet i række med disse at ligge et før 1788 opført murhus, med tilhørende stor have bagved, lige i vest for kirkegården; det kaldes her landfogdens hus (et navn det dog ikke længe kan have båret, da landfoged Skule Magnussön lige fra midten af århundredet indtil sin død 1794 boede på Vidø[15]. Også dette har utvivlsomt hørt til fabrikkerne og været det fabrikken tilhørende hus, hvor Holmens (ɔ: Reykjavigs) købmand boede de nærmeste år for handelens frigivelse[16].


Da det kgl. handelsetablissement 1788 afhændedes, overdroges det med alle dertil hørende bygninger (6 i alt) til købmand Sünckenberg, der allerede i monopolhandelens tid havde været dette steds købmand[17]. Den ene af disse handelsbygninger stod endnu dengang på Effersø, de andre fem genfindes på kortet som bygninger tilhørende den Sünckenbergske handel.


Udsigt over Faxaflói fra Reykjavik - (A. E. F. Mayer, 1836)
Af disse ligge de fire ved den nederste (nordligste) ende af Adelgade, de to som de første huse i husrækken på gadens vestside, de to andre endnu lidt vestligere. Det femte ligger omtrent midtvejs i den østlige husrække i Adelgade; dette sidste er måske det hus, der omtales som værende under opførelse 1787. At i al fald de først byggede handelshuse i Reykjavig har hørt til den omtalte husgruppe ved Adelgades nordvesthjørne, fremgår tydelig af forskellige skrivelser, der i årene 1779 — 81 veksledes mellem de i sagen interesserede parter i anledning af en forflyttelse af falkehuset, der nødvendiggjordes ved de ny handelsbygningers anlæggelse i Reykjavig. Det havde, siges der, fået et pakhus «tvært for den nordre dør» og en krambod «tæt ved den sydre». Sluttelig flyttedes det, «omtrent 20 skridt» fra sin oprindelige plads — utvivlsomt til det sted, hvor det findes afsat på kortet: nedenfor Strandgade, omtrent hvor denne støder til Adelgade, og hvor det stod, indtil det i den endnu levende generations tid nedreves [18]. — Under forudsætning af hovedgården Reykjavigs beståen efter fabrikkernes anlæggelse og helt ned til efter 1785 har de nu anførte bygninger rimeligvis alle (eller alle på en enkelt handelsbygning nær) været samtidige med den gamle hovedgård; af disse er det, som det vil ses, kun fabrikbygningerne, der har optaget noget af den nærmeste plads omkring kirkegården, nemlig hele strækningen vest for denne; her kan altså, under den angivne forudsætning, pladsen for den gamle gård ikke være at søge. Mod øst stedte ifølge kortet kirkegården op til Østervold. Pladsen nord for kirkegården optoges af et ud mod Adelgade vendende, før 1788 bygget, en købmand tilhørende hus med store på islandsk vis opførte udbygninger. Syd for kirkegården hinsides vejen optoges pladsen ned mod «tjörnen» af udstrakte haver, hvorimellem lå enkelte mindre på islandsk vis opførte, dog af borgere beboede huse. På et af de to sidst nævnte steder, nord eller syd for kirkegården, kunde man da snarest tro, at den gamle gård havde ligget. Den omstændighed, at den nu midt i byen liggende græsplæne, utvivlsomt en del af det gamle tun, bærer navnet «Østervold», samt at et af de ved «tjörnens» nordvestlige bred liggende huse har båret navn «Suðrbær» (Sydbæ), vilde tale for at søge hovedgårdens plads nord for kirkegården. I søkortarkivet findes imidlertid et af Minor 1776 optaget søkort over Holmens havn med tilstødende fjordpartier, der kan betragtes som det ældste nogenlunde udførlige kort over Reykjavig. På dette kort ses vest for bækken kirken; af bygninger er her desuden afsat — foruden en lille bygning nede ved stranden, utvivlsomt falkehuset — et større bygningskompleks nordvest for kirken og en enkeltstående bygning syd for kompleksets 4 — 5 tilsyneladende sammenbyggede huse. Denne gruppe tilsammen tillægges navnet Reykjavig. Af «bæer» eller «kot» er ingen aflagte. (Øst for bækken er tugthuset afsat.) Herefter vil det måske være rettest at antage, at G. Povlssöns «bæ» på hjemmegården har været Suðrbær, og at fabrikbygningerne virkelig har indtaget den gamle hovedgårds plads vest for kirken og er de bygninger, som på Minors kort benævnes Reykjavig.


Endnu 1801 var ifølge Ohlsens kort bebyggelsen af Reykjavig, der dog var i rask fremvækst, indskrænket til Adelgade og Strandgade. I Strandgade, der alt da bestod af lutter handelsetablissementer, var alle huse — på ét etablissement nær, der dog må være bygget efter den kgl. resolution om monopolhandels ophævelse 18/8 1786, — byggede siden 1788.


Reykjavig gælder, og ikke mindst på selve Island, for et af naturen meget stemoderlig behandlet sted; græsrige jævne sletter, der varsle om frugtbarhed og blomstrende landbrug, og som blandt landboerne naturlig anses for den første betingelse for et smukt landskab, findes der i byens omegn kun lidet af. Bag ved (ɔ: syd for) den lille sø strækker sig mosedrag tværs over næsset, men ellers møder øjet kun skaldede banker bedækkede med klippeblokke og større og mindre sten, de såkaldte «holt», eller flade grus marker, de såkaldte «melar», alt af et trist jordfarvet udseende. De talrige omspredte sten, alle af vulkansk natur og med mere eller mindre tydelige blærer og huller, som vidne om deres tidligere smeltede tilstand, ligner endogså undertiden slående, store jord klumper fra vore pløjemarker (geologerne mener at kunne påvise striber og skurer på dem, bevirkede ved ismasser, som i en forhistorisk tid antages at være gledne hen over dem og have ført dem med fra den fjældmasse eller lavastrøm, hvoraf de oprindelig har udgjort en del); kløves de, viser bruddet en smuk blågrå farve, og som alt anført har man i den sidste tid for alvor begyndt at bruge dem til bygninger i Reykjavig. Markerne viser ofte en flade bedækket med grus og småsten af en næsten forunderlig regelmæssighed, så at man uvilkårlig mindes om en ridebane eller en velholdt grusbelagt skoleplads. Til gengæld for hvad den nærmeste udsigt lader tilbage at ønske, kan den fjærnere derimod være så meget des skønnere. Udover den et par mile brede Kollafjord (Kollafjörðr), den inderste del af Faksefjorden, svæver blikket for desto længere at dvæle ved den imponerende og afrundede fjældgruppe, der begrænser udsigten mod nord. Her ligger som i en bue de tre fjælde Esja, Skardshede (Skarðsheiði) og Akrafjæld (Akrafjall), tilsyneladende dannende en uafbrudt række, skønt de to sidste dog er adskilte fra Esja ved den lange smalle Hvalfjord. Esja, der er det nærmeste, hæver sig med lodrette eller stejlt skrånende sider, sluttet og alvorlig op fra sit lave smalle forland (til en højde af 2500 fod). En enkelt gang ses et tyndt snelag bedække fjældet foroven og på de øverste skrænter, men oftest står det dog klart og tydeligt med sine brunlig violette fjældsider, der efter den forskellige belysning spiller i de forskelligste nuancer af svagt blålige, bleggullige eller hist og her metallisk grønne farvetoner. Bagved og som i en bue strækker sig over mod Akrafjæld Skardshede, der hæver sig som ved knivsnit regelmæssig sønderdelte fjældmasse højt i luften (3000 fod) og fremviser tre til fire skarpe helt hvide fjældrygge, der alle løber parallelt ned mod søen. Ved buens anden ende kommer så Akrafjæld, vestligst, men dog adskillig nærmere end Skardshede, af samme karakter som Esja, men mindre, og mindre imponerende. Og videre går blikket ud over den bestandig bredere og bredere fjord, der i klart vejr ses begrænset af Snefjældsnæssets bjærgkæde, indtil yderst i nordvest den sjælden svigtende Snefjældsjøkel i 18 miles afstand hæver sig op over bølgerne som en snehvid aldeles regelmæssig kegle, med bred fod, og den øverste spids afskåren ved et halvmåneformet indsnit, der lader den ende lige som med to små horn. En vinterdag, når fjorden ligger blikstille og af den reneste blå farve, der endnu mere fremhæves ved de små flade gråbrune holme, der ligger spredte udenfor Reykjavig, eller en sommeraften, når den store glødende sol, idet den forsvinder bag jøklen, aftegner fjældenes konturer dobbelt skarpt og smukt og meddeler både fjælde og himmel, men navnlig søen, de skønneste farver, så at denne spiller med en forunderlig vekslen af rødt og violet i alle overgange, medens brede striber, de såkaldte «alvebånd» (álfabönd), ifølge folketroen kølvandet efter alvernes (de underjordiskes, ellefolkets) både, strækker sig hen over den stille overflade, — fremkalder denne udsigt en så højtidelig, men tillige smuk og mild stemning, at man ikke kan andet end forsone sig med egnen trods dens klipper og grus. — Mod syd er udsigten mindre imponerende; den alt tidligere omtalte fjældrække, som strækker sig langs Reykjanæshalvøen, ses her i hele sin længde fra nord. Takkede og uregelmæssige nok er fjældene, men dog for langt borte og for lave til ret at kunne gøre nogen virkning; en smuk pyramidalsk kegle «Keilir» (ɔ: Kilen, Keglen) i midten og en uordenlig sammendynget fjældmasse «Trölladýngja» (ɔ: Troldestuen) indenfor denne tiltrækker sig mest opmærksomhed. — Mod øst ind ad landet til begrænses udsigten af de forskellige fjældheders bjærgstrøg og foranliggende højder.


Vidø - (A. E. F. Mayer, 1836)
Af de i fjorden udenfor Reykjavig liggende småøer er næst efter Effersø Engø (Engey) den nærmeste og mest i øjen faldende, idet den ligger ligefor, dannende havnens ydre begrænsning: den er en langagtig, græsgrot holm, hvorpå der står en enkelt bondegård, nu en værdifuld ejendom og berømt for sin æderfugleavl, et udtryk, som man måske tør bruge, da denne fugl jo nemlig på Island betragtes som et slags husdyr, og det et af de mest indbringende, hvis formering man støtter på alle måder. I Nj. (s. 57, 65) er øen nævnt som fællesejendom for brødrene Torarin og Glum[19]. — Noget østligere og nærmere land, så at den gør indtryk af at være sammenhængende med dette, ligger en langt større og mere bekendt ø, Vidø (Viðey). Det er en aflang ø, egenlig bestående af to ved en tange forbundne afdelinger, kun ved et smalt sund adskilt fra det nærliggende land; overfladen er bakket og særdeles græsrig, hist og her springer klippegrunden frem, eller danner stejle højder ud mod søen. Øen kan tjæne som forbillede på en islandsk landejendom, som man der helst vilde ønske sig den, her er storartet æderfuglevarp, rig lejlighed til høhøst og altså til at holde stor kvægbesætning, vintergræsning for andre kreaturer og endelig adgang til fiskeri og fugleæg. I de ældre sagaer nævnes øen ikke; først i den yngre saga om biskop Torlak den hellige (Bsk. 293) omtales øen i anledning af et mirakel, som biskoppen udførte dér, idet han fik magt over den mængde mus, som dér i en utålelig grad ødelagde kornet og agrene. Heraf ses tillige, at der dengang har været en ikke ubetydelig agerdyrkning i Vidø. Fra det 13de århundrede af får øen derimod større betydning. I året 1226 købte nemlig en af Islands anseteste høvdinger Torvald Gissurssön, af den berømte Haukdæleæt og fader til den bekendte Gissur jarl, Vidø og oprettede her et Avgustinerkloster, i hvilket han selv indtrådte som munk. Ved reformationens indførelse inddroges klosteret med tilhørende gods under kronen [20]. — Senere bestyredes gården sædvanlig fra Bessestad af, idet den benyttedes som hospital for tolv på offenlig bekostning underholdte lemmer (A. M.). — I midten af forrige århundrede opførtes her en anselig bygning af hugne sten til bolig for landfogeden, og noget senere et kapel ligeledes af sten. I begyndelsen af dette år hundrede solgtes øen og har siden den tid været i privat besiddelse; i denne periode var en tid lang landets eneste bogtrykkeri her. — På Vidø knytter tradition og minder sig så godt som udelukkende til klosteret. Omtrent midt på øen, i dens større sydøstlige del ligger stenhuset med kirken; på en lille høj noget nordligere skal det gamle kloster have stået, tilsyneladende af ringe omfang. Lige over for landingspladsen omtrent midt på øens sydside
Murstenshus på Laugarnes. - (A. E. F. Mayer, 1836)
er en skrænt Tvothol (Þvotthóll), hvor ligene, der ankom søvejs fra, blev toede, før de førtes til klosteret; lidt højere oppe ligger en basaltskrænt med en som et sæde dannet indsænkning, der vender ned mod søen, ved navn Abbedsædet (Ábótasæti). — Omtrent over for Vidø på det faste land, tæt ved søen og omtrent en fjærdingvej fra Reykjavig, ligger en anden stenbygning Laugarnæs (Laugarnes), der i løbet af dette århundrede med megen bekostning opførtes til embedsbolig for biskoppen, men kun i kort tid benyttedes som sådan og derefter solgtes til privatmænd. Gården drager sit navn af en varm kilde eller «laugi», der vælder op i en lille gennem mosen flydende bæk noget fra gården. Det må åbenbart være røgen fra denne kilde, der har givet Reykjavig (Røgvig) sit navn, uagtet forunderlig nok denne røg, i det mindste nu til dags, ikke kan ses fra byen og knap nok fra højderne øst for denne. Laugarnæs er ligeledes nævnt i Nj. (s. 57, 65, 75) som en af brødrene Torarins og Glums fællesejendomme. Efter at Glum havde ægtet den berømte, eller vel snarere berygtede Halgerd, Gunnar på Hlidarendes senere kone, flyttede Torarin hertil for at kunne overlade dem den gård i Borgefjord, hvor begge brødrene hidtil havde bot; men efter at Halgerds fosterfader, den slette Tjostolv, havde dræbt Glum, byttede Halgerd og Torarin om, så at hun tog bolig på Laugarnæs. Mere ved sagaen ikke at fortælle herom; på Laugarnæs viser man imidlertid nu Halgerds grav (Hallgerðar leiði); den ligger øst for den ved den gamle kirkegård liggende lille bondegård, i øst fra stenhuset, og viser sig som en noget større sammenhængende flade (eller banke) i den med tuer opfyldte mark; bonden, der udjævnede tuerne her, skal med forsæt ikke have villet trænge længere
Ellidavatn - (A. E. F. Mayer, 1836)
frem for ikke at ødelægge graven, da han kendte traditionen. Halgerd tog efter sin tredje mands Gunnars drab ophold hos sin og Glums gifte datter Torgerd, så i og for sig er der intet urimeligt i, at hun efter sin svigersøn Tråins drab atter kan være flyttet til Laugarnæs [21]. — Længere inde i landet, en mils vej sydøst for Laugarnæs, men endnu i samme kommune (Seltjarnarnæs hrepp), ligger en lille indsø Ellidavatn (Elliðavatn), bredderne er rigtignok med undtagelse af to her liggende gårdes tun nøgne og skaldede, men der er dog noget lunt og tiltalende ved det hele parti, indesluttet som søen er af holter og temlig høje bakker; derover hæver sig fjærnere andre højere fjælde og ejendommelig formede bakkedrag — som f. eks. de ved en dyb ildrød farve fremhævede kegleformige Rødholer (Rauðhólar) øst for søen —, og alleryderst begrænses horisonten af de samme fjælde som ses fra Reykjavig. Ved søens østlige ende ligger gården Vatn eller Ellidavatn; her boede ifølge Kjln. (s. 405) en af denne sagas hovedpersoner, Bues uheldige medbejler, den underlige Kolfinn og hans moder; hvor gården omtales i sagaen, nævnes lejlighedsvis en brændestabel på gårdspladsen, hvad der er god i overensstemmelse med de stedlige forhold, da denne gård endnu er en af de få på Island, som kan benytte birkekrat til brændsel. — Større interesse i antikvarisk henseende har dog et lille næs Tingnæs (þíngnes), der omtrent midt fra søens sydside skyder sig mod nord ud i denne. Det er stenet og ujævnt, en fortsættelse af holtet, med mangfoldige ind skæringer og småvige, men dog hovedsagelig af form som en uregelmæssig trekant; foran det ligger en lille holm adskilt derfra ved et smalt sund. Temlig langt inde på næsset mellem en banke midt på dette og en anden mindre nordvest derfor nærved kysten strækker sig en lille græsflade, og her findes øjensynlig sporene af et gammelt tingsted. I selve sænkningen mellem højderne ligger 12 — 14 bodtomter tæt sammen, og midt imellem disse ses svage spor til en stenkreds (domringen?), desuden findes et par tomter på det højere liggende jordsmon nordvest for græsfladen. Tomterne er nu alle meget utydelige, så at de for en tilfældig besøger måske slet ikke falde i øjnene, de fleste viser sig mest som en fordybning i jorden i langagtig firkant, hvor kun vægge lævningerne hæve sig lidet over det omgivende jordsmon, men for den, der først er bleven opmærksom på dem, og som har noget kendskab til ældre islandske tingsteder, viser de sig dog så vel ved deres form som ved deres hele anordning umiskendelig som lævninger af tingboder.


Laksefiskeri i Ellidaå - (A. E. F. Mayer, 1836)
De er af middelstørrelse, længden omtrent 12—16 al., bredden 4 — 6 al.; som på flere andre gamle tingsteder træffes også her dobbelte eller sammenbyggede boder. Disse oldtidslævninger er i året 1841 blevne undersøgte af digteren Jonas Hallgrimssön, der 1837 og 1839 — 42 med offenlig understøttelse foretog en naturvidenskabelig rejse på Island, og en af ham til Finn Magnussön indsendt beskrivelse (på dansk) er bevaret [22]. Jonas Hallgrimssön foretog en udgravning af «domringen» og et par boder, domringens diameter angiver han til godt og vel 20 al., væggen anser han for at have været c. 2 al. høj, og i kredsens midte vil han finde spor til sæde for dommerne. I øvrigt bestræber han sig navnlig for at vise, at boderne ikke kan have været kreatur huse, i hvilken anledning han omhyggelig har undersøgt den i og omkring disse værende jord. Med rette gør han også opmærksom på den sandsynlighed, som selve stedets navn giver for, at her i tidligere tid har været tingsted. Derimod har hans gætning, at Islands mest ansete ting før altingets oprettelse, Kjalarnæsting (Kjalarness þing) — hvilket navn på Björn Gunnlaugssöns bekendte kort over Island som en følge af denne hypotese findes tillagt dette sted —, skulde have været holdt her, vistnok intet at støtte sig til, i al fald, når dermed menes, at dette skulde have været det oprindelige sted for hint ting. — Af stedet med dets oldtids lævninger har senere den 1874 afdøde maler Sigurd Gudmundssön taget en tegning, der er udgivet af dr. Angus Smith, Edingb. 1874, i det skotske antikvariske selskabs skrifter. Der tillægges her næsset navnet «Krossnes» — alene vistnok støttet på næssets foregivne lighed med et kors —, men som, hvis det ikke var så ganske vilkårligt, vilde være interessant, da en variant (E.) til Ldn. (s. 38) anfører Krossnes i steden for Kjalarnes som det sted, hvor Torsten Ingolvssön grundede tinget. Hvilket ting der har haft sit sted her, — om Kjalarnæsting virkelig for en tid har været holdt her, eller om boderne skylder en uregelmæssig opstået tingkreds, eller et af de ved femterdommens indstiftelse oprettede ny godord sin tilværelse — må henstå uafgjort [23]. — De to gårde ved søen Ellidavatn er vel de to længst fra kysten liggende i Seltjarnarnæs hrepp, men endnu strækker hreppens besiddelser sig et betydeligt stykke længere i sydøst op over lavamarkerne, indtil hvor høj landet danner grænsen mellem Gb. og A. Her, omtrent på sysselgrænsen, hæver sig op fra fjældheden et anseligt, noget spidst tilløbende, fjæld; der allerede fra Reykjavig ses danne en del af horisontens begrænsning. Det er Vivilsfell (Vífilsfell), der ifg. Ldn. (s. 37—38) bærer navn efter Ingolvs frigivne træl Vivil (Vífill). Vivil bosatte sig på «Vífilstóptir»; dermed kan dog næppe være ment nogen gård i nærheden af fjældet, hvor der vistnok aldrig har været nogen menneskebolig. Disse «Vivilstomter» er utvivlsomt den i Alvtanæshrepp liggende gård Vivilsstad (Vífilsstaðir); således benævne også de to af Ldns recensioner (C. og E.) Vivils gård; og fra en anden saga (Fbr.) har vi et tydeligt eksempel på, at en og samme gård (det nuværende Hávarðstadir i Bgf.) endog i samme sagarecension er benævnt vekselvis med -tóptir og -staðir (Hávarstopter, Hávarsstaðir). Måske er man af udtrykket «tóptir» berettiget til at slutte, at gårdens bebyggelse for en tid — nemlig på den tid sagaberetningen redigeredes — har været opgivet. — Om folkesagnene om Vífill se Isl. þjóðs. II, 76—77. — Inden Seltjarnarnæs hrepp forlades, kan bemærkes, at yderst ude på næsset hæver sig en stor stenbygning, ligesom de tidligere omtalte oprindelig (i den sidste halvdel af forrige århundrede) opført som embedsbolig, denne for landfysikus og apotekeren, men den havde samme skæbne som de andre, nemlig at opgives af vedkommende embedsmænd for bylivet i Reykjavig; det er hovedbygningen på gården Nes, der 1760 anvistes landfysikus til beboelse. — Historiske minder, dog fra en senere tid, knytter sig til Kopavåg (Kópavogr), en lille gård, der ligger en halv mils vej syd for Reykjavig ved en lille vig af Skerjafjorden (Skerjafjörðr) på grænsen mellem Seltjarnarnæs’ og Alvtanæs’ hrepper. Trist og kedelig ligger gården begrænset af lave stenede højdedrag eller brunlige tuede moser. Her sammenkaldte høvedsmanden Henrik Bjelke, da han i somren 1662 først efter altingets slutning var ankommen til landet, en ny forsamling og lod denne sværge Frederik den tredje arvehyldingseden, hvorved Islands stilling i statsretlig henseende væsenlig forandredes, i det man nu uden hensyn til den oprindelige mellem islænderne og den norske konge afsluttede gensidig bindende, men efterhånden halvt eller helt glemte, overenskomst nu ubetinget underkastede sig den uindskrænkede konge. Her var også et i disse århundreder jævnlig benyttet tingsted, hvor de afsagte dødsdomme tillige eksekveredes [24]. I året 1574 bestemtes det endog ved et åbent brev[25], at altinget herefter skulde holdes i Kopavåg (Koppevoge) som et langt bekvemmere sted, hvad dog aldrig kom til udførelse.


Den nu beskrevne del af Guldbringe syssel, Seltjarnarnæsset, udgør dette syssels nordligste hrepp eller kommune. Syd for Seltjarnarnæs strækker sig et andet mindre næs Alvtanæs (Álptanes) ud i Faksefjorden kun adskilt fra Seltjarnarnæs ved den smalle og forholdsvis korte Skerjafjord og på den anden side begrænset af den lille Havnefjord (Hafnarfjörðr), hvorefter den øvrige del af syslet, den allerede tidligere nævnte store halvø, uden at indskæres af flere fjorde strækker sig mod vest. Vild og ufrugtbar syntes den fra søsiden, og det nærmere bekendtskab tjæner kun til at stadfæste dette første indtryk. Skule Magnussön ytrer sig i indledningen til sin før omtalte udførlige og nøjagtige beskrivelse af Guldbringe og Kjos’ sysler således: «Så ulige og særskilt Guldbringe syssels naturlige beskaflfenhed er fra de øvrige 20 sysseler i Island, lige så og mere trænger det til sin egen særskilte beskrivelse. Alle de øvrige sysselers bøjgdelave, to tingsogne i Snefjældsnæs syssel undtagne, bestå næsten dels af mere og mindre vidtløftige græsmarker, Guldbringesyssels derimod af et forbrændt hraun eller lava, sortagtig sandsten og flyvesand. Det hele Guldbringesyssel, få landgårde undtagne, mangler sommergræsgang til sine køer, alle de øvrige sysler besidde slig græsning og nogle i overflødighed, disse have og eng med det deraf faldende hø, men Guldbringe syssel ingen. Alle de øvrige sysseler have snart til hver gård det søde rindende vand, det hele Guldbringesyssel har kun tre rindende vandbække. Gårdene ligge i de fleste andre sysseler om ikke tæt samlede, så dog op i landet og ind udi dalene; Guldbringe syssels gårde ere udstrøede rundt om en halvø tæt ved strandbredden af det store brusende hav. Til de inden herreds veje, som i andre sysseler kunne rejses i 3 timer, må man anvende 6 til 8 timer, formedelst de utallige kroge over og imellem de forhøjninger, som lavastrækningerne forvolde. I stedet for at de fleste sysseler have tørv til brændsel, samt jordsvær til huse og høtag, have 3½ tingsogn i Guldbringesyssel ej andet end søtang og torskeben, og kunne ikke ligge tørt udi deres ellers meget slette og dårlige huse. Herimod besidder dog Guldbringesyssel det bedste hav- eller torskefiskeri i hele Island, hvoraf 9 øvrige sysler have nydt meget til sin underholdning fra alderstid. « — I virkeligheden har også Reykjanæshalvøen været som et brændpunkt for vulkansk virksomhed af enhver art, og uagtet halvøen allerede før Islands bebyggelse væsenlig havde samme udseende og karakter som nu, har dog også i den historiske tid hyppige jordskælv rystet denne, og ny lavastrømme udgydt sig oven på de ældre fra de næsten utallige kratere, der åbner sig i den gennem halvøen løbende fjældrække, der kun er en fortsættelse af langt større og mere udstrakte vulkanske bjærgmasser, der strækker sig i nordøstlig retning helt ind mod øens ubeboede indre. En egn af denne natur kunde ikke være synderlig indbydende for de første beboere; »tåbelig handlede vi ved at drage forbi frugtbare landskaber, når vi skal bebygge dette udnæs«, hører » vi Ingolvs træl Karle udbryde, da hans herre vejledet af sine højsædesstøtter tog som sit landnam hele Guldbringe og Kjos syssel med de nærmest omliggende egne og bosatte sig i Reykjavig, — hvorpå han flygtede bort ledsaget af en trælkvinde. — I oldtiden var landvæsenet den naturligste og mest passende beskæftigelse for en bonde, fiskeri derimod en både mindre anset og mindre indbringende, samt usikrere erhværvskilde. Først efter at Island var kommet under den norske konges herredømme, begyndte den senere så vigtige fiskehandel med udlandet[26]; denne kilde til underhold for en forholdsvis meget talrig befolkning i
Fiskehus i Reykjavik - (A. E. F. Mayer, 1836)
fiskeridistrikterne og, under heldige forhold, til stor velstand for de mere bemidlede søbønder, kendtes altså i det ældste tidsrum af landets historie ikke. Omsætningen var i de tider indskrænket til hvad man kunde sælge til landbønderne, og i øvrigt fiskede man til eget forbrug, vistnok så godt som altid støttet til større eller mindre landbrug. Endvidere var det vistnok en undtagelse, at landbønderne vinteren over personlig deltog i fiskeriet ved at forlade deres gårde og begive sig ned til søkysten. Den islandske lovbog »Grågås« fra fristatens tid taler vel et par steder om »fiskiskálar« (fiskeboder) og om folk, der tilbringer vinteren eller somren i disse for at fiske, og ligeledes nævner et par af sagaerne »vermenn« (folk, der for en tid ligger i fiskepladse) og fiskepladse, hvor mange kom sammen; men af den fuldstændige tavshed, sagaerne ellers iagttager om disse forhold, i forbindelse med oftere forekommende ytringer om køb af tørfisk hos søbønderne synes det at fremgå, at det kun har været enkelte løse og ledige mænd eller folk fra selve fiskedistrikterne, der har været beskæftigede på denne måde. Som følge heraf må vi tænke os tilstanden i Guldbringesyssel i oldtiden ganske anderledes end nu. Nu er dette syssel et af de folkerigeste i landet og kan opvise ved siden af en stor fattigdom adskillige efter islandske forhold rige mænd. Hver vinter, eller egenlig hele året rundt med undtagelse af de tre sommermåneder, er det skuepladsen for den livligste sammenstrømmen af folk, idet omtrent enhver bonde fra Skaftefells syssel til Skagefjord[27] (begge indbefattede) enten møder selv eller sender en tjænestekarl for at tage del i fiskeriet en eller flere »vertider« (fisketider) [28]. Denne indvandring, der beløber sig til flere tusende mennesker, som på den vidunderligste måde stuves sammen i gårdene eller egne dertil indrettede verboder, og som under råere kulturtilstande måtte give anledning til optrin af den mest forskellige art, kunde næppe have fundet sted i oldtiden uden at være bleven omtalt i sagaerne.


I de tre sommermåneder endelig udvandrer fra dette syssel en stor mængde yngre folk af begge køn for som daglejere at hjælpe til ved høarbejdet i de andre sysler. I steden for at være skuepladsen for alt dette liv og røre lå halvøen rimeligvis i oldtiden hen som en af landets mest afsides og mindst ansete, måske også svagest befolkede egne. Derpå tyder også, at ingen saga behandler denne del af landet, næppe et eneste stednavn herfra findes nævnt andet steds end i Ldn.; Først på annalernes tid og i det 15de — 16de århundrede, efter at landet for længst havde mistet sin selvstændighed, begynder disse egne at spille en rolle.


Foruden af Seltjarnarnæs består Guldbringesyssel af følgende bygdelag: Alvtanæs, (som allerede tidligere er nævnt), Vatnløsestrand (Vatnsleysuströnd)[29], Vågene (Vogar) og Njardvig (Njarðvík), »Leira« (ɔ: Lere), Gard (Garðr), Midnæs (Miðnes) og Sydernæs (Suðrnes) — disse fire tilsammen benævnte Rosmhvalaneshrepp —, Havnene (Hafnir), Grindavig (Grindavík), Krisevig (Krísuvik), hreppernes antal er i det hele seks. Egenlig tilkommer, som det af denne opregning ses, navnet Sydernæs kun en mindre del af Rosmhvalanæsset — der nu falder sammen med Rosmhvalaneshrepp —, men i daglig tale bruges sædvanlig benævnelsen Sydernæssene om Rosmhvalanæs og Havnene i modsætning til Alvtanæs og Seltjarnarnæs, som da kaldes Indnæs (Innnes), ja endog af fjærnere boende om halvøens fiskepladse overhovedet[30]. På det flade vågskårne Alvtanæs (Fbr. s. 4) hæver sig frem en anselig stenbygning med kirke temlig langt ude på næsset i den nordøstligste del af dette; desuden er næsset langs søen oversåt med en mængde gårde og småhuse. Den store bygning er Bessestad (Bessastaðir). Først i Sturlungetiden begynder gården at nævnes; den hørte til Snorre Sturlassöns ejendomme, og en gang da han under de uophørlige indre uroligheder, der dengang hjemsøgte øen følte sig truet på Reykholt, flyttede han med familie og tyende hertil og opslog for en tid sin bolig her [31]. Efter Snorres drab kom Bessestad i kong Håkons besiddelse, idet den norske konge påstod sig berettiget til alle Snorres efterladenskaber, han betragtede nemlig denne, der stod i kongens personlige tjæneste, som højforræder og hans gods som forbrudt til kronen. Således var altså Bessestad et af de første steder, hvor kongemagten fik fast fod i landet Her var senere, navnlig efter at de danske konger var blevne landets herskere, det sædvanlige opholdssted for den kgl. befalingsmand under dennes sommerbesøg på Island og det sted, hvor han holdt sin foged hele året rundt. Efter at i det 17de århundredes slutning et amtmandsembede var bleven oprettet på Island, havde amtmanden sin bolig her, i en længere årrække sammen med landfogeden; og senere, efter at landet var bleven delt i to amter og bestyrelsen af sønder- og vesteramtet overdraget stiftamtmanden, havde ligeledes denne landets højeste embedsmand, der tidligere mest havde opholdt sig i Danmark, sin residens her, indtil han i århundredets begyndelse opgav sin bolig her i anledning af skolens påtænkte forflyttelse fra Reykjavig. Det omtalte stenhus, der 1760 var bleven bygget til amtmanden, blev nu indrettet til skolebygning, medens lærerne fik bolig i forskellige nærliggende gårde. Da der efter skolens endelige forlæggelse til Reykjavig ikke længere var nogen brug for gården, afstodes ejendommen ved et mageskifte for nogle år siden til en privatmand. Kirken, der ligeledes efter islandske forhold er meget anselig — dog skæmmes den ligesom gården ved et uskønt sort tømmertag — opbyggedes noget senere også af hugne sten. I Bessestad kirke findes flere ligstene, deriblandt en af marmor over høvedsmanden Povl Stigssön († 1566) med hans billed, en pansret ridderskikkelse omtrent i legems størrelse; blandt andre, der er begravede her, kan mærkes to her afdøde amtmænd; den lovende, men desværre straks ved sin ankomst til landet (1619) afdøde høvedsmand Frederik Friis begravedes vel også her, men hans lig førtes senere til Danmark. I forrige århundrede, endnu i Bessestads velmagtsdage, indrettedes på en tæt ved liggende gård (Lambhús), der senere benyttedes som lærerbolig, bolig for en astronom[32]; ligeledes stod falkehuset på Bessestad, indtil det flyttedes til Reykjavig. Nord for Bessestad skyder sig en lille vig ind i landet, der nærmere gården ender i en med lavvande tørt liggende strækning Bessestads tjörn. Vigen, der mod nord begrænses af Alvta næs’ nordligste pynt, er Sejla (Seila), en i ældre tider brugt havn, hvor sædvanlig det skib, der overførte høvedsmanden, havde leje; havnen er ret god, men indsejlingen vanskelig, hvad der formodenlig i sin tid befriede den daværende høvedsmand fra at stifte nærmere bekendtskab med de algierske sørøvere, som i året 1627 hærgede Island; disse gjorde nemlig også forsøg på at lande her, men opgav det, da skibet kom på grund. Syd for vigen anlagdes i den sidste halvdel af det 17de århundrede en lille skanse til forsvar for havnen og kongsgården; skansen, hvis lævninger endnu ses, synes dog aldrig at være bragt i ordenlig stand; dens kanoner førtes tilsidst til Reykjavig til brug ved den i begyndelsen af dette århundrede der opbyggede skanse.


Sydvestligere end Bessestad og længere inde på næsset ligger Gardar (Garðar), hvor næssets anden kirke med tilhørende præstegård ligger. Her dreves, ifølge den bekendte fortegnelse over kirkeejendom i Skålholts stift fra slutningen af det 14de århundrede, den såkaldte Vilchins måldage (Vm.), endnu da agerdyrkning; til Kirken hørte nemlig to gamle plovokser, og der tilkom den et temlig betydeligt tilsåt areal (X sáld nidr færd)[33]. — Største delen af Alvtanæsset er bedækket med en øst fra kommende lavastrækning (hraun); langs nordsiden af dette hraun løber en bæk Hrannsholts læk (Hraunsholtslækr), der falder ud i en våg af den mellem Seltjarnarnæs og Alvtanæs skillende fjord. Denne bæk, der allerede i Ldn. (s. 320) fremtræder som nordgrænsen for Alvtanæs, har sit udspring fra en lille sø Vivilsstadatjörn (Vífilsstaðatjörn) benævnt efter den nordvest for denne liggende gård Vivilsstad (Vífilsstaðir), som alt tidligere er nævnt. — Ligeledes oven for dette hraun, og ikke ude på selve næsset, ligger gården Hovstad (Hofstaðir), hvor Jonas Hallgrimssön beretter at have undersøgt en i tunet beliggende høj »Hofhóll« kaldet, der dog viste sig kun at være en almindelig græsgrot askedynge.


Hafnarfjörðr - (A. E. F. Mayer, 1836)
Begiver man sig, i stedet for at dreje ud langs Alvtanæs, tværs over det omtalte hraun til handelspladsen Havnefjord, der ligger ved den inderste del af den lille, smalle fjord af samme navn, der begrænser Alvtanæs mod syd, får man lejlighed til at gøre nærmere bekendtskab med dette. Det er vistnok ældre end landets bebyggelse; det er således temlig bevokset med mos og hist og her i fordybningerne med græs, men dog vildt og øde nok, næsten at ligne med en uhyre plads bedækket med affald fra smelteovne. Rundt omkring ses dynger af lavabrokker eller større størknede bølger, hist og her står større blokke i vejret, af og til støder man på pludselige kedelfordybninger, eller man ser lavapartier adskilte ved skarpe rævner, der tydelig viser bristningens gang. Den fremstikkende lava har overalt det samme blågrå noget porøse udseende, som slagger almindeligvis have. I ly af dette hraun nede ved jordbunden ligger nu handelspladsen Havnefjord, der er en af de større med 5—6 købmænd og flere hundrede indbyggere, der så godt som udelukkende ernære sig ved fiskeri, samt bekendt for sin gode havn. Tidligere har handelshusene stået lige overfor på et lille næs kaldet Hvaløre (Hvaleyri, ældre Hvaleyrr), længere ude paa denne halvø findes på et sted, hvor klippegrunden træder frem, i overfladen af et par flade klippeblokke flere tegn indhuggede: endel latinske forbogstaver og årstallene 1628 og 1777, samt nogle binderuner og lignende; alle disse tegn antages i almindelighed for at være af samme oprindelse og skrive sig fra handelsfolk, matroser og andre, der her som så ofte på steder, hvor manges vej faldt forbi eller ved hvis beliggenhed der var noget ejendommeligt, har haft lyst til at indhugge deres navne eller disses forbogstaver[34]. Oven for Alvtanæs og Havnefjord er udstrakte lavasletter, til dels skjulte fra bygden ved små højder, men ellers strækkende sig temlig jævnt op under fjældene; imod sydøst begrænses de på dette strøg af en svær ubrudt fjældvæg Langehlid (Lönguhlíð), men fortsættes mod nordøst langt op i de højere vulkanske fjældmasser og mod sydvest helt ud til Reykjanæs. Foran Langehlid strækker sig nogle lavere højder Underhliderne (Undirhlíðar), hvis fortsættelse er en noget stejl, men ikke særlig høj eller bred hals — således kaldes langagtige smalle højdedrag —, der adskiller dette parti fra svovlminerne i Krisevig. Hraunet er her helt overgrot med gråligt mos, og farligt eller umuligt at passere til hest uden netop ad de få banede stier, da mosset dækker mellem rummene mellem de løse lavabrokker. Som i alle hraun er her fuldt af små huler, grotter, kløfter, rævner, men ingen af særlig betydning. Derimod findes her en ret mærkelig lille å Kaldå (Kaldá), der har sit udspring ikke langt fra et midt i hraunet fritstående lille fjæld Helgafell; omtrent en fjærdingvej løber den i vestlig retning gennem lavastrækningen, men forsvinder så under denne for ikke mere at komme til syne, i det vandet rimeligvis under hraunet siver ud i søen etsteds ved gårdene syd for Havnefjord, hvor man er bleven sligt rindende vand vár. Det er imidlertid en almindelig tro, at åen løber under hraunet langs gennem hele halvøen og først falder i søen ved Reykjanæs, hvor man da tilskriver den andel i den bekendte malmstrøm Reykjanæs-röst, og til støtte for denne mening anføres så, at vandet i søen omkring denne i stille vejr er ganske fersk og drikkeligt; tidligere var det en stor å,
Tegning af den såkaldte Flókasteinn (se fodnote 34)
Optegnet af Jónas Hallgrímsson, 1841
fortælles der, men efter et jordskælv forsvandt den i jorden, og nu ses kun dens tidligere leje, — som senere skal omtales. Sydvest for Havnefjord strækker sig ligeledes langs kysten hraunstrækninger med forskellige navne, alle indbyrdes sammenhængende og udgåede fra halvøens indre, de når helt ud, til søen, og kun hist og her ses langs denne tunpletter, som lavaen da omgærder. En del af dette hraun er det såkaldte Kapelhraun (Kapelluhraun), en smal, vegetationsløs lavastrækning, der ser ud til at være yngre end det omliggende hraun og synes at have løbet hen over et ældre; det er ualmindelig besværligt at passere og aldeles ufremkommeligt uden netop ad den der igennem lagte fortrinlige sti, hvis oprindelse ikke kendes. På denne vej skal »de danske fra Bessestad« være blevne overfaldne og dræbte til hævn for den katolske biskop Jon Aressöns drab, formodenlig da det almindelige overfald af nordlænderne på de danske på Sydernæssene, hvorom kilderne berette, fandt sted (1551); de skal være begravne på drabsstedet, — men til deres dysser, siger den antikv. indb. (1820), ses intet spor. Sognebeskrivelsen derimod siger, at en opstablet stendynge, som den kalder »Kapellet« — omtrent midt i hraunet, tæt ved vejen —, betegner stedet, hvor de mænd fra Bessestad, der dræbtes til hævn for Jon Aressön, dyssedes, Ísl. Þjóðs. (II, 74) beskriver endog den omtalte stendynge som en art kapel, hvori en af ombudsmændene på Bessestad, der var bleven anfaldet og dræbt i hraunet, var begravet. Om den med Jon Aressön samtidige ombudsmand på Bessestad, Kristian skriver, gælder det imidlertid, at han dræbtes på et ganske andet sted på Sydernæssene, betydelig længere mod vest. — Det er formodenlig dette hraun, som i ældre tid er bleven kaldt Nye hrann (Nýja hraun). I Kjln. (s. 402, 455) nævnes det som sydgrænse for de på Kjalarnæs i Kjos’ syssel boende høvdingers magtområde (der siges om sagaens helt Bue, at han havde godord — manna forræði — helt ud til Nýja hraun og ind til Botnså — nordgrænsen for Kjos —, ligesom der om hans forgænger Torgrim er sagt, at han havde »mannaforráð« lige til Nýja hraun, og det kaldtes Brundæla godord). Den her antagne beliggenhed for Nýja hraun bestyrkes ved en angivelse i Ísl. ann. (s. 260), hvor der siges, at år 1343 strandede et skib, der var sejlet ud fra Hvalfjord, uden for Havnefjord ved Nýja-hraun. — På den anden side dette begynder den såkaldte Almenning (Almenningr), et udstrakt hraun, der strækker sig helt bag ved den følgende bygd Vatnløsestrand og langt op mod fjældene her. Keglen og Trolddynge (Trölladýngja), af hvilke det sidste har udspyet ny lavamasser oven på de ældre, kendelige ved deres golde og ubevoksede udseende, hvorimod der i Almenningen ellers hist og her findes birkekrat, og græs og urter i sænkningerne i hraunet. En sådan nyere hraunstrækning (ifg. sognebeskrivelsen fra 13de eller 14de årh.) skal ses løbe frem mod søen syd for gården Hvassahraun, der ligger på grænsen af Alvtanæs' og Vatnløsestrands hrepper. Men da Hvassahraun alt nævnes i Ldn. (s. 319—20, som grænseskel mellem to landnam), er det rimeligt, at her allerede dengang har ligget et særlig udpræget hraun; og navnet synes at antyde, at dette har, ligesom hraunet syd for gården Hvassahraun nu, været særlig goldt og stenigt. Almenningen er bekendt af, at navnlig her har den rensdyrhjord sit tilhold, som er opstået af nogle få til Guldbringesyssel fra Norge i året 1777 overførte rensdyr: dyrene komme undertiden ned til gårdene på Vatnløsestrand, og af og til skydes et, ellers ser man ikke meget til dem; hjorden skal heller ikke være særdeles talrig, 40—50 stykker. Den nævnte bygd Vatnløsestrand i forbindelse med de dertil hørende Våge og Njardvig er et af de for dette syssel karakteristiske landskaber, rindende vand findes ikke — sml. navnet »Vandløsestrand« —, men man må hjælpe sig med brønde, hvor vandet på de fleste steder er slet og brakt, brændsel mangler ligeledes, så man nødes til at tage sin tilflugt til tang og fiskeaffald, men til gengæld er her godt og stadigt fiskeri.


Vågene er Ldns Kviguvágar (s. 317), og den vest herfor liggende Stape (Stapi) eller Vogastape, et foroven jævnere fjæld, der med lodret affaldende skrænter skyder sig ud frem imod søen, svarer til Kviguvágabjörg (s. 319); vest for dette ligger Njardvig [35]. Hinsides Njardvig tager Rosmhvalaneshrepp sin begyndelse, omfattende den yderste halvdel af »støvlens« fod ɔ: det forholdsvis brede spidst tilløbende næs, der fra halvøens vestligste del går lige i nord. I oldtiden må navnet Rosmhvalanæs (ɔ: Hvalrosnæsset) have haft en videre betydning; i Ldn. (s. 319) fortælles nemlig, at Ingolvs frænke Stenun af ham købte, eller rettere fik, hele Rosmhvalanæs uden for (ɔ: vesten for) Hvassahraun, og hun giver igen en slægtning af sig land mellem Kvigevågebjærgene og Hvassahraun, hvorefter altså Rosmhvalanæs må have omfattet størstedelen af halvøens nordkyst. Men påfaldende bliver det så rigtignok, at grænsen mod syd er den samme som nu; kort efter fortælles nemlig, at Ingolv giver en frænde af sig, Herjolv, land fra Reykjanæs til Våg (Vogr, Vágr), der må antages at være den våg, som nu danner sydgrænsen for Rosmhvalaneshrepp[36].


Gårdbrug omkring Reykjavik - (A. E. F. Mayer, 1836)
Østligst i hreppen ved søen ligger handelspladsen Kevlavig (Keflavík), der har 3—4 købmænd og som sædvanligt en større jordløs af fiskeri levende befolkning; havnen er kun dårlig. Mellem Kevlavig og bygden »Leira«, der er bekjendt for sit gode fiskeri, skyder et stejlt fjæld »Hólmsberg« sig frem i søen, her drives fuglefangst og indsamlen af æg, samt under fjældet fiskeri. På en holm foran landet her skal endnu ses lævninger fra den tid hansestæderne havde handelsboder der. Blandt gårdene i Lejra må mærkes Guveskålar (Gufuskálar); ifølge Eg. (s. 132) opholdt landnamsmanden Ketil guva sig den første vinter på »Guveskålar på Rosmhvalanæs[37]. Denne bygd så vel som Gard og næssets yderste odde, den lave, sandede Skage (Skagi), er tæt bebyggede og ikke ufrugtbare, men af sandfog stærkt plagede egne. Utskålar (Utskálar) er præstegården her. I sognebeskrivelsen berettes, at der på Skagen i ældre tid fandtes kornagre og sæde marker, hvis gærder man endnu ser spor til. Et efter sagnet med ledde forsynet hovedgærde (Skagagarðr) skal således endog have gået tværs over hele Skagen. I følge Vm. erhvervede Skålholts kirke sig ved midten af det 14de årh. en fjærdedel af Utskåleland foruden »alle de agerlande« som vedkommende daværende besidder havde kjøbt til Utskåle[38]. Ud for Skagen er to malstrømme eller strømhvirvler, der dog ikke har nogen videre betydning. Af gårdene, der ligge langs med næssets vestside, kan mærkes Kirkebol (Kirkjuból) tæt syd for Skagen på grund af de blodige optrin, som her i slutningen af middelalderen er foregåede. Her opholdt sig i den første halvdel af det 15de århundrede hirdstyreren Vigfus Holms datter Margret. Den samtidige biskop i Skålholt, den voldsomme og uretfærdige Jon Gerrikssön, havde en uægte søn, der var køgemester ved biskopsstolen. Denne friede til Margret, men da han fik afslag, drog han i spidsen for biskoppens svende til Kirkebol og agtede at brænde hende inde. Hendes broder, som var tilstede her, skød de ihjel og tændte derpaa ild på gården, men hende lykkedes det ved hjælp af sin saks at grave sig ud gennem badstuen og således undkomme; efter at være kommen i sikkerhed lovede hun sin hånd til den, der havde mod og vilje til at hævne hende; hævnen udeblev heller ikke, men kostede endog selve biskoppen livet — Den anden og endnu blodigere tildragelse, her gik for sig, er godt og vel et hundrede år yngre og tilhører reformationstiden. Efter at den danske ombudsmand eller foged på Bessestad Kristian skriver havde ladet den oprørske katolske biskop Jon Aressön og hans to sønner henrette uden lov og dom i Skålholt 1550, forbitredes dennes frænder og undergivne på nordlandet i høj grad og pønsede på hævn; blandt de omtrent 300 nordlændere, der den følgende vinter drog til Sydernæssene for at fiske, var adskillige, som netop var udsete til at udføre denne. Ved deres ankomst til Guldbringe syssel var Kristian netop ude på Rosmhvalanæs i forskellige ærender og tog her ind på Kirkebol. Nord lændingerne kom over ham her, med hætter over hovedet og masker for ansigtet, og omringede gården. Af bonden fik de tilladelse til at bryde husene op mod at bøde ham skaden — hvad der det følgende år kostede ham hans hoved; derpå begyndte de angrebet og dræbte 7—8 af fogedens danske ledsagere, selv slap han ud af huset, men dræbtes uden for. Allerede Jon Egilssön[39], der er den første forfatter, som omtaler disse begivenheder, fortæller, at de dræbte dyssedes norden for gærdet på Kirkebol, og at man, da man troede at spore, at nogle af dem gik igen, gravede dem alle op, afhuggede hovederne og satte dem ved deres bag. Disse dysser påvistes senere (se sognebeskr.) nord for gærdet på den nord for Kirkebol liggende gård Havrbjarnarstad (Hafrbjamarstaðir), hvor ved sandets bortblæsning menneskeben af og til var komne til syne. At imidlertid én forveksling her havde gjort sig gældende, viste sig tydelig nok ved en undersøgelse, som fandt sted 1868, efter at vinterstormene havde blottet disse dysser, 7 i alt, som hidtil havde været bedækkede med sand. Ved undersøgelsen fremgik, at man her havde en samling af ægte oldtidsbegravelser for sig, til dels nogle af de mærkeligste, som hidtil ere fundne på Island[40]. —


Flere andre gårde følge nu i sydlig række langs søen, alle lider de af sandfog, men jorden er dog i sig selv ikke ufrugtbar, desuden er her ypperligt fiskeri og på mange steder drivtømmer; inden for på næsset ligger den såkaldte hede, opblæst og stenet, sparsomt bevokset med lyng. Sydvestlig på Rosmhvalanæs var tidligere en handelsplads Bátsandar (Bátsendar— Bådsand, Bosand), men handelshusene bortreves fuldstændig af en stormflod 1799, og siden er den ikke bleven benyttet, da både indsejlingen er farlig og havnen selv noget besværlig, skibene lå sædvanlig »svinebundne« ved jærnringe. Lidt sydligere ligger Torshavn Þórshöfn), der i endnu ældre tid er bleven benyttet som havn, nemlig i hansestædernes tid. Imellem Rosmhvalanæs og Havnene (Hafnir) skyder en lav vig sig ind, de såkaldte »Ósar« (Ose), vest for den inderste våg stod fordum en kirke kaldet »kirkjan at Vogi« (Vm.); hele denne vig, Osarne, snarere end dens inderste våg Djupevåg (Djúpivogr), er det vel, som svarer til den i Ldn. (s. 106, 319) nævnte »Vágr«. — Uagtet den skade, sø og sand kan have gjort de forskellige gårde i Havnene, afgiver dog netop denne bygd i den senere tid et eksempel på, hvilken velstand havet under heldige forhold kan skænke; her skal findes efter islandske forhold prægtige bøndergårde, tømmerhuse med aldeles købstadmæssig indretning, overdådighed i mad og drikke o. s. v. Omtrent midtvejs i bygden ligger Kirkjuhövn (Kirkjuhöfn ɔ: Kirkehavn), hvor der i hansestædernes tid var handelshavn, kort syd for begynder Havnaberg (Hafnaberg), et en halv mil langt bjærg, der strækker sig ud mod søen; det er ikke højt, men dog ubestigeligt, så at man må lade sig hisse ned i tov for at nå de der rugende fugle. Inden for denne bygd træffer man igen hraunet for alvor med utallige rævner og kløfter; en af disse Hauksvardegjå (Hauksvörðugjá), der går i sydvestlig retning ned mod Reykjanæs og kan spores helt op til Vatnløsestrand, er især mærkelig. Det er en overmåde lang og bred, men ikke så særdeles dyb kløft, på somme steder med lave klipper til begge sider, sandskråninger på andre. Denne har i følge sagnet været lejet for den oven nævnte Kaldå, som under et vulkansk udbrud skulde være forsvunden i jorden. — Sydligere, yderst på næsset, er forbrændte klipper, deriblandt længst ude den tidligere nævnte »Kerling«. Næsset[41] er gennemtrængt af en stærk underjordisk varme, man finder her rygende dampe og hverer eller kogende kilder; den bekendteste af disse er den såkaldte »Gunna«, der skal have sit navn efter en gengangerske, som den bekendte galdrekyndige præst Erik Magnussön i Selvåg († 1716) manede her ned; stedet har været meget passende valgt, kilden er nemlig at se til som en stor kogende lerpøl. I den omgivende høj har man i de seneste år trot at finde en art porcellænsæmne (silica), som man er begyndt at bryde for at få det udført til England.


Tørvegård - motiv fra Reykjavik - (A. E. F. Mayer, 1836)
Ude i havet sydvest for Reykjanæs ligger — foruden den før omtalte »Karl« — en række klipper, Fugleskærene (Fuglasker); af disse er den tidligere nævnte Eldø (ɔ: Ildøen), omtrent 1½ mil fra land, med den noget sydvestligere Eldeyjardrange (Eldeyjardrángr)[42] de nærmeste; en mils vej længere i sydvest ligger det egenlige Gejrfugleskær (Geirfuglasker) og sydvest for dette Gejrfugledrange (Geirfugladrángr) — på søkortene Ladegården og Grenadérhuen; endelig findes omtrent lige så langt fra Gejrfugledrangen, som denne er fra land, det såkaldte Blinde fugleskær (Eldeyja boði). Om end hele Reykjanæs halvøen er bleven frygtelig hjemsøgt af vulkanske omvæltninger, synes disse dog intetsteds at have været så voldsomme som på selve næsset og i søen uden for samme. De islandske annaler berette fra det 13 århundredes begyndelse af om talrige sådanne udbrud. I året 1211, samtidig med jordskælv på sydlandet, brød ild frem af søen ud for Reykjanæs; da fandt Sörle Kolssön »de ny Eldøer, men de gamle, der hidtil bestandig havde stået, var forsvundne« (Ísl. Ann. s. 88); — de ny Ildøer må vel være de nuværende Fugleskær. - Endnu fire gange i samme århundrede skal der (i følge Annalerne og Sturl.) have været vulkanske udbrud på selve næsset eller i søen foran dette; ved det sidste udbrud 1240 skal[43] det halve Reykjanæs være blevet tilintetgjort. I året 1390, samtidig med udbrud i Hekla og Trölladyngja og flere fjælde brændte, i følge Espolin (Árb. I. 110) hele Reykjanæs, »det brændte halvt af, og der står tilbage ude i søen Dybdesten (Dýptarsteinn) [44] og Fugleskær. — Denne angivelse ser dog ud som et sagn, da det ellers bliver højst påfaldende, at hverken Ldn. eller nogen anden kilde fremhæver det lange næs eller omtaler dele af dette; desuden kommer denne angivelse i modstrid med fortællingen om Fugleskærenes (Ildøernes) oprindelse 1211. I året 1422 brød igen ild frem i havet sydvest for Reykjanæs, og et land skød op, »som de siden kan se, der rejser der i nærheden« (Isl. Ann. s. 396), »— det må dog vel igen være sunket, da der nu ikke er andre skær eller holme her end de før nævnte] — Derefter følger en lang rolig periode indtil 1783, da samtidig med det store vulkanudbrud i Skaftafellssyssel en ø skød op af havet sydvest for Fugleskærene, den var høj og stejl, omtrent en mil i omkreds, ilden spyedes ud af kløfter og kratere på den, og søen bedækkedes i vid omkreds med pimpsten, så at skibene næppe kunde forsætte deres vej. Den danske regering gav ordre til at tage øen i besidelse og døbte den Nyø, men året efter skal den være forsvunden[45]. Endnu en gang, nemlig 1830, har man set ild bryde frem af havet langt ude sydvest for Reykjanæs[46].


Fugleskærene er dog ikke alene bekendte af deres vulkanske natur, men også som det sidste tilflugtssted for den nu måske uddøde gejrfugl, og af denne grund har de i den nyere tid i en særegen grad tiltrukket sig naturforskernes opmærksomhed [47]. Det egenlige Gejrfugleskær er det eneste sted, hvor man ved, at denne på Island altid sjældne fugl har ynglet i nogen større mængde; farten hertil og navnlig landingen var meget vanskelig og kostede stundum menneskeliv, dog drog man i tidligere tid jævnlig hertil lokket af den rige fangst, man kunde gøre. Efterhånden var dog disse farter ophørte, og i begyndelsen af århundredet frygtede man allerede for, at fuglen var ganske forsvunden fra dette strøg. I somren 1830 fandt man den imidlertid rugende på den nærmere landet liggende Eldø, og her fangedes i de følgende år adskillige af disse hjælpeløse fugle, indtil de sidste dræbtes 1844. Af de oplysninger, som af interesse for gejrfuglens naturhistorie er indhentede, fremgår det — sml. også vedkommende sognebeskrivelse —, at ved de vulkanske rystelser 1830 forvandledes Gejrfugleskæret til et blindt skær, som følge heraf måtte de der rugende gejrfugle forandre opholdssted, og deraf forklares, at de pludselig véd den tid dukkede op på Eldø. Denne forandring af Gejrfugleskæret findes også angivet på det nyeste søkort over denne del af Island; også Gejrfugledrangen skal, i følge indberetning til søkortarkivet 1873, være i det mindste til dels. nedfalden, så at den ikke længer på afstand ses rage op over havet som et højt klippeskær[48]. — Ud for Reykjanæs er den tidligere så bekendte, men nu ikke meget frygtede Reykjanæs’ röst eller malstrøm; her er stærk strøm og urolig sø, som rimeligvis skyldes en hraunryg, der fra Reykjanæs strækker sig ud imod Eldø.


Øst for Reykjanæs på halvøens sydlige kyst strækker sig bygdelaget Grindavig (Grindavík: HGrk. s. 23, Gunl. s. 207). Bygden ligger også her langs søen, og landets beskaffenhed er den alt oftere omtalte. Det indre land er et vildt hraun, hvorfra forskellige højder og småfjelde hæver sig op, enkelte mere græsrige, men de fleste kun mosgroede, eller ikke engang det, men sorte og nøgne. Hraunet kan på en måde kaldes en fortsættelse af Almenningen, men mindre bevokset og yngre end denne. Denne karakter beholder landet til helt ud mod kysten, straks uden for gårdenes tun ses ikke andet end sand, opblaBste hede strøg og sort forbrændt lava. En stor mangel ved denne bygd er savnet af græsgange; både kør og får, både golde og malkende kreaturer må straks om forsomren drives fra gårdene og op til et fælles sætersted oppe under fjældene; da man ikke har særlige fællesgræsgange (avretter), kan man endnu her — som på et par andre lignende steder i Island — se lammene gå om mellem malke fårene »kævlede« ɔ: med et tenformigt træstykke, der, fastholdt ved et over hovedet korsformig anbragt bånd, ligger som et bidsel i munden, for at de således kan forhindres i at die. Også hestene må man med stort besvær drive langt bort fra gårdene, hver gang man har brugt dem. Et andet stort savn er vandmanglen. På de fleste steder må man hjælpe sig med brakvand fra vandsamlinger ved søbredden eller fra kløfter i hraunet, hvor søen falder ud og ind med hver ebbe og flod. Det eneste rindende vand, som findes i nærheden af gårde, er i en meget dyb kløft, Badstuen kaldet; her må man med stort besvær med den ene hånd sænke spanden 15 favne ned langs den ujævne fjældside, medens man med den anden holder sig fast for ikke at miste fodfæste. Fiskeri er naturligvis beboernes hovederhverv, men ikke uden fare, da der hører betydelig øvelse til at finde den rette indsejling ad de forskellige sund, der åbne adgang til landet gennem den undersøiske skærgård, som omgiver halvøens sydkyst. — Allerede Ldn, (s. 276) omtaler den mangel på havne, der er karakteristisk ikke alene for denne strækning, men for hele Islands sydkyst. Mellem Hornefjord og Reykjanæs, siges der, blev der senest fuldstændig bebygget, vejr og sø (brim) bestemte landingen på grund af mangel på havne og tilholdssteder. At Grindavig desuagtet i oldtiden ikke har været så dårlig en egn, synes at fremgå af, hvad Ldn. (s. 271) fortæller om Molda-Gnups sønner. Fordrevne ved et vulkanudbrud fra Skaftafellssyssel besatte de i forening med deres fader Grindavig og havde i begyndelsen kun få kreaturer. Da drømte en nat den ene søn Bjørn, at en bjærgbo kom til ham og tilbød ham at gå i fællig med sig, hvilket han modtog; da kom en buk til hans geder og herefter formeredes hans hjord så stærk, at han hurtig blev grundrig; siden kaldtes han Bukke-Bjørn (Hafr-Björn). Det så sognets folk, at alle landvætter fulgte Havr-björn til tings, men hans to brødre til jagt og fiskeri.


For flere gårde, navnlig præstegården Stad (Staðr), er tillige drivtømmer, der af og til i betydelig mængde findes opskyllet på strandbredden, en vigtig indtægtskilde. Den omtalte gård Stad ligger en mils vej øst for Reykjanæs, tæt øst for denne var tidligere en handelsplads med tilhørende havn, hvor skibene efter en besværlig indsejling lå fortøjede ved forskellige i klipperne anbragte jærnringe; på grund af havnens farlighed ophørte man imidlertid allerede før midten af forrige århundrede med at besejle den. En bedre havn kunde måske med en del bekostning indrettes noget østligere ved gården Hóp, hvor der ved stranden findes en lille sø, der — som navnet antyder — ved en kanal eller munding står i forbindelse med havet [49]. Grindavig og Reykjanæs er — som det vil ses af citaterne — nævnte i et par sagaer, men ellers intet stednavn fra denne bygd.


Østen for Grindavig sogn strækker sig flere højdedrag ned mod søen og desuden et vildt, aldeles vegetationsløst og forholdsvis ungt hraun, Ögmundarhraun[50], som adskiller denne bygd fra Krisevig. I Krisevig er egenlig kun én gård, men med en del husmandspladse (hjålejer) omkring sig. Gården, der ejer udstrakt og til dels ikke ufrugtbart land, afvekslende med hraun, fjælde, græsland og enge, hvortil desuden kommer et fuglebjærg nede ved kysten, er bleven bekendt af sine svovlminer, der ligger på skråningen og ved foden af den tidligere nævnte Underhliderne fortsættende hals, der skiller denne egn fra hraunet nordfor, medens store fjældmasser hæver sig kort østen for. Disse svovllejers udseende er omtrent som Myvatnsminernes på Nordlandet, man ser også her fjældskråningen bedækket med en skorpe af svovlblandet ler og gips med vekslende hvid-gul-rødlig overflade og gennembrudt af utallige små huller, hvor igennem den svovlholdige hede luft presses frem med hvislen og susen; hist og her træffes store kogende blå eller mælkehvide lerpøle. Dog er alle de tilsvarende fænomener på nordlandet mere storartede, og det vil derfor være naturligt at opsætte den nærmere skildring af sådanne til beskrivelsen af Myvatnsegnen [51].


Udsigt over Reykjanes; i baggrunden Skaga, fra venstre Langahlið, Sveifluháls og Trölladyngja. - (A. E. F. Mayer, 1836)
Efter at der har været gjort flere mislykkede forsøg på med udbytte at drive Krisevigminerne, ligge de for øjeblikket ubenyttede hen. Fra den stejle, men korte fjældvej, der over halsen fører gennem hraunet til Havnefjord og Reykjavig, skal man have en særdeles smuk udsigt over fjorden til de nord for liggende fjælde. Ligeledes skal vejen, der fra hallen fører ned til Krisevig gård, frembyde en del interesse, i det den til dels snor sig mellem selve minerne, hvor man må iagttage forsigtighed for ikke at træde igennem den skøre og løse lerskorpe, der ofte skjuler kogende dynd.


De talrige lavastrømme, der, som anført, har udgydt sig over denne halvø til forskellig tid og i forskellig retning, og hvoraf nogle sikkerlig er yngre end landets bebyggelse, er alle udgåede fra den bjærgkæde, der i sydvestlig retning gennemløber halvøen, og som er ligesom oversåt med større og mindre kratere. Den betydeligste af disse vulkaner er fjældet Trölladyngja, annalerne omtaler vel også oftere (5 gange), at der har været ild i Trölladyngerne (i Trölladyngjum), men angivelserne ere temmelig uklare og vanskelige at benytte, så meget mere, som der er to fjælde af dette navn på Island[52]. Det andet fjæld Trölladýngjur ved Ódáðahraun (Udådehraun) eller Dýngjufjöll, er ligeledes en vulkan, hvem den oven nævnte uhyre lavastrækning inde i ubygden mellem nord- og østerlandet skylder sin oprindelse. I og for sig skulde man tro, at dette fjæld som det langt større måtte være det mest bekendte af disse to, medens det andet kun kunde være kendt i en mindre del af landet, og med hensyn hertil vilde det være af betydning at vide, i hvilken del af landet hver af de pågældende annaler er skreven. Jonas Hallgrimssön antager imidlertid[53], at Trölladynger i Odådahraun ikke findes omtalte i nogen af de om vulkanudbrud bevarede efterretninger, men at der altid, hvor Trölladynger nævnes, menes vulkanen af dette navn i Guldbringesyssel, eller rettere ikke denne alene, men hele den bjærgkæde, hvori Trölladynge var det navnkundigste krater. Men selv under forudsætning af denne mere omfattende betydning af navnet bliver annalernes beretninger vanskelige nok at forklare, da deres beskrivelse undertiden ikke synes at passe på nogen af de to lokaliteter. I året 1151 omtales (Ísl. Ann. s. 62) udbrud i Trölladyngerne samtidig med husrystelser på grund af jordskælv og stor dødelighed; deraf kan man måske med Jonas Hallgrimssön slutte, at dette udbrud må have fundet sted nærmere bygden end de nordøstlige Trölladynger er, og da navnlig hvor jordskælvene altid har været hyppigst og stærkest, i landets sydvestlige del


År 1188 er kun i almindelighed nævnt ilds udbrud i Trölladynger (Ísl. Ann. s. 76). I året 1340 skal i følge Gisle Oddssöns annaler[54] et hraun fra Trölladynger være løbet ned i Selvåg, øst for Krisevig, hvad umulig kan være tilfældet på grund af mellemliggende fjælde, med mindre man med Jonas Hallgrimssön antager navnet for tillige at omfatte det hele vulkanen nærmeste ligeartede fjældparti; udbruddet må da rimeligvis have været i det østligere Langehlidsfjæld, hvor adskillige kratere forefindes. For året 1360 (1354, eller 57 — tiden angives noget forskellig) findes i annalerne (isl. Ann. s. 296) en beretning om ilds udbrud i Trölladynger, der synes lige vanskelig at lade sig forene med nogen af de to Trölladyngers beliggenhed. Askefaldet ødelagde nemlig da mange gårde i Mydal (formodenlig Mýrdalr i Vester-Skaftafellssyssel), og vide der i nærheden anrettedes stor skade, pimpstenene drev øster til Myrerne, og ilden kunde ses fra Snefjældsnæsset. Ved Myvatn (ST.) var der stor dødelighed (mannfall), i tre kirkesogne døde 85. Dette udbrud henføres dog måske i hvert fald rettest til Trölladynger ved Odådahrann, Jonas Hallgrimssön forstår derimod også dette udbrud om Trölladynger i Guldbringesyssel.


Endelig skal i året 1390 i følge Espolin (Árb. I, 110) samtidig med, at »det halve Reykjanæs sank«, med et af Heklas udbrud og med vulkanudbrud i Skaftafellssyssel, Trölladynger have brændt »helt syd i søen og vester til Selvåg« — en temmelig uforståelig angivelse. Vil man antage, at ved denne lejlighed en lavastrøm er løbet ned til Selvåg, må udbrudsstedet forlægges til fjældene øst for Trölladyngja. Jonas Hallgrimssön er dog mere tilbøjelig til at antage, at Selvåg her er forvekslet med Grindavig, og henlægger da opståelsen af Ögmundarhraun til dette udbrud.




WGC.P006.jpg


Se Tillæg og rettelser



Fodnoter

  1. tun ɔ: den dyrkede græsmark, den gården omgivende hjemmemark.
  2. Er dette tilfælde, mødes gamle og ny minder her på en underlig måde. Skansen anlagdes nemlig af den såkaldte »Kong Jørgensen«, en dansk æventyrer, der, under krigen mellem Danmark og England i begyndelsen af århundredet, i året 1809 med bistand af et engelsk bevæbnet handelsskib i seks uger opkastede sig til Islands behersker, indtil ankomsten af et engelsk krigsskib igen bragte orden til veje.
  3. Reise igiennem Island. Sorøe 1772; her citeret som E. O.
  4. Magn. Ketilssöns Forordninger II, 265; en del af ejendommen synes dog kronen at have besiddet siden 1590 (se Finn. Johannæus: Hist. eccl. III, 35), i dette år fortrængte nemlig den kgl. befalingsmand Laurids Kruse Orm Narvessön — med hvis moder og tre brødre mageskiftet 1616 foretoges — fra en part af gården Reykjavig.
  5. Til handelsstedets forestående flytning fra Effersø til det faste land henvises i en toldkammerskrivelse (af 22/1 1780) til den islandske handelsdirektion — se »Lovsamling for Island« — angående de ulæmper, der befrygtes herved at ville opstå for falkevæsenet i Reylgavig. — At handelshusenes flytning allerede var begyndt året i forvejen, ses af forskellige skrivelser falkonervæsenet vedrørende, hvortil senere vil blive henvist — Om Reylgavigs ophøjelse til købstad se »Lovsamling for Island« V 301 ffg.
  6. At handelsstedet virkelig oprindelig har stået på bemældte lille nu næsten overskyllede holm, synes utvivlsomt efter den bestemthed, hvormed det angives i forskellige pålidelige kilder. — Således udtaler landfoged Skule Magnussön sig på følgende måde i en af ham forfattet, hidtil udtrykt, prisbelønnet ”Beskrivelse over Gulbringe og Kjose Sysseler 1785, nu i landbohøjskolens bibliotek, der indeholder udførlige og værdifulde oplysninger om de pågældende dele af landet: ”I de ældste tider har handelshavnen været mellem gården Eyde og den i nord derfra liggende ø Akerø, og handelshusene stået på den der liggende Grandholm (rettere Gammelholm); denne havn har vel ikke været sikker i vestlig storm, desuden er den hele jordsvær bortblæst af bemældte Gammelholm, som nu ej rækker over vandskorpen uden med lavt vande". — Og i en af det kgl. søkortarkiv 1788 udgiven beretning om Islands kyst og havne ved P. de Løwenörn hedder det om Reykjavigs havn: ”Havnen beholder endnu navn af Holmens-havn, fra den tid at handelshusene stod på nogle små holme, der ligge her, som kaldes Granholmene, men da søen ofte overskyllede disse, hvilket nu dagligen sker, så bragte man dem først på Örfarsø; på denne kan og imellem i meget hårdt vejr søen stå højt, den er dog bebot af et par islandske fiskerfamilier. Både af denne årsag, og fordi det i andre henseender var bekvemmere, bleve magasinerne flyttede lige overfor på det faste land, og stedet var kaldet Rejlgavik”. Hvor tidlig denne flytning fra ”holmen” til Effersø er gået for sig, er derimod ikke så let at se. Arne Magnussöns jordebog (i det efterfølgende citeret som A. M.; for denne egns vedk. fra 1703) omtaler vel ikke ligefrem beliggenheden af handelsstedet; men af den måde, hvorpå Effersø udførlig beskrives - en ø, der nu er ubebot, men som lige til dens afståelse til ”de nye indretninger” 1752 udgjorde en ikke så ganske ubetydelig landejendom, hvor der foruden en gård stod flere dertil hørende huse (hjålejer) — uden at der med et ord nævnes den ulæmpe for beboerne, som nødvendig synes at måtte følge af et handelshus' beliggenhed der; samt når hensyn tages til den bestemthed, hvormed handelsstedet oftere umiddelbart derefter benævnes som ”Hólmr” eller ”Hólms kaupstaðr” (der påhvilede adskillige af de omkring Reykjavig liggende gårde en høafgift til falkekvæget ”síðan fálkar sigldu í Hólmi”, og beboeren af Reykjavig gård skulde ”láta bera fálkana af Víkr sandi fram i Hólms kaupstað”), — skulde man snarest formode, at handelsstedet endnu den gang stod på sit oprindelige sted. — At det oprindelige sted har været ”holmen”, bekræftes jo også allerede ved handelsstedets navn; ti medens det er let at forstå, at handelsstedet, når det først engang havde erholdt navnet ”Holmens havn", kunde hos handelsmændene og regeringen beholde dette efter at være flyttet til Effersø, er det ikke rimeligt, at det skulde have erholdt denne farveløse benævnelse — endog blandt islænderne — hvis det oprindelig havde været anlagt på Effersø. — ”Holmen” findes det allerede benævnt i Kr. IV.s oktroj angående de islandske havne 1602. — I en fortegnelse over de islandske havne frti c. 1600 (Addit 48,e. foL) findes det besynderlig nok benævnt ”Bremer holmen”, hvad der dog måske kan have hensyn til, at holmen oprindelig er bleven benyttet som handelsstation af de nordtyske købmænd, der før handelen monopoliseredes, hyppig besøgte Island.
  7. Se Lovsamling for Island.
  8. Den har nu — efter at den i året 1847 er bleven ombygget — et ret anseligt ydre og i det hele en til navnet nogenlunde svarende udstyrelse. Hertil henflyttedes forskellige ældre sager fra de tidligere domkirker i Skålholt og Holar; den mærkeligste af disse er en pragtfuld bispekåbe (brugt af biskoppen ved præsteindvielse) af rødt fløjel med rigt broderi og mange udsyede figurer, der oprindelig skal være en gave fra paven til den bekendte nordlandske bisp Jon Aressön til belønning for hans troskab mod den katolske tro.
  9. Denne første skolebygning lå, i modsætning til den nuværende, vest for den lille sø; af et i ”Lovsamling for Island” anført uddrag af Rentekamrets norske relationsprotokol (anført som indledning til en resolution angående observatoriet i Reykjavig 1/11 1805) ses, at de dengang til Island opsendte landmålere, for at have et sted hvor de om vinteren kunde gøre observationer og tillige opbevare deres instrumenter, havde ladet opføre et observatorium på højden ved Reykjavigs latinske skole; det var opført af pisé (ɔ: stampet jord), for at man kunde erfare, om denne bygningsmåde var passende for Island. — Til dækning af de ved dette observatoriums opførelse foranledigede udgifter anvistes ved kgl. resolution en sum.
  10. Allerede 1821 klager den daværende præst i et brev til Finn Magnussön (Geh. Ark.) over den fuldstændige mangel på historisk tradition der i sognet.
  11. Hvorvidt denne tradition imidlertid har været ægte, kan vel være tvivlsomt nok. Særlig på Island må man overfor en foregiven tradition, der vil vide besked med forskellige i sagaerne nævnte lokaliteter eller knytte bevarede oldtidslævninger til en eller anden i sagaerne omhandlet personlighed, være overmåde forsigtig. Sagaerne kendes af alle, så godt som enhver bonde omfatter med særlig interesse det sagastof, der angår hans egn; det er altså næppe muligt andet, end at jævnlig en hypotese må være bleven fremsat om betydningen af den og den oldtidslævning, beliggenheden af det og det sted (et eller andet nu ukendt vadested eller fjæld, en å, der har skiftet navn, en gård, der er bleven nedlagt o. s. v.), og at hypotesen ved at bifaldes allerede for samtiden er bleven forvandlet til vished, og for den nærmest påfølgende generation er kommen til at stå som tradition. Hvad der også meget må svække tilliden til den islandske tradition, er den omstændighed, at sagaerne, hvorvel nu læste af alle, dog i en vis tidsperiode (gennem hele det 15de til ind i det 16de årh.) synes at have været næsten helt forglemte. Måske kan man dog antage, at de enkelte håndskrevne eksemplarer af sagaerne, som gennem denne tid bevaredes på Island, som oftest har hørt hjemme i den landsdel, hvis historie vedkommende saga fortæller, og at erindringen om de i denne omhandlede begivenheder dog altså i vedkommende landsdel aldrig er fuldstændig forsvunden. Den omstændighed, at der nu på Island ikke lever mindste erindring om indholdet af de helt forsvundne sagaer, taler ikke bestemt derimod. Ti netop, idet ethvert håndskrift af vedkommende saga var forsvundet, tabte jo traditionen sit væsenligste støttepunkt. — Hvorledes det nu end forholder sig dermed, vilde det dog vistnok være overilet ved en historisk-topografisk beskrivelse af Island slet ikke at tage hensyn til traditionen. Må det end f. eks. altid være højst usikkert, om de gamle tomter, der udgives for lævninger af gudehuse (hov), virkelig have en sådan oprindelse, er der dog ingen grund til ikke at anføre sagnet, da det tilmed ofte giver den rimeligste forklaring. Og så snart benævnelsen på det oldtidsminde (et tingsted f. eks.), hvortil en tradition knytter sig, eller den i en saga omtalte lokalitet, hvorom oplysning ønskes, nærmer sig til at være et virkeligt stedsnavn, stiller forholdet sig straks langt heldigere. Stedsnavne, selv på aldeles ubetydelige lokaliteter, vise ofte en forbavsende sejhed og kan med lethed tænkes bevarede fra generation til generation uden støtte i nogen tradition. Hyppig kendes sådanne navne ikke af andre end beboerne af den gård, på hvis grund de findes; men dette taler vel snarere for deres ægthed end imod den. Undertiden kan naturligvis også som omtalt et sådant stedsnavn (når det findes omtalt i en eller anden saga) skyldes en senere hypotese, men selv da vil man vel i reglen have den trøst, at angivelsen af vedkommende steds beliggenhed virkelig er den, som har den største rimelighed for sig. Med hensyn til brugen af ordet ”tomt” på ovenanførte sted, er det måske ikke overflødigt at bemærke, at det i dette arbejde jævnlig vil blive brugt i en særlig islandsk betydning, nemlig for at betegne en tagløs bygnings vægge med den af dem indesluttede plads, eller de tilbage stående rester af en bygning, hvor taget er forsvundet.
  12. Hvor ordet ”völlr” eller flt. vellir, forekommer i stedsnavne, gengives det her ved ”vold”, idet dette ord da benyttes i sin ældre betydning ”slette”.
  13. Provst Gutt. Povlssön på Vallanæs (SM.), i et forslag af 9/10 1841 til direktionen for universitetet og de lærde skoler om, hellere end påny at forsøge at have skole i Reykjavig, at henlægge den lærde skole til et andet sted udenfor Reykjavig, hvis det skulde blive nødvendigt at flytte den fra Bessestad. — Skrivelsen, der indeholder interessante bidrag til belysning af Reykjavigskolens elendige tilstand i slutningen af forrige århundrede, (den lå da, som før omtalt, vest for ”tjörnen”, omtrent i forlængelse af Adelgade, en del syd for den egentlige by,) opbevares i Geh, ark. i Finn Magnussöns isl. brevsamling.
  14. Af dette kort følger her en litograferet gengivelse, taget efter den det kgl. søkortarkiv tilhørende original.
  15. Espolins årb. IX, b. s. 84, sml. Sv. Povlssöns dagbog III, 80. (isl. litt selskabs arkiv).
  16. Se islandske Handels Realisations Commissions Journal Lit. A. 1787—88, Nr. 84. — Denne købmand meddeler 23/3 1787, at der i den ”afvigte år udsendte bygning”, der kun var halv færdig, nødvendig må gøres indretning til våningsværelser, eftersom han ikke kan vente at beholde de han nu bebor, da samme tilhøre fabrikken (han nød 200 rd. årl. for at have opsigt med denne.
  17. Isl. Hand. Real Commissions Journal Lit. A: Nr. 588; sml. Nr. 482, 100, 84.
  18. Om falkehusets flytning se Kongerigets arkivs falkonersager: kopierne af Holmens købmands skrivelse 21/9 1779 og rejsefalkonerens 31/12 1779, falkonermesterens skrivelser 2/1 1780 og 2/8 1780, og rejsefalkonerens 29/6 1780 — samt Islands journal 5: Nr. 211 og 481, og endelig den kgl. resolution 19/3 1781 (islandske Resolutions Protocol).
  19. Her fødtes 1636 — af anset slægt — den senere så bekendte historieskriver Tormod Torvessön (Torfæus).
  20. Om klosteret i Vidø findes udførlige oplysninger i 4de b. af Finn Jonssöns islandske kirkehistorie (Hist. eccl.). Vidø regnes nu til Guldbringe syssel; ikke desto mindre skal klosteret i følge samme forfatter i ældre tid stundum være bleven kaldt ”Viðey, er ligger með sundum í Mosfellssveit”, også blot ”Viðey med sundum” eller lignende. På reformationstiden udsattes dette kloster, det rigeste af alle på Island, for en særlig hård behandling: det udplyndredes skånselløst, kirken ødelagdes, klosterbygningen nedreves, og stedet, hvor den havde stået, forhånedes.
  21. Se også herom Ísl. Þjóðs. II, 93. — Om ”lejdet” er andet end frugten af en nyere tids gætning, er dog såre tvivlsomt. På foregivne gravsteder (leiði) eller høje fra oldtiden, så vel over historisk-bekendte personer, som over ganske ubekendte, er der vel ingen mangel på Island, hvad man let overbeviser sig om ved at gennemgå de antikvariske indberetninger, som 1817 og følgende år nedsendtes fra de islandske præster til den i København nedsatte kgl. kommission for oldsagers opbevaring (nu tilhørende det oldnordiske museuums antikvarisk-topografiske arkiv); i disse findes så godt som for hvert sogns vedkommende beretning om et eller flere sådanne ”fornmannaleiði” (og mange flere påvises desforuden), om hvilke traditionen stadig er meget levende. Men vistnok alle disse gravsteder og høje er falske; for de flestes vedkommende er dette endogså ved første øjekast kendeligt, da de vise sig som naturlige høje; de fleste af de i sagaerne omtalte gravhøje kendes derimod ikke. Og hvor man af og til er stødt på en virkelig oldtidsbegravelse, en uanselig dysse eller en tue, hvor det dækkende jordlag i tidens løb var bortblæst, har i reglen enhver tradition forlængst været tabt. Kun få sådanne har hidtil været undersøgte; dog siger Sig. Gudmundssön i sin ”Skyrsla um forngripasafn Íslands" (I, 35), at han kender omtrent 70—80 dysser, som han anser for sikre oldtidsgrave. — Hvad forholdene efter kristendommens indførelse i denne henseende angår, da er de simple ved intet udmærkede islandske græstørvsgrave kun lidet skikkede til at yde traditionen noget tilknytningspunkt, hvad da også erfaringen viser. For den ældre tids vedkommende er en tradition knyttet til en enkelt bestemt kirkegårdsgrav, så godt som uden eksempel, og, hvad nutiden angår, viser det sig, at allerede kort efter selv mere bekendte mænds jordfæstelse er erindringen om deres hvilested forsvundet.
  22. Befinder sig nu i altingsformand hr. Jon Sigurdssöns besiddelse.
  23. Endnu værre er man stillet i de hyppige tilfælde, hvor kun stednavne sammensatte med ”þíng” (eller: ”leið”) minder om, at tingforsamlinger engang har været holdte på vedkommende sted, — således kaldes bankerne syd for Arnarhol« hvor nu den sydøstligste del af Reykjavig står, ”Þing holt"; navnlig de med ”þing” sammensatte stednavne kan ofte være af temlig sen oprindelse.
  24. Jonas Hallgrimssön fortæller i det alt angående Tingnæs benyttede uddrag af hans dagbøger for 1841 ”for så vidt angår antikvariske iagttagelser”, at midt i gården Kopavågs tun ligger det gamle tingsted kaldet ”Þínggerði”; ”der ses endnu tydelig en domring, et par ned sunkne tomter og en meget ny og temmelig vel vedligeholdt tomt, dels bygget i den gamle domring, og skal den have været det sidste tingsted eller lögrjetta, hvor ”herrerne fra Bessestad præsiderede”. Om her forefindes virkelige oldtidslævninger, turde dog vistnok være meget tvivlsomt, Kopavåg nævnes først som tingsted i en senere tid; derimod er den måde, hvorpå et ”tinghns eller lögrjetta” fra forholdsvis ny tid omtales, ret oplysende. På mange gårde, især de hvor sysselmændenes mandtalsting endnu holdes, der finder sted i et dertil opbygget ”tinghus”, og da navnlig præstegårde, findes nemlig en firkantet hustomt i tunet benævnt, ”lögrétta”, hvorimod sådanne tomter intetsteds påvises på de gamle tingsteder, så let kendelige ved deres boder og hele beliggenhed, på engang central og dog isoleret, d. v. s. lidt afsides, udenfor den almindelige færdsel, og på et sted fremhævet ved naturlige grænser og vel skikket til afspærring. — Oprindelsen til den noget underlige benævnelse ”lögrétta” om sådanne tinghuse må vel søges i, at man har benævnt de steder, hvor sysselmændene fældede deres domme i analogi med det sted, hvor altingsdommene fældtes (i følge forordning af 1707 — se Jon Arnessöns Islandske Rættergang s. 471, hvormed dog må sammenlignes Sv. Sölvessöns Tyro juris IV, 6 — skulde endog meddomsmændene ved sysselmændenes herredsting i overensstemmelse med norske lovs brug også på Island ligefrem kaldes lovrettemænd). — Til oplysning om måden, hvorpå disse bygdetingsteder dannede sig, kan anføres, hvad J. Arnessön s. 482 meddeler —, at sysselmændene i året 1658 fik stadfæstelse på de tingsteder, som deres formænd havde beskikket på beneficii gårde (gårde der tilhøre den der stående kirke og derigennem det offenlige), og tillige selv fik tilladelse til at udvælge sådanne gårde dertil; senere udstraktes tilladelsen til gårde, hvor kirken var privat ejendom. Heraf ses, hvorfor ”lovretteme” så ofte findes ved præstegårdene. — Prof. K. Maurer benytter, besynderlig nok — i sit ypperlige skrift: Island . . bis zum Untergange des Freistaats, München 1874, s. 193 — den hyppige forekomst af ”lögrétta”, ”medens der dog kun forekom en lögrétta på altinget”, til derfra at slutte, hvor ringe vægt der kan tillægges bevarede bodtomter, domringe og stedsnavne, og formoder, at en forveksling af ”lögrétta" med ”lögrétt”, en ifølge lovbestemmelse indrettet fårefold, oftere kan have foranlediget sådanne angivelser, en formodning som alene disse ”lögrétta”ers beliggenhed og udseende udelukker.
  25. Se Safn til sögn Islands II, 216.
  26. Se Maurer.: Island s. 420—22, sml. s. 412—14.
  27. Dog med undtagelse af dem, der fra de Vestmaneørne nærmeste sysler vælger at drive fiskeriet derfra, og af Snefjældsnæssets beboere.
  28. Betegnende er det, at ifølge Maurer (Island s. 439) omtales i den ældre literatur intetsteds havfiskeriets inddeling i de tre afdelinger: vinter-, vår og høstvertidsfiskeri.
  29. Beskrivelsen af Vatnløsestrand og de følgende bygdelag i Guldbringesyssel, samt Selvåg i Ånæs syssel støtter sig kun til sognebeskrivelser og andre skrevne eller trykte efterretninger, ikke derimod, hvad der ellers som oftest vil være tilfældet, til egne iagttagelser sammenholdte med disse.
  30. Således allerede Sturl. I, 343.
  31. Sturl. I, 341.
  32. Efter at man var kommen bort fra en først næret plan om oprettelsen af et observatoriom på Vestlandet, besluttedes det 1773 at indrette et sådant ved Bessestad; på Lambhus nævnes i den følgende tid to astronomer, af hvilke den ene endnu ses at have levet år 1800 (Se Forb. til Olavii Oeconomisk Reise igienn. Island, CLXI ffg., samt Lovsamling for Island 1773—1800).
  33. Ifølge den antikv. indberetning (1820) fandtes på Alvtanæs et par, dog rimeligvis ikke ægte, oldtidsbegravelser (deriblandt et ”Völvuleiði”, samt en kunstig indhegnet, af klipper beskyttet brønd).
  34. Jonas Hallgrimssön, der besøgte og omstændelig undersøgte stedet 1841, påstod imidlertid, at binderunerne på en af disse stene måtte være langt ældre, og at de andre indskrifter til dels vare bugne oven over (ɔ: oven i) disse, samt kom på den tanke, at disse binderuner endog skulde stamme fra tiden umiddelbart før landets bebyggelse og indeholde navnene på Flokes skibsmandskab. Nogle af håndskrifterne til Ldn. (C. og E.) fortæller nemlig (s. 30), at Floke, da han, efter at have opholdt sig en vinter på Island, besluttede sig til at forlade landet, nødtes for modvind til at lande i Havnefjord; en af sine ledsagere Herjolv, der var dreven fra skibet i en båd, fandt han på Hvaløre, og først næste sommer lykkedes det ham at forlade landet. Af denne klippeblok, som J. H. kaldte ”Flókasteinn”, sendte han Finn Magnussön en afbildning, som nu befinder sig i hr. prof. univbibl. Thorsens besiddelse, indeholdende 23 store og meget sammensatte stave (binderuner) foruden fire lignende fra stenens ene side; en tilsvarende skriftlig indberetning fra ham ejes ligesom de tidligere omtalte af hr. Jon Sigurdssön. — ”Floke”stenen er omtalt i et brev fra Jonas Hailgrimssön til Finn Magnnssön (9/7 41), og hypotesen om navnene på Flokes ledsagere videre udviklet i et brev fra Magn. Grimssön til samme (28/8 45) — begge i Geheime arkivet.
  35. Som et ganske morsomt eksempel på, hvor stærk troen på falske oldtidsgrave, hvoraf en senere opstået tradition, som alt omtalt, har skabt en stor mængde på Island, kan være, kan anføres hvad Jonas Hallgrimssön i sin indberetning til Finn Magnussön fortæller om ”Flekkaleiði” ved gården Flekkuvik på Vatnløsestrand. Da der her fandtes en runesten, hvis indskrift Finn Magnussön satte i forbindelse med gårdens foregivne første beboerske ”Flekka” og overensstemmende dermed henførte til landnamstiden [se antikv. Annaler IV. 345 og Antikv. americanæ s. 394—95 samt Antiq. de L’orient s. 233—35; Flekkuvigshøjen også nævnt — som ægte — hos C. Engelhardt, årb. for nord. oldk. 1876, s. 99—100), foretog Jonas Hallgrimssön sig at undersøge stedet for at få afgjort, om stenen — som man havde gættet på — var Flekkas gravsten. Han beskriver ”Flekkuleiði” som en græsgrot forhøjning i tunet, af skuffende lighed med en grav, midt på denne lå en lille og flad hraunsten med de omtalte runetegn (dog Underretning om tvende fra Islands hidkomne udskaarne stole Runer-11.gif for Underretning om tvende fra Islands hidkomne udskaarne stole Runer-12.gif. Stedets beboere viste den største uvilje over hans ankomst, ti ifølge Flekkas egne ord skulde, ”så længe hun lå ud for indsejlingen, intet skib tage fejl af denne”; han måtte love at lade Flekka uforstyrret, hvis han fandt hende, og fremhævede, at hans undersøgelse kun gjordes hende til hæder. Da den lille sten var tagen op, viste det sig imidlertid, at her ingen grav var, men allerede et kvarter under over fladen stødte man på fast lavaklippe. — Ligesom her graven skulde skjule Flekka, gårdens første beboerske, således er det i almindelighed landnamsmanden eller den mand gården antages at bære navn efter (ofte en aldeles opdigtet eller ubekendt person), hvis hvilested man mener at kunne påvise i tunet eller andetsteds i gårdens nærhed. — I følge den antkv. indb. (1817) skal der foruden ”Flekkuleiði” i samme sogn findes tre andre oldtidsgrave; den ene af disse skal ifølge gamle folks udsagn have været i tunet på Store Vågar (Stóru Vogar), hvor der senere stod en hjåleje, nu et lammehus; ”dette skal have været den Hjörlejvs (ɔ: Hrollejvs?) grav, der først boede i Heidarbæ, men så gav Eyvind valget mellem holmgang eller landesalg (Ldn. V. 13)”. Se herom Ldn. s. 319, hvor der fortælles, at Hrollejv er højlagt i Kvigevågar.
  36. I Bsk. s. 386 siges om en mand, der boede på ”Hvaleyri fyrir neðan heiði”, at han og hans to brødre sejlede fra Rosmhvalanæs til Hvalfjord — menes Hvaløre her at ligge på Rosmhvalanæs?
  37. Nær ved denne gård ligger Ravnkelsstad (Rafnkelsstaðir), hvor der ifølge Antikv. Annaler IV, 346—47 også findes en ”mærkelig” runesten. Her skal nemlig i ”Kistugerði”, en af klipper og sten indhegnet plads, Ravnkel være begravet; her findes flere store sten, en af form som en kiste, tæt ved denne står en mindre med indhuggede runetegn, der endog dér i egnen mistænkes for at være af nyere oprindelse. Man er overhovedet næppe i stand til på Island at påvise nogen runeindskrift fra hedenskabets tid eller de nærmest påfølgende århundreder, de fleste runestene man kender, er fundne på kirkegårde og tilhører rimeligvis de nærmette århnndreder før og efter reformationen; ofte er det dog umuligt endog tilnærmelsevis at bestemme indskrifternes alder, da man på Island er vedbleven at benytte runerne helt ned til den nyeste tid.
  38. Samme kilde nævner og, som et landemærke på Rosmhvalanæs, ”det gærde, som går ned syd for Sandgerdingernes agerland”; gården Sandgerde ligger noget sydligere på næssets vestside. - At opregne alle de steder, hvor der vides tidligere at være drevet agerdyrkning på Island, vilde i øvrigt blive for vidtløftigt; kun lejlighedsvis kan opmærksomheden henledes på nogle af de vigtigere. Udførligere, men dog heller ikke udtømmende, oplysninger om denne sag kan findes i en afhandlig af J. Snorronins: De agricultura Islandorum. Havnia 1757. For at få en klar forestilling om agerdyrkningens tidligere udstrækning og betydning på Island vilde det være nødvendigt at samle alle om agerdyrkning mindende stedsnavne. Den antikv. indb. (1817) for Utskåle og Kirkevågs sogn omtaler foruden Ravnkelslejde endnn et par oldtidsgrave; desuden skal der findes en runeligsten på Utskålar.
  39. I sine omtrent 50 år senere skrevne Biskupa Annálar (Safn til sögu Íslands I, 99).
  40. Den største dysse, som var den eneste, der nøjagtig vendte i øst og vest, var 7 al. lang og 2 al. bred, spidst tilløbende i begge ender. Her lå, vestligst i dyssen, med hovederne i vest, ligene af to mennesker, en fuldvoksen mand og et 10—12 år gammelt barn; ved fødderne af dem lå benene af en hund, østligst i dyssen benene af en hest. Manden havde hjælm på hovedet, ved hans højre side lå et prægtigt sværd med sølv indlagte hjalter, endvidere et økseblad og et bidsel; i dyssen fandtes desuden et stort spydblad, benkamme, knive, en hvæssesten, en kedel, en stor tand og flere nagler, samt hist og her omkring benene en mængde rustmættede træstumper, som man gætter på har været af et skjold lagt over manden (da der også blandt det i dyssen fundne synes at være levninger af en skjoldbule) — eller af en båd; hvori manden muligvis kan have været højlagt. — I dyssen nr. 2 fandtes benene af en mand, en hund, en hest — i samme indbyrdes orden som i forrige, samt et spydblad. — I dyssen nr. 3 fandtes benene af en mand og en hund, samt et spydblad; tør man forlade sig på undersøgerens udsagn, var her mandens hoved sat ved hans bag. — I dyssen nr. 4 fandtes menneske- og hesteben og måske hundeben. — I dysserne nr. 5—7 fandtes lignende ben og brudstykker af ben. — Omkring hver dysse (ɔ: de og det i hver dysse ned lagte?) var der sammenstablede sten, hvorover der var lagt større flade sten, og derover har der så været opkastet sand eller tækket med græstørv; alle dysserne lå så at sige fuldstændig over jorden. (Ang. disse dyssers og gravfundenes beskrivelse se i øvrigt Sig. Gudmundssöns beretning i: Skýrsla om forngripasafn Íslands II. Kph. 1874, s. 67—78, 94—95). — Man har vistnok her lævningerne af en oftere benyttet begravelsesplads; hvad disse grave lærer os, giver i forbindelse med flere samstemmende fund især fra nordlandet, højst interessante oplysninger om begravelsesskikkene i den hedenske tid på Island.
  41. Reykjanes nævnt Eg. s. 56, 60; Laxd. s. 32; Eb. s. 5.
  42. drángr eller drángi betegner en fritstående, høj og spids klippe, oftest i eller ved søen.
  43. Ifølge Gisle Oddssöns annaler, — disse citeres af Jonas Hallgrimssön i hans endnu utrykte skrift: ”De islandske Vulkaner”, i etatsråd Jap. Steenstrups besiddelse. — Sml. også E. O. s. 74.
  44. Hertil føjer Jonas Hallgrimssön, formodenlig efter mundtlig tradition ”Den klippe, som nu er kaldet Eldø og nu er godt og vel 1½ sømil fra landet, skal have været et ikke så lille fjæld ude på næsset, før end det sank”. Disse ord synes at indeholde en forklaring til Espolins meddelelse, uagtet Jonas Hallgrimssön selv gætter på, at Dýtarsteinn har været Eldeyjardrángr. At der ved Dýptarsteinn skulde være tænkt på den forholdsvis nær ved Eldey stående Eldeyjardrange, er ikke rimeligt; den skildres desuden som et lille lavt skær (i følge Eggert Olavssön rigtignok ”en høj klippe”); ”Karlen”, af hvilken den øverste del er falden for et par menneskealdre siden, står for nær land til at kunne være ment, og er desuden temlig lille. Geirfugladrángr, der skildres som høj og stejl, kunde måske være ment, hvis ”fuglasker” skal tages som enkelttal; men rimeligst er det vel, at der ved Dýptanteinn menes Eldey.
  45. Se herom M. Stephensen: Kort Beskrivelse over den nye Vulcans Ildsprudning i Vester Skaftefells Syssel 1783, — hvormed kan sammenlignes de to i Lovsamling for Island meddelte skrivelser (26/6 83, 9/2 84) angående den påtænkte besættelse af øen. I følge Löwenörn er det rimeligvis det såkaldte ”Blinde Fugleskær”, der det år som en vulkan har hævet sig op over vandskorpen, men allerede kort efter indtaget sin tidligere stilling som ”blindt” skær. Se den af det kgl. søkortarkiv udgivne „Beskrivelse af den islandske Kyst og alle Havne” ved P. de Löwenörn 1788, I, s. 13-14.
  46. I følge J. Hallgrimssön: ”De islandske Vulkaner"; sml. også sognebeskr. for Utskåle sogn.
  47. Se således Jap. Steenstrup: ”Et Bidrag til Geirfuglens Naturhistorie 1857”, og Alfr. Newton i ”the Ibis” for oktober 1861, samt i ”The natural history review" (octb. 1865). Den sidste af de to forf. — der i øvrigt støtter sig til Steenstrup — har med stor omhyggelighed samlet efterretninger om denne fugls forekomst og kommer til det resultat, at den vistnok endnu må findes på Gejrfugledrangen.
  48. I det Reykjavigske stiftsbiblioteks håndskriftssamling (nr. 44, fol.) findes en beskrivelse af Gejrfugleskæret; benyttelsen af de derværende samlinger er så at sige umuliggjort, da udlån udenfor Reykjavig ikke tilstedes. Ved inspector Ion Arnessöns velvilje har jeg imidlertid erholdt en afskrift af denne (defekte?) beskrivelse, der må være forfattet ved midten af forrige århundrede. Den giver en ret interessant beskrivelse af gejrfuglen. Om selve skæret — der tillige er forsøgt aftegnet, — siges der, at det er med lodret klippevæg overalt, kun mod øst er det lavere, og herfra bestiges det; skærets størrelse svarer omtrent til en ”kýrfóðurs völlur”, det er længst fra sydøst til nordvest og noget skrånende fra vest til øst, men foroven væsenlig fladt; stenarten er udpræget lava, af samme beskaffenhed som hraunet syd for Hvaløre. Der var på denne klippe en slig vrimmel af ”svartfugl”, at den skjulte alt: man vadede gennem fngleskarn og æg op til knæerne, fuglene lå 3—4 oven på hverandre, og nat og dag omsværmedes skæret af flyvende fugle, der også bedækkede søen der omkring. — Af gejrfugle var der ikke så mange, siger forf., som man kunde være tilbøjelig til at tro; disse indtog kun 1/16-del af skæret, nærmest landstigningsstedet; længere kunde de ikke komme op på grund af deres mangel på flyveævne. År 1732 opsøgtes i følge samme kilde skæret på ny efter 75 års forløb.
  49. Søbrud, sandfog og mangel på brændsel hører også til denne bygds plager, hvor man til dette og andet brug må foretage en regelmæssig tanghøst med storstrømsebbe i sommermånederne.
  50. Til en vej, der fører over den ellers ufremkommelige lavastrækning, knytter sig et lignende sagn som til det bekendte Berserkjahraun i Snefjældsnæssyssel (se Eb. s. 47), — og til gården Krisevig og den øst for i Selvåg liggende Herdisarvig (Herdísarvík), samt fjældstrøget Deildarháls, et af de sædvanlige stednavn-forklarende sagn om to kvinder Kris og Herdis, der kom i strid om græsgangene og her dræbte hinanden; deres og Kris’ ligeledes dræbte fårehyrdes dysser vises endnn tæt ved den over halsen førende vej.
  51. En udførlig beskrivelse af egnen omkring Krisevigminerne og disse selv findes for øvrigt i Mackenzies isl. rejsebeskrivelse (Travels in Iceland, Edb. 1811, s. 111 flg.; også en tysk oversættelse af bogen findes på det kgl. bibliotek).
  52. Ti at fjeldet i Guldbringesyssel nu sædvanlig benævnes i ekt. ”Trölladýnjga”, derpå kan vist ikke lægges nogen vægt .
  53. De islandske Vulkaner.
  54. Se de isl. Vulkaner.